Part 8

Hjorth lo, glad ved at finde sin Svigerfader saa oplagt til Spøg.

-- Ja, da mente jeg ellers, vi skulde faa noget Magsvejr nu.

-- Aa ja, det kan saamæn ogsaa gærne hænde ... Ja, se -- det er jo rigtig blanket op derude, -- og, -- han spyttede paa Fingren og holdt den i Vejret, -- ja gu' er Vinden sprungen om.

Da Hjorth nu saà sin Svigerfader i helt godt Humør, fandt han det raadeligt at tage fat, inden Regnen maaske begyndte igen.

-- Hør, -- hvad jeg vilde sagt, Per Andersen, jeg har ellers tænkt paa en større Forandring.

-- Saa--aa, sagde Bonden, idet han stillede sig til Hvile med Maven skudt frem, Skuldrene stærkt sænkede og de tværstribede snævre Uldærmer stukne dybt ned under Gølpen, -- ja, jeg vèd jo nok, du vil forandre dig, men--n ... at ...

-- Ja, ser du, jeg har tænkt meget paa at opgive min Stilling som Skolelærer og tage til København og blive Student, og saa studere Theologi, saa at jeg siden kunde blive Præst.

Per Andersen skød Maven endnu lidt frem, fik Armen ned næsten til de spidse Albuer og lod Hagen synke grundende ned over den brede sorte Halsklud.

-- Naa saa _det_ vil du? ... læse til Præst! ... he! det er ellers aldrig fullen mig ind ... Aa ja, saagu' ... Det ku' ka'ske slet ikke -- ... Men--n, har du ogsaa talt med vores Præst derom?

-- Jo, det har jeg rigtignok, det var saamæn Præsten, som først satte det i mig, og han er meget ivrig for, at jeg skal gøre Alvor af det.

-- Naa, saadan! ... Ja, se det bliver jo en anden Ting ... Saa maa det jo ogsaa kunne lade sig opføre ... Han maa jo da kende til de Dele ... Ja, det var jo en Nyhed det, udbrød Per Andersen, idet han tog Trøjen og Madkassen op fra Stenkisten og langsomt begyndte at gaa ned ad Vejen, hvor Karlene drev hjem ad med deres Plovspand, der slæbte Hamlerne efter sig.

-- Men saa vil det tage Tid, inden I kan komme sammen, -- det vil det sgu' ... Hvis nogen har spændt for, for at køre til jeres Bryllup, saa kan de saamæn ogsaa age magsomt ... Naa, men Tøsen er jo da heller kun ung endnu, saa hun kan jo vente ... Og saa er der jo da noget at bie etter, for at være Præstefrue det er jo immer bedre end som at være Degnekone, det er ikke aa nægte ... Og se, -- Lærer, det kan du jo altid blive, og Yderslev Embede, det er vel ikke af de voveste, men det er da heller ikke anderledes, end som at der kan faas dem, der er bedre ... Saa du opgiver jo ikke noget ved det. -- --

Karlene, der havde sat sig paa Bænken, trak Skuffen ud og tog deres Træskeer frem, hvis Blad de drejede i Haandfladen eller gav en Vending i Munden, medens Kristine satte Fadet med Mælkegrøden paa Bordet.

-- God Dag, Niels, vil du spise med? ... Og du har været saa slem idag, og rendt efter Fader uden at bryde dig om mig?

-- Ja, faa I nu kun Mad, sagde Per Andersen til Karlene, -- men kom du her ind i Stuen, Mor -- og du ogsaa, Ki'sten, for vi har noget aa tales ved om.

Det lød ganske højtidelig, og Kristine satte sig paa en Stol med bankende Hjærte, som om hun skulde katekiseres, medens Forældrene tog Plads i den lille haarde Sofa. Hjorth gik urolig frem og tilbage.

-- Tag dig en Cigar, Niels, sagde Per Andersen, pegende paa Æsken med de sorte, urskovsbestemte Cigarer, der befandt sig under Frederik den Syvendes Castrum doloris med de bomuldsagtige Kandelabre, paa en Komode, imellem et Sparebøsse-Æble af malet Potteler og en stor takket Konkylje. -- Aa, giv mig en med.

Det blev næsten uhyggeligt, medens han bed den sejge, fugtige Spids af, slikkede Mundstykket rundt for at fæstne Dækbladet, knækkede et Par Svovlstikker og endelig fik en til at fænge paa Buxerne, ventede en lille Evighed, indtil Svovlet havde sydet af, og tændte sin Cigar saa længe, til dens forkullede Ende stod i lys Lue, og den opbrændende Svovlstik sved hans Fingerspidser. -- Men saa kom da Fortællingen, langsomt, brudstykkevis, med Pavser af tavse Røgskyer.

Kristine hørte paa ham uden at se op, medens hun krammede paa sit Forklædehjørne. Da Faderen var færdig, sagde hun ganske stilfærdig: --

-- Og vi, som skulde været sammen til Sommer, det bliver der nok ikke noget af.

-- Ak, Gud nej, sukkede Moderen.

-- Nej, nu gaar det jo inte saadan i et Snubtag --

-- Vi kommer til at bie paa hinanden, kære Kristine.

Men pludselig brød hun løs: --

-- Nej, nej, nu rejser du bort fra mig -- ind til den store By -- og dèr ser du mange andre -- som er smukkere og klogere og finere end jeg -- og saa vil du ikke vide af mig længer -- og jeg faar dig aldrig mere igen -- aa -- aa --

Hun lagde Hovedet ned i Skødet og hulkede. Moderen løftede Ærmet op til Øjnene og snøftede, reflexmæssig.

-- Saa til Helvede, sagde Per Andersen, lakonisk.

Kristine havde, medens Faderen talte, med en hurtig og levende Fantasi udmalet sig den Herlighed at være Præstefrue. Men pludselig kom saa den Idè, at han vilde blive ked af hende, naar han kom saa højt paa Straa. For hende, der allerede sad i Præstegaardssofaen, var det, som blev hun jaget af Gaarde med Hundene efter sig, berøvet sin retmæssige Ejendom, -- og hun følte en inderlig Medlidenhed med sig selv. »Jeg stakkels, forskudte Pige,« hulkede det inden i hende, medens ukunstlede Taarer gennemvædede hendes Forklæde.

Hjorth var bleven ganske forbløffet og ulykkelig ved denne pludselige Scene. Han bøjede sig over hende, fik hendes Hoved løftet, trak de modstræbende Hænder bort. Hvor hun dog kunde tro det om ham? ... Hun vidste jo, hvor han elskede hende! ... havde han nogensinde brudt sig om nogen anden? ... hun skulde være hans egen lille Kone ...

Men hun tog stum mod hans Kærtegn, medens hun sad som fortabt, tørrende sine Øjne, af og til med en nervøs Trækning over Skuldrene af Graadens Efterdønning og med en lille ulykkelig Grube i den runde Hage.

-- Naa, naa min Tøs, tag det nu med Ro.

-- Nej, Mændene! ... aa, Gud! ... det er saamæn ikke saadan, klagede Moderen.

Hjorth vedblev at trøste Kristine. Denne halvkvalte Graads Svaghedstilstand, den modstandsløse, frygtende Sorg rørte ham, medens den kildrede hans Stolthed, Bevægelsernes viljeløse Slaphed, naar han løftede hendes Haand, der var vaad af Taarer for hans Skyld, smeltede ham i en sanselig Berusning, hans Stemme fik et blødt Tonefald og fandt exalterede Ord. -- Hvis han nogensinde forlod hende, saa vilde han være den sorteste, utaknemligste Usling --

-- Ja, det mener du _nu_, afbrød hun ham med et mat Smil.

-- Ja, der er li'egodt noget i hvad du siger, Ki'sten ... Jo, det er ikke aa fragaa ... Der er en Fare dèr ... Naa, det var jo ikke fulden mig ind ... Men det er med Fruentimmerne, de har det ligesom med Instinkter ... Men--n, ser du min Pige, at -- se, der skal jo da li'egodt være noget ved enhver Ting ... Man maa jo løbe en Risiko, naar man vil have en Gevinst ... Man maa sætte noget ind, det er saa vist ... Og det vil du dog ka'ske ogsaa finde, at dette her, det er værd at vove paa.

-- Ak ja, naar jeg kunde se min Datters Mand paa Prækestolen og høre ham tale Guds velsignede Ord til mig, -- det vilde da li'egodt være den bedste Stund, jeg har levet.

-- Ja, der kan du høre vor Mo'r, hun har Forstand paa de Dele ... Jo, det houer mig godt, vedblev Per Andersen, da det faldt ham ind, at Præstelodden kun skiltes fra hans byløbne Jorde ved en smal Strimmel Mad, som han nok kunde faa sin Ven, Møller Kristensen, til at afhænde for en ræsonerlig Betaling eller ved Mageskifte. -- Alt etter som jeg tænker over det, houer det mig svært godt.

Og efterhaanden begyndte det ogsaa at hue Kristine, der blev ganske trøstet, indtil hun leende trak Hjorth i Skægget og kaldte ham sin lille Præstemand.

XI.

-- Naa, Held og Velsignelse til Beslutningen, udbrød Pastor Krarup, hjærtelig glad over at have faaet sin Idè frem. Han gned sig i Hænderne, idet han allerede saà sig som Opdageren af en ny Stjærne, Grundlæggeren af en glimrende Løbebane. Hvis han selv blot havde haft f. Ex. Hjorths Hukommelse, saa vilde han have bragt det videre end til simpel Landsbypræst ... Men i Grunden var det dog bedst saaledes, ganske idyllisk, uden for Verden, i Fred med sig selv og andre ... Saadan var der nu Kapellanboligen, en lille Lejlighed for sig, med en særlig lille Have; -- naa den var jo ikke stor, men Herregud! for et Par Nygifte. Jo den, der engang kom til at bo dèr, han vilde saamæn faa det godt, hvem det nu blev. Ja, for han blev jo gammel, han maatte jo med Tiden have en Medhjælp ... Men nu var det det nærmeste. Han kendte en Lærer i København, der havde et Kursus til Artium, en Universitetsven af ham, aa, en fortræffelig Mand! Ham vilde han strax skrive til ... Provsten havde han saa smaat forberedt, -- ja for nu vilde han vel hen og tale med Provsten?

Den lille magre Præstekone med det tandløse Smil, der syntes at ærgre sig over at skulle være til, blandede saa megen Malurt som muligt i Velkomstbægret, idet hun fordybede sig i Udmaalingen af den lange Tid, det nu vilde tage, inden han kunde gifte sig, og i Vanskelighederne ved at tage Attestasen, der skulde være gjort betydelig sværere, siden hendes Mand tog den. Men den undersætsige Datter med det mutte Ansigt, som serverede den tynde Kaffe og de af Ælde bløde Kager, behandlede ham med usædvanlig Forekommenhed, idet hendes Stumpnæse allerede syntes at vejre Velærværdigheden. --

Da han den næste Formiddag indfandt sig hos Provsten, fandt han denne oprømt, med vederkvæget opvaagnede Aandsevner, efter lige at have slebet sig en Sofaskraber. Thi han var om Vinteren oppe før sex og om Sommeren før fem, paa Landmands Vis. Nu var han just paa Højden af den nys-tændte Merskumspibes og den kolde Kaffes behagelige Stadium før Faldet ned mellem Forordningerne, Regnskaberne, Cirkulærerne, Indberetningerne og Ansøgningerne, der i pap-hæftede Bøger, afstregede Papirsruller, blaa Koncept-Omslag, og kaligrafiske Folioark havde hobet og bunket sig paa det lange Egetræsbord, truende med at vælte Lysestagens lakplettede Voxstang over det store Porcelænsskrivetøj, hvor et Ark Embeds-Frimærker struttede bureaukratisk mellem Blækhornet og Sandbøssen.

Da han saà Hjorth komme ind i Gaarden, rev Provst Storm en Bunke Papirer hen til sig for at være den stærkt sysselsatte, medens han dampede voldsomt af Piben, som man gør det i Distraktion under meget Arbejde. -- Han fik netop Tid til at se op.

-- Ah, Lærer Hjorth! -- god Dag, kære Hjorth, god Dag. -- Han fik endogsaa Tid til at stikke Pennen bag Øret og give Haanden. -- De har noget særligt at tale med mig om? -- Hm; -- ja jeg kan -- næ--næsten tænke mig ... Sid ned, kære Hjorth -- sid ned ... Nu skal jeg strax -- æh --

Han fik Pennen fra Øret, skrev et Par Linjer, stirrede med et barsk Ansigt ud i Hjørnet af Stuen, nikkede resolut og skrev med et fejende Sving sit »Storm« under et Cirkulære, der syntes at maatte fare rasende over Provstiet, afblæsende Præstegaardenes Straatage og rivende Skolelærere bort i sin Hvirvel som store kjolehalede Svaler -- medens det i Virkeligheden var en meget tam Opfordring til Præsterne om i rette Tid at tilstille Ministeriet deres Indberetning om Antallet af Fødte og Døde.

-- Naa! --

Hjorth fremsatte sin Sag, medens Storm lyttede betænksom, af og til opmuntrende ham med et velvilligt Nik, idet han tog Piben ud af Munden.

-- Hm! ... ja, jeg havde ladet mig sige, at De omgikkes med slige Tanker, jeg havde -- hm! ladet mig det sige. -- Provst Storm understregede ved korte, sikre Nik dette gentagne aktive Udtryk for »at høre«, hvilket han gærne valgte som det mest passende for en Overordnet. -- Naa, ja, -- det ... jeg kan jo ikke andet end billige -- naar De har Lyst -- hm! -- naar De føler dette Kald -- saa -- ja, jeg skal tage mig af Sagen. -- Her nikkede han saa beroligende, at Hjorth allerede syntes at føle Præstekraven om Halsen, skønt det var ham ligesaa gaadefuldt som det var for Provsten selv, hvorledes denne i Grunden vilde bære sig ad med at »tage sig af Sagen«. -- -- Skønt det, naturligvis -- paa en vis Maade -- er mig ubehageligt at skulle miste en saa dygtig Lærer, -- en intelligent, fremadstræbende ung Mand, -- der -- efter hvad jeg har ladet mig sige -- ogsaa i politisk Henseende hylder rosværdige loyale Anskuelser ... Naa. -- men -- Guds Vilje ske! -- det er -- vi vil haabe det -- ham, der kalder Dem til en større Virkekreds ... Ja, send De mig nu kun Deres Ansøgning, saa skal jeg tage mig af den ... Farvel! Gud være med Dem!

Og Hjorth gik bort, lettet og beroliget, fordi det afgørende Skridt nu var gjort, med denne fremskyndende Følelse i Hælen af at have sparket Broen bort.

Men hverken til Præsten eller til Provsten havde han sagt noget om sine udadhigende, ubestemte Længsler og sin urolige Drift efter at komme til fuld Klarhed. Han havde en dunkel Anelse om at baade Velærværdigheden og Højærværdigheden vilde have været af samme Mening, en Mening, der korrekt kunde udtrykkes saaledes: nej, staar det saadan til, min Ven, saa bliv du heller som et af Guds enfoldigste Lam indenfor Faarefolden, heller end at du skulde forvilde dig i Bjærgene og maaske komme til at danse som en af de fordømte Bukke efter den gamle hedenske Pan sin Rørfløjte.

XII.

Den Dag da Pastor Krarups Formand i Embedet havde lagt Mærke til, at Husmand Jens Persens lille Hans kunde huske latinske Gloser, som hans Legekammerater, Præstens egne Sønner, glemte, som om de var betalt for det, og da han efter selv at have givet Hans nogen Undervisning fik Forældrene til at lade ham studere, -- da gjorde han sig vel allehaande Forestillinger om hvad Drengen skulde blive til, tænkte ogsaa undertiden, at han vilde blive en lærd Mand, men han anede dog ikke i sit Hjærtes Beskedenhed, at han smurte det Trækplaster, som omtrent tredive Aar senere skulde fæstes paa Katedret i Universitetets største og tommeste Høresal og blive det frelsende Middel, der bragte det unge Blod i frisk Strømning mod det tomme, theologiske Rum.

Vantroen, der ved denne Tid bredte sig, navnlig blandt de Unge, som et frodigt Ukrudt prangende med golde Blomster, er ikke rodskudt i vort fredelige Land. Den talte -- som et hæsligt Modbillede til Aandens Udgydelse -- i fremmede Tungemaal. Disse hedenke Tanker, med Dyrets Mærke paa Panden og med Hestehoven, ere travede ind over vor Markgrænse, disse moderne, svovllugtende Idèer ere blæste ind over vore flade Strande. Udefra kom det. Hvor naturligt, at Modstanderen, den Mand, som Tiden krævede, hvem det tomme Rum gabede efter, at han kom indenfra, skaaren ud af Folkets Marv. -- Hans ru Fladhed var som en Lysskærm og et Skjold mod alt hvad der var slebet enten i blændende, straalebrydende Facetter eller i sønderkløvende Eg. Hans Ansigt med sin Farve som et nyvasket Barns, naar det endnu er rødt af Skrubningen, med den firskaarne Hage, med de utegnede Læber, med Kindernes store runde Flader, med den skraa Pande, smallere end Kæbebenene, brynløs forneden over vandgraa Øjne, og foroven fladt og ligesom vandkæmmet dækket af hørgult Haar, -- dette hvidfødte, enkelte, kødfulde Ansigt hævede sig over det gule Kateder som en from indfødt Protest mod det mørkladne, markerede, nervøse, alt det med de fremmede Lidenskabs-Flammer i Aarerne og de fremmede Idè-Gnister i Nerverne. -- Dr. Luther kom fra de tyske Schachters Bjærgmandshytte, Professor Petersen, hans danske, bogstavtro Discipel kom fra Tørvemosens Husmandsrønne.

Denne Afstamning var ikke noget Spil af Tilfældet. Slægter, som, før Avisernes Tid, aldrig havde læst andet end Bibelhistorien og Lærebogen, Generationer, som, klæbende til Jordklumpen, ikke nogensinde havde faaet anden aandelig Næring end den Smule Manna, der dryppede til dem i deres Ørk fra de gamle Degnes og Præsters Læber, -- saadanne Forfædre maatte have arbejdet Led efter Led for at fuldføre denne Hjærne, der paa èn Gang var saa vid og saa snever, -- ligesom Trælle-Generationer maatte arbejde paa Opførelsen af de gamle Pyramider eller de persiske Kongegrave. For den var vid og snever, netop ligesom de ere vide og snevre, disse umaadelige Stenbjærge med det uhyre Omfang, men hvor kun faa snevre Gange bore sig som Ormehuller ind gennem Massen, der holder Livets Lys og Lyd langt, langt borte, standset paa dens Yderflade, medens den med hele sin Forstenings Ro tynger paa Mumiecellen midtvejs, hvori Gangene munde ud. Og som Strukturen, saaledes alle de første Indtryk; -- det var jo kun en Gentagelse af dem, der havde dannet den. De fandt Gangene aabne og passende for sig, de gik derind, og derindefra raabte de efter flere, der fulgte efter, og de videde Gangene ud, at der kunde komme endnu flere, og de strømmede derind -- Kirkefædre-Sprog og Symbolcitater, Skriftsteder, Tal og Navne, indtil det blev en mylrende Mængde, -- og de rummedes alle derinde. Men ingen, som vilde og maatte gaa sin egen Vej, ingen, der skræmmedes tilbage af de snevre Ganges ægyptiske Mørke og vilde have en lys Sti, ingen, der var for stolt til at bøje sig i deres Lavhed, og som vilde hvælve sig en høj, hellenisk Portal, ingen, hvem Mylren derinde spærrede Gangen for, naar de endelig bekvemmede sig til at krybe ind, -- ingen af alle disse kunde trænge gennem Stenbjærget, de blev holdt langt, langt borte, de skulde ikke forstyrre den forstenede Ro i Cellen, hvor Mumien laa, Kristendommens allerægteste lutheranske Mumie, udrenset for det ældgamle katholske Hjærte og de middelalderlige Indvolde, indbalsameret i dogmatisk Parykpudder og exegetisk Bogstøv, svøbelseviklet i et Pergament- og Papirs-Hylster af Enighedsformler og Stridsartikler.

Om Udvikling kunde der for hans Vedkommende ikke være Tale, kun om Væxt. Og det var hans Held; -- Udvikling er allerede halvt Kætteri; -- lugter ikke selve Ordet af det moderne Hedenskab, af Darwin og Spencer? Væxt derimod, er et helligt, et Paulinsk Udtryk: for denne Væxt var Universitetet i sin daværende Tilstand en fredhegnet Planteskole. Han besøgte først flittig sine Kollegier, indtil han, uden Belæring af Mefistofeles, opdagede, at »Professoren ikke sagde andet, end hvad der stod i Bogen«. Saa spildte han ikke Tiden bort i Høresalene, mere end strængt nødvendigt, for Høfligheds Skyld, læste de i Mode værende ortodoxe Kompendier og Kommentarer, indtil hans utrættelige Hukommelse kunde dem omtrent udenad fra Ende til anden, gik sent op til Attestas, men tog den saa ogsaa med et Præceteris i Hovedkarakter, der kun skæmmedes af èt Laud. Det var noget uhørt i Mands Minde. Der blev talt om ham som det theologiske Lys, man udpegede ham allerede som Professor-Emnet. Han manuducerede saa mange, han kunde overkomme, proppende dem som han havde proppet sig selv, og fik begejstrede Disciple, der ikke blev trætte af at lovprise hans Lærdom og holde Forventningen i Aande.

Efter tilstrækkelig at have fæstnet sin Stilling, glimrede han halvandet Aar ved sin Fraværelse, idet han med et stort Stipendium foretog en Studierejse i Tyskland, hvor han hørte de samme Mænd, hvis Bøger han havde læst. Kun èn Fremmed kom han lidt i Berøring med, det var Baurs Discipel, Tübingerkritikeren Hilgenfeldt i Jena, til hvem en gammel Professor havde givet ham et Anbefalingsbrev. Men han tog ingen Skade af det korte Samkvem med den berygtede Kætter, af hvem han paa anden Haand kunde saa mange haarrejsende Udsagn, men hvis interessanteste Ytring til ham var den nogenlunde neutrale: i den Knejpe vil De finde et godt Glas Erlanger.

Saa vendte han tilbage til København, levede i nogen Tid indesluttet med meget faa Manuduktioner og disputerede en skøn Dag paa trehundrede Sider med »et Forsøg paa Bidrag til Fortolkningen af Philippenserne II, 6-11«.

Maalet var fyldt. Den theologiske Verdens offentlige Mening kaldte ham til Universitetet og harmedes næsten paa disse gamle sejglivede Professorer, der holdt ham borte fra hans retmæssige Plads, og som syntes, lamme, blinde, døve og stumme at ville lade sig slæbe op paa Katedret for at dø dèr. Da han begyndte sine Doktorforelæsninger, var Studenternes Tilstrømning næsten en Demonstration.

Forholdene i det theologiske Fakultet var paa dette Tidspunkt ligesom lagte til Rette for ham. --

For det første vare de Studerende næsten komne til Raseriets Højdepunkt af Kedsomhed ved at høre disse Professorer, som med en enkelt Undtagelse vare gamle, halvt affældige Mænd, ude af Stand til at sætte sig i Forbindelse med de Unge, og som alle uden Undtagelse syntes at have en Glorie af Kedsommelighed om Hovedet, ligesom Skaldepanden i Fritz Jürgensens Schakspil. Som lunkent Vand kan bringes i Kog ved Luftens Fortynding, saaledes var denne saa ulidenskabelige Masse under Pedanteriets Pumpe nær ved at koge over og kaste Laaget; man havde jo den heroiske Tradition fra den Tid, da Professor Bornemann blev styrtet. Men Doktor Petersen kendte en stor Del af dem personlig, alle havde hørt Ros over hans ligefremme venlige Jævnhed, hans praktiske Øvelse i Manuduktion gav Haab om en Vejledning af ny Art fra det ophøjede Kateder.

Dertil kom, at den Smule Strømning, som havde fundet Sted i den theologiske Verden, bestandig mere vendte sig fra dette grundløbne Fakultet. -- Der var paa den ene Side Resten af den gamle holdningsløse danske Rationalisme, repræsenteret af Professoren i det ny Testamentes Fortolkning, en bleg Skygge af et dødfødt Legeme, ham, der trak paa Skuldren, naar Sønnen, den udmærkede unge theologiske Forfatter, fremsatte sine ultraortodoxe Meninger, medens han med et godmodigt Smil bemærkede: »Ja, er det ikke underligt, hvad de unge Mennesker kan tro paa i vore Dage!« Han var til Forargelse med sine kejtede Bortforklarings-Forsøg og sit frygtsomme Haab om en Forsoning med den moderne Videnskab, -- og han var en Latterlighed med sin stedse tilbagevendende pedantiske Forelæsning om Johannes' Aabenbaring: »Det store Dyr -- nu--u -- der er trehundrede og tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr -- nu--u -- men De behøver ikke at kunne dem alle sammen« -- Paa den anden Side begyndte man ogsaa at skele mistroisk til den efterhegelske spekulative Dogmatik, man var vammel af disse taagede Fraser, hvori Slægten fra Fyrrerne havde beruset sig, med en Vammelhed af »Dagen efter«, man begyndte at smaalè af Martensens Aandrigheder om Vorherre, der maa sige »Jeg« til sig selv og dutte en anden, man tegnede i Kollegiemarginen parodiske Stamtavler over det himmelske degenererende Kongehus, hvori Kristus havde Fanden til yngre Broder. -- I skarp Modsætning til disse forkætrede Retninger var Doktor Petersens Navn ensbetydende med den gamle uforfalskede Lutheranisme, han gik omkring som den i Kødet komne »Hutherus redivivus«, hans Professorat var selve det sextende og syttende Aarhundredes Tronbestigelse.

Denne fandt Sted kort Tid efter, da Professoren i Exegese pludselig, mod al Forventning, lagde sig til at dø, og tog de trehundrede og tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr med sig i Graven.

Saaledes var denne Mand, hvis Ord vare den efterspurgte Vare paa det theologiske Marked, hvor Originalitet har den laveste Notering. Hans Umulighed til at undfange eller forstaa en ny Idè var ligesaa god en Borgen som hans Sikkerhed til at beholde de gamle; hans Tankegang var ved sin Længde og Sneverhed bleven som Stien til Himmerig. Saaledes gik det til, at han var bleven det theologiske Fakultets Livselixir, Universitetets nyfødte Sol, hvorefter dets gamle Ørn stirrede sin Broncehals stiv, Danmarks Trøst. -- Thi fornylig havde netop en af hans Kolleger med sin snøvlende Stemme forkyndt udi Studenterforeningens lumre Festsal, hvor under Tobakstaagen ogsaa Hjorths Ansigt stirrede op imod ham, at »falder det theologiske Fakultet, saa falder Universitetet, og falder Universitetet, saa falder Danmark«.

Derfor var Professor Petersen ogsaa Danmarks Trøst.

XIII.