Part 24

Solen var ved at gaa ned bagved dem og Bakken; idet de underste Rande af Taagerne ramtes af dens stigende Straaler, antændtes de i lange rosarøde flossede Strimler som af glødende Uld, og imellem dem begyndte Himlen at blaane, -- det var, som om disse Purpurflammer trak al den øvrige Taage til sig og brændte Himlen ren, saa hvor der før hang et tungt ensformigt Dække, dèr svævede det nu let som et Silkeklæde, flammet i Striber af Rosenpurpur og Viol, -- og forneden sank det dybt med en endnu mere straalende Glans ned i den blanke Fjord. Men Skovenes Vaargrønt, hvis Ring skilte mellem Himlens og Vandets Dobbeltfarver, -- Skovgrøntet, der selv stod halvt med den tørre Lufttone, halvt med den fernisblanke Vandfarve, -- ogsaa det straalede nu op med en finere Friskhed og Blødhed som i en ny Løvspringsstund.

Johanna lænede sig helt tilbage, saa hun laa udstrakt i Græsset og stirrede lige op i Himlen.

-- Ja, sagde hun sagte, -- det klarer op.

XLIII.

En Julidag henad Middag sad Hjorth ved Fjorden, nede hvor Vejen gaar op til Nygaard, sammen med Jessen og Nelly. Det var et Løfte fra forrige Sommer, at de en Gang skulde komme over til Vonsbæk, naar han var der, og nu var det blevet indfriet. De vare komne den foregaaende Eftermiddag, og kunde kun blive den næste Dag over. Derfor havde de strax benyttet den smukke Morgen til at gaa den lange Skovtur langs Fjorden; de havde beset Nygaards Have og hvilede sig nu ved Sandgraven, der gabede foran dem i Sollyset, aaben ud imod Sivene, med sin fugtige ophjulede Bund, og de stejle, gule og rødlige Vægge, fra hvilke Trærødderne strittede ud hist og her, indtil de filtrede sig sammen til et Net foroven, hvor Græskanten mødte Leret.

Solen stod højt paa Himlen lidt til Højre foran dem, i den gennemhvidnede Kant af en af de faste violetskyggede Skyer, som drev østpaa under den mørkeblaa Himmel. Der var et straalende vandglimrende Sollys ud over Fjorden til Højre, hvor den over Sivtoppene med Striber af glasblankt og med lilla Strømbelter trak sig ind mod Haderslev mellem aabne kornbølgende Bakker. Men tilvenstre naàde Lyslinjen kun til de yderste Træer i Nygaards-Skov, -- bag ved deres solgrønne Bladerand kom Præsteskovens Pynt mørk frem og smeltede i Skyggen sammen med Sverdrup Skov. Dèr inderst inde under Vonsbæks Bøge var der sorte ibenblanke Striber i Fjorden, men udenfor kastede en lille solbeskinnet Skyrække over Pynten hvide lodrette Støtter ned ad alt det blanke Vand, medens der ovre fra den anden Bred kilede sig klare lysblaa Skaar ud i Strømriflingen, der havde et rødligt Skær med pludselige, skarpe Blink.

Medens de sad dèr, delte mellem Samtale og Nydelse af Naturen, listede Sollyset sig ud bag de yderste Træer og gled hen over Præsteskoven, indtil hele Vonsbæk-Pynten stod ganske lysegrøn skilt fra Sverdrup Skov, der imod de hvide Skyer tegnede sin skarpe Skyggelinje, som højnede sig, dalede og efter et brat Skaar henimod højre splittedes i fritstaaende Bøge. Men Sollyset sprang ogsaa dèrover, først med en lille Taageplet, der saa flød ud, oversvømmende det skyggegrønne, indtil begge Skovene smeltede sammen i Lyset, og alt straalede, blinkede og lo i Middagssolens Glans.

-- Naa, sagde Hjorth, idet han tændte sig en frisk Cigar, -- naa, Kammerraaden maatte altsaa ryge af Pinden?

-- Ja, det har saamæn staaet længe paa, svarede Jessen, og Greven er da bleven snydt for en Del Penge. Forresten fik din Exsvigerfader et Smæk med ved den Lejlighed.

-- Saa, -- hvordan det?

-- Jo, en Uges Tid før Fallitten havde Kammerraaden blandt andre ogsaa faaet Per Andersen til at skrive paa en Vexel. Ja, han kan jo saadan vrøvle for dem, og blandt Bønderne gik han jo for en stor Landmand, og -- forresten var han selv saa sangvinsk og vidste maaske ikke en Gang rigtig, hvor dybt han egentlig sad i det.

-- Hm. Er der ellers ingen Nyheder?

-- Jo, bevares, sagde Nelly, -- Kristine er bleven gift.

-- Med hvem?

-- Med Henrik Larsen.

-- Herregud! det var ellers en rørende Trofasthed ... Han sværmede jo allerede for hende, da vi blev forlovede.

-- Ja, de har jo alle sværmet for hende, sagde Jessen, -- hun var saadan en Landsbyens Venus ... Men denne Gang tror jeg dog ikke, det var saadan af pur Troskab. Larsen var paa Grund af Gæld ganske i Kløerne -- eller Poterne paa Ravn, og det var nok i Grunden ham, der giftede hende bort -- stiftede et »kristeligt Ægteskab«.

-- Ah! -- Naa, sig mig, Jessen, hvad mener du ellers om denne Opløsning -- det maa du dog indrømme er at drive det temmelig vidt, spurgte Hjorth, idet han rejste sig.

-- Ja, det har De saamæn Ret i, udbrød Nelly, -- det er uforskammet!

Men Jessen forsvarede Ministeriet: -- hvad der ikke var ligefrem formelt ulovligt, det kunde man ikke fortænke et politisk Parti i, at det benyttede sig af. Det blev for Resten interessant ovre i deres Kreds denne Gang, for deres gamle Rigsdagsmand Kristen Pedersen var bleven saa svagelig, at han maatte træde fra. Venstre havde endnu ikke faaet nogen Kandidat, og fra højre Side havde Professor Petersen stillet sig.

-- Professor Petersen! udbrød Hjorth og vendte sig om.

-- Ja, Deres gamle Ven, raabte Nelly.

Ja, han havde stillet sig. Det var jo ikke saa urimeligt -- i hans dobbelte Egenskab af Universitetslærer og Godsejer. Og det at han var en Bondesøn dèr fra Egnen, det gav ham jo et godt Kort paa Haanden. I det hele havde han ikke saa daarlige Chancer. Hans egne Folk kunde jo ikke godt stemme imod ham; og der blev drevet en stor Agitation fra Skovvang, hvor Ravn pressede paa med alt, hvad presse kunde, for Grev Tramp var meget ivrig for Professorens Valg, og det galdt for Ravn om at genvinde Grevens Gunst, da han ved at se gennem Fingre med Kammerraad Sommer var kommen til at staa en Smule som den utro Forvalter.

De vare komne gennem de værste sammenfiltrede Krat med Gærdesnerler og Skovvikker og nærmede sig til Vonsbæk Skov, da Jessen gav denne Udvikling. Hjorth gik tavs i Forvejen. De politiske Interesser, der vare vaagnede under Opholdet i hans Fødeegn, dette levende Offer for Politik, og som havde udviklet og klaret sig ved de forskellige Debatter om den indre Politik i det Land, af hvis Borgere han selv var den eneste i Vonsbæk, de syntes nu pludselig at kalde paa ham og vise ham en ny Vej. De vare komne til Bakkerne med den aabne Udsigt mod Præsteskoven og Sverdrupskov, -- da han pludselig vendte sig og udbrød: --

-- Professor Petersen jeres Rigsdagsmand! ... Det Spil kunde jeg dog først have Lyst til at have en Finger med i.

-- Aa ja, raabte Nelly, det var mageløst, jeg har saamæn selv tænkt derpaa.

-- Hvad behager! men du vil da ikke -- selv --

-- Stille mig mod Professoren, -- jo, det er det, jeg vil. Og da der ingen Tid er at spilde, skriver jeg endnu idag til Kristen Pedersen. -- Jeg skulde dog tro, jeg har ligesaa mange Chancer for mig i min gamle Egn som Professoren. --

-- Hvor her er smukt! udbrød Nelly, -- men hvad er det for en smuk Dame dèr?

Johanna Schmettau, som hørte Stemmerne nærme sig, drejede Hovedet til Siden og hilste paa Hjorth. Hun stod tæt ved Gangstien; hendes faste, rene Figur viste sig frit, uden Overtøj, kun over Armen hang et lyst Shawl; en gul Straahat buede sig ud over Panden og fra den indklemte Side krummede en hvid Strudsfjer sig ned paa det mørke Haar, overdunende Øret indtil Flippen; fra den lyse, gennemstraalede Parasol faldt der et varmt guligt Skær over den hvide Fjer og den let bøjede Nakke.

De gik hen til hende, og Hjorth præsenterede.

Man vexlede de indledende Repliker om Vejr og Egn. Frøkenen kunde sagtens! at bo paa saadan et Sted! de havde netop da de gik ud set, hvor Præstegaarden laa.

Saa skulde de komme nærmere og bese den indvendig. Hjorth kendte jo Vejen.

-- Kan De tænke Dem en Nyhed, Frøken Schmettau? -- Hjorth forlader Vonsbæk, sagde Nelly, medens de gik ned ad Gangstien.

-- Tager De tilbage med Deres Venner og besøger dem?

-- Ja, sagde Hjorth, nu vèd jeg saamæn ikke, om jeg længer kan bo hos Jessens. Jeg skal nemlig sige Dem, jeg har netop besluttet at stille mig som Rigsdagsmand fra venstre Side, og Fuldmægtig Jessen er højre.

-- Ja--a, -- ja hør, vèd du hvad, det kan dog ogsaa blive for broget. -- Stemme paa en theologisk Professor imod dig, -- nej det er for meget forlangt af mig ... Her har du min Stemme.

-- Tak. Det er altid en Begyndelse. -- Smaa Bidrag modtages med Taknemlighed ... Det er ellers skændigt, Nelly, at De ikke har Stemmeret.

-- Ja, ellers skulde De sikkert faaet min. Naa, De har vel ikke nogen Mening om vor indre Politik, Frøken Schmettau?

-- Nej, det har jeg ikke, men jeg er vis paa, at dèr, hvor Hr. Hjorth stiller sig selv, dèr staar han med fuld Overbevisning, og saa -- ja det er jo det vigtigste. --

-- Men vil De ikke gaa op med og spise til Middag? spurgte Johanna lidt efter. -- Vi spiser om en Times Tid, og jeg vèd, at der er Middagsmad nok idag.

-- Det er meget venligt af Dem, Frøken Schmettau, svarede Hjorth, -- men jeg synes virkelig, det er at misbruge Deres Gæstfrihed. -- Desuden vilde jeg gærne have skrevet i Anledning af denne Sag, saa det kunde komme fra Haderslev i Eftermiddag.

-- Ja men, det sker jo aller lettest, naar De skriver hos os, jeg skal nok skaffe Dem et roligt Sted.

Hjorth takkede, og de tog imod Indbydelsen.

-- De undskylder mig et Øjeblik, sagde Johanna i Havestuedøren, jeg skal blot sørge for, at Hr. Hjorth kan komme til at skrive.

Hun gik foran ham igennem Spisestuen og lukkede Døren op til et mindre Værelse; det var hendes eget.

-- Her kan De være uforstyrret, sagde hun, da de vare komne ind. -- Fader sover Middagssøvn paa denne Tid, vèd De nok, og i Havestuen og Dagligstuen er der ingen rigtig Ro, tilføjede hun ligesom undskyldende.

Under de aabenstaaende Vinduer, der vare omrammede af blomstrende Rosenranker, stod et Dameskrivebord af Nøddetræ med Roser i et Blomsterglas ved Hjørnet. Han satte sig ved det og saà sig om i Stuen. En lille Hængereol paa den ene korte Væg til højre for ham, bag ved, over Sengen, et Par Lithografier af Rhinlandskaber; til venstre for ham i en lille Sofa hun selv, rødmende og straalende af en Glæde, som han ikke vovede at gætte var Glæden over at se ham derinde i hendes Værelse.

Hun rejste sig og trak en Skrivebordsskuffe ud.

-- Ja, men nu er det det gale af det, at jeg har kun Papir, som er mærket med mit Navnetræk.

-- Aa, det gør ingen Ting.

-- Ja dèr ligger det, og dèr er Konvolutter. Farvel saa længe.

Men Døren gik ikke. Og da han drejede Hovedet, saà han hende staa sidelængs ved Døren, hævet paa Tæerne, med Overkroppen bøjet frem, saa at Hagen hvilede paa Hænderne, der havde grebet om Haandtaget. Hun blev blussende rød, da hendes Blik pludselig mødte hans.

-- Jeg vilde kun sige, Hjorth, at det glæder mig saa meget, at De vil tilbage til Danmark og være Rigsdagsmand.

-- Det er ellers ikke meget smigrende for mig.

-- Fy, Hjorth! saadan var det ikke ment, -- det vèd De ogsaa godt ... Men -- ja men, nu maa De ikke blive vred, vel? -- jeg har saa tidt tænkt, at De egentlig begravede Dem hernede, og ikke virkede, -- og -- at De var for god til det.

Saa smuttede hun ud af Døren.

Han dyppede Pennen. Haven straalede udenfor i Sollyset, en Rosenkvist svingede ned bagved Vinduesaabningen, og Rosenduften blandede sig med den af Violrod fra Papiret, hvor hendes Navnetræk ofte fangede hans Blik i sine Slyngninger. Saa holdt han inde og tænkte sig, at hun endnu stod bagved ham paa Tæerne henne ved Døren, bøjende sin smekre Figur, ligesom trykket af en skelmsk Forlegenhed, med Hagen støttet mod Hænderne paa Laasen, smilende, medens hendes dejlige Øjne hvilede paa ham, der skrev ved hendes Bord.

XLIV.

Fuldmaaneskin ud over Landet i en af de klare Skærsommernætter, der helt igennem sit korte Liv bevarer en lys Erindring om Dagen, og smiler i denne Erindring med et teglstensrødt Strøg nede ved den vestlige Horisont, hvor det afbleges, men næppe forsvinder, før allerede Gryet rødner sig op paa den modsatte Himmelkant. Maanestraalerne kastes ikke som i Efteraarets og Vinterens Nætter med en kold grønlig Tone tilbage fra Længernes Kalksider, men de gennemaandes dèr paa de hvide Flader med et uendelig fint rosenrødt Skær, som manede deres Glans den Aftenrøde, der døde hen dèr, tilbage til et drømmende Liv. Ikke heller splitte de det lysende Rum ved disse sammenpressede, uigennemtrængte Skyggelegemer og strække ikke hen over den blege Jord saadanne skarpt afgrænsede sorte Slagskygger, som tidligere og senere i Aaret; -- thi Dagens vestlige Afglans, der vilde have Kraft til en let Skygge, hvis ikke den sejrende Maane var, den formaar endnu at viske Maaneskyggernes Kanter ud med sin farveløse Pensel, at trænge ind i dem og sætte et Stænk af Lys selv i deres mørkeste Dyb.

Det var det sidste Døgn, Hjorth tilbragte i Vonsbæk. Den næste Morgen skulde han rejse over til sin Kreds og ture om blandt Bønderne, fra Landsby til Landsby, paa Møder og Prøvevalg lige til den sexogtyvende Juli, da Slaget skulde staa. Han havde drukket The i Præstegaarden og var sammen med Johanna gaaet ud i Skoven, ned til Fjorden.

De havde talt meget sammen den Eftermiddag, -- talt om det politiske Liv, han nu skulde ind i, om de Ideer, der laa ham mest paa Sinde, men som vare saa langt endnu fra at trænge igennem, at der offentlig kun kunde arbejdes i det smaa hen imod deres Forberedelse, -- talt ogsaa om hele den moderne Livsanskuelse, om den Forsagelse, det Afslag i Haab og Fordringer, den selvfornægtende Underkastelse under Naturens Virkelighed, som den paalagde sine Bekendere, idet den endnu fordrede af dem, at de uden Løn skulde lade sig overskælde af den aandelige Pøbel og paabyrde hadefulde Anklager af dens Førere, ret som var det en Forbrydelse at nøjes med en Erindring i Stedet for at glæde sig til en Genforening, eller en Anmasselse at bære timelig Trængsel uden at fordre en evig Salighed.

Det var længe siden, at Johanna i sin Aftenbøn havde bedet Vorherre om ikke at være vred paa Hjorth, fordi han ikke havde den rette Tro; -- maalt med alt det, der var foregaaet hos hende, var det saa lang en Tid, at hun nu allerede mindedes det med et Smil. Hendes Tro havde kun været en barnlig, levende Anskuelsesform, og nu var hun bleven voxen. Men endnu var hun langt fra kommen tilrette med sine Anskuelser, og derfor kunde hun ikke blive træt af at tale med Hjorth om disse Ting. Medens han talte, blev hun ofte med èt rød i Hovedet, og naar han kort efter tav, sagde hun: »Nu vil jeg sige noget, men jeg er bange for, at det er dumt,« -- og saa fremsatte hun i naive Udtryk, som de vare spirede hos hende selv, et af disse Spørgsmaal, som Verdens Vise bestandig have brudt deres Hoveder med, eller hun spurgte, om man ikke kunde tænke sig _det_ besvaret _saaledes_, -- uden at ane, at det Svar var et af de mange, der gik om i Verden med et berømt Navn.

De havde talt, og nu tav de.

De gik langsomt hen ad Gangstien, der næsten flød sammen med det underlig hvidlige Græs, mellem mørke Stammer til venstre og graalysende Stammer til højre, ud og ind af flettede Lys og Skygger gennem Underskovens Krat, med pludselige Straaler sprudlende ind udefra mellem mørke Blade, gennemstregende Rummet med Striber som af lysende Støv, døende dybt inde i en Blinken som af Vand, med Silhouetgrene klippede fint op mod Lyset og Glansblade foldende sig ud af Mørket, med underlige høje blaastraalende Taageskikkelser længer borte, ligesom Aander af Sølvlegemer, med lunefulde Blink, paa hvilke Puk kunde komme ridende, med dæmrende Skygger, hvori Titania kunde drømme. Og da Stien begyndte at skraane ned langs Skrænten, da var det, som om foran dem og til venstre for dem en Mængde underlige Væsener skred ud fra et Mørke, der endnu hang om deres Skuldre, bort mod noget straalende lyst, noget taaget, om selv den klareste Fremtid er taaget, en blaanende Lystaage, som Damp af smeltet Sølv; -- men til den anden Side var der andre Væsener, med et Genskin af det Lys, de forlod, der trak sig tilbage i en Bladnats Mørke for at forsvinde dèrinde med spredte hemmelighedsfulde Blink.

De standsede ofte og saà sig om. Skiftevis betragtede de hinanden, og undertiden mødtes deres Blikke. Nu og da lod de et Par af disse Ord falde, som mindre ere en Meddelelsesform end et Tegn paa, at man ikke nyder ene, mindre en Pegen end et aandeligt Haandtryk.

Saaledes vare de komne helt ned til Fjorden lidt før Landgangsbroen.

Fuldmaanen stod paa den skyfri Himmel et lille Stykke oppe over Sverdrup Skov, og denne Skov, der ikke viste Løvgrupper eller Stammer eller noget andet end en stejl Flade, som endte i en bugtet Linje, den var ikke længer mørk, saaledes som den saàs længere inde fra Præsteskoven, men stod med et mildt dunkelgraat Skær, som bag et lyst Florsslør. Under den laa Fjorden blank som en sleben Metalplade, med Maanelyset udbredt over sig, uden at det blev grebet og inddrukket af nogen Bølge eller fangedes og skaarsplittedes af Strømrifling; kun helt inde i Spejlskyggen af Sverdrup Skov glimtede det som af en Strimmel Tinfolie; midt ude laa Maanen selv rund og stille, som den stod paa Himlen; længer inde havde nogle Tangplanter lige i Overfladen en Glans af Pailletter, og tilsidst lysnede Bredden med et Par fine Tungelinjer som af Sølvtraad. Henne til venstre, hvor Engene gik ned, kom hvide Taagemasser stødvis glidende ud over Fjorden, og dèrude, hvor Aalefiskerne »blaasede«, stod midt paa Vandet et Par stikkende røde Flammer med lodrette Kobberstriber under sig. Til højre, for Enden af Broen, laa Fjorddamperen tungt med sit mørke Skrog paa det blanke Vand, og strittede op i det blaadisede Lys med en sort Mast og Skorsten; et rødt Lys strømmede ud fra Kahytsdøren og glòde gennem Koøjet i Bagstavnen ned i Vandet; skønt den havde lagt sig til Ro for Natten, vedblev der at lyde en stakaandet Stønnen og taktfaste Slag fra Maskinen, og denne eneste Lyd gennem den stille Nat pumpede Afskedstimens Uro ind i al den vemodig hensmeltende Skønhed, der omgav dem. Bøgeløvet hang mørkt udover, sænkende sig, indtil fra en vidjeslank Kvist et lille Blad hang lige ned foran Maanen, gennemildnet grønt, som en straalende Smaragd midt i Guldcirklen.

Maanelyset flød ned over Johannas faste runde Skulder, gled ind om den smekre Midje, hvilede paa hendes skønne alvorlige Ansigt, der straalede med et Perlemorsblink i Øjet. Den hvide Fjer laa blødt som en Drive af Snedun paa det mørke Haar, hvis tunge Krumninger havde en poleret Glans som Ibentræ. Ved en Drejning af Hovedet faldt en lille oval Maaneplet ned paa den bøjede Nakke tæt inde under Haaret.

I dette Øjeblik var Hjorth lige ved at omfavne hende ganske blidt og trykke sine Læber netop dèr, paa hendes Nakke, hvor det lille Maanebillede skælvede. Han vidste, at han havde Ret dertil -- næsten Ret. Men saa syntes han igen, det var Synd at forstyrre denne stille Væxt af hende ind imod ham, at fremskynde, hvad der dog vilde komme ... Endnu ikke! -- Han vilde ikke rive til sig den Løn, som Germanien lovede sin Lærling; -- fuldt moden, af sig selv, skulde den falde i hans Skød. Thi vel er den herlig og berusende stolt den Lykke, som man maner frem i et almægtigt Besværgernu og tvinger ind under sin Vilje, den viltre Stormaand, hvis Hvirvel man standser, naar den vil jage forbi, og tryller fast i sin egen Livskreds, -- men tusind Gange skønnere, salig er den Lykke, der kommer mildt af sig selv, som Profeten lader Gud komme -- i den stille Susen. Han slog sig ikke til Ro ved at haabe paa Lykken, han følte den allerede i sig, gennemtrængtes af en uendelig Taknemlighed over hvad hans Liv var blevet ud fra det, som det havde været, og bort fra det, som det kunde være blevet, -- og i en knælende Andagt ofrede han al sin overstrømmende Taknemlighed til hende, som hun stod dèr ved Siden af ham, saa smuk og saa god, i det dæmpede og dog saa straalende Lys, der tegnede Kindens bløde Rand med en sart Sølvlinje af Dunhaar, idet hun vendte sit Ansigt om imod ham og smilede, ligesaa lykkelig og sikker som han selv i den Tro, der ikke haster ... Endnu ikke. --

-- Hvor her er dejligt, sagde hun og aandede dybt. -- Noget skønnere har jeg aldrig set, -- aldrig noget saa skønt, tror jeg ... Nu vil jeg ikke mer længes efter Rhinen.

-- Jeg heller ikke.

-- Ja dog, -- jeg maatte gærne besøge den Egn sammen med Dem og vise Dem de Steder, hvor jeg er voxet op og var -- og ikke var saa lykkelig som nu.

-- Ja naar vi kunde se det sammen, det var en anden Sag.

-- Men alligevel vilde -- --

-- Og dog vilde jeg -- --

De vare komne til at tale i Munden paa hinanden, i Færd med at sige det samme.

-- Ja ikke sandt, vedblev han, -- hertil vil vi dog altid længes tilbage.

Johanna nikkede.

De saà sig endnu en Gang om, for at lade al denne milde, natlige Naturskønhed strømme saa dybt ind i dem, at den ikke mer kunde forsvinde.

Saa gik de langsomt tilbage sammen gennem Skoven.

XLV.

Tusinde Hænder strittede op i Luften, en varm Midsommerluft, mod hvis dybe Blaa Dannebrog flagrede. Efterhaanden som de begyndte at synke, hævede under Flaget Valgtribunen sig med sit store aabne Bræddeskur, fuldt af sortklædte Mennesker.

-- Valgbestyrelsen skønner, at Hr. Hjorth er valgt ved Kaaring.

-- Hør! -- Bravo! -- Hør!

Lærer Beck ringede med Formandsklokken.

-- Professor Petersen har begæret skriftlig Afstemning, som strax vil finde Sted her, foran Tribunen. --

Der begyndte at komme Bevægelse i Mængden. Der gik en Strømning udefter, som gjorde Kredsen videre og spredte Folk over Marken, hvor der var Luft, Plads til at røre Benene og til Armbevægelser, hvis man blev ivrig under Disputen. En anden Strømning gik indad mod Tribunen, foran hvilken Trængslen blev endnu tættere, om de store Plakater med Sognenavnene, som nu blev sat op.

Noget tilbage, lidt uden for Mængden, stod den sædvanlige Gruppe af Honoratiores. Herredsfogden vrissede, fordi man nu skulde blive der og stemme hele Formiddagen -- i den Hede! Den fallerede Kammerraad mente, at Professoren var dog nødt til at forlange skriftlig Afstemning, man kunde dog ikke vide --. Nej naturligvis, men overhovedet dette Valg! det var det fordømte Venstre, -- naar de nu saà, at Ministeriet ikke vilde! -- Ja, men de var jo saa stædige disse Bo--Bonde-Be--bæster. Og de begyndte begge at forbande Venstre.

Ravn, der altid skulde være lidt krakilsk, afbrød Herredsfogden med den Bemærkning, at han burde dog stemme paa Hjorth, der var Fritænker. Men Herredsfogden afviste det med Indignation; for i den senere Tid, navnlig efter at der var blevet talt saa meget om en Alliance mellem Venstre og Fritænkerne, havde han stukket sin fornægtende Pibe ind: saadan en Grønskolling, som lod haant om al Autoritet!

Imidlertid beundrede Provsten og Pastor Krarup Professor Petersens store Tale. Krarup laa ganske næsegrus af Begejstring, og Provsten rakte ham en overordnet bifaldende Haand for at bringe ham i Ligevægt: -- han havde ladet sig sige, at Professoren var en saa udmærket Universitetslærer og nu, efter at have hørt ham tale, maatte han indrømme --. Pastor Frederiksen, der jublede over, at skulle stemme paa sin gamle Manuduktør, fandt især, at hans Anvendelse af Skriftsteder havde været saa beundringsværdig. Mente Godsforvalteren ikke ogsaa?

Det mente Ravn ganske vist, men nu var det nok paa Tide, at han kom ud og talte med sine Folk -- endogsaa overtalte -- he! -- Farvel!

-- Ja hvem kan vide, sagde Pastor Krarup, -- det skulde saamæn slet ikke undre mig, om den skriftlige Afstemning gav et andet Resultat ... Der bliver nok agiteret en Del i denne Mellemtid ... Ih, men der ser jeg jo Professoren -- og Fruen!

Han ilede afsted, hæsblæsende efter at gøre sit Bekendtskab med Kandidaten gældende. -- Provsten maatte nu til at gætte, hvormeget Kammerraaden paa Auktionen havde faaet for sin berømte Præmie-Tyr Thaër, opkaldt efter en af Indavlens Forsvarere, -- og Pastor Frederiksen gav sig i Snak med Herredsfogden om den gamle Brændesag, som han nu endelig havde opnaaet at tabe.