Part 14

Bazaren er naturligviis det Sted, der her som i alle tyrkiske Byer fremfor Alt drager den Fremmede til sig. Man maa imidlertid ikke ved Bazar tænke sig Noget, der i fjerneste Maade kan sammenlignes med, hvad vi Europæere betegne som Samling af elegante Boutikgader. Fortløbende Træskure af stor Udstrækning, gjennemskaarne paa Kryds og tværs af snavsede, smalle, uregelmæssige Gyder eller Stræder, over hvilke der hist og her er udbredt Seil for at bryde den brændende Sols Straaler: dette er Smyrnas Bazar, eller var det, da jeg besøgte disse Egne. Hvert Haandværk eller Art Varer har i denne sit særskilte Qvarteer, saa at man i en Gyde finder lutter Skomagere, i en anden lutter Kobbersmede og tæt derved, naar man dreier om et Hjørne, Boutiker, der ved Kostbarheden og Usædvanligheden af deres Indhold tildrage sig Opmærksomhed. Ud til Strædet eller Passagen er Boutikens hele Forside aaben, en bred Disk danner Grændsen imellem Boutikens Indre og Publicum, og paa denne Disk sidder almindelig Eieren selv, fordybet i sine Betragtninger, rygende af sin lange Pibe eller sin Nargileh. Dette er idetmindste Tilfældet i den fornemmere Deel af Bazaren, hvor bløde og med Guld indvirkede persiske Stoffer falbydes samtidig med tyrkiske Tæpper, ægte Shawler, Perler, Ædelstene, Chaillis, og et Udvalg af østerlandske Frembringelser, der fremkalde Beundring ved deres Rigdom og Mangfoldighed. At beskrive disse undertiden vidunderlig smukke Frembringelser kan her ikke være Tale om, kun vil jeg anføre, at det dog især var de fine, vævede Uldtøier, blødere end Silke og lette som Duun, der fremfor Alt tiltalte mig. Øiet frydes ved Synet af al denne Kunstfærdighed, man svælger i Lugt af Pastiller og duftende Essentser, indtil man med eet rives ud af den beundrende Stemning, enten ved at løbes omkuld af en Lastdrager, der segner under Byrden af en uhyre Vægt, eller ved at udsættes for at blive knuust af forbidragende Kameler, der bundne til hinanden, ti eller tolv i Række, med en Driver og et Æsel i Spidsen, majestætisk fortsætte deres Vei uden at ændse mulige Forhindringer. Varerne, hvormed disse Lastdyr ere belæssede, optage ofte hele Gydens Brede, og hyppig nødsages man til at søge Frelse i en eller anden Boutik, naar man hører Æslets varslende Klokke nærme sig.

Af egentlige Forlystelser gaves der saagodtsom ingen i Smyrna. Jævnlig nød man sin Frokost ved Karavanebroen, over hvilken Tilførselen af Varer fra det hele Østen finder Sted, og hvor altsaa Kameler i lange Rækker og Mennesker af baade kjendte og ukjendte Folkeslag daglig strømme forbi i broget Blanding. Fra Tid til anden tilbragte vi nogle Timer i tyrkisk Bad, hvor vi først grundig bleve „masserede“, hvorefter hvert enkelt Ledemod lige fra den lille Finger indtil Albue og Skulder blev bragt til at knække paa en beundringsværdig Maade. I en halv bedøvet Tilstand strakte man sig derefter hen paa et elegant indrettet Leie, hvor man snart faldt i en blid Slummer. Den Kop Kaffe og den Chibuk, hvormed man efter en halv Times Dvale blev vækket, henhører til de største Nydelser, som jeg i den Retning har kjendt.

I flere Consulers og enkelte græske Kjøbmænds Huse var man en velkommen Gjæst, og man kunde da i disses Familier finde nogle af de vidtberømte græske Skjønheder, som det i selve Grækenland aldrig er lykkedes mig at træffe paa. En egen Skik finder Sted ved slige Aftenvisiter, idet Berettigelsen til at holde Fødderne ind under det nedhængende Bordtæppe, „Tandouren“, ene og alene er Damerne forbeholdt, saa at det vilde være i høieste Grad paatrængende, om nogen mandlig Besøgende vilde tillade sig denne Frihed. Ogsaa var det en Egenhed ved disse Aftenbesøg, at man altid maatte føre en Lygte med sig. Smyrnas Gader vare ikke oplyste, og ved Politianordning var det derfor paabudt, at Ingen efter et angivet Klokkeslæt maatte vise sig paa Gaden uden Lanterne. Den Vrimmel af bevægelige Lys, som dette hidførte om Aftenen, afgav et livligt og interessant Skue; men flere Gange hændtes det de Officerer fra Escadren, der ikke førte det befalede Lys med sig, at blive optagne af Politiet, og de løslodes først efter Reclamation fra den vedkommende Consul. Opholdet i en tyrkisk Vagtstue skildredes som lidet tiltrækkende.

Fra Tid til anden oplevede man et Bal i Casino, Europæernes Klub, hvor der da blev dandset med Lidenskab ofte til heelt ud paa Morgenen. Dragterne udmærkede sig ved saadanne Leiligheder ligesaameget ved Elegance som ved Forskjellighed, da ikke faa græske Damer her saaes iførte deres nationale Pynt. Uagtet al den derved udfoldede Rigdom, og hvor smukke end enkelte af dem i Virkeligheden vare, kunde de dog ikke, naar jeg saae tilbage, naae op til Sammenligning med Limanerinderne med deres graciøse Holdning, deres tiltrækkende Ydre og deres nydelige Fod. Paa disse Soiréer dannede Munderinger fra alle Europas Lande en rig Afvexling, og det var ikke alene Guldbroderierne og Costumerne, der tiltrak sig Opmærksomheden, men i endnu høiere Grad de nationale Typer, som her fandtes repræsenterede.

Dansk Consul i Smyrna var dengang Mr. de Jongh. Han var en dannet, kundskabsrig og elskværdig Personlighed; men hans Orm var Forfængelighed, og et Danebrogskors var hans Ønskers Maal. Han henvendte sig til mig med Anmodning om at interessere mig hos den høie Regjering for, at denne Naadesbeviisning kunde blive ham tildeel. Man tænke sig tilbage til de Tider, og man forestille sig en Secondlieutenant blive anmodet om Ridderkors! Jeg henviste ham til Major, senere General Hansen, som dengang var Adjutant hos Frederik VI. og nylig fra Morea ankommen til Smyrna. En Ridetour til Bournabah blev ordnet, og efter endt Frokost aabnede Mr. de Jongh sit Hjerte for ham. Det var pudsigt at høre Major Hansen, efterat vi havde forladt Selskabet, udtale sin Ærgrelse til mig over endogsaa her at blive plaget med Anmodninger af denne Beskaffenhed. Jeg søgte at stille ham tilrette, og efterat have været ombord for at gjøre Toilette mødte jeg Klokken sex hos de Jongh, der havde indbudt Major Hansen og mig til Middag.

Det vakte strax min Opmærksomhed ved min Indtrædelse i Huset, at Alt bar et sjelden festligt Præg: de to Janitscharer i Forhallen vare iførte pyntelige Dragter, Værelserne, man kom igjennem, vare pragtfuldt oplyste, og, da jeg traadte ind i Salonen, langs hvis ene Side ligeoverfor Døren der var anbragt et ophøiet Trin eller Divan, var det et fuldstændigt Theatertableau, der her viste sig for mig. Midt paa Divanen stod Mr. de Jongh omgiven af sin Familie, Kone og Datter lænede sig op til ham, de mindre Børn stode i beundrende Stilling paa Siderne, det Hele tog sig ud som Frontespicen paa en monumental Bygning. Belyst af en matbrændende Lampe under Loftet var der noget Mystisk eller Gaadefuldt ved det Hele, og endnu uforklarligere blev det mig, da Mr. de Jongh fra sit ophøiede Standpunct traadte mig imøde med et mindst en halv Alen langt, hvidt Danebrogsbaand med tilhørende Orden dinglende i Knaphullet. Under Frokosten i Bournabah var Udnævnelsen til Danebrogsridder indtruffen, og ved et besynderligt Træf af Skjæbnen fandtes de Jonghs ivrige Ønske at være opfyldt, netop medens Major Hansen, gnaven og ærgerlig, med Møie havde lagt Baand paa sin Uvillie og Utaalmodighed.

* * * * *

Efterhaanden gjenvandt Mandskabet sin Helbred. Opholdet i Smyrna var blevet benyttet til Forbedringer af forskjellig Art, og „_Conquérant_“ kneisede paa Rheden fuldkomnere end nogensinde. Det Indtryk, jeg modtog, da jeg første Gang traadte ombord, var under min Tjeneste i Skibet blevet alt mere og mere befæstet: „_Conquérant_“ var blevet mit Ideal, det stod og staaer bestandig for mig som Mønster for en Orlogsmand, og endnu erindrer jeg den Følelse af Stolthed, der undertiden kom over mig, naar jeg alene og overladt til egne Tanker roede ombord med det skjønne Skib for Øie. Jeg kan sige, at „_Conquérant_“ var min eneste Lidenskab i Smyrna.

Tilbagereise til Toulon.

Vi forlode Smyrna i Februar 1829. Grækenland var befriet, Capo d’Istria havde som Præsident overtaget Regjeringen, og Admiral Rignys Hverv kunde hermed ansees for afsluttet. Man begyndte at tænke paa Hjemreisen. Vi besøgte endnu nogle græske Havne og Øer, blandt hvilke Ægina, hvis smukke Jupiters-Tempel opfyldte mig med Beundring, og i Marts 1829 tiltraadte „_Conquérant_“ Tilbagereisen til Toulon. I Navarino satte jeg for sidste Gang Foden paa Moreas Grund. Uden Sorg sagde jeg Grækenland Farvel. Mindeværdige Aar havde jeg vistnok tilbragt ved disse Kyster; men, hvad selve Landet og Befolkningen angaaer, da var Indtrykket, de efterlode, ingenlunde tiltalende. Jeg har alt i det Foregaaende paa flere Steder omtalt den Demoralisation og Mangel paa Fædrelandskjærlighed, som ved de Tider fremtraadte hos Grækerne under de farligste Former. Grusomhederne, der udøvedes af dem som Sørøvere, gjorde Billedet end mørkere, og den Elendighed, der overalt viste sig for Øiet, kunde saavist hverken virke opmuntrende eller paa nogen tiltalende Maade. Paa Ægina, som vi sidst besøgte, fandtes en Mængde Ipsarioter, som vare flygtede dertil, de beboede Huler, tildeels udgravede i selve Byen, og lignende Exempler paa den høieste Grad af menneskelig Elendighed fandtes saagodtsom allevegne.

* * * * *

Hjemad gik det, og under de hyppige Discussioner, der altid forefalde ombord, angaaende naar man vil komme i Havn, indgik jeg Væddemaal med en af Skibets Officerer om, at vi endnu ikke den 25de April vilde være i Toulon. Den 25de om Morgenen laae vi i Stille under Monaco, og Chancerne vare mig altsaa gunstige. Om Formiddagen sprang imidlertid en frisk Brise op af Syd-Ost; Farten tiltog opad Dagen til 10 eller 11 Miil, og, hvis dette vedblev, maatte Væddemaalet blive tabt. Jeg stolede imidlertid paa Landbrisen henad Aften og optog endnu forskjellige Væddemaal med Kammerater, som morede sig over min Feilregning. Landbrisen udeblev imidlertid, med strygende Fart gik vi indenom Hyères-Øerne, ethvert Haab om at vinde Væddemaalene syntes at maatte opgives, da vi, ved at staae ud igjennem det smalle Løb, der adskiller Hyères-Øerne fra Fastlandet, pludselig fandt os hensat i Blik-Stille. En stærk Dønning satte ind imod de lodrette Klipper, vi vare ikke mere end 1½ Kabellængde fra Land, og med eet maatte enhver Gisning og Forventning om inden faa Timer at komme tilankers vige for Bekymring, fremkaldt ved Skibets farefulde Stilling. Fartøier bleve satte i Vandet for at bugsere; men et 80 Kanonskib lader sig ikke let slæbe afsted, og Dønningen var desuden saa stærk, at al Anstrengelse fra Fartøiernes Side blev frugtesløs. Det var blevet mørkt, Seilene hang og klapprede mod Reisningen, ved hver Overhaling knagede og bragede det i Skodder og Forbindinger, Larmen af Brændingen overdøvedes kun nu og da af Raabene: „Vive le Roi!“ med hvilke Fartøiernes Mandskaber søgte at opmuntre hinanden; det lysnende Skjær af Brændingen omgav os — aldrig har jeg været nærmere ved at forlise end under de Timer, vi tilbragte i denne hjælpeløse Tilstand.

I min Skrivepult henlaae nogle Guldstykker; i al Stilhed gik jeg ned fra Dækket og tog dem i min Lomme. Det var ikke for at redde Pengene; thi der fandtes Gjenstande i Pulten, paa hvilke jeg satte langt større Priis; men, naar Skibet blev drevet ind paa Klipperne, der ragede høit over os, meente jeg, at Guldstykkerne kunde komme mig selv eller Kammerater til Nytte. Det er den eneste Gang, at en slig Tanke er kommen over mig. At Skibet vilde blive ført ind paa Land, var min instinctmæssige Følelse, og næppe gaves der Nogen ombord, der ikke var sig den overhængende Fare bevidst.

Taus gik Admiralen op og ned ad Hytten paa den Side, der vendte ind mod Kysten; han har ganske vist tænkt paa det Sørgelige ved, om hans heldige Virksomhed skulde ende med hans Flagskibs Forliis.

At ankre kunde der ikke tænkes paa, da vi ved at svaie op ufeilbarlig maatte tørne imod Klipperne; ikke den mindste Vind rørte sig. Henved tre Timer forbleve vi i denne fortvivlede Stilling. Man maa have befundet sig under lignende Omstændigheder for at kunne forestille sig, under hvilken Spænding disse Timer hengik. Endelig kom der et Vindpust, netop tilstrækkeligt til at føre os nogle Kabellængder frem; havde denne Luftning været lidt mindre gunstig, vilde endda Skibet have været fortabt. „I mindre end 300 Alens Afstand“, for at bruge Skibs-Journalens Ordlyd, kom vi Forbjerget forbi, men hermed var endda ikke al Fare overstaaet; noget efter opkom der imidlertid en lille Brise, og d. 26. April, en halv Time efter Midnat ankrede vi paa Toulons Rhed.

Væddemaalene vare vundne, men næppe vil Nogen ombord glemme den høie, sorte, afskrækkende Klippe-Pynt, der bærer det provençalske Navn: „Escampe Barilo“, frit oversat: „Stedet, hvor Tønderne skvulpe over.“

Quarantaine.

Quarantainens Eensformighed blev afbrudt paa forskjellig Maade, saa at den blev saa behagelig, som en 23 Dages Quarantaine overhovedet kan blive. Jævnlig bragtes der Admiralen Serenader under hans Kahytsvinduer, i Messen gaves der Festiviteter blandt Officererne indbyrdes, og af Mandskabet blev der opført Maskerader og Costumeballer efter en stor Maalestok. Skandsen var ved slige Leiligheder ryddet og festlig oplyst, et udmærket italiensk Musikcorps, som — for at benytte den gængse Udtryksmaade ombord — Kongen af Neapel havde „foræret“ Admiralen, gjorde ved slige Fester stormende Lykke, og Folkenes Higen efter at optræde costumerede lader sig næppe beskrive. Hele Baadsladninger af Dragter bleve bragte ombord fra Land, og paa det Bal, der afsluttede Rækken af disse Forlystelser, indfandt Admiral Codrington sig „en personne“, kjørende i et Badekar med Negerkusk og Kareth-Lanterner. Officererne havde sammenskudt et Pengebeløb, af hvilket Caféer vare fremstaaede, Forfriskninger ombares af coquette og nydelige Cafétières, en rigelig Mængde af behændige Clowns og morsomme Polichineller oplivede Scenen, og med en Tilsætning af Herrer og Damer af alle Aldere og af alle Nationer afgave disse Baller et fornøieligt Skue, der holdt den Deel af Mandskabet, som ikke selv deeltog i Lystigheden, fængslet i Vantene som Tilskuere indtil seent efter Midnat.

Det er den franske Matroses, og man kan sige den franske Nations brillante Side, at der ved slige Leiligheder, hvor Disciplinens Baand tildeels blive løsnede, hverken er Tale om Raahed, Drukkenskab eller Brud paa den Sømmelighedsfølelse, som man udelukkende pleier at tillægge den „finere Verden“. Franskmanden, især Sydboen, fødes med en Tact, der afspeiler sig i Væsen og Manerer, saa at han ofte i saa Henseende kommer til at staae nærmere ved de Klasser, der kunne glæde sig ved en omhyggelig Opdragelse, end mangen Anden, der har læst baade Græsk og Latin. Vore nordiske Folkeslag afgive bedre og mere udholdende Matroser, men som Optrædende i Costume- og Maskedragt staae de afgjort tilbage.

Omsider fik Quarantainen Ende. Saasnart den røde Vimpel var bleven halet ned fra Fortoppen, gik Admiralen, iført sin daglige Dragt, iland i sin Gig, og strax efter satte Chefen af fra Skibet i sin hvide, med Forgyldning prydede Chefslup. En talrig Mængde havde samlet sig ved Havnen for at modtage den Mand, der havde ført det franske Flag til Ære og Seier, man stimlede hen til det Sted, hvor det forgyldte Fartøi styrede mod Land, og virkelig tog Chefen, Mr. Morice, sig brillant ud, roet af Sluproere i Stadsdragt, og selv straalende med Ordensbaand og Decorationer. Enkelte, der kjendte Admiral Rigny, saae imidlertid snart, at han ikke befandt sig i den forgyldte Baad, de gjenkjendte ham i den mere beskedne Gig, roet af sex Mand med en lille Dreng som Quarteermester, og udpegede ham for Mængden. Massen, der var samlet, vilde imidlertid ikke gaa ind herpaa eller lade sig vise tilrette — fra forskjellige Grupper lød det: „c’est son domestique“, denne Mening fandt Tilslutning hos den store Fleerhed af de Tilstedeværende, og Mr. Morice blev modtagen med Acclamation som Seierherre ved Navarino, skjøndt han først Aaret efter Slaget var ankommen til Middelhavet.

Hjemrejse til Danmark.

Henved sex Aar havde jeg været ansat i fransk Tjeneste; en Øiensygdom, som jeg havde paadraget mig ved anstrengende Observationer, tyngede mit Sind; jeg trængte til Pleie og Ro og besluttede at vende tilbage til Danmark. Kammerater og Venner i Toulon sagde jeg Farvel, og i Begyndelsen af Mai 1829 ankom jeg til Paris. Et nyt Liv begyndte her for mig. En Mængde Danske fandt jeg her samlet, blandt hvilke Kammeraterne E. Dirckinck, Irminger og Flensborg, og snart var Alt ordnet for at gjøre Opholdet i Verdensstaden saa nyttigt og behageligt som muligt. I Forening med E. Dirckinck fulgte jeg Forelæsninger i Collége de France af Villemain, Andrieux, men dog fremfor Alle af Guizot over l’ésprit de l’histoire, der ved den Tid vakte en ualmindelig Opsigt. Guizots Foredrag høre til det mest Opvækkende og Belærende, jeg har hørt, de have efterladt et varigt Indtryk hos mig, og 30 Aar efter kunde jeg udtale dette for Guizot selv, som jeg dengang traf sammen med i Cirklerne i London. Ved at føre Tanken tilbage udbrød han: „Hine vare de lykkeligste Aar af mit Liv“.

Det oplivende Element i vor danske Kreds i Paris var Artilleri-Lieutenant Bendz, „tykke Bendz“, som vi kaldte ham, en høitbegavet Personlighed, Enthousiast for Alt, hvad der var stort og skjønt. Taglioni begeistrede ham: naar vi, som jævnlig hændtes, sade ved Siden af hinanden under en Balletforestilling, hvor denne Dandsens Dronning fremtraadte, kneb han mig hvert Øieblik i Armen og udbrød: „Er det ikke deiligt!“ Jovist var det fuldendt og henrivende, men derfor behøvede han dog ikke at knibe saa haardt.

Var Bendz genial, da var saavist vort daværende Gesandtskab i Paris ikke plaget af denne Egenskab. Slettere repræsenteret har vel Danmark ingensinde været, og dette vil sige meget. Kammerherre Juel, hed det sig, sendte i hiin Tid glimrende franske Rapporter hjem, udskrevne af et eller andet obscurt Blad, som var kjendt af Faa eller Ingen. Mr. de Koss, som var Legationssecretair, opsporede Bladet, og under Forseglingen fandt han Leilighed til at indsmugle den trykte Original-Avis i Convoluten. Juel gik af, og Koss blev Chargé d’Affaires. Han var et bukkende Væsen, og Bukkene bleve naturligviis dybere og dybere, alt efter den Tiltaltes Plads i Rangforordningen. Efter en officiel Modtagelse spurgte engang Louis Philippe: „Mais quel mine a-t-il ce ministre de Danemarc? Je ne l’ai jamais vu“; man forklarede, at Mr. de Koss jo nylig havde havt den Ære at fremstille sig for Hans Majestæt. Kongen gjentog sin Paastand og tilføjede: „je n’ai jamais vu que son derrière“.

Flere Maaneder forblev jeg i Paris. Admiral Rigny havde tilsagt mig at ville begjere Æreslegionens Kors til mig som Anerkjendelse af mit Forhold ved Indtagelsen af Moreas Castel,[2] og Forfængelighedsfølelse bragte mig til i Paris at oppebie Udfaldet af Admiralens Bestræbelser. Benaadet med Ludvigskorset, eller rettere med l’ordre du mérite militaire siden Navarinoslaget, ambitionerede jeg at være i Besiddelse af begge Frankrigs Ridderordener ved min Hjemkomst til Danmark. I August Maaned modtog jeg endelig den Udnævnelse, paa hvilken Admiral Rigny havde forberedet mig, og for et Øieblik syntes det Mørke at sprede sig, hvormed min i Aareviis fortrykte Stemning havde omgivet mig. Jeg saae Fremtiden i et straalende Farveskjær — naar man er ung, er man tilbøjelig til at see Alt i det skjønneste Lys.

Ved Afskeden fra Admiral Rigny rettede han det Spørgsmaal til mig: „Qu’allez vous faire en Danemarc?“ Dette Spørgsmaal havde ofte paatrængt sig mig og opfyldt mig med Bekymring, naar jeg saae hen til de dengang stedfindende Forhold i vor Marine. Ved Spørgsmaalet berørte Admiralen en veemodig Streng hos mig, og bevæget indskrænkede jeg mig til at svare: „Me guérir.“ Dette var mit Program: Alt i Fremtiden maatte blive afhængigt deraf.

Jeg troer, dersom min Helbredstilstand havde tilladt mig at gjøre Skridt i saa Henseende, at det kunde være lykkedes mig at blive optagen i den franske Marine. Søn af en tidligere fransk Admiral, Deeltager i tvende Kampe under fransk Flag, understøttet af den altformaaende Admiral Rignys velvillige Interesse, vilde jeg i den franske Marine som lieutenant de vaisseau have opnaaet en Stilling, langt mere lovende end den, der ved min Hjemkomst som Secondlieutenant ventede mig. Forbilledet, min Fader havde givet mig ved at foretrække Commandeur-Capitains Stillingen i sit Fædreland fremfor Admirals-Chargen i Frankrig, stod imidlertid altid for mig, og aldrig har jeg fortrudt at have fulgt min Faders hæderlige Exempel. At jeg ofte senere er kommen tilbage til Drøftelsen af dette Emne, tilstaaer jeg oprigtig, især naar en eller anden tidligere fransk Kammerats hurtige Forfremmelse bragte mig til at anstille Sammenligning; men ingensinde har jeg tabt af Syne, at jeg i Frankrig var og vilde altid vedblive at være en Fremmed. Jeg har ikke ondt ved nu at udtale den Overbeviisning, at mit Valg var det rette, om det end dengang kostede mig baade Møie og Overvindelse at komme til klar Erkjendelse angaaende et for min Fremtid saa vigtigt Spørgsmaal.

Over Epinal, Amsterdam og Hamborg vendte jeg tilbage til mit Hjem og hilste min Hjemstavn med Henrykkelse. Flere Aar hengik imidlertid, førend jeg nogenlunde kom over den knugende Svaghed, der nær havde bragt mig til Fortvivlelse. Forsynet har imidlertid været mig gunstigt: jeg har siden bevæget mig under mange interessante og betydningsfulde Forhold; men stedse vil jeg mindes med Glæde de indholdsrige Ungdomsaar, jeg tilbragte i Frankrig, og tænke med Taknemmelighed tilbage paa al den Velvillie og alt det Venskab, som der i saa fuldt Maal blev mig tildeel.

FODNOTER

[1] _Engelske Skibe_: Liniesk. Asia, Vice-Adm. Codrington. Liniesk. Genoa. Liniesk. Albion. Fregat Dartmouth. Fregat Cambrian. Fregat Glasgow. Sværcorvet Talbot. Corvet Rose. Briggerne Mosquito, Philomee og Brisk. Kutter Nind.

_Franske Skibe_: 60 Kan. Fregat Syrène, Contre-Admiral Rigny. Linieskib Scipio. Linieskib Trident. Linieskib Breslau. Fregat d’Armide. Skonn. Alcyonne. Skonn. Daphné.

_Russiske Skibe_: Liniesk. Azof, Contre-Adm. Haydn. Liniesk. Gangoot. Liniesk. Ezechiel. Liniesk. Alexander Nevsky. Fregat Constantin. Fregat Pravornoa. Fregat Helena. Corvet Castor.

_Tyrkisk Styrke_: 3 Linieskibe. 2 raserede do. 3 60 Kan. Fregatter. 14 44 do. do. 29 Corvetter. 13 Brigger. 41 Transportskibe.

[2] „Le lieutenant de vaisseau Lefèvre de la Didon, les enseignes de vaisseau — — — enfin le lieutenant de la marine Danoise Wandocum se sont particulièrement distingués dans l’attaque et la reddition du château de Morée.“

(Précis historique de la marine Française, Paris 1845, Tome 1, pag. 503).

INDHOLD.

Side

Ansættelse i fransk Tjeneste 1

Afreise fra Paris 10

Ankomst til Toulon 12

Doublets første Tjenesteaar 17

Capitain Bazoches Garderobe 21

Rio-Janeiro 25

To Dage paa Reisen om Cap Hoorn 33

Bal hos Hr. Rosalès 57

Chefens Stokke 78

Capitain Gallois’s Hvalfisk 85

Audients hos Bolivar 92

Fest hos Hr. Reglos for el Libertador 99

Sælhundejagt 103

Besøg i Danmark 109

Linieskibet „Scipio“ 114

Ombordragning 117

Mr. Godins Endeligt 126

Navarinoslaget 129

Den ægyptiske Fregat „Guerrière“ 155

„Scipio“’s Mandskab 160

Capitain Bougainville 165

Overgang til „Conquérant“ 170

Navarinos Rhed 174

Ankomst af General Maisons Expedition 177

Forhandlinger med Ibrahim Pascha 183

Forhør over græske Slaver 187

De ægyptiske Troppers Indskibning 192