Part 1

Produced by Tor Martin Kristiansen, Steen Christensen, Palle Christoffersen and the Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse typografiske fejl er rettet, herunder de to fejl der var nævnt på trykfejlslisten i den oprindelige bog. Symbolet # er brugt til at angive fed tekst i originalen, ~ angiver s p a t i e r e t tekst, mens _ angiver kursiveret tekst. Overskrifter der i originalen er placeret som sidenoter er nedenfor angivet med =. Forfatteren har brugt forklaringstegn (et omvendt c efterfulgt af kolon); dette er gengivet med c:.

H. HOLTEN-BECHTOLSHEIM

GRÆSK MYTHOLOGI

ANDEN UDGAVE

SORØ SVEGÅRDS BOGHANDELS FORLAG 1922

Paa lave Kulturstandpunkter er Mænd og Kvinder fortrinsvis optaget af at skaffe de daglige Fornødenheder. Men midt i alt deres praktiske Arbejde melder sig hyppigt visse teoretiske Spørgsmaal, der kræver Svar: Hvad sker, naar vi dør? Hvad er det, der raader for os og alt andet i Tilværelsen? Hvorledes er alt blevet til?

Paa saadanne Spørgsmaal gives der Svar i Mytherne, en Form for Aandsliv, der væsenligt tilhører Kulturens Barndom. Menneskene stoler paa deres Sanseiagttagelser, tvivler f. Eks. ikke paa, at Jorden er flad, Himlen en Hvælving, og at Sol og Maane vandrer hen over denne Hvælving. Naturlove kender de ikke; men Livets styrende Kræfter fornemmer de snart som noget ubestemt mægtigt, snart som Væsener, der ligner Mennesker eller Dyr. Hvad man har iagttaget og tænkt, fortæller man om i Myther, der hos poetisk begavede Folk snart bliver saa overgroede af fri Fantasi, at man ikke mere evner at udskille Fortællingens oprindelige Kærne.

Paa de flg. Sider vil der i første Kapitel blive fremhævet nogle Træk af Menneskenes ældst kendte Aandsliv. De næste Kapitler skildrer, hvorledes græsk Mythologi svarede paa Spørgsmaalene: Hvorfra? Hvem styrer vort Liv? Hvorhen efter Døden?

I. Træk af primitivt Aandsliv.

=Naturen.=

Den primitive staar ganske anderledes overfor Naturen end _Kulturmennesket_. Naar dette sidste møder noget, han ikke har set før, søger han at sætte det i Forbindelse med tidligere Erfaringer, og han ordner Tingene i sindrigt udtænkte _Systemer_, indtil han faar anbragt alle sine Erfaringer paa hver sin Plads.

_Den primitive_ nøjes med den _enkelte Iagttagelse_; men til Gengæld gaar han ligesom rundt om den, ser den fra alle Sider, og han fortæller gerne alt, hvad han overhovedet ved om den Ting. Herpaa beror en endnu hos Homer bevaret Hovedejendommelighed ved hans Sammenligninger. Troernes Angreb mod Grækernes Mur i Iliaden (12,278) skildres saaledes: Lige saa tæt som Snefnugene falder en Vinterdag, naar den raadvise Zeus har taget til at sne, aabenbarende disse sine Pile for Menneskene, -- Vindene lader han lægge sig, og Sneen lader han falde uden Ophør, indtil han faar tilhyllet de høje Bjærges Tinder og knejsende Toppe, Kløversletterne og Mændenes frugtbare Marker, og selv over Havne og Kyster ved det skummende Hav ligger Sneen; kun Bølgen, som skyller imod den, holder sig fri for den; men alt andet ligger gemt under dens Dække, naar Zeus's Snefald lægger sig tungt derover -- saa tæt fløj deres Stenkast i begge Retninger. -- De tætte Stenkast sammenlignes med de tætte Snefnug; alt det andet er overflødigt, men løber med, fordi den primitive ikke evner at skille det, hvorpaa Sammenligningen beror, ud fra det øvrige Billede. Det samme gentager sig i Kunsten. Sagnet fortalte, at Pegasos sprang ud af Medusas Blod, _efterat_ Perseus havde hugget Hovedet af hende. Men paa det gamle Relief fra Selinunt ses allerede Pegasos springe om paa Jorden, _før_ Medusas Hoved er hugget af, mens hun endnu er i Flugt. Den primitive Kunstner vil have det hele med.

Den primitive kender intet til fysiske og kemiske _Naturlove_; hvad der sker i Verden, opfatter han som frembragt af _uberegnelige, hemmelighedsfulde Kræfter_ eller af _individuelle_, men usynlige _Væsener_ i Dyre- eller Menneskeskikkelse. Naar Homer skal klare sig, hvorledes man kan høre en andens Tale, gør han det ved at antage, at der fra den talendes Mund flyver smaa usynlige Væsener, en Slags Fugle, hen til den hørendes Ører. Derfor taler Homer om "de bevingede Ord."

Naturlig _Udvikling_ gennem fortsatte smaa Omdannelser forstod man ikke. Det ny, der kom frem, opfattedes som _Fødsel_, det gamle, der forsvandt, som _Død_. Det var den Form for Fornyelse og Undergang, man kendte fra Menneskeverdenen. Naar Blade og Blomster foldede sig ud om Foraaret, var det Adonis, der fødtes; naar Sommeren var forbi, var det Adonis, der vendte tilbage til Dødsriget.

Alle _Afstande_, maaltes med _menneskelige Maal_, "Fod", "Skridt", "Haandsbredde", "et Stenkast", "saa langt en Stemme kan lyde". Ligesaa _Tidsangivelser_, "den Tid paa Dagen, da Torvet er fuldt" (10-12 Formiddag), "ved Lampetændingstid", "en Menneskealder" o. s. v.

Mennesker og Dyr er for den primitive det Midtpunkt, hvorfra han fortrinsvis ser Tingene.

=Mennesket.=

For os Kulturfolk bestaar Mennesket kun af to Dele: _Sjæl_ og _Legeme_. For primitive bestaar Mennesket af mange Dele foruden Legemet: Skygge, Drømmeskikkelse, Navn; selv Ejendom, Klæder, Fodspor, et givet Løfte hører med til Personen.

For Homer er Mennesket en Trehed, bestaaende af _Legeme_, _Psyche_ og _det egenlige Sjæleliv_. Psyche er et luftagtigt andet Jeg, der betinger Livet. Ved Besvimelse eller Søvn gaar Psychen bort for kortere Tid, sædvanligt ud gennem Munden, ved Døden gaar den for bestandigt til Hades ude ved Verdens fjærneste Grænse, hvor Solen aldrig kommer. Homer anser snart Psychen, snart Legemet for den vigtigste Del af Mennesket.

Er Mennesket vaagent, sover Psyche; men til Gengæld virker da forskellige tænkende, følende og villende Livskræfter. Disse tænkes snart som legemlige Processer i Mellemgulv (frenes)[1] eller Hjærte, snart som aandelige, der ikke er knyttede til bestemte Legemsdele og benævnes paa forskellig Maade (thymos, (det brusende), noos, menos o. s. v.). Homer har ikke klaret sig, om det, der foregaar i vort Sjæleliv, har legemlig eller sjælelig Oprindelse.

[1] Der er god Mening i at henlægge Sjælelivet til Mellemgulvet; ved stærk Sindsbevægelse kan enhver faa Fornemmelse af, at »det stemmer for Brystet.«

Idealet for en Mand er den _imponerende ydre Fremtræden_ og de stærke legemlige Kræfter, saaledes som Homer skildrer Agamemnon:

Lyneren Zeus han lignede grant paa Hoved og Øjne, Ares paa Midje og Hofter, paa Bryst den stærke Poseidon.

Han skal have vældige Næver og rappe Fødder. Han maa eje Mod og elske Faren. Hele hans legemlige Organisme er indrettet paa at styrte sig i Kamp paa Liv og Død med kortest muligt Varsel, og han kan ikke holde ud at sidde hjemme i Ro. Kan han ikke komme i virkelig Kamp, hengiver han sig til stærke Idrætter og Væddekampe. Homer kalder Hektor: kampumættelig.

Den primitive Mand er _godskær_, og hans Velstand er, som lige nævnt, som en Del af hans Person. At give en Ven en Gave er som at blande Blod med ham, det binder ikke alene Giver og Modtager sammen, men ogsaa deres Efterkommere. Derfor vil Glaukos og Diomedes i Iliaden VI ikke slaas med hinanden, fordi deres Bedstefædre i sin Tid har sluttet Fostbroderskab ved at give hinanden Gaver. For Homers Helte bestaar Æren for en stor Del i at eje meget Gods; derimod forringer det dem ikke at græde.

For en primitiv Fantasi er _der ingen uoverstigelige Grænser_ mellem Mennesket og dets Omgivelser. Mennesker kan forvandles til Dyr, Planter, Stene, og af disse Ting kan atter opstaa Mennesker. Grækernes Fantasi tumlede frit med forskellige Blandingsvæsener som f. Eks. Kentaurer, der havde Hesteunderkrop, men Menneskeoverkrop. De saakaldte Søkøer og Søheste var Køer og Heste, hvis Underkrop endte i Slangehaler. Ogsaa mellem Menneske og Gud er Grænsen ganske flydende, kun er Guden evig ung og lever et Liv i Sorgløshed, mens lige den modsatte Skæbne er Menneskets Lod.

=Aandsliv.=

_Aandslivet_ var væsenligt indskrænket til Æventyr, Sagn og Mythedigtning.

_Æventyrets_ egenlige Indhold er mærkelige, opdigtede Fortællinger, som følger rask efter hinanden og fylder Tilhørernes Fantasi med Forbavselse. Heltens Navn spiller ingen Rolle; heller ikke Tid eller Sted. Et rigtigt Æventyr begynder med den velkendte Indledning: "Der var engang." Helten drager ud i "den vide Verden." Herakles vandrer til Jordens yderste Grænser, ned i Underverdenen og optages til sidst i Himlen. Odysseus sejler i sin Æventyrverden fra Oplevelse til Oplevelse.

I _Sagnene_ er der, modsat Æventyrene, et historisk Element, som viser sig i Interessen for Heltenes Navne og Stamtavler. Lokaliteter og den hele Kulturtilstand, der skildres i et Sagn, vil som Regel til en vis Grad være historisk rigtige. Saaledes har Udgravningen af Troja vist os en By, der i mange Henseender stemmer med Iliadens Skildringer; ogsaa paa mange andre Steder, som i Mykenai og paa Kreta, har man gjort Opdagelser, der stemmer med Sagnene.

Men der er alligevel en lang Afstand fra Sagnet, der først og fremmest vil underholde og fængsle, til Historien, der tilsigter at belære. Det uhistoriske kommer hos Homer stærkt frem ved den stadige Indblanding af Guder i de menneskelige Handlinger, hvad der dels skyldes Ønsket om at gøre Fortællingen mere spændende, dels Følelsen af, at selv de drabeligste Helte trænger til guddommelige Hjælpere; endelig var det bekvemt for den naive Fortæller, naar han ikke vidste at forklare en Handling eller Stemning hos sine Helte, da at lade en Gud træde op som Aarsag. Hertil kan komme en Tilbøjelighed til at skubbe den menneskelige Helt til Side og sætte en Gud paa hans Plads, saaledes som en Stat i vore Dage kan fejre sine Hærføreres Sejre ved en Kirkefest, hvor Gud takkes som den, der alene har skænket Sejren. Det kan da ofte være umuligt at afgøre, om man i Sagnene har en Gud for sig, der er forringet til Menneske -- hvad der er Tilfældet med Agamemnon, Achilles og Helena -- eller en Helt, der er hævet til Gud. En saadan uklar Mellemstilling indtages netop af den mest udprægede græske Sagnhelt Herakles.

_Myther_ er Fortællinger om Guder.

Der er forskellige Slags Myther. En Del hører til de saakaldte _Naturmyther_. Naar det primitive Menneske f. Eks. saa Solens Skive bevæge sig hen over Himlen, opfattede han enten Fænomenet, som om et stort Hjul (uden Eger) trillede op over Hvælvingen, eller som om en Baad sejlede hen over de himmelske Vande. Den oprindelige Forestilling om Solhjulet omdigtedes til en Mythe om Solguden Helios, der kører sin Vogn, forspændt med Heste op over Himlen, til han om Aftenen daler ned i Vest ved Okeanos's Strandbred.

De to Forestillinger om Solkøretøjet og Solbaaden forbandt Grækerne til en Mythe om Solguden, der om Dagen kører sit Spand over Himlen og om Aftenen gaar om Bord paa sit Fartøj (en Baad eller et Bæger) for atter at sejle over Havet til det fjerne Øst.

Andre Myther er aabenbart skabt af Fantasien for at forklare en rituel Handling, en tilsyneladende Modsigelse mellem to Gudeforstillinger eller lign. (_ætiologiske Myther_, Ophavsmyther). Ild- og Smedeguden Hephaistos f. Eks. hører oprindeligt hjemme paa visse Øer i Ægæerhavet; men senere optages han i den store Gudefamilie og færdes paa Olympen. Den ældre og den yngre Forestilling om ham staar i Modsætning til hinanden, og for at bygge Bro over Modsætningen digtedes da en Mythe om hans Fald fra Himlen ned paa Jorden.

Atter andre Myther synes ganske vilkaarlige, men er maaske opstaaede ved, at man tænkte sig Guderne leve under samme Forhold og med samme Interesser som Menneskene, og saa fortalte man verdslige Historier om dem, som Mennesker fortæller nyt om hinanden (_Legendemyther_). Saaledes er vel Fortællingerne om det daarlige Samliv mellem Zeus og Hera paa Olympen blot en Afspejling af det Liv, de thessalske Borgherrer førte med Hustru og Friller.

En _allegorisk Mythe_ foreligger i Fortællingen om Hephaistos's Ægteskab med Aphrodite. Trods al Forskel mellem den røgsværtede Smedegud og Skønhedens Gudinde passer de ganske godt til hinanden. Hephaistos skaber Smykker, skønne Vaaben, Statuer og forskønner derved Livet ligesom Aphrodite.

Skarpe Grænser lader sig ikke trække mellem Æventyr, Sagn og Myther. Iliadens Indhold er væsenligt Heltesagn. Odysseen indeholder en Mængde gamle Æventyr, der for en Del genfindes hos andre Folk. Polyphemæventyret kendes saaledes i over 200 Varianter.

II. Skabelsesmyther.

=Verdens og Gudernes Skabelse.=

I græsk Mythologi er der ingen Guder, der er til fra Evighed af; ikke alene Verden, men ogsaa Guderne selv er blevet skabte. Først, hedder det, blev Chaos til. Herfra udskiltes Jorden (Gaia) "med det brede Bryst", og Tartaros, hvis taagede Afgrund ligger lige saa langt under Jorden, som Jorden ligger under Himlen; endvidere udskiltes Natten og Eros. Eros er selve Livskraftens Gud. Ordet betyder Tiltrækning, Begær; al Udvikling opfattedes jo som beroende paa en personlig Tiltrækning og Frastødning mellem Elementerne. Natten skaber Dagen, Jorden (Gaia) skaber Himlen (Uranos), Bjergene og Havet. Derefter ægter Gaia Uranos. De er det første egenlige Gudepar.

Men Uranos er ond, og han blev derfor overfaldet og lemlæstet af sin egen Søn Kronos, der overtog sin Faders Magt og ægtede sin Søster Rheia. Kronos og Rheia er det andet Gudepar.

Da der var spaaet Kronos, at en Søn af ham skulde tage Magten fra ham, slugte han sine egne Børn, efterhaanden som Rheia fødte dem. Da Zeus kom til Verden, gav Rheia Kronos en Sten, indhyllet i et Barnesvøb. Derved reddes den lille Zeus, der nu blev opfostret paa Kreta, og da han var vokset til, tvang han Kronos til at gylpe de andre Børn op igen, tog selv Magten og ægtede sin Søster Hera. De er det tredje og sidste Gudepar. De tager Bolig i Himlen og overlader Underverdenen og Havet som specielle Magtomraader til deres Brødre Hades og Poseidon. Jorden er fælles for dem alle.[2]

[2] Kampene mellem de forskellige Gudedynastier er vel blot et som Mythe bevaret historisk Minde om Religionskampe mellem de forskellige Lokalguder eller mellem Urbefolkningens og de indvandrede Grækeres Guder.

=Prometheus og Menneskenes Skabelse.=

Prometheus dannede Menneskene af Jord og Vand og stjal Ilden til dem fra Zeus, idet han gemte den i en Narthex, d. v. s. en Plantestængel, hvis Marv kunde holdes glødende under Transporten. Derved fik Menneskene et meget vigtigt Middel til at forbedre deres Livsvilkaar; Forbrændingen er jo den første kemiske Proces, Menneskene har taget i deres Tjeneste. Men Zeus blev vred paa Prometheus og lod ham smede til en Klippe i Kaukasus, hvor en Ørn hver Dag hakkede i hans Lever, som imidlertid voksede ud om Natten; først efter mangfoldige Aars Forløb kom Herakles, skød Ørnen og løste Prometheus.

=Pandora.=

En anden Mythe fortalte, at oprindeligt bestod Menneskeslægten af Mænd alene, og at Kvinderne først kom til senere. Den første hed Pandora. Hephaistos dannede hende af Ler, og efter at andre Guder havde smykket hende hver med sine Gaver, sendtes hun til Mændene, hvor hun blev modtaget af Prometheus's ukloge Broder Epimetheus (Bagklog). Hun blev den første Aarsag til en Mængde Ulykker i Verden, thi fra hende stammer alle kælne Kvinder, som intet gider bestille selv, men lader sig underholde ved andres Arbejde.

=Verdensaldrene.=

At vor Kultur i det hele og store gaar fremad, har man været længe om at forstaa. Der har været Folk, der troede, Livets Gang var et Kredsløb; andre har ment, at det gode laa bag os, og at Fremtiden blev værre og værre. Hertil hører Mythen om Verdensaldrene, der hos den græske Digter Hesiodos fortælles omtr. paa følgende Maade:

De første Mennesker paa Jorden levede i nært Samfund med Guderne i disses Have, hvor der var et evigt Foraar. Det var ikke nødvendigt at arbejde haardt; der var ingen Alderdom, og Døden kom som en Søvn. Denne Tid kaldtes Guldalderen, og dengang herskede Kronos over Verden.

Derefter fulgte Sølvalderen, hvor Zeus tog Styret. Det evige Foraar blev nu afløst af de 4 Aarstider. Menneskenes Barndom var lykkelig og varede 100 Aar; men naar den var til Ende, hengav de sig til Daarskaber, forsømte at ofre til Guderne og døde efter kort Tids Forløb.

Den tredje Slægt var Malmalderen; Menneskene var dengang alle ustyrlige Krigere.

Derefter fulgte Heroernes Slægt. Det var dem, der kæmpede ved Troja. Efter deres Død kom de til at bo paa de saliges Øer, fjærnt mod Vest i Okeanos; Kronos herskede over dem, og deres Liv var lige saa lykkeligt som Menneskenes i den gamle Guldalder.

Den femte Slægt er den nulevende. Det er en Jærnslægt, hvor der er mere ondt end godt. Engang vil derfor Zeus tabe Taalmodigheden og ødelægge den i Bund og Grund.

Heroernes Slægt afbryder jo paa meningsløs Maade den stadige Forringelse af de metalnævnte Slægter og synes at være en senere Tildigtning. Den pessimistiske Tanke, at Sønnerne som Regel er ringere end deres Fædre, kender allerede Homers Odysse. Og naar denne Tanke i Mythen udtrykkes gennem de stadigt ringere Metaller, ligger der maaske en historisk Erindring bagved om den tidligere ægæiske Kulturs Guldpragt og Malmredskaber; paa dette Udgangspunkt kan Fantasien da have udarbejdet det hele System af Verdensaldre.

=Den store Vandflod.=

Da Zeus havde besluttet at ødelægge Menneskene ved en stor Vandflod paa Grund af deres Ugudelighed, tømrede Deukalion (Prometheus's Søn) en Kasse, lagde Levnedsmidler deri og gik om Bord sammen med sin Hustru Pyrrha (Pandoras Datter). Regnen begyndte at strømme ned, og hele Hellas blev oversvømmet. I 9 Dage og Nætter omtumledes Deukalion og Pyrrha i Kassen, derefter landede de paa Parnas, Vandet faldt, de gik ud og ofrede til Zeus, der til Gengæld gav dem Evne til at skabe nye Mennesker ved at kaste Sten bagud over deres Hoveder[3]. Af de Sten, Deukalion kastede, opstod Mænd, af Pyrrhas Kvinder.

[3] Man vender Ryggen til Dæmonerne. Naar Stenene kastes bagud, kastes de inden for Dæmonernes Magtomraade, og der sker da Forvandlingen.

Vandflodshistorier er udbredt over store Dele af Jorden. At der i disse Fortællinger skulde indeholdes noget Sagnminde om en fjærn Fortid, hvor hele Landstrækninger ved en enkelt geologisk Forandring begravedes i Bølgerne, er utænkeligt; saa langt rækker Menneskenes Erindringer ikke tilbage. Heller ikke synes det rimeligt, at disse vidt udbredte Fortællinger skulde indeholde Minder om pludselige lokale Oversvømmelser af Floder eller Have i forskellige Egne.

Fortællingen er da maaske at opfatte som Mythe, hvortil Forklaringen kan søges i en for uvidende Naturfolk nærliggende Opfattelse af Himlen som et stort Hav af samme Art som Havet paa Jorden. Himlen og Havet har begge samme blaa Farve, og fra Himlen falder Regnen, der ser ganske ud som Vandet paa Jorden. De Mennesker, der vil til Guderne, maa sejle over disse himmelske Vande.

Naar nu Guderne i deres Vrede lod Vandet ovenfra strømme ned, saa at Himmel og Hav stod i et, maatte alle drukne undtagen de enkelte fromme, der søgte at redde sig ved at sejle til Guderne. I en babylonsk Vandflodsberetning siges rent ud, at de, der under det almindelige Højvande reddede sig i et Fartøj, sejlede til Guderne. Denne Opfattelse er afbleget i den jødiske Fortælling, hvor Noah strandede paa det høje Bjerg Ararat, og i den græske, hvor Deukalion og Pyrrha strandede paa Parnas. Paa en Sarkofag fra det gamle Kreta ser man de efterlevende ofre en Baad til den døde for derved at sikre ham hans Rejse til den anden Verden. Ogsaa i Norden kendes den Tro, at de døde sejler til den anden Verden. -- Naar Guder kommer til Menneskeverdenen, sker det ofte paa et Skib (Kong Skjold, Dionysos).[4]

[4] De mange Floder, der tænktes at gennemstrømme Hades' Skyggerige skal tilligemed Søen Acheron hindre Sjælene i at vende tilbage til Menneskenes Verden. -- I nyere Folketro kastes undertiden en Spand Vand efter et Ligtog for at hindre, den døde gaar igen.

III. De olympiske Guder.

Der er to Hovedstrømninger i græsk Religion. Den ene er en ældgammel, _folkelig_, raa Retning, med Sten-, Træ- og Dyrefetisjisme, Magi, Menneskeofre og Tro paa Aander og Dæmoner. Saa længe den egentlige hellenske Kultur blomstrede, blev denne Retning holdt nede; men efterhaanden som det græske Aandsliv døde ud ved Oldtidens Slutning, rejste det ældgamle religiøse Barbari sit Hoved paany.

I Modsætning hertil staar _de olympiske_ Guder. De blev væsenligt baaret frem af den homeriske Tids Overklassekultur. De homeriske Riddere stolede paa deres Styrke, hævede sig med fritænkerisk Ligegyldighed over den gamle Overtro og udvalgte et vist Faatal af Guder, som opfattedes rent menneskeligt, med Skikkelse, Følelser, Lidenskaber og Svagheder som Mennesker, men smukkere og klogere, udødelige og i Besiddelse af større Magt[5]. De er ikke Lokalguder, men fælles for alle Hellenerne. Dog er "homeriske" og "olympiske" Guder ikke ubetinget to Benævnelser for det samme; saaledes er Demeter og Dionysos hos Homer endnu ikke Medlemmer af det olympiske Selskab, mens de senere regnes med dertil.

[5] Undertiden skildres Guderne som virkelige Guder. Od. 4,379 siges, at Guderne ved alt; 10,306, at de kan alt. Naar Ares Il. 5,859 brøler som 10000 Mand og 21,407 falden dækker over »7 Maal Land«, er det en barok Overdrivelse, der minder om Orienten. Ved denne Menneskeliggørelse kom man til at se uden Frygt paa Livets styrende Magter, og Vejen til den videnskabelige Undersøgelse af Verden laa aaben. Havde Overtroen sejret, var Frigørelsen blevet vanskeligere.

De olympiske Guder udgør en Slags Borgherrefamilie, hvis Overhoved er Zeus. Hans Magtstilling beror væsenligt paa, at han er stærkere end de andre. "Bind et Tov fast ved Himlen", siger Zeus til Guderne paa Olympen, "og tag alle I Guder og Gudinder fat ved den ene Ende; aldrig skal I faa mig ned fra Himlen; men jeg kan trække Eder alle og tilmed Jord og Hav til Vejrs og binde Tovet fast ved Olympens Tind, saa at hele Verden kommer til at svæve i Luften".

Zeus har Søstrene Hera, der er hans Dronning, Hestia og Demeter; hans Brødre er Poseidon, Havets Hersker, og Hades, der dog ikke hører med til den olympiske Gudekreds, men er Konge i Underverdenen. Zeus og Hera har Børnene Hephaistos, Ares og Hebe; endvidere tænktes Zeus uden for sit Ægteskab at være Fader til forskellige Guder og Gudinder, hvad der bl. a. kan skyldes et Ønske om at drage saa mange Guddomme som muligt ind i den olympiske Kreds. Med Leto har han Apollon og Artemis, med Maia Hermes, o. s. v. Helt ud i det æventyragtige er Beretningen om Pallas Athenas Fødsel af hans Hoved, Dionysos's af hans Hofte.

Det fælles Hjem for de olympiske Guder er Olympos, hvilket Ord snart betegner det takkede, skydækkede Bjerg i Thessalien, snart Himlen i al Almindelighed, snart en evigt urokkelig Bolig, der ikke rystes af Vinden, ikke vædes af Regnen; der falder ingen Sne, men skyløs, klar Luft er udbredt overalt, og hvid Glans hviler derover; der fører de salige Guder altid deres Glædesliv (Od. 6,42).

To Synspunkter afløser og konkurrerer ofte med hinanden i den religiøse Udvikling, et ældre, hvor man ofte upersonligt taler om en Verdensvilje, "Magten", (paa Græsk: det dæmoniske, Moira, Aisa), der raader over os, og et yngre, hvor man tror paa personlige Guder, mere eller mindre menneskelige, som Livets Styrere. Af disse Guder har Zeus som Hersker over den overalt tilstedeværende Himmel og det ordnede Samfund hævet sig til at være Livets øverste Styrer. -- Vi ser derfor hos Homer baade Moira og Zeus som Tilværelsens højeste Magt, begge lige mægtige, snart nævnede sammen i samme Aandedræt, snart optrædende hver for sig[6].

[6] Som man spinder Traaden omkring Tenen, tænktes Guderne eller Moira som personlig Gudinde at spinde en Række af Glæder eller Sorger omkring et Menneske. Ikke sjældent nævnes 3 Moirer: Klotho (Spindersken), Lachesis (den, der bestemmer Livsskæbnen og Livstraadens Længde), Atropos (den ubønhørlige, der klipper Traaden over).

Lynguden, Zeus, Hera.

=Lynguden.=