Part 6

Ved »Die Götter Griechenlands« standsedes hans Blik af en hæslig sort Finger, som hun maatte have sat. Den stødte ham. Han fik fat i et Viskelæder og begyndte at gnide. Men dette Erindringstegn fra den Elskede vilde ikke gaa bort; det blev siddende, trodsende paa sin Ret, og han fik kun Bladet krøllet -- -- -- --

Da ihr noch die schöne Welt regieret, An der Freude leichtem Gängelband Selige Geschlechter noch geführet, Schöne Wesen aus dem Fabelland! Ach, da ener Wonnedienst noch glänzte Wie ganz anders, anders war es da! Da man deine Tempel noch bekränzte, Venus Amathusia! -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Han forstod ikke helt Ordene i den berømte Elegi, hvori saa mange Skønheder, der aldrig have været til, og saa mange uddøde Ting, der aldrig have været skønne, klages levende og grædes skønne, forvandlede af det samme Trylleplekter, som fremmanede dem. Flere af de fagertklingende græske Navne tonede gennem hans Hjærne, uden at nogen Skikkelse vaktes ved dets Kalden; -- eller undertiden var det kun, som rørte der sig i en Hjærnegrav et halvopløst Legeme for at gribe sit Navn i Flugten og suge Liv af dets Udødelighed -- men de muldnede Knogler brast, Legemet sank navnløst ned, og Navnet fløj legemløst bort. Men Lyden af hvad der saaledes fòr ukendt og halvkendt forbi -- ligesom et fjærnt Sus af usynlige Vingeslag -- den forenede sig med Grundtonen, forlængende den til det Ubegrænsede og uddybende dens Klangfarve til det Ugennemtrængtes dragende Skønhed. Det var en Aabenbaring fra en sunken Skønhedsverden, et Fortids-Land, blandt hvis Ruiner hans Tanke næppe havde traadt end sige hvilet, og som viste sig dobbelt dejligt, fordi det var hyllet i Anelsernes Disslør, saa fremmed, fordi det intet lignede af hvad han havde erfaret, og dog igen saa inderlig hans eget, fordi hans Fantasi selv maatte fremmale det med de spredte Antydningers Farver. Og medens han sad dèr i det halvmørke Værelse med de taageskoddede Vinduer, byggede det sig luftigt, krystalklart op fra det grovgraa Papir, -- svimmelhøje Søjler i uendelige Allèer, hvis fjærneste blaanende Rækker kun synede som mørkere Striber ind i den dybe Himmel, med Løvkapitæler, der gròde ud i Arkitraver af underlige Blomsterbjælker, hvorfra krummede Blade dryssede ned i en lydløs, duftende Regn og bredte et Tæppe for Fødderne af statueagtige Væsener med Guldgevanter over Elfenbenshud; ... og det grønnedes og grode op med højlændte, bjærgentrende Skove, hvis Bladesus syntes et milliontunget Kor af Træaander, og i hvis kølige Skygger Kildeskummet klang som Latterkaskader og lyste som dansende Lemmer, slyngede Arme og løftede Bryster, medens Fjældtoppen ovenover steg stenstærk op gennem bølgende Rosenskyer og syntes at forbinde Jorden med Himlen, som maatte hvile paa dens Tinde; ... og atter straalede det vidt ud som et Hav, hvori Øerne svømmede violette som Skyer i Aftenglansen, medens som store, syngende Fugle de langsejlede Snekker med Fløjteklang strøg hen derover, ud paa Dybet eller ind mod Stranden, hvorfra Marmortrapper trinede op til den murbæltede, borgkronede Stad med Templer og Paladser, Buegange og Søjlehaller, Gader og Torve, stimlende fuld overalt af skønne, glade Mennesker, Mænd og Kvinder, hyllede i Purpur og smykkede med Blomsterkranse, hvis Baand flagrede som Vimpler. -- -- --

Og med en halvbegyndt Strofe, med et: »Schöne Welt, wo bist du?« paa Læben tabte han sig i en famlende Hjemve efter det ubekendte, -- andre Mennesker, anden Natur, andre Guder.

V.

Det var under sit Ophold i Fyn, at Hjorth begyndte paa at lære sig Tysk. Med megen Besvær slog han sig gennem Læsebogens Fabler og de længere Prosastykker og naàde endelig til Digtene, hvoraf de fleste vare underskrevne med Navnene Goethe og Schiller.

Han begyndte at føle sig stolt. De to Klassikeres Værker straalede over et Par Hylder bag Glasruderne i det blanke, aareflammede Nøddetræs Bogskab i Præstegaardens Dagligstue. Det var ham, som beklædtes han med en ny Værdighed, da dette Poesiens Palads slog Fløjportene op for ham, og en af dets fornemste Beboere overgav sig i hans fromme Hænder.

Men han havde en Skuffelse. Hans sunde, lidet gennemkultiverede Natur var ikke fintbestrænget nok til at vibrere med Werthers Lidelser; hans principstrammede Seminariesind, hans kapitel-klædte og paragraf-hægtede Uerfarenhed havde ikke Ærmegab nok til at favne Lidenskabens Fritænkeri, hans Aand, der var en digegrænset Havn for Traditionens Smakker, laa ikke vindaaben for Storm- og Trængselstiden. Saa fandt han da, ligesom i sin Tid vort salige theologiske Fakultet, at Bogen var umoralsk; og herimod var der jo fra Præstegaardens Side intet at indvende.

Glimrende kronedes imidlertid hans næste Forsøg: »Wallenstein«. Der var næsten et Aars Arbejde for ham med hans mangelfulde Sprogkundskab. Vers for Vers, med Ordbogen i Haanden, maatte han hutle sig igennem »Lejren«. Men dobbelt kært blev saa det dyrekøbte, dobbelt hans eget det tilkæmpede, naar han i et flydende Gennemsyn samlede det sammenstykkede, naar Lejren reiste sig i hele sit brogede Liv, med Telttoppe og Standarter, bredkrammede, fjerbuskede Hatte og blanke Blikhuer, Sværd, Kuglebøsser og Hellebarder, Kyradser, Vaabenfrakker, posede Buxer og uhyre foldetunge Rytterstøvler, løftede Stob, Tærninger spillende paa Trommeskindet, hurtige Favntag og dristige Kys; han blev som hjemme mellem Kroater, Uhlaner og Walloner, Pappenheimske Kyradserer og de grønne Holckiske Jægere, af hvilke »den lange Peter fra Itzeho« syntes ham saa fortrolig, fordi han engang som Dreng havde været med sin Fader i den holstenske Flække. Han begejstredes for den ædle Max og forelskede sig i den fintsindede Thekla, haabede, frygtede, led med denne aandige Kærlighed, over hvis tunge Døgnliv Krigens og Forræderiets skæbnesvangre Rænkespil har spundet sine Jærnmasker. Og bag denne forskelligfarvede Forgrund, over de svirende og doblende Soldater og det sværmeriske, elskende Par, hævede sig saa Wallensteins tavse og stilhedsudbredende Skikkelse, med det magre, korsskæggede Generalissimus-Ansigt, ubevæget af drift-brutal Livslyst og af ømme Længsler, forstenet i kold Beregning, men furet af Herskersygens Ild som en Vulkan, med en mørk Skæbnetros Sky over den aarede Pande, Ærgerrighedens blodløse Dæmon midt iblandt den dyriske, nydelsessnappende Krigerrus, den blinde Tros-Fanatisme, den alttrodsende Kærlighed Haand i Haand med den altofrende Pligttrofasthed -- saaledes som Digterens Mesterhaand har udødeliggjort ham. Men i dette Hele var det ikke blot Poesien, der for første Gang tog et Tag i ham med sin kvindelig bløde Kæmpehaand: -- Historien, den han før kun havde kendt som et muskelløst, livsforladt Register-Skelet, traadte ham pludselig kødeliggjort imøde, i sit tragiske Højtidspurpur kun saa meget mere blændende for hans kritikfri Blik. For første Gang levede han i en fjærn Tid, og indaandede dens stærke Luft i sine skolestøvede Lunger. Og var der end paa Amorinvinger flagret Weimarske Følelser ind i det Pilsener Standkvarter, -- han kunde ikke skælne dem, og for ham var det ene som det andet nyt og stort.

Da han rejste fra Fyn, forærede Fru Lindekær ham en gammel Udgave af »Hermann und Dorothea«, et lille, tykt Papbind, paa hvis stive, guldsnittede Blade der kun stod en halv Snes Hexametre, og med en hvid Muse paa brun Grund som en lille Statue mellem hver Sang. Denne Bog blev hans Yndling; naar han med en Bibliofils Ømhed vendte de tykke, buklede Papirsblade, slog der ham imøde en hyggelig, forunderlig hjemlig Rhinskvins Duft, det blinkede for hans indre Syn med det kølig harmoniske Skær af den ravgule Druesaft i de havgrønne Romerglas, og paa den gyngende Guldgrund saà han sit og den Elskedes Billede, men idealiserede, ligesom gennemlyste af det ædle Spejl.

Saasnart han kunde faa Raad dertil, købte han Schillers Værker og et Udvalg af Goethes. -- Studiet af dem blev hans stadige Sysselsættelse. Uge for Uge, Dag for Dag levede han sig dybere ind i dem.

Salige Dage, I, da vor mørkefamlende Sjæl første Gang træder ud i Kunstens fulde Lys, da en ny Verden, det sande Kosmos, aftaager sig, morgenfrisk og uendelig, for vort svimlende Blik! Vore tidlig indpodede Forestillinger frostsvides før Blomstringen, vore rodspredende Følelser visne bort i tørkemætte Aarsgange, og paa en Stormdag knækkes vore Haab; -- ogsaa vore Venskaber rive sig fra os, og Skillesaaret skorpes og forhudes, ja selv de sarte Minder fra vor første Kærligheds Dage forsmaa vi ofte siden med et ynksomt Smil; -- men hvad I har saàt og bestraalet, det visner ikke, det rives ej fra os, det bliver os aldrig smaat. Ingensinde forhærdes den hin Gang fostrede Lærlinge-Ømhed overfor de Mestre, der første Gang vakte vor Aands slumrende Grundtone til Svar paa deres evige Harmonier; Tiden river os med sig, gjorder os med nye Vaaben, lader os kæmpe under andre Faner; men _dem_ ville vi aldrig angribe; ja om Nogen af os har vundet sig Hæderskranse, han vil dække _deres_ Blottelser med det selvvundne Løv, han vil rive Kransen sønder og lægge Lavrbærbladenes svalende Lægedom over hvert Saar, som en hadsk Kritik har hugget dem -- for hine salige Dages Skyld, for Indvielsens hellige Timers Skyld!

Saadanne Dage, saadanne Timer levede han.

Og dog var ikke alt nydende Modtagen, ikke alt rolig Beskuen. Der gærede Strid under den stille Flade. Ustraffet havde ej det smaakaars-vante, traditionssikre Ynglingesind givet de fyrstelige, hedenske Aander Indpas. Underlig fremmede stod de derinde, de germaniske Dioskurer, og for deres voxende Marmorkraft syntes Hyttetaget at maatte sprænges, var det end lagt med Straa fra Bethlehems-Stalden.

Men han blev sig dette kun uklart bevidst og selv saaledes sjælden og glimtvis. Og netop dette kom af Livsfaren. Langsomt gnavede det indsmuglede Giftstof paa de dybeste, dulgte Dele af hans aandelige Organisme; kun af og til strejfede Opløsningsprocessen en Nerve, som gav et smerteligt Sting.

Undertiden var det en Forestilling, som han havde gaaet og baaret tankeløs paa, som paa saa mange andre, men som nu pludselig viste sig for ham i et nyt Lys, hæsliggjort eller halvt latterlig. Det kunde komme ham paa tværs i hans Skolegærning, standse Ordet paa hans Læbe, gøre ham raadvild og forlegen; han led som af en pludselig Afasi: de Ord, hvormed der skulde tales til Bønderbørnene, vilde ikke indfinde sig, skønt han kendte dem saa godt.

Eller ogsaa kunde det være et Udtryk, som Kristine havde brugt, en af disse uvilkaarlige Bevægelser, der ofte klarere end Ord synes at aabne en Fold af det inderste Væsen, som forfulgte ham, skurrende i hans Øre som en Mislyd, irriterende hans Øje som et Støvgran. Hun havde ogsaa forandret sig i de faa Maaneder, de havde været Kærester; hun viste mere og stundom noget, han ønskede uset. Af og til maatte han, halvt ubevidst, indrømme for sig selv, at hun kunde have lignet Dorothea en god Del mer, end hun gjorde, -- for ikke at tænke paa Jomfruen fra Orleans, der ogsaa var en Bondepige.

Som oftest var det dog en vag Trang efter nyt Liv. Digtervinens kølige Gyldenblink og fine Blomsterduft efterlod hans Gane i en tungeklæbende Tørke, som et Fatamorganas Oasekilde og Palmeskygge udtørster Ørkenvandreren. Han lededes ved Brøndvand og forsmægtede efter Vin som efter en Naadegave. Men det var Dionysosbægret, ikke Nadverkalken, som hans Sjæl stundede mod.

VI.

-- Find Dem en Cigar, Hjorth ... dèr ... paa Pulten, sagde Pastor Krarup gennem Næsen, gabende over et Porcelæns-Pibehoved, som han derpaa gav sig til at puste i, til han blev ganske kobberrød i Ansigtet.

De havde efter Middagsbordet trukket sig tilbage til Studereværelset, et mørkt, tilrøget Rum, syv, otte Alen i Kvadrat, udstyret med en apostolisk Tarvelighed. Paa den ene Side af Vinduet, der kun havde en gammel, gul Gardinkappe, var et halvt overskygget Bord af ukendeligt Træ uordenlig bedækket med Tidsskriftshefter, kirkelige Blade, religiøse Piecer, Breve og Papirer; til den anden Side borede en Jærn-Seng sig ind i en lille Niche, bestemt til at huse Præsten Lørdag Nat, naar han under Inspirationens og Forfatterveernes Indflydelse skyede det ægteskabelige Sovekammer. Den graastrøgne Kalkvæg grinede frem gennem de øverste Hylder paa Reolen, hvor kun nogle sorte Salmebøger og Nytestamenter hældede sig, medens nedenunder uindbundne Tidsskrifter og forældede theologiske Bøger havde samlet ærværdigt Støv. Over den højbenede Fyrretræs-Pult med tilklattet Voxdugs-Klap hang et Par Silhouetter. En rosarød, taarnagtig Lerkakkelovn, hvis klodsede Stokværk havde portformige Gennembrydninger, ophedede Værelset til et betænkeligt Gradeantal. Men udenfor frøs Haven, vridende Frugttræernes nøgne Grene mod en zinkfarvet Himmel og med halmviklede Rosentræer ligesom Vaage-Koste stikkende op af den kagefrosne sortsmudsede og gustne Sne, medens en løsreven Vedbendgren uafladelig daskede mod en af de smaa Ruder.

-- Naa, har De saa tænkt over det? ... hvad siger De til den Idè? spurgte Præsten, idet han svøbte sig ind i den palmede Slaabrok, som saà ud til at have gjort Regensdagene med, hvorpaa han lænede sig tilbage i Skyggen og pustede store Røgskyer ud i Lyset, hengivende sig til den behagelige Søndagshvile inden Annexturen.

Hjorth gik og drejede sig urolig paa det knapt tilmaalte Gulv, vuggende i Hofterne, sugende og tyggende paa Cigaren, som der ikke var Træk i.

-- Ja det, som Præsten siger, det -- kunde jo ikke være saa galt ... Jeg har saamæn ogsaa nok Lyst ... skønt det skam aldrig før er faldet mig ind ... Men -- Sagen er, jeg vèd ikke rigtig, hvordan det skulde kunne lade sig gøre --

-- Aa, naar De selv har Lyst, saa ... Der findes altid en Udvej, -- det ... De har jo ogsaa nogen Penge, har De fortalt mig ... Naa, ja, ja -- det er ikke mange ... men med lidt Sparsommelighed ... Og naar De først er blevet Student, saa kan De jo ogsaa informere noget ... Aa, saadan noget kommer man ud over, det -- kommer -- man -- ud -- over.

-- Saa synes jeg jo ogsaa nok, det er lidt sent at begynde paa Studeringerne.

-- Sent? ... naa, ja ... men -- De er jo dog en ung Mand, Hjorth ... hvad? ... De er jo en pur ung Mand --

-- Ja, jeg vèd dog ikke, svarede Hjorth smilende, idet han gyngede sig paa det ene Ben. -- Jeg synes nu, jeg begynder at ældes, jeg er saamæn snart fireogtyve --

-- Aa, men saa er De jo en ren Grønskolling, hi, hi, hi ... Fireogtyve! ser vi det, ser vi det! ... Ja, vèd De hvad, saa kan De saamæn ogsaa være Præst, naar De er et Par og Tredive, og saa har De jo endnu Livet for Dem ... Og saa er det jo da noget ganske andet ... Ja jeg mener ikke nærmest materielt, -- skønt vi er jo da alle noget Materialister, -- men en Mand som De, De vil ikke i Længden kunne føle Dem tilfredsstillet ved Skolelærer-Virksomheden. -- De stræber videre ... De er som en Ælling mellem Kyllingerne, De vil i Vandet, he! ... Nej, De behøver saamæn ikke at fortælle mig det, jeg har jo nok mærket det, og saa var det dette herre faldt mig ind ... Se Præst, det bliver netop noget for Dem, De har jo gode Talegaver -- jo, saamæn har De det, De taler rigtig godt for Dem, og saa har De en ypperlig Hukommelse, -- De vil netop kunne blive en Prædikant.

Og Pastor Krarup skelede mismodig hen til nogle Papirsblade paa Bordet, paa hvilke hans Pen havde arbejdet fra om Mandagen af, for at faa dem fyldt med en maadelig Prædiken, som han saa endda maatte læse op. Han var ingen Prædikant.

-- Ja men, det er jo ikke blot det, som det kommer an paa, og -- hvad der gør mig tvivlraadig er, at jeg synes, jeg mangler Kaldet.

-- Saa, hvordan det? De føler alligevel ingen rigtig Lyst?

-- Jo paa en Maade nok Lyst -- men, jeg vèd ikke rigtig, hvad jeg skal sige -- jeg er bange -- jeg -- det at være Sjælesørger for en Menighed, det forekommer mig saa stort et Ansvar -- og saa synes jeg ikke, man bør tage sig det paa, naar man ikke drives af et indre Kald --

-- Ganske vist, det -- er jo meget sandt, -- saadan i Almindelighed ... Men alligevel, jeg tror ikke, De skal hænge Dem for meget i det, Hjorth ... Man--n -- kan saamæn ogsaa gøre for meget Væsen af det indre Kald, det ved Gud man kan ... Der er mange unge Theologer, der mener, det skal komme over Dem paa èn Gang, ligesom med Ildtunger, ved Ordinationen ... Det er ligesom Konfirmanderne, naar de første Gang kommer til Herrens Bord ... Men--n, det gaar jo ikke altid saadan. Vor Herre har de mange Veje, han vèd bedst, hvorledes han skal komme til hvert enkelt Hjærte ... Det er som vi synger i vor gamle Salme: Her vil ties, her vil bies --

-- Men der er dog ogsaa dem, der bier, og saa kommer det aldrig alligevel ... Jeg kender Gejstlige, som jeg synes maatte have passet bedre i en anden Stilling --

-- Naa, ja, De tænker paa Provst Storm --

-- Ogsaa paa ham, ja.

-- Vor kære Provst er ganske vist ingen Aandens Mand, men -- har Vorherre ikke alligevel faaet Brug for ham, stillet ham paa en Plads i sin Kirke, som -- ja jeg vil ikke sige, han udfylder den, men han virker dog meget -- anerkendelsesværdigt? ... Nej, naar det slet ikke kommer, saa er det vores egen Skyld; Naadens Haand er altid aaben imod os, det har vi Guds eget Ord for ... Aa, men vær De blot ikke bange for det ... Vorherre lægger sin Velsignelse til, naar De blot tager redelig fat ... De er jo et kristeligt Menneske, og efterhaanden som De ved Videnskabens -- hm! -- Haand trænger -- dybere -- ind i -- disse -- hm, hm! -- evige Sandheder ... De skal se, det vil alt vende sig til det bedste.

Pastor Krarup tog fat paa sin Pibe, som var ved at gaa ud; efter at have hindret dette og indhyllet sig i friske Tobaksskyer, kom han atter tilbage til sin nye Yndlingsidé med en betænksom, haardnakket Stemme, der syntes bestemt paa at fjærne alle Hindringer.

-- Og selv om det nu ikke netop blev som Præst, saa -- man vèd jo ikke, hvordan det kan føje sig -- der kunde jo ogsaa aabne sig andre Udveje -- -- for Exempel som Videnskabsmand, som Universitetslærer -- det er jo ogsaa en velsignelsesrig Stilling, for dem der -- ikke sandt? -- Nu -- der er jo for Exempel den nye theologiske Professor, Doktor Petersen, -- en udmærket dygtig Mand, ganske udmærket -- han er ogsaa bondefødt, -- ja, han er saamæn her fra Sognet ... Jeg har kendt hans Forældre godt ... De bòde omme bag Møllen ... Det var Husmandsfolk, simple Husmandsfolk ... Ja, -- dèr kan man se!

-- Men han kom vel som Dreng til Studeringerne?

-- Ja--a, jo vist gjorde han det ... Men det har saamæn ikke noget at sige. Han er endnu en ung Mand ... Hvis De blev noget ældre Professor, saa kunde det saamæn gaa an endnu ... Men jeg synes Kakkelovnen ryger, -- brød han pludselig af, idet han rejste sig.

-- Ja, den er ikke helt fri for det.

-- He, det er dog ellers mærkeligt! ... Det er ellers saadan en udmærket Kakkelovn, den er billig, og saa varmer den og holder Luften god, den ventilerer, aah! -- jeg behøver slet ikke at lukke Vinduer op ... Min Eftermand, han vil saamæn komme til at prise mig mange Gange for den Kakkelovn, -- ja, for jeg har jo selv ladet den sætte op, det er min Idè; -- nej, disse nymodens -- hvad er det nu? -- Magasinovne, det er jo noget Jux, det er jo noget Jux, -- til at kvæle Folk med ... Det er saamæn ogsaa mig, der har fundet paa at lave den Niche herinde til Sengen, som der ellers ikke var Plads til ... Ja, min Eftermand, han -- han vil saamæn ikke komme til at bande mig ... Ak ja, man bliver gammel, Hjorth -- man kommer til at tænke paa Eftermanden ... ~Serit arbores, qvae alteri saeculo prosient~, som det hedder i Cato major ... Naa ja, det er sandt, De forstaar ikke Latin.

-- Nej endnu i al Fald ikke.

-- Men siden maaske, hvad? ... Saa kunde det hændes, jeg kunde faa Dem til Kapellan, Hjorth; -- hvis jeg kan holde ud saa længe.

-- Aa, hvad det angaar --

-- Ja, ikke sandt, jeg er igrunden ganske rørig af min Alder, hvad! ... Jeg tror skam, jeg kunde danse en Wiener-Vals endnu ... Men, ih du Fredsens, er den halv et! ... Saa maa vi skam ... Ferdinand, Ferdinand! ... Naa, dèr kommer han allerede for Døren. -- Stine! har du pakket Kjolen ind? og den _gamle_ Præstekrave?

VII.

-- Det er sandt, saa var der jo ogsaa denne Sag -- dette med den ny Præst i Ovnstrup, sagde Godsforvalter Ravn, idet han satte sig tilrette i Kontorstolen, som han havde været i Færd med at springe ned fra. -- Han ... hvad er det nu?

-- Frederiksen.

-- Ja vel ... Har De set Regnskaberne efter, Jessen?

-- Jo, vist har jeg saa -- men --

-- Naa, hvordan --?

-- Ja, Godset har jo leveret Kaldet de otte Favne Brænde i lang Tid. Vi har det tilbage i forrige Aarhundrede, saa det har faaet Hævd.

-- Hm! -- ja, det tænkte jeg nok, sagde Ravn, og lænede sig tilbage, dinglende med sine korte Ben, mens han trommede med et Penneskaft paa den tilklattede Voxdug.

-- Desuden fortalte Pastor Frederiksen mig forleden, at han havde truffet Greven i Selskab, og Greven havde været meget forekommende og sagt, at det maatte være en Misforstaaelse, -- han skulde naturligvis have Brændet ligesom Formanden --

-- Naa saadan -- ja vel! -- he! Godsforvalterens lille runde Mave syntes at ryste af en stille Latter, der tilspidsede hans Læber og fik et musikalsk Udtryk i en lang Fløjtetone. Derpaa kastede han Pennen, gav Voxdugen et resolut lille Slag med Haandfladen, og idet han pludselig hoppede ned fra Kontorstolen, sagde han:

-- Ja, hør vèd De hvad, Jessen, -- De kan saamæn godt skrive til Prokurator Meyer imorgen.

-- Hvad mener Godsforvalteren? -- om --

-- Ja, netop ... Jo, gu fører vi Sagen, sagde Ravns mest mjavende Fistelstemme, medens hans missende Øjne glædede sig over deres overlegne Skarpsynethed.

-- Men naar vores Bøger -- --

Men en nedladende, belærende Pegefinger prikkede Jessen paa Brystet: --

-- Ja men, det er de andre, der skal føre Beviset, go'e Mand! ... Nej, gu udleverer vi ikke vores Bøger ... Ja, lad dem forlange dem ... Vi vèd ikke noget af det; -- Regnskaberne er kommet bort; der har været en rædsom Uorden paa Godskontoret -- i den forrige Forvalters Tid naturligvis ... Lad De bare Meyer om det, han er ikke saa -- --. Nej, de andre, de har sgu ikke deres Papirer i Orden; aa Gud, saadan Præsteregnskaber, nej, det kender jeg saamæn ... Hvem er det, der gaar over til Dem? -- aa, det er jo Lærer Hjorth, -- ja det er sandt, nu skal han nok ikke være Lærer mer --

-- Hvordan det?

-- Naa har De ikke hørt det? jeg trode, han var saadan en intim Ven af Dem. Jo, jeg var saamæn i Selskab hos Pastor Krarup i Aftes, -- en lille Lhumber, forstaar De -- og han fortalte, at Hjorth vilde til København og studere Theologi; -- det var saa godt som afgjort. -- Det passer sig jo ogsaa meget bedre for ham ... Det er jo en opvakt Fyr ... Og det er et net Pigebarn, han er forlovet med; -- nysselig skabt, -- det ved Gud -- --

Godsforvalteren havde stampet sine Støvler fast i de pletfri Galoscher; den lille rundpullede Hat, hvis silkeglinsende Filt han havde glattet med Albuen, satte han paa sit skaldede og altfor flade Hoved, hvor den syntes at have siddet fra Fødslen, fuldendende Ryggens og Nakkens ærværdige Kurve med sin agtbare Kuppel, -- og hans behandskede Haand strakte sig velvillig frem: --

-- Farvel, Jessen.

-- Ja, saa var der endnu, siden vi var ved Ovnstrup, det med Kirken. Vi skulde vel snart til at tage fat paa den -- Synet udsatte jo en hel Del, og De husker nok, vi lovede Provsten, at Vaabenhuset, -- ja De var jo selv med --

-- Ja vel, ja. -- Aa, men lad os nu se, om de kan tvinge os til Brændet ... Hvor kan det ellers være, De er bleven saa kirkelig? ... Naar det endda var mig, hvad? ... men De, -- he, De skulde saamæn høre, saadan som Pastor Krarup --

-- Aa, det er blot det, at jeg synes, naar man har lovet noget --

-- Saa, synes De det? -- he! det var da ellers en àparte Mening, afbrød Godsforvalteren ham -- med forkert Betoning paa »aparte« ... Nej, ser De, naar man har lovet noget, saa er den Sag jo overstaaet ... Men apropos om Deres Kirkelighed, -- hvad er det, Pastor Krarup fortæller, at De ikke vil lade Deres Datter konfirmere?