# Germanernes Lærling ## Part 10 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/germanernes-l-rling-41277/index.md -- Ah, udbrød Hjorth, der gennemskuede Fiffet, og for hvem pludselig de forskellig farvede og formede Streger viste sig i et nyt Lys. -- Ja netop, svarede Kleistrup. -- Det glæder mig, at De er saa hurtig fattende overfor Theologiens Mysterier. Man citerer paa samme Maade ved Hjælp af Versetallene, -- saadan ... Ja, det bliver en Indtægt, naar jeg en Gang sælger den med Nøgle, ~Clavis Cleistrupii~, vedblev han, idet han klappede den med øm Stolthed og lagde den paa Bordet. -- Den er godt udhalet til Sejladsen paa Attestasen ... Iversen, stop mig Weichselrøren ... Dette, mener De maaske, er ikke Videnskab? ... Indrømmet min unge idealistiske Ven, men det er Kunst ... En Kunst, der hedder Mnemoneutiken, -- opfundet af Simonides -- ja, lur de gamle Ægyptere. -- Grækere. -- Hvad jeg vilde sagt, -- øh, øh, øh, (han afbrødes af et Hosteanfald) -- vilde sagt Grækere. -- Ptøj! (Han hældede sig med nogen Besvær ud og spyttede i en Bakke, der stod ved Sofaen) ... Ja, det er Kunst, og Kunst staar efter min Mening over Videnskaben ... Jeg er egentlig kunstnerisk anlagt ... De kender ikke mit berømte Billede af Professor Citator? ... Tak! stryg mig en Svovlstik af, Iversen, og ræk mig det Kollegie, som der staar »Dogmatik« paa ... »Hvorfor svulmer Weichselrøret mod mit Skjortebryst« -- -- Dèr, Dovendidrik, raabte Iversen, idet han kylede ham Heftet i Hovedet, -- er du nu snart færdig med dine Ordrer? -- Næh, -- Grobian! ... Unge Mennesker nu til Dags, -- rene Vandaler -- ingen Agtelse for et Kunstværk, der vil komme til at hænge i Universitetets Solennitetssal ... Betragt! -- Han slog Kollegieheftet op paa første Side og rakte det til Hjorth, der øjeblikkelig brast i en høj Latter. Det var en noget dilettantmæssig udført, men vel truffen og meget ondskabsfuld Karrikatur af Professor Petersen, i engelsk Punch-Stil, med et uhyre Hoved ragende ud over Katedret som en Melon over en Mistbænk. Det faareagtige Udtryk var slaaende gengivet. Ud af den halvaabne Mund hang en vimpelbugtet Papirsstrimmel, hvorpaa, med snirklede gothiske Bogstaver af rødt Blæk: »Gudmennesket havde to Fødder. Luc. 7, 38.« -- Hvad er det for en Vise, du nynner paa, Iversen? -- Det er den ny fra Ligkisten ... Den om Præsterne ... Du vèd nok, fordi de vilde have Sangerindebulerne ryddede. -- Op med den! Iversen standsede, stillede sig i Positur og sang med de ægte, stereotype Gebærder, med vrængende Nasallyd og kildrende Blikke, med fiffige Pauser, der lod Tanken falde i en Afgrund af Sjofelisme, og med uskyldige Fortsættelser. Kleistrups Latterevne, der før havde været holdt tørt tilbage, fik nu en pludselig, ubunden Frihed. Han væltede sig paa Sofaen, holdende sig paa Maven, stønnende og gispende. »Nej, det er for galt! ... Det er ikke til at holde ud ... Aa, de kære Satans Pigebørn.« -- Hjorth lo ogsaa, lidt forlegen. -- Naar var De sidst i Ligkisten, lille Ven? spurgte Kleistrup med sød Fruentimmer-Stemme, idet han klappede ham paa Laaret. -- Dèr har jeg aldrig været. -- Det var som Satan, sagde Iversen. -- Han er et Exemplar, skal du vide, -- gak du hen og bliv ligesaa ... Han er en Farisæer -- øh, øh, -- Satan til Hoste -- men vi andre er Tolderne, -- øh, øh, øh, -- Tolderne, hos hvem det slaar sig paa Brystet -- hvad jeg vilde sige, som slaar sig paa Brystet, Lukas 18. -- Det er lige meget, Iversen, begyndte Kleistrup igen efter nogen Tids Tavshed, liberalt overladende det til Tilhørerne at skønne, hvad der var lige meget, -- det er nu lige meget, Iversen, -- lad Hvile falde paa dig, Højstærede! Sæt dig ned og tag Del i de Voxnes Samtale. -- Skal det være en Bajer til? -- Nej, jeg maa sunde mig lidt endnu, svarede Iversen, idet han dorsk lod sig synke ned paa en Stol. -- Det var ikke dig, jeg spurgte ... Hvad Nummer var din sidste? Jeg havde nær glemt Regnskabet. -- Det var nok den ottende. -- Du faar ikke fler end ti, din Bakterie ... Man maa lægge Tømme paa de unge Menneskers Lidenskaber. -- Otte, ti? men det er da ikke muligt, udbrød Hjorth. -- For Mennesker -- (fra Landet) -- er dette vel umuligt, Lukas 9, -- nej hvor Pokker er det nu det staar? Iversen, hvor staar det? ... Aa, de Skriftsteder, de bliver min Død ... Aa, jeg _kan_ ikke holde det ud -- jeg _kan_ ikke holde det ud ... Der er en hel Himmel af Skriftsteder i min Hjærne -- jeg _kan_ ikke holde det ud ... Gid Fanden havde den Professor! udbrød Kleistrup pludselig, idet han saa skuffende efterlignede Hr. Winkelmanns jamrende Stemme og tillempede Ordene efter den stereotype Form for hans Klager, at Hjorth lo, saa Taarerne løb ham ned ad Kinderne. -- Naa, saa dette forbavser Dem? vedblev Kleistrup med sin naturlige Stemme. -- Kunde De ikke besørge saa mange? -- Det tror jeg ikke, jeg har aldrig prøvet. -- Som Manden svarede, da man spurgte ham, om han kunde spille Violin ... Nej saa har De ikke de theologiske Dyder. -- Hvad er det for nogen? -- De theologiske Dyder, hvormed Gud benaader sine Udvalgte, men som maa uddannes ved Øvelse, -- som det hedder: hjælp dig selv, saa hjælper Gud dig, -- disse Dyder ere tre i Tal, som allerede de gamle Skolastikere lærte. Den første er den ikke at blive beruset, som de læge og gemene Mænd blive, naar de nyde i Overflod af Vorherres Gaver i Retning af Druer og Malt. Dette er den første og store Dyd, og den anden er ligesom denne, det er at være uimodtagelig for den Fristelse at købe højt til Nolo. Den tredje er en Uimodtagelighed, hvis Velsignelse Deres landlige Uskyld ikke vil fatte, og som Kong Salomo ikke var i Besiddelse af, som skrevet staar, at Kvinderne smittede ham med deres hedenske Synder. Den sidste Dosis var for meget for Iversen, som kastede sig tilbage i et Latteranfald, der nær havde væltet Stolen. -- Naa, Drønnert! sidder han dèr og griner og vèd vel ikke en Gang, hvor det staar. Op med Lexen! ... Iversen, hvor staar det skrevet? raabte Kleistrup, der knuste en øjeblikkelig Fnisen under en examinatorisk Værdighed. Han rejste sig overende i Sofaen, støttet paa Piben, strøg med venstre Haand det lange Haar skraat nedover Panden, hvilket i Forbindelse med en langagtig Grimace gav hans Gummielastikums-Ansigt en Lighed med den afdøde Professor i Exegese, med hvis Stemme han fortsatte, medens Pegefingeren bevægede sig skolemesteragtig: -- Iver_sen_, hvor staar det skrevet? ... Nu--u, det maa vi vide! ... Tror han, han kan tage theologisk Attestas og kender ikke et af de aller fornemmeligste ~loci dogmaticoethici~ ... Nu--u! ... Hvad er det for noget? Iversen syntes imidlertid bestandig mere sansesløs af Latter. Ogsaa Hjorth skoggerlo, smittet af ham, og henrevet af den Virtuositet, hvormed Professoren blev givet, denne Professor, som han kun en enkelt Gang havde set, men om hvem Traditionen var saa levende blandt Theologerne, at han var med ved den første Grimace og Stemmeforandring. Men Kleistrup vedblev med sit urokkelige Professor-Ansigt ud imod et usynligt Auditorium: -- Nu--u, De skal ikke skrive alt, hvad jeg saadan siger. Vi kunde jo aftale et Tegn. Naar jeg siger »nu«, saa skriver De. -- Nu--u -- nej, det var ikke dette »nu« -- der er trehundrede og tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr, men De behøver ikke at kunne dem alle. Men paa dette Sted tilsteder Kontexten kun èn Fortolkning, det maa vi kunne. Nu--u; -- og saa har den Ignorant ikke Begreb om det! -- Hold nu op, klynkede Iversen. -- Fly ham Øl, og hvis ikke, da dør han, Genesis 30 ... Det var den niende. -- -- -- Gaar De allerede? spurgte Iversen, der efterhaanden levede mere op. -- Ja, nu tror jeg nok, jeg vil i Seng; saa siger jeg Tak for i Aften, god Nat! -- Tre Bajere, -- der er endda en Sjat tilbage i Flasken, -- og i Seng Klokken et Kvarter til Tolv, -- ja, hvis De ikke bliver Biskop, Hjorth, saa er der ingen Retfærdighed til i Verden. -- Ja, den er saa klar ... Men vi andre arme Stympere, sukkede Iversen, idet han trak en Flaske op. -- Aa, Gud bedre det ... Ja tag du kun din Tiende strax, Gud vèd, naar du ellers faar den. Iversen, der allerede havde sat Flasken for Munden, fik den skyndsomst muligt bort, men undgik ikke at sprøjte en Mundfuld Øl ud. -- Saa Grisen! sidder han dèr og spilder Guds Gaver paa Gulvet. -- -- Hjorth klædte sig hurtig af og lagde sig i det Jernskelet af en Seng, som skæmmede den ene Væg og bestandig ærgrede ham med sit Vidnesbyrd om, at han ikke havde Raad til at købe en Sovesofa. Han slukkede Lyset og trak Tæpperne over sig, døsig og oplagt til at sove strax, som han mente. Men det gik ikke saa let. Det lod til, at han i høj Grad maatte mangle den første theologiske Dyd. Trods det ringe Antal af tre og den tiloversblevne Sjat havde han Uro i Blodet. Og saa begyndte Loftet at dreje ovenover ham, fra højre til venstre, ganske langsomt, men saa bestandig hurtigere, til det tog af igen. Han lukkede Øjnene; det hjalp ikke; det begyndte alligevel at dreje fra venstre til højre langsomt, hurtigere, hurtigst. Han kastede sig et Par Gange om i Sengen og fik Ro. Inde fra deres Værelse hørte han dem snakke og le. Saa begyndte det forfra, det tiltog med en rivende Fart, medførende en betydelig Vammelhed, da den tiende rullede hen til sine Forgængere, som den naàde med et lydeligt Knald. Men fra den anden Side hørte han »Kandidaten«, som havde levet, jamre sig, først i uartikuleret Stønnen, saa i Ord: -- Aa, jeg _kan_ ikke holde det ud -- jeg _kan_ ikke holde det ud ... Av, mit Bryst ... Der er et helt Helvede her i mit Hjærte ... Jeg _kan_ ikke holde det ud ... Der er da heller ingen af de Asner, der kan hjælpe mig ... Gid Fanden havde Doktoren ... Og efter at have gentaget disse Sætninger i det uendelige, kastende dem imellem hinanden, mekanisk, som en Talemaskine, begyndte han med en pludselig Galgenlystighed at skraale den sidste paa Melodi af Menuetten i Don Juan, der med èt gik over til »For nu er Katten død, død« -- _Gid_ Fanden ha'de Doktoren, _Gid_ Fanden ha'de Doktoren, _Gid_ Fanden ha'de Doktoren, Gid _Fan'en_ ha'de Doktoren -- Gid _Fan'en_ ha'de Doktoren, Gid Fan'en _ha'de_ Doktoren -- -- XV. Filosofi og Hebraisk, det var de to Brændpunkter, hvorom dette hans gyldne Rusaar skulde beskrive sin Elipse. Brøchner var død et Aar i Forvejen. Dersom Hjorth paa Universitetets Tærskel var bleven modtaget af denne sjældne, isolerede Aand, der syntes at trives dèr eller at vansmægte dèr som en officielt anerkendt og underholdt Protest mod hvad der var officielt baade dèr og hele Landet over, denne ægte German-Lærling, hvis ædle men dunkle Idealisme, hildet i et Vanevæv af Skole-Kunstord, gik uforstaaet hen over Hovedet paa Studentermassen, men kunde slaa desto stærkere ned i Enkelte med en fængende Gnist af hans egen alter-rene Begejstrings-Ild, -- dersom han havde begyndt sit Universitetsaar med halvt af Nysgerrighed at indfinde sig paa hine Eftermiddagsforelæsninger, hvor denne eneste Venstre-Hegelianer i Danmark, Strauss' Oversætter, i sin sidste Tid rettede sine hvasse Angreb paa Theologien, brændemærkende Martensens Dogmatik med en trofast Discipels hvidglødende Foragt for denne højærværdigste Dilettantisme, der havde skaaret nogle Fraser ud af Mesterens udødelige Tankevæv for at klistre dem som Skønhedsplastre paa en blegsotig Troslære, forsvarende den fribaarne Tankes Ret med en Lidenskab, der lod hans Øjne lyse med en feberagtig Ild i Høresalens Halvmørke og bragte en skælvende Styrke i den svage hule Røst, som allerede syntes at have en Resonans af Graven, -- dersom dette havde været hans Indvielse, saa var maaske hans Udvikling hurtig bleven ført til det afgørende Punkt, og han havde vel begyndt sit Studium med at forlade det. Men Omstændighederne havde ikke lagt det saaledes til Rette for ham. I Stedet for den magre Brøchner, hvis Legeme syntes fortørret af Kundskabstørst, og hvis nervøse Ansigt var som udbrændt af Sandheds-Lidenskab, i Stedet for denne Tankens Eneboer-Skikkelse var det Rasmus Nielsen, der steg op ad den knirkende Katedertrappe med sin let bøjede Ryg, der syntes at have taget Vanen af et lille Duk under Bifalds-Klappenes Styrt, og paa den sorte Tavles Baggrund malede sig dette kraftige, spillende livfulde Ansigt, der ligesom var bronceret med en Straale fra Popularitetens Sol og omflammedes af en Manke af graa Haar, der paasatte Hovedet Ærværdighedens Krone uden at mærke det med Affældighed. Over hele hans Person, i hans Ansigt, der var som mejslet af en fin Haand i en grovkornet Sten, i den rundarmede Bevægelse, hvormed Lorgnetten førtes til Øjet, i det hvide Halsbind og den skinnende Silkevest, i hans Stemme endelig, der gav selv de aristokratiske græske Kunstord en bred Rullen som af en fin Ekvipage paa en jydsk Bivej -- i alt dette var der en Blanding af firskaaren Jævnhed og udsøgt, næsten theatralsk Elegance. Han var noget af en Bonde og mere af en sejrssikker Virtuos, -- en Filosofiens Ole Bull, der spillede sin Bravurfantasi »Grundidèernes Logik« oppe fra den ufuldendte Top af Aristoteles' og Hegels Pyramide. Fra denne svimlende Højde hvirvlede det ned over de unge, let bedaarlige Øren, et Mylr af Toner, som i Kassen af den filosofiske Vidunder-Violin sminkede med encyklopædiske Klangfarver af alle Instrumenter i Videnskabens uhyre Orkester; der var klare Krystalklange fra mathematiske Triangler, solide Brum af fysiske Kontrabasser, Fanfarer af historiske Blæsere; og Fantasien drog forbi med brede og brave folkelige Strøg paa løse Strænge, som vexlede med aandrige Spiccatosatser, Adagioer med et sentimentalt ~vibrato~, der snubbedes af i vittige Pizzicato-Udgange, dybsindige Hymner til den absolutte Subjektivitet, foredragne ~con sordine~, og som lod ane mere end de sarte Toner kunde sige, halsbrækkende deduktive Løb, dialektiske Dobbeltgreb, logisk-antilogiske Spring, idealistisk-realistiske Triller, transcendentalt Flageoletspil. Hvad Under, at en ung Hjærne blev beruset og under Rusen fik den Deliriumsdrøm, at den havde fordøjet, hvad den havde modtaget, havde forstaaet, hvad en ædru Hjærne vilde indse slet ikke var bestemt til at forstaas, men til at anes langt ude i et Clair-obscur, til at se dybsindig ud over, til at klædes paa i smukke Kunstord, lige saa uforstaaelige som Sagen, »Udslag af Selvmagten i Andet«, »iboende Realnegationer i den uendelige Selvhed« og »den begrebsreflekterende Vexelvirkning, mine Herrer! -- Vexelvirkningen.« -- Og dog blev denne Undervisning ikke uden hemmelig Frugt. Filosofien er aldrig saa dunkel, den er dog klarere end Theologien; og netop hvor den skyder de klare Straaler ud, gaa disse altid stik imod Aabenbaringens. Saaledes skete det, at der ogsaa ad denne Vej i den unge Students Sind indsmugledes farlige Varer under det officielle Toldstempel for Tankerne, som kun en meget overfladisk Betragtning vil kalde toldfri; -- i denne blandede Udsæd fandtes hist og her et Krudtkorn, som trillede ned til den bestandig voxende Mine under den gamle Grundvold, hvorpaa hans aabenlyse Sjæleliv endnu bevægede sig. Og dette foregik saa meget sikrere, fordi det foregik saa fredeligt, saa lejlighedsvis, saa lidt efter lidt. Det var snart en Bemærkning om, at hvis vi endnu havde en Theologi, var vi endnu midt i Middelalderen, snart en godmodig Sarkasme over Mirakeltroen, den ene Dag en satirisk Bemærkning om Anti-Darwinisterne, der mente det var saa meget finere at nedstamme fra en Klump uorganisk Jord end fra en organiseret Dyreform, den næste Dag en faktisk historisk Underretning om en eller anden filosofisk Doktrin, om Atomistiken, om Nyttemoralen, om Loven om Kraftens Bestaaen. Det var først og sidst det store hedenske, pantheistiske Pust, der gaar gennem selv det mest saakaldte theistiske System, fordi det nu engang er Filosofiens Medgift fra Hjemmet af. Thi ligesom den plumpe, folkelige Sanseligheds-Fanden halter om med en Hestehov, saaledes spanker den dannede grubliserende Tanke-Djævel om med den gamle Pans Bukkeklov. -- Det andet Studium, Hebraisk, traadte ham imøde med en ikke ringere Nyheds Interesse, men paa Filologiens fredelige Vis, uden problemstillende Debatter, uden Aandrighedens æggende »Pistolskud« og dog med et vist betagende Trylleri, med Østerledens og Oldtidens forenede mystiske Magt, -- ikke med en ung Kvindes sanseberusende Attraas-Vækkelse, men med en hvidhaaret Oldingeskikkelses ærefrygtudstraalende, kølige Højhed. Han kunde helt glemme Tiden, naar han fordybede sig i dette fremmedstammede Sprog, hvis Rødder ere sænkede i et ukendt Jordlag, og hvis tredelte Bygning er ligesaa forskellig fra alle europæiske Mundarter, som det gamle Orientens Byggekunst, med de skæve Terrasser og de sofabensagtige Søjler paa Løvefødder med Kapitæler af knælende Heste, er forskellig fra alt, hvad der stammer fra græsk Arkitektur, hvor uædelt og grotesk det end har gothiseret sig, -- naar han regnede i denne mathematiske Grammatik, hvis Bøjninger have en algebraisk Lignings Sikkerhed, -- naar han stirrede paa denne underlige Skrift, der først efter Sprogets Død har nedladt sig til under sine Konsonanters faste, hellige Rørpensstreger, med det vandrette Tryk, at punktere nogle moderne profane Vokaler til Hjælp for de uindviede; med de store kantede Bogstaver, der baade i Form og Navn endnu hist og her viser et halvt udvisket Hjørne af det oprindelige hieroglyfiske Billedtegn; med de uudtalelige, glemte Gutturaler, som i deres snirklede Gaadelinjer ligesom i en Konkyljes Vindelgang synes at have fasttryllet et hemmelighedsfuldt Ekko af Bølgegurglen fra Nilens, Eufrats og Jordans Bredder, hvis Siv flettedes til Kulturens Vugge. Saaledes kunde disse to Indlednings-Discipliner give ham tilstrækkelig Sysselsættelse og udfylde hans Interesse, og der blev kun et Spaanfald af Tid tilbage for den egentlige Theologi. Her begyndte han efter Professorens Raad med at søge at faa »Løb i det ny Testamente«, uden at fordybe sig i Fortolkningen. Men dette Studium fængslede ham ikke som de to andre. Han mærkede snart med et vist Samvittighedsnag, at han ikke blev varm ved Læsningen i den hellige Skrift. Dog havde den en særlig Tiltrækning: -- det græske Sprog. For ham, der, medens han endnu næsten var uden historisk Dannelse, havde faaet en dunkel Begejstring for Hellas gennem Goethe og Schiller, for ham var dette Sprog noget helligt, et Symbol, der satte alle hans fineste Følelser i drømmerisk Bevægelse. Men ligesom Biblens Aand ikke er den helleniske Aand, saaledes er dens Græsk ikke hellenisk Græsk; -- og han tog Anstød heraf. Det var ikke med Filologens Ærgrelse, men med en æsthetisk Uvilje, der i sin Uretfærdighed kunde grænse til Væmmelse, at han læste Apokalyptikerens barbariske Græsk, hvis Konstruktioner ere ligesaa umulige som hans Danielske Dyr ere umulige, eller slog sig igennem Paulus's endeløse Perioder, hvis stakaandede Ord-Opdyngning syntes ham en Haan mod det ædle Sprog, hvori Attikerne havde skrevet. -- Og midt i det fjerde Evangeliums Lidelseshistorie, hvor det kristne Hjærte burde bløde med sin døende Frelser, kunde han pludselig falde i Henrykkelse over Sætningen »Men dette gjorde altsaa Soldaterne«, denne lille simple klassiske Blomst med den ægte Duft af Herodot, som har forvildet sig hen mellem Golgathas Sten, -- henrykkes ved denne sproglige Atavisme med en Naturforskers Andagt, naar han i en Samling af spraglede Due-Racer, som ikke interessere ham, pludselig ser den vilde Klippedues skiferblaa Fjer titte frem. XVI. Disse Studier hjemme og paa Universitetet i Forbindelse med et Par Timer daglig i en Skole, hvor han gav nogen Undervisning for sin Økonomis Skyld, optog næsten hele hans Tid. Han spiste tarvelig til Middag i Studenterforeningen, glad naar Pungens Samvittighed tillod ham Luxusen af en Kop Kaffe til en Cigar nede i en af Konversationssalens Hjørnesofaer, hvor han gemte sig bag en Avis, undertiden opsnappende interessante Ytringer af den højrøstede Samtale fra den gamle Klikke, hvis stabile Medlemmer holdt Forsamling om et Bord i Halvmørket paa den anden Side af Døraabningen ind til Spilleværelset, hvor Stuernes to Lys mødtes, kvælende en lille bleg Gasflamme, der forsøgte at brænde over Udkrasningskummen. Men sædvanlig tilbragte han en halv Times Tid oppe i den søvnig-dunkle Læsestue, der ligesom alle de andre Rum var fuld af den ejendommelige Blanding af gammel Tobakslugt og gammel Maddunst, som er det sidste, Nogen vil glemme af dette Russernes Hjem. Dèr bladede han i hvad der foruden nogle vanvittige Ankeprotokoller laa spredt over det lange voxdugsbetrukne Bord, eller han spejdede i det aandelige Apotheks mørke Hylder, hvor Dagens Medikamenter skjultes, to og to fredelig sammen, Belladonna ved Siden af Salmiakmixtur, »Det nittende Aarhundrede« hvilende ovenpaa »Theologisk Tidsskrift«. Men Hjorth valgte »Det nittende Aarhundrede«. Han havde nok af Theologien hjemme og paa Universitetet. Ikke at han iøvrig var nogen Beundrer af den moderne Literatur, af alt det beslægtede nye, som paa dette Tidspunkt mer og mer begyndte at bringe sin Grøde. Han kendte kun saare lidt dertil, og til det lidet var han gaaet med en ubevidst Antipathi. Han holdt endnu mest af at lukke sig inde med Klassikerne, og der var opstaaet hos ham en Foragt for Prosa og Mistillid mod samtidig Virkelighedsskildring i Kunst, -- naturlig nok for ham, Bondesønnen og Landsbylæreren, som var kommen hovedkuls ind i den store Poesi, fra en Virkelighed, der var saa plump, saa idèløs, saa stagneret forvrøvlet, fra en Prosa, der var Lærebøgernes og Katekismens. Men der var ogsaa noget dybere i selve den nye Aandsretning, der stødte hans sky Natur bort fra det Liv, som var blevet vakt ved Georg Brandes. Det var noget saadant som Stikordet »Realisme«, eller endnu mere var det hint Præg af Frankrig, som det undertiden bar i sig selv, og som det altid fik paatrykt af Modstandere, der saa igen dertil hægtede Begrebet »Frivolitet«. Maaske vilde han ogsaa have brugt dette Ord, dersom Nogen havde trængt ind paa ham for at faa at vide, hvad der stødte ham i denne moderne Strømning. Og dog var han for længe siden kommen bort fra den Tid, da han fandt »Werther« umoralsk, og »Wilhelm Meister« hørte nu til hans Yndlingsbøger. Men i Fald han brugte dette Ord, vilde det ogsaa, ham selv ubevidst, være ganske udrenset for sin almindelige Bemærkelse, en tom Etikette, den han paaklistrede Gallicismen som et Udtryk for sin Uvilje mod en fremmed Aand, hvilken han ikke forstod. Ogsaa i Videnskaben, i Filosofien, var Realismen ham imod. Et Navn som Stuart Mill skurrede ham i Øret, og uden at kende synderlig til dem begge vilde han instinktivt have erklæret sig for Hegel mod Spencer. Naturvidenskabernes Principat, Empiriens og den ubønhørlige Induktionslogiks Hegemoni opførte ham, var ham et Tegn paa Tidens aandelige Forfald; -- han kunde kun tænke sig dem underordnede den inspirerede Tænkning, som trællende Gnomer, der grov og rodede nede i Schakterne, medens Gudinden sad stjærnekronet, hævet over Tid og Rum i sin selvsikre Skuen. Ved den befrugtende Paavirkning af en Aand, med hvilken hans egen Natur var i Valgslægtskab, og som paa Grund af dette Forhold, og fordi den var den første, blev uden Medbejlerskab, uden Begrænsning, uden Kritik, -- ved et Studium, der i sine Dyder som i sine Laster selv er et Barn af denne Aand, en Halvvidenskab, der, selv naar den endelig finder sin kritiske Methode og gennem denne opløser sig selv, dog lader sin metafysiske, spiritualistiske Skygge blive tilbage i Hjærnen, -- ved disse Anlæg og disse Indflydelser var Hjorth allerede bleven og blev bestandig mere ensidig germaniseret, saa at det maatte tage Aarrækker af Arbejde og Erfaring, inden han kunde komme Frankrig nærmere end Heine eller England nærmere end Kant. XVII. Mange Bekendtskaber gjorde Hjorth ikke. Han havde ingen Skolekammerater, hvem han var levet sammen med, saaledes som de fleste have, der komme til Universitetet. Desuden fjærnede hans Alder ham fra det Hold, der var samtidigt med ham, han var afstikkende i Rusauditoriet ved sine modne Træk og det fyldige Skæg.