# Germanernes Lærling ## Part 16 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/germanernes-l-rling-41277/index.md -- He! -- ja det er med saadan et Par Kærestefolk, -- de har dog ikke andet end hinanden i Ho'edet ... Det er kunstigt aa tænke paa, sagde Mølleren. -- Ja, det er li'egodt vis. -- Men Kristine var dog ikke gaaet hjem. Hun stod bagved Beværtningsteltet sammen med Ravn. De betragtede det zigeuneragtige Køkken i fri Luft, -- en stor Kedel, der hang i en Tværgren over et Par Gaffelgrene, og som var slikket sodsort af de spillende Luer, der af og til blussede fyrig op, med store Strejflys op imellem Bøgeløvet, og med en uhyre Slagskygge hen paa Teltgavlen af en svær Kones Bagdel, medens hun stod paa Hovedet i Kaffekassen. De lo, saa de maatte holde sig ved hinanden, da hun efter at have slaaet en Øse Vand i Kedlen var lige ved at sætte sig med sin umaadelige Skørtemasse i et lille skævt Lys, som i en Flaske stod paa en stor Bøtte. Saa spadserede de videre ad en lille Sti nede ved Søen, hvor Larmen fjærnede sig mere og mere, og hvor der var en sikrere Ensomhed nu end nogensinde. Han havde slynget Armen om hendes Liv og hviskede til hende med sin mjavende Fistelstemme. Det var en underlig tør, varm Luft; Græsset var dugfrit. De vare komne ind, hvor der ingen Sti var længer, og satte sig i den dybe Skygge af nogle store Bøge. -- Det er saa varmt, saa trykkende -- jeg kan næppe faa Vejret. -- Saa løs en Smule op, min søde Pige, her er jo Ingen at genere sig for. -- Nej, nej, sagde hun leende og slog ham over Fingrene, der famlede paa hendes Bryst. -- Jeg kan nok hjælpe mig selv. Hun knappede et Par Knapper op, trak Kjolen lidt til Side, lænede sig tilbage, og aandede dybt. Himlen over Trækronerne havde kun et Par matte glimtende Stjærner i sit blege Mælkeblaa, der hvidnede sig nedad mod Synskredsen; paa denne hvide Grund ligefor stod nogle tuschsorte hældende Elmetræer ligesom klistret op, flade, silhouetagtige. Men til Siden havde Løvet endnu Form og et Stænk af brungrøn Farve. Græsset skraanede grønt, med et Skær som af en selvlysende Flade, der blændede og skar i Øjnene, ned imod Søen, der strakte sig taageløs, blank-hvid som Glas. Af og til kom langt borte fra nogle skrattende, falske Trompettoner. Men rundt om kaldte usynlige Græshoppe-Hanner paa Hunnerne, idet de med deres Vingevioliner frembragte den svirrende, æggende Musik, der paa en Gang er saa sylfin, som spilledes den af Græsstraa paa »den flyvende Sommers« sølvskinnende Spindelvævs-Strænge, og saa spæd larmende, saa gennemtrængende metallisk som en bitte lille Janitschar-Musik; -- den syntes at faa en uendelig Forstærkning af Musikanter, som vilde den fylde hele Rummet, den blev voldsommere med hvert Sekund, idet Tankerne overdøvedes af den meningsløse Larm, Blodet opildnedes af de flimrende smaa Lydflammer, Sanserne sporedes af de skarpe Toner, indtil alt syntes at forgaa i den voxende, dirrende Jubelmusik af en brutal Elskov. XXV. -- Vi hævde altsaa Syndefaldet som en enkelt, virkelig forefalden Begivenhed, -- og afvise hermed de moderne Bortforklarings-Forsøg, som efter Kants Exempel vil forflygtige det til en Mythe, -- for ikke at tale om det moderne Hedenskabs Forvrængninger, der minder om visse gnostiske Sekter, som stillede hele Biblen paa Hovedet og gjorde det onde til godt og det gode til ondt ... Saaledes kalder _Hegel_ Paradiset for en Dyrehave, hvor kun Dyr og ikke Fornuftvæsener kunde trives, og _Schiller_ forstaar Guds Forbud som Instinktets Røst og Syndefaldet som Fornuftens første Vovestykke og Begyndelsen til moralsk Tilværelse, som uden Modsigelse er den største og lykkeligste Begivenhed i Menneskehistorien; Mennesket var derefter for ædelt til Paradiset. -- De vil finde disse skrækkelige Ord anførte i Deres Kompendium, lad mig se -- Side -- Medens Professor Petersen gav denne Udvikling, havde Hjorth paa en af Tilhørerbænkene en kildrende Gysen ved pludselig at høre Schillers Navn paa dette uventede Sted, ved ligesom at se Dioskuren staa midt i det theologiske Auditorium, en Gysen som den, en ung Mand føler, naar han i et Selskab af ligegyldige Fremmede, midt i et Væv af Trivialiteter, med et hører En udtale hans Elskedes Navn. Han saà op paa Professoren, der, med sit aller enfoldigste Udtryk præget paa det brede Bondeansigt, rystede bekymret paa Hovedet ad de menneskelige Geniers Forvildelser, medens han bladede i Bogen, -- og paa Studenterne rundt om, der dyppede deres Penne og skrev i deres Kollegier: »Skrækkeligt Ord af Schiller, Komp. § 29.« Aldrig havde han før saa klart følt, at han ikke hørte hjemme iblandt dem, aldrig havde han været saa stolt af at vide sig i Pagt med en anden Aand. Og medens han omfattede dem alle med et Blik af usigelig Foragt, var det som om denne skrækkelige Schiller, hvem den dumme Professor rystede paa Hovedet af, og hvem de taabelige, smaa Studenter skrev deres uvidende Notits om, stod statuehøj ved Siden af ham, rakte ham sin Marmorhaand og førte ham bort fra et Sted, der var uværdigt for dem begge. XXVI. Han var naàt til et foreløbigt, ustadigt Hvilepunkt. Han var kommen til Ende med første Del af sin indre Nedrivelsesproces, Undergravningen, -- den, der var begyndt ved hans første Bekendtskab med tysk Poesi. Følelsesgrundlaget for hans Kristentro var skyllet fuldstændig bort, der var end ikke Gran og Sandskorn tilbage deraf; -- den religiøse Følelse hos ham havde haft sit sidste opblussende Liv ved Moderens Grav; -- denne Grav var bleven dens egen. Hvad der endnu var tilbage af hans Kristendom var kun selve Troen paa det faktiske, tør og kold, denne ~fides historica~, som endnu kan frelse en Katholik, -- og som maaske i Virkeligheden er den, der frelser, om ikke Protestanter, saa dog Protestantismen. Der er næppe noget saa urimeligt, saa blottet for al Sandsynlighed, ja saa selvmodsigende, at det ikke ved at indprentes fra Barnsben af og aldrig blive modsagt kan faa Præget af at være selvindlysende. Disse Trossætninger vare blevne hærsede ind i ham som Barn og under hans Opvæxt, han havde selv som Voxen hærset dem ind i andre Børn, saa det var ham umuligt nu at tænke igennem dem eller udenom dem. Uforstaaede holdt de hans Aand fast som en magisk Trylleformel. Han havde ikke længer nogen Kærlighed til dem, han kunde fortvivle over at skulle tro paa dem og rejse sig imod dem med Foragt og Had, -- men han kunde ikke blive af med dem. Det slog ham en Dag, da han læste Jakobis berømte Udsagn, at han var en Hedning med Hovedet, men en Kristen med Hjærtet, at ham selv var det gaaet ganske modsat: -- han var en Kristen med Hovedet, men en Hedning med Hjærtet. Den ejendommelige Udviklingsgang, som var lagt tilrette for ham af Omstændighederne, havde ført ham ad en usædvanlig og lang Vej, men ad den radikaleste. Som oftest begynder Tanken Arbejdet med Tvivl, med Modsigelser, med Beviser; men det hændes undertiden, at naar den har fuldendt sit Værk og fældet og ryddet, ja naar den har begyndt sit nye Værk og bygger andet op, -- saa er dog den gamle Følelsesgrund, der i sit dybe Muld bevarer Sæden fra den oprindelige Plantning, den er bleven næsten urørt tilbage, og det nye bliver bygget paa den; men en skøn Dag kommer der Grøde i den, det spirer af Sæden, det skyder op fra de gamle Rødder, det voxer uimodstaaelig, omstyrtende alt det nye, det kroner og grener sig med den gamle Plantnings Form og Højde -- lige op til Keruber og Serafer. Men hvor Begyndelsen var den, at Jordsmonnet blev gennemgravet, løsnet fra Rødderne og skiftet om, saa der lagde sig fed Muldjord om Sandets barske Træer, og de tørre Egnes Buske kom til at staa og soppe i Mosevand, -- dèr ser det vel ud, som holdt den gamle Plantning sig længer, men den visner og raadner redningsløst og uigenkaldeligt, og det ny skyder op af sin egen Grund og har ingen Omvæltning at frygte. Og denne Bortvisnen og Henraadnen, som nu tog sin Begyndelse, foregik ikke fredelig, uden Fremskynding; efter at den moderne Poesis Hedenskab havde skiftet Jordsmonnet, kom Theologien for at gøre sit; -- med sin Brusen af dogmatiske Synodekampe kastede den sig over den stakkels hellige Lunds bladfattige Kroner, knækkende store Grene, som faldt ned og mættede Muldet med ny Fedme; -- med sine Hvirvler af ~Rabies Theologorum~ splintrede den frønnede Stammer; -- med sine Skypomper af utallige Kætterier rev den tilsidst hele Træer op med allerede løsnede Rødder. Ogsaa under denne anden og egentlige Del af Nedrivningsprocessen sad han ved Germanernes Fødder, -- naturligvis, Theologien taler jo kun Tysk. Han hørte næsten ingen anden Professor end Petersen, og han var kun en dansk Kompendie-Udgave af tysk Theologi -- hvad de andre Professorer for den Sags Skyld ogsaa var. Ellers havde han kun at gøre med Bøger, og det var tyske Kommentarer til det nye Testamente og tyske Kommentarer til det gamle Testamente, tyske Dogmatiker, tyske Kirkehistorier, tyske Isagogiker og intet andet end Tysk. Til de store Navne og til Kætterne var han endnu kun naàt paa anden Haand; det var mest Lærebøger, som selvfølgelig vare orthodoxe. Der var kun Meyers Kommentarer til Evangelierne, hvilke Professoren havde fraraadet ham som »daarlige, meget uorthodoxe, meget rationalistiske«; dem studerede han med stor Iver, og de begyndte Værket ved at bortkritisere Jomfrufødslen og Nadverdogmet, medens de rokkede stærkt ved Skriftavtoriteten ved ubarmhjærtig at blotte Evangelisternes indbyrdes Strid og deres historiske og geografiske Bommerter. Men iøvrig vare de orthodoxe Lærebøger allerede farlige, blot ved deres Kendsgerninger og ved deres Systematisering, der gør det ene saa truende afhængigt af det andet, saa at der synes at fordres alt eller intet, og alt igen synes at være saa grumme meget; det fordunklede noget Dogmernes selvindlysende Glorie, at han lærte deres besværlige Fødsel at kende paa Røversynoder, hvor der sloges med Knipler, og midt i Kejserhoffets og magtsyge Biskoppers Intriger; og denne Glorie pudsedes ikke just synderlig klarere derved, at han lærte de under disse velsignede Omstændigheder affødte Formler ordret udenad paa Græsk, skønt han ganske vist deri kun fandt halvt saa mange Modsigelser som Ord -- nemlig èn for hvert Par --, men der er ogsaa mange Par. Ja han sugede endog denne ætsende Gift af den legitimeste af dem alle, selve Bøgernes Bog, om hvilken Luther i et hidsigt Øjeblik sagde, at »den var en rigtig Kætterbog«. Fra først af var det dog kun de mindre væsentlige Dogmer, der begyndte at rokkes og lidt efter lidt faldt bort. Hans historiske Tro skallede af, men Kærnen syntes at være uberørt. Endnu bestandig fremhallucinerede hans Blik Treenigheden, rigtignok langt, langt borte i det aller blaaeste Himmelblaa, saa højt oppe, at den i Grunden hverken gjorde ham Gavn eller Skade, -- men han saà den dog. Rigtignok -- der kom Usikkerhed i Synet, som det sker med Hallucinationer, naar Patienten faar Mistanke om, at der intet virkeligt er. Ved den endeløse Strid om de to Naturer i Kristus syntes den hellige Trinitet ham paa Nippet til at blive Kvaternitet; -- en Fare, der paa den anden Side formindskedes derved, at den hellige Aand begyndte at blive ham en fordægtig Personlighed, der mer og mer flød ud i det Blaa ... Det saà dog ud til Allehaande. Hans dogmatiske Tro var som en Snedrive, der smelter forneden og løber bort som Vand under sin egen Brohvælving. Overfladen ligger der vel og ser endnu ganske fast ud. Men man skal dog ikke trøste sig til at træde paa den, for at komme over Grøften. XXVII. Mørket begyndte at falde paa i Studenterforeningens Konversationssal. Det havde skaaret en Skygge skraat af fra Vinduesgardinet hen til Spillestuens Døraabning med den lille blege Gasflamme, -- en Skygge, der gik tværs over det runde Bord, hvis lyse Segment bar en blinkende Platmenage, og som havde trykket sig rigtig tilrette ind i Hjørnesofaen bag Bordet, omfavnende de værdigste Medlemmer af den gamle Klike, som her ledsagede Kaffen og Middagsmadens Fordøjelse med de stereotype Samtaler under den tætte Tobakstaage. -- Der var kun lidt Lys ovre i den anden Hjørnesofa, hvor Hjorth sad nippende til den klodsede Kop og pustende Cigarrøgen langt ud, medens han kiggede i »Morgenbladet«. Gennem Døraabningen kom den slæbende Lyd af Schakbrikkerne og Dominobrikkernes Klapren, ledsaget af Spillernes korte Ord; men fra det andet Hjørne opfangede han Stumper af en Samtale om de russiske Forhold. -- Har De læst Valbert's Artikel derom i »Revue des deux mondes«? -- Juniheftet? -- Schak. -- Fy for Fanden. -- Ja gu skriver han godt ... Skal I ikke have den i »Fædrelandet«? -- Pas! Men Hjorths Opmærksomhed blev pludselig fanget af Avisen ved Navnet »Lindekær«, som var udhævet i en af Spalterne, over hvilken der stod »Fanatisme«. Det var et Referat af en Tale, som Provsten et Par Dage i Forvejen havde holdt ved et af de talrige Missionsmøder, til hvilke han turede Landet rundt. Han kiggede hurtig Siden ned og maatte et Par Gange læse de udhævede Ord, der næsten forekom ham utrolige: -- »Men det maa komme til at staa levende for os, at der er noget, som er værre end at være en Morder eller Meneder eller Slyngel eller Kæltring, og det, der er værre, det er at være et vantro Menneske.« -- -- -- Ja det var en Skandale med Vera Sassulitsch. -- Hun skal nok være i England nu. -- Schak og Madam. -- Saa er det saamæn ogsaa deres egen Skyld -- -- Nej, jeg vil sgu have Revanche. -- Ja, vèd I hvad, man kan dog ikke saadan uden videre fordømme alt i Nihilismen, ytrede noget liberalt inderst i Skyggen. -- Øllebrødsbarmhjærtighed. Det var en lang, drengeagtig klædt Mand, der kom tilbage fra Spilleværelset, hvor han havde stoppet sin Pibe, og overskar Disputen med dette ene Ord, som han vrængede ud af sit højre Næsebor og venstre Mundvig, medens han bøjede sig i Døren for at tænde ved Gasflammen, der, idet den sugedes frem og tilbage af Pibehovedet, belyste hans vrantne Ansigt. Hjorth saà paa sit Uhr og rejste sig; Klokken var henad halv syv og han skulde i Theatret med Fru Lindekær og Ellinor. Medens han gik det korte Stykke Vej fra Studenterforeningen kunde han ikke holde op med at harmes over Provst Lindekærs Prædiken og glæde sig over de skarpe Ord, hvormed »Morgenbladet« ledsagede den. Iøvrig havde han aldrig yndet den Avis; den var jo Venstres Organ; han havde betragtet den gennem Punch-Øjne som noget latterligt, noget under Niveauet. Men maaske var det ogsaa en af de mange Fordomme, han havde slæbt med sig fra Hjemmet af. I alt Fald var der ingen af Højres Organer, der paatalte sligt. Og pludselig syntes Højre ham personificeret i den lille stabile Cirkel om Bordet ved den mørke Hjørnesofa med noget liberalt inderst i Skyggen, som kostedes skolemesteragtig af Vejen af noget opløbet Reaktionært, der var voxet fra Forfatningsklæderne og længtes efter at kaste dem og putte sig under Absolutismens Dyne, eller som maaske ret beset, uden Tro paa sin Sag, kun vilde have Lov til at tænde sin Pibe i Fred og saa for Resten snærre bidsk ad det Hele: Øllebrødsbarmhjærtighed at tro, at Fritænkerne ikke er værre end Mordere og Tyve, og at Vorherre ikke vil kaste dem ned i Helvede til evig Tid! ... Øllebrødsbarmhjærtighed at sige, at Folk, der sætte deres Liv i Vove for en politisk Idè, ikke er gemene Kæltringer, der skal knuttes og hænges; Øllebrødsbarmhjærtighed, at komme her og tale om, at der er nogle, som ere forurettede af de herskende Klasser, og som har Ret til at sætte deres Vilje igennem i Regeringen -- Øllebrødsbarmhjærtighed det Hele, -- Højstærede! -- til at sætte i Rang med Dyrebeskyttelse og anden moderne Sentimentalitet! Og Hjorth spurgte sig selv, om han da virkelig hørte derhen, og om han ikke i Grunden stod dem ligesaa fjærnt, som han stod Theologerne. Sandheden var, at han aldrig havde haft nogen virkelig politisk Interesse og følgelig var bleven uden ringeste politisk Begreb; han havde antaget en taaget Drengebeundring overfor visse Navne for at være en politisk Partifarve, som han havde lapset sig med paa Landet, hvor den skar hans nærmeste Omgivelser i Øjnene. Og i Virkeligheden var han endnu altfor optagen af sin egen personlige Udvikling, havde for meget af Ungdommens nødvendige Egoisme, til at kunne blive varm ved Forfatningskampen, og for Retfærdighedens Skyld glemme den Fare, der syntes ham at maatte true den højere Dannelse ved Bondedemokratiets Sejr. Men han besluttede dog at passe paa sig selv og se uhildet efter, om der ikke alligevel skulde være mest Frisind dèr, hvor han før kun havde set et vandalsk Massetyranni. -- Han fandt Damerne færdige til at gaa i Theatret. Fru Cecilie stod ved Bordet midt i Stuen og knappede Handskerne ned over Haandledet, medens hun bøjede den lille fine Haand tilbage; saa skød hun Guldslangen op paa det underste Handskeskind og rakte ham Haanden. Ellinor nikkede til ham henne fra Flygelet, hvor hun spillede de sidste Minutter bort, med et hæklet Tørklæde om Hovedet, medens Skindslaget fra Laaget hang ned over Kassens blanke sorte Træflade med sin hvide Loddenhed, hvori Folder aabnede sig for et Glimt af det lyserøde Silkefoder. -- Aa, Hjorth, -- vær saa snil at sige til Stine, at vi kommer ikke hjem til The. -- Saa gik vi, sagde Ellinor, idet hun rejste sig og kastede Slaget over Skuldrene. -- Hvordan er det, har De aldrig før hørt Vilhelm Tell? ... Aa, De vil more Dem mageløst. Naar Hjorth en enkelt Gang gik i Theatret, plejede han at have sin Plads oppe i Galleriet, hvor der i en trykkende Hede lugtede af simpel Pomade og Pebermynte, eller i det mørke Parterre. Det var ham en ukendt Nydelse at sidde i en Lænestol midt foran paa Balkonen, hvor det Hele udbreder sig uhindret foran En, stiger op over En, straaler med Guld og Farver, blinker af Toiletter, som om man var Midtpunktet, den, for hvem det altsammen gøres. Paa hans højre Side bøjede Ellinor sig frem med sit smukke Smil om de hvide Tænder -- et Smil med Blødhed af Rosenblade og Glans af Emaille --, og det samme Smil kom fra venstre, hvor Fruen, lænet tilbage i Stolen, vuggede Viften i sin hvide Handskehaand, som den lille Guldslange under Bevægelsen syntes at bugte sig op imod; men Ellinor satte af og til Elfenbenskikkerten fra sig paa Balustradens røde Fløjl for at vifte sig let med det broderede batistes Lommetørklæde, hvis Viol-Essens blandede sig med en ganske fin Vanilleduft fra de to Damers store blonde Haar. I disse behagelige Omgivelser, med en blød og fin Indsmigren af sine Sanser, lod han Ouverturen elegisere, storme, kuhrejge og galopere forbi, indtil Akropolis-Udsigten gav Plads for Alpelandskabet med Sveitserhytten, Broen, Floden og Snebjærgene, fuldt af brogede, pæne Bønder, der begyndte at synge, medens Gemmy skød til Maals og sprang over Scenen med smaa Pigetrin, og Vilhelm Tell i Forgrunden tilvenstre øxede dovent væk paa sit Flitsbueløb, eller kiggede skraas ned ad det med mørk Heltesmerte i sit patriotiske Baryton-Ansigt. Han havde nogenlunde let ved at følge Handlingen, da han kunde Schillers »Wilhelm Tell« paa sine Fingre. Gennem den middelmaadige Operatext nød han sin Yndlingsdigters Frihedsdrama, hvis store Linjer han kunde skimte -- skønt fortegnede og ubehændig sammenslyngede, medens den spil-livlige italienske Komponist, der utrættelig ryster iørefaldende Melodier ud af Ærmerne og lader dem drysse ned paa Texten som de kan bedst, holdt hans Øre skadesløst for hvad Hjærnen kom til at mangle. Af og til hviskede han lidt tilvenstre med Fru Cecilie, der ganske sagte slog Takt med Viften, eller tilhøjre med Ellinor, der undertiden, midt under en Arie, bøjede sig helt hen til ham og hviskede: »Hvor han synger falsk, det Afskum!« -- Og han nikkede ganske troskyldig, uden at kunne høre det, beundrende hendes finere Sans, medens han berusedes af Duften fra hendes store Haar, der næsten havde strejfet hans Kind. Hun saà usædvanlig godt ud, og han holdt af at betragte hende i Theatrets Clair-obscur under Akterne, især da det blev Nat paa Rütli i anden Akt. Det var ham noget nyt at sidde saa nær ved hende i Mørke og skimte hendes Ansigt. Og medens det store Kor sang »Hvis nogen af os blev Forræder«, lagde hun pludselig Mærke til, at han sad og saà paa hende, og trods Mørket blev hun synlig rødere i Hovedet. Men det klædte hende godt saaledes, noget echaufferet, som om hun havde drukket Vin; og saa fik han Viol-Duften fra hendes Lommetørklæde, som hun viftede sig med. Det gentog sig i fjerde Akt, under Uvejret, hvis Lyn fik hendes Ansigt til at blusse pludselig op og syntes at sno sig om Haaret, hvor Guldbaandene straalede. »Nej, se dog ud, Hjorth,« hviskede hun leende, »nu kommer jo Gessler.« -- Og Gessler stod der ganske rigtig oprejst i den stærkt gyngende Baad, med sine guldstribede Buxer, den store hvidfjerede Purpurhat og den straalende guldbroderede Skarlagens-Brystdug, indtil han med èt bredte de stribede Silkearme ud og sank tilbage: »Jeg falder! ... Det var Tell, der skød.« -- Dette kom Hjorth noget uventet. »Men hvor bliver da Hulvejen af?« hviskede han til Fru Cecilie. -- »Hvilken Hulvej?« -- »Ih, Hulvejen til Küssnacht.« -- »Naa, det er sandt,« svarede hun leende, »den bliver naturligvis væk.« -- »Hvad var det for noget morsomt, Hjorth sagde?« spurgte Ellinor, idet hun bøjede sig helt hen foran ham. Kort efter gik Tæppet ned over Bønderne og de vajende Faner, og Hjorth fik travlt med at skaffe Damerne Tøjet. -- Nu skal De se, Hjorth, sagde Fruen, idet hun knappede sin Kaabe, nu gaar vi tre hen paa Hotel d'Angleterre og spiser til Aften. Hun havde udfundet dette for at benytte Mandens Fraværelse paa Missionsrejse til en lille uskyldig verdslig Udskejelse, som hun i lang Tid havde følt Trang til. »Det er ligesom man var paa Rejse,« sagde hun, da de traadte ind i Spisesalen, der som sædvanlig var tom og mørk med en svag Lysning af de dæmpede Gasflammers Kredse og matte Regnbueglimt af Lysekronernes Glasprismer midt igennem det store Rum, i hvis nederste Ende Spejlene over Buffeten vare straalende belyste af et Par Lamper. De tog Plads om et af Bordene, midtvejs, i den yderste Række, hvor der var luftigst; for de følte det lummert herinde i Efteraarsnatten, som endnu var mild midt i Oktober. Og pludselig, ved en Drejning af Hanerne, fyldtes Salen af et straalende Gaslys, der hvidnedes af den Mængde Duge, paa hvilke Glassene blinkede. Foran den mørkere Forstue ved Buffeten, hvor en Tjenerskare opholdt sig og vurderede Gæsterne, hvælvede Portalen sig med en blegrød imiteret Porfyrfarve over de stive Gardiner, og Væggen strakte sig med de grønne Felter i Harmoni med Patina-Anstrøget paa de klodsede, gallionsagtige Kvindefigurer, der bøjede sig ud fra den, sænkende Lamper ned fra deres udstrakte Arme. Midt paa Væggen viste en stor Spejlglasflade, glimtende i Kvadraternes Sammenføjning, dem selv, der stak Hovederne sammen for at drøfte Indholdet af Spisesedlen og Vinkortet. Da Fru Cecilie og Ellinor vare blevne enige, maatte Hjorth slaa paa sit Glas og bestille en Kvart And og en Flaske Eremitage. Opvarteren tog Servietten ud under Armen og spurgte, om Herren mente tre Gange Kvart And og èn Eremitage, et Spørgsmaal, der fik Damerne til at le, medens Hjorth, ganske rød i Hovedet, bekræftede, at han havde ment èn Portion Andesteg til dem hver og èn Flaske Vin, samt beskedent spurgte Opvarteren, om han kunde skaffe dem det; -- hvortil den humoristiske Svend, som mærkede, at han havde at gøre med en Begynder, der maatte imponeres for Drikkepengenes Skyld, svarede: »Rimeligvis«, -- ligesom Ribe Skrædder, da man spurgte ham, om han kunde sy Knaphuller.