Part 23

En Dag, da han havde talt med hendes Onkel, blev han siddende inde i Dagligstuen og ventede paa, at hun skulde komme; hun var sikkert hjemme og maatte vide, at han var der. Men hun kom ikke, og han maatte gaa efter at have ventet med stigende Utaalmodighed en god Time. Han gik bitter hjem, vilde indbilde sig, at han tròde, hun ikke brød sig det mindste om ham, -- for kunde _han_ have ladet hende vente saaledes forgæves? -- lovede sig selv, at han skulde komme der sjældnere. Den næste Dag var han der naturligvis igen. Hun tog venlig imod ham, som om der intet var i Vejen. Men han kunde ikke lade være at gøre en Hentydning dertil. »Er De vred paa mig?« sagde hun saa med et Smil. »Jamen, jeg kunde ikke gøre for det, -- jeg var saa nedslaaet, og saa vilde jeg ikke gaa ind til Dem, det kunde De ingen Fornøjelse have af.« -- Som oftest var hun dog glad over, at han kom, ogsaa naar hun var i den Stemning, og saa sagde hun tidt, naar hun til Afsked trykkede hans Haand rigtig fast, at nu var det næsten helt ovre.

Men undertiden kunde ogsaa hendes Ungdommelighed bryde frem, sammentrængt og forstærket ved det Tryk, der sædvanlig hvilede over hendes Sind, sprudlende som et Vandspring. Saa kunde hun le saa lystig, som om hun ikke kendte til Bekymring, skære de pudserligste Ansigter, danse hen over Gulvet og slaa ham en Bog ud af Haanden, som han netop stod og bladede i. Hun kunde vove alt af den Slags, fordi hun netop intet _vovede_, men var som det faldt hende naturligt i Øjeblikket. Alt klædte hende, alt gjorde hende elskværdig. Der var aldrig i hendes Kaadhed en Gnist af Hjærteløshed, aldrig i hendes Tungsind nogen Skygge af den Ondskabsfuldhed, som finder et Øjebliks Lyst i at lade et slet Lune gaa ud over andre -- skønt hun anklagede sig selv for Egoisme og klagede over, at hun var »en ækel Trold«, -- indtil Hjorth fortalte hende Historien om Dronning Dagmars Særkeærmer; -- men hun rystede smilende paa Hovedet og sagde, at han tròde hende altfor godt.

Hendes Stemme, Minespil, Blik og Bevægelser vare som rene, ufejlbare Toner fra et ægte Instrument, paa hvilket Naturens Mesterhaand lige fuldendt skønt kunde spille en smeltende, mørk og taaretung Adagio og en springende, straalende og latterlet Scherzo, -- ~La malinconia~ og ~Papillons~.

Til Gengæld for alle Meddelelserne fra hendes tidligste Ungdom fik hun hans Livs Historie, ogsaa Forlovelsen, men med et meget svagt og frygtsomt retoucheret Billede af Kristine, -- for han skammede sig.

Det var en Gang i Slutningen af Marts, at han fortalte hende dèrom, -- ved Aftensædes-Tid, men de havde ikke tændt Lys endnu. De sad i den mørke Dagligstue med et hyggeligt flakkende Skær af Flammerne i Kakkelovnen, hvori der buldrede nogle gode Stykker Bøgebrænde fra Præsteskoven, som udenfor over Snedugen hævede sine sorte Kroner mod en frostblinkende Stjærnehimmel. Johanna sad tæt ved ham i Gyngestolen ved Bordet midt i Stuen og gyngede sit Ansigt ind i og ud af den spillende Lysstribe, -- et Ansigt, der slukkedes og tændtes igen med en lysende Kindlinje af ganske fine Dunhaar, med Skygge af det viltre nedfaldne Haar over Panden, med pludselige Blink af Øjnene, -- medens der lød en regelmæssig Knirken af hendes Sko paa Skamlen. Da han saa tav, sagde hun:

-- Men er det da ogsaa sikkert, at det var, fordi De ikke vilde være Præst? Det havde jo ogsaa kunnet være, fordi De ikke var religiøs. Det andet vilde jo være saa lavt, saa -- ja, det kan jeg slet ikke begribe.

-- Det er fordi en saadan Natur er saa forskellig fra Dem.

-- Nej, nej, -- det hedder, jeg kan nok begribe det, men saa er der noget andet, jeg ikke kan begribe.

-- At jeg kunde være forelsket i hende?

Hendes Ansigt nikkede ude i Lysstriben og forsvandt igen.

-- Ja, jeg var saa ung den Gang, det begyndte, -- og jeg vidste ikke hvordan -- jeg havde egentlig digtet noget helt andet ind i hende.

-- Gør De det med alle Mennesker? ... Gud vèd, om De nu ogsaa har en Forestilling om mig, som er saadan helt anderledes, end jeg i Virkeligheden er.

-- Ja, jeg vil nok antage, at jeg ikke formaar at forestille mig Dem fuldt saa god, som De --

-- Fy, nu smigrer De ... Nej, fortæl mig saa heller mere om, hvordan det egentlig gik til, at De blev saa slemt vantro.

-- Jeg er ikke vantro.

-- Er De ikke?

-- Og De da? ... Tror De maaske paa Wodan?

-- Nej ... Ja, saadan en skindklædt Urgermaner vilde vel ogsaa kalde mig vantro, og det vilde jeg rolig finde mig i. Men saa maa De ogsaa finde Dem i, at jeg kalder _Dem_ vantro ... Er det da ikke logisk?

-- Jo ... Naa, saa De vil altsaa høre noget mere om, hvorfor jeg blev troende, og ikke længer som De er vantro mod den evige uskabte Natur -- --

-- Ih, ah -- men sidder I her i Mørke?

-- Ja vi gør saamæn, Onkel, her er saa hyggeligt.

-- Hvordan -- ah, har Deres -- nu -- Svigerinde, Madam Hjorth det?

-- Aa jo, Tak, Hr. Pastor, -- hun ligger jo endnu.

-- Hm -- aa -- gør hun det ... Jeg skal dog se ind til hende, maaske hun -- nu ... Imorgen tænker jeg --

-- Ak, maa jeg saa gaa med, Onkel? ... Jeg maatte saa gærne se Hjorths Gaard, den skal være saa smuk.

-- Ja, det maa De endelig gøre, De skal være saa velkommen.

Johanna var bleven stærkere bevæget af denne Forlovelseshistorie, end hun havde ladet sig mærke med. Hun kunde slet ikke holde op med at tænke paa denne Bondepige, som han havde forelsket sig i, hvordan hun dog egentlig havde været. Hun havde vist været meget smuk; -- Kristine hed hun; -- hun var meget vred paa Kristine, men dog glad over, at hun ikke havde villet have ham tilsidst. Men hvordan kunde han dog -- --!

Da Johanna var gaaet i Seng den Aften, bad hun Vorherre om ikke at være vred paa Hjorth, fordi han ikke tròde »was so rechter Glaube heisst«. --

Den næste Formiddag var Hjorth i en febrilsk Spænding, indtil han saà den lange, tæt tilknappede Præsteskikkelse komme op ad Vejen og Johanna ved Siden af ham. Han gik ud paa Vejen for at tage imod dem. Da de var traadt ind i den store Forstue med det tavlede Flisegulv, de svære Skabe rundt om, det dekorerede Loft, fra hvis Roset der sænkede sig en moderne Hængelampe, -- og mens Niels var i Færd med at skille dem ved Overtøjet, kom Jens ind fra Dagligstuen. Han tog imod de sjældne Gæster med en vis høflig Tilbageholdenhed, takkede Præsten, fordi han saà til dem, og førte ham strax ind til sin syge Hustru.

Johanna gik med Niels ind i Dagligstuen. Hun var ganske imponeret af Gaarden, som hun før kun havde set fra Vejen, hvor det høje Tegltag med sin Kvist paa Midten viste sig over den store Haves Busketter. Nu kunde hun fra Vinduet rigtig betragte den rummelige Gaardsplads, som lukkedes af store spaantækte Længer, pyntelige med deres stengraa Farve og brede hvide Rammer om Porte og Vinduer. Midt i Gaarden var der en Plæne med nogle unge Lindetræer.

-- Det er rigtignok mere storartet end derovre i vor Præstegaard, sagde hun.

-- Ja, men saadan maa De heller ikke tro, at Bøndergaardene ser ud overalt i Danmark, -- ja det var ikke ganske korrekt sagt, men det faldt mig saadan paa Tungen ... De vèd jo nok, vi regner os endnu til Danmark.

-- I denne Stue skal man i alt Fald ikke let glemme det.

Det var unægteligt; Stuen formelig demonstrerede. Henne over det opretstaaende Klaver hang et Portræt af Frederik den syvende, og som Pendant paa den anden Side af Døren et af Kristian den niende. Under det var der et Skilderi med noget trykt under begge Kongernes Billede, det forklarede Niels hende var en Efterligning til Stads af Krigsmedaljens Diplom, men henne paa Vinduespillen hang det mindre, ægte Diplom, og Medaljen selv i sit Dannebrogsbaand hang nedenunder det i en lille Ramme, for den maatte ikke bæres. Paa den modsatte Væg var det Olaf Rye og Kryger, der havde Vagt, og over Sofaen sejrede de Danske ved Fredericia og Isted. Alle disse Skilderier hang i rød- og hvidstribede Baand. Sønnens gamle Legetøjs-Dannebrog var stukket ud fra et Hjørne af Stuen bag en stor Nerie; Puden paa Gyngestolens Ryg, som hun lænede sig tilbage mod, var et hvidt Kors paa rød Grund. Ja om det saa var Pibebrætet henne ved Døren, saa fulgte dette fredelige Væsen den almindelige Lyst til at være Bekender; med sine røde Bogstaver paa den blinkende Sølvfolie lignede det disse Skilter, som ligge i Urtekræmmervinduer; men paa dette Skilt stod der rigtignok: »Længe leve gamle Danmark!«

Og medens Johanna saà sig rigtig om, idet hun drak Kaffen, der strax var bleven sat ind, følte hun sig næsten uhyggelig tilmode mellem alle disse fjendtlige Farver, som glòde hende imøde. Men det trøstede hende at vide, at det var alt andet end en Fjende, som sad lige over for hende.

Hun havde beholdt sin Hat paa, men løst Baandene, hvis Ender hang langt ned mod Gulvet. Pludselig følte hun et Ryk i Hovedet, og da hun drejede det, blev Hatten revet helt af.

-- Men Sam dog, fy skam dig.

Den lille Abe holdt Hatten triumferende op og forsøgte at sætte den paa Hovedet, men forviklede sig i det lange Slør.

-- Nej dog, sikken komisk en!

Niels havde taget Hatten fra Sam, og medens han lagde den op paa Sofa-Armen, sagde han:

-- Den har fundet, det saà altfor rejsefærdigt ud, at De sad med Hatten paa.

-- Hvordan er den dog kommen her til Huset? spurgte hun og gav den et Stykke Sukker, som den holdt i begge sine smaa Hænder og gnavede af, siddende ved hendes Fødder, lænet op mod Kjolen.

Niels fortalte, at hans Broder Sømanden havde bragt den med fra Java. Men nu var den hans, for Broderen havde foræret ham den ved Afrejsen. De vare komne godt ud af det sammen, især havde det behaget Sømanden, at Niels ikke vilde være Præst.

-- Saa har De dog vundet noget ved det ... Naa, det var jo ret!

Sam havde faaet fat i hendes Haand og satte med et behændigt Spring op i Skødet paa hende.

-- Men han er virkelig altfor paatrængende!

-- Nej, han er sød ... Ih, men sikken et drolligt Ansigt, -- det er ikke til at holde ud! Og hun gav sig til at sætte Ansigt op efter den, saa Hjorth lo, og Sam greb op efter hendes vrængende Mund, med et pludseligt Lyn gennem sit lille Ansigt, hvori en hvid Tegning over Øjnene flammede op. -- Ei Sam! du bist dog ein scheuslicher Kerl!

Hun saà sig om, ganske forbløffet over at have talt Tysk her. Men der lod ikke til at være Nogen i Værelset ved Siden af, som Sam syntes at være kommen fra, og hvortil Døren stod paa Klem.

-- Han forstaar ikke Tysk, -- kun Engelsk og en Smule Dansk.

Sam havde trukket hendes Uhr frem og holdt det op til Øret.

-- Jo, det gaar og ovenikøbet rigtig, -- og det viser saamæn, at Klokken er temmelig mange.

Præsten og Jens kom ind i det samme. De sad alle fire et Kvarterstid i en trøg Samtale. Saa tog Schmettaus Afsked. Niels fulgte dem ud paa Vejen, og Sam løb med. Da hun til Afsked havde givet ham sit sædvanlige trofaste Haandtryk og begyndte at gaa, fòr Aben efter hende og holdt hende i Kjolen.

-- Den har forelsket sig og vil ikke lade Dem slippe.

Hun lo, skar Ansigter til Sam og dansede baglængs hen ad Vejen, idet hun løftede Kjolen lidt op. Saa standsede hun: --

-- Lebe wohl, Sam! -- Og idet hun lagde Fingren paa Hagen, tilføjede hun med et skælmsk Smil: -- »Johanna geht, und nimmer kehrt sie wieder.«

-- Er De bleven saa slet modtaget? raabte han leende, medens han bar Sam bort, som hvæsede og var lige ved at bide ham i Fingren, men betænkte sig. --

Efter den Dag spurgte hun tidt, hvordan Sam havde det, og ønskede, at hun havde en Broder til Søs, der kunde forære hende saadan en lille Fyr.

Johanna blev snart treogtyve Aar. Hun havde Fødselsdag en af de første Dage i Maj, det havde Niels set paa hendes Faders Væggealmanak. Han indfandt sig, ønskede hende til Lykke og spurgte, om han maatte forære hende Sam. Hun vaklede et Øjeblik mellem Forlegenhed og Lyst, men saa sagde hun, at det skulde han rigtignok have Tak for. De aftalte, at den skulde bo i Hundehuset, hvis den kunde forliges med Trofast. Dèr maatte den være bundet, indtil den var bleven husvant. Efter mange Rømninger og med en Del afbrydende Næselyd gav hendes Onkel sit Samtykke.

Saa kørte da Sam den Eftermiddag over fra Hjorths Gaard til Præstegaarden.

Men hos Hjorths vakte det megen Misfornøjelse, at Niels saaledes bortskænkede dette morsomme Dyr, som man havde vænnet sig til at regne med blandt Gaardens Beboere, -- og saa at den ovenikøbet kom til et tysk Hus.

XLII.

Sam var en lille Marekat, en Fod høj, naar den sad paa Hug, men med en Hale, som var halvanden Gang saa lang.

Den havde et musegraat Skind, men henad Ryggen gik der et dunkelbrunt Strøg, der endte i en trekantet brun Peltsværkshue over Panden; ogsaa i det lille graa Oldingeansigt var der mørkebrune Whiskers helt hen til Munden. Den haarløse Hale var mere lysegraa end Bugen, og lignede en Guttaperkaslange. Haandfladerne, Neglene og de livlige Øjne vare sorte; af hvidt havde den kun Tænderne og lige over Øjnene en Tegning, som, især naar den arrig trak Pandehuden op, traadte skinnende frem med Form af en flyvende Maage.

Hundehuset midt i Gaarden, hvor den bòde, var bygget som en stor graa Bikube af Cement, paa hvis Top der var anbragt en gulmalet Kugle. Under denne Kugle var der bundet et Reb, der endte i en Læderrem om den smalle Del af Abens Legeme foran Benene. Dette Reb betjente den sig af til at fire sig op og ned. Den kom meget godt ud af det med Trofast og brød sig ikke om, at denne værdige Skabning, der i det Hele var af et flegmatisk Temperament, sjælden havde Lyst til at lege; Sam kom alligevel ufortrøden spadserende paa sine to Baghænder og fik med sine Forhænder fat i Hønsehundens hængende Øren eller kneb en Fold ud af Skindet og ruskede i den; og naar saa Trofast knurrede og rystede sig, fòr den afsted i en Cirkellinje med en saadan Fart, at den et Øjeblik kom til at hænge i det strammede Reb med alle fire Hænder gribende i Luften, -- men den oplevede aldrig, at Trofast løb efter den; eller ogsaa sprang den ind i Hundehuset, fra hvis Mørke Tandrækken og Maagetegningen over Øjnene skinnede ud.

Men dens Yndlingsstilling var at sidde paa Hug ovenpaa den gule Kugle med Halen hængende ned over Hvælvingen. Af og til pillede den sig i den tykke Pels eller tog Halen, der krummede sig som en Slange, op i sine Hænder og stirrede paa den nøgne Hud, om der var noget, der havde bidt. Men den kunde ogsaa lange Timer igennem sidde ubevægelig, med Forhændernes Knoer støttede paa Baghænderne. Saa lignede den en underlig Søjlehelgen, der fortabte sig i sine Betragtninger.

Det fandt ogsaa Johanna. En Eftermiddag, da hun og Hjorth stod og saà paa Sam, sagde hun, at det saà ud, som om den filosoferede.

-- Nej, den theosoferer, svarede han.

-- Hvad er det?

-- Det er at grunde over Guds Natur.

-- Naa, og hvordan tænker den sig saa sin Gud?

-- Aa, jeg antager, omtrent som den selv er, kun en million Gange større ... Saa stor, at naar De tænker Dem Abeguden siddende oppe paa Solen, ligesom Sam sidder paa den gule Kugle dèr, saa hænger den guddommelige Hale ned over hele Himmelhvælvingen.

-- Fy, De spotter, sagde hun og truede med Parasollen. Men lad os nu spadsere.

De gik gennem Haven ned ad Allèen ud i Præsteskoven langs Fjorden. Det blæste kølig, og Johanna havde slynget sit store Slør foran tilvenstre og fæstet det med en Naal oppe paa den højre Skulder, saa at det omhyllede hendes Ansigt som en blød Florsramme, der klædte det vidunderligt. Og saa maatte hun endda, for at holde Hagen helt nede i de lune Folder, bøje Hovedet lidt, saa at den blændende Nakke kom til at ligge frem, netop som den skulde, gyngende de mørke, blanke Haarbukler paa sin Elfenbens Runding.

Den Bemærkning, han havde gjort, blev ved at sidde som en Braad i hendes Sind; hun følte det som en Satire paa den Forestilling, hun var vant til at have om Gud. Og hun optog igen Samtalen, der kom til at dreje sig om de forskellige religiøse Forestillinger og om al den Splid, de havde vakt mellem Mennesker, om den Skillemur, de endnu den Dag i Dag sætte mellem Personer, som ellers synes at høre sammen.

Under denne Samtale vare de komne udenfor Præsteskoven til den kratbevoxede Bakke med den enkelte Række Bøgetræer ud mod Fjorden, hvor han havde ligget den Aften, da han kom tilbage forrige Sommer, kort før han første Gang havde set hende. De satte sig ned i det høje Græs under en stor Bøg. Det var hvad hun kaldte sin »Elsklingsplads«, -- med et af disse Ord, som han ikke nænnede at rette, skønt han havde stræng Befaling til at vare hende ad hver Gang, hun sagde noget fejlt. Men han elskede hendes tyske Akcent, og det morede ham saa meget hver Gang der i hendes temmelig korrekte Dansk pludselig indfandt sig en ægte germansk Vending.

Bøgeløvet rundt om havde sin første lysegrønne, silkebløde Friskhed. Himlen hang lavt med tunge graa Taager. Og idet ingen Belysning satte Forskelle af Sol og Skygge, smeltede Breddernes to Skove, der mødtes foran dem, sammen i èn grøn Masse, som endnu fuldstændigere end sædvanlig indelukkede Fjorden til en stille Skovsø. Men Hjorth udspilede Næseborene, indsugende den friske Strandlugt, som var ført derind af Østenvinden, der nu var ved at løje af, og denne Lugt ligesom udvidede det indelukkede Landskab med en Baggrund af bølgende aabent Hav med en langt-buet Horisontlinje, med en uendelig Kogen, og med taktfaste Brændingsøer mod Stranden, hvor det skumgjordede Hav mødes med det tanggjordede Land.

-- Kan De lugte Stranden? spurgte han.

-- Ja, -- det er grimt, det lugter saa raaddent.

-- Nu taler De som en rigtig Binnentysker! ... Det er jo netop det pikante, ligesom den ægte ankomne Vildtsmag for en Gourmand-Gane ... Denne Lugt af Havet, der i det uendelige skaber nye Former paa sin Overflade og sletter dem ud igen, denne Duft med et Stænk af Forkrænkelighed i sin skarpe Friskhed, det er selve den store Naturs, det er vort Aarhundredes Duft.

-- Ih, men Hjorth! ... De taler jo helt poetisk.

-- Vèd De, naar det faldt mig ind? ... Det var, da jeg læste Nathan den vise, for den har lige den modsatte Duft, det attende Aarhundredes, -- indelukket hyggelig, Salon og Studerekammer -- den holder jeg for Resten ogsaa af ... Den Bog har De aldrig talt om -- har De læst den?

-- Jo, jeg har.

-- Og forstaaet den?

-- Hør, De er virkelig meget smigrende iaften, -- først skælder De mig for en Binnentysker --

-- Skal jeg fortælle Dem en Historie? afbrød han hende.

-- Hvordan er det Saladin svarer: en god Historie, godt fortalt --

-- Ja vel, De kan Deres Klassikere. Jeg vil ikke gaa videre i Texten, men heller begynde min Fortælling, -- som for Resten netop faldt mig ind ved at tænke paa Fablen i Nathan, og angaar det, vi før talte om.

-- Ja fortæl, vise Hjorth.

-- Der kom en Gang en Siriusbeboer til Jorden -- ja De vèd vel nok, at naar der skal oplyses et eller andet mærkeligt Forhold paa Jorden, saa sendes der altid en Siriusbeboer herned.

-- Nej, det vidste jeg ikke, -- men lige meget.

-- Der kom altsaa en Siriusbeboer herned, per Meteorsten, tror jeg. Naa, han gik omkring blandt Menneskenes Børn som en af os andre, men de vidste dog godt, at han var fra Sirius, og netop derfor havde han sit Frisprog og -- ja man generede sig ikke videre for ham. Naa, blandt andre lærte han en ung Mand og en ung Dame at kende, der aabenbart var meget indtagne i hinanden, og passede ogsaa for hinanden af Naturel, Tilbøjeligheder og saadan. Saa en Dag, da vor Siriusbeboer taler i Enrum med den unge Dame, gør han en Hentydning til dette smukke Forhold. Men den unge Dame sukker og siger: Aak nej, mellem ham og mig kan det dog ikke blive til noget. -- Hvorfor ikke det? spørger han, -- har han ikke Midler, og kan han ikke gifte sig? -- Nej hvad det angaar, svarer hun, saa er der intet i Vejen, og det vilde vi vel ogsaa være kommet ud over. -- Men elsker De ham da ikke, for jeg er vis paa, at han elsker Dem? -- Ja De erindrer jo nok, han havde saadan sit Frisprog. -- Jo, hun indrømmede rødmende, at hun elskede ham. -- Har han da bundet sig til en anden? -- Nej, hvor vil De hen? -- Ja men, hvad er der da? -- Ja, det er det, at jeg er religiøs, og han er det modsatte. -- Vil De ikke, ja for jeg er jo endnu fremmed i Forholdene her, vil De ikke være saa venlig at forklare mig den Forskel en Gang? -- Jo det vilde hun da gærne, og saa forklarede hun det. Naa det behøver jeg jo ikke at gennemgaa, -- De kan tænke Dem, hvad De nu saadan selv vilde sige. -- Da hun nu var bleven færdig, saa sagde Siriusbeboeren: Ja, Forskellen synes mig nu ret klar; det er altsaa den, at De tror, der sidder ovenover Verden et Væsen, saa temmelig i Lighed med Dem selv, som har udtænkt det Hele og styrer det Hele, -- men han derimod tror, at det Hele er af sig selv og udvikler sig af sig selv. Har jeg nu forstaaet Dem rigtig? -- Jo, fuldkommen rigtig, det er netop Sagen. -- Men i alle andre Spørgsmaal, saadan om hvordan Mennesker skal være imod hinanden, og særlig hvordan I selv skal være, dèr er I ganske enige. -- Ja--a, nej, -- det vil jeg dog ikke sige. -- Ja, bi nu lidt, Frøken, siger Siriusbeboeren, -- jeg kommer til det. Der er ganske vist ogsaa deri nogle Forskelle i Opfattelsen, men dem tror jeg, vi kan udlede af den ene. For Exempel: De tror, at man skal dyrke dette Væsen, lovprise det, bede til det og saa videre, men da han overhovedet ikke tror paa saadan et Væsen, kan han jo heller ikke mene det. Eller: -- et andet Exempel: -- De tror, at en berømt Mand for et Par tusind Aar siden var en Søn af dette Væsen og derfor skal tilbedes; hvorimod, da han ikke tror paa dette Væsen, kan han heller ikke antage, at det har en Søn, men han mener, at denne berømte Mand var et Menneske, og et Menneske tilbeder man ikke. Og saadan med det meste andet, saa at det, der bliver tilbage, kun er saadan smaa Meningsforskelle, der findes blandt alle Ægtefolk og ikke skader. Ikke sandt? -- Den unge Dame betænkte sig en Stund, og sagde saa, at det var ganske rigtigt. -- Det tænkte jeg jo nok, sagde Siriusbeboeren, ja saa takker jeg for Belæringen ... Det var virkelig højst interessant ... Det er noget af det mærkeligste, jeg har oplevet under mit Ophold her paa Kloden ... Farvel! -- -- Derpaa gik Siriusbeboeren til den unge Mand og gjorde en Hentydning til den gensidige Tilbøjelighed. Der paafulgte en Samtale, som i alt væsentligt var ganske den samme som den foregaaende. -- Ja men, hvad i alle fornuftige Tankers Navn, udbrød saa Siriusbeboeren, hvad vil I dog bryde jer om, enten der findes saadan et Væsen eller ikke! Naar I er enige om alt, hvad der angaar menneskelige Forhold, naar ingen af jer vil gøre noget, den anden fordømmer, hvad kommer saa det Væsen eller Ikke-Væsen jer ved! Paa Sirius har vi aldrig bekymret os om det. Hvis en af jer kom derop og spurgte os om det, saa skulde det ikke undre mig, om nogle svarede det ene og andre det andet. Men vi lægger ingen Vægt derpaa. Vi Sirius'er er praktiske Folk, og det er et aldeles upraktisk Spørgsmaal. Jeg maa sige, at af alle menneskelige Besynderligheder, jeg har iagttaget, forekommer denne mig at være den besynderligste. Nu, jeg er en berejst Mand og kan sige, jeg har set mig om i Verden, men jeg har rigtignok ikke været paa Merkur og Venus; jeg skal dog nu tage derhen, om det maaske skulde være noget særegent for Solsystemet, eller om det er noget ganske jord-individuelt.

Johanna lo:

-- Det var jo virkelig Sagen set fra en anden Side; det var dog aldrig faldet mig ind ... Men jeg vil dog tænke efter, om _jeg_ ikke skulde kunne have fundet paa noget at svare Siriusbeboeren.

-- Men se, hvor det nu er blevet smukt rundt om, medens han har talt.