Part 6

Jeg troer, at Fortrædeligheder ere sjeldnere ombord end iland, og at dette væsentlig medvirker til den Tiltrækningskraft, som Sølivet almindelig udøver; dog selv paa Søen er man naturligviis ikke ganske fri for Modgang, og det var i ondt Lune, at Capitain Bazoche en Dag paa Hjemreisen kom ud paa Dækket. Intet var ham tilpas: Mærsseilene vare ham ikke tilstrækkelig strakte, han gav den vagthavende Officeer Ordre at sætte Seilene bedre kant; Koierne, fandt han, vare slet stuvede i Finkenetterne; der var ikke spulet reent under Kanonerne — „og alle disse Oliepletter!“ udbrød han, „hvor komme de fra? Jeg kan ikke udstaae Pletter paa Dækket! Vil De lade Næstcommanderende kalde.“ Næstcommanderende kom, og til ham blev det gjentaget, at Chefen ikke kunde fordrage Pletter, at Dækket skulde holdes tilbørlig reent, og at navnlig Oliepletter paa enhver Maade skulde undgaaes.

Næstcommanderende tog Sagen meget rolig. Han forestillede Chefen, at, naar Flagmændene hver Morgen skulde gaae omkring med Oliekander for at fornye Olien i de opstillede Rørstokke, var det umuligt at forhindre, at der fra Tid til anden kunde spildes noget Olie, og at Pletterne paa Dækket ganske naturlig vare en Følge heraf. Capitain Bazoche maatte indrømme denne Mulighed. „De fordømte Rør!“ udbrød han, „jeg har ikke havt Andet end Ærgrelse af alt det Kram — lad dem strax alle blive kastede overbord!“

Overbord gik de, og hermed var de beundrede Bambusrørs Rolle udspillet. — Jeg forlod Fregatten i Rio-Janeiro; sikkert har vor brave Chef senere truffet nye Gjenstande, ligesaa værdige som Spadserestokkene til at fængsle hans særlige Opmærksomhed.

Capitain Gallois’s Hvalfisk.

Det var blevet Admiral Rosamel meddeelt, at Gabarren „l’_Arriège_“, Transportskib som en halvarmeret Fregat, var afgaaet fra Frankrig for at bringe os Proviant og Varegods; høiligen trængte vi efterhaanden hertil, og paa Valparaisos Rhed imødesaae vi hver Dag Transportskibets Ankomst. Maaneder hengik imidlertid, og „l’Arriège“ kom ikke. Heldigviis havde vi efterhaanden levet os ind i de selskabelige Forhold i Valparaiso, saa at Opholdet der var yderst behageligt; den lange Venten vilde ellers have været utaalelig. Endelig kaldte Omstændighederne os nordefter; der maatte kjøbes Provisioner, og jeg erindrer, at hver Foustage Meel blev betalt med 30 Piaster. „Arriège“’s Udeblivelse var en dyr Historie for den franske Regjering.

Vi løb op langs Kysten af Peru. En mere øde og afskrækkende Kyst troer jeg aldrig at have seet. Overalt mørke Klipper, bedækkede med hvidt Sand, ingensteds nogen Vegetation, der kunde bryde den trættende Eensformighed, og, som om Forsynet var kommet til den Overbeviisning, at Læ for Skibe vilde være overflødig paa en Kyststrækning, hvor haardt Veir er ukjendt, fandtes ikke en eneste Havn ligefra Arica til Callao, en Strækning af over hundrede danske Miil. Paa de enkelte Steder, vi ankrede ved denne aabne Kyst, var Massen af det Fugleskarn, der i Løbet af Aarhundreder havde ophobet sig, saagodtsom det Eneste, der var istand til at tiltrække sig vor Opmærksomhed. Allerede dengang havde man begyndt at udføre til Europa dette Product, der nu som Guano spiller saa stor en Rolle.

De politiske Begivenheder i Peru var det, der havde bragt os nordpaa. Vi ankrede ved Churillos, et Par Miil søndenfor Lima, og herfra begav vor Admiral sig til den peruvianske Hovedstad. Ogsaa ved Churillos ankrer man paa en aldeles aaben Rhed. Under dette mærkelige Himmelstrøg, hvor man ligesaa lidet kjender til Regn som til Blæst, er den svære, uophørlige Dønning imod Land saagodtsom den eneste Ulempe, for hvilken Skibe ere udsatte. For Hyggeligheden ombord er imidlertid denne Ulempe langt større, end man almindelig forestiller sig. Man tænke sig: Maaneder igjennem knap at kunne staae paa Benene — den evige rullende Bevægelse bliver i Længden formelig opirrende.

Vi begyndte atter at see ud efter „l’Arriège“, men endnu i lang Tid forgjæves. Endelig kom den da, men i hvilken Tilstand! Spor af Havarier i flere Retninger vare tydelige at see, og, da dens Chef, Mr. Gallois, capitaine de frégate, kom ombord, var der ingen Ende paa hans Beretning om Modgang og Ulykker af enhver Art, for hvilke Skibet havde været udsat. Først var, „l’Arriège“ bleven læk og maatte udlosse sin hele Ladning for at reparere. Stadig havde man dernæst maattet kæmpe imod haard Kuling og ondt Veir, og under Falklands-Øerne var man endelig bleven overfalden af en Storm, under hvilken en Braadsø havde sønderslaaet Kobrygs-Finkenetterne, taget Fartøierne bort midtskibs og skyllet ti Mand overbord. Mandskabet syntes herved at være blevet aldeles demoraliseret; det syntes, som om al Tillid til Officererne ombord var forsvunden; Seil blæste bort; men Folkene negtede at arbeide, saa at man med dragen Sabel havde været nødsaget til at tvinge dem til at gaae tilveirs. For Modvind havde man søgt ned til 70° sydlig Brede, her var man stødt paa Iisbjerge, Kulden var gaaet ned til 6° R., og det var lige ved, at Chefen havde taget den Beslutning at opgive det Hele og at staae tilbage østefter, da et Omslag heldigviis var indtruffet, saa at det efter 89 Dages Reise fra Rio-Janeiro lykkedes at naae Valparaiso. Beskrivelsen af denne Reise ledede Tanken uvilkaarlig tilbage til Lord Anson, da han i forrige Aarhundrede skulde omseile Cap Hoorn for at rette et Angreb imod de spanske Colonier, kun har Mr. Gallois’s Beretning om, hvad der var tilstødt ham, ganske sikkert havt en mere poetisk Flugt, end der laa i den engelske Admirals Charakteer; ved Beskrivelsen af den Braadsø, der under Falklands-Øerne var styrtet ind over Skibet, og som efter Chefens Mening havde bragt dette i øiensynlig Fare, hed det i Capt. Gallois’s Rapport: „Ikke vidste jeg i hiint Øieblik, om jeg endnu commanderede H. M. Skib l’Arriège.“

Paa et senere Tidspunct fik i det adriatiske Hav Mr. Gallois Commando af en fransk Division, der blokerede Ancona. Overholdelsen af denne Blocade synes at have været ham for besværlig, og istedenfor at blokere fandt han en smuk Dag paa at entre Fæstningen og at tage den i Besiddelse, uagtet ingen Krigserklæring havde fundet Sted. Den franske Regjering satte han derved i den største Forlegenhed. En chevaleresk Aand boede der i ham; men Militair var han saavist ikke, og endnu mindre fandtes der hos ham Spor af Sømandskab, hvilket efter min Formening ikke lidet har bidraget til hans ulykkelige Passage om Cap Hoorn.

Den største Deel af den medbragte Proviant var naturligviis havareret. Den blev udlosset, Tømmermænd og anden Hjælp blev sendt for at paaskynde Transportskibets Udbedring; men, da denne endnu ikke var fuldført, dengang vi kort efter stode Syd paa, blev der tillagt Capt. Gallois udtrykkelig Ordre snarest muligt at følge efter og at støde til Admiralen i Valparaiso. Otte Dage efter vor Ankomst dertil begyndte vi altsaa paany at speide efter „l’Arriège“, men „l’Arriège“ kom ikke. En Maanedstid hengik, og endda saaes Intet til Skibet, hvorimod vi af et nordfra kommende Fartøi hørte, at man havde seet Skibet tilankers ved San Lorenzo, en tildeels ubeboet Ø, der ligger udfor Indløbet til Callao. Dette var aldeles uforklarligt. Atter lang Tid hengik, førend paalidelig Underretning kunde indhentes, og til Forbauselse for os, og sikkert til endnu større Forbauselse for Admiralen, indløb Efterretning om, at Mr. Gallois havde fanget en Hvalfisk, og at heri maatte søges Anledningen til Transportskibets lange Udeblivelse.

Hvorvidt denne Begivenhed skyldes egen Foretagelsesaand, eller om man havde fundet Hvalen død paa Havet, er mig ubekjendt; men vist er det, at Hvalfisken var kommen i Mr. Gallois’s Vold. Han troede at skylde sit Mandskab, meldte han, at gjøre det mest Mulige ud af denne brillante Fangst, og han var derfor med sin Hvalfisk søgt ind til San Lorenzo, hvor Hvalen blev halet paa Land, Spækket afflændset og et formeligt Trankogeri indrettet, saa godt som det med forhaandenværende Midler lod sig udføre. Efter Udsmeltningen skulde nu denne Tran sælges, den blev ført til Lima, Klæder bleve kjøbte til Mandskabet for det indvundne Beløb, og hermed meente Mr. Gallois at have gjort sine Sager fortræffelig, medens Admiralen i Valparaiso, Maaneder igjennem, med Utaalmodighed havde maattet vente paa hans Komme.

Tilsidst kom da endelig den saalænge ventede „l’Arriège“ i Sigte. Alt som den nærmede sig, viste den sig for os i en heel anden Skikkelse, end da den første Gang stødte til Escadren. „L’Arriège“ var bleven nymalet og skinnende, Mandskabet straalede i ny, hvid Klædedragt, og, da Skibet med tilsatte Bram- og Bovenbramseil stod ind paa Valparaisos Rhed, var det øiensynligt, at Mr. Gallois havde isinde at forbause os ved Udførelsen af en brillant Manøvre. Benyttende den lette Brise var det hans Hensigt at sætte sit yderste Anker i passende Afstand fra Admiralen og derefter at løbe Fortøiningen ud under Seil. Stor Bugt af Kjættingen var halet paa Dækket; thi i de Tider, Ankerkjættingernes Barndom, var man endnu ikke bleven fortrolig med disses Behandling; alle Forberedelser vare trufne, og ved Ankerne stod man klar, lyttende efter Lodhiverne, der endnu stadig sang ud for „20 Favne uden Bund“. Da kom der pludselig en af de Kastevinde fra Bjergene, der om Eftermiddagen ere saa hyppige paa Valparaisos Rhed. Skibet krængede over, i Hast maatte Smaaseilene bjerges, og istedenfor at løbe ind med fire Miles Fart begyndte man med eet at nærme sig Ankerpladsen med foruroligende Hurtighed. Der kom Uro i Blodet: „Lad falde Ankeret!“ commanderede Chefen. „Lodhiverne varskoe endnu 20 Favne uden Bund“, indvendte Næstcommanderende fra Bakken. „Lad falde Ankeret!“ gjentog Chefen utaalmodig, og Ankret faldt. Skibet blev imidlertid ved at løbe. „Men hvorfor stoppe vi ikke op for Ankret?“ lød det efter et Øieblik fra Chefen, der begyndte at blive ængstelig. „Kjættingen er forlængst sprungen“, lød Næstcommanderendes Svar, „og den har endda ikke taget saa lidt af Bedingen med sig.“ Ankret var gaaet i Bund paa 40 til 50 Favne Vand, Alt var gaaet istykker, og istedenfor den paatænkte Pragt-Manøvre gik „l’Arriège“ lige ombord i Admiralens Fregat, borttog vor Klyverbom og maatte ankre i største Uorden indenfor os. —

Faa Dage efter stode vi paany ad Lima til, og „l’Arriège“ blev afsendt til Frankrig. Capitain Gallois er ikke blandt de mindst mærkelige Personligheder, med hvilke jeg i den Tid kom i Berøring, og hvad hans Hvalfisk angaaer, da viste det sig senere, at Hvalen kom til at udøve en ikke ringe Indflydelse, ikke alene paa Admiralens, men paa det franske Flags Stilling i Sydhavet ved den Tid, som her er Gjenstand for Omtale.

Audients hos Bolivar.

I de Aaringer, jeg tilbragte i det Stille Hav, var Krigen imod Spanien i fuld Gang. Chili havde nylig tilfegtet sig Uafhængighed, Peru havde reist sig, og med en Armee paa 12 til 15,000 Mand kom Don Simon Bolivar i 1824 Peruvianerne tilhjælp, efterat først Columbiens Uafhængighed kunde antages at være sikkret. Moderlandet var ikke mere det gamle Spanien; det var sønderslidt af indre Uroligheder, og Colonierne maatte overlades til deres egen Skjæbne. Kampen i Peru var længe tvivlsom; men endelig vandt Independenterne det afgjørende Slag ved Ayacucho, den spanske Vicekonge toges tilfange efter en tapper Modstand, og hermed maatte Peru ansees som tabt for den spanske Krone. Levningerne af den spanske Hær trak sig tilbage til Callao, den indsluttede sig i Fæstningen, og her forsvarede General Rodil sig med en Udholdenhed, der kaster et sidste lysende Skjær over Spaniernes Bedrifter paa det amerikanske Fastland. Da Callao faldt, var imidlertid Alt forbi: for stedse havde Spanien tabt disse rige og vidtstrakte Colonier.

Da Fregatten „_Marie Therèse_“ dennegang ankom til Churillos, havde Don Simon holdt sit Indtog i Lima, hvor han blev hilset som Fædrelandets Befrier. Officielt blev der tillagt ham Titel af Libertador, og han stod nu foran Callao med sine Tropper og ledede Angrebet imod denne Fæstning. Det er naturligt, at Admiralen maatte hilse paa Columbiens Præsident, og kort efter vor Ankomst blev en Dag berammet, da det officielle Besøg skulde finde Sted.

En høist liberal Aand var herskende blandt Medlemmerne af Fregattens Messe. Med Beundring saae Officererne op til Bolivar, der havde grundlagt sit Fædrelands Frihed, og Sammenligningen med Washington, der hyppig blev discuteret, faldt somoftest ud til Bolivars Fordeel. Imod denne Anskuelse ivrede Commissairen med stor Styrke. „Jeg kan ikke indrømme Bolivar Forrangen“, sagde han, „om jeg end anerkjender Bolivar at være Washingtons Samtidige.“ Udtrykket „contemporain“ blev herefter et Stikord i Messen og var os ofte til stor Morskab.

Medens vi fortabte os i Beundring over Amerikas Helt, er det vist, at Bolivar med kun liden Velvillie saae det franske Admiralsflag vaie paa Churillos’s Rhed i saa kort Afstand fra den af ham beleirede Fæstning. Øiemedet med Hertugen af Angoulèmes nylig afsluttede Felttog i Spanien havde jo været at befæste den spanske Throne og at underkue de liberale Bevægelser i dette Land; hvor rimeligt var det da ikke at antage, at Rodil af os maatte kunne vente Understøttelse, og at vi af al Magt vilde bestræbe os for at styrke hans Stilling. Hertil kom endnu Mr. Gallois’s Hvalfisk. Kunde man tænke sig, at Trankogeri alene i henved et Par Maaneder skulde have bragt en fransk Orlogsmand til at søge Ankerplads ved San Lorenzo, saagodtsom umiddelbart i Callaos Nærhed. Andre Øiemed maatte ganske naturlig antages at ligge til Grund herfor, og det Rimeligste var da, at „l’Arriège“ under sit Ophold havde havt det Hverv fra Søsiden at forsyne Callao med Proviant, hvorved Fæstningen vilde blive istand til at forlænge sit Forsvar. Disse og lignende Betragtninger gjorde, at man saae os med onde Øine, og det var under Indtrykket af denne Stemning, at den officielle Visit hos Don Simon skulde gaae for sig.

Overeensstemmende med fransk Opfattelse og med egen Tilbøielighed var det Admiralens Ønske at give dette Besøg en vis éclat; Skibschef, Adjutanter og flere af Fregattens Officerer bleve altsaa udseete til at danne et talrigt Følge, og med Glæde modtog jeg Admiralens Tilbud om at udgjøre en Deel af dette. I fuld Pragt, Admiralen i Spidsen, stege vi tilhest den berammede Dags Morgen, og efter et Par Timers Ridt ad de støvede Veie indtraf vi i Santa Magdalena, Libertadorens Hovedquarteer. Vi bleve førte ind i en Modtagelsessalon, højst tarvelig møbleret. Med megen tilsyneladende Venlighed modtoges Admiralen af Don Simon, som med ham tog Plads i en Sofa, medens vi Andre fik anviist Stole, der vare stillede i en Halvkreds, saa at ethvert Ord kunde høres, der blev vexlet imellem Don Simon og vor Commanderende.

Bolivar var iført en blaa Uniform med noget Guldbroderi. Udenpaa snevre Pantalons bar han et Par mægtige Støvler, der naaede ham heelt op over Knæene, og tydelig saae man paa ham, at den militaire Retning var den fremherskende. Han var af middelmaadig Høide, meget mager og temmelig spinkel af Legemsbygning. Det store, sorte Mundskjæg, der ligesom hans rigelige Haarvæxt begyndte at blive isprængt med Graat, gav ham et martialsk Udseende, der stod i skærende Modsætning til hans svage Stemme og hans uanseelige Figur. Det indfaldne Ansigt, mørkt og forbrændt af Solen, vidnede om de Strabadser, han havde undergaaet, medens den høie Pande og det Alvorlige i hans Væsen indgød Ærefrygt og bragte En til uvilkaarlig at bøje sig for ham, uagtet hans Fremtræden hverken havde noget Anmassende eller Bydende ved sig. Man — eller idetmindste jeg — saae i ham den store Mand, og i enhver Henseende opfyldte han de Forventninger, som jeg, efter mangehaande Beskrivelser, havde gjort mig om ham.

Admiral Rosamel var en fuldstændig Modsætning til Don Simon. Han var en smuk Mand i Ordets almindelige Betydning, stor og kraftig, rødmusset, smilende og fuld af Higen efter at gjøre sin Person gjældende. Med høie Ideer om sig selv vare hans Evner ikke destomindre som tidligere udtalt ikkun ringe, og det var forgjæves, at han ved Overholdelse af Former og ved imponerende Optræden søgte at dække sin Ubetydelighed i aandelig Henseende.

Imellem disse to Mænd blev nu i Sofaen indledet en Samtale, der først drejede sig om de i Peru bosatte Franskmænd, samt om det franske Hofs Neutralitet ligeoverfor den Frihedsbevægelse, der gjorde sig gjældende i Sydamerika. Bolivar talte Fransk med Lethed, saa at Sproget ikke lagde nogensomhelst Hindring iveien. Derefter ledede Bolivar Samtalen hen paa Napoleon, et Emne, der ved de Tider var en kilden Sag for en fransk Admiral at behandle. Bolivar meente, at de Engelske havde lidt et stort Tab ved Napoleons Død, da den Omstændighed, at han var i dette Lands Magt, var tilstrækkelig til at holde hele Europa i Tømme. Han efterlader sig store Minder, sagde Libertadoren, og han var vis paa, at alle Franskmænd tilbade ham i deres Hjerte. Det var synligt, at Admiralen blev mere og mere ømfindtlig ved den Vending, som Don Simon havde givet Samtalen. Med Salvelse, beregnet paa at gjøre Indtryk paa de mange tilstedeværende Vidner, forsikrede han, at enhver Franskmand nærede uskrømtet Kjærlighed og Hengivenhed for Ludvig den 18de og det Bourbonske Dynasti. „Da er jeg dog vis paa“, meente Bolivar, idet et halv ondskabsfuldt Smiil gik over hans Ansigt, „at, dersom Hertugen af Reichstadt i dette Øieblik viste sig i Frankrig, vilde hele Nationen juble og samle sig som een Mand om den store Keisers Søn.“ Mere og mere steg Blodet Admiralen til Hovedet. Afbryde Samtalen og derved stille sig i fjendtligt Forhold til Præsidenten turde han ikke; han sad som paa Gløder og mumlede nogle Ord om Loyalitet, om Elskelighed hos Frankrigs Souverain og deslige. Det var imidlertid, som om Ordene skulde kvæle ham, rød var han, som om Hovedet skulde sprænges, og, da Bolivar endnu ved et Par Yttringer havde bragt Admiralen til end yderligere at tabe Besindelsen, bad han denne om at forestille ham de tilstedeværende Officerer. Chefen var naturligviis den Første i Rækken. Man skulde have troet, at denne Gjerning vilde være en Lettelse for Admiralen; men han var saa betagen, at al Besindelse var borte. „Det er Mr. Ra—“, stammede han, „nei, Mr. Ro—“ — i sin Forvirring havde han glemt sin Skibschefs Navn. Nu var det Chefen, hvem Blodet foer til Hovedet: man saae, hvor Arrigheden kom over ham, og indigneret nævnte han sig som Mr. Bazoche, commandant la frégate de S. M. la _Marie Thérèse_. Bolivar gav ham Haanden, sagde ham nogle venlige Ord, og det gik derpaa til den Næste i Rækken, Mr. Cazy, Admiralens første Adjutant. Eiheller dennes Navn var Admiralen istand til at gjøre Rede for, Cazy maatte nævne sig selv, og, da det nu var gaaet saa galt, forestillede Admiralen os Øvrige en bloc som tjenstgjørende Officerer ombord i Fregatten. Det forekom mig, at et særegent Træk atter gik over Don Simons alvorlige Ansigt. Med udsøgt Venlighed begav han sig hen til enhver af de tilstedeværende Officerer for at spørge os om vort Navn og om vor Stilling ombord. Paa Navnene især syntes han at lægge Vægt, og til enhver af os henvendte han nogle velvillige Yttringer, der endmere fremhævede vor Admirals aandelige Ubehjælpsomhed. Som klædt i dansk Stadsmundering, altsaa noget afvigende fra de andre Officerer, forespurgte han sig om Grunden hertil, og, da han erfoer, at jeg tilhørte den danske Marine, gav dette Anledning til, at han henvendte til mig nogle høist smigrende Ord om mit Fædreland. Han tog os Alle i Haanden, og efter henved en Times Forløb var Audientsen tilende. Aldrig har jeg seet den overlegne Aands Magt træde skarpere frem end under dette Møde.

Fest hos el Senior Reglos for el Libertador.

Naturligviis blev der i Lima ved denne Tid givet Fester af enhver Art til Ære for Don Simon, Landets Befrier. Flere af disse Fester, blandt andre hos en Hr. Reglos, rig Kjøbmand fra Buenos Ayres, var jeg saa heldig at bivaane. Den Luxus, som jeg ved slige Leiligheder forefandt, var mig paafaldende, og navnlig erindrer jeg, at, da Soupéen hos Hr. Reglos var anrettet, og Dørene til Spisesalen bleve aabnede, overraskedes jeg ved at see det lange Bord, bugnende under Vægten af kostbare Sølvsager, istedenfor Borddug, at være dækket med skarlagenrødt Klæde. Indtrykket var glimrende. Opdækningen vakte ikke alene min, men Alles Beundring.

Det er en Selvfølge, at jeg hilste paa Don Simon, men lige saa naturligt er det, at jeg kun efter tilfældig Meddelelse er bleven i Stand til at gjengive en Samtale, som samme Aften — April 1825 — fandt Sted imellem ham og en høitstaaende Officeer, hvilken Samtales Indhold jeg dengang, som historisk mærkelig, fandt mig tilskyndet til at nedskrive. Efterat Libertadoren først temmelig udførlig havde omtalt Amerikas Anliggender for denne Officeer, vedblev han, idet han gik over til at omtale sine Fremtidsplaner: „Imorgen reiser jeg herfra for at gjøre mig bekjendt med den sydlige Deel af Peru; derefter gaaer jeg til Potosi, hvor jeg haaber at ville være i Stand til at dæmpe de der herskende Uroligheder. Omtrent i Juli Maaned vil jeg altsaa være her tilbage, og, hvor kjæk en Mand Rodil end er, vil han ikke kunne holde sig i Callao synderlig længer som Følge af Mangel paa Levnetsmidler. Jeg haaber altsaa, at man snart vil kunne faae Ende paa denne ødelæggende Krig, og at Amerikas Frihed og Uafhængighed da vil være grundlagt for stedse. Dette er mine Ønskers Maal. Naar dette er opnaaet, trækker jeg mig tilbage fra den Skueplads, paa hvilken jeg hidtil har virket, og er det da mit Ønske at kunne tilbringe Resten af mine Dage i Paris.“

Bolivar var dengang paa Højdepunctet af sin Storhed. Han havde reist Forsvarsbanneret i sit Land, og under hans Ledelse var det lykkedes at afkaste det trykkende og forhadte spanske Aag. Han var Republiken Columbiens Præsident, Perus Befrier, og Alt bøiede sig for hans overlegne Aand og Dygtighed. I een Retning viste det sig imidlertid, at han havde været for sangvinsk; i 16 Maaneder forsvarede Rodil sig heltemodig i sin Fæstning, bestandig haabende paa Undsætning fra det sygnende Fædreland. Callao blev efterhaanden, efterat saavel Veracruz som St. Juan de Ulloa vare faldne, den sidste Rest af Spaniens Storhed og Magt paa det amerikanske Fastland, og med det spanske Flag paa Callaos Taarne svandt Resultaterne af Cortez’ og Pizarro’s eventyrlige Heltebedrifter.

* * * * *

Otte Aar senere var jeg i St. Thomas som Næstcommanderende ombord i Briggen „_Allart_“. En Dag kom jeg ind i et af St. Thomas’ store Vareoplag for at tale med Eieren, Mr. Thompson. Denne var netop beskjæftiget med nogle Kunder, og ved at see mig om i Magasinet faldt mine Øine paa en Bunke Tallerkener, prydede i Midten med et Billed, omkring hvilket der stod: „Governor-General Peter von Scholten“. Jeg betragtede Portraitet, da Mr. Thompson kom til, og yttrede min Forundring over den ringe Lighed, som fandtes imellem dette og Originalen. Mr. Thompson maatte indrømme, at Ligheden ikke var stor. „Men aldrig“, bemærkede jeg, „har General Scholten havt den store sorte Knevelsbart, eiheller den rige, sorte Haarvæxt, som man her har givet ham“. „Atter uheldigt“, tilstod Mr. Thompson; „og den blaa Mundering med Guldbroderi“, udbrød jeg videre, „men ingensinde har jo General Scholten havt nogen saadan.“ I al Fortrolighed meddeelte Mr. Thompson mig nu, at Billedet oprindelig var et Portrait af Don Simon Bolivar ved den Tid, da han var paa sin Lykkes Tinde. „Han er nu gaaet af Mode,“ fortsatte han, „og Tallerkenerne fandt ikke mere nogen Afsætning; jeg fandt da paa at lade anbringe Omskriften: Governor-General Peter von Scholten, og de gaae nu af som varmt Brød; Negerne ville alle kjøbe dem og glæde sig ved at komme i Besiddelse af et Billed af „Massa Peter“, deres kjære General-Gouverneur.“

Tiderne ere omskiftelige!

Sælhundejagt.