Part 4

Storemærsseilet havde imidlertid pidsket sig istykker; man havde ikke hurtig nok kunnet faae det opgivet, og det var blæst i Stumper. Foremærsseil blev nu bjerget; Folk bleve sendte tilveirs for at beslaae det, og Storraaen blev rettet. Man fandt, at denne havde faaet et Bræk, dog ikke af Betydenhed. Folk bleve atter sendte op for at fuldføre Storseilets Opfiskning; men at faae Foremærsseil beslaaet maatte opgives. Foremærseskjøder bleve atter forskoddede for om muligt at frelse Seilet fra at blæse bort, det ikke-vagthavende Mandskab blev sendt tilkois, og, efter endnu engang at have seet til de Kvæstede og talt med Overlægen, begav jeg mig ved Midnat til mit Lukaf.

* * * * *

Siden Seilføringen var bleven formindsket, vare Skibets Bevægelser, om muligt, blevne endnu voldsommere. En Mængde Vand tog Skibet ind over Dækket, men næsten fuldt saameget tog det ind paa Batteriet igjennem de slet tilpassede Batteriporte. Ved hver Overhaling styrtede Vandet ned over de lave Lugkarme, og, da jeg naaede Bannierne, fandt jeg disse aldeles oversvømmede. Ledsaget af en Lanterne havde jeg vadende næsten banet mig Vei til mit Lukaf, da et Skrald pludselig hørtes til Luvart: Skoddet til Secretairens Kammer havde givet efter under Trykket af hans umaadelige Kuffert, og i et Nu var dette Kæmpemeubel, Secretairen selv med samt Sofa, Koieklæder, Vasketøi, Støvler og Bøger kastede ud af Lukafet, svømmende i Læ imellem hverandre paa de overskyllede Bannier. Mennesket troede, at Skibet gik under, i bar Skjorte vilde han fare op paa Dækket, og virkelig havde jeg Møie med at faae ham til blot at tænke paa at redde sit skibbrudne, omflydende Gods. Scenen var altfor latterlig til, at man kunde forblive alvorlig, hvorlidet tilbøielig til Morskab man end forresten kunde være.

Der stod det halvnøgne, vadende Menneske, ikke istand til i første Øieblik at sætte sig ind i, hvad der var foregaaet. „Fordømte Kuffert!“ udbrød han endelig, da han havde besindet sig noget. „Métier de chien!“ og med en Iver, der trodsede baade Anstrengelse og det kolde Fodbad, gav han sig til, under fortsatte Forbandelser, at opfiske Skjorter, Papirer og Protokoller. „Fanden tage baade Skib og Sø!“ — „Admiralens Bemærkninger gaaede i Vandet!“ — „Attendez qu’on m’y rattrape!“ — „Der svømmer da Voltaire omkring med mine Underbuxer!“ — her saae jeg den opsamlende Oppasser lige ved at briste i Latter — „Métier du Diable!“ — „Maudite galère!“

Commissairen var under alt dette i dybeste Negligé styrtet til. Med saadan Voldsomhed var Kufferten tørnet imod hans Lukaf, at ogsaa han kom frem i den Tro, at en ny Ulykke var paafærde. „Ogsaa afskyeligt, at man ikke engang om Natten kan have Ro“, udbrød han arrig, da han saae, hvad der var Aarsag til den hele Larm. — „Secretair, De burde dog idetmindste sørge for, at De ikke forstyrrede Andre paa en Tid som denne!“ — „Les caractères de La Bruyère gaaede i Pølen“, vedblev Secretairen ufortrøden, „den hele Papirbeholdning ødelagt! — Bliv, til man skal faae fat paa mig igjen!“ — „Mary rompu de Tron de Diou!!“

Jeg havde imidlertid skaffet nogen Assistance tilveie og antog det nu for Tid til at trække mig tilbage fra denne Forstyrrelsens Scene. De stridende Parter lod jeg komme tilrette, saa godt de kunde. Commissairens Stemme blev alt mere og mere barsk, og mere end een Gang naaede mig endnu paa Afstand Lyden af Ordene: „gammel Sømand“, „Swiftsure“ og „Campagne til San-Domingo“.

Mit eget Lukaf var da naturligviis eiheller blevet forskaanet for Vandets Indbrud. Nogle Sko og et Par andre Ubetydeligheder fandt jeg flyde omkring; men længe varede det ikke, før disse Smaating igjen vare bragte i Orden, og i Hængekoien bleve snart Skibets Bevægelser umærkelige. Vandets Rislen langs Dækket baade i og udenfor Lukafet, som naar Bølger bryde sig imod en Strandbred, i Forbindelse med Vandet, der ved hver Overhaling styrtede ned som Cascader fra Dæk til Dæk, kunde vel have bragt En eller Anden med levende Indbildningskraft til at tænke sig hensat til en Bjergsø, hvor brusende Vandfald hørtes i det Fjerne, medens de oprørte Vover brøde sig imod Klippevæggen; dog kun lidet var jeg stemt til at romantisere, og længe varede det ikke, før enhver Lyd var tabt for mit Øre. Den, der er træt, søger ikke forgjæves Hvile.

Da jeg overtog Dagvagten den næste Morgen Kl. 4, var Foremærsseil skjøret og blæst bort fra Ligene. Fokken stod endnu; men ved hver Duvning var det, som om Raa og Alt, hvortil den var udspilet, skulde springe. Med en skjøn Fart trak den os imidlertid vesterefter, — og en Storm kan jo ikke vare evig.

Opholdet paa Vagtsbænken og paa Dækket var kun lidet tillokkende. Thermometret stod 5° under Frysepunctet, og, hvor man end rørte, fik man fat paa et Lag af Iis. Tiden faldt lang indtil Mandskabets Udpurring, da Folkene, strax efterat de vare komne paa Dækket, bleve mønstrede for at erholde Vished, om Nogen den foregaaende Nat skulde være falden overbord. Ethvert Navn, der ikke øieblikkelig blev besvaret, frembragte et synligt Røre, og strax stimlede der Folk til alle Dele af Skibet for at søge den Paagjældende. Altsom Mønstringen skred frem, saae man, hvorledes Ansigterne efterhaanden bleve opklarede; et Under, at Ingen blev savnet af Besætningen! Vort Tab beløb sig altsaa til de syv Nedfaldne. Hvor stor end denne Ulykke monne være, maatte det dog ansees for et Held under de stedfundne Omstændigheder, at det indskrænkede sig hertil. Hvor let kunde ikke det halve af Raaens Mandskab være blevet kastet ned fra denne; en Fod indenfor eller udenfor Skibssiden var da Livet om at gjøre!

Med Dagen viste sig først Skibet i sin hele Uhyggelighed. Styrbords Finkenet var blevet borttaget af Søen, Dækket var belagt med Snee, og Iistappe saaes hængende, næsten hvor man vendte sig. Hønsene vare ynkeligen omkomne i Nattens Løb, Svinene, anbragte under Sprydet, vare halv druknede af det bestandig indskyllende Vand, saa at Messebordets Udsigter for den nærmeste Fremtid vare høist bedrøvelige. En Tilfredsstillelse blev mig imidlertid tildeel: Gaarsdagens smukke Veir havde Kunstneren paa den store Tromme benyttet til at lufte denne i Travaille-Chaluppen, han havde glemt den der Natten over, og det fandtes, at en af Folkene, ved at styrte ned fra Storraaen, maa være falden paa Instrumentet og være gaaet tværs igjennem dette. Mulig var Mandens Liv bleven reddet ved at falde paa en saa elastisk Gjenstand; dog, for Hr. Bonasse var dette kun en Biting: hans Fortvivlelse var ikke til at beskrive. For mig som Vagthavende klagede han sin Nød i de bittreste Udtryk. „Ingen Mulighed mere for at kunne benytte hverken Musiktrommen eller Bækken, før vi kunne faae fat paa en duelig Artist!“ hvilken angribende Tanke! — „Og hvor er vel en saadan at finde paa Sydhavets barbariske Kyster“, lagde han til i en høist jamrende Tone. — Den lille Mand var virkelig i høieste Grad komisk.

* * * * *

De to Dage ere her tilende. Fregatten lændser vesterefter med en føielig, omend noget stiv Kuling, og vi ville her for en Tid ikke dvæle ved dens Seilads.

Skulde imidlertid Nogen interessere sig for dens videre Skjæbne paa denne Overfart, da kan det i Korthed tilføies, at det stormende Veir, istedenfor at lægge sig, varede i sexten samfulde Dage, at Vinden trak sig nordlig og saaledes hindrede Fregatten fra, førend henne i August, paa Høiden af Chiloë, at naae et mere tempereret Klima. Reisen blev saaledes ligesaa besværlig som langvarig, da vi først tre Uger efterat have passeret Cap Hoorns Meridian og 37 Dage efterat have forladt Plata-Floden bleve istand til at naae Valparaiso, Hovedstationen for den franske Flaadestyrke paa Amerikas Vestkyst.

Et Bal hos Hr. Rosalès.

I Begyndelsen af September, kort efter vor Ankomst til Valparaiso, bleve Fregattens Officerer overraskede paa behagelig Maade ved en Indbydelse til Bal hos el Senior Polycarpe Rosalès, der var Chilianer af Fødsel, men i mange Aar havde opholdt sig i Frankrig. Denne Fest, given af et af Stedets rigeste Handelshuse i Anledning af Fregattens Ankomst, var naturligviis vel skikket til at vække levende Interesse iblandt os; et chiliansk Bal var jo noget Nyt, vi skulde her finde samlet hele Valparaisos beau-monde, og for Folk, der lige komme fra Søen, vil til alle Tider en Dands være et virksomt Middel til at udslette selv den sidste Erindring om havte Strabadser og Møisommeligheder. De nye Epauletter kom altsaa for Dagen efter længere Tids Hvile, Stadsmunderingerne bleve luftede og iførte, og med al mulig Anstand begave Officererne sig til bestemt Tid, igjennem Brændingen, iland paa den sandede Strandbred.

Det havde regnet, Brolægningen var slet eller fandtes i mange Gader slet ikke, saa at det var en velbetænkt Forsigtighed, at Oppasserne, med Dandseskoene under Armen, paa Afstand fulgte Toget. En norsk Kjøbmand Ring, bosat i Valparaiso og senere velbekjendt i Norge under Betegnelse af „Guldfisken“ eller „Kongen i Drøbak“, havde jeg som halv Landsmand faaet under Armen, og uden at ændse Smuds eller Snavs nærmede vi os Hr. Rosalès’ Bolig, en kjøn Bygning paa een Etage som alle Vaaninger her paa Stedet. En Stimmel af Mennesker havde samlet sig udenfor Huset; med nogen Uleilighed havde alt enkelte af Officererne banet sig Vei igjennem Klyngen, da en forunderlig knirkende og knagende Lyd i Afstand naaede mit Øre. Jeg standsede og spurgte min Ledsager, hvad det var for en ukjendt Lyd, der kom til os. „Naturligviis“, svarede han, „komme de fjernest boende Damer kjørende til Ballet, det er for smudsigt for dem at gaae, og den Bragen, De hører, stammer fra deres Kjøretøi.“ Jeg yttrede Lyst til at see denne knirkende Befordring nærmere, og Hr. Ring tilbød mig sin Ledsagelse. Istedenfor at gaae ind i Huset dreiede vi altsaa tilvenstre, og snart vare vi i fuld Gang henad en Gade, der langs Stranden fører til el Almendral.

Knagningen blev stærkere og stærkere, alt som vi nærmede os denne Ende af Byen. Meget langt gik vi, indtil vi endelig traf paa et uhyre Skrummel af en tohjulet Kærre med Seildug over, ikke ulig de store Fragtvogne, der langs Rhinen føre Varer fra det Indre af Tydskland; min Mentor forklarede mig, at dette var Landets Eqvipager. To ti Tommer tykke Skiver af et eller andet uhyre Træ dannede Hjulene, midt i disse vare fiirkantede Huller anbragte, og i disse var igjen Vognaxlen indfalset. Denne var afrundet paa Midten, saa at det paa denne Maade var Axlen, der dreiede sig under Vognen, og ved Træets Gnidning mod Træ, uden nogetsomhelst Mellemlag, blev den uhyre Knirken frembragt, der uden Overdrivelse kunde høres en Fjerdingvei borte.

Forestiller man sig denne Karre — til at kaldes Vogn, tænkte jeg, er Kunsten hertillands dog endnu formeget i sin Barndom — tænker man sig den trukken af sex Stude, og disse igjen drevne frem af en Gaucho tilhest med Poncho og Lazo, uophørlig flankerende tilhøire og tilvenstre, saa har man en Idee om vore Baldamers Befordringsmiddel. Rytteren eller Kusken med sit lange Spyd stak og brummede som la mouche du coche; men at drive det Hele fremad med en blot nogenlunde Hurtighed laa udenfor Mulighedens Grændse. Studene fortsatte rolig deres vante Skridtgang og contrasterede herved stærkt med den beredne Kusk, der med fældet Landse idelig foer fra den ene Side til den anden i evigvarende Galop.

Som vi kom hen til dette Optog, holdt Vognen udenfor en Dames Dør. Lad os stige ind! sagde min Ven, og i et Nu var han oppe ad en bagpaa Vognen anbragt lille Trappe, der igjennem en udskaaren Aabning i Seilduget førte ind i denne. „Me pongo à los piès de las Senioritas“, lød den sædvanlige Compliment, han bukkede for en af Damerne, og jeg blev herefter i behørig Form introduceret til Forskjellige af det her forsamlede Selskab, iblandt hvilke der var flere unge Damer, af hvis Øine der straalede Glæde ved Tanken om den forestaaende Fest. Min Forundring tillod mig imidlertid ikke i første Øieblik at lægge Mærke til hele Vognens Indhold, men selve dennes mærkelige Arrangement tiltrak sig nu min Opmærksomhed. Paa Skamler, Stole og Tæpper, lagte paa Bunden af Kærren, vare de forskjellige Skjønheder placerede imellem hverandre i det endda ikke ubetydelige Rum. Man spadserede her omkring fra den Ene til den Anden, som havde man allerede været i Hr. Rosalès’s Balsal, medens den hele Scene ovenfra blev belyst af smaa Lampetter, der hang under Vognhimlen. Det lod dertil, som om der aldeles ikke var noget Usædvanligt ved vor Visit; et Par Herrer kom kort efter os anstigende, og, efterat have engageret nogle Damer til Dands paa det forestaaende Bal, forlode vi atter med et: „Hasta ahora“ denne usædvanlige omkjørende soirée en miniature.

Da vi naaede tilbage til Hr. Rosalès’s Huus, fandt vi, at den om Døren forsamlede Klynge end yderligere var tiltagen under vor Fraværelse, saa at det endog var forbundet med megen Vanskelighed for os at bane os Vei igjennem den tætsluttede Hob. Imod Sædvane syntes dertil Stemningen at være afgjort fjendtlig imod os. Da jeg yttrede Forundring herover for min Ledsager, meddeelte han mig, at Hr. Rosalès iaften havde besluttet at give sin Fest et fransk Anstrøg, at Vinduer og Døre i den Anledning vare blevne lukkede for Uvedkommende, og at dette, der aldeles stred imod de hertillands gjældende Sædvaner, var Aarsag til det Opløb udenfor Huset, vi havde været Vidne til.

Da vi traadte ind i Balsalen, var et talrigt Selskab allerede forsamlet. Vi bleve modtagne med den største Forekommenhed, og man saae strax, at Hr. Rosalès var en Mand, der forenede Smag med Formue. Istedenfor de Skrumler af Værelser med kalkede Vægge, uden Meubler og uden nogetsomhelst hyggeligt Arrangement, der saagodtsom altid træffes i spanske Colonier, overraskedes man her behagelig ved en Luxus og en Elegance, der tydede paa vor Værts europæiske Uddannelse. Speile, Gardiner, Lysekroner, Sjeldenheder hertillands, prydede de høie og luftige Værelser; Damer, den ene smukkere end den anden, vare placerede paa Divaner, der omgave Salen, og Alt forenede sig for at tilveiebringe et høist behageligt Indtryk, naar man traadte ind i det smukt oplyste og smukt decorerede Locale.

Samtidig hermed overraskedes man ved Synet af den Mængde Uniformer, der i broget Mangfoldighed bevægede sig, hvor man vendte Øiet. Fire eller fem forskjellige Nationers Officerer udgjorde den overveiende Deel af Selskabet, saa at nogle faa civilklædte Personer forekom som mørke Puncter, der kun syntes at, være tilstede for endmere at fremhæve Glandsen af Epauletter, Galoner og Guldbroderier. Forskjelligheden i Holdning, Manerer og Ansigtsudtryk var hertil ligesaa paafaldende som Forskjelligheden i Paaklædning. Englænderen med sin aabne Munderingskjole og sit langt fremragende Kalvekryds var ligesaa let at skjelne fra den siirlige franske Officeer, tilknappet heelt op under Hagen og med Maltheser- og Liliekors paa Brystet, som Amerikaneren med sin lange, dinglende Epaulet paa Skulderen fra en Chilianer i sin guldbaldyrede Uniform; kun maa man tilstaae, at denne, efter Kjolen idetmindste at dømme, maatte antages at ville vinde Prisen for enhver anden af de tilstedeværende Gjæster.

Efterat de første Præsentationer vare tilendebragte, og den første Gêne begyndte at fortage sig, nærmede disse heterogene Masser sig alt mere og mere til hinanden. Altsom Selskabet blandede sig, vil man imidlertid kunne forestille sig, hvilken latterlig Grad af Sprogforvirring der i alle Retninger maatte vise sig. Hist var det engelske Officerer, der havde gjort the great tour on the continent; de troede sig perfecte i det Franske og havde i den Anledning faaet fat paa nogle af vore Lieutenanter, for hvem deres barokke Udtale gjorde Sproget aldeles uforstaaeligt. Her var det vor Chef, der heftig discuterede med den chilianske Admiral Blanco angaaende Bolivars Indkaldelse til Peru. Stor Meningsforskjellighed syntes at være tilstede, og begge vare de ivrige; men heldigviis blev Ordenes Varme afkølet ved at gaae igjennem en Tolk, i hvilken Egenskab en her ansat Oberst Beauchef, tidligere Sergeant i Napoleons Armee, ved denne Leilighed fungerede. Længere henne var det Englændere og nogle Indfødte, der discuterede om Maaden, paa hvilken Heste bedst burde opdrættes, tæt derved et Par franske Officerer, der bragte nogle Damer deres Hyldest, paa hvad Sprog maa Gud vide, medens nogle amerikanske, engelske og franske Cadetter, snarere ved Miner end ved Ord, morede sig over Mærkerne paa flere af de Tilstedeværendes Dragter, der synligen tydede paa, at disse Herrer efter chiliansk Skik vare komne ridende til Ballet. Hvert Øieblik traf man paa en ny Gruppe, der radbrækkede et fremmed Tungemaal, overalt gjenlød det: plait-il Monsieur? eller don’t understand Sir; men ikke destomindre hørte man Udbrud af Latter og Munterhed allevegne. De chilianske Officerer alene syntes at modstaae Lysten til Meddelelse; trods deres stadselige Uniform og deres tilsnørede Kjoler syntes de snart at være de Eneste, som her ei vare hjemme. De trykkede deres lange, lave, trekantede Hat, med Cocarde saa stor som et Kaalhoved, tættere op under Armen, de paatoge sig en yderst stadselig Mine og syntes kun at være beskjæftigede med at gjøre deres fuldkomne Ubetydelighed ubemærket af de Tilstedeværende.

„Hvem er den Dame, som sidder der?“ spurgte jeg min Ven Ring, efter i nogen Tid at have spadseret omkring i Salen. — „Ah, la Juanita, ja hun gjør Furore; kom, skal jeg præsentere Dem for hendes Mama.“ Paa en lav Divan i det ene Hjørne af Salen sad tre eller fire Mødre med Benene trukne op under sig; til en af disse, der bed i en allerede halv opspiist Citron, blev jeg nu trukken hen og forestillet paa sædvanlig Maade: „Un amigo mio, Official Dinamarquès, — la Seniorita Almassa.“ Madamen saae meget venlig paa mig. „La Seniora,“ begyndte jeg — „det er galt,“ hviskede min Ven mig i Øret, „Seniorita hedder det“; — „ja, men hun er over 60,“ — „Tout de même“; — altsaa, „Seniorita“, begyndte jeg paany, og Fortrydelsens begyndende Taage forsvandt øieblikkelig fra det rynkede Ansigt. Hun bød mig en Lugte-Melon, stor som et Æble, hvilke man dertillands bruger at gnide i Hænderne istedenfor Eau de Cologne; Datteren forærede mig en duftende Nellike, som hun plukkede af sit kastaniebrune Haar, og Bekjendtskabet var saaledes snart i fuld Gang. Uagtet mit vel næppe rene Spanske var Samtalen ikke destomindre levende, og, førend jeg forlod Familien, var Huset paa almindelig spansk Viis sat a la disposicion del Senior de Dinamarca.

Den knirkende Vogn var imidlertid kommen for Døren. Dens Indhold var blevet aflæsset, Musiken spillede op, og i muntre Rækker stillede man sig op til Dands. Ballet begyndte; den første Tour af en spansk Contradands var allerede næsten tilende, da en Tummel udenfor, der allerede tidligere var bleven hørt, med eet naaede en frygtelig Høide. Under rasende Larmen og Skraalen bleve Vinduesskodderne trykkede ind, Dørene bragede, Vinduerne klirrede, enkelte Steen fløi ind igjennem Ruderne, og for Uorden og Spectakel ophørte Musiken at være hørlig. Dette frembragte naturligviis en Afbrydelse. Jeg gjorde mig rede til at afslaae et Angreb, da jeg saae Folk ad alle Døre trænge ind i Balsalen; flere Andre saae jeg sætte sig i Positur til at modsætte sig en saa uventet Storm — da, forunderligt nok, den hele Tumult med eet lagde sig. Indtil en vis Afstand ind i Salen havde de forsamlede Mennesker fra Gaden taget alle Døre i Besiddelse; paa det af dem indtagne Terrain forholdt de sig aldeles rolige; Stilhed indtraadte atter, og i taus Forventning syntes Mængden at oppebie, at Dandsen skulde blive optagen paany. Musiken spillede op igjen, den spanske Contradands begyndte atter, og Ballet fortsattes, som om aldeles Intet var hændet.

Tilskyndet af den ringe Opmærksomhed, man syntes at skjænke et saa uventet Optrin, spurgte jeg min Sidemand i Dandsen, en engelsk Officeer, der i længere Tid havde været paa Stationen, om det var Skik hertillands at slaae Ruderne ind for at forhøje Lystigheden. „No Sir“, svarede han, „by no means“, men man giver altid Folk hertillands Adgang til at see til; iaften havde man imidlertid lukket til for Uvedkommende, og de have sparket Dørene ind: „All’s right now!“ Hvert Land har sine Skikke, tænkte jeg, og, idet jeg saae et Ansigt stukket ind igjennem hver klinket Rude samt Dørene fulde af Hoveder i amphitheatralsk Opstilling, kunde jeg ikke frigjøre mig for Tanken om at være henflyttet til et Theater, i hvilket Selskabet, jeg selv inclusive, befandt sig paa Bræderne, medens de Udenforstaaende agerede Publicum.

Efter Dandsen fik jeg Leilighed til nærmere at betragte de Grupper, der saaledes havde taget alle Indgange i Besiddelse. Halvnøgne Børn og Mænd med uhyre Sporer dannede i disse en forunderlig Modsætning til det egentlige Selskabs pyntede Personale; dog forunderligst af Alt forekom mig Synet af de tilhyllede Fruentimmer-Gestalter, der udgjorde den overveiende Fleerhed blandt Tilskuerne, og som øiensynlig maatte være aldeles ukjendelige for Enhver, uden netop for enkelte Indviede. Med Mantillaen over Hovedet, kneben sammen, saa at kun det ene Øie var synligt, lignede de Masker eller sortklædte Nonner; de betegnedes i denne Skikkelse som „Tapadas“, Tilhyllede, og syntes i Almindelighed at vaage strengt over deres saa forunderlige Incognito?

Af alle Landes Dandse har til enhver Tid Spaniernes Contradands forekommet mig at være den eleganteste og mest gracieuse. Stillet op i Rækker, hver Herre med sin Dame ved Siden, afløser den ene smukke Figur den anden, og, har først det opførende Par naaet Enden af Quadrillen, seer man den hele Række af Dandsende i gracieus Bevægelse, vel skikket til at forhøje det Tiltrækkende ved en smuk Skabning eller til at vise en nydelig Fod i al sin Glands. Valsetacten, hvorefter denne Dands udføres, er derhos tiltalende i høi Grad, og som Følge af sin Dames Nærhed sættes den Dandsende istand til at nyde baade Dandsens og Conversationens Behagelighed. For Tilskuerne afgive disse Contradanzas et ligesaa tiltrækkende som afvexlende Skue.

Efter Contradandsen fulgte, til Ære for de engelske Officerer, en saakaldet lang Engelsk. Den tog sig saavist ikke godt ud efter den ædle og stadselige spanske Quadrille. De chilianske Mødre frygtede, at deres Pigebørn skulde løbe Livet af sig; trætte og stakaandede naaede disse endelig tilbage til deres Siddeplads efter det evige „op og ned og Kjæde“, og længe varede det, førend man fik udpustet og paany blev istand til at lade sig føre ud paa Gulvet. Endelig fik man dog en Vals igang. De mangehaande Omdreininger og Figurer, der her under Valsen ere Landets Skik, vare saavist ikke nogen ringe Vanskeligheder for os Europæere at sætte os ind i; men lidt efter lidt bleve ogsaa disse Vanskeligheder overvundne; ledede af bløde Hænder og smukke Øine bleve vi førte igjennem disse Labyrinther, og snart troede idetmindste vi os istand til at kunne maale os med Held endog med de mere Bevandrede i den chilianske Dandseverden.

Den franske Quadrille blev dandset maadelig. Udelukkende vante til Valse-Tacten, medførte tofjerdedeels-Tacten en ikke ringe Vanskelighed for Damerne. For Nyhedens Skyld yttrede man ikke destomindre stor Lyst til at lære en bayle tan agradable, en saa behagelig Dands, og her blev det Øieblikket for en af vore Officerer, min Ven Barral, til at optræde paa en eclatant Maade. Med et passende Antal Damer blev det aftalt, at han under vort Ophold skulde give dem regelmæssige Timer i Trin-Øvelser, og, da vi efter flere Maaneders Forløb afseilede herfra, forsikkrede han, at, havde end ikke Valparaisos Damer Geni for Dands à la française, vare de ikke destomindre de elskværdigste Væsener, han sit Liv igjennem havde truffet paa — han var dengang et godt Stykke over 40 Aar, endnu 10 Aar ældre af Udseende og dertil begavet med en Næse saa rød, at den længe forgjæves kunde søge sin Mage.