# Germanernes Lærling ## Part 5 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/germanernes-l-rling-41277/index.md Henrik Larsens Ord den Aften havde jo været mer end et halvt Tilbud, og Kristine begyndte at sammenligne ham og Hjorth. Hun var mandvoxen, og hun vilde have en Mand; det var dem, Valget stod imellem. Det var begge to kønne Fyre; Henrik Larsen højere og kraftigere, men saa havde han et dvask Udtryk og stridt Skæg, medens Hjorth havde smukke graablaa Øjne og et blødt, blond Skæg, som hun havde Lyst til at stryge gennem Fingrene. Henrik havde jo rigtignok mere poleret Væsen end som de andre Karle, men han var dog ikke saadan en pæn Mand som Hjorth, og saa kaldte han hende »Ki'sten«; desuden havde hun en Anelse om, at han ikke vilde være let at tumle, selv om man havde ham, og saa gjorde han jo Jav med saa mange Piger, saa man kunde dog ikke vide, hvad det blev til, naar det kom til Stykket, hvorimod det med Hjorth, det havde man da Redelighed paa. Henrik var langt det bedste Parti, det var ikke aa nægte; men der var det ved Hjorth, at hun syntes, han var et finere Parti. Ikke fordi han var Skolelærer; men det volded det, han havde fortalt hende om sin Barndom og om Forholdene i Slesvig; disse sønderjydske Bønder forekom hende at høre til en højere Samfundsklasse. Naturligvis ikke paa Grund af deres Patriotisme og de »højere Interesser«, for alt det blæste hun et langt Stykke; det var dog ikke andet end Vind og Vejr, som der ikke kunde komme noget ud af; -- nej, men dette at de havde en ordenlig Dagligstue med Klaver og pæne Møbler og Puder ligesom oppe hos Præstens, og at Mændene, naar de var til Gilde, havde sorte Frakker og hvidt Linned og Konerne Silkekjoler -- et Klædningsstykke, hun aldrig havde set -- det var da noget, man kunde tage og føle paa. Og saa var hans Fædernegaard paa 130 Tdr. Land. Det var jo en hel Proprietærgaard! Lindedal i Fredløse Sogn var kun 120, og dèr boede en rigtig fin Herre, som hun havde set køre til Jagtselskab paa Skovvang, naar Greven var hjemme. -- Hjorths Vægtskaal sank. -- -- -- -- Det var en af de Maaneskinsaftener, i hvilke Yderslevs Ungdom havde for Skik at sværme. Ved det Lav ni viste der sig hist og her, udenfor en Port, i den yderste Gang af en Have ud til Vejen, enkelte Skikkelser, Par eller smaa Klynger. Saa kom der ned ad Gaden en Række ganske unge Piger, med hinanden under Armen, dinglende og puffende til hinanden, snart midt inde paa Vejen, snart ude ved Grøften, hvor den yderste hvinede, -- alt sammen under en sagte Sang, der gik itu i en undertrykt Latter og begyndte igen. De ensomme Skikkelser og de enkelte Par sluttede sig til dem; Pigerækken blev brudt af dristige Drenge og unge Karle; nu var det et helt Tog, der meget højrøstet drog forbi Gaarde og Huse, indbydende de nølende. Blandt de Par, der havde sluttet sig til Pigerne, var Henrik Larsen og Kristine; blandt de nølende Hjorth. Henrik Larsen bode paa sin Faders Gaard, der var flyttet ud en halv Fjerdingvej fra Yderslev. Han var kommen tidlig til Byen den Aften og havde besøgt Per Andersen. Saa havde han henad ni foreslaaet Kristine, at de skulde slikke Maaneskin. Det fandt hun ingen Grund til at afslaa, skønt hverken hun eller Forældrene syntes rigtig om det. Især mente Moderen, at det Jav i Maaneskin tidt var noget ugudeligt noget, og saadan i Efterhøsten kunde det let slaa sig paa Brystet; hvortil Henrik aandrig svarede, at dèr sad jo Hjærtet. Hjorth havde rejst sig fra sine Bøger, saasnart han saà Toget komme forbi. Han skraade over til Per Andersens og fik at vide, at Kristine var ude. Paa Gaden var der ingen at se. Saa gik han om bag Sognefogdens Gaard, hvor Aftenens selskabelige Del plejede at foregaa. Paa den lange Bænk op til Længen langsmed Keglebanen havde Selskabet taget Plads. Kun nogle Drenge og ganske unge Karle stod op ved Enderne. Henrik og Kristine sad i Midten. De var som sædvanlig begyndt at synge. Oktobernatten var mild og stille. Gadekæret foran laa tinblankt med en sort Stribe inde under Hyldebuskene, hvis bunkede Masser ludede som Svampe, der havde suget Vandglansen op i deres umættelige Mørke, medens ovenover de yderste Blade paa Hængepilene drejede sig som Sølvlancetter. Lidt længer borte stod Kirken med Tagets og Taarnets takkede Gavle massiv mørk mod en disblaa Himmel, hvis Stjærner tindrede mat gennem et fint Maaneslør; ved dens Fod, paa den høje Kirkegaard, grinede et Par Marmorkors. Der var en fugtig Glans paa de læderblanke Valnøddeblade, som hang ud over Havegærdet, krydrende Luften med deres æggende Duft, og Karvillerne glødede i en mørk Karmoisin. Rundt om gled Maanelyset blødt ned over de mossede Straatage og sad fast, med en kold grønlig Tone, paa Længernes Kalksider. -- Kun et enkelt stikkende rødt Lys brød forstyrrende ud af denne afdæmpede Farveharmoni, der fortonede sig over den fredelige Landsby. Det værste Livstykke blandt Karlene, en ung Spirrevip med smaa hvidlige Knebelsbarter, havde netop som en Indrømmelse til denne vemodige Nattestemning sunget for i den gamle, højdrøvelige Vise om Herman og Amanda, og under ualmindelig langdrævede, sløjfede Toner var Amanda gaaet tilbunds med sin ulykkelige Kærlighed. Nogle unge Pigeøjne stirrede endnu sentimentalt ud paa Gadekæret, hvor den sorte Stribe syntes at være et Hul i Tinfladen, en aaben Oubliette. -- Nej hør nu, raabte Henrik Larsen, nu vil vi sgu ha'e en ordenlig gemytlig Vise oven paa det Klynkeri. Og saa en, hvor vi alle kan synge fra Leveren. -- Ja op med en, Henrik! -- Nej, jeg har jo sunget for. -- Aa ja, du har ka'ske sunget nok for iaften, sagde Kristine. Karlene lo og de unge Piger stak fnisende Hovederne sammen, idet de gottede sig ved Erindringen om et Par utvetydige Viser fra Sangerindeknejperne. -- Nej nu staar Læreren for Tur, raabte Henrik. Lad ham vise, at han kan synge for udenfor Kirken ogsaa. -- Ja, dèr har du nok inte meget Plaser af hans Stemme, bemærkede Kristine. -- Lad gaa da; men saa gælder det en Plads midt paa Bænken, sagde Hjorth, der stod op foran dem, lænende sig til Keglebanens Kuglerende. Kristine gjorde Plads for ham ved Siden af sig, idet hun skubbede Henrik helt over paa et fyldigt Pigebarn, der hvinede og lo. Hjorth valgte en Kærlighedsvise, der var paa Mode det Aar, og som endte med de beskedne Ord: Du kan aldrig faa en bedre Mand, End naar du gifter dig med mig. -- Medens hele Rækken skraalede denne Slutning i et begejstret Kor, trykkede han Kristines Haand, og hun besvarede Trykket, idet hun bøjede sig frem og lo. -- Det er en flot Vise den, en der er Resong i, udbrød Henrik ... Hvad beha'er, Ki'sten? ... hvad siger du? -- Jeg siger, at Visen kan være god nok, men man skal være en anderledes Karl end du, for at kunne synge den, svarede Kristine, idet hun hurtig rejste sig og undgik den Arm, han vilde lægge om hendes Liv. -- Jeg synes Ki'sten er saa fælt vrangvillig iaften, Henrik, bemærkede det fyldige Pigebarn paa hans anden Side. -- Hvad siger du til en Runde bagom Haverne? -- Jeg siger: »Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur,« sang den ufortrødne Henrik Larsen, idet han indtog en beleven Positur. Selskabet opløste sig. Den spredte, farligere Del af den natlige Sammenkomst begyndte. Hjorth og Kristine gik Arm i Arm ud af Landsbyen hen ad Chaussèen, hvor Enge og Marker under Vand blinkede langt bort til begge Sider, ind gennem en lille, forsømt Skov, paa hvis affare, græsbløde Vej de lydløst bristende Dugperler knustes under deres Fødder, medens Perlemor-Lyset rundt om fik aandeagtige Tinter af det hektiske Høstløv, skraanede som brede Sølvbarrer ned gennem Granernes Mørke og syntes ude paa den purrede Rydning at have sammentyndet sig til et Net af haarfine Glastraade, der tindrede fra Straa til Straa, fra Busk til Busk. Saa vandrede de langsomt hjem ad en Bivej, der vandt sig langsommelig op over et enligt Bakkedrag, hvorfra der aabnede sig en Udsigt mod Syd over et taagehvidt Hav, der bredte sig saa langt Blikket kunde naa, afbrudt af hemmelighedsfulde Øer og underlige Landtunger, medens Horisontens Skyer begrænsede det, som en eventyrlig Bjærgkæde af Sølv. Saaledes stod han i dette lykkelige Øjeblik, medens hans Arm laa om hendes Liv, og stirrede ud paa et feagtigt Arkipelag, som syntes at tilhøre en anden Natur, dèr, hvor man i det nøgterne Dagslys kun fik Øje paa en temmelig flad og almindelig sjællandsk Egn. IV. Skolestuen er mørk og kold. Det lave Rum staar fuldt med en Del af den dryppende Taage, der udenfor lader alt smelte og synes at faa Stenene til at græde -- selv de grovkornede Kampesten i Lars Persens Længe; -- men her indenfor er den tilsat med Osen af dampende Klæder og med snavset Lugt. Gulvet er tilsølet med hvad der kan klæbe til en Snes Træsko af det sjappede Snepløre, som siver og pytter sig ud paa Gruspladsen og den opkørte Landevej. Iført en gammel Vinterfrakke sidder Hjorth paa Forhøjningen bag den sorte Pult, tæt ved en lille, fritstaaende Kakkelovn, der synes at holde sig usikkert paa de fire tynde Jærnben eller snarere hænge i det klodsede Rør, der knækker sig frem hen under det gistne, sodede Gibsloft. Men Ilden er for længe siden gaaet ud, og i den klamme Kulde kommer man til at fryse endnu mere ved at se paa den. Hjorth knapper den øverste Knap, Børnene puste paa deres røde Fingre, gnide sig i Hænderne og slaa Knoene sammen. De mindste Piger lade deres smaa Ben svinge som Penduler; hist og her begynder en Dreng at trippe og stampe, indtil han faar et irettesættende Blik. Over alle disse blonde Hoveder synes Kedsomhedens usynlige Aand at svæve -- som en Husgud. -- Men var der da ikke andet end Øde og Tomhed, Jens Peter? -- Jou--ou, -- ded svæved over Vandene. -- Naa, ... men hvad var det, der svævede? ... Det maa du da nok kunne huske. -- Aa ... maa jeg, maa jeg? ... Mange frostholdige Fingre strittede ud i Luften, dirrende af Kundskabens Kløe. Hjorth nikkede, og Koret raabte: »Og Guds Aand svævede over Vandene.« Nu gik det raskere. Der var kommen en skrap Dreng op, som plaprede Lektien frem, saa at kun et øvet Øre kunde følge denne ensartede, pludrende Strøm, der pludselig stoppede op med Eftertryk paa et ubetydeligt Ord, for derfra at styrte sig videre, rivende Ordene sammen og adskillende dem uden smaaligt Hensyn til Meningen: -- »-- Og han lod Jorden fremskyde Urter og Træer den fjerde Dag _satte_ -- Gud de lysende Legemer paa Himlen Solen Maanen og de andre Stjærner _til_ -- at lyse for Menneskene om Dagen og om Natten og til _at_ -- inddele Tiden efter den femte Dag skabte -- --« Men han afbrødes af en bleg, kertelsvag Dreng, der ikke forstod, hvorledes der kunde være lyst tre Dage før Solen og Maanen og Stjærnerne blev skabte til at lyse. -- Hjorth var paa Nippet til at komme frem med sin Lærdom fra Godet, at netop den moderne Videnskab havde vist Muligheden af dette, som de Vantro længe havde spottet over; Lyset kunde f. Ex. komme af Elektricitet ved Polerne; -- men han erindrede, at disse Oplysninger ikke vilde blive til stor Opbyggelse for de smaa Tilhørere, og indskrænkede sig med et stille Suk til den Bemærkning, at naar Gud vilde det, kunde det ogsaa være saaledes. Den blege Dreng saà ud, som om han dog vilde have ansèt det for mere hensigtssvarende, hvis Vorherre strax havde skabt Sol og Maane og Stjærner. Men Mængden var tilfredsstillet, saa meget mere som den med levende Misnøje havde set Tvivleren afbryde hin rivende Strøm, der hurtig syntes at maatte bringe dem til det forønskede Maal. Fra nu af gik Overhøringen fortræffeligt. Efterhaanden kom der mere Liv i Børnene. Og til Slut sang hele Klassen det sidste Vers enstemmig, med en Understrøm af Jubel, der passede for de gladsynede Ord: -- Og Gud saà alt hvad han havde gjort og se det var saare godt og det blev Aften og det blev Morgen -- den sjette Dag men paa den syvende Dag hvilede Gud fra al sin Gærning, og han velsignede og helligede den syvende Dag. Den syvende Dag var den næste, og den sidste Time var strax udløben; -- derfor Jublen. Hjorth indsaà, at der hverken var Tid eller Stemning til Meddelelse af de nærmere udførende Betragtninger, som han havde forberedt sig paa. Det kom ham i Grunden tilpas: -- han var ikke oplagt. Thi pludselig, medens Klasse-Koret læste, havde der blandet sig deri en gudsbespottelig Røst: -- »Natürlich, wenn ein Gott sich erst sechs Tage plagt, Und selbst am Ende »Bravo« sagt, Da musst' es 'was gescheidtes werden.« Han kunde ikke slippe for at høre dette mephistopheliske Vers, der pludselig var manet frem fra en Krog af hans Erindring, hvor det maatte have ligget skjult, kringelrullet som en Slange, indtil det nu krøb frem, som lokket af Fløjtetoner, spillende med sin Giftbraad. Han havde moret sig med det i sit eget Værelse; men her i Skolestuen var det en uhyggelig Fremmed, en brødebringende Gæst, skønt ubuden. At det her kunde hvisle og kniske sin Spot ind i hans Øre, som her kun var vant til at fyldes af en skikkelig drævende og plaprende Enfoldighed! -- Han var næsten bange, for at Børnene skulde høre det; det var ham en stor Lettelse, da de modrede ud af Stuen med megen Raslen af Penalhuse og Klirren af Grifler mod Tavler, med den overstrømmende Gækkevornhed, som Skoletiden med sin religiøse Slutning havde dæmmet op for. Siddende paa Kathedret saà han sløvt ud ad Vinduet, da de løb, trippede eller vadede over Gymnastikpladsen, puffende til hinanden, medens Pytterne sprøjtede om dem. -- Saa gik ogsaa han ud af det tomme, uhyggelige Rum, skrævede over den lille Gang, hvis hulslidte Murstensgulv var fyldt af en stor Pyt, og traadte ind i sin Dagligstue. Det var et middelstort, tofags Værelse, med sirtses Gardiner uden Kapper trekantet for Vinduerne. Ved den længste Væg stod en aldrende sort Sofa med et gammeldags rundt Mahognibord foran. Det gulbrune, stiftmønstrede Tapetpapir glode overalt i sin nye Grelhed; kun over Sofaen afbrødes det af et fugtplettet Lithografi, hvor bagved den baadfyldte Dam Haderslevs lange Husrække strakte sig, omgjordet af Haverne ned mod Vandet og overraget af Marie-Kirkens høje Tag med det lille Midterspir som en Pegepind op mod Himlen; -- og ligeover for, over det lille spinkle Skrivebord, hvis Mahogni var blevet gult og mat, hang der en Gruppe smaa, afblegede Portraiter. En gammel Violin, hvis sprungne Strænge faldt ned som Spiral-Haler, og et perlesyt Pibebræt dannede Pendanter hver paa sin Side af Sovekammerdøren. Den ene Hylde paa en lille Hængereol glimrede med en Række brede, stærkt forgyldte Bogrygge, medens den anden havde en lurvet Befolkning af medtagne Skolebøger. -- Der var en behagelig Lunhed, og bag Kakkelovnsristen spillede nogle vævre Luer; han stak en Fidibus derind og tændte sig en Pibe; medens han bakkede stærkt og med inderlig Velbehag saà Røgen sprede sig i Værelset, pikkede det paa Vinduet og en Næsetip klistrede sig fast paa den graa Rude. -- Aa, er det dig, din Strik? saadan som du kommer og forskrækker mig! raabte han leende, da Kristine strax efter traadte ind. Hun havde for Sølets Skyld løftet Skørterne meget højt op foran i sin venstre Haand. Nu lod hun dem falde for at slynge begge Armene om hans Hals og faa et Kys. -- Ja vel er det mig. Jeg løb herover, saasnart jeg saà Ungerne gaa ... Har du kløt dem noget idag? -- Det vèd du jo nok, jeg ikke plejer. -- Da havde de ellers godt af at blive hærpede, de skidne Unger, især Tøsene ... De var da uvane nok i min Tid. -- Din Fader plejer at sige, at man kører bedre med Havren end med Pisken. -- Ja, men han kører ogsaa saa magsomt. Nej, da skulde du set, jeg kørte i Foraaret hjem fra Marked med Henrik Larsen. Det gik som det var smurt ... Han kørte dem ogsaa ordenlig af, de røde ... Tju -- tju! ... Der er da li'egodt Driv i det. Hun stod og svippede i Luften med Spanskrøret, som hun havde fundet i en Krog. Men da hun bemærkede en misfornøjet Trækning om hans Næsebor, kastede hun det, satte sig paa Skødet af ham og redte med sine krummede Fingre hans bløde, krusede Skæghaar. -- -- Se nu ikke saa mislunt ud du, Niels ... Det var jo bare mit Spøg ... Jeg kan jo netop saa godt lide dig, over det at du er saadan en skikkelig En ... For du er da vel ikke krusho'edet paa Henrik? ... Hvad? ... en bitte Kende? -- Vist ikke! ... Jeg tror du vil. -- Hjorth følte sig lidt urolig ved at have det kærnesunde Pigebarn paa Skødet og blive klappet og kysset. Han blev køligere, end han mente det. Men hun lod ikke til at mærke noget. -- Ah! det lugter bedre end Faders, udbrød hun, idet hun indaandede Tobaksrøgen. -- Lad mig prøve? -- Og hun forsøgte at ryge, idet hun nød at suge paa den Pibespids, han lige havde haft i Munden; det morede hende at puste Røgen langt bort med fremspidsede Læber og endnu mere at faa den i Vrangstruben, -- indtil hun træt af Latter og Hoste lænede Hovedet til hans Skulder, medens hun erklærede, at Tobak var noget ledt Griseri. -- Nej, men hvor du har det rart varmt, sagde hun saa pludselig, idet hun rejste sig ... Havde jeg vidst det, saa havde jeg beholdt mine Træsko, og spjættet dem af i Gangen, og saa var jeg gaaet herind paa Hosesokker til dig -- -- Lige som i gamle Dage, naar jeg skulde læse Lektier med dig -- -- Ja, kan du huske, hvor jeg var en dum Tøs? Ja men, hør, var det nu ikke ogsaa noget fælt Vrøvl? Daaben er ikke blot Vand alene -- men, men, ... ja hvad for Pokker var det nu? ... Aa nej! jeg trode altid, det var blaat Vand, ligesom det bliver, naar vi har vasket i det -- -- Fy, skam dig Kristine! -- Ja, det er godt, jeg ikke skal være Lærer ... Nej, men vil du nu bare se, hvordan jeg har smusket mine nye Støvler til bare for at sjoske herover. Hun løftede igen Skørterne unødvendig højt op, saa at hun fremviste sine kraftige, blaastrømpede Smalben. -- Lad mig se! de stakkels Støvler! sagde Hjorth, idet han bøjede sig ned. -- Nej, fy dog ... Maa jeg nu være her? ... -- Saa staa dog rolig ... Jeg kan jo ikke se, om Støvlen er kommen noget til. -- Nej, vær nu ordenlig, Niels! ... Nu skal vi til at tale alvorligt ... Lad os sætte os i Sofaen ... Saa, nu leger vi Mand og Kone -- ja, det vil da sige, saadan til Maade. Han satte sig ikke hos hende i Sofaen men lige over for, med Bordet imellem. Saa begyndte de paa Planerne. De kunde maaske sætte Bo til Sommer. Det maatte være meget indskrænket; en Pige til Stadighed kunde de ikke holde; men Kristine kunde ogsaa magelig besørge de Dele. Forresten burde han gøre Vrøvl om den jordlod ude ved Præstestien, som havde været paatænkt til Skolen; naar det galdt Svigersønnen, maatte Per Andersen vel kunne tumle de andre Sogneraadsmedlemmer. Ogsaa med den Forøgelse var Embedet ligegodt for lille til at blive i, navnlig naar nu Børnene kom til; -- men Provsten var ham god, saa naar der blev et større ledigt i Provstiet, kunde han vel nok gøre sig Haab. -- Jou vel, -- Pro'sten og Præsten og de Folk, de li'er dig jo svært godt, over det at du er saadan en ivrig Højremand. Men at, det er dog li'egodt ikke saa behaueligt; for det volder, at Bønderne ikke saa gærne vil ha'e dig, for i denne Tid er de jo svært ivrige. Og det er dog dem, der kalder. Det si'er Fa'er ogsaa, han si'er bestandig, at det vil skade dig meget ... For her kender de dig jo nok, og de holder da li'egodt ikke af det; -- og saa paa et nyt Sted -- -- Jo, det er desværre sandt nok. Men det kan der jo ikke gøres noget ved. -- Ja, se at, jeg synes nu gærne, du ku' la'e det være. Jo, hør vèd du hvad, Niels, -- det er jo da li'egodt noget Vrævl baade det ene og det andet, og -- jeg forstaar inte noget af det, og det kommer da'tte os ved, og -- der kommer da heller ikke noget ud af det, og -- saa ku' du da gærne være li'esom de andre -- -- Men kære Kristine -- -- Se nu er der jo for Exempel Beck -- -- Ja, men han mener det jo. -- Jou, men se at, det ku' du jo ogsaa mene. -- Men du kan da ikke mene, at jeg skal være enig med dem, der altid udskælder det Parti, som jeg har set op til fra min Barndom. -- Ja Barndommen -- det -- vi ser jo op paa saa meget i vores Barndom -- og siden saa bli'er vi jo da li'egodt store paa det og ser ned paa det -- -- Ja, men jeg er nu ikke voxet det over Hovedet, -- det er Beck maaske, men jeg ikke ... Og du kan da ikke forlange at jeg skal gaa sammen med de Drøvtyggere, som ikke bryder sig om andet end om deres Marker og ikke engang vil forsvare deres Land ... De har jo slet ingen Fædrelandskærlighed, og saa vil de endda regere! ... De bryder sig ikke noget om Slesvig. -- -- Jou, det er jo meget drøveligt med det smukke Land og saadan nogen store Gaarde paa over hundrede Tønder Land, at de skal gaa i Tyskens Lomme -- det er saa vist -- og -- det si'er Fa'er ogsaa, og -- han skylder da Højre for, at det er kommet saa akavet afsted -- -- Det er jo uforskammet! det er en dum Løgn, som han har faaet tudet i Ørene af Venstreførerne! ... Nej det er til at blive gal over! -- at man vover at sige saadan noget om de Folk, der har elsket os og grebet til Vaaben for os og -- -- Hvad har saa disse Tørvetrillere her gjort for os? -- Ja--a, -- der var jo da nu min Morbro'er Per Jensen i Vindrup Overdrev, se at -- han er jo da li'egodt fulden ved Dybbøl. -- Naa ja, Herregud! det var han jo nødt til, naar han blev indkaldt og en Kugle ramte ham; -- havde han været en prøjsisk Bondekarl, var han maaske ogsaa falden ved Dybbøl ... Nej men Viljen, den var hos de andre, hos Folkets Ledere -- og Fanden skal ta'e mig -- -- Ja jeg synes nu dog i alt Fald ikke, at du behøvede saadan at buse ud med, at du er Højremand baade i Tide og Utide og alstille ærgre de andre. -- Aa, naar noget irriterer mig, naar det brænder i mig, saa maa det ud, om det saa kommer gennem Sidebenene. -- Ja, ja, Niels, tænk nu over det, og se til, om du inte kan mindske det lidt, ... det ku' være godt for os begge to ... Saa, nu maa jeg nok ellers hjem og baale under Gryderne, jeg kan ikke sidde her og dase hele Dagen ... Hvad er det for en Bog, du læser i? Hun var gaaet hen til Skrivebordet. Dèr laa en lille tyk Bog med marmoreret Snit og medaillonpresset Shirtingsbind. Hun tog den op og bladede i det graalige Avispapir med det tætte Tryk. -- Aa, det er en Versebog; -- og saa er det jo ikke Dansk ... Du er dog en taabelig en, Niels, at du gider plage dig med det ... Hvad? ... Er det nogen meget grin Viser, saadan nogen som dem, Henrik kunde fra København? Kan du huske? Og slaar mig engang Lykken Klik -- Kli, kla, kli, kla Klik -- Saa ta'er jeg mig en Heinerik Hi, ha, Heinerik. Naa, du behøver da ikke at gøre sure Miner for saa lidt ... Jeg tænkte ikke paa ham ved det ... Jeg har jo heller ikke taget ham ... Aa, du tror maaske ikke, han vilde haft mig? -- Det volder det, jeg aldrig har fortalt dig, at hans to Farbrødre har været hos Fader for at fri -- men han fik mig Fanden ikke ... Jo, jeg var skam en købmandsgæv Pige! ... Jeg kunde ogsaa have faaet Præstens den mistrede Feriebrandt uden Gaard og Hans Olesen, den Træknub af en Stodder, med den gamle Gaard, som snart falder ned i Møddingen, og den bøvede Pranger Anders Jørgensen med den nye Gaard, som han har bygget for de Penge, han har snydt de andre for i Hestehandel -- og forresten hvem jeg vilde ha'e -- og det blev dig, Niels. -- Jeg er heller ikke skinsyg, Kristine! Ikke det mindste. -- Ikke det mindste? det var lidt nok ... Farvel! -- Farvel, min søde Pige! og Tak fordi du kom herover. Hjorth fulgte hende ud og blev staaende i Døren, medens hun trippede gennem Sølet, hoppede over Pytterne, med Skørterne trukne op, idet hun af og til vendte sig og lo, naar hun havde traadt klodset og tilsprøjtet sig. Saa gik han igen ind i Stuen og blev ved at gaa frem og tilbage. Der var blevet mørkere; Skæret fra den utætte Kakkelovnsdør flammede af og til op over Væg og Loft, og gennem Spjældet spillede det hen over det nyvaskede Gulv, hvor hendes Støvler havde sat snavsede Saalspor. I hans Sind var der kommet et Bundfald af Misnøje, en vag Uvilje, han vidste ikke ret selv hvorfor eller mod hvem. Han satte sig ned ved Skrivebordet og fik Øje paa Bogen, som hun havde haft fat i; halvt mekanisk begyndte han at blade i den. Det var en Godtkøbsudgave af Schillers Værker, første Bind.