# Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. Nedskrevet i 1877.

## Part 2

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/gamle-minder-fra-tjeneste-aarene-ombord-i-franske-skibe-1823-18-968c2f20/index.md

Krigsfangernes Tilstand paa Cabrera beskrev Doublet som noget af det Forfærdeligste, man kan tænke sig. For Boliger var der ikke sørget, Proviant skulde tilføres dem fra Land; men, naar haardt Veir indtraf, udeblev Forsyningen, og ofte flere Dage itræk forbleve da Fangerne overladte til deres egen Skjæbne, udsatte for Nød og Sult. Sygdom udbrød som Følge af den herskende Elendighed, Pleie gaves dem ikke, og man gyser ved Tanken om, at efter henved tre Aars Forløb vare af to eller tre tusind Mand kun nogle faa Hundrede tilbage. Fortvivlelse havde betaget Enhver, og de Scener, til hvilke Doublet havde været Vidne, vare gruopvækkende. Det Hele var saa oprørende, at man selv i England omsider synes at have fattet Medynk med de Ulykkelige: hvad der endnu var ilive af de fangne Skibsmandskaber blev ifølge den engelske Regjerings Foranstaltning ført til Themsen, og ombord i engelske Fangeskibe henslæbtes derefter de følgende Aar, indtil Fredens Afslutning gjorde Ende paa Fangernes Lidelser.

„I Havre,“ sagde Doublet, „betraadte jeg paany mit Fædreland. Jeg var bleven en gammel Karl, men videre end til Cadet havde jeg ikke bragt det; hvad var der for mig at gjøre? Intet andet Valg end Marinen frembød sig for mig; nogle Aars fortsat Fart maatte der til for at opfylde Betingelserne for Forfremmelse — jeg blev Lieutenant; men mit glade Ungdomshaab var tilintetgjort. Senere er jeg bleven lieutenant de vaisseau, og nu længes jeg kun efter det Øjeblik, da jeg har tjent mine 25 Aar og kan gjøre Fordring paa den Pension, der under mit øvrige Liv vil sikre mig et tarveligt Udkomme.“

Doublet havde fra sit Ophold i England medbragt enkelte engelske Sædvaner. Naar jeg gjorde Dagvagt med ham, indbød han mig med en vis triumpherende Mine til at drikke Thee med sig. For en Nordbo antog han, at dette maatte være et Tractement. Theen var naturligviis uden Fløde, og istedenfor Smør serveredes Syltetøi. Jeg fandt det Hele fortræffeligt, og det interesserede mig at høre den brave Doublets Skildringer af hans Ungdomsaar, hvad der endnu staaer for mig som et sørgeligt Bidrag til det store Kejserdømmes Krigshistorie.

Capitain Bazoches Garderobe.

Mr. Bazoche, Chef for Fregatten „_Marie-Thérèse_“, var en excentrisk Personlighed. Han var superlativ i Alt, hvadenten det var Tjenestesager, personlige Anliggender eller Ubetydeligheder, der tiltrak sig hans Opmærksomhed. Opfarende og heftig var han samtidig dermed godmodig og interesserede sig til enhver Tid for sine Underhavendes Vel. Han var som Følge heraf afholdt af Officerer og Mandskab ombord, og de Aar, jeg tilbragte under hans Commando, henregner jeg blandt de behageligste, jeg har tilbragt under min Tjeneste i Frankrig.

Capitain Bazoche sværmede for Klæder. Ikke at han selv udpyntede sig som saa mange andre Officerer, man færdedes iblandt, men overalt, hvor han kom hen, vakte en eller anden Nationaldragt hans Beundring; en saadan maatte han eie, og, da han havde faret endeel, var hans Garderobe efterhaanden voxet op til et Slags Museum, i hvilket Tyrkedragter og Burnusser, sydamerikanske Ponchoer og Sømandsklædninger af forskjellig Art afvexlede med hinanden i utrolig Sammenblanding. Alt dette førte han med sig ombord. Fra Tid til anden skulde samtlige Sager udluftes; det var da en Morskab for Officererne at beskue Garderobens forskjellige Dele, ligesom det i høi Grad smigrede Chefen, naar Noget syntes at vinde Bifald eller at opvække Beundring.

En graa strikket Klædning, bestaaende af Trøie og tætsluttende Beenklæder med ivævede Sokker, det Hele belagt med et tommetykt, indvendigt Lag Uldgarn som en spækket Maatte, tiltrak sig min Opmærksomhed. „Tør jeg spørge, Hr. Capitainen, hvorfra disse Klædningsstykker stamme?“ Forklarende meddeelte han, at Dragten hørte hjemme paa Nyfundland. „Intet er fortrinligere end denne Dragt,“ fortsatte han; „altid om Natten bør man have den ved sin Koie; i en Haandvending er man heelt paaklædt blot ved at iføre sig disse to Klædningsstykker, og i et Nu kan man være paa Dækket i paakommende Tilfælde. Jeg begriber ikke, hvorfor den Klodrian af en Hovmester stuver disse Sager bort om Læ!“ Hovmesteren blev kaldt, og til ham udstedtes streng Befaling til, at de omhandlede Klæder altid skulde være ved Haanden, at de skulde ophænges paa en særegen Krog ved Hovedgjerdet af Capitainens Koie, saaledes, at han om Natten i største Skynding kunde komme paa Dækket, om uforudseete Begivenheder skulde indtræffe.

Tre Dage efter havde jeg Hundevagt. I al Ro gik jeg paa Dækket, da en graa Skikkelse med eet viste sig for mig; det var Mr. Bazoche i sine Nyfundlands-Klæder. — „Jeg saae paa Uhret,“ udbrød han, „ikke 15 Secunder har jeg været om at iføre mig disse Overstykker; de ere ganske fortræffelige.“ Vi vare dengang naaede ned noget sønden for Æquator, en svag Syd-Ost Passat fyldte næppe vore Seil, Alt var Stilhed og Ro, og i nogen Tid spadserede den graa Mand ved min Side op og ned ad Dækket med lydløse Trin paa sine spækkede Hosesokker. Med eet standsede han. „Det er forfærdelig varmt inat!“ udbrød han. Jeg yttrede, at det næppe var varmere end de forrige Nætter. Han gjentog: „Jeg finder det afskyelig varmt,“ og, da jeg i al Ydmyghed bemærkede, at den varme Klædning dog muligen kunde bidrage hertil, forsikkrede han, at Dragten var fortræffelig; han antog derimod, at han ikke befandt sig ganske vel, ønskede mig Godnat og forsvandt i sin Hytte.

Et Par Dage efter fortalte en af Officererne ved Messebordet, at en lignende Scene var foregaaet paa hans Vagt den foregaaende Nat. Vi morede os over den graa Chef, og naturligviis afgav det spækkede Hylster, som han iførte sig saagodtsom lige under Linien, rigelig Anledning til Spøg og Bemærkninger.

Faa Dage senere havde jeg atter Nattevagt. Den graa Mand kom paany tilsyne. Efter nogen Tids Forløb klagede han atter over den utaalelige Varme, hvilket paany blev imødegaaet med den Bemærkning, at det dog sikkert maatte være Nyfundlands-Dragten, som nærmest var Aarsag hertil. Dennegang svarede han Intet, men med Ønske om „God Vagt“ forlod han Dækket.

Næste Morgen stor Scene. Hovmesteren blev kaldet, og ud fra Hytten kom de graa Klæder ham farende lige i Hovedet. „De fordømte Klæder!“ lød det i en heftig Tone, — „man kvæles jo i dem af Varme! — Skaf dem øieblikkelig af Veien! — Jeg vil ikke have dem her, jeg vil ikke see dem for mine Øine, bort med dem!“ og den graa Klædning forsvandt nede i det Inderste af Garderoben, for senere at erstattes med en eller anden af de øvrige phantastiske Dragter, som det kunde forudsees snart vilde faae en lignende Skjæbne.

Rio-Janeiro.

Rio-Janeiro udmærker sig ved sjelden Skjønhed. Allerede naar man anduver det høie Cap Frio, faaer man en Følelse af den Naturs Storhed, som her udfolder sig. Bjerge i alle Skikkelser optaarne sig over hverandre; ikke faa ere formede som Sukkertoppe; snart hælde de til den ene, snart til den anden Side, og atter gives der andre, der staae paa Hovedet med den spidse Side ned efter og Basis iveiret. En af vore Cadetter bemærkede, at Vorherre maatte have moret sig med at spille Tærninger med alle disse Bjergmasser, og at han under Spillet havde ladet dem falde til Jorden og ordne sig, som de bedst kunde.

Ad et snevert Indløb, forsvaret paa begge Sider af mægtige Fæstningsværker, kommer man ind paa Rio-Janeiros Rhed. Synet, der her viser sig, er fortryllende. Tilvenstre den udstrakte By med sine Taarne, Klostere og Kirker, forsvaret af fremskudte Casteller paa nærliggende Klippeøer; tilhøire det smilende Praya-Grande, et Slags Anhang til Rio, der efterhaanden er fremstaaet paa den modsatte Side af Bugten; foran sig den vidtstrakte Rhed, istand til at rumme Alverdens Flaader, længer borte en Mængde skovbevoxede Øer, og det Hele omkrandset af Bjerge, der i det Indre af Bugten træde tilbage og antage en blaaagtig, gjennemsigtig Farve — Skuet er imponerende! En Masse Skibe findes altid paa Rheden, en utallig Masse Smaafartøier, der vedligeholde Forbindelsen imellem Staden og den anden Side af Bugten, giver det Hele et sjeldent Præg af Livlighed, og endelig en Vegetation, kraftigere og yppigere, end jeg andensteds har seet den imellem Vendekredsene — man forestille sig alt dette, og man vil fatte, at jeg anseer Rio-Janeiro for det skjønneste Sted, der gives i denne Verden. Den saa ofte beundrede Golfo di Napoli er Intet i Sammenligning dermed.

Kommer man ind i Staden, modificeres Indtrykket, og Rio er da, som saamange andre Byer, en Samling af Huse og Gader, uden at noget Særligt tiltrækker sig Opmærksomhed. Et Theater, hvor der hver Aften under vort Ophold blev opført Tancredo, og hvori Titelrollen blev sungen af en stor, fed og bleg Castrat, et Museum, fuldtop af Kirker og Klostere, samt enkelte ret smukke Qvarterer, dette er, hvad Rio-Janeiro har at opvise. Kommer man udenfor Byen, da frydes man derimod ved al den Rigdom, som Naturen i alle Retninger fremstiller for Øiet. San Christoval, Keiserens landlige Residents en Miilsvei fra Staden, er udmærket smukt beliggende; Botafago, en lille Bugt, der skærer sig ind noget søndenfor Byen, er en yndig Plet; Udsigten fra el Corcovado, et flere tusind Fod høit, spidst Bjerg tæt bagved Byen, er forbavsende smuk, og en mægtig Ledning fra dette Bjerg, der fører Vand til Byens Forsyning, viser, at Portugiserne tilbage i Tiden, ikke alene i Retning af Casteller og Klostere, have udført storartede Arbeider.

En Modsætning til al den Skjønhed, som den omgivende Natur udfolder, forekom mig derimod Befolkningen at være. Ingensteds har jeg seet gulere, mere udtærede og overhovedet mindre tiltalende Skikkelser end blandt Rio-Janeiros „blanke“ (ↄ: hvide) Befolkning; forunderligt, hvilken Contrast imod de spanske Colonier! Blandt Negrene derimod fandtes ikke sjelden skjønne Skikkelser, saavel Mænd som Kvinder. Istedenfor den flade Næse og de tykke fremstaaende Læber saaes ofte smukke, regelmæssige Træk og langt glindsende Haar, altsaa Negre af en Race heelt forskjellig fra den, der findes paa vore Øer. Ofte er jeg bleven staaende for at beundre en eller anden Negerindes slanke Væxt og gracieuse Holdning, naar hun med sin Vandkumme paa Hovedet vandrede hen ad Gaden. Der var en Smidighed og Lethed i Bevægelser, som kun en vildt opvoxen Stamme er istand til at bevare.

Negerhandelen blomstrede endnu i Brasilien ved det Tidspunct, som her omtales. Naturligviis besøgte jeg med andre af Skibets Officerer forskjellige Negermarkeder, men Indtrykket var saa frastødende, at man ikke fristedes til at gjentage Besøget. Liggende eller rullede sammen i sammenkrympet Stilling laae de usle Skabninger langs Væggene i en stor, mørk Hal, i hvilken alene Atmosphæren vilde have været tilstrækkelig til at virke afskrækkende. Enkelte Kjøbere gik omkring og befølte Arme og Muskler, ligesom man andensteds undersøger Trækdyr for at forvisse sig om deres Styrke — og saa Forestillingen om den Fremtid, der ventede disse Ulykkelige! — Nei, man behøver kun at have betraadt et saadant Marked for i sit fulde Omfang at paaskjønne den Velgjerning, som Bestræbelserne for at modarbeide Negerhandelen have været for Menneskeheden. Vel er det endnu ikke lykkedes at bringe denne afskyelige Handel til aldeles at ophøre, da enkelte Eventyrere, lokkede af den uhyre Fordeel, som en heldig tilendebragt Expedition afgiver, endnu ledes til at give sig af med den; men, omend Bestræbelserne tilsøes endnu ikke ganske have kunnet udrydde Ondet, vil Forbedring af Forholdene i det Indre af Africa forhaabentlig løse denne Opgave, alt som større Kundskab erhverves om denne vidtstrakte, men hidtil kun saalidet kjendte Verdensdeel.

Naar man træder iland ved det almindelige Landingssted i Rio-Janeiro, er det Første, der fremstiller sig, det keiserlige Palads, en vidtstrakt, men intetsigende Bygning, ved Siden af hvilket findes det keiserlige Capel, udstyret med al mulig Pragt. Høialteret var prydet med Frelserens Skikkelse i opreist Stilling, og over den venstre Skulder bar Frelseren Christus-Ordenens store Ordensbaand med tilhørende Stjerne som Stormester for den Orden, der bærer hans Navn. Man seer, i hvilken Grad Katholicismen er bøielig og former sig efter de Folkeslags Begreber og Forestillinger, som den har til Formaal at paavirke. Yderligere Beviis herpaa ere de sorte Helgener, som det ikke er nogen Sjeldenhed at see opstillede i disse Egne, og endog Frelseren har jeg seet fremstillet som Neger. Med alle disse Forkeertheder og Afvigelser fra den sunde Fornuft maa det ikkedestomindre erkjendes, at Katholicismen udøver en civilisatorisk Indflydelse, hvor Neger-Slaveriet er herskende. Den sætter en Dæmper paa Lidenskaberne og vænner den raa Hob til at underordne sig, hvilket er det første Skridt til Opnaaelse af civiliserede og bedre Tilstande.

For en Lieutenant er Rio-Janeiro et misligt Opholdssted i pecuniair Henseende. Jeg skulde i Selskab en Aften og gik i Forbigaaende ind i en af de store Modeboutikker i Rua de Ouvidor for at kjøbe et Par Handsker. Paa den elskværdigste Maade af Verden fremviste den franske Modehandlerinde mig Handsker af forskjellig Størrelse og Beskaffenhed, og efterat have truffet mit Valg spurgte jeg om Prisen. 1500 Reis — omtrent 6 Kr. i danske Penge, var Svaret. Jeg fandt denne Priis overordentlig høi; „mais non, Monsieur“, forsikkrede Modehandlerinden, „De vil næppe noget Sted i Rio kunne erholde dem for bedre Kjøb.“ Naturligviis var denne Forsikring mig ikke aldeles fyldestgjørende, og jeg yttrede, at man i Paris vilde kunne kjøbe slige Handsker for halvanden eller to Kroner i det Høieste. „Mais monsieur,“ udbrød Mme. la modiste, bestandig i den mest indsmigrende Tone, „troer De da, at vi ere dragne hertil alene for at kunne glæde os ved Forandring af Luft.“ Dette Argument slog mig. Jeg betalte mine Penge, og ofte senere, naar Colonialpriser have bragt mig til Forbauselse, have Modehandlerindens Ord gjenlydt for mig: „Mais monsieur, croyez vous donc que nous sommes venus ici pour changer d’air.“

Blandt andre brasilianske Orlogsmænd forefandt vi paa Rio-Janeiros Rhed Fregatten „_Donna Paula_“, commanderet af Capitain Prytz, oprindeligen dansk Søofficeer, der ved en Reduction var bleven afskediget og derpaa havde ansøgt og opnaaet Ansættelse som Capitain mar a guerra i den brasilianske Marine. Prytz var noget beslægtet med mig, og Sammentræffet her med ham bidrog meget til Behageligheden af mit Ophold i Rio. Da Prytz modtog Meddelelsen om sin Ansættelse i Brasilien, begav han sig til London for derfra at fortsætte sin videre Reise. Den brasilianske Regjering havde dengang netop afsluttet Kjøb i England om Fregatten „Donna Paula“, en svær Ostindiefarer, der blev omformet til Orlogsmand, og man tilbød Prytz at overtage Commandoen. Forskjellige Grunde bevægede ham imidlertid til foreløbig at afslaae dette; en engelsk Koffardicapitain førte som Følge heraf Skibet over til Rio, og Prytz gik med Fregatten som Passageer. Ved Ankomsten til Rio modtog Prytz imidlertid formelig Udnævnelse til Chef, og som saadan begav han sig til Fregatten for at tiltræde sin Commando. Den engelske Koffardicapitain, der havde ført Skibet over, attraaede imidlertid, i Lighed med Prytz, at blive optagen i den brasilianske Marine; han antog, at den Omstændighed, at han factisk var Chef for Fregatten, væsentlig maatte bidrage til, at man overdrog ham den endelige Commando, og, da Prytz viste sig langs Siden, negtedes det ham at komme ombord. Forhandlinger bleve frugtesløse, den engelske Capitain vilde ikke opgive Skibet, og midt paa Rio-Janeiro’s Rhed maatte Fregatten entres af en militær Styrke og erobres, før Prytz kunde heise sin Vimpel derombord.

Prytz vandt megen Anseelse i den brasilianske Marine. Under Krigen med Buenos-Ayres førte han en Tidlang Commandoen af den brasilianske Styrke paa Plata-Floden, fik derefter det Tillidshverv at overføre Don Pedro’s anden Gemalinde, Prindsesse af Leuchtenberg, fra England til Rio-Janeiro, men afskedigedes senere uformodet, samtidig med alle fremmede Officerer, under en af de politiske Omvæltninger, som dengang hørte til Dagens Orden i Brasilien. Senere udnævntes Prytz til dansk chargé d’affaires i Rio, i hvilken Stilling han forblev, indtil Posten blev inddragen og erstattet ved en Generalconsul.

Commanderende paa Rheden var en anden Fremmed, nemlig Admiral Cochrane, der førte sit Storadmirals-Flag ombord i den brasilianske Fregat „_Pichincha_“. Cochrane var en høj, mager, rødhaaret Skikkelse, kantet og utiltalende i sin Fremtræden, med et leddeløst Overlegeme, som han ikke havde i sin Magt, en udpræget Typus af en ægte Scotchman. Ingen kan drage hans Dygtighed som Søofficeer i Tvivl; Erobringen af den spanske Fregat „_Esmeralda_“ under Fæstningen Callaos Kanoner hører til det Dristigste, som i den Retning er udført; men baade den Buenos-Ayrianske, den Peruvianske og den Brasilianske Tjeneste, i hvilke han efterhaanden var ansat som Høistcommanderende, forlod han med et tvivlsomt Rygte som Følge af hans umættelig Pengegridskhed. Det være imidlertid sagt til hans Berømmelse, at det altid var paa en storslaaet Maade, at han tilfredsstillede denne Begjerlighed. Afsendt til Maranhao for at dæmpe et Oprør, brandskattede han saaledes Provindsen for egen Regning for en uhyre Sum, der efter hans Beregning skulde tilkomme ham som Priispenge, men hvilken Beregnings Rigtighed den brasilianske Regjering ikke vilde anerkjende. Med de saaledes udpressede Penge seilede han directe til England og sendte derfra sin Fregat tilbage til Rio med Quittering til Keiseren for Modtagelsen af det af ham beregnede Beløb. Dette var Maaden, paa hvilken Admiral Cochrane udtraadte af den brasilianske Søkrigstjeneste, efter hvad vi erfore under et senere Ophold i Rio-Janeiro i 1826.

To Dage paa Reisen om Cap Hoorn.

Klokken 4 var jeg kommen ned, efter en kold og stormende Hundevagt. Jeg drømte om det Bal, som den ærværdige General Lecor havde givet for os under vort Ophold i Montevideo, hvor de brasilianske Officerer syntes at være opstillede som Decorationer langs Væggene, medens vi dandsede med deres olivenfarvede Fruer. Musiken til den graciøse spanske Contredands syntes at gjenlyde for mine Øren, da jeg pludselig blev vakt af vældige Slag paa den store Musiktromme i min umidddelbare Nærhed. Fra Drømmenes Rige blev jeg med eet hensat til den haandgribelige Virkelighed. Jeg fandt mig henstrakt i min Koie, vugget efter Skibets voldsomme Overhalinger, under hvilke Alt syntes at skulle tabe Ligevægten, medens det lige udenfor min Dør gjenlød af falske Toner og skingrende Clarinetløb. Det blev mig snart klart, at det var en Serenade, der bødes mig af Mr. Bonasse, vor ivrige Musikdirecteur, hvem jeg tilstaaer, at jeg under Øieblikkets Forhold bandte paa det eftertrykkeligste for den mig viste Opmærksomhed.

Musikøvelser og Musik om Dagen, deri maatte man finde sig, men at forstyrres under sin bedste Søvn, dette var dog altfor galt! Vranten raabte jeg: „Kom ind!“ — det bankede kort efter paa min Dør, og ind traadte Mr. Bonasse, en lille, koparret, korthalset og smudsig Figur, der under Skibets Bevægelser havde stor Vanskelighed ved at holde sig paa Benene. I længere Tid, saa udtalte han sig, havde det været hans Ønske at yde et Bidrag til en værdig Høitideligholdelse af den Dag, paa hvilken Fregatten passerede Cap Hoorn; han havde derfor componeret og ladet indstudere et Musiknummer, i hvilket han havde lagt an paa i Toner at gjengive Vindens Hylen og Stormens Bragen, der vare saa uadskillelige fra Ildlandets Nærhed; han smigrede sig med, at dette Arbeide vilde vinde mit og øvrige Kjenderes Bifald, og haabede, at man ikke vilde tage ham det ilde op, at han havde dediceret til Admiralen og Skibets Officerer denne Composition, for hvilken han havde valgt det meget passende Navn: „le passage du Cap Hoorn“.

Hvad var der at svare paa en saa vidt dreven Opmærksomhed. Jeg takkede ham naturligviis paa det forbindtligste, bandte ham i mit Inderste af bedste Evne, og først, efterat enhver af de andre Officerer havde faaet deres Serenade, lykkedes det mig atter at falde i Søvn og saaledes at glemme Cap Hoorn baade i Virkelighed og i Musikcomposition.

Hr. Bonasses Bestik havde været fuldkommen rigtigt. Ved Middag satte den gissede Længde os 6 Miil vestenfor det i flere Aarhundreder saa befrygtede Forbjerg, medens en usikker Observation gav os en Syd-Brede af 59° 57′. Midt i Iuli, i Hjertet altsaa af denne Halvklodes Vinter, var det gode Veir, med hvilket denne Dag var indtraadt, en sand Vederkvægelse efter den Række af ondt Veir, Kulde og Fugtighed, der i længere Tid havde været herskende. Solen var endelig, om end noget disig, kommen frem, Thermometret var steget til den usædvanlige Høide af 3° over Frysepunctet, og Vinden havde endelig forladt det kjedsommelige vestlige Hjørne, netop den Kant, henad hvilken vi stræbte. Kulingen havde dertil næsten lagt sig aldeles, og, vedblev end Dønningen at være saa stærk, at man ikke uden Øvelse var istand til at holde sig opreist, lokkede dog idag den behageligere Luft enhver af Skibets Beboere ud af deres Smuthuller. For første Gang i længere Tid var Dækket atter opfyldt af spadserende Mennesker; Munterhed og Liv herskede paany, og Skibet afgav saaledes denne Morgen en mærkelig Contrast mod de foregaaende Dages Uhyggelighed.

En Dags Tørveir efter langvarig Fugtighed er et Gode, der ligemeget paaskjønnes af Enhver ombord i et Skib. Lugerne vare saaledes idag overalt blevne aabnede for at tørre og give Luft nede om Læ; man havde dristet sig til at oplukke enkelte Batterieporte agter, dog med Folk ansatte for strax at lukke dem, hvis Søen under Skibets Opduvninger skulde skvalpe ind; Joller vare strakte imellem Masterne, fra hvilke Mandskabets vaade Klæder dinglede efter Skibets Bevægelser; de mindre Seil vare gjorte los og hang i Festons ned fra Mærs og Vant; Finkenetsklæderne vare blevne oplukkede, for at Folkenes Koier kunde blive udsatte for Lufttræk, kort, Intet var forsømt, der kunde bidrage til Skibets Beboeres Velvære. I den Iver, man viste for at naae dette Maal, saaes det endog at være blevet tilladt nogle tilbageblevne, halvdøde Høns at udsøge sig en Plads i Solskinnet, medens et Par Grises Grynten lydelig tilkjendegav disses Tilfredshed over ved særdeles Naade af Næstcommanderende at have erholdt Frihed til i en Timestid at spadsere omkring og nyde frisk Luft paa Bakken.

„Mildt Veir i Dag!“ udbrød en Officeer, der blæste sig i Fingrene, idet Commissairen, Skibets Regnskabsfører, indhyllet i en Kavai op til Ørene, endelig engang lod sig see paa Dækket. „Meget mildt“ gjentog denne, idet han trykkede sin lodne Hue længere ned over Hovedet. „Jeg erindrer, at paa Campagnen til San Domingo — — —.“ Denne Campagne til San Domingo, under hvilken Commissairen havde været ansat som agent-comptable ombord i Linieskibet „Swiftsure“, syntes altid at foresvæve ham som noget af det mest Tilfredsstillende, han havde oplevet. De Blanke paa Øen vare blevne myrdede, de største Grusomheder vare blevne begaaede, Colonien var gaaet tabt for Frankrig; men bestandig stod Campagnen til San Domingo for ham som et Ideal, til hvilket han altid søgte at bringe Tanken tilbage.