Part 7

En af Fregattens Officerer var bleven afsendt paa en Baade-Expedition til en Ø, beliggende temmelig langt fra Skibet. Paa Tilbageveien kom han forbi en Klippe, høi og steil, men hvis ene Side dannede en jævn Skraaplan, der strakte sig lige ned til Søen. Paa denne glatte Flade havde leiret sig Sælhunde i utallig Mængde. Klippen lod til at have været Tilflugtssted for disse Dyr i Aarhundreder; de solede sig i al Rolighed og lode sig næppe engang forstyrre af det tæt forbiroende Fartøi.

Ved Tilbagekomsten ombord blev denne Klippe naturligviis Gjenstand for Omtale. Vel var Klippen nogle Miil borte, men Fristelsen var ikke til at modstaae, og endeel af Fregattens Officerer besluttede at tage derhen den paafølgende Dag for at skyde Sælhunde.

Man henvendte sig til Chefen om Fartøi; naturligviis var Intet herfor iveien. Da man meddeelte ham, hvad den hjemvendte Officeer havde berettet, samt Hensigten med vor paatænkte Udflugt, blev han henrykt. Det vilde blive storartet, meente han, Ideen var ypperlig, og D’Hrr. Officerer vilde da vel ikke have noget imod, at han selv deeltog i Jagtpartiet.

Det Hele antog nu strax et mere storslaaet Præg. Officeren, der havde fortalt om Sælhundenes Tilstedeværelse, maatte personlig afgive Beretning til Capitain Bazoche om, hvorledes Forholdene vare; eet Fartøi, meente Chefen, vilde ikke være tilstrækkeligt; med to eller tre vilde man kunne love sig et langt større Udbytte; Officererne, foreslog han, burde være forsynede med Geværer, Folkene derimod skulde bevæbnes med Baadshager, men dog fremfor Alt med Knipler; thi man havde sagt ham, at den bedste Maade, paa hvilken man kunde nedslaae Sælhunde, var ved at give dem et Kølleslag over Næsen. Tømmermændene bleve altsaa satte igang med at forfærdige Knipler, Ordre til Fartøierne bleve givne, og i stor Stiil blev Alt forberedt til den omfattende Plans Iværksættelse.

Samtalen om Aftenen gik i naturhistorisk Retning; den dreiede sig om Robbefangst, om Sælhunde, samt om hvormange af disse man kunde antage, at der den næste Dag vilde falde i vor Vold. Chefen havde vidtgaaende Planer angaaende Skindene, dog endnu større Forventning nærede han med Hensyn til, hvad der vilde kunne udbringes af Spækket. Vel vilde det være forbundet med endeel Uleilighed at udsmelte Trannen, men Gallois, hvis Expedition han forøvrigt ikke gik ind paa at omtale, havde jo udført et langt mere omfattende Foretagende i den Retning. Stort Udbytte vilde ganske sikkert kunne indvindes, og muligt endog, at man ved Trannens Realisation vilde kunne anskaffe til hver Mand af Besætningen et Par hvide Lærreds Buxer.

Næste Morgen kom, og Forventningerne vare paa ingen Maade formindskede. Klokken 5 laae tre Fartøier beredte; Alt var i Orden; nødvendig Proviant var ombord, og rigelig vare Fartøierne forsynede med de befalede Angrebsvaaben. Man satte fra Borde, og, da vi henad Formiddagen naaede Klippen, blev denne nøiagtig recognosceret. Sælhundene laae der, rolig og trygt, vistnok i Tusindviis. Skraaplanen, paa hvilken de vare leirede, havde Form af en Trekant, med Basis lige nede ved Havet. Paa den slimede Flade laae Dyrene sammenpakkede, det syntes endog som i Lag ovenpaa hinanden, og Alt viste sig saaledes at være i høieste Grad tilfredsstillende paa en forfærdelig Stank nær, naar man fra den læ Side nærmede sig Klippen. Baadene bleve samlede, der blev holdt Raad, og efter Chefens Anviisning blev nu en systematisk Plan lagt, angaaende hvorledes Angrebet skulde gaae for sig.

Det bestemtes, at man skulde lande paa begge Sider af Klippen, noget bagved den Skraaning, paa hvilken Sælhundene vare leirede. Man skulde kravle op, Officererne i Spidsen, indtil man var naaet op til henad Klippens halve Høide. Naar dette var skeet, skulde man paa givet Signal trænge ind i lige Linie fra begge Sider og saaledes afskære den hele Trekant af de øverst liggende Sælhunde; Blodbadet skulde her begynde, men man skulde ikke rette noget særligt Angreb imod Sælhundene nedenfor den angivne Linie, hvorimod den hele Masse ovenfor denne skulde angribes med kraft, og, da Dyrene vilde være fuldstændig afskaarne, maatte de ufeilbarlig alle blive vort Bytte.

Man skred til Værket. Mandskabet var mulig endnu mere kamplystent end Officererne, og efter endeel Vanskelighed ved at finde en Landingsplads under den temmelig stærke Dønning, som altid findes paa disse Kyster, kom man endelig iland, dog meget længer fjærnet fra champ de bataille, end man oprindelig havde tænkt sig. Iland kom man imidlertid, og nu begyndte Klavringen op ad den ujævne Klippe. Næppe noget Ord blev vexlet; med spændt Opmærksomhed lyttede man efter enhver Lyd, der kunde tyde paa Bevægelse blandt Sælhunde-Massen, og næsten var det lykkedes os at naae vort Maal, da der med eet hørtes en Buldren, blandet med Skrigen og Raaben af Mennesker, som vare disse stedte i Livsfare. Skyndsomst søgte vi naturligviis hen til Plateauet og kom her netop tidsnok til at see de sidste Sælhunde rulle sig ud i Vandet. Plateauet var tomt, Sælhundene vare borte, hvorimod der nede i Vandet saaes flere af vore Folk, der øiensynlig vare i Fare for at drukne. At svømme er en temmelig sjelden Færdighed hos franske Mandskaber, der ofte recruteres heelt inde i Landet, og noget ganske Andet blev der for os at tænke paa end at skyde Sælhunde. Matroser og Sælhunde vare dertil saaledes blandede imellem hverandre udenfor Klippen, at man vel maatte have vogtet sig for at løsne noget Skud, og fra vort ophøiede Standpunct saae vi med Spænding Fartøierne ile de Forulykkede tilhjælp, der hverken lode det mangle paa Raaben eller paa Skrig i den Nød, hvori de vare stedte.

Heldigviis lykkedes det at faae dem Alle fiskede op, og, efterat det hele Selskab atter var kommet i Fartøierne, og det første Indtryk af Skuffelse nogenledes havde sat sig, begyndte man efterhaanden at søge at komme til Klarhed om, hvorledes det egentlig kunde være gaaet til, at de efterstræbte Sælhunde, der ved vor Nærmelse syntes at være saa trygge, som om de paa deres Leie skulde sove til Dommedag, saa pludselig vare blevne opskræmmede og istedenfor at blive vort Bytte, tværtimod nær havde taget Livet af deres Angribere.

Det viste sig da, at det bageste Mandskab i Colonnen, altsom vi møisommeligen kravlede op ad Klippen, ikke havde været istand til at tæmme sin Utaalmodighed. Istedenfor at oppebie det aftalte Signal, da den samlede Manøvre skulde gaae for sig, vare Folkene i deres blinde Iver blevne forledede til fra den ene Side at gjøre et Indhug i Sælhunde-Massen. I fuld Tro til, at det vilde være en let Sag at gjøre det af med Dyrene, vare de stormede ind blandt disse; men her vare de komne ind paa et saa glat og slibrigt Terrain, at de under deres Anstrengelser med Baadshager og Køller havde mistet Fodfæste. De nærmeste Dyr havde imidlertid mærket, at der var Fare paafærde, en særegen Lyd, som en Slags Grynten eller Gjøen, havde gjenlydt over hele Klippen, og i et Nu begyndte den hele Masse, ligefra Toppen og nedefter, at sætte sig i en rullende Bevægelse. Folkene vare tumlede overende, med Sælhunde over sig og med Sælhunde under sig vare de blevne rullede afsted, indtil de plumpede i Vandet, og, da vi naaede Plateauet, var Alt forsvundet. Kun i Havet, lige nedenfor Klippen, var der endnu en Rest af Sælhunde at see; ogsaa disse forsvandt, og hermed var Sælhundejagten tilende. Ikke en eneste Sælhund blev Dagens Udbytte.

At de Iltre blandt Mandskabet, hvem denne haarde Skuffelse maatte tilskrives, nær selv havde tilsat Livet, maa Chefen have anseet for tilstrækkelig Straf og som praktisk Advarsel om, ikke for Fremtiden at fravige en given Ordre. Vist er det, at intet ondt Ord blev rettet imod dem. Ned ad Klippen vare de blevne rullede i Dynd og Sliim, og i den Grad vare deres Klæder blevne gjennemtrængte, at end ikke det derpaa følgende Bad var istand til at frigjøre dem for den Stank, der klæbede ved dem. Der maatte endnu en extra Spuling til, før man kunde komme dem nær.

Mr. Bazoche var forstemt, da han kom ombord; han har vistnok tænkt paa det gamle Ordsprog, at man ikke bør sælge Bjørnens Skind, før man har fældet Dyret.

Besøg i Danmark.

I December 1825 forlod Fregatten „_Marie-Thérèse_“ Valparaiso, og efter 53 Dages Reise ankrede vi paa Rio-Janeiros Rhed. Her forblev Fregatten til Ankers i flere Maaneder, og, da det lod sig forudsee, at denne Stilleliggen endnu vilde vedvare i lang Tid, opnaaede jeg Admiralens Tilladelse til med Briggen „_Alacrity_“, der overførte en fransk Diplomat til Frankrig, at vende tilbage til Europa.

I October 1826, altsaa netop tre Aar efterat jeg havde forladt Danmark, ankom vi til Rochefort.

Efter et kort Ophold i Bordeaux begav jeg mig til Paris, og, da det alt forlængst havde været mit Ønske at aflægge et Besøg i Fædrelandet, var jeg saa heldig ved Velynderes Medvirkning at opnaae Tilsagn om, at jeg ved min Tilbagekomst atter kunde gjøre mig Haab om at blive gjenoptagen til Tjeneste ombord i franske Skibe.

Midt i December, efter en anstrengende Landrejse, under hvilken jeg blandt Andet med den almindelige Postbefordring tilbragte 35 Timer paa Veien fra Altona til Kiel, ankom jeg til Kjøbenhavn, og stor var min Glæde ved efter saa lang Tids Forløb paany at betræde dansk Grund og atter befinde mig blandt Slægt og Venner.

* * * * *

I Begyndelsen at Mai 1827 afgik Orlogsbriggen „St. _Jan_“ til Vestindien. Briggen havde Ordre til at anløbe Falmouth for derfra at overføre Øernes General-Gouverneur — Gen. Scholten — til St. Croix, og, da der saaledes tilbød sig en gunstig Leilighed for mig til at gjøre mig bekjendt med de engelske Havne langs Canalen, opnaaede jeg Admiralitetets Tilladelse til som Passageer at afgaae med Briggen til England.

Begyndelsen af dette Togt var i en særlig Grad uheldig. Faa Timer efterat vi havde forladt Kjøbenhavn, blev Chefen, Capt. Schultz, syg og maatte indlægges paa Hospitalet ved Ankomsten til Helsingør. Capt. Thomsen blev beordret til at overtage Commandoen i hans Sted; men næppe vare vi komne Sundet ud, før Briggens Næstcommanderende, Lieutn. Bille, blev saa stærkt angreben af Rosen i Ansigtet, at han i længere Tid maatte forblive indespærret i sit Lukaf. Ogsaa Briggens yngste Officeer, Lieutn. C. Krieger, blev syg, saa at mit Tilbud om at dele Tjeneste med den eneste tiloversblevne Officeer af Briggens Besætning blev modtaget med Paaskjønnelse.

Efter en lang og kjedelig Fart over Nordsøen naaede vi Portsmouth, hvorfra Depecher fra Udenrigsministeriet skulde afsendes til London. Opholdet blev kun kort, men var nær blevet skjæbnesvangert, da Lodsen under Udseilingen satte os paa Grund under høist mislige Omstændigheder. Det blæste en torebet Mærsseilskuling, og i tre Qvarteer huggede Briggen saa voldsomt imod Grunden, at der var overhængende Fare for, at Reparation i Dok og deraf følgende Forhaling af Reisen vilde blive nødvendig. Briggen holdt imidlertid, og det stigende Vande bragte os atter flot, hvorefter vi et Par Dage senere ankrede ved Falmouth. Her tog jeg Passage i et Dampskib, der anløb Dartmouth, tilbragte nogle Dage i Plymouth, besøgte Weymouth og Portsmouth, hvorfra jeg med en fransk Æggehandler, eller vel snarere et Smuglerfartøj, gik over Canalen til Cherbourg. — Over Havre og Rouen gik Rejsen derfra videre til Paris.

Under mit Ophold i Danmark var det lykkedes mig ved General Bülows Indflydelse at opnaae Premierlieutenants-Charakteer. Ved Ankomsten til Paris gik mine Bestræbelser ud paa at bringe det franske Marineministerium til at godkjende denne Forfremmelse, og blandt dem, til hvem jeg henvendte mig i denne Anledning, var ogsaa Admiral Missiessy, tidligere Høistcommanderende over Flaaden ved Antwerpen, og hvis Commando min Fader altsaa i flere Aar havde været underlagt. Admiralen var i høieste Grad forekommende imod mig; med stor Redebonhed lovede han at skulle tage sig af Sagen og tilføiede under Samtalens Løb, at han ikke skulde undlade ligeoverfor Ministeren at fremhæve min Tjeneste i sin Tid paa Scheldeflaaden. Den velmenende Admiral gjorde sig næppe Rede for, at denne Tjeneste indskrænkede sig til, at jeg i nogle Maaneder som sex Aars Purk havde opholdt mig hos min Fader ombord i hans Flagskib Linieskibet „_Pultusk_“, førend min Fader satte mig i Huset hos en Søster af sig inde i Vogeserne.

Naturligviis er det mig ubekjendt, hvorvidt den ovenberørte Tjeneste lagde nogen afgjørende Lod i Vægtskaalen til min Fordeel; men vist er det, at jeg faa Dage efter modtog Ordre at begive mig til Toulon, for der som lieutenant de vaisseau at tiltræde Tjeneste ombord i et af de Orlogsskibe, som ved den Tid vare under Udrustning for at afgaae til Levanten.

23 Aar gammel fandt jeg mig altsaa betroet Commando som Qvarteerchef i et Linieskib og blev samtidig dermed stillet lige i Grad med Capitain i Hæren, ifølge de for den franske Krigstjeneste gjældende Love.

Belært af tidligere Erfaring forespurgte jeg mig i Marineministeriet om det Tidspunct, da de anførte Skibe kunde antages at ville afgaae til deres Bestemmelse. Man svarede, at det hermed havde temmelig lange Udsigter, og at der i ethvert Tilfælde ikke var Anledning for mig til at paaskynde min Reise. Jeg gav mig altsaa god Tid, reiste til Montpellier for at besøge en Kammerat fra „_Marie-Thérèse_“, besøgte senere i det storartede Marked i Beaucaire, hvis Betydning i vore Dage vistnok betydelig er aftagen, og ankom om Morgenen den 30te Juli til Toulon, hvor jeg naturligviis strax meldte mig til vedkommende Øvrighed — le Major-Général. Modtagelsen fra dennes Side var imidlertid langt fra at være venlig. Der var ankommen telegraphisk Ordre fra Paris, meddeelte han mig, til at paaskynde Skibenes Udrustning til Levanten og snarest muligt at afsende dem til deres Bestemmelse; man havde alt i længere Tid ventet mig, „og, var De ikke ankommen nu“, fortsatte han, „vilde en anden Officeer være bleven commanderet til at træde i Deres Sted. — Naar vil De være istand til at tiltræde Tjeneste ombord“? — „Om to Timer“ — svarede jeg, og en Time efter modtog jeg Ordre til i Henhold til Bestemmelse fra Marineministeriet som lieutenant de vaisseau at træde til Tjeneste ombord i 74 Kanonskibet „_Scipio_“, der laa seilklart paa Rheden. — Inden Middag havde jeg meldt mig til Tjeneste i Skibet, og den paafølgende Dag, 31te Juli 1827, afgik vi til de græske Farvande.

Linieskibet „Scipio“.

Linieskibet „_Scipio_“ blev commanderet af Mr. le Baron Milius, capitaine de vaisseau. Denne Officeer havde en kun lidet tiltalende Fortid. Under det første Keiserdømme havde han været Chef for Fregatten „_Didon_“, der efter en ubetydelig Fegtning blev erobret af en engelsk Fregat, som det hed sig, fordi Misfornøielsen ombord var saa stor, at Mandskabet foretrak at komme i et engelsk Fangeskib, fremfor at blive under Baron Milius’ Commando. „_Didon_“ løsnede kun faa Skud; istedenfor at ansætte Kuglerne for Kanonerne, kastede Laderne dem overbord, og hverken med Trusler eller med Bønner var Mandskabet at formaae til at gjøre Modstand. Milius blev senere udvexlet, kom til Paris og fremstillede sig ved en almindelig Audients i Tuilerierne. Han var stor, af et imponerende Ydre og tiltrak sig Keiserens Opmærksomhed. Da Keiseren paa Forespørgsel erfoer, at det var Capt. Milius, gik han hen til ham med de Ord: „Det er dristigt af Dem at fremstille Dem her for mig: De har overgivet en af mine smukkeste Fregatter; forføi Dem bort og viis Dem ikke mere for mine Øine!“ Faa Dage efter havde han sin Afsked. Activitet og Dygtighed kunde imidlertid ikke frakjendes Baron Milius. Man havde disse Egenskaber behov, og Milius blev senere ansat i den italienske Marine, hvor han som Værftchef i Venedig saa at sige skabte den stærke Flaadeafdeling i det adriatiske Hav, som forefandtes ved Keiserdømmets Fald.

Mr. Milius besad mange af de Egenskaber, der danne en udmærket Mand; kun var han aldeles blottet for den Gave at behandle Undergivne. I sit Fag stod han tilbage for Faa, kun var han Sømand paa anden Maade, end dette opfattedes af den yngre Generation; han hang ved gamle Skikke og Sædvaner med en forunderlig Haardnakkenhed, lod haant om ethvert Fremskridt, der var blevet gjort i de sidste femten eller tyve Aar, siden han sidst var tilsøes, og saae som Følge heraf ned med Ringeagt paa alle Officerer fra en nyere Tid, paa hvilken Foragt han saavist ikke ved nogen Leilighed lagde Dølgsmaal. Saarende ved enhver Leilighed saavel i Mine som i Adfærd, bestandig misfornøiet, heftig, opfarende, rastløs, jog han Officerer og Mandskab fra et Arbeide til et andet, uden System, alene tilskyndet af Øieblikkets Indskydelse, og i sin blinde Iver lykkedes det ham saa aldeles at desorganisere og demoralisere det ombordværende Mandskab, at dette tilsidst, efterat jeg havde forladt Skibet, bragtes til Oprør, og at 37 Mand af Besætningen ved Krigsret bleve dømte til haarde eller infamerende Straffe.

Saaledes var Mr. Milius. Ved hans Side stod som Næstcommanderende Mr. Durbec, capitaine de frégate, Provençaler, der talte Ondt til Chefen om Officererne og ligeoverfor Officererne gav sit onde Lune Luft angaaende Chefens Befalinger. Dette kunde naturligviis ikke bidrage til at bringe større Fordragelighed tilveie, og „_Scipio_“ vilde have været et Helvede, dersom Livet i Officeersmessen ikke havde dannet en Modsætning til al den Ufred og Misfornøielse, der gjorde sig gjældende udenfor dens Kreds. Et Aar var jeg ombord i „_Scipio_“; dets Togt var lærerigt, dog mest i negativ Retning ved at vise, hvorledes Tingene ikke skulde være — behageligt blev det aldrig.

Ombordragning.

Efterat den forenede fransk-engelsk-russiske Escadre, 11 Linieskibe og endeel Fregatter stærk, en Tidlang havde krydset udenfor Navarino, i hvilken Havn den tyrkisk-ægyptiske Flaade havde samlet sig, stod Admiral Rigny med underhavende Skibe i September 1827 østefter. Styrken, der var ham underlagt, bestod af fire Linieskibe: „_Breslau_“, „_Trident_“, „_Provence_“ og „_Scipio_“, Fregatten „_Syrêne_“, hvorombord Admiralen havde sit Flag, tre andre Fregatter samt endeel mindre Fartøier. Den 30te September om Aftenen vare vi komne op under Cerigo, Vinden var skral, og til Escadren blev gjort Signal til at gjøre sit Bedste for at krydse østefter i det snevre Farvand imellem Øen Cerigo og Servi. Jeg havde Første-Vagt. Det var just ikke nogen let Sag under Krydsningen at undgaae Escadrens andre Skibe, naar disse over den modsatte Boug kom staaende ind imod os. Der var fra Tid til anden Anledning, som Franskmanden siger, „de faire des cheveux gris“; men efterat den combinerede Flaade i August og September havde ligget samlet og sammenpakket udfor Navarino, vare vi efterhaanden blevne vante til at gaae fri af hinanden under vanskelige Omstændigheder, og med en smuk Brise af OSO. fortsattes Krydsningen Natten igjennem.

Afløst fra min Vagt var jeg ved Midnat kommen tilkois, da jeg omtrent Kl. 2 blev vakt ved et forfærdeligt Stød. Min første Tanke var, at man havde løbet Skibet paa Land. I største Skynding kommer jeg op paa Dækket og skimter da lige for Agtertrappen en umaadelig stor, mørk Masse, der under forfærdelig Bragen og Larmen borttager Alt, hvormed den kommer i Berørelse, knuser Røster, Udenbords-Varerundholter, og Jolleboms-Fartøier, vælter Skandsekanoner, efterladende, hvad jeg senere fandt at være en Botelur, stikkende ind igjennem en af Kanonportene, altsom den langsomt og majestætisk sakker agterud. Forstyrrelsen paa Dækket var næppe til at beskrive. Alle skrege og raabte i Munden paa hverandre, man troede, at Skibet skulde synke, og, da der ikke gaves nogen ordentlig Commando i Skibet, løb man om imellem hinanden uden Maal eller Øiemed.

Baron Milius var imidlertid kommen paa Dækket. Ved slige fremtrædende Leiligheder benyttede han en „Sprach-Trompet“, en Raaber, fem Fod lang, der havde sin Plads oppe paa Hytten, og som han holdt for Munden med begge Hænder. Denne Sprach-Trompet maatte nu gjøre Nytte, og, havde Skraal og Forstyrrelse hidtil været almindelig, saa blev Spectaklet nu om muligt endnu værre. Noget Lignende har jeg aldrig oplevet ombord: Man maa have tjent under Provençalere for at kunne gjøre sig et Begreb om, hvad de i Retning af Skrig og Skraal kunne præstere.

Saameget fik vi at vide, at det var Linieskibet „_Provence_“, der var løbet paa os. Der blev gjort Signal for Ulempe. Admiralen kom ned til os, og beundre maatte man, hvorledes „_Syrêne_“ i den mørke Nat, ikkun fra Tid til anden oplyst ved Blinkfyr og Raketter, manøvrerede omkring os paa Praieraabs Afstand for at erfare, hvad der var paafærde. Vor Stormast var knækket omtrent 20 Fod over Dækket. Toppen stod vel endnu; men Reisningen heldede i en Vinkel af 10 til 15 Grader bagbord over, truende hvert Øieblik med at styrte ned. Belyst ved Blinket af Blaalys og de opsendte Raketter saae det Hele høist farligt ud.

Naturligviis bleve Seilene paa Storreisningen med Forsigtighed opgivne, Skaaler bleve paalagte Stormasten, saa godt som dette lod sig gjøre, og Storseilet blev beslaaet. Man saae nu, at Reisningen syntes at ville blive staaende, og Folk bleve sendte tilveirs for at beslaae Storemærsseil. Under al den Uorden ombord medtog dette en forfærdelig lang Tid. Der blev raabt om at hale op, snart i et Givtoug, snart i en Gaarding, men Ingen hørte efter, og i Mørket syntes Underofficerer og Mandskab at være lige forvildede. „Hal op i Storemærse-Buggaarding!“ lød det fra Veiret, — forgjæves; „Hal op i Mærse-Buggaarding!“ lød det paany, men lige meget hjalp det, og efter endeel Gjentagelser i forskjellige Tonarter lod endelig den store Raaber fra Hytten sig høre: „Mr. Durbec, vil De lade hale op i Storemærse-Buggaardinger!“ — Intet Svar. Atter lød Chefens barske Stemme: „Mr. Durbec, vil De øieblikkelig lade hale op i Mærse-Buggaardinger; hvorfor sørger De ikke for, at min Ordre strax bliver udført?“ — „Fordi min Post er paa Bakken“, lød Svaret, „og jeg Intet har med Storemærse-Buggaardinger at bestille.“ — „Deres Post“, lød det fra den opirrede Chef, „er overalt, hvor der er Fare paafærde; De burde være i Mærset, Mr. Durbec, under nærværende Omstændigheder.“ — „I Mærset!“ skreg den forbittrede Næstcommanderende, hvis provençalske Blod meer og meer kom i heftig Bevægelse, „I Mærset? En capitaine de frégate’s Post kan aldrig være i Mærset; men De er urimelig, Mr. le Commandant, i denne Fordring som i alt Andet.“ Der begyndte nu en Scene, hvis Mage man har Vanskelighed ved at forestille sig. Igjennem Sprach-Trompeten sendte Chefen Irettesættelser forud til sin Næstcommanderende, hvilke denne fra Bakken, igjennem sin Raaber, med Heftighed besvarede. Man tænke sig dette med Accompagnement af skrigende Folk tilveirs, af skraalende Folk paa Dækket, i den mørke Nat, med Storreisningen dinglende over Hovedet paa os, truende hvert Øieblik med at styrte ned, og man vil kunne forestille sig den grændseløse Forvirring, hvortil denne Scene maatte give Anledning. Endelig praiede Chefen: „Mr. Durbec, De giver et høist strafværdigt Exempel til det hele Mandskab.“ Mr. Durbec var efterhaanden bleven rasende. Forbittret tilraabte han Chefen: „Mandskabet saavelsom jeg ere enige i, at vi aldrig ere blevne behandlede som ombord i dette fordømte Skib. Enhver føler sig ulykkelig, Mr. le Commandant, ved at staae under Deres Commando, og jeg —“. Her afbrød Sprach-Trompeten den videre Fortsættelse: „Mr. le capitaine, jeg skal indberette Deres Forhold til Ministeren, begiv Dem øieblikkelig ned i Arrest!“

Jeg var greben af Forbauselse! Aldrig havde jeg tænkt mig, at noget Lignende kunde foregaae i en Orlogsmand. Der gaves imidlertid ikke synderlig Tid til vidtgaaende Betragtninger: der var fuldtop for enhver Officeer at tage Vare, og Natten gik hen med at søge at bringe nogen Orden i al den Uorden, som fandtes ombord.