# Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. Nedskrevet i 1877.

## Part 12

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/gamle-minder-fra-tjeneste-aarene-ombord-i-franske-skibe-1823-18-968c2f20/index.md

Møderne strakte sig over et længere Tidsrum, og ikke lidet skuffet blev man ved, at saagodtsom alle de Slaver, der efterhaanden bleve afhørte, erklærede at ville følge med deres Herrer til Ægypten. Naturligviis vilde enhver Grækerven saavel i Frankrig som i England finde, at Commissionen kun slet havde røgtet sit Hverv, naar dette blev Resultatet af dens Virksomhed, og man begyndte da, imod gjentagne Protester fra Ibrahims Side, at bruge Overtalelse for at formaae Grækerne til at blive tilbage i deres Fædreland. Ogsaa dette var forgjæves. Aldeles vilkaarlig traf man den Bestemmelse, at Børn under tolv Aar, der som saadanne kunde antages ikke at have Modenhed til at fatte nogen selvstændig Beslutning, alle skulde holdes tilbage, og med eet angave selv de mindste Børn sig at være tretten Aar eller derover. Heraf opstod de naragtigste Scener. Døbesedler gaves naturligviis ikke, og Commissionens Medlemmer maatte votere om enhver Mindreaarigs Alder. Ofte satte Børnene sig ligefrem til Modværge, naar man forklarede dem den med dem tagne Bestemmelse, og ikke sjelden maatte de med Magt føres ned til Skibenes Fartøier, der laae lige ved Commissionslocalet for strax at kunne føre dem ombord i vore Skibe. Altsom Skuffelsen tiltog, gjorde en bitter Stemning sig mere og mere gjældende. Ibrahim maatte hvert Øieblik høre, at man fra hans Side ikke gik redelig tilværks, at Grækerne alene ved Frygt for deres Herrers Hevn bleve afholdte fra at udtale deres sande Ønske, og en Dag, da man saae en udenfor staaende ægyptisk Soldat gjøre nogle Tegn, som formodedes at være rettede til en Slavinde, hvem Spørgsmaalet om at blive eller tage bort var forelagt til Besvarelse, blev der raabt, at man her havde et tydeligt Beviis for, at det kun var ved Trusler, at Grækerne bleve bragte til at træffe deres unaturlige Valg. Ibrahim fik i det samme Øie paa den Anklagede, han foer op fra sit Sæde, drog sit Sværd og styrtede ud imod den Skyldige, der sikkert vilde have bødet med sit Hoved, dersom ikke Flaadens Officerer vare ilede til og betimelig vare traadte imellem. Ibrahim var imidlertid i høieste Grad bleven opegget, hans Taalmodighed var udtømt ligeoverfor de hensynsløse og uretfærdige Bebreidelser, der rettedes imod ham, og i Commissionen saae man ham ikke mere. Hans Plads blev indtagen af hans Secretair, Baschy Effendi, understøttet af hans Tolk Aaron.

Af 400 græske Slaver, der bleve fremstillede for Commissionen, var der foruden Børnene, som ved Tvang bleve holdte tilbage, ikkun sex, der erklærede heller at ville blive tilbage i deres Fædreland end at drage bort med deres Herrer. Man skjønne heraf, hvorvidt de da gængse Forestillinger om Grækernes Friheds- og Fædrelandskjærlighed vare Frugten af levende Indbildningskraft eller af Kjendskab til de virkelige Forhold! For Ibrahim var dette Resultat en stor Triumph; han kunde med rette gjøre sig til deraf ligeoverfor de mangehaande hadefulde Beskyldninger, som den franske og engelske Presse ved den Tid kappedes om at rette imod ham.

Denne Mand, der nogle Aar senere udmærkede sig som Feltherre i Lille-Asien, var ikke nogen smuk Tyrk. Han var snarere under end over Middelhøide, bredskuldret, stærkt bygget, undersætsig med noget Anlæg til Corpulence. Han havde grove Træk, og hans Skjæg, denne Tyrkernes Prydelse, var tyndt, stygt og ujævnt, som var det blevet mølædt. Til sine Tider var Ibrahim munter i høi Grad og dertil en stor Ven af Champagne. Uagtet han ved sit Ydre ikke tiltrak sig særlig Opmærksomhed, var han ikkedestomindre, hvor han traadte frem som Pascha, en imponerende Skikkelse, Forstandighed og Kraft lyste ud af ham, og om sin Dygtighed afgav han Vidnesbyrd ved senere at arbeide videre paa det af hans Fader Mehemed-Ali grundlagte Værk, hvilket Ægypten skylder den fremragende Stilling, som dette Land indtager i vore Dage.

De ægyptiske Troppers Indskibning.

De ægyptiske Tropper, som i vore Fartøier bleve satte ombord i deres Skibe, vare de usleste Skabninger af Verden. Spinkle og smaa vare de saa udmattede, at de kun med Anstrengelse vare istand til at bære deres Vaaben. Aldrig har jeg nogensinde seet et sørgeligere Billed paa menneskelig Elendighed. Ankomne til Navarino efterat have sultet i flere Dage bleve de næppe engang her istand til at faae deres Hunger tilfredsstillet. Ofte var det kun med Møie, at de slæbte sig ned til vore Fartøier, og ikke faa af dem døde, førend de naaede ud til det Skib, der skulde modtage dem. Alene i „_Conquérant_“’s Fartøier havde vi tre saadanne Dødsfald — Beviser paa deres forfærdelige Elendighed.

I den Tid, der var hengaaet, siden vi sidst besøgte Navarino, havde Tyrkerne opfisket endeel Metalkanoner, henved 300 i Tallet, fra deres opbrændte Skibe. Disse Kanoner havde de bragt ombord i deres eneste tilbageblevne forskudte Linieskib, og foruden 1200 Mand Soldater, som nu bleve førte derombord, blev et betydeligt Antal Heste, 5 til 600 Stykker, tilhørende den ægyptiske Hær, endyderligere stuvet ombord i samme Linieskib. I dets Side var der, ved at borthugge Tømrene imellem to Kanonporte, blevet udhugget Porte, eller store Aabninger, igjennem hvilke Hestene bleve indtagne. Udskibningen fra Land fandt Sted fra en Landgangsbro lidt nordenfor Navarino. En Barkas eller et andet af vore større Fartøier blev lagt tværs for Enden af denne Bro, ad hvilken Hestene efterhaanden bleve førte ud, en ægyptisk Soldat steg ned i Bunden af Fartøiet, han tog fat i Hestens Bidsel, medens to Andre lagde et Reb om Hestens Bag, og ved et pludseligt Ryk blev Hesten hovedkulds styrtet ned i Baaden fra en Høide af fem til sex Fod. Naturligviis faldt Hesten snart paa Knæene, snart paa Siden, men, mærkværdigt nok, ikke en eneste tog Skade ved denne primitive Behandling. Anderledes gik det derimod ved Hestenes Indskibning ombord i Linieskibet; ogsaa her antog man, at Forsynet vilde tage dem under sin Beskyttelse; Selen, hvori Hestene opheistes, blev lagt skjødesløst om dem, den smøgede sig jævnlig af, og, da Hesten, naar dette indtraf, faldt ned i Fartøiet, ofte fra en Høide af tolv til femten Fod, var den i Almindelighed død paa Stedet.

Tiden nærmede sig, da Linieskibet i Forening med en Transport Tropper skulde afgaae til Alexandrien; men bestandig vedbleve de store Porte eller Aabninger i Skibssiden at gabe os imøde. Admiralen ansaae det for sin Pligt at komme Skibet tilhjælp og tilbød at sende vor Flaades Tømmermænd og Haandværkere ombord for at tilstoppe saavel disse Aabninger som og underste Batteries Porte, af hvilke flere ikke engang kunde lukkes. Svaret var en Taksigelse til Admiralen for Tilbudet, men at Aarstiden endnu ikke var saa langt fremrykket, at nogen Fare var forhaanden, at man nok vilde være istand til at hjælpe sig selv, og at Allah i ethvert Tilfælde vilde tage Skibet under sin beskjermende Varetægt. Under Candia fik man en Storm: Skibet fyldte, og med Skibet sank Mennesker, Heste og Kanoner — kun en ringe Deel af Besætningen blev bjerget. Af Heste reddedes kun to, tilhørende Soliman-Bey, (Oberst Selve), fransk Officeer fra det første Keiserdømmes Tid, der efter Napoleons Fald var traadt over i ægyptisk Tjeneste.

Ibrahim Pascha.

Indskibningen af de ægyptiske Tropper medtog en heel Maaned. Af al Magt søgte man at paaskynde deres Afreise, og flere Conferencer fandt i den Anledning Sted ombord i „_Conquérant_“ imellem vor Admiral, General Maison og Ibrahim-Pascha. „Man ønsker, at jeg skal paaskynde mine Troppers Indskibning“, sagde denne, „sørg for, at Skibe blive mig tilsendte for at afhente dem, og fra min Side skal Alt blive gjort for intet Øieblik at forhale Moreas Rømning. Denne Forsikkring haaber jeg vil være fyldestgjørende, og Hensigten med Mødet, vi afholde, vil ved denne min Erklæring være opnaaet, Sagen har alt voldet mig saamegen Sorg og saamange Bryderier, at jeg kun modstræbende beskjæftiger mig med den, lad os derfor tale om andre Ting, og lad os saa faae noget Champagne!“

Under et senere Møde kom Sygeligheden iblandt de franske Tropper under Omtale. Ibrahim bemærkede, at Stedet, man havde valgt til Leir ved den lave, nordlige Kyst af Navarino-Bugten, tidligere havde været benyttet til Begravelses-Plads, at det derfor var usundt, og at dette maatte betragtes som naturlig Aarsag til de udbrudte Sygdomme. „Jeg har ondt ved at skaffe mine Syge endog Tag over Hovedet“, bemærkede General Maison, „Du kunde overlade mig Navarino, og jeg vilde der være istand til at indrette Hospitaler til de Syges bedre Forpleining.“ Ibrahim, til hvem denne Anmodning var rettet, blev med eet alvorlig: „Er det som Ven eller som Commanderende for en fjendtlig Armee, at Du forlanger Navarino!“ spurgte han. „Naturligviis som Ven“, yttrede General Maison. Svaret lod vente paa sig; men efter nogle Øieblikkes Betænkning optog Ibrahim paany Samtalen: „Jeg har en Bøn til Dig, General Maison.“ — „Og den er?“ — „Giv mig dit Ord paa, at Du vil opfylde den!“ — „Med Fornøielse!“ yttrede Generalen; „Alt, hvad der staaer i min Magt, vil jeg gjøre for Dig.“ — „Nei, jeg forlanger et ubetinget Løfte“, vedblev Ibrahim, „giv mig dit Æresord!“ Naturligviis satte denne Begjering General Maison i den største Forlegenhed. Admiral Rigny var alt tidligere bleven betænkelig, da General Maison rettede Anmodningen til Ibrahim om Indrømmelsen af den af Tyrkerne besatte Fæstning, han forudsaae, at denne Anmodning kunde lede til en Afbrydelse af det gode Forhold, som det var magtpaaliggende at vedligeholde, hans Frygt var nu ved at gaae i Opfyldelse, men han kjendte Tyrkerne og raadede General Maison til aabent og tillidsfuldt at gaae ind paa Ibrahims Forlangende. Samtidig hermed er det rimeligt, at General Maison er bleven paavirket af Ibrahims vindende Optræden under alle den sidste Tids Forhandlinger, og Æresordet blev givet. „Jeg takker Dig!“ udbrød Ibrahim med glædestraalende Mine. „Jeg har Intet at forlange af Dig; Tiltroen, Du har viist mig, glæder mit Sind, det smigrer mig at have vundet din Tillid, og jeg haaber at have vundet en Ven. Navarino er Storherrens, den kan jeg ikke give Dig; men forlang forøvrigt af mig, hvad Du vil, der ikke strider imod Ære og Pligt, Alt skal da strax blive opfyldt!“

Med beundringsværdig Standhaftighed bar Ibrahim al den Ulykke og al den Modgang, som i dette Tidsrum rammede ham. Den Urokkelighed, hvormed han til det Yderste blev den Beslutning tro, ikke at ville rømme Morea som Følge af Magten, men kun ifølge sin Faders Mehemet-Ali’s Befaling, sætter ham i et smukt Lys, og man studser ved at see Ibrahim i al denne Tid blive fremstillet for det store Publicum som en Barbar, som et Uhyre, blottet for enhver af Menneskehedens bedre Egenskaber.

I Løbet af September afgik flere Transporter med ægyptiske Tropper til Alexandrien. Tropperne, der skulde afgaae med den sidste Convoi, indtraf efterhaanden til Navarino fra de forskjellige Dele af Morea og med dem en Mængde Heste, tilhørende det ægyptiske Cavalleri. Man var i stor Forlegenhed for Heste til det franske Armeecorps, og det blev foreslaaet Ibrahim at sælge endeel af de omtalte Heste til Armeens Brug. „Vi sælge aldrig hverken Heste eller Vaaben i Krigstid“, erklærede han, „det strider imod Koranens Bud.“ — „Men hvad ville I da gjøre med dem?“ spurgte man. — „Vi ville tage med os saamange, som vi kunne rumme.“ — „Og hvad gjøre I saa med de øvrige?“ — „Dem lade vi løbe“, var Ibrahims Svar. „Men saa kunne vi jo sætte os i Besiddelse af dem, naar Du og dine Tropper ere bortseilede.“ — „I ville være ligesaa beføiede dertil som enhver Anden“, gjensvarede Ibrahim, og for at vise sin gode Villie lod han Hestene holdes samlede i en Klynge, indtil han med sine sidste Soldater forlod Moreas Grund. En fransk Afdeling omringede da Hestene og bemægtigede sig dem. Henved 600 Heste faldt saaledes uden Bekostning eller mindste Uleilighed i Franskmændenes Hænder — men Koranens Bud var opfyldt!

Til Ære for Ibrahim-Pascha blev en stor Revue afholdt over samtlige franske Tropper kort førend hans Afseiling til Ægypten. Dette Syn vakte hans Beundring, og til de Omkringstaaende udtalte han den Beslutning, at han ved sin Hjemkomst vilde bestræbe sig for at uddanne den ægyptiske Armee overeensstemmende med, hvad han her saae for sig. Ved Ibrahims Hjemkomst var en af de første Foranstaltninger til denne Beslutnings Iværksættelse en Ordre til samtlige ægyptiske Militaire, at de skulde barbere sig. Et Aar efter afholdt Ibrahim en Revue ved Cairo over flere Regimenter af de efter nyt Mønster omdannede Tropper. Med Tilfredshed red han igjennem Rækkerne, men standsede ligeoverfor en Mand, der bar sit Skjæg i fuldkommen ubeskaaren Form. „Kjender Du ikke min Befaling?“ spurgte Paschaen. „Jo“, svarede Soldaten, „men tre Gange har jeg valfartet til Mekka, jeg har badet mit Skjæg i den hellige Flod, og heller end at miste mit Skjæg giver jeg Afkald paa Livet“. Her viste der sig at være en begyndende Conflict; Ibrahim løste den paa tyrkisk Viis: ingen Bebreidelse, ingen Irettesættelse kom over hans Læbe; men Soldaten skød han ned paa Stedet. Han gik jo op til de Saliges Hjem, og Hourierne stode rede til at modtage den Troende.

Østerlændernes Opfattelse er ikke den samme som Vest-Europæernes, man kan ikke lægge samme Maalestok til Grund for Bedømmelsen af deres Handlinger: Religion, Sæder, Tankegang, Alt er forskjelligt; men noget Storartet er der hos den fremragende Tyrk, der uvilkaarlig leder Tanken hen til østerlandske Æventyr, hvor Ridderlighed og Despoti gaae Haand i Haand med hinanden. Ibrahim var en Typus for en heelstøbt Tyrk, saavel Østerlændernes bedre som disses slettere Egenskaber vare fremtrædende hos ham, han ragede op over Mængden. En almindelig Følelse af Agtelse fra de Franskes Side fulgte ham, da han forlod Morea, og sikkert vil hans Navn finde en hæderlig Plads blandt de dygtige og udmærkede Mænds, som Ægypten i vor Tid har frembragt.

Indtagelse af Patras.

Faa Dage efter, at de sidste ægyptiske Tropper havde forladt Morea, faldt Fæstningerne Navarino, Modon og Koron i de Franskes Hænder. Der løsnedes ikke et Skud, og deres Overgivelse var en fuldkommen Komedie. Ved Navarino opstod en Slags Strid imellem Skildvagterne paa Volden og de Angribende, om hvem der først skulde skyde, og, medens dette stod paa, trængte franske Soldater ind ad en Aabning i Muren, hidrørende fra den Tid, da Tyrkerne selv havde bemægtiget sig Fæstningen, og som ikke senere var bleven istandsat. I Modon havde den commanderende Pascha med Benene overkors taget Plads paa Volden ovenover Fæstningsporten. Fra dette ophøiede Sæde besvarede han Opfordringen om at overgive sig med et bestemt Afslag, medens samtidig dermed Matroser og Soldater fra en anden Side entrede Fæstningen og besatte dens Volde; da Paschaen blev dette vaer, udbrød han med den største Sindsro: „Saa er jo al videre Forhandling unyttig“, og faa Øieblikke efter vaiede det hvide Flag, istedenfor den tyrkiske Halvmaane, fra Fæstningen.

Koron, der ligger paa en temmelig høi Klippe, maatte indsluttes i nogen Tid, før Overgivelse fandt Sted. Denne Fæstning egnede sig saavelsom Modon ved sin Beliggenhed til stærk Modstand; men Forholdene vare af en ganske særegen Beskaffenhed, saa at Ingen vilde paatage sig Ansvaret for at gjøre det første Skud. I Modon forefandtes en Mængde Kanoner, næsten alle uden Affutage og i en høist bedrøvelig Stand.

Der blev nu kun Patras tilbage i Tyrkernes Vold. To Fæstninger findes her nær hinanden, nemlig selve Patras med sit Castel, der dominerer Byen, og det saakaldte Moreas Castel, halvanden Miil nordligere, der ligger paa en lav og flad Sandtunge ved Indløbet til Bugten ved Korinth. Castellet er opført for at forsvare dette Indløb, og det beskyttes ved en dyb Grav over hele Landtungens Brede. Fortet, eller Fæstningen, er ikke alene stærkt ved sin Beliggenhed; men, forskjelligt fra de alt nævnte Fæstninger paa Morea, var det vel vedligeholdt og dertil i fuldkommen Forsvarsstand.

En Convoi med 3000 Mand, under Commando af General Schneider, blev afsendt for at bemægtige sig disse Tyrkernes sidste Tilflugtssteder. Uden Sværdslag blev en Capitulation afsluttet, ifølge hvilken Castellet ved selve Patras blev rømmet af Tyrkerne. Man kunde imidlertid være fristet til at troe, at Begjerlighed efter at indsende Beretning om Patras’s Indtagelse havde bragt General Schneider til aldeles at oversee det nordligere beliggende Castel, idet den afsluttede Capitulation indrømmede Patras’s Besætning Ret til at begive sig, hvorhen den fandt forgodt. En Selvfølge var det, at den trak sig ind i det nærliggende Fort, hvis Garnison herved blev bragt op til 700 eller 800 Mand.

Efter Besættelsen af Patras fulgte naturligviis Opbud til Moreas Castel om at overgive sig. Med den forøgede Besætning saae man sig imidlertid her istand til at forsvare sig. Overtalelser og Trusler løde forgjæves, og selv med Muligheden af aabenbar Krig for Øie maatte man bekvemme sig til at gjøre Brug af Magten. Et natligt Angreb med 3 Stykker Feltskyts blev frugtesløst — Tyrkerne hørte vel næppe engang den imod dem rettede Canonade, da et frygteligt Uveir netop den Nat brød løs, og imod Forventning saae man sig nødsaget til at skride til en formelig Beleiring. Med de faa Ingenieurtropper, der havdes til Raadighed, begyndte man at opkaste Løbegrave; men langsomt skrede Arbeiderne fremad, og nær var endog General Schneider ved selv at blive tagen til Fange, da han under en Recognoscering kun skyldte sin Hests Hurtighed, at han ikke faldt i Tyrkernes Hænder.

Ved Efterretningen om General Schneiders lidet heldige Fremgang besluttede General Maison sig til personlig at lede Foretagenderne imod den beleirede Fæstning. Henved 300 Mand bleve indskibede i Navarino, og i Følge med Linieskibet „_Breslau_“, et Par Fregatter samt endeel Transportskibe afgik vi ved Midten af October til Patras. Ved vor Ankomst blev der strax gjort Forberedelser til Angreb saavel fra Sø- som fra Landsiden, og Alt fik nu et livligt og interessant Udseende.

Det viste sig imidlertid snart, at Angreb fra Søen maatte opgives: den rivende Strøm, der løber igjennem det smalle Stræde, som her adskiller Morea fra Fastlandet, de „smaa Dardaneller“ kaldet, i Forbindelse med den steilt nedgaaende Grund samt voldsomme Kastevinde fra Bjergene gjorde det umuligt for Skibe at fortøie sig tværs for Fæstningen; Flaadens Midler bleve altsaa stillede til Hærens Raadighed for at paaskynde de begyndte Arbeider, og Beleiringen blev nu fremmet med al mulig Kraft. Overalt saae man Hænder iværk med at flette Skandsekurve, Jordsække bleve fyldte, ombord forfærdigede vi Stormstiger, og Alt blev forberedet til at sætte sig i Besiddelse af Fæstningen med stormende Haand.

Da Armeecorpset manglede Beleiringsskyts, bleve Kanoner satte iland saavel fra de franske Skibe som fra den engelske Fregat „_Blonde_“, der befandt sig paa Rheden. Fra „_Conquérant_“ afgaves to 24 pundige Kanoner til Brechebatteriet, som det d. 29. October lykkedes at opføre i 120 Alens Afstand fra Fæstningens Mure. Commandoen af disse Kanoner blev mig anbetroet, og under mig blev beordret en anden af „_Conquérant_“’s Officerer, Mr. Jullou, enseigne de vaisseau.

Paa Brechebatteriet var der opstillet, lige tilvenstre af mig, to Kanoner fra den engelske Fregat, under en Lieutenants Commando; tilhøire to 18 pundige Kanoner fra „_Breslau_“, og saa fremdeles fra andre Orlogsmænd, ialt 13 Stykker Skyts. Noget længer tilbage fandtes et Morteerbatteri, og atter noget østligere andre Batterier, monterede ligesom Brechebatteriet med Skibskanoner, saa at der ved Dagningen d. 30te var rettet imod Fæstningen ialt 40 Stykker Skyts. Den nævnte Dag var bestemt til almindeligt Angreb, og i det klare Maaneskin afgave Løbegravene Natten før Angrebet et høist ejendommeligt Skue. Enkelte Kanoner vare endnu ikke monterede, og saavidt muligt lydløst arbeidede man paa at faae dem anbragte paa den dem anviste Plads; andre Steder var man ivrig beskjæftiget med at lægge Jordsække tilrette, samt med at udbedre Trancheen. Matroser bleve indexercerede i Brugen af deres Kanoner paa det uvante Underlag, samtidig med at Ingenieur-Officerer gave Anviisning om Maaden, hvorpaa en Breche fordeelagtigst og hensigtsmæssigst kunde skydes i Fæstningsmuren. De ulykkelige Englændere, der ikke kunde gjøre sig forstaaelige, skulde hvert Øieblik vises tilrette og redes ud af en eller anden Forlegenhed, høiere Officerer inspicerede, Ronder og Afløsninger droge igjennem Løbegravene med korte Mellemrum, Adjutanter bragte Ordrer til de forskjellige Afdelinger, kort, der herskede en taus, men rastløs Virksomhed, medens i umiddelbar Nærhed af os enkelte Compagnier, der toge sig ud som Masser af ubevægelige Figurer, med Øiet og tildeels med Geværpiberne rettede imod den foran os liggende Fæstning, stode, belyste af Maanens Skin, rede til at afslaae ethvert Udfald, som Tyrkerne maatte finde paa at gjøre imod os. Det Hele var en forunderlig Blanding af tilsyneladende Ro og af militaire Forberedelser, af Taushed og Activitet, der i en ganske særegen Grad maatte gjøre Indtryk paa den, der som jeg var opdragen til Virksomhed i en heel forskjellig Retning.

Ved Midnat gjorde General Maison, ledsaget af en talrig Stab, en Ronde igjennem Løbegravene. Vor Ammunition var nedgravet i kort Afstand bagved vore Kanoner; Generalen undersøgte, hvorvidt Dækningen, bestaaende af et Tag af Grene og opkastet Jord, kunde ansees for tilstrækkelig, han fandt Alt i Orden, og snart efter søgte jeg Hvile, henstrakt paa nogle Krudtkasser, stolende paa, at enhver Bevægelse fra Fjendens Side itide vilde blive iagttaget af de fremskudte Poster, der fandt Ly i nedgravede Huller imellem os og den maanebelyste Fæstning.

Alt før Dagens Frembrud bleve de Grene og Forhugninger borttagne, der skjulte vore Batterier. Som Tiden skred frem, blev Alt mere og mere levende, talrige Infanteri-Colonner opstilledes i Løbegravene i Nærheden af vort Brechebatteri, Artilleristerne klyngede sig om deres Kanoner, og med spændt Forventning speidede man efter den Raket, der skulde give Signalet til det forventede Angreb.

Klokken sex steg den længselsfuldt imødeseete Raket i Veiret, og øjeblikkelig begyndte Ilden fra vore Batterier. Det var interessant at see Virkningen af vore Kugler. I den korte Afstand vare vi istand til med stor Nøiagtighed at skyde en horizontal Linie i Fæstningsmuren, saa langt nede som Jordsmonnet vilde tillade det, derefter blev der skudt to verticale Linier i Muren, og, naar denne var tilstrækkelig gjennemboret, vare eet eller to Skud, rettede imod Midten af det udskaarne Stykke, istand til at bringe den hele Masse til at styrte ud efter, saaledes at der derved blev dannet en Skraaplan, ad hvilken de stormende Colonner kunde bane sig Vei. En Tidlang forsvarede Tyrkerne sig kraftig. Deres Artilleri var imidlertid mangelfuldt og Skuddene usikkre. Geværilden derimod var vel rettet, og, ikke fik Tyrkerne Øie paa Nogetsomhelst, der rakte op over den opkastede Dækning, uden at det strax blev gjennemboret af en eller flere Kugler. Endeel Mandskab faldt eller blev saaret i Løbegravene; men Tabet var dog ikke betydeligt.

Det blæste haardt, en af mit Mandskabs Hatte blæste af og førtes af Vinden hen langs Marken; uden at man anede det, foer Eieren afsted efter sin tabte Eiendom. I samme Nu, som Tyrkerne fik Øie paa ham, ramtes han af en Kugle i Benet og styrtede overende, heldigviis var han istand til at kaste sig ned i en Fordybning, da ellers sikkert Flere vilde være blevne rammede under Forsøg paa at komme ham tilhjælp.