# Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. Nedskrevet i 1877.

## Part 5

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/gamle-minder-fra-tjeneste-aarene-ombord-i-franske-skibe-1823-18-968c2f20/index.md

Hans Roes over de chilianske Damer vil imidlertid næppe Nogen finde sig tilskyndet til at modsige, som denne Aften var samlet med et saa smukt Udvalg af disse i Hr. Rosalès’s Balsal. En gjennemsigtig Hud, skjøn Ansigtsfarve, levende Øine, en nydelig Fod, en yppig og fyldig Væxt høre til de Skjønheder, med hvilke dette paradisiske Himmelstrøg har begavet sine kvindelige Beboere; mere behøves næppe for at kunne gjøre Krav paa Skjønhed. At dertil noget Coquetteri ikke ganske manglede, fremgik af den synlige Tilfredshed, hvormed enhver Hyldest blev modtagen; Viftens snart afmaalte og snart hurtige Bevægelse tilkjendegav paa synlig Maade, hvad der foregik i det Indre, og let var det at spore det spanske Blod, der flyder i denne Nations Aarer. Dette Blod er, hvad Skjønhed angaaer, saavist ikke udartet hos Racen paa den anden Side at det atlantiske Ocean.

Naturligt, at Mængden af de Tilstedeværendes Huse med samt alle Besiddernes Eiendele iaften bleve satte til min ligesom ogsaa til de øvrige Officerers Disposition. Af en Dame blev jeg tracteret med Frugt, af hvilken hun allerede havde bidt, af en Anden raktes mig en Skefuld Syltetøj, paa hvilken hun allerede havde smagt, kort, snart var jeg bekjendt med den store Fleerhed af de Tilstedeværende. Blandt disse straalede som Sole la Luz og la Juanita Gana, Svigerinder til Republikens Admiral Blanco; som var det for at forhøje hines livlige, tiltrækkende Skjønhed, sad ved Siden af dem en uheldig Repræsentant for vore nordiske Kvinder, gift med en chiliansk Commandeur Forster, en Søster til Admiral, Lord Cochrane; hun var Broderens udtrykte Billede, lang, tynd, flad, rødhaaret, og atter nær denne sad en fremblomstrende Skjønhed, la Malenita af Familien Carrera, velbekjendt Slægt i Chilis Revolutionshistorie. Som Nordens Taage forekom mig den stive Englænderinde ved Siden af Sydens oplivende Sol; Modsætningen bidrog endmere til at fremhæve hine Skjønheders Tiltrækningskraft, og nye Grupper samlede sig bestandig om dem; man kappedes om at radbrække Spansk ved Tilsætning af Fransk eller Engelsk, og det var kun ved Udbrud af Latter, at den levende Samtale blev afbrudt, eller naar en begyndende Dands bragte al Flirtation hen i de Dandsendes Rækker.

Tiden til Spiisning var imidlertid kommen. Et rigt besat Bord fandtes dækket, og ved dette, bugnende af Madvarer, bleve nu Damerne deponerede. Det viste sig her snart, at det Sylpheagtige hos disse ikke kunde modstaae Duften af spækkede Agerhøns og kolde Posteier, en uhyre Madbegjerlighed gjorde sig gjældende hos vore Skjønne, det var, som om graadige Ulve havde kastet sig over de frembaarne Spiser, og, fortvivlet over en saa paafaldende jordisk Tendens hos saa ætheriske Væsener, sluttede jeg mig snart til en Gruppe, der i Fordybningen af et Vindue meget hyggelig gjorde sig tilgode med Skinke og Macaroni.

„Jeg vil være fordømt!“ lød kort efter en Stemme fra en Officeer, der som jeg tyede hen til vort Selskab i Vinduet, „om jeg nogensinde har seet Appetit yttre sig paa en saa glubende Maade, endnu har jeg ikke været istand til selv at faae det mindste at spise. — Kom her!“ afbrød han sig, idet en Opvarter foer forbi med en Bakke, „lad see, hvad Du har at byde over!“ og snart var Vingen af en Kalkun, Salat, Oliven m. m. i pyramidalsk Form ophobede paa hans Tallerken. Knive og Gafler fandt han imidlertid vanskeligere at skaffe tilveie end baade Viin og Mad. „Man maa vide at hjælpe sig“, trøstede han sig med, „Tænderne ere dog det Vigtigste“, og med Fingrene greb han om Vingen, der laa paa hans Tallerken; „fortræffelig Lugt af Trøfler“, udbrød han, og allerede aabnede han Munden, i hvilken den lækre Mundfuld efterhaanden skulde forsvinde, da en mørk, skiden Haand fra Gaden blev stukken ind igjennem en af de ituslagne Ruder. Haanden greb med Kraft om den delicate Vinge, og i et Nu var den Eieren frarøvet. Tænderne lukkede sig instinktmæssig sammen, en mørk Sky trak hen over det ved Trøffellugten oplivede Ansigt, og med Haanden holdt beskyttende over sin Tallerken foer den Sultne bort fra en Plads, hvor hans Forventninger saa skammelig vare blevne tilintetgjorte. For os Andre blev naturligviis dette Ran Signal til et høit Udbrud af Latter. Mængden udenfor istemmede af fuld Hals dette skingrende Udbrud; selv den Lidende maatte snart lee med over en saa komisk Scene, og mangt et Stykke saavel mere som mindre solid Føde blev siden igjennem de ituslagne Ruder rakt ud til det paa Gaden staaende Publicum.

En Tildragelse ved Døren af en anden Beskaffenhed tiltrak sig imidlertid snart vor Opmærksomhed. Medens Selskabet var beskjæftiget med Spiisningen, havde Fregattens tredie Læge, et ældre Menneske, der tidligere havde været Cavallerist, trængt sig ind blandt de ved Indgangen staaende Grupper, og her havde han af Nysgjerrighed søgt at trække en af de tilslørede Tilskuerinders Mantilla tilside for nærmere at betragte hendes Ansigtstræk. Dette Brud paa de Rettigheder, der i disse Lande tilstaaes las tapadas, blev naturligvis strax anseet som en ikke ringe Fornærmelse imod den paagjældende Dame; Brødre og Slægtninge viste sig, og, havde vor Doctor ikke været saa heldig atter at slippe ind i Balsalen, er det vel muligt, at denne Scene kunde have antaget en alvorligere Charakteer. Værten kom imidlertid til, Bevægelsen lagde sig, og uforstyrrede toge atter de formummede Skikkelser Besiddelsen af det tidligere indtagne Terrain.

Vinen havde imidlertid frit circuleret og bragt Blodet hurtigere i Omløb. Den ene Brindo eller Toast havde afløst den anden, og Damernes Bord, der et Øieblik næsten var blevet forladt af Herrerne, var nu atter Midtpunctet for Spøg og Latter. Champagnen kom. Denne i Syd som i Nord lige oplivende Drik forøgede om muligt endnu mere den almindelige Munterhed, og, da Musikken faldt ind med den smukke Melodi af Chilis Nationalhymne: „Oid mortales el grito sagrado, Libertad!“ hævede sig fra alle Dele af Salen et Chor, der med Begeistring istemmede denne Landets Befrielsessang. Skade kun, at Chilianerne, der jævnlig med saa stor Enthusiasme paakaldte Frihedens Genius, kun saa lidet syntes modne til rettelig at benytte Frihedens Goder.

Under Larm og Sang brød man op fra Bordet; de alvorligere Toner af „Vive Henry IV“ og „God save the king“ afløstes af Dandsemusiken, og det lykkeligste Menneske af Verden fandt jeg mig at være, da jeg ved la Seniorita Carreras Side stillede mig op til Borddands. Selskabet syntes at dele denne Tilfredshed med mig, Glæden stod afmalet paa ethvert Aasyn, det Spanske flød ud af de mest uøvede Munde, som havde det været Modersmaalet, man talte, ja endog al Nationalforskjellighed syntes ved denne Tid at være udslettet i Massen af Skaaler og gjentagne Ønsker for hinandens Vel.

Omend ikke ukyndig i Spansk, fandt jeg mig dog foranlediget til at rette en Undskyldning til min Dame for den mindre correcte Maade, paa hvilken jeg var istand til at udtrykke mig. Dette, har jeg erfaret, tilgives meget let af den unge Dame, hvem man synligen bringer sin Hyldest. Forskjellen imellem Sæder og Skikke her og i Europa, hvorpaa jeg alt denne Aften havde seet saa paafaldende Exempler, gav Anledning til Bemærkninger fra min Dames Side, der morede mig meget; men det var dog først, da vi kom til at omtale det tilstedeværende Selskab, de forskjellige Damer, deres Paaklædning, Familie m. m., at la Seniorita syntes at føle sig fuldkommen hjemme. Hendes Anmærkninger vare baade træffende og fulde af Lune, men fremfor alt forundredes jeg over det ultra-aristokratiske Standpunct, fra hvilket hun betragtede Fleerheden af de Familier, der bleve Gjenstand for Omtale. Snarere end ved en Republicanerindes Side skulde man have troet sig ved en Lady’s i en engelsk Salon. Dog en smuk Pige bliver altid tiltrækkende, jeg fandt la Malenita indtagende, og de sorte, talende Øine, det deilige Haar, den runde, fyldige Figur forfeilede eiheller deres begeistrende Virkning.

Omend min Skjønne dannede en hæderlig Undtagelse, er det tungt at maatte tilstaae, naar man omtaler de af Naturen i saamange Henseender rigt begavede Chilianerinder, at de desværre oftest savne den Dannelse, som kun selskabelig Orden og Civilisation ere istand til at medføre. Ikke engang altid er Dømmekraft istand til at formilde dette Onde, og man træffer da undertiden en Uvidenhed, der ofte kan sætte Europæeren i Forundring. Et romantisk Sving i Charakteren og en glødende Natur gjøre hertil Manglen paa Dannelse endmere følelig, og man vil lettelig kunne tænke sig den Indflydelse, som Lediggang og en slet Opdragelse, forenet med locale Omstændigheder, ofte maa udøve paa disse, forøvrigt saa elskværdige Væseners hele Udvikling.

Hang til Fornøielse hører til de mest fremtrædende Træk i Sydamerikanerindernes Charakteer, og fremfor Alt umættelig Dandselyst. Baldamerne hos Hr. Rosalès vare saaledes, især efter Bordet, utrættelige. Den livlige Stemning bragte Herrerne i evig Bevægelse, og den ene Dands fulgte paa den anden med korte Mellemrum. Munterheden var i bestandigt Tiltagende, Selskabet blev larmende og støiende, og det er naturligt, at Folk, der som vi netop kom fra Søen, ikke undlode at give vor Skjærv til den herskende glade Stemning.

Jeg havde i en Vals med la Seniorita Malenita Carrera netop sluppet min Dame for efter en Omdreining ifølge Landets Skik atter at gribe hende i den anden Arm, da jeg til min Bestyrtelse, istedenfor at see hende komme mig imøde, saae hende med et Skrig fare bort og styrte ud paa Gaden igjennem et af de aabentstaaende Vinduer. I samme Nu opstaaer der i Salen et almindeligt Oprør; det gjenlyder af Skrigene „Temblor!“ „Terremoto!“ Latteren forstummer; Jesus og Maria høres paakaldte fra alle Sider, og i grændseløs Forvirring seer man pludselig Gamle og Unge, Herrer og Damer imellem hverandre styrte hen imod hver en Aabning, ad hvilken man er istand til at naae ud af Huset. Ingen ændser den opstaaede Trængsel; Enhver søger blot at bane sig Vei ud af det indesluttede Rum, medens Udbrud af Rædsel og Fortvivlelse, Græden og Jamren samtidig høres fra alle Sider.

Jeg stod som forstenet og betragtede, hvad der foregik omkring mig. Det var mig umuligt i første Øjeblik at fatte, hvilken panisk Skræk der paa en Gang havde bemestret sig alle Gemytter; forgjæves saae jeg mig om efter nogen antagelig Aarsag hertil, da Klirren af nogle Glas, en let Rysten under Fødderne med eet gjorde det klart for mig, at et Jordskjælv var Aarsag til den almindelige Forstyrrelse. Er det end ikke Forudfølelse, saa er det dog en stærkt skærpet Sands for Iagttagelsen af denne Naturbegivenhed, der bringer Sydamerikaneren til flere Secunder før Europæeren at spore enhver saadan Rystelse; ud paa Gaden eller til ethvert andet aabent Sted søger han da for at sikre sig imod nedfaldende Mure eller Tage, han ændser under saadanne Omstændigheder Intet uden den Angest, der betager ham, enhver Bygnings Nærhed indgyder ham Frygt, og sikkert ville Generationer hengaae, førend Valparaisos Indvaanere forvinde Indtrykket af Jordskjælvet i 1821, altsaa tre Aar før den Tid, som her omtales, da flere end 10,000 af Indbyggerne bleve begravede under Ruinerne af omstyrtende Huse og Fæstningsværker.

Ude paa Gaden var Scenen ligesaa mærkelig som den, hvortil jeg i Salen havde været Vidne. Skrigen og Larmen gjenlød fra alle Kanter, medens Nattens Mørke endmere bidrog til at fremhæve det Uvante ved, hvad der foregik. Man forestille sig en stor Byes Befolkning med eet blive vakt af sin bedste Søvn og lige fra Sengen blive henflyttet midt ud paa Gaden; man tænke sig denne Masse af nøgne eller halvnøgne Mennesker i oprørt Vrimmel fare om imellem hverandre, skraalende, skrigende og betagne af Skræk, en Mængde paa Knæ midt i Trængselen, det Hele oplyst af omvankende Lys, med hvilke hver søger at forsyne sig, der blot i Øieblikket kan faae fat paa et saadant, og man vil kunne gjøre sig en svag Forestilling om de Forstyrrelsens og Forskrækkelsens Scener, til hvilke man ved en saadan Leilighed bliver Vidne. Føier man hertil, at det ikke er Mennesket alene, men at ethvert Dyr lægger sin Forfærdelse for Dagen ved en saadan Begivenhed, at Tuden af Hunde, Brølen af Køer, Galen af Haner, Brægen af Æsler paa engang gjenlyde fra alle Kanter, at Vaaningerne knage eller styrte sammen, at Husenes Indhold kommer i en sittrende og klirrende Bevægelse, og man vil være istand til at gjøre sig en Idee om den utrolige Larm og den til Fortvivlelse grændsende Uro, der til alle Tider ere et Jordskjælvs uadskillelige Ledsagere.

Rystelsen dennegang blev imidlertid ikke af nogen Betydenhed; Husene bleve alle staaende, og Faren var saaledes snart forbi. Først da var det egentlig, at man fik Ro til nærmere at betragte de forskjellige Grupper, paa hvilke de utallige bevægelige Lys kastede et rødt og usikkert Skjær. Hist saaes en halvklædt Matrone, der fortvivlet gjentog sit Paternoster, her var det Beboerne af et Huus, der under Angestskrig og Forfærdelse i de mærkeligste Dragter styrtede ud paa Gaden; forvildede Mødre fore omkring med deres skraalende Børn, pjaltede Unger blandede sig imellem vort pyntede Balselskab, guldbroderede chilianske Officerer laae paa Knæ i Snavset og opsendte Bønner til den hellige Jomfru, medens lige i Nærheden en balklædt Seniorita med foldede Hænder og med største Salvelse gjentog sit Ave-Maria; i deres Forvirring havde nogle smudsige Børn klamret sig fast til hendes sneehvide Balkjole og søgt Ly og Beskyttelse i dennes omfangsrige Folder; en tudende Hund accompagnerede den forskrækkede Senioritas fromme Bønner, og Gruppen blev belyst af en mindre end halvklædt svær Mandsperson med en Praas i Haanden, ved hvis Skin man tydelig kunde spore det tilbagetrængte Smiil paa et Par nærstaaende Cadetters Ansigter. Hvor man vendte sig, dannede nøgne Mennesker, balklædte Damer, Hunde, Børn, pyntede Herrer en lige saa barok som forvirret Hob, og jeg negter ikke, at meget af det, man fik Øie paa, vel var skikket til at frembringe Latter, helst naar man gav Agt paa de Bemærkninger, der ikke udebleve, hverken fra vore eller fra andre til slige Optrin ligesaa uvante europæiske Officerer.

Det Hele stod imidlertid ikke længe paa. Jordskjælvet indskrænkede sig dennegang til nogle faa Rystelser, og atter samledes Selskabet i Hr. Rosalès’s Balsal. Skræk havde imidlertid forjaget den tidligere Glæde, og enhver Anstrengelse saavel fra Værtens som fra de fremmede Officerers Side for igjen at bringe den svundne Livlighed tilbage blev frugtesløs. Det var dertil blevet silde; Contradandsens Rækker bleve alt tyndere og tyndere, Selskabet brød op, og naturligt var det, at jeg, da Familien Carrera forlod Salen, tilbød en af disse Damer min Arm og min Ledsagelse hjemefter.

Jeg var færdig at rende Livet af mig for ikke efter denne natlige Spadseretour at blive agterudseilet af Fregattens Fartøier. Pustende og stønnende naaede jeg Landgangspladsen, hvor jeg frygtede, at man alt havde ventet paa mig, men endnu manglede heldigviis en af Skibets Besætning, vor tredie Doctor, hvem Ingen erindrede at have seet i Balsalen efter Spiisningen. Man tøvede endnu omtrent et Qvarteerstid; Doctoren kom imidlertid ikke, og utaalmodig satte man endelig af. Under levende Passiar angaaende Aftenens Begivenheder naaede vi Fregatten, og næppe har jeg været den Eneste, der denne Nat har drømt om smukke, levende Øine, om klirrende Vinduer, om Jordskjælv og om chilianske Senioritas.

Huset Carrera blev senere under vort lange Ophold i Valparaiso saagodtsom mit andet Hjem. La Malenita skinnede som en lysende Stjerne, og mange ere de lykkelige Timer, jeg tilbragte i denne dannede og elskværdige Families Kreds, hvilke jeg endnu mindes som Glandspuncter i mit Ungdomsliv.

Næste Dag ved Frokosten erfoer jeg med Forundring, at vor tredie Doctor endnu ikke var indtruffen ombord. Middagen kom, og endnu blev der Intet hørt til ham. Jeg havde Vagt om Eftermiddagen, da det blev mig meldt, at et Fartøi lagde til Siden om Bagbord. En fattigklædt Mand kom op ad Faldrebet; han sagde, at han var pensioneret Munk, og henvendte sig til mig med Spørgsmaal, om man ikke herombord savnede nogen af Skibets Officerer. Han medbragte vor Doctors knækkede Kaarde, fuld af Blod, samt hans trekantede Hat, hvis hvide Cocarde havde bragt Munken til at forhøre sig ombord i Fregatten, hvor han forklarede, at han havde fundet disses Eiermand, mere død end levende, henstrakt i hans Staldbygning.

Overlægen med en Koie og behørigt Mandskab blev strax sendt i Land, og efter kort Tids Forløb blev den Savnede, tildeels endnu uden Besindelse, bragt ombord. Han var saaret og blodig, Klæderne sønderrevne og blodbestænkte; med desto større Tilfredshed erfore vi dog, at der, efterat han var bleven forbunden og bragt til Hvile, saa vidt man kunde skjønne, ikke syntes at være nogen egentlig Fare paafærde.

Efter et Par Dages Forløb var Patienten istand til at fortælle sine Hændelser paa hiin for ham saa sørgelige Balaften. Efter først at have henvendt sig til en af de i Døren staaende tapadas, ved hvilken Leilighed kun Hr. Rosalès’s Mellemkomst havde reddet ham for Ubehageligheder, havde han senere været heldigere, og med sin Skjønne under Armen var han bleven ført op til en af de højere liggende Dele af Staden, hvor Byen er opført langs Skrænterne af tre Quebradas, Bjergkløfter, der hver for sig danne forskjellige Qvarterer af Valparaiso. Under hans Vandring her om i Mørket, blev han pludselig overfalden af tre Guasos, chilianske Landfolk, der styrtede løs paa ham. Han greb sit Værge, disse deres Knive, som Landboerne hertillands altid bære i en af deres Støvletter, og en heftig Kamp begyndte. Doctoren forsvarede sig tappert. Uagtet Overmagten var det lykkedes ham en Tidlang at holde sine Angribere fra sig, fegtende søgte han at trække sig tilbage; men i Nattens Mørke var han kommen den lodrette Skrænt for nær, han var traadt udenfor Klippen og var falden baglængs ud over dens Rand; — her slog Besindelsen ham feil, han erindrede aldeles Intet af, hvad der senere maatte have tildraget sig med ham.

Munken oplyste det Øvrige. Doctoren var falden igjennem Taget paa hans Staldbygning, der med Tagryggen var bygget op imod Klippens steile Væg; han var derfra falden ned paa Hovedet af et Æsel, paa hvilket han havde knækket Halsen, og, da Munken ved Middagstid havde havt Brug for Dyret, havde han fundet Doctoren halvdød ved Siden af den ihjelslagne burico.

Munken indgav Regning for det lidte Tab. Skaden paa Huset var ret billig anslaaet, hvorimod Prisen for el burico var ansat uforholdsmæssig høi. Chefen gjorde ham opmærksom herpaa; men Manden paastod, at Dyret havde reddet et Menneskes Liv, og at det som saadant var uskatteerligt. Æslet kom altsaa paa Skibets Regning uden Rabat, og mangen Gang blev Doctoren senere drillet med de Forklaringer, der ved vor Hjemkomst naturligen vilde blive fordrede af Revisionen, naar Udsættelse, som man kunde forudsee, blev gjort angaaende Posten om Æslet i Fregattens Regnskaber.

Chefens Stokke.

Fregatten laa tilankers ved Valparaiso, denne „paradisiske Dal“, hvis storartede Natur og yppige Vegetation uvilkaarlig bringer til at erkjende Berettigelsen af det smukke Navn, som de første Erobrere have givet denne Chilis vigtigste Handelsplads. Capitain Lasusse — senere Viceadmiral og i 1853 Chef for den franske Middelhavsescadre — kom ombord. Han var „un élégant“. Rimeligviis kom han tilbage fra en Ridetour og stod nu for os som en complet Guasso: spidspuldet Straahat, stribet Poncho af et særegent Væv, der i Folder hang ned over Skuldre og Arme, vide, sorte Støvletter, store Sporer med Hjul af Størrelse som Speciesdalere, og dertil i Haanden en Stok, der gav det Hele et Gentleman-Sving, der var høist tiltalende. Vor Chef, Mr. Bazoche, hvem hans Besøg gjaldt, var henrykt og fortabt i Beskuelsen. Lasusse maatte gjøre Regnskab for, hvor han havde anskaffet disse vidunderlige Sager, hvis Mage vi altsaa kunde vente snart at see indlemmede i vor Chefs Garderobesamling.

„Og den Stok, De har der“, fortsatte Mr. Bazoche, „den er jo allerkjæreste; har De ogsaa kjøbt den her i Valparaiso?“ Lasusse meddeelte, at det Rør, af hvilket den bestod, en Art Bambusrør, voxede i Mængde i en lille Bugt ved Vid à la mar, en Miilsvei nordenfor vor Ankerplads, og at altsaa Intet var lettere end at skaffe saadanne Rør tilveie.

Næppe havde Capitain Lasusse forladt Skibet, før Capitain Bazoche lod Qvarteermesteren paa Chefssluppen kalde. „Du har at gjøre Sluppen klar til at gaae fraborde imorgen, strax efter Udpurringen Kl. 5. I skulle roe hen i Bugten ved Vid à la mar, hvor Sluproerne skulle gaae iværk med at afskære Rør, saamange, som Sluppen kan rumme. Frokost og Middag skulle I tage med Eder, og jeg tænker, at I kunne være her tilbage henad Eftermiddagen.“

Næste Aften kom Sluppen hjem fra sin Expedition. Den saae ud som en Jungle eller et flydende Skovparti. Chefen yttrede sin høie Grad af Tilfredshed, og Skovpartiet blev langet om Bord.

Den paafølgende Dag begyndte det egentlige Arbeide. Sluproere og Flagmænd bleve satte igang med at sortere de forskjellige Rør efter Tykkelse og Beskaffenhed. De bleve afkappede i Længde af tre Alen, samlede i Bundter, tolv i hver, og derefter ophængte under et horizontalt Jerngelænder, der var anbragt omkring et stort, fritstaaende Ruf paa Dækket, opført til Chefens Afbenyttelse.

„Det var en god Anviisning af Lasusse“, yttrede vor Chef og gned sig i Hænderne; „ved min Tilbagekomst til Brest vil jeg kunne forære alle mine Bekjendte af disse udmærkede Stokke: de ville alle paaskjønne og glæde sig over den gode Idee.“

Naturligviis bleve Stokkebundterne jævnligen bekikkede, befølte og undersøgte. Efter nogen Tids Forløb viste det sig, at de lange Rør ved at ophænges horizontalt krummede sig i Midten som Følge af egen Tyngde. Sluproerne bleve altsaa hidkaldte, hver enkelt Rør blev overskaaret paa Midten, saa at Længden blev noget større end en almindelig Spadserestoks; de bleve derefter ophængte under Chefens Jerngelænder efter først at være blevne sorterede paany, hvoraf fulgte, at Tallet blev betydelig reduceret, idet de krummeste Rør bleve kastede overbord.

Den foretagne Operation viste sig imidlertid efter nogen Tids Forløb ikke ganske at have afhjulpet Ondet; enkelte Rør begyndte igjen at krumme sig, og for at bøde herpaa udfandt Chefen, at det hensigtsmæssigste Middel vilde være at anbringe dem i en vertical, istedenfor som hidtil i en horizontal Stilling. Atter Sluproerne til Arbeid, ny Sortering og ny Overbordkastning, hvorefter Resten af Rørene bleve fæstede lodret til det alt anførte Gelænder om Hytten, saa at denne kom til at se ud som en Art Fæstning, omgiven af en lav Palissade.

En Maanedstid gik hen; da bemærkede Mr. Bazoche en smuk Dag, at en Mængde af Rørene vare hentørrede og tildeels opskinnede som Følge af den brændende Sols Indvirkning. Vel havde Enthusiasmen for Stokkevæsenet kølnet sig noget hos ham; men jævnlig fremstod dog Tanken paany om den Tilfredsstillelse, han lovede sig ved sin Hjemkomst til Frankrig, og Solens Paavirkning maatte som Følge heraf modarbeides. Dette meente vor Chef vilde naaes, naar det kunde lykkes at gjennemtrænge de forskjellige Rør med Olie. Rørene, antog han, vilde da paany opnaae deres forrige Glands og gjenvinde al den Skjønhed, som han tidligere havde beundret.

Øieblikkelig blev Sagen sat i Gang. Naturligviis begyndte Arbeidet med ny Sortering og ny Overbordkastning, hvorefter der i Toppen af hvert af de tilbageblevne Rør blev anbragt en Huling eller Fordybning, som Flagmændene bleve beordrede til hver Morgen at fylde med Olie. Naar Nathuslamperne om Morgenen bleve gjorte istand, saae man altsaa Flagmænd og Lærlinger i fuld Activitet, hver med en Oliekande i Haanden, beskjæftigede med Vedligeholdelsen af den lodrette, men efterhaanden mindre tætsluttede Palissade.