Part 11

Det gik ham heller ikke bedre i Studenterforeningen. Han, der før havde været den uforstyrreligste Ligefremhed, en aabenmundet, godmodig, tirrelysten Spøgefugl, han var under de nye Omgivelser og i dette Stadium, da han bestandig var lidt usikker paa sig selv og paa sin Fremtid, bleven ordknap og tilbagetrukken. Rigtignok var det kun en tynd Skal, og naar den brødes, kom den gamle Natur frem, -- men brydes skulde den. Det er med dette Væsen overalt vanskeligt at komme an, naar man ingen Forbindelser har at gaa ud fra, og det er heller ikke særlig let i denne Forening for »Studentens glade Liv«, hvor der i Virkeligheden under Ly af en dræbende Kedsomhed trives en stiv Etikette, der udsætter en Uerfaren for at blive betragtet som uden Levemaade, dersom han indskyder en beskeden Ytring i en Samtale mellem to af Minervas Sønner, hvis han kun er præsenteret for den ene af dem. Han følte sig ikke just tiltrukken af den lille, men højrøstede Skare Radikale og Intransigente; -- fra den ældre Klikke, som han næsten havde Udseende af at tilhøre, var han adskilt ved den hele blændende Nimbus af Værdighed, hvori dette Studenterverdenens Aristokrati bode som i et unærmeligt Lys; -- og mindst kunde han faa Indpas hos de eneste, som deroppe syntes at have en virkelig alvorlig Interesse, de mest aflaasede af de aflaasede, tobaksombølgede Schakspillere, der med Hovederne bøjede over Tavlebrættet og Blikket magnetiseret af Brikkerne saà ud, som om de i Tilfælde af Ildebrand vilde have taget deres Lommebøger frem og noteret Stillingen op, hvid Springer F5, rød Løber D6 --, indtil Loftsbjælkerne ramlede ned og væltede Spillet.

Sine Forbindelser skulde han have stiftet i det theologiske Auditorium. Men han følte en næsten uovervindelig Ulyst til at indlade sig med sine Kolleger; der var, hvor nær han end sad dem paa den sorte Bænk, et tomt Rum imellem dem og ham, en Anelse om, at hans Aand ikke var deres, en instinktiv Fornemmelse af, at der var Fare ved at aabne sig her, at han gjorde bedst i at knappe Frakken til. Og han knappede den indtil den øverste Knap. Han gik tavs hen til sin Plads forbi Bænkerækken af forskellige Theologer fra de mest snavsede til de dadelfri sirlige, som man kan gaa forbi en Reolhylde med skrabede, forfingrede Lærebogsbind og sorte Chagrinrygge, uden at gide tage en eneste frem og blade i den. Han stod i Friminutterne alene ude i Gangen; lænet til det brede Rækværk stirrede han paa den ypperstepræstelige Apollo og den vestalindeagtige Athene, der nede fra Gulvets Halvmørke hævede deres Gudeskikkelser op i Vestibulens Lys, tegnende deres rene, uforvitrede Marmorlinjer mod den farvematte Baggrund af fugtskjoldede mythologiske Billeder; og idet han kærtegnede de to Symboler med sit tilbedende Blik, lod han det mylre og summe rundt om; slappe, blankslidte Drapfrakker, stramme, struttende Skytteuniformer, -- han stødte ingen af dem paa Ærmerne, han lod dem slentre og vimse forbi og rejse en kaotisk Hvirvel i Støvatomernes straalende Prismer, der skraanede ned fra de store Vinduer med deres aabne Firkanters officielle Gardinløshed.

Blandt de faa Theologer, som han indlod sig en Smule med, var hans Husfælle Kleistrup. -- Den dorske Iversen faldt det ham ikke ind at tale synderlig med. Men Kleistrup morede ham; denne halvgamle Student med sin godmodige Indifferentisme, med sin Fordringsløshed i Retning af at tages ~au serieux~, med sine bedærvede Livserfaringer iklædte en evig gemytlig Solderistjargon, hvis sygelig hule Tonefald syntes at spotte Hjærnens Tomhed, -- denne for Hjorth aldeles fremmede Natur eller rettere Demi-monde-Kunst, havde noget pikant for ham, var ham en behagelig Adspredelse ved den magelige Tryghed overfor en Person, hvem man kan omgaas i aandeligt Negligè, kildrede endelig en hemmelig Antipathi hos ham som en Slags Hofnar, der havde Fripas ved Foden af Tronen for Videnskabernes Dronning, den hellige Fru Theologia.

Naar de begge vare paa Forelæsning sammen, holdt han af at faa Kleistrup under Armen ude paa Gangen og lade ham, der kendte lidt til alle, præsentere den theologiske Samtid. Dèr gik med ludende Hoved en Trediveaarig, Søn af en Højskoleforstander, en fremtidig Folkeprædikant, der altid prostituerede sig ved en total Uvidenhed paa Skriveøvelser og Examinatorier, men holdt Foredrag ved Missionsmøder om Jakob, der gik med sin Stav over Jordan. Det randøjede, hulkindede Hængehoved, som sjokkede afsted i en lurvet sort Dragt og saà ud som en protestantisk Tartuffe, var i Virkeligheden en meget skikkelig Grundtvigianer. Dèr henne ved Trappen stod Professorsønnen med den lange Næse, Theologiens nye Stjærne, som bildte sig ind, han var kristelig Filosof, smykkede sig med Laser af Stuart Mill og Spencer og fandt frugtbare Fermenter hos Darwin; han udvexlede Straaler med en anden Stjærne, der kun ventede paa sin nære, glimrende Examen for at offentliggøre sin Forlovelse med Stiftsprovstens Datter, hvorefter der laa en lysende Kirkesti aaben for ham, -- en lille sirlig Herre, der saà ud som Martensens Ethik, indbunden i hvad Bogbinderne teknisk kalde »Opbyggelsesbind«.

Iøvrig var denne Omgang ikke til Skade for hans Ry. Thi Kleistrup udbredte hans Ros, idet han fortalte alle, at Hjorth var hvad han i sin Jargon kaldte »en myrderlig Tyrekalv«.

-- Det er lang Tid siden De har set op til mig, Hjorth, sagde Professor Petersen til ham en Efteraarsdag udenfor Universitetet. -- Kommer De ikke ogsaa en Gang til mine Torsdags Aftener?

Torsdags Aftenerne -- det var den theologiske The. Professoren havde, for at komme i nærmere Berøring med de Studerende, aabnet sit Hus en Gang om Ugen for alle, der havde Lyst til at indfinde sig, og der var altid fuldt. Men Hjorth havde, underlig nok, aldrig tænkt paa at gaa derhen, skønt Kleistrup oftere spurgte ham, om han ikke i Aften skulde hen og drikke dogmatico-ethisk Thevand. -- Nu fandt han dog, han burde indfinde sig den førstkommende Torsdag.

Studerekamret, Spisestuen og Bibliotheksværelset vare stimlende fulde. Professoren tog med særlig Venlighed mod Hjorth og gjorde ham bekendt med sine Yndlinge. Navnlig vilde han stifte Venskab mellem Hjorth og Professorsønnen, Hr. Frederiksen, fordi de begge havde æsthetiske Interesser.

Det viste sig ogsaa snart, at Hr. Frederiksen hørte til de Theologer, som, hvis de komme til en Købstad, ufejlbarlig blive Stiftstidendens æsthetiske Anmeldere. Han kunde lade indflyde i Samtalen nogle af de kuranteste Fraser fra den Vischerske Æsthetik, som Vischer selv har tilbagekaldt, og han havde en overfladisk Kendskab ogsaa til den tyske Literatur. Men Hjorth, der ikke havde noget synderlig skarpt Blik, glædede sig ved at have fundet en Aandsbeslægtet, med hvem han kunde drikke parnassisk Vin, halvt skjult for den theologiske The bag de tykke Repsgardiner i Vinduesfordybningen, medens udenfor Ruderne den første pulverfine Sne fejede ned ad den øde Stormgades mørke Fliser og hvirvlede forbi Lygten, hvis Skær faldt paa Hr. Frederiksens Ansigt med en spøgelseagtig Straale; det kildrede ham at tale om Goethe, den gamle Hedning, medens der bag ved Gardinerne i Lampelyset mylrede af Navne som Luthardt, Olshausen, Hengstenberg, Lübke, Godet. --

Men pludselig sagde Hr. Frederiksen med et overlegent Smil: --

-- Ja, jeg maa dog sige, Hr. Hjorth, jeg finder, De gaar en Smule for vidt ... De vil maaske ogsaa have nogen Vanskelighed ved at forlige en saadan Betragtningsmaade med Augustanas anden Artikel.

Saa knappede Hjorth indtil den øverste Knap og forlod kort efter Vindueskrogen. Men den øvrige Aften sad han tavs og fulgte kun halvvejs en Diskussion om de Reformertes Fortolkning af Nadverordene og den farlige Bevægelse hen derimod i den nyeste lutheranske Theologi; -- han holdt med de Reformerte, men fandt det ikke meget tillokkende at kæmpe ene mod Overmagten.

Det var i Efteraaret syvoghalvfjerds. --

Sin Sommerferie havde han som nybagt Kandidat i Filosofien med bedste Karakter tilbragt hos Svigerforældrene i Yderslev.

Et Held for hans Troskab mod Kristine havde det været, at hans Eneboerliv i de forløbne Aar ganske holdt ham borte fra Omgang med unge Damer. Hun havde ingen Medbejlerinder. Og selve det, at han kun var sammen med hende et Par Gange om Aaret, bevarede ham for hende, idet deres legemlige Afstand fra hinanden skjulte den aandelige. For i hans Erindring og Fantasi antog hun saa meget af hans egen Natur, og hendes Billede kunde saa dristig og uformærket idealisere sig efter hans Ønske, naar hun ikke selv traadte forstyrrende imellem.

Iøvrigt gjorde hun selv, hvad der stod i hendes Magt, for at formindske denne Afstand ved at forfine sig. Det var ikke blot det, at hun følte at en saadan Forfinelse var nødvendig, dersom hun vilde beholde Hjorth; -- men idet hun bestandig levede i Haabet og den glimrende Udsigt, følte hun sig allerede hævet over sin Stand, og da hun forhaands regnede sig blandt Fruerne, længtes hun efter at faa Fruelader. Den første, grovere Afhøvling foregik paa en Højskole, hvor hun opholdt sig to Vintre; -- men den egentlige Polering fandt Sted i Præstegaarden.

Pastor Krarup, der bestandig interesserede sig levende for Hjorth, hvem han undertiden fik Breve fra, ansaà det for sin Pligt at tage sig af hans Kæreste, og bad Kristine venlig om at se hyppig op til dem i Præstegaarden, noget som hun ikke lod sig sige to Gange, da hun strax indsaà, at hun maatte hænge i her, hvor hun kunde indvies i den for hendes Stand korrekte Tone og lære alt til Faget henhørende. -- Fruen, som var temmelig fornem paa det, yndede ikke denne Gæst, men det lykkedes hende at blive en Veninde af Datteren Vilhelmine, der kun havde lidt Omgang. Denne lille sentimentale Dame, der længtes efter en Tilkommende i Skikkelse af en frelsende Kapellan, kastede hele et aldrig forstaaet Hjærtes Kærlighed paa Kristine, som uden at bryde sig en Døjt om hende tog hendes Fortrolighed til Indtægt og lod Præstegaardsfrøkenen sidde Model. Med sin livlige Opfattelsesevne i alt, hvad der ikke hørte til boglig Lærdom, havde hun hurtig og sikkert tilegnet sig de mest iøjnefaldende og derfor uundværligste Træk: -- at kunne sidde drømmerisk med et Hæklearbejde i Haanden, at udbryde »Gud, hvor dejligt«, naar der var stærke Farver paa Himlen ved Solnedgangen, eller naar man stod paa et Sted, hvorfra man saà Skov, Bakker og Vand, at sige »Herregud« med et mildt Smil og en ganske let Rysten paa Hovedet, dersom En læste op af Avisen, at en Dreng var druknet i Aarhus. --

Efter at dette Kursus havde varet et Aarstid, var næsten alle Dialekt-Vendinger og de simple Ord, der lugte af Marken og Stalden, som blæst bort fra hendes rene Læber, og hendes Tunge, der ligesom havde tilspidset sig, vrængede ikke længer Vokalerne saa bredt ud, at de spaltede sig i Diftonger og drævede heller ikke alt hen i den samme sløjfede Bondemelodi.

Hvad hendes Dragt angaar, saa havde den længe været ganske købstadsmæssig, naar hun da ikke netop gik hjemme og sjovede. Men hun lærte nu at bære den, at vælge Farver, at undgaa pralende og skrigende Pynt i Stokrose-Stilen, at sætte en Sløjfe klædelig og præcis dèr, hvor »de bruger det«.

Men ogsaa for hendes Indre blev der sørget. Præsten laante hende Bind af »Fra alle Lande« for at udvide hendes Synskreds, og af Vilhelmine fik hun Walter Scotts Romaner med hjem for at danne Aand og Hjærte. Det blev hende en langt drøjere Form for Undervisning, og i Begyndelsen var det en haard Prøvelse for hendes Taalmodighed. Men hun vilde. Og efterhaanden fandt hendes legemlige Ladhed Behag i den Hvile, som Aandens Opdyrkelse gav Anledning til. Det var ganske behageligt, i Stedet for at rive, at ligge saa uhyre blødt i en Høstak og læse om fremmede Lande og underlige Mennesker, og paa en hed Sommerdag, naar Arbejdet fik Sveden til at bløde igennem under Armhulerne ude i det hede Køkken, hvor Sol og Skorsten arbejdede sammen, og hvor Fluer og Hvepser, tiltrukne af Varme og Madlugt, summede En om Ørene og stak paa den nøgne Nakke, -- paa saadanne Dage fik hun Smag for at sætte sig ned i den kølige Mælkekælder, hvor kun en enkelt Flue surrede oppe i Vinduet, og kildre sin Fantasi ved Omgang med Dronning Elisabeths galante Hofkavallerer med Atlaskessko paa lange Ben, omstrammede af den hvide Silke helt op til Laarenes opslidsede Fløjelspuffer.

Saa var der ogsaa det ved Læsningen, at det stillede hende paa en anden Fod overfor Tjenestefolkene, naar de saà, at hun saadan kunde forlade Arbejdet og lægge sig magelig hen med en Bog. Og endelig var der den Morskab, at denne Dasen over en Bog ærgrede Faderen og satte Splid mellem Forældrene, idet Moderen tog hendes Parti.

Tilsidst drev hun endogsaa sin Videbegærlighed saa vidt, at hun for at være med daglig læste »Morgenbladet«, som Per Andersen sammen med Møller Kristensen holdt i Vintermaanederne. Før havde hun af og til læst Ulykkestilfælde, Mord og hvad der stod med smaat Tryk. Men nu granskede hun baade den indenlandske og udenrigske Politik og forsøgte at tvinge de underlige fremmede Navne, ravgalt udtalte, ind i sit lille halsstarrige Hoved. Ja, hun kiggede endogsaa i Literaturanmeldelserne for at kunne sige: Er det ikke ham der har skrevet den Bog? --

Saaledes fandt Hjorth hende i ydre Optræden betydelig nærmere ved hans idealiserede og forfinede Afbillede, end hun fra først af havde været. Thi hans Erindringer fra den Tid, da han bòde som Lærer der ovre paa den anden Side af Gaden, bragte ham mange Smaatræk, som allerede den Gang havde stødt ham, og som det nu var ham ubehageligt at mindes. Men han glædede sig saa og var stolt over, at han havde kunnet se gennem den ru Skal, der skyldtes de grove Omgivelsers forhærdende Tryk, ind til hendes sande ædlere Natur, der nu mer og mer syntes ham at gro frem.

Noget var der dog gaaet tabt under denne Væxt: -- den halvt naive, halvt kokette Ynde, som i deres Forlovelses første Tid havde været en saa fortryllende Ledsagerske til hendes Væsens viltre Utvungethed. Men denne Stivhed og pludselige Usikkerhed, der var en naturlig Følge af et ikke magtet Forsøg paa at være dannet og dadelfri net, den var for ham ligesom et Tilbageslag ved Generationsskifte. -- Han kendte tre Kristiner: den første forlegne, stillestaaende unge Pige, hende der snode sit Forklædehjørne, og hvis Samtale gik istaa, hende med det usikre Smil, der gled bort til Siden; -- den anden, hans dristige, livsglade Kæreste, med sit lidt grove Koketteri overfor ham, og med et Stænk af Frækhed; -- endelig den tredje, den dameagtige Kristine, Præstegaardsfrøkenens Veninde, med det rolige, passende Væsen, med det dialektfri Bogsprog, der førte Samtaler om Romaner eller Opdagelsesrejser og forlangte Skildringer af Livet i Studenterforeningen og ved Universitetet. -- Men nu var det undertiden, som grænsede denne tredje igen op til den første, der pludselig syntes at fødes med smaa kejtede Bondebevægelser under den smagfulde, stramt sluttende Købstaddragt, -- et Syn, der gjorde ham rørt og berusede ham med en vissen Duft fra hans Kærligheds første Spiringsdage.

Men der kunde ogsaa komme Tilbageslag til den anden Kristine, utæmmede Udbrud af noget i hendes Væsen, der endnu ikke var udviklet eller havde Mod til at vise sig hos den første, og som sædvanlig var omhyggelig tildækket hos den tredje. Konvulsioner af en fuldblodig, overmoden, opsummet Naturgrund, der overvældede ham med Kærtegn, smøgede en kælen Arm om hans Nakke og lo overgivent med en hysterisk Klang af den Latter, som kildes frem.

Og undertiden røbede hun en Tankegang, der stødte ham ved en plump, idèløs Beregnethed.

En Gang spurgte hun ham, om han kunde huske en Eftermiddag, da de havde talt sammen om hans Mening i Politik, -- det var medens han endnu var Lærer, -- og hun havde ønsket, at han skulde være Venstre, fordi det ellers vilde blive vanskeligt for ham at faa et godt Embede. Han huskede det meget godt.

-- Men vèd du hvad, sagde hun, nu har jeg saamæn tænkt paa, hvor underligt saadan noget kan føje sig ... Se, nu er det jo netop godt, at du er Højremand, for det hører sig jo til din ny Stand.

Da Hjorth ikke rigtig vidste, hvad han skulde sige dertil, fortsatte hun: --

-- Ja for du gaar da, for Guds Skyld, ikke hen nu og bliver Venstremand ... Det kunde saamæn ligne dig, Niels, for du skal da altid have en Tilbøjelighed til at komme paa Kant med det, som -- som du ikke skulde være paa Kant med.

Hjorth kunde ikke lade være med at smile ved det temmelig Træffende i hendes Bemærkning. Og medens han beroligede hende i dette Tilfælde, havde han en lille hemmelig Frygt for, at hun vilde faa Ret paa en langt farligere Maade, end hun havde nogen Anelse om.

Jessen saà han et Par Gange om Ugen, men de undgik som ved en fælles Overenskomst at tale om religiøse Emner.

I Præstegaarden var han naturligvis ofte, baade sammen med Kristine og alene. -- Naar han sad ved en Cigar inde i Præstens lille tarvelige Kammer, saa maatte han kramme ud med sin filosofiske Visdom, helst med det allernyeste, de store Stumper af Darwin og Udviklingslæren, der vare løbne med ind i den Rasmus-Nielsenske Naturfilosofi.

-- Ja, ja, -- aah ja, sukkede saa den gamle Præst, idet han lænede sig tilbage i Stolen og strøg sig om den ubarberede Hage, -- aah ja, ... saadan gaar det op og ned med den verdslige Visdom ... I min Tid var vi jo Hegelianere, da var _det_ nu det saliggørende ... Vi snakkede jo allesammen op og ned ad Stolper og Vægge om Negationernes Negation, -- he! -- og lige lidt forstod vi da af det, kan jeg tænke ... Saadan gaar det med den verdslige Visdom, frem og tilbage, -- det er saamæn ikke saadan for os stakkels Mennesker at begribe ... Og hvis vi ikke havde den aabenbarede Visdom, at Naaden og Sandheden er vorden ved Jesus Kristus, saa stod vi dèr -- som Oxerne ved Bjærget, -- he! -- og vidste saamæn hverken ud eller ind.

Hjorth gik frem og tilbage i Værelset og vidste ikke rigtig, hvad han skulde sige, vidste næppe selv engang, om han holdt med Pastor Krarup eller Filosoferne. Men èn Gang bemærkede han efter en saadan Passus: --

-- Ja saadan holdt ogsaa den ægyptiske Religion sig ligesaa stabil som de gamle Pyramider, medens de græske Filosofer afløste hinanden.

-- Ja, det har De ogsaa Ret i, -- det gjorde den, og det skønt det var en falsk Religion, ... J--a, dèr kan man se -- --

Det var Hjorth uklart, hvad man kunde se.

-- Men det var ogsaa i Vankundighedens Dage, før Guds Aabenbaring ... Saa kom Moses, netop i Ægypten -- --

-- Ja, det gjorde han, sagde Hjorth.

Men hverken han selv eller Pastor Krarup hørte i denne trivielle Indrømmelse det skjulte Suk efter en ny Moses, sendt fra en ny Gud, med andre Tavler. -- --

I dette Efteraar begyndte han for Alvor at komme i Lag med Theologien, som hidtil havde været stillet noget i Skygge af Filosofi og Hebraisk. Foreløbig kunde han dog ikke sige, at han havde Kærlighed til Studiet, saa lidt som Afsky derfor. Det første Indtryk var den umiddelbare Overvældelse af de opdukkende Spørgsmaals Mængde, Svimmelheden ved den tilsyneladende Uendelighed af Vejen, der skulde føre til Overblik og Klarhed; og saa igen, efter denne første lammende Følelse, den frembrydende Arbejdslyst, Kærligheden til Anstrængelsen for dens egen Skyld, som lader En glemme Maalet for Vejen, og som atter drager Blikket fra Vejen til ufravendt Stirren paa hvert enkelt Skridt, denne Opmærksomhedens Fasttryllen i Enkeltheden, der har hele Interessen blot fordi den er der, denne Forvandling af det mindste Middel til Maal, der fødes ved en heldbringende psykologisk Lov, og som er Nøglen til Pedanteriet hos den lærde Professor saa vel som hos den punktlige Bogholder. --

Da Juleferien saa kom og afbrød disse den første Ivers Studiedage, rejste han hjem til Sønderjylland.

Han havde været i Vonsbæk sammen med Kristine i Sommerferien efter Studenterexamen. Denne Gang tog han dertil alene. Hans gamle Moder havde kun faa Kræfter tilbage og længtes efter at se ham.

Hun døde i Slutningen af Januar. Det var et tungt Tab; for han slægtede mest hende paa af Forældrene, og han havde været hendes Yndlingssøn. Han havde ikke paa langt nær følt det saaledes, da han mistede sin Fader, medens han var Lærer i Fyn. Og saa var der ogsaa det, at han ved hendes Lig fik Følelsen af ikke længer at have noget Hjem; -- Gaarden gik nu helt over til hans Broder, der var en halv Snes Aar ældre, og hvem han kendte saare lidt til.

Tæt ved den Kirkesti, som han saa ofte havde traadt ved Moderens Side, og ad hvilken han nu havde baaret hendes Kiste, -- paa den gamle Kirkegaard, der ligger under Skyggen af sekelaarige Bøge, og hvor Højskovens og Dødens Stilheder række hinanden Haanden, -- ved det mørke snelæbede Gab af Graven, der havde slugt den sidste Rest af Barndomshjemmet, -- kom der en Opvældning af Barnetroens længe næsten udtørrede Følelsesbølge, gennem Brud af utallige dybt skjulte Kilde-Porer, med en Oversvømmelse af hele Sjælen, en Henflyden i Øjeblikkets vemodige Stemningsandagt.

Da de tre Skuffer Jord vare faldne, og det lod til, at man skulde nøjes med en kedelig Prædiken paa gebrokkent Dansk, hvori denne kristelige Kvinde pristes, fordi »hun havde trukket den himmelske Rigdom den jordiske langt for«, -- saa istemte han »At sige Verden ret Farvel« med den rutinerede Kirkesangers Autoritet.

Det var en af de Salmer, som Moderen havde lært ham. Han havde ikke gjort sig det klart, da han valgte den, men pludselig, ved en af Linjerne, huskede han, hvor de havde siddet, da hun hørte ham i den, hjemme i Haven -- inde i Kaprifolielysthuset, der var fuldt af grøn Skygge og sød Blomsterduft, og gennem hvis Bladevæg Aftensolen skød en Række tynde Straaler ind, over hinanden, som gyldne Spiler i en Himmelstige.

Der var Graad i hans Stemme, da han sang det forunderlig skønne Vers: --

Kom i den sidste Nattevagt i en af mine Kæres Dragt og sæt dig ved min Side, og tal med mig som Ven med Ven, om hvor vi snart skal ses igen og glemme al vor Kvide.

XVIII.

I Marts Maaned flyttede Lindekærs Familie til København. Han var bleven Præst ved Holmens Kirke.

Længselsfuld efter at gensè disse gamle Bekendte, gik Hjorth en Formiddag hen for at aflægge en Visit, saa snart han fandt, der var forløbet en nogenlunde passende Tid. De bòde lige over for Kirken.

Pigen lukkede Døren op til en mennesketom Dagligstue: -- Fruen skulde strax komme.

Det var næsten Dagligstuen fra den fynske Præstegaard, kun noget højere og lysere. Udenfor havde Kirketaget, nyvasket af et Regnskyl, en stikkende Glans af Emailleskæl, og fra den store Himmelaabning, der ikke var afvinklet og indkilet mellem Tagrygge og Gavle, strømmede Foraarets skarpe Bygelys ind i Stuen med spanske Vægge af regnbuespillende Solstøv paa skraa forbi den straalende hvide Blonderand langs de dunkle Vintergardiner, som havde græsgrønt Lys gennem de lodrette Folder. -- Skæret fra disse Gardiner og fra det mørkegrønne skotske Gulvtæppe dæmpede og blidnede Lyset forneden, mættende det med varme, dybe Toner; -- men oventil fik dets kolde Hvidhed Hjælp fra Gibsloftet med Guldlisterne og den gyldenkædede Hængelampe; paa den perlegraa Bagvæg fik det Spejlblinket af Skilderiglassene og de polerede Rammer, medens henne i Hjørnet Messinggelænderet luede om Foden af Fajanceovnen, der byggede sin fugtig-hvide Flade op til Loftsgesimsen; -- det rislede med Straaler af rindende Vand ned gennem de skarpe Render i Viftepalmens store Blade og kastedes tilbage fra det aabentstaaende Laag af Flygelet, hvis skyggede Forside havde glidende Bronceflammer fra Kakkelovnsilden over det sorte Træ langs Tangenternes Elfenbensrække.

Dette Flygel var det eneste nye Møbel; -- ellers kendte han alt i Stuen; -- Rafaels Kartoner paa Væggen over den lange damaskes Sofa, det runde Mahognibord midt i Stuen under Hængelampen, og henne ved Døren Nøddetræs-Bogskabet, bag hvis Ruder han saà Goethes og Schillers Værker trække deres lange Rad af brune Bindrygge henover de midterste Hylder ... Hvor det var længe siden han første Gang havde taget et af de Bind frem; -- hvor han var bleven forandret i den Tid!