Part 13

Henved Klokken 10 vare store Brecher skudte i Fæstningens Mure; Tropperne, der alt længe med Utaalmodighed havde været Vidne til den fortsatte Artillerikamp, beredte sig til at bryde frem, det afgjørende Øieblik var forhaanden — da et hvidt Flag fra Fæstningens Volde standsede enhver videre Fremrykning. Man kan ikke tænke sig noget mere Overraskende, end hvad der foregik i samme Øieblik: i samme Minut, som Skydningen ophørte, viste sig for os langs den hele Muur, som vendte ud imod os, en tætsluttet Kreds af brogede Tyrkeskikkelser; det var som en storartet Decorationsforandring paa et Theater. Parlementairer bleve afsendte, den nødvendige Forhandling fandt Sted, og efter nogen Vægring overgav man sig paa Naade og Unaade. Besætningen blev afvæbnet og Fæstningen tagen i Besiddelse.

General Maison vilde være den Første, der trængte ind igjennem den nedskudte Breche. Hans Kok og to af hans Tjenere vare imidlertid komne ham i Forkjøbet. Indigneret herover kaldte han dem tilbage og fugtlede dem med egen Haand. Dette er den eneste Leilighed, ved hvilken General Maison trak Sin Kaarde under dette Felttog.

Ved at trænge ind i Fortet fandt man Tyrkerne beskjæftigede, som om aldeles Intet var foregaaet. I en Hytte paa Volden, der paa dette Sted var undermineret af vore Kugler, fandt man flere Tyrker, der i al Ro vare iværk med at tillave deres „pilau“; udenfor Kaffehuset sade Andre, som sædvanligt med Benene overkors, ifærd med at ryge deres Chibuk; Samtalen imellem disse var ligesaalidet levende som til daglig Brug, og Intet tydede hverken paa Overraskelse eller Bekymring. Selvbeherskelse er Tyrkens Stolthed, Intet bør kunne bringe ham ud af hans vante Fatning.

En af Generalens Adjutanter, Mr. Dillon, havde alt længe attraaet at komme i Besiddelse af en smuk tyrkisk Sabel. Den befalede Afvæbning af Castellets Besætning forekom ham at tilbyde en ypperlig Leilighed til at faae sit Ønske opfyldt, og efter en Tidlang at have betragtet de Forbigaaendes Sabler, af hvilke han fandt nogle for tunge, andre for lange, standsede han endelig foran en stadselig Tyrk, der med sædvanlig Rolighed begav sig hen til det Sted, hvor Vaabnene skulde afleveres. Ved Tegn søgte han at gjøre Tyrken begribelig, at han skulde overlade ham sin Sabel. Tyrken viste sig høflig i høi Grad, han pegede paa den rige Sølvbesætning, foreviste ham Klingen, men gav sig derefter til at fortsætte sin Vei, da Mr. Dillon for at gjøre sig forstaaelig tog Penge frem for derved at betegne, at han ønskede Sablen tilkjøbs. Der gik nu et Lys op for Tyrken, han greb i Lommen, tog en fyldt Pung frem, lod Pengene rasle for Mr. Dillons Øren og forlod ham uden at værdige ham andet end det betegnende „Yoc“, der for Tyrken indeholder en bestemt Afviisning. Et Qvarteer efter var rimeligviis Sablen afleveret til rette Vedkommende; men at sælge den — dette var under en høibaaren Tyrks Værdighed.

Dagen derpaa vare vore Kanoner atter indskibede, og den følgende Dag forlode vi Patras. Forfærdelige Regnskyl paafulgte. Løbegravene bleve fyldte med Vand, og stor Møie havde de Skibe, hvorombord der ikke herskede den samme Activitet som i „_Conquérant_“, med at faae deres Kanoner slæbte til Stranden og derfra ombord i Skibene.

Med Patras’s Indtagelse forsvandt det sidste tyrkiske Flag fra Moreas Grund. Det var ikke Grækernes egne Bestræbelser, der hidførte dette. Almindelig Begeistring i Europa for Frihedssagen, den Higen efter Popularitet hos de ledende Kredse i Frankrig og i England, der bragte disse til at slutte sig til den herskende Bevægelse, samt endelig kløgtig Beregning fra Ruslands Side, hvis Politik gik ud paa Tyrkiets Svækkelse, disse vare de Factorer, som Grækenland skyldte sin endelige Befrielse. Ikke engang Kanontordenen fra Navarino var istand til at vække Grækerne af deres Uvirksomhed. Fra Navarinoslaget indtil Ægypternes Rømning af Landet hengik der et Aar, og i al denne Tid lode Grækerne uden Modstand Fjendens usle og forhungrede Tropper forsyne sig af deres Marker med den Føde, som ikke længer ad Søveien kunde blive dem tilbragt. Enkelte heltemodige Bedrifter kastede vel et lysende Skjær over Grækernes første Frihedsbestræbelser; men indre Splid lammede derefter i mange Aar enhver Anstrengelse fra de sande Fædrelandsvenners Side. Denne Splid kan dog lykkeligviis under en regelmæssig og forstandig Regjerings Indflydelse i vore Dage ansees for at være forstummet, eller idetmindste kan det haabes, at den har mistet sin truende Charakteer.

Malakoff i London.

Tredive Aar efter Felttoget paa Morea var jeg befuldmægtiget Minister i London, Orsinis Attentat imod Keiser Napoleons Liv havde bragt Misstemning tilveie imellem Frankrig og England, og denne førte til, at General Pélissier, Hertug af Malakoff, blev udnævnt til Ambassadeur ved det engelske Hof.

Malakoff var, selv afseet fra hans militaire Egenskaber, en Mand af Betydning. En Glorie omgav ham siden Sebastopols Fald; han havde ført den engelske Armee til Seier, og, efterat det første uhyggelige Indtryk havde lagt sig, som Udnævnelsen af en Marschal til at repræsentere Frankrig under de daværende Omstændigheder førte med sig, kom Malakoff til at spille en Rolle saavel i det engelske Selskabsliv som i sin nye Værdighed overhovedet. Han var imidlertid barsk, heftig, bydende, uopdragen og savnede dertil aldeles de Former, som gjøre sig gjældende i de høiere Selskabskredse. Hans Omgivelser skjælvede for ham, og for de Fleste var han vanskelig at komme tilrette med, saa at han i daglig Omgang saavist ikke har været nogen elskværdig Personlighed. I enhver Retning sporede man, at han var uddannet i Felten: i Eet og Alt var han Soldat.

Første Gang, jeg traf sammen med den nye Ambassadeur, er det naturligt, at jeg lod mig forestille for ham. Jeg udtalte, at det glædede mig saameget mere at gjøre hans Bekjendtskab, som jeg i sin Tid havde gjort Tjeneste ombord paa franske Skibe og bevarede smukke Erindringer om Frankrig og de der tilbragte Ungdomsaar. „Hvor har De tjent?“ spurgte Marschallen paa sin korte og tildeels frastødende Maade. Jeg fortalte ham, at jeg først havde været paa Togt i Sydhavet og senere havde tjent i Middelhavet under General Maisons Expedition til Morea. „Der var jeg med“, faldt han mig i Ordet, „paa hvad Skib var De?“ — „Paa „_Conquérant_“, Admiralskibet.“ — „Der var jeg ofte ombord“, afbrød han mig atter, „vi maae altsaa have seet hinanden før.“ Jeg yttrede, at dette var høist rimeligt, men at det var vanskeligt efter saa mange Aars Forløb at mindes den Mængde Officerer, man dengang traf sammen med. „Hvad Stilling beklædte De?“ spurgte Marschallen videre. — „Lieutenant de vaisseau.“ — „Jeg var dengang Capitain“, fortsatte han, „altsaa samme Grad; j’ai donc fait un meilleur avancement que vous — jeg har altsaa senere havt et hurtigere Avancement end De.“ Jeg bemærkede, at der endda var Anledning for mig til at være ret veltilfreds; men at det jo ikke var Enhver, som kunde indtage Malakoff. Dette morede ham. „I ethvert Tilfælde“, udbrød han „ere vi da gamle Krigskammerater,“ og som „ancien camerade de guerre“ opstod der fra dette Øieblik en venskabelig Tilslutning fra Marschallens Side, som ingensinde fornegtede sig. Aldrig mødte jeg ham i Hydepark, hvor han saavelsom jeg jævnlig toge os en Spadseretour, uden at han kom for at sige sin ancien camerade de guerre nogle venlige Ord; hver Uge, undertiden flere Gange om Ugen, fandtes hans Visitkort paa vort Bord, stort i Format i Modsætning til ham selv, der var lille; kort, han var uudtømmelig paa Opmærksomheder, Alt paa Campagnen til Moreas Vegne.

En Aften var jeg sammen med Malakoff paa et stort Bal hos Lord-mayor i Mansion-house. Jeg havde hilst paa His Lordship saavelsom paa Lady Mayoress og trak mig tilbage noget efter Midnat for at begive mig til min Vogn, da en Stemme kaldte: „Amiral, où allez vous?“ Det var Marschallen. Jeg forklarede, at min Tjenestepligt var opfyldt, og at jeg nu fandt Tiden passende til at vende hjemefter. Han spurgte: „Har De faaet Aftensmad?“ Leende forsikkrede jeg, at det aldrig faldt mig ind ved slige Leiligheder at søge Aftensbordet, og at det i ethvert Tilfælde vilde være saagodtsom umuligt at bane sig Vei igjennem Trængselen, der belemrede Trappen op til Spisesalen. „Lad os prøve, kom med mig!“, og dermed satte han sig i Bevægelse opad Trinene, der førte til den festlig udsmykkede Spisesalon. Jeg fulgte ham. Saavidt Trængsel og Crinoliner tillode det, søgte man at gjøre Plads for Malakoff; men paa en af Trappens Afsatser var Menneskemængden for stor, og vi maatte vente. Fra dette Sted havde man Udsigt over Dandsesalen og over den brogede Vrimmel, der bevægede sig i en stor tilstødende Salon. Det morede Generalen at gjøre sine Bemærkninger, og ved Synet af en ældre, stadselig Dame, straalende med Diamanter, udbrød han: „Seer De den Lady, klædt i Guult? Jeg har ikke kunnet blive fri for hende hele Aftenen: hun har klæbet sig ved mig som en Burre, det har været en sand Gjentagelse af Beleiringen af Malakoff!“ Sagen var, at ikke faa ældre Lady-dowagers lagde an paa at vinde Marschallens Haand: Alle vilde de være Madame la Duchesse de Malakoff.

Endelig naaede vi op i Spisesalen; vi stillede os op ved et af de lange rigtbesatte Borde, og med glubende Appetit faldt Marschallen over Aftensmaden. Herrer og Damer samledes efterhaanden for nærved at betragte Seierherren ved Sebastopol, og kort efter henvendte en af Ordensmarschallerne sig til Ambassadeuren for at meddele ham, at endeel ladies and gentlemen ønskede at bevidne ham deres Høiagtelse. Med et Stykke Skinke i Haanden gjorde Marschallen omkring, bukkede, udtalte sin Beklagelse over, ikke at kunne takke i deres eget Sprog for den Ære, der vistes ham, og gav sig derefter til at fortsætte det afbrudte Maaltid. Et Øieblik efter havde nye Skuelystne indfundet sig, og samme Scene gjentoges; det var det Latterligste af Verden at see den høit smigrede Marschal, der dog var halv fortrædelig over de gjentagne Afbrydelser, med et Fasanbeen i den ene Haand og fegtende med en Kniv i den anden, gjøre Buk og Complimenter til det om ham samlede Publicum. Endnu en tredie Gang maatte han gjøre omkring for at hilse paa den forsamlede Mængde — han var øiensynlig Dagens Løve.

„Lad os komme bort“, „Allons nous en!“ sagde han endelig til mig, og kort efter vare vi paa Veien, jeg til Lowndes-Square og han til Albert-gate, hvor den rigelige souper udentvivl har bragt ham til at drømme om guulklædte ladies, om Posteier og Agerhøns, men fremfor alt vistnok om Soldater og Feltliv, Alt i Forbindelse med den Hyldest, for hvilken han havde været Gjenstand.

Malakoff var under Middelhøide, bredskuldret, kraftig og stærkt bygget. De fyldige sorte Øjenbryn over de mørke Øine stode i god Overeensstemmelse med hans mørke Ansigtsfarve, men contrasterede forøvrigt i paafaldende Grad med hans tætte graa Haar, som han bar kort afklippet, og som stod om hans Hoved som Svinebørster. I Begyndelsen antog man ham i England for en ret og slet Militair; senere maatte man anerkjende, at der, uagtet alle hans Vagtstuemanerer, boede endeel Mere hos ham. Historierne om ham, som dengang vare i Omløb, ere utallige. Et Par kunne mulig have Interesse, om de end kun staae i løs Forbindelse med det Emne, som jeg har foresat mig at behandle.

Nogen Tid efter, at det var blevet Malakoff foreslaaet at overtage Ambassadeurposten i England, indfandt han sig hos Keiseren og erklærede, at han saae sig nødsaget til at frabede sig denne Ansættelse; han vilde, sagde han, i London træffe sammen med de orleanske Prindser, han havde i Africa staaet under Aumale’s Commando, og det vilde være ham umuligt at fornegte det Baand, som derved var blevet knyttet imellem dem. Keiseren beroligede ham med den Erklæring, at han ærede den Hengivenhed, der bandt ham til hans tidligere général en chef, men at han imidlertid i dette som i alt Andet stolede paa hans Tact og savoir-faire, og at han derfor ikke tog i Betænkning forud at billige de Skridt fra Marschallens Side, til hvilke hiint venskabelige Forhold maatte give Anledning.

Kort efter kom Malakoff til London; i en soirée traf han sammen med Hertugen af Aumale: denne aabnede Armene imod ham, Marschallen gik ham imøde, og i den forsamlede Mængdes Overværelse omarmede de hinanden. Af velvillige Aander blev denne Scene naturligviis strax meddeelt Grev Walewsky, daværende Udenrigsminister, denne var slet stemt imod Malakoff og tilskrev ham et bittersødt Brev, i hvilket det hed, at han, Walewsky, kunde forestille sig, hvor ubehageligt det stedfundne Møde maatte have været for Marschallen, at han fuldtvel vidste at vurdere det Venskab, der bandt ham til flere af de fordrevne Prindser, men at det ikkedestomindre som Frankrigs Repræsentant maatte paaligge ham at lægge Baand paa sine Følelser, og at han ikke kunde andet end beklage, hvad der var forefaldet.

Dette Brev bragte Marschallen i Harnisk. Hans Omgivelser fortalte, at han i flere Timer som Rasende spadserede op og ned ad Gulvet. Tilsidst pakkede han Udenrigsministerens Brev i Convolut til Keiseren og tilskrev denne: „Grev Walewsky har tilstillet mig vedlagte Skrivelse; jeg beder Deres Majestæt om at ville besvare den.“

Malakoff faldt en Dag af Hesten, just som han i Dronningens Følge, under en stor Revue ved Aldershott, red hen langs Fronten af de opstillede Tropper. Man fortabte sig i Undskyldninger over den Hest, der var bleven stillet til hans Raadighed, hvortil han kun bemærkede, at han var en maadelig Rytter. „Men hvorledes førte De da Commandoen paa Krim?“ — „J’allais en voiture, jeg kjørte“, var Marschallens Svar.

Istedenfor, at man om enhver Anden vilde have læst den næste Dag i Aviserne en nøiagtig Beretning om, hvad der saaledes havde tildraget sig i Dronningens Følge, rimeligviis ledsaget af forskjelligartede Bemærkninger, fandtes intet Ord i nogetsomhelst Blad om Uheldet, der var tilstødt Hertugen af Malakoff. Bedre end mangen langt vigtigere Begivenhed afgiver dette Beviis for det Hensyn, man tog til den franske Marschal. Uagtet al hans Kantethed saae man op til ham; han behandledes med særlig Opmærksomhed.

Mit Forhold til Malakoff var mig ikke alene høist behageligt, men endog til Nytte under min Ministervirksomhed i London. Skade, at en saa fremragende Mand som Malakoff kun faa Aar efter skulde blive sit Fædreland berøvet. Det lykkedes hverken nogen Lady eller nogen Marchioness at vinde ham, hvorimod han til min store Overraskelse senere blev gift med en Slægtning af Keiserinde Eugénie. Han efterlod kun en Datter, saa at Titelen med ham gik i Graven. Lidet anede man ved hans Død, hvor tungt Frankrig vilde komme til at savne en Mand som ham, der i kritiske Øieblikke muligen kunde have udøvet en afgjørende Indflydelse paa Begivenhedernes Gang og paa sit Fædrelands Skjæbne.

Mr. Follain.

M. Follain, lieutenant de vaisseau, var tjenstgjørende Officeer ombord i Linieskibet „_Conquérant_“. En Dag paa hans Vagt skulde en mistænkelig Seiler opjages. Det blæste stivt, Bramseilene kunde netop føres, og Folkene stode med Fald og Skjøder i Hænderne, klare til skyndsomst at bjerge Seilene i paakommende Tilfælde. Admiralen var paa Dækket; med stigende Interesse betragtede han, hvorledes Linieskibet vandt ind paa den forfulgte Seiler. Skummet væltede op for Bougen, Bramræerne bugtede sig, læ Vant hang slappe, det knagede i Reisningen, og, da et Vindkast foer hen over os, og Skibet krængede over, meente Follain, at det yderste Øieblik var kommet og commanderede: „Lad løbe Bramseil!“ — „Lad staae!“ raabte Admiralen med heftig Stemme, og en skarp Irettesættelse paafulgte til den vagthavende Officeer for at have givet Befaling til at mindske Seil uden hans Ordre. Follain udtalte Frygt for, at Bramstængerne skulde gaae overbord. Admiralen overfusede ham med haarde Ord, og en uhyggelig Scene forefaldt paa Hytten i de tilstedeværende Officerers samt det omkringstaaende Mandskabs Overværelse.

Den næste Dag fremstillede Follain sig for Admiralen. Han beklagede sig over den haarde Medfart, der var bleven ham tildeel, og haabede, at Admiralen vilde tilbagekalde enkelte Udtryk om Uduelighed og Mangel paa Sømandsblik, som vare faldne den foregaaende Dag. Admiralens Svar gik ud paa, at, dersom han ikke var tilfreds ombord i „_Conquérant_“, kunde han søge om at blive afløst, det vilde staae ham frit at gaae tilbage til Frankrig.

Follain var en ærekjær Officeer. Han skjulte ikke, hvor dybt han følte sig krænket. En Tidlang hengik, vistnok en sørgelig Tid for ham; thi det var iøinefaldende, at en indre Kamp tyngede paa hans Sind. En Formiddag savnede vi ham ved Frokosten; man søgte i hans Lukaf og fandt ham badet i Blod — han havde skudt sig en Kugle for Panden.

Det oplystes, at han om Morgenen havde sendt sin Oppasser efter en af Skibets Pistoler, med denne havde han rettet det dræbende Skud lidt over den høire Tinding. Kuglen var imidlertid ikke trængt igjennem: den laa fladtrykt udenpaa Hjærneskallen, og to Dage levede Follain endnu. I første Øieblik troede Lægen at at kunne frelse hans Liv; men snart viste det sig, at Hjerneskallen var kløvet. Follains Dødskamp var gribende: han var utrøstelig ved Visheden om at skulle gaae bort herfra, han var utrøstelig ved Tanken om en kjær Søsters Fremtid, hvis eneste Støtte han hidtil havde været, og han erkjendte, at han ikke havde havt Ret til at raade over sin Tilværelse.

Follain blev begravet i Smyrna. Ifølge katholsk Skik tilfaldt det mig at bære den ene Flig af hans Ligklæde, da han blev stedet til Jorden. Som Kjætter kunde jeg have undslaaet mig herfor; men ved Graven vige Hensyn af den Art, og jeg følte Tilfredsstillelse ved at vise en Kammerat den sidste Ære og ved fra Gravens Rand at bringe ham mit sidste Farvel.

Smyrna.

Forholdene havde medført Overanstrengelse for „_Conquérant_“’s Besætning; det franske Armeecorpses Landsætning og senere de ægyptiske Troppers Indskibning havde medført haardt og vedvarende Arbeide. Usundt Klima om Efteraaret kom hertil, og Sygelighed udbrød blandt Mandskabet. En ondartet typhoid Feber greb om sig, de Syges Antal steg efterhaanden til imellem 250 og 300 Mand, og det velorganiserede Skib blev et sandt Hospital. Under disse Omstændigheder maatte der gribes til kraftige Forholdsregler for at skaffe Mandskabet den nødvendige Pleie og Ro, og Admiral Rigny besluttede at afgaae til Smyrna.

Vi løb østenom Scios, hvorfra Duften af Oranger førtes os imøde, om Natten krydsede vi igjennem det snevre Løb imellem Scios og Pompes-Øerne, en Seilads saa dristig, at jeg tilbragte den større Deel af Natten paa Dækket for at være Vidne dertil, vi passerede det mægtige Cap Carabournou, stode paa Bøsseskuds Afstand forbi Smyrnas Castel, der forsvarer Indløbet til Bugten, og saae her for os de Kæmpekanoner, bestemte til at udskyde Steenkugler, der som affældige Redskaber gabede os imøde. Ved Slutningen af November ankrede vi paa Smyrnas Rhed imellem en Stimmel af Orlogs- og Koffardimænd af alle Nationer.

Vort første Foretagende var at indrette et Hospital iland, til hvilket de haardest angrebne af vore Syge bleve indbragte. Læger bleve afgivne fra Skibet, og det Hele stilledes under Tilsyn af en af Skibets Officerer. Med de Syges Bedring gik det imidlertid kun langsomt fremad, og henved tre Maaneder tilbragte vi ved Smyrna, førend Mandskabets Helbred atter var fuldkommen gjenoprettet.

Smyrna er et interessant Punct. Man behøver blot at ankre paa Rheden for at komme til Erkjendelse heraf. Den Forskjellighed af Flag, der vaie fra de Hundreder af Skibe, som altid her findes samlede, giver strax det Hele et livligt og kosmopolitisk Præg. Forunderlig klædte Skikkelser trænge sig ombord, Sprogforvirringen antager en ukjendt Højde, nye Skikke og Sædvaner gjøre sig gjældende i alle Retninger, man fængsles af de uvante Omgivelser og føler, at man befinder sig i en anden Verdensdeel.

Fra Rheden afgiver Smyrna et eiendommeligt Skue. Amphitheatralsk reiser Staden sig i en jævn Skraaning opad de omgivende høie Bjerge, Skove af Cypresser omgive Byen, og paa denne mørke Baggrund fremtræde Minareter og Kupler, som for at minde om, at Islam her har plantet sit Banner; de røde Tage danne en forunderlig Modsætning til hine gracieuse og elegante Bygninger, men det Hele gjør et tiltalende Indtryk. Den store By i sin mørke Ramme har noget Mystisk ved sig; man aner en hidtil ukjendt Vegetation og sporer noget Nyt ved Alt, hvad der fremstiller sig for Øiet.

Forbindelser med alle Verdens Dele gjøre Smyrna til en Stad, der er egen i sit Slags. Den Forskjellighed af Dragter, blandt hvilke man uden særlig at gjøre sig Rede derfor kommer til at udgjøre et Led, er i høieste Grad paafaldende for Enhver, der betræder denne Deel af den asiatiske Jordbund. Armenieren, der iført sin røde Kofte og sin firkantede sorte Hue i Bazaren udsælger sin Rosenolie eller stiller sine Chaillis og persiske Tæpper tilskue, staaer i en lige saa stor Modsætning til Europæeren med sin snevre Klædning og sin cylindriske Hat, som Tyrken med sin Turban og sin brogede Paaklædning til Paschaen med den høie, sorte, pyramideagtige Lammeskinds Hue, der bedækker hans Hoved. Grækere, Russere, Jøder, Tatarer og Ægyptere have hver sin særskilte Dragt og Hovedbedækning, og hertil kommer endnu, at der selv hos de forskjellige Nationaliteter gives Afskygninger, der saa at sige altid adskille sig fra hinanden ved Hovedtøiets Form eller Farve, saa at man af disse tilnærmelsesviis kan slutte sig til Bærerens Stilling eller Biographi. Levantineren, der har opnaaet et eller andet Consulats Beskyttelse, bærer saaledes en stor, hvid, firkantet Ballon paa Hovedet, saa at han ikke vil kunne forvexles med andre Dødelige; en grøn Turban bæres af enhver Muselmand, der gjør sig til af at henhøre til Prophetens Slægt, kort, Hovedtøiernes Farver, Form og Betydning danner et særskilt Studium for Enhver, der nogensinde vil sætte sig ind i Forholdene. I Smyrna overgaaer man altsaa sig selv i Retning af Hovedbedækninger.

Tyrken vandrer omkring, bevæbnet til Tænderne; han fører et heelt Arsenal med sig: Sabel, Pistoler, Dolk, Patrontasker, undertiden dertil Yatagan og Gevær. Han værdiger næppe en forbigaaende Giaur noget Blik, endmindre viger han afveien for ham i de smalle, smudsige Gader. Jøden lusker omkring i sin sorte Kutte og er oppe til Alt, hvorved der kan fortjenes Penge; han er Commissionair, Veiviser, Tolk, og sees ned paa af Alle. Vi havde engang paa Veien til Bazaren engageret en Jøde, der fulgte os i Hælene. Underveis mødte vi en Tyrk med en vældig Byrde paa Nakken, og Øieblikket efter hørte vi et forfærdeligt Spectakel: det var Jøden, der fik Stokkeprygl, og som Tyrken paa denne Maade tvang til at lette ham den Byrde, der var ham for tung at bære. Om Jøden skraalte for Stokkepryglene, eller fordi han gik glip af den Fortjeneste, han ved os havde lovet sig, vil jeg lade usagt; men den Stærkeres Ret maatte han underkaste sig. Alene at spadsere om i Smyrnas Gader uden noget særligt Maal eller Bestemmelse er for den Nyankomne en Nydelse, der næsten kan sættes ved Siden af enhver anden Morskab, som Smyrna er istand til at yde.