Part 3

Et „Velkommen fra Underverdenen!“, der lød fra en Gruppe agter, afbrød imidlertid enhver videre Udtalelse fra Commissairens Side, om hvad der under hiin skjæbnesvangre Campagne havde tildraget sig. „Et sandt Under dog atter engang at see Dem heroppe iblandt os“, tilraabte man ham; „vi troede Dem forlængst begraven under Massen af Deres états à colonne,“ og Gruppen samlede sig nu omkring den Optrædende for at forklare denne i hans Egenskab af Messeforstander, hvor passende en Anledning der i hans Komme paa Dækket maatte være til iaften at festligholde Dagen ved en Bolle afbrændt Rødviin. Le passage du Cap Hoorn var jo en Høitid, Hr. Bonasse havde alt givet det gode Exempel, og, tilføiede en Officeer spøgende, det var dertil første Gang i de sidste 14 Dage, at det samtlige fornemme Borgerskab havde været seet paa Dækket til Luftning. Denne Spøg var uheldig, helst i det Øieblik, da Forslaget om Dagens Festligholdelse skulde afgiøres. Messeforstanderen, hvis Ansigt alt havde fortrukket sig noget ved den megen Velkomst, da han først kom tilsyne, blev ved denne Udtalelse end mere alvorlig. „Jeg vil frabede mig al Ansættelse i Borgerskabet“, tog han meget stødt tilorde; „siden jeg var agent-comptable med Orlogsskibet „Swiftsure“, har jeg faret saameget, at jeg nok troer at kunne hævde min Plads, endog blandt Skibets mere erfarne Sømænd.“ — „Godt Ord igjen!“, bemærkede Officeren, „dog synes det, at, om De i Aarenes Løb skulde have faret saaledes, som De i den sidste Tid har faret her ombord, har Leiligheden just ikke været stor for Dem til at samle Erfaring.“ — „Undskyld, men, siden jeg var med til San Domingo, kan jeg forsikre Dem om, at jeg aldrig har været paa Søen, uden daglig at afsætte Skibets Plads i mit Kaart.“ Her trak man lidt paa Smilebaandet ad Talerens Begreb om Sømandskab — „Nok muligt, Commissair, men De maa dog tilstaae, at det hele civile Personale i de sidste Uger er blevet ført omkring med Skibet som sande Murmeldyr i deres Baase.“ Dette var den meget ømfindtlige Commissair for meget. „Man kan være Sømand uden netop at bære Epauletter“, udbrød han forbitret; „siden jeg var med Linieskibet „Swiftsure“ for 20 Aar siden, troer jeg at kunne bestaae min Prøve mod mangen Anden, hvor store Ord han end fører i Munden; jeg vil sige Dem, at jeg endnu aldrig er faret over Søen som en Kuffert.“

Som var det oprørte sydlandske Blod ikke tilstrækkeligt til at holde Varmen vedlige, gav Commissairen sig til trampende at spadsere hen ad Dækket. „Blæk-Sømanden blev vred!“ udbrød Taleren; „Murmeldyret var ham for svært at døie“, bemærkede en Anden, og, idet denne leende vendte sig til Admiralens Secretair, som netop var kommen til, fortsatte han: „hørte De, at han frabad sig al Sammenligning med en Kuffert? Jeg vil sværge paa, at det var Deres Kæmpe-Meubel, som han i sin Vrede sigtede til.“

Secretairen, Mr. Rampal, var en rar og godmodig Provençaler. Togtet med „_Marie-Thérèse_“ var hans første Campagne tilsøes, og, ukjendt med den Mængde Smaa-Installationer, der saa væsentlig bidrage til Behageligheden ved Opholdet ombord, havde han, mulig ogsaa af økonomiske Hensyn, ladet sig forfærdige en eneste stor, fiirkantet Kuffert, som i Forbindelse med en Sofa, der benyttedes som Seng, udgjorde det hele Bohave, der fandtes i hans Lukaf. Naturligviis blev Secretairen jævnlig drillet med Hentydninger til hans udsøgte Smag for bekvem Møblering, og, da Talen atter rettedes hen mod Kufferten, yttrede han, at det dog efterhaanden blev noget eensformigt altid at skulle høre tale om dette uheldssvangre Møbel. „Ja, „svanger“, det var et sandt Ord, De der kom med“, fortsatte Officeren; „det Bedste, De kunde gjøre, vilde være at lade den rasere.“ — „Og mit Tøi?“ indvendte Secretairen. — „Ja, Deres Tøi er saa vel forvaret, at De i mindre end en halv Time jo ikke er istand til at bringe nogen Skjorte frem fra Kuffert-Bunden.“ — Her begyndte den Angrebne sin allerede tidt gjentagne Forklaring om hiint Møbels Hensigtsmæssighed, og som altid endte han med, at Kufferten var ham aldeles uundværlig; den støttede hans Koie tværskibs paa den solideste Maade af alle, uden den vilde han ikke være istand til rolig at sove i sin Seng, og høiligen maatte han prise den Indskydelse, der ved Afreisen havde bragt ham til at lade sig forfærdige et saa fortræffeligt Møbel.

Medens man endnu morede sig over Secretairens Sands for hensigtsmæssigt Arrangement, lededes Opmærksomheden pludselig hen i en ganske anden Retning. En mægtig Albatros, Kæmpe af en Søfugl, der er Cap Hoorns og Cap Godthaabs Breder egen, var bleven fangen paa en Line med noget Flæsk, som man havde ladet slæbe i Skibets Kjølvand. Med udstrakte Vinger blev Fuglen i dette Øieblik trukken ind over Hakkebrættet; den foer forefter hen ad Dækket, og, idet den kom forbi Commissairen, der endnu med lange Skridt spadserede frem og tilbage, tørnede den med Næbet imod hans ene Støvle og overgød denne med en Opkasten, der stedse frembringes hos disse Søfugle, naar de komme ind i et mere indesluttet Rum. Commissairen sparkede og bandte; men Doctoren tog den herlige Søfugl under sin Beskyttelse. „Aldrig Fred her paa Dækket“, udbrød Commissairen i Heftighed, — „ikke nok med Kulde, Snee og Regn, men ovenikjøbet skal man endnu bides i Benene af saadanne fordømte Dyr!“ Paa Campagnen til San Domingo var noget Lignende aldrig hændet ham; han svor paa, at han i de første 14 Dage ikke igjen vilde sætte sin Fod paa Skandsen, og med sine Regnskabs-Bøger lukkede han sig inde i sit Lukaf; han trak Gardinerne tæt sammen for ikke at forstyrres i sit Arbeide, — og ved en god og rolig Søvn søgte han Trøst saavel over Frost som og over det ringe Avancement, der havde fundet Sted i Søadministrationen siden „Swiftsure“’s Togt under Lecleres ulykkelige Expedition i 1801.

Jeg imødesaae imidlertid det Øieblik, da Albatrossen vilde blive flaaet. Naturligt, at Doctorens kraftige Bistand mod Commissairens Vrede kun var foranlediget ved Lyst til at besidde Dyret udstoppet. En Fugl med 10 Fods Vingeslag, ikkun at finde paa høie sydlige Breder, vilde være en smuk Acquisition for en naturhistorisk Samling; den vilde danne et værdigt Sidestykke til de Exemplarer af Petreller, pailles en cul, Torskefugle m. fl., der Tid efter anden vare blevne underkastede Doctorens videnskabelige Behandling, og ingensinde blev det tydeligere end her, hvilken Fare man udsætter sig for ved at være udmærket og fremtrædende i sin Art.

Fuglen sad imidlertid og krøb sammen i Krogen ved en Rapert. Da Intet hindrede den, havde den gjentagne Gange udspilet sine Vinger og forsøgt at begive sig paa sin vante Flugt, men forgjæves. Dækket er ikke elastisk nok for disse Fugle til at give sig Fart, Rummet er dertil, som Følge af Bastingagen, altfor indsnevret, og det blev saaledes umuligt for Albatrossen at hæve sig op over Finkenettet. Den var nu udmattet af sine forgjæves Forsøg, den søgte blot at forsvare sig mod Enhver, som kom den nær, og afgav et levende Billed paa den ulykkelige Tilstand, i hvilken hver den bliver hensat, der ikke længer er istand til at bevæge sig i den Sphære, for hvilken Naturen har begavet ham med Anlæg.

Aldeles uventet opgik imidlertid et Glimt af Haab for den saagodtsom allerede til Videnskaben hjemfaldne Albatros. Hr. Bonasses Exempel blev paany bragt i Erindring, og det blev foreslaaet at Albatrossen, forsynet med et Halsbaand med Datum og Skibets Navn, skulde blive et svævende Monument paa denne Høide for Skibet og dets Besætning. Det gjør mig ondt for Officerernes Interesse for Zoologien at maatte tilstaae, at denne Idee fandt Tilslutning. Doctoren protesterede forgjæves paa det Ivrigste; han havde ikke ventet at finde saa liden Sands for Videnskabelighed blandt Skibets Officerer; det vilde være et formeligt Barbari at unddrage et saa udmærket Exemplar fra hans Behandling — Alt forgjæves. Vaabensmeden blev kaldet, Halsbaandet blev bestilt, og Fuglen var frelst.

Ved denne Tid var Luften, omend bestandig disig, bleven noget klarere, og til stor Overraskelse lød det uventet fra Manden paa Udkig paa Fokkeraaen: „Land forud om Bagbord!“ — „Land forud om Bagbord“, gjentog en Underofficeer meldende til den vagthavende Cadet; man varskoer for Land forud om Bagbord, meldte denne igjen til Officeren paa Vagtsbænken. „Jeg tror Fanden plager Dem“, udbrød denne, „Smørland“, smaalo en Anden, „bestemt en Deel af det sydlige Continent“, raabte en Cadet i Extase, og man forglemte nu baade Albatrossen og Officerernes Barbari. Uagtet enhver Tvivl var dog i et Øieblik det hele Bagbords-Finkenet besat med Hoveder og Kikkerter, der i den angivne Retning speidede den disige Horizont. Den vagthavende Officeer beordrede en af de vagthavende Cadetter at gaae op paa Fokkeraaen for at forvisse sig om, hvad det var, Udkiggen havde seet. „To temmelig høie Humpler, omtrent 4 Streger foranfor tværs“, lød Cadettens Stemme kort efter fra Fokkevantet. „En ny Opdagelse!“ gjenlød det fra flere Munde, medens nogle af Officererne fra et høiere Standpunct søgte at erholde Sigte af den ubegribelige Kyst. At det ikke var Smørland, forekom det disse for afgjort; det saae ud, som om flere Steder af Landet vare bedækkede med Snee, og, var det ikke for det Usandsynlige derved, tog det Hele sig ud som en Ø eller en Klippe, mulig henhørende til den da nylig opdagede Øgruppe, der endnu ikke var aflagt i Kaartene, og som havde Navn af Syd-Shetlands Øerne.

Hvilken Mark for videnskabelig Undersøgelse! meente en af Underlægerne og glemte endog ved Forestillingen herom den lave Thermometer-Stand, der hidtil ikke havde tilladt ham at forblive mere end høist en halv Time daglig paa Dækket. I Tankerne smigrede han sig alt med den glade Forventning, at Kystens nærmere Undersøgelse muligen kunde hidføre en hæderlig Omtale for ham til Ministeren og ved forefaldende Avancement komme ham tilgode.

Chefen var imidlertid kommen paa Dækket. Man havde loddet uden at faae Bund, og, saa godt som det løie Veir og den svære Dønning tillode det, var Coursen bleven sat skjønsere ind imod den opdagede Kyst. Klokken var alt bleven 3; den korte Dag nærmede sig sin Ende, og lidet Haab var der kun tilbage om at faae nogen ordentlig Kjending af Landet, da Disen, idet Solen blodrød gik ned i det Stille-Ocean, et Øieblik blev brudt i Horizonten; vi vare da kun 1½ Miil fra den gaadefulde Ø, — den viste sig at være, ikke fast Land, men derimod at bestaae af to tæt til hinanden stødende Isbjerge.

„Doctor, Deres Forventninger bleve til Vand“, yttrede en Nærstaaende kort efter til den skuffede Læge, der, efterat Fregatten havde forandret Cours, endnu i Tusmørket vedblev at stirre hen imod de svære Ismasser. Han blev afbrudt i sine Betragtninger af Vaabensmeden, der bragte det fuldførte Albatros-Halsbaand op paa Dækket. Man trøstede Overlægen med, at man nok vilde fange en ligesaa smuk Albatros igjen, der da skulde være ham hjemfalden. Med nogen Grund indvendte han, at een Fugl i Haanden var bedre end ti i Luften; han indsaae imidlertid, at Yttringer af Misnøie kun vilde være til ringe Nytte, omend den tilbudte Expectance paa et af de flyvende Exemplarer kun syntes at være ham lidet tilfredsstillende.

Paa den tynde Messing-Strimmel læstes: „Fregatten Marie-Thérèse, 60° Syd-Brede, Cap Hoorns Meridian, 20 Juli 1824“. Denne Indskrift blev gjort fast om Fuglens Hals, og Albatrossen blev herpaa kastet iveiret, ud over Finkenettet. Først efterat have berørt Vandet blev den istand til at hæve sig paa sine Vinger, og strax flokkede sig fire eller fem andre Søfugle om den, som var det for at betragte dens uvante Pynt eller for af Indskriften at erfare Skibets Navn. Uanfegtet af sit tvungne Ophold ombord, vedblev Albatrossen med sin gracieuse Flugt at omsvæve Skibet. Da Mørket kort efter faldt paa, kunde man endnu skjelne den i vort Kjølvand, og fire Dage efter blev den, til stor Morskab for Mandskabet, endnu gjentagne Gange seet med sit blanke Halsbaand tumlende sig i Skibets Nærhed.

Veiret holdt sig vedvarende smukt. Efter Solens Nedgang havde en frisk Brise af østlig Vind reist sig, og, omend den jævnlige Opmuntring, der hørtes til Udkigs-Folkene om at see vel ud, samt Mængden af Øine, der bestræbte sig for at gjennemtrænge Mørket forud, viste, at man ikke var uden Frygt for at løbe imod omdrivende Ismasser, vedblev den glade Stemning uforstyrret at gjøre sig gjældende, som altid paa Søen er en Følge af god Vind og godt Veir.

Under den vedholdende Dønning var det forbundet med Vanskelighed at faae en Stol til at staae fast; ikke destomindre optoge Skak-, Domino- og Tokadille-Spil de sædvanlige Eftermiddags-Timer. Uanseet Messeforstanderens Vrantenhed lykkedes det at faae nogle Boller afbrændt Rødviin med en efter Messens Beholdning afpasset Souper paa Bordet, ved hvilken vi under Spøg og Lystighed festligholdt den Dag, paa hvilken vi vare naaede forbi Syd-Amerikas yderste Spidse. Et af Messemedlemmerne havde til Ære for Dagen forfattet et Digt, der førte Tanken den lange Vei hen til Omgivelserne, vi havde forladt i Hjemmet. Mangen Skaal blev udbragt, og mangt et Glas blev tømt paa alle derværende Kjæres Velgaaende, og først seent brød man op for efter et flygtigt Besøg paa Dækket at søge den Hvile, hvortil enhver af os vagtgjørende Officerer efter de foregaaende Dages stormfulde Veir høilig kunde trænge.

* * * * *

Den næste Morgen var Veiret endnu smukt. Vinden holdt sig østlig; med rask Fart stode vi Nord-Vest hen, og som sædvanlig ombord under saadanne Omstændigheder beskjæftigede man sig allerede med allehaande Gisninger og Beregninger om den Dag, paa hvilken vi vilde være istand til at naae Havn. Dønningen, der vedblivende havde været voldsom, syntes imidlertid, snarere end at lægge sig, at være i Tiltagende. Ud paa Eftermiddagen antog Veiret et truende Udseende, og, da Mørket faldt paa, indhylledes vi i den samme tætte Taage, der i de sidste 14 Dage næsten bestandig havde omgivet os. Thermometret faldt under Frysepunctet, og Kulingen tiltog saa hurtig, at, da Trommen kaldte os til Middagsbordet, var Fregatten allerede under torebede Mærsseil. Middagen hengik ikke uden Forstyrrelse. Under den stærke Bevægelse snublede en Oppasser med Suppeterrinen; Commissairen, hvem Landofficeren kom til at spilde en Tallerken Bønnesuppe i Skjødet, forsikkrede, at han siden Linieskibet „Swiftsure“’s Togt aldrig havde havt en saa ubehændig Nabo ved Bordet; Secretairen tumlede med en Stol, nogle Viinflasker, adskillige Tallerkener og sin Sidemands Kjoleskjøde ned i Læ; under hver Overhaling truede Messebordet med at give efter under Vægten af de Mennesker, der klamrede sig til det for at holde Balance, og under disse lidet tiltalende Forhold var Maaltidet naturligviis snart tilende. Allerede Klokken 5 gik tredie Reb i Mærsseilene, og Krydsseilet blev beslaaet; flere af Officererne fik Tjenesteforretninger at varetage, andre forlode Messen for at være ved Haanden, om noget skulde forefalde, medens det øvrige Messepersonale efterhaanden trak sig bort og søgte Tilflugt i deres respective Lukafer.

Det er en Mærkelighed paa disse Breder, hvor hurtigt godt Veir kan blive paafulgt af Storm. To Timer tidligere skød Fregatten som en Maage igjennem Vandet, nu knagede den og vred sig, altsom den svære Kuling med Voldsomhed trængte den igjennem den høie Sø. Ruskregn og Sneebyger vare fulgte ovenpaa det forholdsviis klare Veir, og for Mørket var man næppe istand til at see en Haand fra sig. Skummet for Bougen stod ind over Bakken, Søen havde jaget Udkigsfolkene høit op i Fokkevantet, og selv Mandskabets sædvanlige Opstilling ved Koiernes Modtagelse var efter Ordre bortfalden for ikke at udsætte Koierne for at blive gjennemblødte. Tokadille optog ikke denne Aften de vante Timer. En klagede over, at det var ham for uroligt at læse, en Anden over, at det lækkede igjennem Dækket ned paa hans Skrivepult, og tidlig søgte Enhver til Ro, hvem ikke Tjeneste netop kaldte paa Dækket.

Jeg var ifærd med at følge disses Exempel for at samle Kræfter til Dagvagten den næste Morgen, da jeg hørte, at et af Vagtskifterne blev purret ud for at mindske Seil. Herved var vel egentlig intet Overordentligt; Folkene gik i tre Qvarterer, en Trediedeel af Mandskabet var altsaa kun paa Dækket, og i haardt Veir maatte den anden Trediedeel ikke sjelden gaae Vagt-Skiftet tilhaande. Ikkedestomindre var jeg hurtig i Klæderne og igjen paa Dækket. Kulingen var i bestandig Tiltagende, Skibets Bevægelser meget voldsomme og Mørket uigjennemtrængeligt. Man var iværk med at bjerge Storseilet; de stivfrosne Touge skurede hen langs Dækket, langsomt hævede det bugnende Seil sig op under Raaen, og som befriet fra en mægtig Byrde gjennemskar Fregatten med fornyet Lethed de svære Bølger, hvis Skum dog jævnligen vedblev at oversvømme den forreste Deel af Dækket, medens Søstænk fra Laaringen fra Tid til anden foer hen over den med Sand bestrøede Skandse.

Der var givet Ordre til, at Storseilet skulde beslaaes. Isslaget, der havde gjennemtrængt Dugen, vanskeliggjorde dette Arbeide, og herved var det blevet gjort nødvendigt at kalde Frivagts-Qvarteret op paa Dækket. Mandskab blev sendt tilveirs, vel omtrent en halvhundrede Mand, og i bogstavelig Forstand vare disse snart ude af Sigte; de sorte Pletter, som de først dannede i det luv Storvant, forsvandt aldeles; de hensmeltede i den mørke Masse, som Fregattens Seil og Reisning dannede, og snart var det kun, naar deres Raab om at hale et Givtoug eller en Gaarding for igjennem Vindens Larm naaede Dækket, at man erholdt Bevidsthed om, at de vare beskjæftigede med at opfiske det stivfrosne Seil.

Den, der ikke er Sømand, eller som kun om Sommerdage har seet Matrosen udføre sin besværlige Dont, vil vanskelig kunne danne sig en klar Forestilling om de Møisommeligheder, for hvilke Matrosen Vinterdage, paa høie Bredegrader, er udsat. Sammenlignet med haardt Veir om Sommeren, er Vinterstormen ikke sjelden orkanmæssig; den er hyppig, vedvarende, og, hvad der endnu er værst, den er saagodtsom altid ledsaget af Fugtighed og Kulde. Disse er det især, der trykke Matrosen. Engang vaad, er det i et Seilskib saagodtsom umuligt for ham atter at faae sine Klæder tørre; vaad gaaer han fra Dækket, og vaad kommer han paa Dækket, medens en Bevægelse af nogle faa Skridt frem og tilbage er Alt, hvad han har i sin Magt for at holde Kulden ude; han maa under saadanne Forhold ofte tilbringe flere Dage uden at være istand til at faae varm Spise; han er udsat for det haardeste Arbeide, og dog vil man aldrig see ham tabe Modet. Han er ufortrøden, munter, sorgløs og vedholdende i sine Anstrengelser; han leer ad Søen, der i et Skvalp dypper ham og det halve Vagtsmandskab, som havde de Alle været overbord; han er rede til hvert et Arbeide, det være nok saa strengt, naar Omstændighederne fordre det, og skyer ingensomhelst Vanskelighed eller Opoffrelse, naar Nøden er forhaanden, selv om Liv eller Lemmer derved skulde blive satte i Fare.

Dette er Matrosens Lod; sammenligner man den med andre Almueklassers, da vil man ikke finde den misundelsesværdig, og dog fordres der mere end almindelige Evner for at kunne blive en dygtig Matros. Kraft, Mod, Aandsnærværelse, hurtigt Begreb, saa at der øieblikkelig kan findes paa Raad i uventede forekommende Tilfælde, ere nødvendige Betingelser, og, seer man i Forbindelse hermed hen til det Omfang, i hvilket Matrosens Arbeide kommer Staten tilgode, er det sikkert, at den duelige Matros hos en søfarende Nation har et velfortjent Krav baade paa Agtelse og Velvillie.

Fregatten løb med en Fart af 11-12 Miil vesterefter. Søen var tiltagen, og Alt syntes at tyde paa heftig og vedvarende Storm. Det var et stolt Syn i Mørket at see de lysende Bølger taarne sig agtenfor Fregatten, følge den et Stykke og ligesom kjede af ikke at kunne naae den atter lægge sig, kun for at lade en anden Sø, skummende og brusende, begynde den samme unyttige Forfølgelse. Som var den stolt af enhver overvunden Modstand, hævede Fregatten sig majestætisk efter hver af dens Overhalinger, for atter at kastes over af enhver ny forfølgende Bølge. Den bælgmørke Nat, Vindens Piben, Søens Brusen og Larmen for Bougen, nu og da blandet med Lyden af Storseilets Pidsken og Mandskabets Opsang paa Raaen, forenede sig for at give Scenen et Præg af Vildhed og Storhed, der nødvendig vilde have gjort et mægtigt Indtryk paa hver den, der havde havt Ro til at anstille Betragtninger. Man saae Mennesket i Kamp med Elementerne, der syntes at udfolde deres hele Barskhed og Kraft.

Midt under en Sneebyge hørtes et stærkt Brag tilveirs. Et Par Slag paafulgte, som Smældene af et Seil, der pidsker, — Skrig fra Storraaen naaede Øret, og i samme Nu hørtes der dumpe Lyd som af Gjenstande, der fra Veiret falde ned paa Dækket. En Jamren, der fra flere Steder opstod, gav kun altfor snart tilkjende, at en stor Ulykke maatte være hændet.

Undertoplent og Mærseskjøde til Luvart vare begge sprungne; Storraaen havde kaiet sig op under Mærset; Mærsseilets Slag, Raaens uventede og heftige Bevægelse, dens Glathed i Forbindelse med Skibets Overhalinger havde gjort det umuligt for Mandskabet paa Raaen at holde sig fast, og flere Ulykkelige vare styrtede ned.

Hvormange? dette var naturligviis det første Spørgsmaal, der paatrængte sig. Lanterner bleve bragte op; ved Skinnet af disse søgte man i Ordets strenge Betydning paa Dækket og i alle Kroge efter de Nedfaldne indenbords. — Men kunde ikke Andre være faldne udenfor Skibet! Disses Redning var det ikke engang muligt at tænke paa; et uigjennemtrængeligt Mørke omgav os, Søen taarnede sig som Bjerge, og med henved 12 Miles Fart vilde ikke engang saadanne Ulykkeliges Skrig have været istand til at naae Fregatten.

Syv Mand med brækkede Been og Lemmer bleve opsamlede bevidstløse i Fartøierne og paa forskjellige Steder langs Kobryggen. Mandskabet, der kom ned fra Veiret, blev adspurgt, om de savnede flere af deres Kammerater; det viste sig umuligt at faae nogen paalidelig Oplysning herom. Indtil næste Morgen forblev man altsaa i den piinlige Uvished, om Nogen, og da hvormange, havde fristet den ulykkelige Skjæbne at falde udenfor Skibet; Usikkerheden tyngede paa enhver Mand ombord.

Med et godt Skib under Fødder har en Storm i og for sig sjelden eller aldrig nogen umiddelbar Indflydelse paa den herskende Stemning. Det er først, naar en eller anden Ulykke indtræffer, at en mere alvorlig Sindsstemning gjør sig gjældende hos et Skibs Besætning. Dækket var i et Øieblik blevet fuldt af Mennesker, Enhver kom til for at erfare, hvad Ulykke der var hændet — det var ikke længer Formiddagens Sorgløshed; hos Enhver var Alvor traadt istedet, og det var, som om Tanken med eet paatvang sig om den hurtige Omvexling, som Sømandens Liv er underkastet.

Hvor er Jean-Baptiste? spurgte En, hvor er Michel Antoine? spurgte en Anden. En Matros, som med en forstuvet Arm slæbte sig ned fra Veiret, forhørte sig med Ængstelighed om sin Kammerat, som han med eet havde savnet paa Raaen; det var ham en Beroligelse at erfare, at denne med et brækket Been var bleven bragt ned til Doctoren; „godt endda, at han ikke er bleven Fiskeføde!“ mumlede han. „Havde det ikke været for den fordømte Kulde“, tilføiede en Anden, der ligeledes kom ned fra Storraaen, „vilde vi forlængst have været klare med det Hele; Dugen deroppe er haard som Jern“, og, altsom flere Tilskadekomne naaede Dækket, førtes de ned til Sygelukafet for at erholde Hjælp af Lægerne.