# Germanernes Lærling ## Part 9 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/germanernes-l-rling-41277/index.md »Men anderledes saà det ud, naar Solen var gaaet ned og den liflige Himmelrødme i Vest forjættede en skøn Morgen (Math. 16, 2). I denne Fredens Time forstummede det travle Liv paa Landet og i Byerne. -- Markarbejderne vende hjem til Nadveren med de trætte Oxer og den vendte Plov (Luc. 17, 7); i Vingaardene, hvor ofte et Taarn bevarer Solgløden, medens allerede Skyggen har lejret sig om Gærdet (Math. 21, 33), standser Persens Larm, medens Arbejderne faa deres Løn udbetalt af Fogeden (Math. 23, 8), og Vejenes mødige Vandringsmænd søge til Byen for at finde et gæstfrit Herberg (Luc. 24, 28 f.). Ogsaa her er Dagens brogede Liv til Ende; Torvet, der nylig vrimlede af legende og dansende Børn (Luc. 7, 32), hvor Daglejerne ventede i Flokke paa en Arbejdsgiver (Math. 20, 3) og hvor de Skriftkloges lange Klæder slæbte hen over Brostenene (Marc. 12, 38) -- dette Torv byder ikke længer Vandringsmanden saa livfuldt et Skue; kun nogle enkelte Daglejere, der ikke havde fundet Arbejde, dvæle endnu paa Hjørnet (Math. 20, 6), hvor han maaske ogsaa finder en Hykler, der neppe vil tage ham det fortrydelig op at blive overrasket i sin Aftenandagt (Math. 5, 5), og de tomme Gader, hvor man nylig hørte Udraabernes Basuntoner, naar Farisæerne uddelte deres Almisser (Math. 5, 2), genlyde nu kun af den Vandrendes ensomme Fjed. Dørene ere nu lukkede, Husfaderen og Børnene til Sengs (Luc. 11, 7). Snart lister kun saadanne Folk gennem Gaderne, som af en eller anden Grund vil skjule deres Færd for Menneskenes Syn (Joh. 3, 1-2).« Det var Professor Petersen, som lænet tilbage i sin Arbejdsstol læste denne nylig skrevne Side højt for sig selv. -- Affattelsen af saadanne kulturhistoriske Skildringer var et Liebhaveri hos ham, en novellistisk Adspredelse, hvori hans Fantasi søgte sig et uskyldigt Udløb. Han glædede sig over det levende og naturtro Billede af jødisk Liv paa Frelserens Tid, som han saaledes oprullede for Læseren og gav Stykket dets stilistiske Fuldendthed ved at rette »den Vandrendes« til »Vandrerens«, fordi det faldt ham ind, at det første kunde læses som »den Vand-Rendes«, hvilket vilde forstyrre Stemningen. Da han dyppede sin Pen for at fuldende det natlige Billede med en Skildring af de galilæiske Fiskeres stormtruede (Marc. 4, 37; Joh. 6, 18) og ofte fejlslagne (Luc. 5, 5) Dont, bankede det beskedent paa Døren; -- Ringningen havde han i sin Forfatteriver ganske overhørt. -- Kom ind! -- Døren gik op. Det var en ung Mand med rødligt Skæg, tarvelig klædt og med en ny Studenterhue i Haanden. -- God Dag, sagde Professoren, med det velvillige, noget spørgende Smil, der ikke just gjorde hans Ansigt aandfuldt. -- God Dag, Hr. Professor ... Jeg tog mig den Frihed at gaa op at hilse paa Hr. Professoren, da jeg har en Hilsen til Dem fra Pastor Krarup i Fredløse. -- Ah, fra min gamle Egn! ... De kender Præsten dèr? ... En vakker gammel Mand ... Vær saa god at tage Plads, Hr. --? -- Hjorth. -- Hr. Hjorth ... Hvis jeg ikke tager fejl, har jeg set Deres Ansigt paa min Forelæsning? ... Ja, jeg syntes det jo nok ... De er ældre Student? -- Nej, jeg er Rus. -- Ja saa ... Ja, jeg syntes nok, jeg kendte Dem ikke fra ifjor ... Hm ... Maaske kommen sent til Studeringerne? -- Ja, jeg har i nogle Aar været Skolelærer ... Jeg var sidst i Yderslev. -- Ah, ser man det! ... Naa, saa er De jo godt kendt i min Egn, saa De kan vel fortælle mig en Del om, hvordan det staar sig dernede ... De er maaske barnefødt dèr? -- Nej, Hr. Professor, jeg er Sønderjyde. -- Sønderjyde, -- naa, ser man det, ser man det! ... Ja, Navnet Hjorth, det tyder jo ogsaa snarere paa Sønderjylland end paa Sydsjælland ... De har heller ikke den rigtige sjællandske Dialekt, jeg tror, jeg har selv mere af den, ha, ha, ha! ... Naa, men De følte saa selv mere Lyst til at blive Præst? -- Ja, Hr. Professor, Skolelærergerningen kunde ikke i Længden tilfredsstille mig. -- Og Hjorth begyndte at fortælle sin simple Udviklingshistorie, sin Omgang med Pastor Lindekær, der viste sig at være en ældre Ven af Professoren, de tyske Studier, Præstens Opfordring og de rationalistiske Angreb paa Kristendommen, som havde ansporet ham til at fordybe sig grundig i dens Sandheder og deres videnskabelige Begrundelse. -- Han talte i Begyndelsen langsomt, noget stammende, og blev hvert Øjeblik rød i Hovedet; -- men snart var han ganske rolig og utvungen, opmuntret ved Nik og Smaagrynt fra Professoren, hvis lyttende Ansigt havde antaget dette opmærksomme, undertiden lidt betænkelige Udtryk, som ved en kuriøs Modsætning lod det se dummere ud jo alvorligere han tænkte, et Ansigt med en mut fremskudt Mund, sænket Hage, lidt indsugne Kinder, der lod Kæbebenet træde stærkere frem, og de glansløse vandgraa Øjne paa Nippet til at springe frem fra deres altfor flade Nischer under den let oprynkede Pandehud, -- dette Ansigt, som han kendte saa godt, naar det, bøjet ud over Katedret, betragtede den Talende paa Examinationsbænken. -- Naa, ja -- ser man det ... Hm! ... De har altsaa ogsaa æsthetiske Interesser? ... Ja, det kan jo ikke andet end glæde mig, naar de unge Mennesker er alsidige, og navnlig de skønne Kunster -- hm! -- især Poesien, den aandeligste af dem, er jo i høj Grad uddannende for Aanden, -- naar man gør den rette Brug af den og ikke beruser sig deri ... Hm! ... De har især sysselsat Dem med tyske Digtere, -- hvor kommer det sig, at ikke de danske, som dog i enhver Henseende maa staa Dem nærmere -- har -- -- -- Ja, jeg vèd saamæn ikke, hvoraf det kommer, Hr. Professor, men med Undtagelse af ganske enkelte Ting af Oehlenschläger og saa Christian Winther er der virkelig ingen af dem, som har berørt mig synderlig. -- -- Saa, ikke det? ... Heller ikke Paludan-Müller? ... Han er dog ellers en saa kristelig Digternatur ... Hm! ... Der er det ved disse Tyskere, at de ofte ligefrem er antikristelige ... Naa, man gaar jo ikke til Digterne for at høre en Prædiken, det forstaar sig; det vilde jo være borneret ikke at kunne nyde det skønne, ogsaa naar det mangler den højeste Sandhed ... Hm! ... Naa, men De vil jo neppe faa saa overdreven megen Tid tilovers fra Deres Studium, for De vil vel nødig trække det længer ud end nødvendig. -- Nej, det vil jeg ikke. Hvor længe tror Professoren? -- Ja, det kommer jo an paa, det er jo ikke saadan -- he! ... Jeg kommer til at tænke paa, da jeg var ung Student, saa spurgte jeg Professor Jyderup, -- han tog sig noget af mig den Gang, ogsaa fordi jeg var Bondesøn ligesom han, -- og saa spurgte jeg ham om det samme, som De nu spørger mig om, og saa sagde han: »Naar man er meget flittig, saa kan man tage den paa otte Aar, -- godt.« -- ... Ja, ha, ha! det skal De nu ikke blive bange over; han stillede saa store Fordringer ... Nej, det er der jo ikke Tale om ... Hvor længe var De om at tage Artium? -- To Aar. -- Ih, ser man det, ser man det! ... Men saa maa De jo ogsaa være et helt Jern ... Ja, saa kan jo en fire Aar eller saa ... Men tag det nu ikke altfor nær, ikke det aller nødtørftigste, læs lidt udførligt, det staar De Dem ved, -- ogsaa med Hensyn til Examen ... Nu, paa den anden Side skal De ikke strax drukne Dem i de store Kommentarer, det faar De ingen Hold paa. Læs De dygtig i Deres græske Testament -- kursorisk -- kursorisk, -- saa faar De Løb i det, -- det er Hovedsagen, -- at De for det første har Løb i det, at De er hjemme i Bogen. -- Naa, saa kan De jo begynde saa smaat og se, hvordan det gaar -- og saa synes jeg jo nok, De skulde læse Meyers Kommentarer, de er dog -- -- til Brevene, for til Evangelierne -- det er jo daarligt, dèr er han jo meget uortodox, meget rationalistisk, ja det er jo i det Hele Meyers Fejl, det vèd De maaske ... Men han er alligevel -- til Paulus, -- til Paulus -- der er han god, det er fortrinligt; de Paulinske Breve, det er egentlig hans Domæne ... Men til Evangelierne vèd jeg snart ikke, -- ja der er jo Clausens Synoptikere, men det er saamæn ogsaa saa som saa ... Sig mig, har De anskaffet Dem Wilkes Clavis? ... Ja, det maa De gøre, det maa være Deres ~Vade mecum~, -- den maa De altid have ved Haanden ... Wilkes Clavis ... Saaledes blev han ved længe, udkastende en hel Studieplan, anbefalende dette, advarende mod hint; den gamle Manuduktør var kommen op i ham. Endelig maatte Hjorth fortælle ham om Fredløse og Yderslev, om hvilke Enge der var tørret ud, om Præsteskoven, der var hugget, om Kirkegang og Skoleforhold, om de Gaarde, der var bygget om, om hvordan det var gaaet den og den, hvis Navne Professorens Mithridatiske Hukommelse havde bevaret ligesaa godt som Kirkehistoriens og Exegesens. -- Sig mig, -- Yderslev Skole, -- lad mig se, den ligger skraas over for en stor Gaard, Anders Rasmussens, -- ja det var nu i min Tid, -- hvad var det nu Sønnen -- han var lidt ældre end jeg, -- Per hed han, -- ja han har vel Gaarden endnu, kan jeg tænke. -- Per Andersen, ja ham kender jeg godt. Jeg er saamæn forlovet med hans Datter. -- Ih, ser man det, ser man det! ... Saa har De jo ordenlig rodfæstet Dem i Befolkningen ... Ja, saa maa De jo være Præst dèr en Gang med Tiden. -- Ja, -- det haaber jeg jo ogsaa saa smaat paa ... Naa, ja saa vil jeg sige Professoren Farvel, og tusind Tak for Deres Venlighed, og undskyld saa, at jeg har forstyrret Dem. -- Aa, hvad er det for Snak? ... Forstyrre? -- det hører jo med til min Gærning, og det er min største Glæde, naar jeg kan være noget personlig for de Studerende ... Naa Farvel! -- og se saa op til mig, naar De har Lyst, naar De trænger til en Haandsrækning eller har noget paa Hjærtet -- ja vores Videnskab er jo, Gud ske Lov, saadan, at ogsaa Hjærtet har sit at sige ... Paa denne Tid, om Eftermiddagen, træffer De mig gærne hjemme, saa har jeg indrettet mig paa at tage imod ... Farvel. Han havde fulgt Hjorth ud til Yderdøren. Saa vendte han tilbage til Skrivebordet for at fuldende sin Skildring af de galilæiske Fiskeres stormtruede (Marc. 4, 37 jfr. Joh. 6, 18) og ofte fejlslagne (Luc. 5, 5 jfr. Joh. 21, 3) natlige Dont. XIV. Hjorth bòde i en gammel Gaard i Fiolstræde, denne triste Universitetsgade i Hjærtet af Hafnia latina. Da han første Gang gik igennem den store Port og kiggede ind, saà der ikke meget ordenligt ud. Den lange Gaard, der lignede en Gade med sit flisegrænsede Fortov tilvenstre og Huse af ulige Højde paa begge Sider, var brudt op i hele sin Længde; -- der var bag ved hinanden og over hinanden Bjærge af Brosten, Bunker af Straa og knuste Murstensbrokker, pludselige Grave, sammenfaldne Volde af opkastet Jord; -- hist og her stod knækkede Kloakrør paa Hovedet i en Rende eller laa gabende ud med de sorte Mundinger som sprængte Kanoner paa en forladt Barrikade. I den overskyggede Forgrund vendte væltede Trillebøre Hjulene i Vejret, paa Grænsen af Skyggen var en tilsølet Fjervogn strandet i et Møddingrev med Forhjulene drejede paatværs af Baghjulene og Enspænderstængerne lyreformig op i Luften; men bagved, i et straalende Sollys, dannede Trækkarrer og store Arbejdsvogne en Vognborg med Besætning af Høns, hvis General i sin straalende Uniform udgalede Kommandoraab fra det højeste Agebræt. Det var den sidste Stilling; for saa rejste Brandmuren sig, lukkende Gaden med sin solbagte graa Flade, afbrudt forneden af et tilklinet teglhængt Bræddeskur, af hvis Sidedør en Karls Skjortearm trak et hvidt Øgs kamelhalsede Hoved frem. Tilhøjre buldrede Smediens Hammerslag og fraoven kom en lystig Klapren af Vinger, medens en hvid Duesværm fløj ud af et Tagvindue og kredsede over de solbadede røde Tage op mod Himlen, en dybblaa, glansskyet, frisk Septemberhimmel. Oppe paa fjerde Sal havde han lejet sig et tarveligt Værelse ud til Gaarden hos en Familje, der levede af at flaa Pensionærer. Men han var ikke gaaet ind paa at tage Kosten dèr. Han vilde kun have kogt Vand bragt ind til sin The og nogle Indkøb til Maaltiderne besørget af en af de stakkels smaa Tjenestepiger, der skiftede hver Maanedsdag. Det var ikke egentlig hvad man kunde kalde en hyggelig Familje. Hr. Winkelmann havde i flere Aar lidt af Brysttæring; han havde ikke andet at gøre i dette Liv end at dø, og det kunde han ikke komme ud af. Hjorth havde kun den første Dag betraadt Familjens uordenlige Dagligstue og set ham sidde i en Lænestol trykket ned i en snavset, hvid Hovedpude, indsvøbt i gamle Shawler, med hullede Slæbere paa Fødderne, jordgraa i det indfaldne Ansigt, hvorfra der hang et pjusket Sygeskæg; men han mindede bestandig om sin sørgelige Tilværelse ved sin hule Hoste, der efterfulgtes af Klynken og stereotype Klageraab, som sjælden holdt op, naar Konen tyssede paa ham som paa et utaalmodigt Barn. Hun kom temmelig hyppig ind paa Hjorths Værelse, enten naar hun selv bragte ham Thepotten med kogende Vand, eller naar hun pludselig overfaldt Pigen, som i Løbet af et godt Kvarter forsøgte at paadrage sig Tæring ved at puste paa nogle sivende og osende Træpinde for saaledes at gøre Ende paa sin kvalfulde Tilværelse, eller som grebes paa fersk Gærning i et Tyveri af Petroleumsflasken, hvis Indhold hun vilde ødsle i Kakkelovnen. Det var en lavstammet Kone med et knortet, sortsmudset Ansigt, prydet med en for det smukke Køn ret anselig Knebelsbart. Datteren, et magert, blegsotigt Pigebarn paa en fjorten, femten Aar, lod bestandig høre fra sig, enten hun med en gennemtrængende skarp Stemme skældte Pigen ud, eller hun musicerede paa dette mere naturlige end indtagende Instrument, ledsaget af et gammelt forstemt Piano med tre sprungne Strænge, som stødte op til den ene Væg i Hjorths Værelse. Dette Værelse var lavt og rummeligt nok for hans faa Møbler. I den gammeldags Vinduesfordybning havde han sin hyggeligste Krog, fuld af Morgensolen, der, eftersom den drejede sig, smalnede Stuens Prisme af lyse, hvirvlende Støvatomer, indtil kun et magert Legeme kneb sig igennem paa skraa forbi de to Hjørner med en stedse smallere Endeflade af Slaglys lodret over det dynevaarsmønstrede Tapetpapir henne i Hjørnet af Værelset; saa var der endnu kun Sol paa den ene Væg af Vinduesfordybningen, et stærkt, hvidnet Lys, der drog sig udefter, langsomt, Blad for Blad paa den blankløvede Vedbend, der bugtede sig hen over den snavsede, hist og her afskallede Kalk over det lille Skrivebord, hvis gulige Plade var bedækket af Bøger og blaa Kollegiehæfter. Dèr sad Hjorth nu med Kinden støttet mod sin knyttede Haand, stirrende ud gennem det store Vindue med de smaa Ruder mod Fuldmaanen, der havde hævet sig lidt over dette Myller af Tage, som skar hinanden i vaadt-blinkende Zig-zag-Linjer; den kastede skarpe Slagskygger skraat henover de bleggraa Brandmure og havde sænket Brønde af Skygge ned mellem lysrandede Hus-Firkanter; og tilvenstre straalede en Ruderække som mange firkantede, blankpudsede Maaner. Lyset skraàde forbi ham ind i den mørke Stue, tegnede i sin Stribe paa den modsatte Væg Silhouetten af hans Nakke og af en lille Vedbendkvist ovenover, og strejfede paa Vejen det hvide Hjørne af en Dug paa Bordet, hvor der endnu stod noget Dækketøj fra hans Aftensmaaltid. Han var i dette Øjeblik saa underlig glad og forhaabningsfuld. Hvor det havde gjort ham godt dette Besøg hos Professoren! Det var ikke blot den harmoniske Selvagtelse, som en Ældres imødekommende, ligefremme Venligheder efterlader i Sindet -- langt fra ikke den alene; nej han var bleven beroliget og trøstet mod en truende Tvivl, der bestandig nagede ham nu, da han var kommen saa vidt og skulde videre. Den sidste Dag i Sommerferien havde Jessen sagt til ham: »Ja, nu vil det jo vise sig ... Jeg vèd saamæn knap selv, hvad jeg skal ønske dig ... Men naar jeg skal sige dig min oprigtige Mening efter hvad jeg saadan kender til dig, saa er det den, at du er for fornuftig af dig til at komme præstedygtig ud af den Skole, du nu skal til at gaa igennem.« Disse Ord stirrede ham bestandig imøde; det var ikke, som om Jessen havde skrevet dem i ham, men som havde han med kyndig Haand afskrabet Kalken, der dækkede en skjult Indskrift, hans egen Tvivls Ord. Derfor var han i den Uro, som naar man gyser tilbage for en mørk Vej, om hvilken man ikke vèd, hvor den fører hen. Og det underligste var, at han ofte ikke selv kunde sige, hvad han ønskede. Men det havde beroliget ham at lære denne Mand at kende, som Skridt for Skridt havde vandret denne Vej uden at komme paa Afstier; -- der var saa sikker, som kunde der ikke være Tale om Tvivl; -- der rummede hele Theologiens Legioner af Spørgsmaal og Svar uden Modsigelse eller Splid med al den øvrige Kundskab, som ogsaa han, der stod paa Dannelsens Tinde, havde øst af. Det maatte altsaa kunne gøres; hvorfor skulde da han selv ikke kunne gøre det? Og hvis han kunde gøre det, saa syntes hans Liv at ligge foran ham lyst og fredeligt, med en Sommeraftens Fred, naar Kirketaarnets Kalkflade ovenover de mossede Straatage rødmer ganske fint i Solrøstet, og Luften er saa fuld af Kløveraande og Høduft og af svingende Klokkeklang, der lyder saa fjærnt og højtidsfuldt, som dalede den ned fra en usynlig Knebel i Himlens uhyre blegblaa Klokke. -- Og medens han saà hen paa den forgyldte Ramme om Kristines Portræt, der glimtede ganske svagt paa Skrivebordet, hengav han sig til fromme Fremtidsidyller, hvis Landlighed havde noget af Hyrdestilens Pastelfarver og Rosenskær, og hvori det var vanskeligt at afgøre, om Lammene stammede fra Bibelsymboliken eller fra Rokokkosmagen. Det var som om Maanestriben, der strøg forbi ham, ligesom en sølvhaaret Violinbue, lod hans Sjæls blødt stemte Strænge tone ganske sagte ud i en af disse blide Folkeviser, hvis Melodi uden Ændring kan sættes til en Salmetext. Endelig rejste han sig, tændte sin Lampe og begyndte at læse. Men det vilde ikke rigtig gaa. Hans Tanker havde for længe været overladte til deres egne uvilkaarlige Strømninger. Desuden begyndte Pigebarnet inde ved Siden af at hamre væk paa sit Klaver, og efter at have muntret sig med nogle Galopader faldt hun i med et af sine Yndlingsnumre, der spilledes i vexlende Tempoer af Adagio capricioso og Allegro vivace; -- det var iøvrig et af de faa Musikstykker, som Hjorth kendte ved Navn, for en Gang, da han for at sige noget spurgte hende om, hvad det var hun lige havde spillet, svarede hun med et medlidende Blik, at det var jo Tryllemarschen af Tempelfløjten. -- Men inde fra den anden Side hørtes hyppige, støjende Latterudbrud og af og til en langstrakt Rullen henover Gulvet, som om der blev spillet med Kegler. Hans Naboer paa den Kant var Familjens Pensionærer, to theologiske Studenter. De lod til at sympathisere i mer end blot deres Studium, for de var flyttet sammen med fælles Sovekammer og fælles Studereværelse, som iøvrig sjælden var belemret af begges samtidige Nærværelse. Han blev ikke ubetinget henrykt, da det pludselig bankede paa Døren og en af dem, Hr. Iversen, traadte ind og spurgte, om han ikke vilde tage sin Pibe over til dem og gøre dem den Ære at drikke en gemytlig Bajer med dem. Men da han indsaà, at han dog ikke kunde faa noget ordenlig bestilt den Aften, faldt det ham mindre vanskeligt, end det ellers vilde have gjort, at takke høflig for Indbydelsen. Hr. Iversen var en langbenet Person, iført en stærkt udskaaret, stumpet og meget fedt skinnende Frakke og særdeles smudsigt Linned, men med en pralende Tombakskæde over Vesten. Han havde et grovt Ansigt, stumpnæset og bredkæbet, graaligt og fuldt af Filipenser, men prydet med hvad han ansaà for en kavalermæssig drejet Knebelsbart over en ubarberet Hage. Skrævende, med Hænderne stukne dybt ned bag Buxelinningen, saà han sig om i Værelset og lod den Ytring falde: -- Det er ellers en forbandet hyggelig Knejpe, De har faaet Dem indrettet her, Hr. Hjorth. -- Aa ja saamæn, sagde Hjorth inderlig smigret, idet han lukkede Døren op. Da han traadte ind i de to Theologers Studereværelse, var han nær snublet over nogle tomme Flasker, der laa i en Kurve fra Hjørnet ud over Gulvet. Det temmelig store, noget møbeltomme Rum oplystes kun i sin nederste Tredjedel af et Par Lamper med skæve sodede Rør over mørke Skærme, hvoraf den ene fra et rundt Bord med et Batteri af Ølflasker kastede et grelt Lys paa det gulige, slappe Ansigt, med en lang Næse og mørkrandede Øjne, der laa dybt nede i den lille Sofa; en palmebroget gammel Slobrok havde skudt sig højt op bag i Nakken og under den spidse Hage og var viklet tæt om de tynde Ben, der laa op over Sofakanten. Fra de blege Læber strakte en uhyre lang Pibe sig ud paa Gulvet, hvor det hældende Porcelænshoved havde samlet en Askedynge. -- God Aften, Højstærede! ... velkommen under vort ringe Tag, sagde en hul, lidt rusten Stemme nede fra Sofaen ... Vær saa god at tage Plads ... Naa, hvordan lyder den sidste Bulletin om Kandidaten? -- Kandidaten? -- Ja Dødens. -- Har han givet sig noget i Eftermiddags? -- Ja, han klynker jo næsten altid, Stakkel ... Længe kan han vel ikke leve. -- Nej, men han har »levet«, min Broder, -- naada -- (et højt Klask med Tungen) -- Jo De kan tro, jeg kender hans Forudtilværelse ... Ak ja, -- maa man ikke sukke og sige hvad er Livet, som der staar hos Digteren. -- Jeg er sgu blevet tørstig efter den Rejse, bemærkede Iversen. -- Saa kan du jo sige, du har vel rejst ... Ja, nu maa vi jo ogsaa have et Velkomstens Bæger ... Det vil sige, Glas har vi rigtignok ikke, De maa drikke af Flasken og følge Husets Skik. -- Ja, bevares, det er jeg saa vant til. -- Nej, hvad Fanden skulde man med Glas? ... Hør, Kleistrup, kan du gurgle den i Tænderne? -- Jeg vèd skam ikke, om jeg kan længer, jeg er bleven saa øm i Gebisset ... Lad mig se dig, din Pralhals. Iversen afproppede sin Flaske teknisk ved et Slag paa Bunden, bed fast om Mundingen, holdt Hænderne paa Ryggen og lod Hovedet langsomt gaa tilbage, medens Halsen med de spændte Aarer bevægede sig som et Sugeværk, indtil Flasken stod lodret med den tomme Bund mod Loftet. Kleistrup nikkede anerkendende. -- Det var som Pokker, udbrød Hjorth beundrende. -- Se det kalder man at gurgle den i Tænderne, sagde Iversen med fagmæssig Ro, men dog med et Stolthedsglimt i sit døsige Ansigt. Derpaa viskede han sig om Munden med Bagen af Haanden, bøjede sig ned og rullede med øvet Haand den tomme Flaske hen til de øvrige, hvor den lagde sig præcis ved Siden af den yderste. Saa gabede han meget højt, vippende tilbage med Stolen og strækkende Benene langt ud fra sig, rejste sig og begyndte at gaa frem og tilbage i Værelset med lade Lemmedasker-Bevægelser. -- Hvad giver De Dem mest af med i denne Tid? spurgte Kleistrup. -- Aa, det er især Hebraisk. -- Ja, den trækkes man jo med i det første Aar. Saa er De vel stiv i Gramatiken? -- Naa, der er saamæn Maade med. -- Aa, Iversen, ræk mig mit Gamle; det ligger dèr paa Skrivebordet, -- nej, du maa sgu ikke lukke det. Iversen langede ham en hebraisk Bibel over, paa hvis snavsede, tilfingrede Blade Texten var understreget med sort Blyant, blaat Blyant og rødt Blyant, sort Blæk og rødt Blæk, Streger tykke som Bjælker, enkelte og dobbelte, Streger lige som en Linealrand og bugtede som Slanger, saa at den var ligere en Cyprianus end en anstændig Bibel. -- Se dèr, Hjorth, sagde Bogens Ejer, idet han med sin lange Finger pegede paa et særlig udmærket Ord, en Mandarin med tre Blyantstreger, -- kan De sige mig hvad det er, for jeg faar ondt i Hovedet, naar jeg bare ser paa det. -- »~Iat~«, -- ja bi lidt, lad mig se, -- det maa være Futurum Hifil af »jatah«. -- Ja, det kan saamæn godt være ... Er De vis paa det? -- Ja jeg er. -- Ak Gud ja, som man glemmer sin Børnelærdom ... Jeg tog dog ellers den Examen grundig ... Iversen! en Pen, stærkt dyppet ... Ja, jeg forsikrer Dem, jeg var tre Gange oppe ... Professoren havde i mig saadan en Yndlingsdiscipel; han kunde ikke give Afkald paa mit Selskab ved Examensbordet. -- Han holdt mig ogsaa tre Kvarter hver Gang; -- vilde slet ikke slippe mig; -- bad mig bestandig komme igen. Ja, de kan være til Ulejlighed, saadan Professorforelskelser. Medens han gjorde disse Bemærkninger, havde han med stor Behændighed fra »den stærkt dyppede Pen« tabt smaa Blækklatter under det første H, I og F, som han traf i Texten, og satte nu Punktum med en stor Klat i Marginen.