Part 15

Hjorth og Kristine spadserede, som Herredsfogden havde bemærket, nede i den Nøddegang, der er et uundværligt Inventarium i en Præstegaardshave. Den gik snorlige langs med Udkanten af Haven og havde det uundgaaelige Navn Filosofgangen, der -- ligesom ~lucus a non lucendo~ -- har sin Oprindelse i en Tradition om, at Præsten her memorerer sin Prædiken. Det var den ogsaa bred nok til; men naar en ung Mand og en ung Dame skulde gaa der ved Siden af hinanden, var det bekvemmest, om de enten vare meget kærlige Sødskende eller Kærester. Hjorth og Kristine, som opfyldte den sidste Betingelse, befandt sig meget vel dernede. Men da de havde spadseret et Par Gange frem og tilbage, mødte de Vilhelmine og Herredsfogdens Datter, der lød det romantiske Navn Amanda. Det var en temmelig lille Dame, hen imod de Tredive, med et magert Ansigt og Haaret strittende ud over Panden, iført en spraglet Kjole, der var saa snever forneden, at den nødvendiggjorde Kæder mellem Støvlerne. Hjorth havde ved Bordet haft hende paa venstre Haand, og de havde vexlet nogle Ord, naar hun ikke netop konverserede Pastor Frederiksen om Brændesagen. Nu blev hun hans sejerssæle Makker i et Kroketspil, der fandt Sted inde paa den skraanende Blegeplads, hvor man bestandig maatte skovle de nedfaldne Æbler bort for at kunne slaa, tage et Tøjreb til Side, der havde trukket sin Gaffelstang om paa skraa, løfte med Køllerne paa de lange Valdnøddegrene, der ludede over det halve af Pladsen.

Saa satte det unge Selskab sig hen, for at hvile efter Spillets Anstrængelser og Spændinger, paa en lille Høj tæt ved, hvor Nøddegangen mundede ud; det var det ene Hjørne af Haven; det andet, ved den modsatte Munding af Nøddegangen, var »Verdens Ende«.

De havde ikke siddet længe, før et Par lyse Benklæder begyndte at skimtes og blive tydeligere nede i Nøddegangens kuppelformede Mørke.

-- Ah, dèr sidder det unge Selskab! ... Maaske jeg kunde gøre mig fortjent til en Plads dèr paa Bænken -- skønt jeg rigtignok ikke længer tør regne mig blandt de unge ...

-- Gud, Hr. Godsforvalter, -- De havde da nær kyst Livet af mig, raabte Frøken Amanda og rykkede ud paa Bænken, saa der blev Plads mellem hende og Kristine.

Damerne havde vel derfra haft en fortryllende Udsigt til Solnedgangen? ... Aa de havde spillet Kroket ... Det var rigtig Skade! ... Solen var gaaet saa dejlig ned ... Aa, der var noget saa stemningsrigt ved Solnedgang! ... Det var ligesom den bragte alt det gode i Menneskenaturen op!

Men Kristine, der ikke havde set Solnedgangen, var som en Følge heraf paa sit ondskabsfuldeste, og drillede Ravn ved det nærgaaende Spørgsmaal, om han nu ogsaa hyppig besaà Solopgangen? ... aa, den var endnu meget stemningsfuldere end Solnedgangen ... Og saa drev den al Magelighed ud af Menneskekroppen!

-- Nej, men det er virkelig utaaleligt! ... Saadan en Drillepind De ogsaa er! ... Er hun ogsaa saadan mod Dem, Hjorth? Saa er det virkelig al Ære værd, at De har holdt saa længe ud.

-- Det er vistnok netop det aller holdbareste, naar der ikke er for megen Enighed, bemærkede Frøken Amanda med et erfarent Tonefald. -- Ønsk De bare, at Deres Tilkommende bliver dygtig drilsk.

-- Nej hør, Frøken Henriksen, De er blodig! ... Frøken Kristine er ogsaa slem, men De er blodig, det ved Gud De er! ... Haane en stakkels gammel Pebersvend ved at tale om hans Tilkommende ... Nej Dem tør jeg skam ikke sidde ved Siden af.

Han maatte virkelig holde sig saa langt som muligt fra hende og saa tæt som muligt op ad Kristine.

De fandt alle, at Godsforvalteren var endogsaa usædvanlig elskværdig den Aften. Det var i Grunden godt, han var kommen. De sad dèr og var lige ved at falde i Staver. Men han satte Liv i det hele, kastede de smaa spøgende Repliker som en blød Bolt fra den ene til den anden. Hvor var han ikke hyggelig som han sad dèr, lænet tilbage, med Armene langs Ryggen af Bænken (og Damerne), pustende Røgen fra sin Havaneser ud i smaa velstøbte Ringe, overgiven, sentimental, ironisk og vrøvlende, alt imellem hinanden, som om han bestandig for at glæde de andre valgte netop den Tone, som hans Erfaring sagde ham just i det Øjeblik var bedst egnet til at holde Stemningen i Hjulsporet paa den behagelige Middelvej, -- en venlig, skæmtefuld, kær gammel Onkel.

-- Men nu maa vi virkelig gaa op til de andre; -- det gaar ikke an. Jeg skal ogsaa snart lave The, sagde Vilhelmine.

-- Herregud, -- jeg syntes, vi havde faaet det saa rart hernede.

-- Aa, Godsforvalteren er for doven, han gider ikke rejse sig. Kom, nu skal vi trække Dem op.

-- Ja, De kan sagtens gøre Nar, Frøken Kristine.

Det var blevet saa mørkt, at Amanda gav et lille Hvin fra sig, da hun traadte ind i Nøddegangen. Men Hjorth gik ved Siden af hende, og Vilhelmine førte resolut an. Godsforvalteren og Kristine fulgte bag efter, ganske tæt ved.

-- Aa, det var da kedeligt!

-- Hvad er det, Hr. Godsforvalter?

-- Jeg tabte min Signetring, -- den gled ned af Fingren lige her.

-- Naa, den skal vi nok finde.

-- Ja, jeg vilde rigtignok nødig --. Den kunde ligge og ruste, eller nogen kunde træde paa den ... Det er mig saadan en kær Erindring fra min Moder ... Aa, om Forladelse!

Han var kommen til at støde blødt mod hendes Pande, idet de begge bøjede sig. Kristine lo.

-- Nej, hvor her dog er mørkt.

-- Ja nu -- nej, jeg har ingen Tændstikker hos mig.

Han maatte nøjes med at faa Cigaren til at gløde stærkere. Den kastede pludselig opblussende, røde Lys over hendes Ansigt og de enkelte glinsende Haar, der krusede sig ved Tindingen; og saa dukkede hendes Ansigt igen tilbage i Mørket. Men den tætte, stærke Røg fik hende til at hoste saa voldsomt i hendes bøjede Stilling, at han maatte holde paa hende. Saa lo de begge igen.

-- Aa her er den, udbrød Godsforvalteren.

Der var gaaet flere Minutter; de andre vare ikke til at høre.

-- De er vist gaaet her ned ad, det er ogsaa det nærmeste, sagde Kristine, da der midt i Nøddegangen aabnede sig en Vej ind i Haven.

Men Godsforvalterens skarpe Øre mente nu at kunne høre dem længer nede. Det forekom ham ogsaa, at de havde talt om »Verdens Ende«. Naa, de kunde jo gærne gaa derop. For hun var vel ikke bange for Mørket.

Nej, Gud bevares! hvor kunde han tro? naar han var med!

Det var umuligt ikke at komme til at støde til hinanden i det Mørke og den Sneverhed. Og kom Kristine efter saadan et blødt Guttaperka-Puf blot et Par Tommer ud til Siden, saa var hun strax inde i det kolde, dugvaade Hasselløv og maatte med et lille Hvin tilbage igen, saa det blev Ravns Tur at komme over i Grenene. Det var en Uendelighed af Smaaskub og Beskyldninger, af Latter og Undskyldninger, af Forsikringer om, at det gjorde Ingenting, slet Ingenting, de havde jo heller intet at lade hinanden høre, af Smaavitser fra Ravn, som at »de tog det paa bedste Beskub, he, he, he!«

Og saadan kom de da omsider til »Verdens Ende«.

Men der var ingen dèr.

-- Det er for Resten en hyggelig Plet! ... Og saadan en smuk Aftenklarhed i Luften ... Skal vi ikke sætte os lidt ned, -- da vi nu dog er kommet her? ... Theen er vist ikke færdig endnu.

Bænken var lille; det var egentlig ikke at kalde andet end en meget bred Træ-Lænestol; men Kristine havde siddet i den med Hjorth, saa hun vidste, der var Plads til to. Rigtignok var Godsforvalteren lidt triveligere, men det kunde dog nok lade sig gøre med en god Vilje og ikke altfor sarte Hofter.

Den afhøstede Rugmark ligefor med sin bleggule Flade, brudt af Travehobenes lave Voldrækker, højnede en Buelinje mod en skyfri Himmel, der var farveløs bleg og kun henne tilhøjre havde en tynd rødgul Anstrygning: foran denne Smule Farve stod Møllen med den kulsorte kluntede Trækasse hvilende paa Toppen af den lille Murkegle, strittende med tre ubevægelige Vinger. Bladene i Elmetræernes Kroner, der bøjede sig frem over Bænken, stod ganske ubevægelige. Det tegnede til et smukt Vejr den næste Dag. Hvis det blev saadan en Aften, havde Skovballet rigtignok Held med sig! ... Han vilde ogsaa komme derned et Øjeblik ... Denne landlige uskyldige Folkeglæde fandt han saa idyllisk ... Han foretrak langt den fremfor at se paa et stort Bal ... Hun maatte da endelig ogsaa komme, selv om hendes Kæreste tog til Byen.

Ja hvis Godsforvalteren vilde danse med hende, saa vilde hun nok komme, for ellers vidste hun rigtignok ikke, hvorfor hun skulde gaa derhen, naar Niels ikke fulgte med.

Danse! vilde hun virkelig danse med ham! -- saadan en gammel Kavaler ... Det havde han rigtignok ikke tænkt paa ... Naa, men en lille Svingom ... Naar han turde smigre sig med, at han gjorde hende en Fornøjelse ... Selv om han gjorde sig lidt latterlig -- Herregud! -- hvad vilde han ikke gøre, naar hun bad ham derom -- --

-- For--fordi Fe--Felterne paa Spejlet er en Fo--Fortsættelse af Fe--Felterne paa Yveret --

Godsforvalteren slap Kristines Haand, som han kærtegnede med onkel-venlige Strøg af sin buttede kattebløde Pote. Kristine begyndte at fnise.

-- Hvad det be--beviser, Hr. Provst? ... det be--beviser, at der er en Ko--Korelation i Væxt.

-- Ja men, staar Haarvæxten paa Yveret da i Forbindelse med Malkeevnen, det er det vi skulde have at se, Hr. Kammerraad?

-- Ja, det er netop det! ... Kan De bevise os det?

Stemmerne vare nu ganske nær, og der var kun èn Vej til Verdens Ende; man kunde ikke komme bort.

-- Gud, Hr. Godsforvalter! hviskede Kristine.

-- Nej, det har De Ret i, Hr Proprietær! Det er dèr Theorien har sit Hul!

-- Hvad, Ra--Ravn! er De her --?

-- Og Kristine, udbrød Provsten.

-- Ah, vi kom da ikke til Ulejlighed? spurgte Proprietæren.

-- Paa ingen Maade! vi var netop gaaet herhen, fordi vi ventede at træffe Selskabet her. -- Men nu er det vel bedst, at vi kommer tilbage til Theen.

Denne Gang var det Kammerraaden, der underholdt Kristine med sin pludrede Ordstrøm, hvis Løb hun ikke altid kunde følge, ør i Hovedet som hun var af sin tête à tête med Ravn og den pludselige Afbrydelse. Men hun opfattede dog, at han en Tid lang konverserede hende om den nye Plag, som hendes Fader havde lagt til -- den grønne -- Magen til den, han havde solgt til Provsten -- men det kunde hun vel ikke huske? -- Brillant Stykke Hest! -- Ja men den ny, den saà ellers ud til -- den kunde sgu ogsaa nok -- med Tiden -- det ved Gud den kunde. Og bagved underholdt Proprietær Kolding Godsforvalteren og Provst Storm om Dyrskuet i Slagelse ... Naa, de havde ikke været der? -- Ja, de skulde dog set det Kvæg, som Kammerraaden havde taget Præmie paa. Ja, det var nu efter hans Mening en ren Skandale. -- Det duede? -- ikke Tale om -- saadan. Og saa var det fodret op, rent vanvittigt sgu. Han turde holde en Parè paa, at sex af ti, de vilde kaste ... Nej, saa var der da fra Kragerupgaard, -- det var sgu fine Varer ... Men naar man er Kammerraad Sommer! --

Der var tændt Lys i Havestuen, og Theen blev budt rundt tilligemed skaaret Smørrebrød og Sølvbakker med Sandkage. Samtalen var døsigere, og bevægede sig mellem to og to. I Grunden begyndte man at blive ked af hinanden og vilde helst slubre Theen ned i Ro og Fred uden Forpligtelse til at være morsom. Kun Pastor Krarup var utrættelig som Vært; -- med straalende Ansigt, hviskende Fortrolighed og kordiale Bevægelser gik han fra den ene til den anden og holdt endnu Selskabet i Aande.

Men næppe var Theen sunken, før den ugemytlige Herredsfoged lod spænde for sin Vogn, og dermed var Tegnet til Opbrud givet. --

Da deres Tur endelig kom, satte Hjorth og Kristine sig op i den bageste Agestol paa Per Andersens lille aabne Fjervogn. Foran Kristine sad Kusken, en lang Dreng, paa Nippet til at blive Karl, der holdt sig i en ubevægelig værdig Stivhed med en høj Hals under det snorlige afskaarne Nakkehaar. Han kørte paa den sindig godmodige Bondemaner, idet han lod Hestene løbe, omtrent som de vilde, og af og til, yderst forsigtig, berørte den Nærmers venstre Bov med den lange hvide Piskesnært.

Vognen rullede blødt ned ad den stenløse Bivej, uden Hjulrumlen, med en svag Piben af Axlerne, jævnt travende Hovslag, Prusten, og Klirren af Seletøjets Ringe. Det var kun Bevægelsen fremad, der gav den behagelige Fornemmelse i Ansigtet af en fin Modvind gennem den linde Luft. Hegn, Bondehaver og Skove smeltede sammen rundtom i en ensformig og ligesom søvntung Dunkelhed, hvori kun de nærmeste Stubbemarker satte blege lyse Pletter. De nærmeste Buske og Træer kom dem imøde, løsende sig ud fra Mørket, og drog forbi dem og forbi Gaarde og Hegn længer borte, der kom langsommere samme Vej, frem imod Vognen og bort bag ved den, medens langt borte et sort bølgende Bakkedrag syntes at følge langsomt frem med de Kørende, Men over Cirkelfladen af Jordens bløde og ligesom lodne Dunkelhed hvælvede sig Himmelkuplen med et metallisk glat Mørke, der blev blankt mod Horisonten, fuldt af stenagtig Tindren og Blinken af de talløse Stjærner, mellem hvilke nu og da et af Augustsværmens Stjærneskud trak sin lange gyldne Buelinje.

Kristine havde i Begyndelsen været overgiven lystig, drævet efter Professoren, pludret efter Kammerraaden, mjavet efter Godsforvalteren, medens hun af og til brød af med Latteranfald, der bøjede hende frem over Forlæderet eller kastede hende helt tilbage i Hjørnet af Sædet, saa at man kunde frygte for, at hun skulde falde baglængs ud. Og naar Hjorth ikke kunde holde ud at le saa længe som hun, udbrød hun: »Du er da ogsaa en Tværdriver i Aften, Niels, er du søvnig?« -- Men han forsikrede, at han var slet ikke søvnig. Saa var hun bleven roligere og tilsidst ganske tavs; hun lænede sig tilbage og saà op paa Himlen.

-- Nej, hvor de dog flimrer deroppe! ... Det er ligesom der blæste en Storm; man kunde blive bange for, at de skulde gaa ud med det samme ... Aa! saà du det Stjærneskud? ... Mon det nu skulde være en Engel, der flyver ... Ja, det er slet ikke noget at le af ... Det sagde en af Lærerne paa Højskolen, at Folk havde tròt ... Han sagde ogsaa, at der var andre, der tròde, det var noget andet, men det kunde jeg ikke forstaa ... Tror du ikke paa Engle, Niels?

-- Nej.

-- Ja men, skulde du egentlig ikke det?

-- Skulde?

-- Ja, jeg mener -- naar du bliver Præst, skal du saa ikke præke om Engle.

-- Aa, der er saa meget andet, som man kan præke om.

-- Ja, det er der jo nok ... Men det meste er saa fælt kedeligt at høre paa ... Nej, det er sandt, det gaar nok ikke an, jeg siger det, da jeg skal være Præstekone. Hør, Niels! -- det bliver ellers morsomt, naar vi engang kan gøre saadan et stort Selskab for Præster og Provster og Herredsfogder og Godsforvaltere.

-- Hvad vilde du nu sige, hvis jeg aldrig blev Præst?

-- Fy, sikken et Indfald! ... Hvordan skulde det gaa til? ... Nej, naar man er ung og stærk, saadan som du, saa gaar man da ikke hen og dør ... ... Nej lad os ikke tale om saadan noget fælt noget.

Hun svøbte Shawlet tæt om sig med en nervøs Kuldegysning over Skuldrene, og sad igen tavs.

Hendes Kinder vare blevne blege, men det klædte Ansigtet godt i det matte Stjærnelys, der fik de yderste krusede Haar til at gnistre ligesom elektriske oppe under Straahatten. Det fyldige Bryst bølgede stærkt, og ved Struben kom der smaa Trækninger, ligesom naar Graad er i Færd med at bryde frem. Den bløde Skumplen i Vognsædet satte hendes Legeme i svajende poppelslank Bevægelse. --

-- Fryser du? -- jeg synes det er lunt i Aften, sagde han, da hendes Skuldre atter trak sig sammen med en nervøs Gysen.

Hun rystede paa Hovedet. Og da hun saà ham stirre paa hende, bøjede hun sig pludselig frem, slyngede sin Arm om hans Nakke, og kyssede ham atter og atter, medens hun klyngede sig fast til ham med en voldsom Sitren gennem det smidige Legeme.

De kørte gennem en lille Bondeby. Der var lukket og slukket rundt om. Paa den bredere Vej, hvor Hjulsporene løb imellem hinanden og gravede sig ned imellem spredte Sten, bumlede Vognen frem, synkende i til den ene Side, kastende dem over mod hinanden med en Voldsomhed, der gjorde Kyssene til Næsestyvere og opløste Ømheden i Latter.

Pludselig rejste hun sig halvt op og bøjede sig utaalmodig frem. Hvorfor kørte de dog saa langsomt, som om de fulgte Lig. »Jens, hvordan er det, du sidder og tjatter med den Pisk? -- Slaa dog ordenlig til, at vi kan komme afsted i en Fart. Jeg elsker at køre hurtig, flyvende hurtig.« -- Men Jens gav kun den Nærmer en lille Ende af Snoren og svarede tilbage uden at dreje sin lige afklippede Nakke: »Naa, vi kommer jo sagt' tidsnok hjem, det haar jo da ingen Jav heller.« --

Endelig stod de af i Gaarden. Der var intet Lys at se. Længerne lukkede sig i en dunkel Firkant med et mat Kalkskær forneden, afbrudt af et vældigt Rughæs, hvis Flade fyldte den halve Gaard, og som hævede sin gullige uregelmæssige Kuppel højt over de sorte Tage mod det flimrende Stjærnelys.

Kristine trykkede paa Klinken, og de traadte ind i Fremmerset. Hun famlede paa Bordet efter Svovlstikker, fik tændt et Spiddelys og gik foran ham. Lyset, som hun holdt frem for sig, gjorde hendes Øre gennemsigtigt i et Krus af gyldent Haar og tegnede skarpt Skuldrenes mørke, kraftige Buelinje, der paany havde Trækninger som af nervøs Kulde. Men foran kastede det Skyggen af hendes venstre Haand, der skærmede for Flammen; den dirrede paa Væggen, uhyre og sort, ligesom Haanden af en Dæmon, der vinkede.

Hun satte Stagen fra sig paa Bordet og gik hen til det aabne Vindue; ude fra Haven strøg en stærk, krydret Duft ind af Levkøjer og Nelliker. Hun lukkede Vinduet, trak Gardinerne sammen og fæstnede dem med en Naal, som hun tog ud af Kjolen. Saa gik hun langsomt, ligesom raadvild hen til Sengen, slog Tæpperne tilbage, puslede et Øjeblik med Lagenerne, og satte sig paa Stolen, træt, med glippende Øjenlaag mod Lyset, medens hun glattede Folderne paa Kjoleskødet. -- Hjorth gik frem og tilbage i Kamret, standsede, saà paa sit Uhr og gav sig til at trække det op.

-- Rejser du saa virkelig imorgen?

-- Ja jeg gør -- det gaar virkelig ikke an, at jeg bliver ... Jeg maa tage med Morgentoget, saa vi skal tidlig op ... Klokken er allerede mange ... God Nat, Kristine.

Men i Stedet for at sige Godnat, slyngede hun Armene om ham, trak ham ned til sig og hviskede ham nogle Ord ind i Øret, medens hendes blege Ansigt blev blussende rødt.

-- Nej, nej, Kristine, svarede Hjorth hurtig, idet han rejste sig, -- det er Synd! ... Nej, -- og -- det er kun et Øjebliks -- det vil gaa over hos os begge ... Og -- desuden, -- du vilde komme til at angre det.

-- Og du da? -- --

Et Par Minutter efter trippede Kristine om i sit Kammer, rivende og flængende Klæderne af, som blev spredte over Gulvet. Hun slukkede Lyset og krøb i Seng, hvor hun kastede sig frem og tilbage under den store blaadigtens Dyne, der trykkede hende ned som en Mare og rugede en sveddrivende utaalelig Hede ud af hendes opildnede Legeme. Hun rullede sig sammen, trykkede Ansigtet ned i Puden og brast i en krampagtig Hulken. Og midt under Graaden stønnede hun atter og atter med en Stemme, der i Lidenskaben genfandt sin usminkede Bondedialekt: --

-- Hvo'for _vilde_ han itt', naar _jæ'_ vilde? --

XXIV.

Over Skranken af strittende sorte Grankviste, under Guirlander af Bøgegrene, hvis nederste Blade vare grønt gennemildnede, var det aabne Bræddeskur fuldt af et rødt Lys. Det faldt ned fra Lamperne foroven og luede paa de blanke Messinginstrumenter, som gabede med sorte Mundinger ud mod »Salônen«, det blev dobbelt rødt paa de oppustede fordrukne Ansigter, der blæste og spyttede i Trompeterne, og paa de klodsede Hænder, som førte Buerne, men det forsøgte forgæves at spejle sig i Violinerne, hvis Træ var for mat til at reflektere.

Men Lyset naàde kun svagt ud paa Dansegulvets aabne Cirkel, hvor Parrene drejede sig i en kluntet, langbenet Polka med svingende, stive Frakkeskøder hvirvlende korte Skørter, vimplende Baand under store besynderlige Papirsbaloner, der drejede sig med deres flagrende Strimler og smaa Flag paa Reb, der vare trukne tvers over Salongulvet fra en Cylinderkreds af granviklede Stænger.

Bagved Dansepladsen, inde under Træskyggen, hævede sig en graa Trekant, utydelig, med udflydte Vinkler og Kanter; midt i den, omtrent i Diagonalernes Skæringspunkt, brændte en lille tilsløret og udvisket Flamme -- som en Lygtemand dybt inde i Taagen. Saa kom Skoven, rejsende de mørke ubevægelige Toppe mod en bleg Himmel, ludende med de tætte Løvmasser, der endnu havde et grønt Skær rundt om sorte Skygger ned imod den spejlhvide Sø. Dens anden Bred var en langstrakt Bakkelinje; over den havde Luften endnu et blegt Orangelys, og op imod det stod Skovvangs Ladebygninger med de kolossale knækkede Spaantage, som dog overragedes af Stakkehavens mægtige Rughæs.

Møller Kristensen, der havde staaet og betragtet alt dette, begyndte at blive ked af at se paa Dansen, der ikke længer var for hans Alder, og følte Trang til en Hjærtestyrkning. Han gik hen imod den trekantede Taage med Lygtemanden i, som ved nærmere Eftersyn viste sig at være Sejldugsgavlen af et langt Beværtningstelt, midt i hvilket der brændte en enlig Lampe. De fleste Bænke vare optagne og henne fra Enden lød bestandig Bestillingsraabene: -- en Kaffepuns, -- to Sodavand -- en Toddy -- to Bajere!

Mølleren bestemte sig for Kaffepuns, og fandt sig en Plads ved Siden af Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Sønnen Hans.

-- Naa, er I ogsaa kommen her i Aften?

-- Ja, vi skulde jo se paa Stadsen.

-- Ja, det skulde vi jo da li'egodt.

-- Skaal, Ole! ... Skaal, Hans! ... Kan det ogsaa gaa, at en af de Unge sidder her og er Bænkeslider?

-- Ja, Hans haar jo ogsaa været ovre aa danse.

-- Ja, det haar jeg jo da li'egodt -- men -- at, jeg syn's dog -- --

»En Arraks, en Gang rundt!« raabte Henrik Larsen ved Bordet bagved dem. -- --

-- Det er svært, saa Henrik er højtmælet i Aften, sagde Mølleren. -- Skaal, Ole!

-- Skaal igen, Møller! ... Ja, han haar nu ogsaa en urimelig høj Snaps paa.

-- Saa? ... ja saa bliver det sgu'tte første Gang. --

»Du haar jo danset med hender hele Tiden, Henrik.«

»Ja hun er ogsaa den eneste, der er værd at danse med. De andre kan sgu gaa hjem og lægge sig; de er jo ligesom Dragkister i Jordskælv.«

»Ja, det var sgu Synd og Skam, at Hjorth skulde gaa hen og snappe hender, -- for hun er li'egodt itte den, hun haar vaaren.«

-- Det maa ellers være en underlig Fornøjelse, at ligge og rende efter andres Kærester, bemærkede Mølleren til Ole, temmelig højt, -- for han ærgrede sig paa sin Ven Per Andersens Vegne over al den Snak om Kristine.

»Sagde du »ligge og rende etter«, Kristensen? ... Da vil jeg ellers betro dig, at Henrik Larsen og jeg, vi behøver itte at »ligge og rende« etter nogen, -- og jeg har heller itte gjort det med hender, -- andet end hun kan sgu gøre for mig, hvad hun vil ... Men jeg skal, Fa'en ta'e mig, vise jer, at hun vil danse med mig og inte med nogen anden ... Men for Resten angaaendes den Kæreste, saa er det jo noget Vrævl, -- det bli'er jo inte til noget -- han kerer sig jo inte om hender, ellers kunde han da fulgt hender herud i Aften.... Men han haar sgu sine Tøser inde i Byen, den er jo klar!«

Dermed brød Henrik Larsen op og forlod Teltet med sit støjende Tilhæng.

Der var bleven lysere paa Dansepladsen. De kulørte Lamper vare tændte og hang under Løvet som store straalende Vidunderfrugter, fra hvilke der faldt et broget Skær over de Dansende. Der var ude paa Gulvet en tæt hvirvlende Vrimmel, hvis Par busede paa hinanden og trampede, saa Salônen rystede, medens Trompeterne skrattede, som om de vilde blæse deres sidste Vejr bort. En tung Atmosfære af harsk Pomade, Bræddelugt, Sved og Granduft med en tæt Tilsætning af Støv svævede over det Hele i den ubevægelige Luft.

Men det var forgæves, at Henrik Larsen undersøgte baade Siddepladserne langs Dansecirklen og Hvirvlen derude, som bestandig udstødte Par og optog nye -- Kristine var der ikke.

-- Jeg synes ikke, du danser, sagde Mølleren ondskabsfuld. Han var fulgt bag efter med Ole og Hans.

-- Jeg kan sgu'tte finde hender ... Hun er nok taget hjem, svarede Henrik slukøret.

-- Ja -- ha -- hun har nok kedet sig, bemærkede Ole.