Part 21

At Broderen saaledes traadte i Skranken for Venstre, undrede Niels endnu mer end hans Medgørlighed i religiøs Henseende. Han havde haft en apriorisk Forestilling om, at alle Sønderjyder maatte være ivrige Højremænd, og paa den Forestilling havde han selv gaaet og været det i lang Tid. -- Men med Kromanden slog det til; han var urokkelig: en Bonde skulde blive ved sin Plov, men Regeringen skulde man overlade til de Dannede. Han forlangte heller itt' sjæl at regere.

-- Trour du ka'ske, te æ Adelsmand er bedre som æ Bond'? ... Nej, det er en gammel Lære, -- den gjæld' itt' mer, Jørgen.

-- Rigtig nok, Jens ... Men a sejer, te æ Bond' forstaar itt' aa regere.

-- Det vilde dog Frederik den syvende, te Bønderne skulde seje et Ord med i Laget ... Han var og en Folkekonge han ... Han saa'e, te Folkets Kærlighed var hans Styrke.

-- Vel, -- meget smukt --

-- Og han tø't' itt' stort om de her Adelsmænd ... Men saadan er det itt' med den nuværende ... Nu skal de jo have Lov til at lave alting etter deres Hoved ... Det har du heller itt' Lov til aa mene, du er jo Republikaner, Jørgen.

-- Vel, -- sandt nok -- staar a ved.

-- Det er vel siden du var i amerikansk Hyre? spurgte Niels.

-- Ganske sandt ... Smukt Land, det Amerika ... God Regeringsform den.

-- Ja men, æ Republikaner, Jørgen, han maa aa være Demokrat ... Kan æ Republikaner seje te æ Adelsmand skal regere alt etter hans Hoved? ... Det vil itt' gaa sammel det, Jørgen.

Men Kromanden vilde ikke lade sig trække ud paa Konsekvenser. Nej, Venstre -- det kunde han da itt', -- nej, det var da og skammeligt saa Venstre forsømte æ Forsvarsvæsen. Og dèr fik han pludselig Jens Hjorth paa sin Side: -- Ja, det havde han Ret i, -- paa det Punkt dèr var han itt' Venstre, det var der ingen Sønderjyde, der var.

Niels begyndte at forsvare saa smaat, for han følte, det var et kildent Punkt. Befæstningen af København var dog --

Men de kerede sig Fanden om Københavns Befæstning, det var der ingen Sønderjyde, der brød sig om. -- Niels havde nok Ret i, at Danmark ikke kunde være en Militærstat, men en stærk Hær maatte det have, ellers kunde det jo ikke tage Sønderjylland tilbage. -- Og de kom ind paa den stadige Tanke om Genforeningen. Paa fredelig Vis vilde det jo ikke gaa, det var tydeligt nok, og under almindelige Forhold kunde det naturligvis ikke lade sig gøre, men under en stor europæisk Krig, naar Tyskland blev angrebet fra flere Sider, og saadan en vilde vel nok en Gang komme ...

-- Naa, Søren, -- du kommer til at tage en Puns til med os.

-- Nej, det vil a itt', -- nej, nej.

-- Aa Snak om æ Ting ... Nu skal vi drikke gamle Danmarks Skaal, og at vi maa komme tilbages ... Det kan du itt' gaa fra.

-- Vel ... Det er et sandt Ord ... Tre Punser til. --

Men da Skaalen var drukket, indfandt der sig mere mistrøstige Betragtninger. -- Saadan en Krig vilde vel nok en Gang komme -- men hvor længe kunde de holde ud ... Det værste var det, at de unge Folk tog bort; der var kun saadan ganske enkelte, der havde Smaafejler, de tog ned til Altona, hvor Sessionen kasserede over en lav Sko; -- men de andre gik deres Vej, for preussisk Soldat var der ingen, der vilde være. Endnu var der itt' gaaet nogen Gaard bort, og Tyskerne var vel heller itt' saa slikne etter at komme til aa bo mellem de Danske her oppe. Niels kunde jo nok huske Smeden, der havde været den eneste tyske Mand i Sognet, og som hans Fader immer var oppe at toppes med? -- Naa, ham havde de da gjort det saa hedt, at nu var han saa dansk, saa det var en Lyst. Nej, Præsten, det var den eneste rigtige Tysker i Sognet nu; men han var ogsaa en Fanatiker, der hadede alt Dansk og i det hele var det en elendig Præst, der hverken talte tysk eller dansk i Kirken. Det var ogsaa en Skam, at næsten alle deres gode danske Præster havde forladt dem, i Stedet for at blive og sørge for deres Menighed, selv om de maatte aflægge Eden til Kejseren. Men værre endnu var det næsten, at de velstaaende Danske i Ha'erslev tog bort, manne af dem, der havde været Sagens bedste Støtter, de faldt fra Aar for Aar; ven de havde tjent deres Penge, saa solgte de og rejste, i Stedet for at blive og holde ud med de andre, som itt' kunde rejse.

-- Se lidt tiere herind, Niels ... Altid velkommen, sagde Kromanden, da de gik.

Niels gik ogsaa undertiden derhen og fik sig en Passiar med Kromanden, som han syntes godt om.

Bønderne kom ofte ind paa Kroen om Aftenen, og der blev tidt talt om Niels Hjorth, som var kommen hjem og ikke kunde blive Præst, fordi han ikke havde den rette Tro, -- noget, som vakte stor Opsigt og blev forskellig bedømt. -- Men naar der var talt en Stund frem og tilbage, sagde Kromanden altid: --

-- Ja ser I, a kender Niels, og I vèr, te a er heller itt' sjæl møj' for det religiøse saadan ... Men a er itt' enig med Niels, for han trour itt' paa en _rigtig_ Gud, og a tykkes dog itt', te Verden kan gaa af sig sjæl ... Og han holder med Venstre og a er Højremand, saa vi er møj' forskellige ... Men lig' møj' -- flink Fyr -- Mand med Principper -- ta'er min Hat af.

Denne Mening trængte efterhaanden igennem, og der var ikke mange, som skelede til Niels Hjorth for hans Meningers Skyld.

XXXIX.

Hjorth spadserede hen ad en af disse hyggelige brede Veje, der ligge lunt og dybt imellem store levende Hegn, hvor bredbladede Hasselgrene hæve sig højt over Hybenbuske og over Brombærrankernes lange karmoisinrøde Stængler med fint blaagrønt Løv, hvide Blomster og sorte Bær, medens Snerler og Vikker klatre op imellem alt det Grønne, og Perikum og Regnfang gulner det Hele forneden, -- disse Hegn, som virkelig ere levende, med en bestandig Dirren af Blade, mellem hvilke Smaafuglene flyve ud og ind, fyldende Luften med deres utrættelige Kvidren. Han gik i sine egne Tanker og holdt sig ind under Skyggen. Fra den modsatte Side kom en lang, stiv, sort tilknappet Mand, med et skægløst Ansigts Bleghed mellem en gammeldags Cylinderhat og et bredt hvidt Halsbind uden Flip. -- Da han gik forbi Hjorth, saà han meget vist paa ham og gjorde halvvejs Front, som om han havde Lyst til at standse. Hjorth hilste, og de standsede begge.

I Ansigtets blege Parallellogram trak en meget lang Mund sig op imod begge Øren med et Smil af store hvide Tænder.

-- Ah -- Hm -- De -- Fremmed maaske her --?

-- Nej, jeg er en Broder til Jens Hjorth.

-- Ah, -- aa -- hm -- Ferie maaske?

-- Ja, jeg studerer ellers i København ... Det er formodentlig Pastor Schmettau?

-- Ja. -- Hm. -- Jeg vidste ellers ikke, at Hjorth havde -- De studerer -- hæ --?

-- Theologi.

-- Ah ... Hm ... Glæder mig at gøre Deres Bekendtskab ... Tænker De at -- opholde Dem længere --

-- Ja, jeg bliver her vist hele Efteraaret.

-- Saa--aa ... Maaske Overanstrængelse?

-- Nej, men -- jeg kan i Grunden lige saa godt studere her --

-- Hm ... Haaber De ser ind til mig ... Farvel. --

Det saà ikke ud til, at Bøndernes Dom over Præsten var dikteret blot af Patriotisme; -- hvis han prækede som han samtalede, kunde det unægtelig ikke være overdrevent opbyggeligt. -- Det var næppe faldet Hjorth ind at benytte sig af hans Indbydelse, dersom han ikke havde erindret hans smukke Datter, som han havde truffet den første Aften og undertiden mødte i Præsteskoven. Han havde dog nok Lyst til at gøre hendes nærmere Bekendtskab.

En Eftermiddag efter Høsten, da han havde drevet om nede ved Fjorden, gik han op gennem den lille Allè, der førte fra Præsteskoven op i Præstegaardshaven. Da han nærmede sig til Huset, kom Frøken Schmettau netop ud ad Havestuedøren, bærende paa en Bakke med Kaffetøj, og gik hen imod »die Laube«. Hun nikkede meget venlig »God Dag«, og han fulgte efter.

-- Ah, -- god Dag! ... Det er Hr. Hjorth, theologisk Student -- ikke sandt, De er vel ikke Kandidat? ... Naa ... Min Plejedatter Johanna ... Hr. Sauerbrei, Kredsskole-Inspektor. -- Hm ... Vær saa artig, -- tag Plads.

Kredsskole-Inspektor Sauerbrei var en før Mand, med et ret behageligt, næsten jovialt Ansigt, men med et skarpt Blik og noget ondskabsfuldt i sit skæggede Tandsmil, som om det plejede at tilsmile ulykkelige Skolelærere, der forplumrede sig.

Hjorth begyndte at tale om Stedets Skønhed. Han havde aldrig set en Præstegaard ligge saa henrivende. Præsten hørte paa ham, medens hans Mundvige trak sig hen imod Ørene og viste en Række store kalkhvide Tænder, gennem hvilke han mumlede: -- »Saa ... Aa, ja ... hm.« Kredsskole-Inspektøren istemte ogsaa Egnens Pris. I det hele disse østlige Fjorde, men især Aabenraa Fjord »wunderschön, reizend!«

Med Undtagelse af saadanne begejstrede Udbrud førtes Samtalen paa Dansk, af Høflighed mod Gæsten. Den gik ikke synderlig livlig, navnlig ikke fra Præstens Side. Han havde en underlig Maner, at sidde med Haanden for den store Mund og mumle ind i Fladen eller ud gennem Fingrene med et Utal af uartikulerede Mellemlyd, medens han nu og da med Haanden strøg sig over Pande og Øjne.

Man kom til at tale om dansk Politik. Kredsskole-Inspektøren angreb Venstre, ledsaget af Præstens uartikulerede Bifald, fra hvilket der af og til vovede sig en halv Sætning frem, -- og det faldt atter i Hjorths Lod at forsvare Demokratiet. Især forargedes Tyskerne over de Danskes ringe Kærlighed til Kongehuset. Dem selv var det ligesom medfødt. Selv naar man var misfornøjet med Kongens Regering, -- naar det galdt Kongens Person, saa stod de alle som èn Mand. Kredsskole-Inspektøren kunde endnu mindes den Jubel, der havde været i Rendsborg, da Frederik den syvende kom dertil lige før Oprøret, medens Sindene vare meget bevægede mod Danmark. Saaledes var det ogsaa nu overfor den tyske Kejser. Det var denne Følelse, der gjorde Tyskland stærkt.

Hjorth kritiserede Kongerne, som kun rent undtagelsesvis vare fremragende; de kunde jo ogsaa være helt gale. -- Men det var jo netop kun Kongen som saadan, det kom an paa; hvad det øvrige angik, saa sørgede jo Gud for det, han regerede jo ogsaa over de gale Konger -- ikke sandt? Og Kredsskole-Inspektøren saà paa Hjorth med sit ondskabsfulde Smil, som om han var en Lærer, der havde forplumret sig.

Men Præsten endte Diskussionen, idet han stirrende ud i Luften mumlede gennem Fingrene: --

-- Hm -- det er -- mæ -- tilvisse en stor Velsignelse for -- et Folk -- ah -- nu -- at have en urokkelig Kærlighed til sit Kongehus ... Hm ... Kongen selv -- mæ -- staar jo under Guds Varetægt ... Hm ... Det var maaske en lykkeligere Tid for Danmark -- ah -- nu -- under Kristian den syvende end under Kristian den ottende ... Hm ... Thi--i -- hvad hjælper Begavelse -- og--æ Kunst -- og--æ -- -- (med en Haandbevægelse ud i Luften) -- og--æ Videnskab, -- naar det ikke bruges -- mæ -- paa rette Maade.

Det var næsten ikke til at holde ud. -- »Herregud! er det Tyskland,« tænkte Hjorth. Han havde sikkert anbefalet sig allerede, hvis han ikke ved Siden af sig paa Bænken havde haft den smukke Johanna. Hun lod til at gætte hans Kedsomhed og dele den. Under en længere Pavse foreslog han hende en Spadseretur i Haven.

Hun var lidt rød i Hovedet og svarede kun med faa forlegne Ord, medens de gik gennem de bugtede Gange mellem Frugttræerne op paa Udsigtshøjen i Hjørnet af Haven, hvor man saà ud over Fjorden, der tilhøjre spidsede sig ind og forsvandt mellem Skovene, medens den tilvenstre bugtede sig frem gennem aabent Land ud mod Bæltet. I det store Asketræ ovenover dem havde der før været en Opgang til en Platform, ligesom paa et Udsigtstaarn. Han havde saa tidt været deroppe som Dreng, naar han legede med den danske Præsts Sønner. Men hun havde kun bòt der i et Par Aar, og i den forrige tyske Præsts Tid havde der heller ikke været noget saadant. Hun var fra Rhinen. Pastor Schmettau var en Halvonkel til hende; han var Slesvigholstener og havde i den danske Tid været Præst i Slesvig. Men saa blev han misfornøjet, var gaaet over til Tyskerne og havde faaet et Embede i Brandenborg, indtil Krigen. Hendes Forældre vare forlængst døde; Faderen havde været Professor i Düsseldorf. -- Først tildryppede disse Meddelelser ham langsomt og afbrudt fra hendes Mund, og han maatte lokke dem frem, medens hun stod ved Siden af ham og pillede et Hasselblad itu, næsten uden at se paa ham, idet hendes Hoved sænkede sig, saa at Nakkelinjen strakte sig lidt fremad, bærende de bløde mørkebrune Haarbukler. Men efterhaanden blev hun modigere, og han fik oftere hendes gyldenbrune Øjne at se.

-- I Düsseldorf? spurgte han med en Blanding af Forundring og Glæde i Stemmen.

-- Ja wohl. -- Und warum denn nicht?

-- Die Stadt Düsseldorf ist sehr schön, und wenn man in der Ferne an sie denkt, und zufällig dort geboren ist, wird Einem wunderlich zu Muthe.

-- Ei, wie schön! ... Sie können Ihren Heine auswendig ... Ich kann sogar auch weiter gehn: -- Ich bin dort geboren, und es ist mir, als müsste ich gleich nach Hause gehn.

Da de engang vare faldne ind i Tysk, blev de ved at føre Samtalen paa dette Sprog. --

-- De har Hjemve? -- men De vil dog vel ikke _strax_ bort, haaber jeg?

-- Strax? -- det vilde rigtignok være en Smule uhøfligt, naar man netop har Gæster, og det har vi saa sjælden her.

-- Og De vil dog ogsaa snart komme tilbage?

-- Ak nej, naar jeg blot kunde, saa vilde jeg langt heller leve dèr -- ved Rhinen.

-- Ja men, det vilde dog være grusomt at vise Dem her, saa snart jeg kom, og saa igen forsvinde, saa at jeg maatte gaa her alene og længes bort mod Rhinen ... Ak, jeg har saa tidt længtes bort til Rhinen, som om jeg var født dèr -- og naar _De_ ovenikøbet bòde dèr --

-- Ej, hvad siger De dog dèr for noget naragtigt Tøj!

-- Naar jeg siger noget naragtigt Tøj, -- det maa De skrive paa Sprogets Regning ... Det kommer saadan af sig selv, naar jeg taler Tysk.

-- Tak! ... Det var jo en smuk Kompliment til vort Sprogs Aand! sagde hun og lo, saa hendes Hoved rystede, og Haarbuklerne dansede paa hendes Nakke.

-- Nej, saadant var det ikke ment; -- men hvorledes kan man paa èn Gang beregne Grammatiken og saa desuden endnu passe paa Meningen?

-- Saa er det maaske bedre, at vi Dansk taler, for det er jo dog egentlig Meningen, som er Meningen. Det er jo ogsaa det høfligste mod Dem som Gæst ... Men hvis min Onkel og jeg en Gang besøgte Dem, vilde De saa ogsaa være saa høflig at tale Tysk?

-- Ikke i min Broders Hus, det vilde være Synd ... Men det er en anden Sag ser De nok ... For Resten kan vi jo holde os ganske nevtralt: jeg taler Dansk og De Tysk. -- Jeg hører Dem ogsaa saa gærne tale Tysk.

-- Deres Udtryk er jo virkelig ogsaa paa Dansk smukkere end Meningen ... Og jeg Stakkel, der har gjort mig saa megen Umage for at lære Dansk.

-- Nej, jeg mente virkelig ikke, at De taler daarlig Dansk, men jeg holder nu saa meget af det tyske Sprog, og jeg har saa sjælden hørt det, og det lyder saa smukt, naar De siger det --

-- Naa det maa man sige, -- De er rigtignok ingen Fanatiker!

I det samme kom Præsten op paa Højen, ledsaget af Skoleinspektøren, der havde en Sommer-Entoutcas i Haanden og sin Overfrakke paa Armen. Han vilde spejde efter Damperen, der skulde føre ham til Haderslev. Den maatte nu snart komme fra Aarøsund. Man kunde ogsaa nu allerede se Røgen over Land, og strax efter strøg den om Pynten og styrede over mod Bæk. Det var paa Tide at gaa saa smaat ned ad Broen til.

De spadserede hen ad den yderste lige Gang, der forlængede sig gennem Allèen ud i Skoven. Kredsskole-Inspektøren havde gjort nogle galante Henvendelser til Johanna, men hun holdt sig bagved med Hjorth, saa han maatte følge Pastoren, der gik stiv med Hænderne paa Ryggen og afmaalte flade Trin af de lange udtraadte Støvler, der først satte Hælene i og saa klappede til med Tæerne et Sted langt foran, medens Hr. Sauerbrei gik elastisk med smaa Skridt af knirkende Saaler, gestikulerende med Armen, hvorover hans Frakke var slængt skødesløst. -- Johanna talte til Hjorth om Rhinen, men hun indrømmede, at man kunde ikke forlange det skønnere end her i denne Bøgehøjskov, gennem hvilken Gangstien førte brat ned mod Fjorden. Hvis hun havde været født og opdragen her, vilde det ogsaa have været en anden Sag. Men hvor kunde det være, at han kunde føle Hjemve efter Rhinen, som om han var født der? ... Han fortalte hende om sin Opdragelse gennem tysk Literatur; fordi alle store Tanker vare komne til ham paa Tysk, var det Sprog ligesom hans aandelige Modersmaal, -- for ti Aar siden vilde han tròt, at det Menneske var vanvittigt, der havde sagt til ham, at han en Gang skulde finde Tysk skønt ved Vonsbæk Fjord, men han kunde ikke gøre for det; og saaledes var det ogsaa med Stederne: mod Weimar havde han en Pilgrimslængsel som en Muhamedaner mod Mekka, og Rhinen var bleven sunget saaledes ind i ham, at han næsten fik Hjærtebanken, naar han hørte Navnet paa den skønne Strøm, »hvor Daarskaben gròr paa de grønne Bjærge«.

Johanna hørte opmærksomt efter, medens hun gik langsomt ved Siden af ham, ridsende med Parasolspidsen i Gruset, bøjende sit smukke Hoved med denne langlige Bølgelinje af en gul Nakke op under mørke Haarbukler, som allerede havde fortryllet ham den første Aften. Ved de sidste Ord smilede hun ganske fint uden at se op og sagde:

-- Jeg maatte gærne vide, om De er en god Theolog, siden De er saa fortrolig med Heine.

Men i det samme hvæsede Piben, medens Damperen stønnende og pumpende lagde til ved Broen, og de lange, flade Bølger begyndte skvulpende at løbe op mod Bredden. Kredsskole-Inspektør Sauerbrei bød Farvel og gik bort med Præsten, der vilde følge ham helt ud til Skibet. Ovenover dem svajede de lange smidige Bøgegrene med deres mørkegrønne aftenskyggede Løv, medens de øverste Bøgekroner paa den anden Side af Fjorden i Sverdrup Skov havde en straalende Solforgyldning. Yderst ude fra Broen hørtes endnu den sirlige Knirken af Hr. Sauerbreis Saaler og afmaalt Klappen af Pastorens værdige Støvler. Skorstenen blev ved at stønne, og Maskinen gik med en utaalmodig Pumpen. Af og til kom der et lille skarpt Skrig fra Pirrfuglen og et Plump, naar den dukkede paa Hovedet under Vandet. Men bagfra sendte Kirkeklokken sine fredelige Malmtoner ud mellem de store Bøgestammers graa Søjler.

Johanna havde lagt Mærke til, at Hjorth var bleven rød i Hovedet ved hendes Spørgsmaal, og for at befri ham for Svaret, fortsatte hun, som om hun havde glemt sit Spørgsmaal:

-- Det er ellers drolligt, at den første Danske, jeg kommer til at tale rigtig med -- at han er saadan -- hvad hedder det -- -- so ein Jünger der Germanen.

Dette Navn, hvormed hendes Mund døbte ham, henrykkede ham saaledes, at han maatte gentage det med hendes Tonefald, saa hun forundret saà paa ham, om han gjorde Nar af hende. Men han lagde ikke Mærke dertil, for han saà til Siden for at indprente sig, hvilket Træ de stod under, som om han havde en Anelse om, at han maaske en Gang senere kunde ønske at erindre nøjagtig, hvor hun havde sagt det til ham.

-- Ja, -- det har De Ret i ... Men maaske er det dog det aller naturligste ... For er ikke hele Danmark Germaniens Lærling?

-- Saa, ja -- jeg vèd ikke ... I Deres Literatur --

-- Fuldstændig, -- og saa i vort Øl og vor Politik, tilføjede han leende.

-- Ogsaa i Deres Politik? ... Ja det forstaar jeg mig rigtignok endnu mindre paa end paa Øl, sagde hun med et muntert Smil, medens hun maatte vinke med Parasollen ud imod Hr. Sauerbrei, hvis Lommetørklæde utrættelig viftede fra Bagstavnen af Dampbaaden, der allerede var kommen et Stykke ud paa Fjorden. -- Iøvrig har jeg erfaret, at det danske Øl skal være saa godt.

-- Ja, det er fortrinligt, det er endogsaa berømt og bliver jo ogsaa exporteret ... Og vor Literatur, den er virkelig meget smuk og bliver ogsaa oversat ... Og vor indre Politik, -- ja, den er vist ogsaa meget god for Liebhavere. Naar vi ikke egentlig har nogen Bismarck, saa er det virkelig ikke vor Skyld og heller ikke Estrups Skyld --

-- Aa, det er den Minister, De talte om oppe i Lauben, og som min Onkel og Skole-Inspektoren holdt paa. -- Ikke sandt?

-- Jo, -- man har jo forskellige Sympathier.

-- Jeg tror ikke, De vil komme til at sympathisere meget med Onkel.

-- Naa, har De allerede fundet ud af _det_?

-- Og saa faar man Dem vel ikke meget at se?

-- Nej, det gør man vel ikke, svarede han og lo saa hjærtelig, at hun maatte le med og blev lidt rød i Hovedet.

-- Ja, det er for Resten slet ikke saa amüsant, at det er til at le over, for vi lever her saa stille, og jeg ser næsten ingen, som jeg kan tale med, sagde hun saa, idet hun befriede sit Øje for et af de lange Haar, der var fløjet hen over det, og som hun strøg om bag Øret.

Pastor Schmettau naàde nu op til dem, og de gik alle tre tilbage til Haven, hvor Johanna forlod dem, da hun skulde gøre Thebordet i Stand. Præsten gik ved Siden af Hjorth med de lange Støvlers værdige Skridt over Gruset, bestandig stiv og knappet sort op til Halsbindet, med Hænderne paa Ryggen, naar han ikke netop strøg med den højre over Ansigtet. Han udtalte sig om sin Stilling til Menigheden. Den var meget vanskelig. Bønderne vare fjendtlige imod ham, og mente, at han hadede alt Dansk. Det var ikke Tilfældet. Kun havde han altid været Slesvig-Holstener og havde ikke kunnet finde sig til Rette under det danske Regimente. Han haabede dengang, at det kunde gaa roligere af, men det viste sig at være en Umulighed. De Danske havde regeret for haardt. Selv nu i denne vanskelige Tid tillod Tyskerne dog en dansk Skole i Haderslev med afgjort patriotisk Farve. Men i den danske Tid kunde der ikke være Tale om en tysk Skole, Folk maatte ikke engang have tyske Huslærere. Om de danske juridiske Embedsmænds Hovmod den Gang kunde man næppe gøre sig nogen Forestilling. -- Ulykken var, at det patriotiske Hovmod lod Danmark forsmaa alt Kendskab til Tyskland. Dersom man havde anet, hvor alvorligt de undertrykte Tyskeres Sag deroppe laa hele Tyskland paa Sinde, og ikke havde trot, at denne Sympathi kun var Praleri af holstenske »Wühlere«, saa vilde man aldrig have vovet at gaa saa vidt, og adskilligt vilde nu været anderledes. -- Efterhaanden som han talte, naàde han frem til nogenlunde hele Sætninger, som afbrødes af stedse færre Grynt og Rømninger; han talte sig endogsaa op til en vis Varme. Hjorth fandt ham mindre utaalelig nu. Han gjorde af og til et Spørgsmaal, men indlod sig ikke i nogen politisk Strid, da han ikke turde stole paa sine spredte og nødvendigvis ensidige Kundskaber fra en Tid, som han ikke selv havde levet med; -- han var desuden for vant til at se sine nedarvede Synsmaader omstødte ved senere Erfaringer til ikke med Interesse nu at høre den anden Part.

Efter The satte Johanna sig til Klaveret og sang med en smuk, men noget uøvet Stemme en Del tyske Folkesange: -- »Mein Schatz der ist auf der Wanderschaft hin« -- »Es zogen drei Bursche wohl über den Rhein«, »Loreley«, -- melankolske Sange, trohjærtet inderlige i Ord og Melodier. Hvor lød det ikke betagende fra hendes Læber:

Die Luft ist kühl, und es dunkelt, und ruhig fliesst der Rhein --

Det var til at faa Taarer i Øjnene af. I alt Fald var Hjorth nær ved at faa det, som han sad dèr i den mørke Stue, næsten lige op ad hende, henne ved Vinduet, medens han saà ud mod Sverdrup Skov, der stod mørk mellem den lyse Dis, hvori Fuldmaanen svævede, og det blanke Skaar af Fjorden. Henne fra Præstens Lænestol kom nu og da en afbrudt Stønnen af tør Sentimentalitet. Efterhaanden trængte Maanelyset stærkere ind gennem Ruderne, blinkende i Johannas Øjne. Hun blev pludselig distrait et Sted i »Loreley«, og Hjorth maatte suflere.

Den Schiffer im kleinen Schiffe ergreift es mit wildem Weh -- --

Men henne fra Lænestolen mumlede det: »Det er sjælden -- hm -- at træffe en Dansk -- mæ, nu -- som er saa hjemme -- ah -- i den tyske Poesi.« --

Da han kom hjem, spurgte Broderen ham, hvor han havde været, og blev meget overrasket ved at høre, at han havde besøgt Præsten.

-- Aa, han havde bedet mig komme, og jeg havde dog nok Lyst til at se ham nærmere og høre, hvordan han udtalte sig.

-- Naa, -- hvad sagde han saa?

-- Han sagde mæ og ba og bu og saa lidt mer, der ikke var saa morsomt.

-- Ha, ha, ha! ... Nej det er saamæn et sølle Skrog ... De forsøgte da vel itt' at faa dig til at tale Tysk?

-- Nej.

XL.