Part 7

Jessen blev blussende rød i den lille Stump Kinder, der var synlig over hans sorte Skæg, medens han med et fortrædeligt Smil mumlede:

-- Naa, har han nu ogsaa plapret ud med det --?

-- Men Deres Datter, kære Jessen -- det er rigtig en vakker ung Pige -- særdeles vakker ... men De kan dog ikke lade hende voxe op uden Religion, -- det gaar dog virkelig ikke an -- --

-- Ja, Hr. Godsforvalter, hvad det angaar, saa mener jeg, at paa de Omraader -- --

-- Ja, Gud bevares, -- der maa enhver følge sin Overbevisning, -- det giver jeg Dem fuldstændig Ret i ... Det holder jeg altid paa ... Ja, jeg selv er, som De vèd, religiøs anlagt ... Følelsesmenneske -- naa, men Gud bevares! ... Nej, men her er jo kun Tale om den ydre Optræden ... Et saadant usædvanligt Skridt vilde der blive lagt meget Mærke til, -- der vilde blive talt overmaade meget derom, -- og jeg finder nok -- at -- i Deres Stilling -- Ja, ja, kære Jessen, ser De, -- saadan, -- dette, -- et Gods, et Gods -- (og Ravn gjorde en bred, besiddelses-tagende Haandbevægelse) -- det er -- til en vis Grad -- en _In_stitution, -- og enhver -- der indtager en Stilling ved en saadan _In_stitution, -- maa -- til en vis Grad -- bøje sig -- og -- i sin ydre Optræden -- rette sig -- efter den Aand -- som -- hersker ved denne _In_stitution -- (Ravn lagde haardnakket Betoningen paa første Stavelse, som om hans Tanke standsede dèr af Glæde over det træffende Ord).

-- Det vil sige Grevens Aand?

-- Det vil -- naturligvis -- i sidste Instans -- sige Grevens Aand, indrømmede Ravn, medens han i en forøget Værdighed druknede sin lille indvortes Latter ved Tanken om Grevens Aand, og med et hurtigt Sideblik gennem Øjenkrogen udspejdede, om Fuldmægtigens Ansigt viste en subordinationsstridig Ironi. Men Jessens Træk forraadte intet, og Mundkrogene havde gemt sig under det stride Skæg.

-- Naa, men hvad er det værdt at gøre Væsen af? ... det hele drejer sig jo om en Ceremoni ... Se nu Herredsfogden, -- ja, De vèd jo selv, hvordan han har det: -- han siger jo altid: »Fanden lyne i de Præster, det er ikke andet end Løgn og Vrøvl« ... Ja, han har jo saadan sin egen Maade at udtrykke sig paa, vor kære Herredsfoged ... Naa, han lod ogsaa sin Datter konfirmere ... Det er jo en ren Formalitet. -- Ja, jeg selv er som sagt troende, saa for mig er det -- hm! ... men--n, af Dem er det jo en ren Formalitet, man forlanger ... Blot ikke aaben Opposition! ... Hvor kan det ogsaa falde Dem ind, kære Jessen! De, som ellers er saa konserva_tiv_, saa konserva_tiv_ ... Og saa ogsaa for Deres Datters Skyld, -- betænk -- det Ansvar ... En Mand, -- naa, ja -- men en _Kvinde_! ... »Betænk, hvad er en Kvinde!« ... Ja, De kender vel Figaro? ... guddommelig ... Ja Musik er nu mit Sværmeri ... Musik og Kvinder ... (Hans Stemme blev kælen, drømmerisk, og der kom en fugtig Glans i hans Øje) ... »Wer nicht liebt Wein, Weib und Gesang« ... Ak ja! det var en Guds Mand, den Luther ... Nej men, at en Kvinde er irreligiøs, det er unaturligt, -- det er ukvindeligt! ... netop det svage i den kvindelige Natur, -- det uklare, dragende, -- dette -- hvad skal jeg sige? -- denne oversanselige Duft -- hm -- er ikke den religiøse Stemnings Clair-obscur, er det ikke ligesom den aandelige Atmosfære, hvori denne Blomst skal oplukke sig? -- Ja, De forstaar mig nok, skønt jeg ikke kan finde Ord, der -- --. Jeg er nu engang et Følelsesmenneske, en Romantiker, om De vil; -- ja, jeg vèd, det er nu gammeldags, men --. Ja, nu vil jeg ikke opholde Dem længer, kære Jessen, men tænk nu over Sagen. -- Farvel, Farvel!

-- Den Skabhals, mumlede Jessen, medens han trak Nøgleknippet ud af Kontordøren og saà efter sin Foresatte, der med en katteagtig Forsigtighed trippede frem mellem Gaardspladsens Pytter over mod den øde, kaserneagtige Hovedbygning, forbi de to store Linde, hvis nøgne Grene knirkede og peb, medens nede ved Foden af Stammerne to danske Hunde, med Hovedet hvilende paa Poterne, som hang ud af Hundehusets Glug, fulgte ham til Dørs med en doven Knurren.

VIII.

-- Naa, saadan helt afgjort er det da heller ikke ... Pastor Krarup er meget ivrig af sig, vèd du nok, naar han har faaet en Idè -- --

-- Han faar heller ikke mange af dem --

-- Men jeg har jo rigtignok tænkt en hel Del derover siden, og ... jeg skal ikke nægte ... ja, synes du ikke i Grunden selv, det var fornuftigere end at blive ved --

-- Nej, hør, det er sgu for meget forlangt ... Jeg skulde finde det fornuftigt, at du gik hen og blev en af disse salvelsesfulde Hyklere eller Vrøvlere --

-- Naa, naa Jessen --

-- Ja, for det maa de da være, en af Delene eller begge Dele, -- jeg vèd Fanden ikke.

Han tav, da hans Datter Nelly kom ind med Kaffen, fulgt af en sort, stridhaaret Terrier-Bastard med et barsk knebelsbartet Ansigt, som en pensioneret Obersts, der smilede op til hende med en skæv Tandblottelse, medens Halestumpen virrede. Fuldmægtigen gik med den slæbende Lyd af udtraadte Morgensko frem og tilbage i det mørke, lave Værelse, hvis Loftsbjælker han næsten fejede med sit tynde Haar; Vinterfrakken, som han brugte i Stedet for Slobrok, gjorde ham endnu mere bredskuldret; han dampede voldsomt af sin Assam-Pibe, hvis brunrandede Dæksel smældede, naar han tog den ud af Munden og gestikulerede, idet han talte sig rød helt op i Tindingerne.

-- Og hvem Pokker beder dem saa stikke deres Næser i alle andres Sager? ... naa, hvad mener du? dèr kommer nu forleden Pastor Krarup op til mig ... Ja, mig vilde han naturligvis ikke omvende, det vilde dog været for -- og det har han jo engang forsøgt, saa dèr er vinket af, det vèd han nok ... Nej, men det var angaaende Nelly. -- Hun skulde vel nu snart konfirmeres. -- Nej, det havde jeg ikke tænkt mig. -- Men det var dog virkelig snart paa Tiden. -- Jeg tvivlede paa, at Tiden dertil overhovedet vilde komme. -- Ja men det gik aldeles ikke an; hun kunde ikke voxe op som en Hedning, han maatte som Præst paa det alvorligste foreholde mig mine Pligter mod det stakkels Barn, som var undfanget i Synd og vilde fortabes -- og -- og alt saadan noget, hvad de nu kan sige. -- Og saa sagde jeg rigtignok: -- nej hør, Hr. Pastor, lad os nu ikke rippe op i den gamle Syndefalds Historie, om at Vorherre fik lokket et stakkels Pigebarn til at æde et surt Æble og saa javed hende ud af Haven. -- Naa, saa blev han jo vred og sagde, at han vilde ikke staa og høre paa mine Ugudeligheder, men Barnet skulde og maatte konfirmeres, og jeg svarede, at jeg gad dog se, om nogen kunde tvinge en Fader til at lade sit Barn staa og lyve paa Kirkegulvet, og at Nelly kunde faa sit Uhr og sin lange Kjole, og hvad hun nu ellers skulde have, uden at hun behøvede at tygge Oblater dèrfor -- ja for jeg blev jo ogsaa heftig, -- det kan jeg ikke nægte, -- det blev jeg ... Det skulde jeg nu ladt være med -- naa ... Men det er ogsaa for galt saadan at falde med Døren ind i Huset til En. --

-- Vil du virkelig ikke konfirmeres, Nelly? spurgte Hjorth den unge Pige, der bød ham Kaffe og Sukker.

-- Nej, jeg vil saamæn ikke, Hr. Hjorth, svarede hun bestemt, med et trodsigt Smil om de temmelig tykke Læber, stolt over at have Del i Faderens Uafhængighed og over at handle anderledes end sine Jævnaldrende. Derpaa satte hun Bakken fra sig, tog et Stykke Sukker, bed det over med sine Fortænder, der vare ligesaa hvide som den bestandig skævt smilende Hunds, holdt det op for den og lod den gaa paa Bagbenene foran sig, løftede det, indtil den sitzede, holdt det hen mod Snuden og trak det bort, til den gøede, medens den stedse beholdt sit tænderskinnende Smil i det barske Ansigt, der syntes at være kommet gammelklogt til Verden, overfor den leende unge Pige med den endnu barnlige Opstoppernæse og med store, tindrende mørke Øjne under den lave Pande.

-- Ja men -- det var jo dog egentlig i en god Mening -- og -- det var vel ogsaa Præstens Pligt at gøre det, sagde Hjorth langsomt, medens han og Jessen tog nogle Slurke af den dampende Kaffe, hvis Varme virkede velgørende i den kolde Fugtighed, der trængte ind i Lejligheden og fik det Brænde, som skulde bekæmpe den, til at sive døsigt i Kakkelovnen.

-- Ja, vist saa ... Men det er jo netop det forbandede ... Derfor skulde du tage dig i Agt for at faa den Slags Pligter ... Du bliver dog ligesom de andre, naar du kommer ind i den Mølle ... Nej, slaa du dig til Taals ved de Pligter, som du _har_ af den Sort, de kan saamæn være slemme nok ... Lære Børnene alt det Sludder og Vrøvl! ... De stakkels Unger bliver jo snart ikke proppede med andet end gamle jødiske Eventyr ... og saa Katekismen.

Nelly løb baglængs om i Stuen og trak den knurrende Hund efter sig i en Flig af den strammede Kjole, som den havde faaet mellem Tænderne. Hun rystede Kjolen, saa Folderne viklede sig om dens Hoved, lo højt og gjorde sig aabenbart interessant for sin Lærer. Thi hun var for nogen Tid siden begyndt at læse Tysk med Hjorth.

Fuldmægtigen gik bestandig frem og tilbage paa Gulvet og fortsatte uden at genere sig for den unge Pige, der var vant til at høre hans Udfald mod Kirken. Naar Hunden kom ham i Vejen, kastede han den til Side med et blødt Spark af den broderede Morgensko, som uformeliggjorde hans Kæmpefod.

Jessen var en blandt mange Børn af en jævn Borgerfamilie. Den normerede Vanekristendom havde hørt til Familiens Traditioner; den var ganske uden Skygge eller Nuance. Man gik i Kirke omtrent hveranden Søndag og paa de store Festdage, og til Alters en Gang om Aaret, og naar nogen blev alvorlig syg, eller naar Udsigten til at slippe nogenlunde over Terminen var usædvanlig fordunklet, tænkte man lidt mere paa Gud end ellers, -- det gik som af sig selv ved en Naturnødvendighed, om mere var der ikke Tale. Da Tidsaandens Luftning ikke havde nogen Grøde i den Retning, førte dette ogsaa som ved en Naturnødvendighed til, at den unge danske Jurist ikke var religiøs. Forældrene gaa i Kirke, fordi det er passende og for at give Børnene et godt Exempel; Børnene tridse med. Siden naar de blive deres egne Herrer, høre de op med at gaa i Kirke, fordi det ikke er morsomt. Endnu senere gaa de atter i Kirke, fordi det er passende, og man gør saa meget kedeligt, naar det er passende, desuden maa de igen give deres Børn et Exempel, og endelig -- man bliver alvorligere, det gaar ned ad Bakke med Fornøjelserne i denne Verden, man maa begynde at tænke paa dem i den næste. -- Men dette normale tredje Stadium naàde Jessen ikke til. Medens han i en Provinsby var anden Fuldmægtig paa Herredskontoret, forlovede han sig med en Læges Datter, og da han fik sin beskedne Stilling paa Skovvang, giftede de sig. Hans Hustru havde i sit Hjem indsuget meget frie Anskuelser paa det religiøse Omraade; -- som bekendt er Medicinen ikke styrkende for Troen paa Helbredelser ved Haandspaalæggelse, Dødeopvækkelser og Jomfrufødsler. Det varede ikke længe, før hun smittede ham; fra ligegyldig blev han fjendtlig mod den kirkelige Kristendom. -- Et Aars Tid efter Nellys Fødsel døde Moderen. Ved den Lejlighed fik Jessen det første egentlige Sammenstød med Pastor Krarup, der i den paafaldende korte Ligtale ytrede sin Bekymring for denne Sjæls Frelse, der aldrig havde søgt Guds Hus og Bord og syntes at have tillukket sig for Naaden. Sygelig ordsaar i sin Sorg tog Jessen ham dette meget ilde op. Hvad berettigede Præsten til at dømme om hendes Overbevisning? trængte hun til hans hyklede Bekymring? maaske havde hun i sin Tvivl været en sandere Kristen end de andre i deres sløve Halvtro. Det kom til en heftig Ordstrid mellem dem. Fra dette Øjeblik var hans religiøse Oppositionsstilling, der før havde været skjult indenfor Privatlivets Vægge, draget frem og udpeget for Menighedens Øjne, ligesom lyst i Ban mellem Kirkens Mure og genlydende Hvælvinger. Den blev ham derved desto dyrebarere, denne Enestilling var hans Stolthed, en Frihedshat paa det Hoved, der i verdslige Anliggender maatte bøje sig for sine Foresatte, tiende til Haardheder og Smaasmudsigheder, for ikke at miste Taget over sig. Dertil kom, at han, idet han hævdede denne Særstilling, dyrkede sin Hustrus Minde, helligholdt det netop paa det Punkt, hvor man havde forsøgt at plette det, ligesom de Reliqvier ere Tilbedelsen kærest, der bære Mærker af de Vantros Marterredskaber. Endelig trængte hans Sind nu til Religionens Trøst; thi et tungt Gemyt som han var, vedblev han at ruge over sit Savn; hans Brødhvervs-Arbejde var just ikke af en saadan Art, at det kunde udfylde nogen aandelig Tomhed, og specielle æsthetiske eller videnskabelige Dilettant-Interesser havde han ikke. Saa førtes han da naturlig til et vedholdende Forsøg paa at uddybe sin Livsanskuelse, at klare sig hvad han vilde tro og hvad han ikke vilde tro, og hvorfor han stillede sig udenfor den officielle Kristenhed. Hans Vejledere blev i Begyndelsen Magnus Eiriksons dengang udkommende Bøger med deres halvvidenskabelige Tendenskritik, deres deistiske Reminiscenser af »det statutariske« i Kants Spekulation, deres Tro paa en »Religion indenfor Grænserne af den blotte Fornuft«; -- senere Theodorus' veltalende Flyveskrifter, Victor Rydberg, hvis platoniske Mysticisme frastødte hans sunde Forstand, nyrationalistiske Tyskere efter Strauss og Baur, lavkrattede Udløbere, hvem den store Videnskabs Stormbrus gennem Tübingerkædens Højskov kun kan strejfe paa Overfladen, alle den Slags Kritikere, der ere saa ivrige til at forsikre, at om vi end miste nogle gamle Formler, gaar der ikke et Gran tabt af Kristendommens evige Trøst, smaa Religionsfilosofer, der i det nittende Aarhundredes Naturtempel for Spinozas Guddom famler paa Brystet efter den støvede Kantiske Amulet med det attende Aarhundredes Treenigheds-Devise: Gud, Frihed, Udødelighed. -- Han blev deres Lærling, en begejstret, lidenskabelig Discipel af denne Rationalisme, som i en forfinet Hallucination af sin saakaldte Fornuft, denne indbildte Sans for det overnaturlige, tilbeder det samme, hvad den hos Mængden forkaster som et plumpt Sansebedrag. -- En underlig Fremtoning, denne robuste, landmandsagtige Kontorist, som havde en theologisk Halvdannelse, og hvis Lidenskab var en Disput om det fjerde Evangeliums Uægthed, om det Paulinske Lærebegreb, om Nadverdogmets Udvikling! --

Saaledes gik han nu docerende frem og tilbage paa Gulvet, medens det begyndte at mørknes i Stuen, strøende sine fornægtende og bespottelige Aforismer ud over Hjorth som den Klinte, Satan saàde i den Frommes Hvede, for at vare ham imod det, han vilde indlade sig paa, for at indprente ham, hvilke Urimeligheder han maatte forpligte sig paa, naar han vilde bestige en Prædikestol.

-- Ja alt det kan jeg nu ikke saadan i en Snup gøre Rede for og sige dig imod ... Jeg er jo ikke lærd i det, saadan som du ... Naar man saadan hører paa dig, saa lyder jo ogsaa meget af det, du siger, rigtig fornuftigt ... Men--n, -- det staar nu saadan for dig, og du kunde naturligvis ikke være bleven Præst ... Men jeg har jo dog Troen, -- saadan i det hele -- og naar jeg faar lært noget ordenligt, saa ser jeg vel ogsaa nok, hvordan det hænger sammen, og hvorfor det maa være saadan.

-- Ja, stol du bare ikke paa det, min Ven ... Nej, man kan gaa med meget i sig, som man ikke mærker, at det ikke kan forliges ... Troen, den er -- ja, det er med den ligesom med et Viskelæ'er, -- ser du, det er, naar man trækker det ud, at man ser Sprækkerne og Blærerne ... For Resten har jeg da heller aldrig mærket, at du følte noget Kald til at blive Præst.

Den sidste Bemærkning slog Hjorth, der blev saa rød i Hovedet, at Jessen kunde se det gennem Halvmørket.

-- Nej, det er sandt nok ... Det har jeg heller ikke -- saadan ligefrem ... Men jeg er dog heller ikke tilfreds i min nuværende Stilling.

-- Tror du, jeg er tilfreds i min?

IX.

Dette Jessens Afskrækningsforsøg fik den modsatte Virkning af den tilsigtede.

Samtalen havde sat Hjorth i en stærk Bevægelse. Han havde vel ofte hørt Fuldmægtigen udtale sine uortodoxe Meninger, men aldrig før saa kraftig, saa sammenhængende, og han havde heller aldrig før været saa oplagt til at høre, ja ikke blot oplagt, tvungen dertil, nødt til at følge hver Vending, beholde hvert Ord, veje hver Grund og se sin Stemning svinge hid og did, som en Tunge over Tankernes Vægt, uden at være i Stand til at faa Rede paa, hvor det endelige Udslag vilde komme. -- Hvad havde han ikke alt faaet at høre, nu han tænkte over det bag efter! Hvor meget af hvad han havde tròt fuldt og fast, havde Jessen ikke sagt var falsk, bevislig falsk! Hvor meget, som han aldrig havde tròt og som han gøs tilbage for som Nonsens, havde Jessen ikke sagt, han skulde tro, naar han tròde paa det andet! -- Og han stod raadvild over for alt dette.

Og pludselig greb det ham saa med hidtil ukendte Samvittighedsskrupler, det uforsvarlige i at lære Børn som Livets Grundsandheder noget, han ikke selv havde gennemtænkt, prøvet i alle Fuger, noget, hvis Konsekvenser han ikke kendte, ja som han ikke kunde forlige med sin øvrige Bevidsthed, naar en anden viste ham dem, ude af Stand som han endogsaa var til at afgøre, om det nu ogsaa var nødvendige Konsekvenser, eller om den anden blot sagde, de var det.

Saaledes var det jo rigtignok ogsaa med de andre Lærere. Og vel sagtens med de fleste Mennesker, naar man saà rigtig til; for var de ikke alle deres Børns Lærere? -- raadede de ej over Børnenes Tro?

Men dette med de andre, hvad vedkom det Sagen? der handledes jo om ham. Og _han_ maatte undersøge alt dette indtil Bunden, eller leve i en Halvløgn, ja, hvad der var brødefuldere, leve af en Halvløgn, skære sit daglige Brød af den og æde sig selv til Doms, som der stod hos Apostlen. For selv om det vilde vise sig som den evige Sandhed, som Livets Brød, naar det blev undersøgt, -- for ham vilde det være en Halvløgn, en langsom Gift, dersom han vedblev at indprente det i andre uden at have haft det liggende for sig overskueligt og klart indtil de mindste Traade, som naar man udreder speget Garn.

Saaledes var allerede det, der fra først af kun havde været det selvfølgelige Middel, blevet Maalet, og det oprindelige Maal, Præstekaldet, var skudt langt tilbage i det usikre.

For det kunde jo hænde, at Garnet viste sig at være i Vildrede, en ubrugelig sammenfiltret Klump, der maatte kastes bort. Og hvad saa? -- Præst kunde han saa ikke blive; -- og Lærer igen? -- den Dør var nok ogsaa lukket. Han vilde have spildt sin Tid og mer end den -- udvortes taget. Det var et alvorligt Skridt.

Saa tog han endnu en Gang Sagen for »til Beslutning«, som det hedder i Degnesproget. Han satte det værste Tilfælde. Han forestillede sig, at han kom tilbage fra Universitetet vantro, og sikker i sin Vantro, saadan som Jessen, for det var det yderste, han kendte af Fornægtelse. Han indbildte sig, at alle Veje vare lukkede for ham, at han end ikke formaaede at udbytte sine Kundskaber praktisk til at skaffe sig Livsophold. Og han saà sig selv grangiveligen som en af hine romantiske Vandringsmænd, der utilfredse flakke om i den kolde Verden, Fremmede overalt, med et tungt Hjærte og en let Randsel. Mødig, med gammelt Vejstøv paa de hullede Støvler, kom han op ad Yderslev Gade, og der spillede et vemodigt Smil om hans Læber, da hans gamle Kyndinge, Møller Kristensens Pudel og Niels Larsens Hønsehund og Per Andersens uægte Grævling og alle de ægte Køtere gøde og bjæffede efter ham, og denne Larm fik lokket mange Ansigter til at se sig om, Ansigter, hvori han endnu kendte Træk fra Skolebænken, Husmødre, der gik i Haven med en Glut paa Armen, Gaardmænd, der røg deres Aftenpibe i Porten. Thi det var ved Aftentid, -- naturligvis. For længe siden havde han set Solen gaa ned bag Møllen, som endnu stod sort deroppe paa Banken mod et Stykke blegt Orange. Lysene begyndte at tændes. Udenfor Skolen standsede Vandringsmanden. Lampen blev netop baaret ind af den tækkelige Kone, og Manden sad leende med en rødmusset Dreng paa Skødet, hvis Gyldenhaars Krølrand opfangede Lampelyset som i en Glorie. Og medens Vandringsmanden, støttende sig paa den knudrede Stav, betragtede dette Idyl af stille, huslig Lykke, mumlede han i Skægget: -- Saaledes kunde du nu have siddet derinde, dersom du ikke var draget ud for at søge Kundskab. Thi det er et sandt Ord, at hvo som forøger Kundskab, forøger Græmmelse. -- Da spurgte Hjorth sin Dobbeltgænger: Fortryder du da paa, at du drog ud, og ønsker du det gjort tilbage igen? -- Men Vandringsmanden, med det kongelige Sind under Stodderdragten, rettede sig stolt og svarede: »Nej, heller vil jeg være en vidende Stodder end en ukyndig Fyrste, heller en utilfreds Vis end en tilfreds Daare.« --

Men naar han foretrak det værste, hvad var der da mere at betænke sig paa?

Saa tog han Præstens Flyve-Indfald som sin Skæbnes Vink. --

Og han havde Ret. Pastor Krarups Ord var en Gnist, der vilde være slukket virkningsløst, dersom den ej havde fundet Minen forberedt. Og Minen var alle de Drifter, som den fremmede Læsning havde vakt, Vandrelyst og Læreiver, Skønhedssavn og Længsel efter nye storstilede Forhold, mod hvilke det sang i ham med en Marschtakt af femfodede Jamber, -- Trang til at føle alle sine Evner spændte i en stor Kamp.

Ogsaa Jessens Udfald mod de formentlige Grundsandheder, som han lod sine Børn ramse op, vilde være gledet ufølte af, dersom ikke hedenske Vers havde rokket næsten umærkelig ved hans Barnetro, havde lidt efter lidt smulret dens troskyldige Følelses-Grundvold bort med deres sødtklingende Rythmebølger og indskyllet en ny, hvori allerede de samme Tvivl og Spørgsmaal, ja de samme fornægtende Svar spirede, som han nu fik at høre fra en Vens Læber.

Det var ikke længer Pastor Krarups gamle skrattende Stemme, der sagde til ham: »De skulde virkelig tænke derpaa; ... De kan saamæn være Præst, naar De er et Par og Tredive,« -- det var dybt inde i ham de fremmede indladte Aander, som raabte: »Frem, frem! -- kun bort fra denne Skolestue, denne Katekismusluft, hvori vi kvæles.«

X.

-- Men Per Andersens? -- det var Hjorths første Tanke den næste Morgen. Om Aftenen havde han næppe tænkt paa Kristine.

Han gik over til Gaarden. Bonden var i Marken; de pløjede ude ved Vejen. Da han vilde tale først med ham om Sagen, gik han ud af Byen.

Det ruskregnede. Himlen var Drift bag Drift af Taager og flossede Skyer, blyfarvede eller jordgraa, med en udflydende Rustplet nede, hvor Solen var ved at gaa op. Landevejen mellem de kullede Popler strakte sig lige ud, mørkest i Midten mellem de fugtige Hjulspor, der dannede to lysegraa Bundter, som af Tove, der vare spændte ud fra èt Punkt langt borte; af og til viklede nogle Par af disse Tove sig ud fra de store Bundter og slyngede sig bort ad en Bivej. Paa den første Mark tilvenstre, over den brune Jord, trak nogle Plove sig langsomt bort med Heste, der laa hældede frem i Drættet, sank i, og hvert Øjeblik næsten gik i Staa, indtil Karlen slap Plovstjærten med den ene Haand og daskede dem paa Ryggen med Rebtøjlerne, som han havde over Nakken, medens han udstødte et langtrukkent »Ny-æ!«. -- Paa en Stenkiste ved Vejen laa en Trøje og en Madkasse. I en af de yderste Furer gik Per Andersen langsomt bort med Hænderne paa Ryggen, indtil han naàde Aavendingen, som han fulgte til det andet Hjørne af Marken, hvorpaa han ligesaa langsomt nærmede sig, idet han nu og da sparkede en Sten ned i Grøften eller tog en Klump Jord op og masede den mellem Fingrene.

-- God Dag, god Dag, Niels! ... Se nu fik vi da Has paa Davrebedet ... Du er ellers svært morgenduelig idag.

-- Aa ja. -- Hjorth var ikke for uden Indledning at bryde løs med Sagen ... Naa hvordan staar det?

-- Aa jo, -- vi kan jo ikke saà endnu, andet end pløje ... Og det er endda li'egodt hart for Bæsterne ... De gaar jo og sykker, saa det er en Ynk --

-- Hvad gør de?

-- Aa, saadan sjosker ... Marken staar jo i èt Lummer, især her hvor vi har Madjord, og -- det er jo ikke at undres paa -- etter det Nedslag ... Og -- vi kan saamæn ha'e meget tilbage endnu, det kan vi inte vide ... Nej, det kan vi inte vide, for -- her blinkede Per Andersen polisk, medens han smilende strøg sig om den magre stubbeskæggede Hage, der havde gamle Ar af Kniven -- for Hullet dèr ovenover, det er li'egodt stort.