# Germanernes Lærling

## Part 13

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/germanernes-l-rling-41277/index.md

Men Altergangen opgav han, indtil videre.

XXII.

Temmelig hyppig traf Hjorth hos Lindekærs sammen med Professor Petersen. Det var ham altid en Glæde, næsten en Stolthed, noget af den Selvopløftelse, som en Underordnet føler ved at være sammen med sin Foresatte i det private, snevrere Selskabsliv, hvor Graderne bortfalde; -- thi skønt Professorens venlige og jævne Væsen ikke paa nogen Maade lod denne Gradsforskel blive følt, glemte han dog ikke selv den afstand-tagende Respekt for den lærde og ansete Mand. Men her, hos de fælles Venner, kunde han omgaas ham mere paa kammeratlig Fod, genfandt han sin naturlige Ligevægt og kunde slaa ind i en munter Tone.

Desuden smigrede det ham saa inderlig, at Professoren havde udtalt sig meget anerkendende om hans Flid og Dygtighed, noget som Fru Cecilie snart meddelte ham.

Paa disse Aftener trak Herrerne sig altid efter The ind i Studereværelset til Tobak og theologiske Samtaler. -- Dèr sad de saa i brede Lænestole eller i den solide, bløde Sofafirkant og lod Røgen hvirvle hen over Arbejdsbordet i det matte Lys fra den gammeldags Moderatørlampe, der var bleven omskabt til Petroleumsbrug og stod balancerende paa sin tynde Messingstang, som ragede op mellem Bunker af Bøger og Papirer. Foran sig sendte den gennem et firkantet blaat Skærmglas en mørk Skygge ud, der skar Folk i Sofaen over ved Halsen, men bagtil kastede den en stor Skygge fra sin straalende Oliebeholder hen paa det øverste af Væggen og en Kant af Loftet. I Baggrunden af det lange Værelse udslettede Dunkelheden de mørke Møblers Former, og midt paa den ene Sidevæg lod Bibliotheksportieren et trekantet Mørke gabe ud fra den skumle Bogfæstning, hvorigennem Masser af skimlet, ormædt Lærdom syntes stødvis at styrte sig ud og sætte den stille Tobakstaage i voldsomme Bølgninger, medens Provstens højtmælende Stemme og langarmede Gebærder forivrede sig indtil Theologernes Raseri. For det var ikke altid, at han var enig med sin højtagtede Ven; men der var en beroligende Baggrund for disse Disputer i den konfessionstvungne Enighed om alt, hvad der havde den aller fjærneste Betydning. -- Hjorth derimod var ikke altid saa enig med dem i, hvad der havde Betydning. Han spillede som oftest Tilhørerens Rolle; -- men undertiden kunde en beskeden indskudt Bemærkning af ham bringe Professoren til at tage Piben ud af Munden og udbryde: »Nej, virkelig! ... Ser man det! ... Det vidste jeg saamæn ikke af ... Hvorfra har De det?« -- --

En Aften midt i Juni stod Professoren og Hjorth ved et aabent Vindue i Dagligstuen. Efter den brændende hede Dag strøg en Smule Aftenkølighed ind fra Kanalen, løftende et Par Vimpler paa Jagterne ved Bolværket. Aftenrødens Genskin laa let over de døsige Skylag, og Vindfløjene lige for paa Kirkens Gavl og Taarn og længere borte højt oppe paa Børsens dragesnode Spir glødede, som om de skulde smelte.

Inde i Spisestuen raslede Ellinor med Thetøjet, -- Fruen sad ved Flygelet og spillede en Polka af Rubinstein. Provst Lindekær var sunket sammen i en Gyngestol, ladende som om han læste »Fædrelandet«, ganske opløst i Mattelse efter sit søvndyssende Dagværk som Censor ved theologisk Examen.

Hjorth beklagede, at han ikke havde været tilstede om Formiddagen. Professorsønnen, den æsthetiske og filosofiske Hr. Frederiksen, som opdagede frugtbare Fermenter hos Darwin, havde været oppe.

Men Professoren var skuffet.

-- Jo, respektabelt, respektabelt ... Der var ikke noget at sige paa det, men -- -- Det var ikke, som vi havde ventet ... Naa, De kan vel ikke for det første gaa op, -- nej, det er sandt, nej, -- De er fra sexoghalvfjerds; -- men De har jo ellers allerede faaet læst en Mængde.

-- Jeg antager, jeg kan gaa op om to Aar.

-- Naa ... Aa, ja, det kunde jo nok --

-- Saa har jeg tænkt mig at gaa paa Skriveøvelser hos Dem til Vinter.

-- Ja, det er meget rigtigt; -- det skal De tage i Tide ... Hm ... Naa, nu har vi jo snart Sommerferien ... Hvor tager De hen? hjem til Vonsbæk eller --

-- Nej, jeg tager til Yderslev.

-- Naa, til Yderslev ... Hm ... Jeg har saamæn tænkt paa at tage derned og besøge min gamle Egn ... Jeg har ikke set den nu i ti Aar, tror jeg -- ja det bliver nu til Efteraaret ti Aar, siden jeg begravede min Fader.

-- Ja men, det skulde De virkelig gøre, Hr. Professor. Pastor Krarup har netop et Par Gange spurgt, om jeg ikke tròde, Professoren kom derned, det vilde være ham saadan en stor Glæde, hvis De vilde bo i Præstegaarden.

-- Saa! ... virkelig! ... har han sagt det? ... Hm. --

-- Theen er færdig, Moder.

XXIII.

-- -- Og jeg er overbevist om, at alle her ved dette Bord føler den samme Glæde som jeg over, at vi kunne være samlede med vor højt fortjente Landsmand ... Jeg siger Landsmand; -- thi om end vi andre ikke ere knyttede til Landet her rundt om ved det samme moderlige Baand som Professor Petersen, saa have vi dog nu vort Hjem her, og vi søge jo alle efter bedste Evne at-æ -- virke -- og-æ -- gavne og -- og føle os som Egnens Børn.

Pastor Krarups sidste Ord stoppede Munden paa Herredsfogden, der var lige ved af suflere »gavne og fornøje«. --

-- Da Professor Petersen sidst besøgte denne sin Fødeegn, var det, som vi mindes, i et Sorgens Anliggende. -- (Hele Selskabet stirrede meget nedslaaet ned over de halvfyldte Talerkener, uden at have nogen Anelse om, naar eller hvorfor Professoren sidst havde været dèr.) -- Naar jeg siger »da _Professor_ Petersen besøgte sin Fødeegn«, -- saa taler jeg egentlig unøjagtig, jeg betjener mig af en rhetorisk Figur, som de Gamle kaldte ~Hysteron proteron~. (Her saà Pastor Krarup meget humoristisk ud, som om han havde sagt en stor Vittighed, og skelede hen til Provst Storm med et Blik, der vilde sige: »ikke sandt, min lærde Ven.«) Thi Professor Petersen var den Gang endnu ikke Professor, ikke engang Doktor, -- han var slet og ret Kandidat Petersen. (Denne Meddelelse om Professorens Beskedenhed lod til at virke saa overvældende paa Selskabet, at Pastor Krarup maatte gentage i Salvelsestone:) _Kandidat Petersen_ ... Men, -- men, denne Kandidat Petersen, han var allerede den Gang den theologiske Ungdoms Lærer, han var Opdrager for Mænd, der nu sidde rundt i Landets Prædikes-- hm, -- der nu _staa_ rundt paa Landets Præstegaarde.

Dette Storkebillede løste Selskabets Lattermuskler, og selv den uheldige Taler maatte le med.

-- Ja, -- he, he, he! -- jeg kom til at fortale mig ... Naa, maa jeg saa bede Dem tømme Deres Glas paa Kandi--, paa Professor Petersens Velgaaende.

Almindelig Rejsning og Klinken med de smaa gammeldags Glas, som kun rummede et Par Mundfulde af den lyse, sure Rødvin, der skænkedes af etiketteløse Flasker for at foregøgle en Vinkælder. Den hovedkuls forhastede, lidet højtidelige Slutning paa Festtalen havde aabenbart virket velgørende. Højrøstet Samtale sprudlede pludselig op langs den dobbelte Stolerække og krydsedes over Bordet, ledsaget af en livlig Klirren af Knive og Gafler, der næsten var mættende, blot man hørte paa den. Men Stuepigen og den smukke unge Husmandskone, der anvendtes ved slige Lejligheder, ilede frem for at byde om fra Spillebordene, der havde en Buffets Rolle, hvor de havde staaet under Talen, stive som Soldater, med sovende Ansigter. De sænkede pludselig Fade ned imellem fortrolig hviskende Hoveder, der fòr til Side, som grebne i en Sammensværgelse, de borede sig dristig ind gennem den snevre, næsten ufarbare Passage mellem Stoleryggene og Væggen, hvor Stuepigen snublede over Gardinet, som Proprietær Kolding havde sat sin Stol paa, medens Husmandskonen hældte Sauce ned ad den staalgraa Silkeryg paa Fru Herredsfogedinden, en statelig Dame, født med »~de~«, der beviste sin højere Grad af Verden ved ikke at trække paa Smilebaandet, medens hendes Kavaler, Pastor Krarup, holdt sin Tale. --

Endnu en Gang maatte Stegen friste en Afbrydelse, idet Professor Petersen, efter at have takket med nogle faa beskedne Ord, bad Selskabet om at forene sig med ham om at ønske en flink ung Mand -- han kunde maaske sige en Discipel af sig, -- og han tròde en god Bekendt af dem alle -- Lykke og Velsignelse paa den Bane, han var slaaet ind paa, og hvorved han havde skilt sig fra Egnen, -- dog ikke ganske skilt sig, thi han saà derhenne ved den unge Mands Side en ung rødmende Pige, en »Indfødt«, der havde knyttet sin Skæbne til hans og vilde blive et Baand mellem ham og Egnen. -- Held og Velsignelse for dem begge!

Atter Rejsning og Klinken, under hvilken de to Delinkventer stod bag ved de udstrakte Arme og blinkende Glas ved den bageste Ende af Bordet, begge meget røde i Hovedet og meget glade ved at faa Lov til at sætte sig ned igen, medens Godsforvalteren, der sad ved Midten, hviskede til sin Borddame: »En fager Brud i Sandhed han sig henter« -- hvilket de begge tròde, var et Citat af Oehlenschläger.

Dette førte ham naturligvis til en Konversation om den gode gamle Poesi, den romantiske Digtekunst, -- Axel og Valborg, -- ikke sandt? -- aa! -- Ja, han sværmede endnu derfor. -- Han var maaske noget gammeldags, -- naa men Herregud, han var jo heller ikke ung længer. --

Hans Borddame gjorde Indvendinger: -- han var en Mand i sin bedste Alder, i sin anden Ungdom. Men Ravn vedblev med en beskeden Stædighed: --

-- Aa, De er nu saa komplimenterende, Frøken Klingenberg! ... Ja, -- nej, jeg regner mig nu blandt de Gamle ... Jeg overlader Realismen til Ungdommen, men hvad mig angaar --

-- Hvad er det, Ravn snakker om, at han er gammel? -- brummede Kammerraad Sommer, lidt borte, paa den anden Side af Bordet. -- Gammel Ravn! ... he! ... Han er jo en ung Ve--Vipstjært.

-- Ih, sikken et Billede! udbrød Frøken Klingenberg.

-- Ja, han er Realist, Kammerraaden, sagde Ravn, lidt stødt.

-- Ja, Frøken! ... Jeg henter mine Udtryk fra mine daglige Omgivelser, fra Mark og Ve--Vang ... Jeg er en simpel Landmand, gør ikke Fordring paa andet.

Denne pralende robuste Beskedenhed blev ikke modtaget; over den jævne Mand, der slubrede Ærter i sig med Kniven, medens han brummede ned i Talerkenen: »Gør ikke Fo--Fordring paa andet,« nedkaldte den et Styrtebad af Ros, med Sidedoucher fra hans Borddame, Frøken Krarup, og fra Herredsfogden til venstre, og med en voldsom Straale skraas ovre fra Provsten, der raabte højest, fordi han havde Fru Kammerraadinden tilbords.

-- Jo vist! ... Han med sin Anseelse, -- med sin bekendte Indsigt i Landbrugets Teori! ... Han der kunde være bleven Landstingsmand, hvis han havde villet!

Men oppe ved Hjørnet af Bordet, hvor Proprietær Kolding for anden Gang fangede Stuepigen i sin snedige Gardinfælde, hviskede denne Praktiker til Fru Krarup, som han vidste altid med Glæde optog en Ondskabsfuldhed mod en af Gæsterne:

-- Nej, -- Kammerraaden kan maaske være Videnskabsmand, -- Anatom og Filosof og saadan noget, -- det forstaar jeg mig ikke paa, men _Landmand_, det er han minsandten ikke.

-- Aa nej, svarede Fru Krarup, idet hun ved et Smil viste et Par lange Fortænder, der stod skævt paa hver Side af et Hul. -- For Resten _er_ han det da for saa vidt, som han _kan_ sætte Penge til.

-- Ja, det gaar nok ikke saadan --

-- Han _har_ rent ud sagt været paa Randen af en Fallit. Hvor_dan_ han egentlig kom over Terminen -- for Afgiften _har_ han saamæn ikke kunnet betale -- og Greven _ser_ ellers nok paa Pengene -- saa _hvis_ Ravn ikke var hans gode Ven -- naa, men _ikke_ mine Ord igen ... Ja, Hr. Professor, hvor_dan_ Pastor Frederiksen præ'ker, det _skal_ jeg ikke kunne sige, for jeg _har_ ikke hørt ham ... Men _havde_ det været noget udmærket, saa _var_ der vel nok blevet talt om det ... Men dèr _har_ De jo for Resten en god Kilde paa Deres venstre Haand, for Herredsfogdens _bor_ jo ved Siden af ham.

Hun saà over Professorens Bryst og nikkede til sin kære Veninde Fru Henriksen, som hun glædede sig ved at sætte i Forlegenhed ved denne Paakaldelse, da hverken Herredsfogden eller hans Hustru nogensinde satte deres Ben i Kirken.

Men Fru Henriksen lod sig ikke forbløffe:

-- Aa jo, ganske godt, ikke noget remarkabelt.

-- Er det nu et godt Embede?

-- Aa, saa for_skrækkelig_ daarligt, udbrød Fru Krarup med en foragtelig Hovedrysten. -- Der _er_ en Formand, som _slet_ ikke vil dø, og Præstegaarden er _lige_ ved at falde ned over Hovederne paa dem, og der er saamæn _ikke_ Raad til at bøgge.

-- Saa! ... Virkelig! ... Hm.

-- Maaske kender Professoren ham inde fra København, bemærkede Fru Henriksen.

-- Ja, han er saamæn en af dem, der staar rundt om paa Landets Præstegaarde, og som Kandidat Petersen --

-- Ha, ha, hi, hi, lo Pastor Krarup, saa det lød som en lille Skralle gennem den lange smalle Stue.

-- Var det Professoren, der var saa vittig? det ser han ellers ikke ud efter, sagde Kristine og strakte Hovedet frem for at kunne se bedre ned ad Rækken.

Men Hjorth, der fra sin Hjørneplads bekvemt kunde overse det hele Selskab, bøjede sig over mod Pastor Frederiksen, hvis Borddame han sad ved Siden af, og gjorde ham opmærksom paa, at Professoren vistnok ønskede at drikke med ham.

Den lille blege Mand fòr sammen, drak ud og holdt det tomme Glas op med en højtidelig, næsten sakramental Haandbevægelse, medens han nikkede med straalende Stolthed over til sin gamle Manuduktør, hvorpaa han igen sank tilbage paa Stolen og ned i den indviklede Sag angaaende de sex Favne Brænde, om hvilke han nu paa fjerde Aar procederede med Skovvang Gods, -- et Emne, som hans Dame, Herredsfogdens Datter, var inde i og havde grebet med Begærlighed for at gøre sin juridiske Afstamning Ære.

Men Ordene »Favnebrænde«, »Fagot« og »Top« antændte den onde Samvittigheds Helvedesbrand udi Godsforvalter Ravns Hjærte; han maatte gribe sit Glas, bøje sig frem foran Frøken Klingenbergs flade Bryst, der skilte ham fra Pastoren, og have den Ære at drikke et Bæger med ham; det var ham saa kært, at de kunde mødes paa Privatlivets Grund.

Derefter optog Godsforvalter Ravn atter Samtalen med sin Borddame om det Forslag, der var blevet fremsat til en Forandring af Prædiketexterne. Der kunde jo være meget, som talte for det, og der var jo saa mange Steder i den hellige Skrift, som man ogsaa kunde ønske bragt frem for Menigheden; men paa den anden Side maatte han dog sige, at de gamle Evangeliestykker og Kollekter vare ham saa inderlig kære fra Barndommen af, at han havde Vanskelighed ved at forlige sig med Tanken.

Frøken Klingenberg, der nikkede bifaldende til denne Pietet, men i det Hele syntes afgjort stemt for den nye Ordning, var en høj, knoglet Dame med rødsprængt Ansigtsfarve. Hendes Alder maatte være et eller andet Sted oppe i de sidste Trediver. Hun var Datter af en Oberst, der efter sine Krigerdage anvendte sin private Formue til at slaa sig ned i et fredeligt Landliv, ved hvis Slutning, for nogle Aar siden, han havde efterladt hende en temmelig stor Gaard med en Smule Bøndergods, en lille halv Mil fra Skovvang. Dèr bòde hun med Husjomfruen og Forvalteren. Men hun førte dog ikke noget ensomt Liv. Hun var ivrig kirkelig, og hendes Passion var Præster. For dem gjorde hun smaa fine Middage, og kom saa til Gengæld til alle Præstegaardsmiddage.

Godsforvalter Ravn var naturligvis en gammel Bekendt af hende. For det første bòde de jo hinanden saa nær, at de næsten kunde nikke til hinanden, saa det var ikke mer end simpel Høflighed, at han nu og da saà over til hende i hendes Ensomhed og satte Smag paa hendes Kvædelikør; og det var saamæn heller ikke mer end simpel Menneskekærlighed, at han havde sine smaa Griseøjne med Gaardens Bedrift, for man vèd jo, hvor let saadan lønnede Folk kan finde paa at narre en stakkels uerfaren Dame. Da han endelig var saadan en dybt følende kristelig Mand, saa havde de jo de højeste Interesser fælles, og det var en Selvfølge, at han, alle de gamle Præsters Lhomberbroder, var en stadig Gæst ved hendes smaa gejstlige Pikkenikker. Men det kunde naturligvis ikke være andet, end at verdslige Tunger udlagde disse Besøg noget anderledes.

Iøvrig lod det ikke til, at Godsforvalteren havde synderligt imod, at man gjorde ham til Frøken Klingenbergs erklærede Tilbeder. Tvertimod gav han endogsaa selv sine Hjærtesuk et vist iøjnefaldende Præg. Det kom naturligvis deraf, at Manden intet havde at skjule, og at der vanskelig lod sig lægge Baand paa hans stærke Følelser. Men de onde Tunger -- hvad har de ikke at bestille! -- de fortolkede det unægtelig, som om Ravn ønskede, at Folkesnakken skulde gøre Frøkenen bekendt med hans Hjærtes sande Tilstand og ved at gifte dem sammen lette hans endelige Overflytning til Fugleredegaard -- det var det poetiske Navn paa Frøken Klingenbergs Bo -- fra Skovvang, hvor der sagdes, at hans Stilling ikke var synderlig sikker.

En af disse onde Tunger, Fuldmægtig Jessens, havde haft en hel Del gode Historier i den Retning at fortælle Hjorth i denne Sommerferie, saa det var intet Under, at han fra sin gunstige Plads skarpt iagttog Godsforvalterens Kurmageri, der blev inderligere, med en hviskende Mjaven, med Hovedet kælent paa skraas og opadvendte Øjne, der blinkede af en fugtig Sentimentalitet, efterhaands som Selskabets Livlighed steg rundt om, isolerende ham og den Udkaarne midt i en Sammenflydning og Krydsning af Repliker.

Man var ved Desserten. Store Fade, toppende fulde af Jordbær, stødte mod gestikulerende Albuer, saa Bærrene trillede ned over Randen. Sherryen fyldte en for en Rækken af de smaa tomme Glas, idet den ligesom tændte en gylden Lygte foran hver Kuvert. Paa den ene Side af Bordet var Skeerne i en livlig blinkende Bevægelse fra Talerkener til Munde, men den anden Række var endnu i Færd med at forsyne sig. Proprietær Kolding sugede med et Svup Fløden af sin tykke Knebelsbart, men Provsten raadede ham deltagende til at følge hans Exempel og komme Sherry paa Jordbærrene, for ikke at forkøle Maven. Kammerraad Sommer var allerede snart færdig med sin Portion, som han i sande Læs skuffede ind mellem de tykke Læber, der formede sig som Tuden paa en antik Tragediemaske og mødte Skeen paa Halvvejen. Men Herredsfogden var endnu ved Tilberedelsen; han havde pludselig givet sig ivrig i Snak med Kristine, der sad paa hans venstre Side, og han vendte sig helt om imod hende, for at hans højre Haand imens kunde faa et Distraktionspaaskud til med en uendelig, nervøs Rysten at drysse en hel Drive af Sukkersne gennem Strøskeens Huller ned over de røde Bær. Og lige over for gjorde Godsforvalteren Frøken Klingenberg opmærksom paa dette Kunstgreb, uden hvilket det næsten var umuligt at faa tilstrækkelig Tid til at tage Sukker.

Heden tiltog bestandig i det lave, smalle Værelse, hvor Eftermiddagssolen begyndte at titte ind med et Par lange Striber, der skraas over Bordet brødes i Glas og Karafler og irriterede Godsforvalteren ved bagfra at falde i Glassene paa hans Guldlorgnet, saa han maatte bøje sig endnu længer over mod sin Borddame. Foruden Solvarmen og den tiloversblevne Em fra Steg og Fade syntes der endnu at udgaa en Straalehede fra hvert af disse Ansigter, der begyndte at gløde mere og mere. Det føltes som en Velgerning, naar den dovne Vind strøg ind gennem de aabne Vinduer, løftende og buende de hvide Gardiner som Sejl, -- undtagen det ene, der var tøjret af Proprietærens urokkelige Stoleben.

Ogsaa Sindene vare opildnede. Det kendtes paa Samtalen, der var sat i et forceret Tempo, og hvis Tonefald var skruet et Register op, nu da den tiltog med et jævnt Crescendo, eftersom Angrebet paa Jordbærrene stilnede af. Der udviklede sig en Kappestrid i at raabe hinanden over, en ubændig Lyst til at kaste sig ind i en Samtale i det andet Hjørne af Bordet, en Ærgerrighed efter at hverve et Individ fra en fremmed Samtalekreds over i den, man selv tilhørte, -- som frembragte et Kaos af Sætningsstumper, der var ganske sindsforvirret for en Udenforstaaende. Og Kristine lænede sig tilbage i Stolen, leende til Hjorth, medens hun med Hænderne for Ørene, ved at aabne og lukke hurtig, indsugede ligesom Koget af en Kæmpekonkylje. Hjorth skændte paa hende; men hun var saa fortryllende i sin kaade Natur, der gik over Optugtelsen, med de udfordrende, drillende Øjne, med dybe Smilehuller i de vinblussende Kinder, og med en Latter, der trak de friske Læber bort fra et Par straalende, halvt aabnede Tandrækker, -- at han selv lo med og havde Lyst til at kysse hende paa den stærke Arm, som Ærmet var gledet ned over til Albuen. -- Han kunde ogsaa gjort det uden Fare for at blive bemærket, -- det skulde da have været af Godsforvalteren, der undertiden midt i en sentimental Sætning til sin Frøken sendte et hurtigt, graadigt Øjekast over paa den smukke unge Pige. Ellers var enhver ganske optagen af at skaffe Ørenlyd for sit. --

-- Ser man det! -- har han to Præceteriser?

-- Jeg kan forsikre Dem, Hr. Proprietær, at det Forsøg, jeg gjorde ifjor med Bedste-Horns Rugen fra Erfurt, er slaaet aldeles fejl -- totalt.

-- Ja men, Provsten maa lægge Mærke til --

-- Aah ja, med Frankrig gaar det jo sørgelig ned ad Bakke --

-- Ja, de--det har Krarup skam Ret i ... Disse Rebipluk--, denne Ge-- Gambetta --

-- Aa, han er en Ærkegavtyv! ... Han skulde min Salighed klynges op i Triumfbuen.

-- De immerbærende, -- ja det er nu en Art for sig; det er det vilde Skovbær, som Svenskerne kalder Smultron, hvorimod Jordgubber --

-- Jeg har dog ladet mig sige, at den jydske Hesteavl skal i det sidste Decennium --

-- Nej, Be--Beaconsfield, -- det er min Mand! ... Han er skam ikke tabt ba--bag af en Vogn.

-- Ja men, saa _er_ der jo ogsaa denne d'Isreali --

-- Nej, De skulde komme over til mig, Hr. Herredsfoged, og smage »Kongen af Saksen«; -- det er --

-- Ja, des værre er Forholdet mellem Fakulteterne i de senere Aar --

-- Provst Storm! Provst Storm! -- De maa virkelig komme en af Deres undergivne Præster til Hjælp! -- Har jeg ikke Ret, at Napoleon var, med alle sine Fejl -- alligevel --

-- Den kostede en Krone, den ene Plante --

-- Ja men, saa var det jo ogsaa en Konge, Hr. Pastor.

-- Ja, jeg mærker nok, Hr. Godsforvalter, at vi to høre begge til den gamle Skole!

-- Jeg tror ikke, at Knapstrupperne i Længden --

-- Ja, man kan nu sige hvad man vil, -- saa _er_ og _bli'er Atkinson_ -- det bedste Jordbær ... (Saa til Helvede! --)

Dette sidste mumlede Udbrud af Herredsfogden, efter at han havde ladet Atkinson fælde Kongen af Saksen, fremkaldtes ved Synet af Godsforvalteren, som rejste sig lige over for, og med en skarp Tone fra sit Glas overhuggede Samtalebundtet, der med en kortvarig Krampe af lemlæstede Sætninger døde hen i resigneret Tavshed.

Ravn stod med den venstre Haands Knoer støttede paa Dugen og med højre Haand stukket ind under Vesten, som om han holdt paa Hjærtet, for at det ikke skulde springe ud. -- Han vilde foreslaa en Skaal -- en Skaal, som ikke burde savnes ved dette Bord -- en Skaal for Kvinden.

Da dette Ord gjorde det frygtede til Vished, udbredte der sig over alle Ansigter et slapt Udtryk af Opgiven-Ævret, med et træt Løfte om ikke at lade sig overraske af hvilke som helst Flovser.

-- Hvad var ikke Kvinden for os i Livet! -- Dersom han maatte ligne Livet ved det, som det burde være, en Gudstjeneste --

Her skar Herredsfogden, med Munden fuld af Jordbær, en Grimace af Væmmelse, i Lighed med den, der fremkommer, naar en uskyldig Gane første Gang smager Kaviar.

-- en Gudstjeneste, saa vilde han ligne Kvinden ved Salmesangen. Det var de lutherske Salmer, som mange Steder først havde sunget Reformationen ind, og i Rationalismens Tid, i de tørre Prædikeners Dage, da var det Salmesangen, der havde næret og opholdt Menighedslivet ... Saaledes -- hm, hm, -- saaledes var det ogsaa Kvinden, der med sin uimodstaaelig dragende Magt vandt os for det højeste og bedste og ligesom gav Sjælen Vinger til at hæve sig over Hverdagslivets Trivialiteter. -- Der var maaske Kvindetyper, hvorom dette ikke galdt; -- men han talte om den danske Pige, den nordiske Mø, der var blond som en Lysalf, med blaa Øjne, hvori man syntes at se et Spejl af Himlen. -- En Skaal for den danske Mø! --