Part 11

Under Keiserdømmet havde Admiral Rigny været ansat ved „Marins de la garde“, og i 1809 commanderede han paa Schelde-Floden Fregatten „_Euridice_“. I 1825 forlod han Toulon med sin Stander heist ombord i Fregatten „_Syrène_“. „Det hedder sig, at jeg ikke er Søofficeer“, sagde han til Fregattens Chef, Mr. Robert, „jeg vil overbevise om det Modsatte, og selv paatager jeg mig Fregattens Organisation“. „_Syrène_“ blev under hans Hænder et Mønster paa god Orden og paa et vel manøvreret Skib. En talrig Escadre blev ham underlagt. De franske Orlogsmænds Virksomhed strakte sig over hele Levanten, og der ydedes Beskyttelse imod græske Sørøvere, som øvede de største Grusomheder imod Enhver, der faldt i deres Vold. Ved Ipsara og ved Scios reddede de Franske mangen Grækers Liv, og, da Athenen maatte overgive sig til Tyrkerne, optraadte Admiral Rigny som Mellemhandler paa en smuk Maade, der ikke var forbunden med ringe personlig Fare. Ogsaa blev hans Virksomhed paaskjønnet. Efterat være vendt tilbage til Frankrig blev han i 1830 sat i Spidsen for Marinen som Minister, og senere tog han Sæde i det franske Ministerium som Udenrigsminister. Ligesaasnart jeg vel var kommen ombord i „_Conquérant_“, blev der brast fuldt, og Coursen sat ind imellem Sapienza-Øerne for at opjage et mistænkeligt Skib. Aldrig vilde man i „_Scipio_“ have vovet sig ind i dette dengang tildeels ukjendte Farvand. Ved at søge de snevreste Løb og knibe tæt om Pynterne troede det jagede Skib at kunne undgaae os; men med forbausende Dristighed blev Jagten fortsat, og med henved 9 Miles Fart vare vi snart paa Siden af ham. Skipperen kom ombord; det syntes at være hans Hensigt at indsmugle Provisioner til Morea; en Brig blev beordret til at følge ham 50 Miil tilsøes.

Dette var mine første Timer ombord i „_Conquérant_“; de efterlode et varigt Indtryk. Med hver Dag forøgedes min Beundring af den Maade, hvorpaa dette Skib blev commanderet, jeg følte mig hædret ved at være derombord, og endnu den Dag idag nærer jeg den Overbeviisning, at „_Conquérant_“ var det smukkeste og stolteste Skib, som dengang flød paa Havet.

Det var en misundelsesværdig Stilling at være ombord i „_Conquérant_“. Mandskabet var udsøgt, idet alle mindre duelige Folk stedse bleve ombyttede med udvalgte Matroser fra Skibe, der vendte hjem til Frankrig; en behagelig Tone herskede saavel blandt Skibets Officerer indbyrdes som i Forholdet til de Commanderende, og, skjøndt Tjenesten var streng, undertiden endog meget streng, da vi kun vare syv tjenstgjørende Officerer ombord, forekom Alt at blive ledet af en usynlig Haand og at være ordnet paa en saadan Maade, at man næppe engang blev vaer, at der fandtes Commanderende ombord. Admiralskibet var dertil Midtpunctet for den store Mængde Orlogsmænd, som ved denne Tid færdedes i Levanten; man var de Første, der modtoge Efterretninger, man kunde nogenledes følge de forskjellige Skibes Bevægelser og Virksomhed, og selv paa det materielle Liv havde de hyppige Forbindelser i alle Retninger en synlig Indflydelse, idet vort Bord prangede med Frembringelser og Frugter fra alle Levantens Havne, medens man ombord i mangen anden Orlogsmand var reduceret til brune Bønner og Skibskost. Under „_Scipio_“’s 40 Dages Reise fra Morea til Toulon gaves der ikke en eneste Mundfuld ferske Provisioner ombord i Skibet, saa at saavel Chef som Officerer under hele Reisen maatte leve af salt Kjød og Pandekager.

Navarinos Rhed.

Admiral Codrington havde begivet sig til Alexandria for hos Mehemet-Ali at udvirke Ibrahim Paschas og den ham underlagte Styrkes Tilbagekaldelse. En Tractat, ved hvilken dette Forlangende opfyldtes, blev underskreven, og samme Dag, som Underretning herom naaede os, modtog Admiralen Efterretning om, at et Armeecorps under General Maison var blevet indskibet i Toulon for at afgaae til Morea. Disse tvende Efterretninger forandrede aldeles Sagernes Stilling. Tractaten med Mehemet-Ali og de ægyptiske Troppers Tilbagekaldelse vilde af sig selv have medført Moreas Rømning. Der kom nu et nyt Element til: franske Troppers Ankomst kunde let give Anledning til et nyt Sammenstød, og det var kjendeligt, at Admiral Rigny modtog Meddelelsen om disse Troppers Ankomst med synlig Utilfredshed.

Navarinoslaget, der havde gjort det muligt for Russerne, uden Indsigelse fra Stormagternes Side, at gaae over Pruth og at falde ind i Tyrkiet, vedblev at staae som en uheldbringende Begivenhed for den engelske Regjering. Admiral Codrington blev tilbagekaldt, og under hans Fraværelse i Alexandrien, medens Underhandlingerne med Mehemet-Ali stode paa, indtraf Linieskibet „_Wellesley_“ for Navarino med Admiral Malcolm, der skulde afløse ham. Malcolm vilde ikke udsætte sig for Quarantaine, og den første Raadslagning imellem ham og Admiral Rigny foregik derfor paa afmærket Afstand paa en lille Ø i Nærheden af Sapienzerne under Overværelse af en Quarantainebetjent, der skulde vaage over den tilbørlige Afstands Overholdelse imellem de to Admiraler. Ved Admiral Codringtons Tilbagekomst samledes alle Admiralerne paa Zanthe Rhed. Tætved hinanden ankrede her Linieskibene „_Asia_“, „_Conquérant_“, „_Wellesley_“ og „_Azof_“, hvert med sit Viceadmiralsflag vaiende fra Fortoppen; et lignende Møde hører ganske vist til Sjeldenhederne.

Efter Tractatens Afslutning med Mehemet-Ali kunde Navarino ikke længer betragtes som nogen fjendtlig Havn. Admiral Malcolm med „_Wellesley_“, „_Conquérant_“, „_Breslau_“ og flere franske og engelske Skibe stode derind, og vi saae nu Resterne af den Flaade, der havde været bestemt til at skulle fuldstændiggjøre Grækenlands Undertvingelse. Disse Rester vare saa godt som Intet. Et Linieskib, i hvilket man havde sat Nødmaster, med store Aabninger i Siden, et Par forskudte Fregatter og nogle Transportskibe var det Hele. Medens der saaledes over Vandet saagodtsom Intet var tilbage, frembød det Indre af Bugten derimod et vidunderligt Skue, naar man i klart Veir var istand til at see ned under Vandfladen. Solstraalerne belyste da med brogede Farver Skrogene af forbrændte Skibe, store og smaa imellem hverandre, liggende paa den hvide Sandbund. Enkelte Skibe laae kæntrede med Bredsiden iveiret, med Kanonerne endnu stikkende ud igjennem Portene og pegende lodret op imod Luften; andre, og det var de fleste, vare sprængte fra hinanden, saaledes at Overskibet var ført bort fra Underskibet, og hele Lasten med dens Apteringer viste sig da for Øiet, som man undertiden seer Modeller, paa hvilke man fremviser Skibets indre forskjellige Dele. I de forskjellige Apteringer saae man Tougene regelmæssig opskudte paa Tougbrixerne, Vandfadene stuvede med fuldkommen Orden paa deres Plads, Kuglerne i de for dem bestemte Rum, kort, en heel undersøisk Verden udfoldede sig for den Nysgjerriges Blik. Mange af disse Gjenstande ere vel alt nu borttagne; men, ligesom man i vore Dage optager Vrag, der i Aarhundreder have ligget paa Havbunden, saaledes kan det forudsees, at man endnu i mange Tider fra Dybet vil opfiske forskjelligartede Gjenstande, der ligesom de udgravede Minder om Grækenlands Oldtid, hvilke vi see paa med Beundring, i kommende Dage ville blive betragtede med Interesse som hidrørende fra en Begivenhed, hvorfra Grækenlands gjenvundne Frihed er udgaaet.

Ankomst af Admiral Maisons Expedition.

Ved Slutningen af August 1828 ankom til Morea General Maison tilligemed den første Convoi med franske Tropper ombord, henved 9000 Mand, til Grækernes Understøttelse. Det er alt anført, at Admiral Rigny ikke bifaldt Armeecorpsets Udsendelse; da Convoien kom tilsyne, saae man, hvorledes Blodet kom i Bevægelse hos ham; han blev heftig og var næppe til at komme nær. Endog hans Adjutant, Le Ray, lieutenant de vaisseau, lige afholdt af Admiralen og af Alle ombord, gik det ud over; med sin vante Frimodighed tog han flere af Capitainerne i Forsvar: „Toujours l’avocat des mauvaises causes“, var Admiralens Svar — snarere en Roes end en Dadel under forhaandenværende Omstændigheder. Convoien, fandt Admiralen, var ikke tilbørlig samlet, den førte ikke tilstrækkelig Seil. Fartøier bleve satte i Vandet for at roe ombord i de os nærmest liggende Skibe, hvor vore Folk entrede tilveirs, gjorde Seil los og fore saaledes omkring fra det ene Skib til det andet. Hvad der endmere forøgede Admiralens Ærgrelse var, at de convoierende Orlogsmænd laae spredte og havde ladet sig drive for langt ned i Læ, hans Utaalmodighed var i stadig Tiltagende, altsom det viste sig umuligt for Orlogsmændene at komme op: der blev skudt, det regnede med Signaler, og vist er det, at, dersom Fæstningen Koron havde begyndt at skyde paa Convoien, hvilket ikke kunde ansees for nogen Umulighed, da den ikke var i ægyptiske, men i tyrkiske Hænder, vilde de Krigsskibe, der skulde afgive Beskyttelse, ikke have været istand til at yde nogensomhelst Bistand.

Under disse Omstændigheder var det magtpaaliggende for „_Conquérant_“ at komme saa nær ind under Koron som muligt. Noget søndenfor denne Fæstning ligger en høi Klippe, Venetico, adskilt fra Fastlandet ved et smalt og bugtet Løb; dette Løb dannede en Gjenvei, ad hvilken man kunde naae hen lige ind under Fæstningens Kanoner, og Admiralen spurgte vor ombordværende Lods, om han kunde løbe „_Conquérant_“ derigjennem. Lodsens Svar var en bestemt Benegtelse. „Da veed jeg dog, at svære Skibe tidligere ere løbne indom Klippen“, yttrede Admiralen. „Vel muligt“, svarede Lodsen, „men næppe Skibe af „_Conquérant_“’s Dybgaaende, og jeg kan ikke paatage mig Lodsningen igjennem Løbet.“ Et Par Gange spadserede Admiralen op og ned ad Hytten, og med eet blev Ordre givet til at sætte Coursen indenfor den omhandlede Klippe. Officerer bleve sendte tilveirs og ud paa Klyverbommen for at holde Øie med hvidt Vand, om saadant skulde vise sig; fra Veiret blev der varskoet, snart Styrbord og snart Bagbord, „_Conquérant_“ lystrede Roret som en Jolle, og vi kom virkelig igjennem: det er noget nær den dristigste Seilads, jeg har været Vidne til.

Under alt dette var Messens Spisetid indtruffen. Efter Bordet samlede den civile Deel af Messemedlemmerne sig paa Dækket, og i al Ro gave de sig til at ryge deres vante Cigar agtenfor Varerundholterne. En paafaldende Modsætning dannede de til al den Bevægelse, der herskede ombord, de vare som uberørte af Alt, hvad der foregik omkring dem. Pludselig hørtes Admiralens Stemme: „Naar Alle ere i fuldt Arbeide, er det mig imod at see Enkelte paa Dækket, som Intet tage sig for; hvem er de Herrer, som ryge paa Kobryggen? — — — jeg ønsker, at De Herrer ville gaae ned paa Batteriet — — jeg vil ikke, at man skal ryge paa Dækket.“ En uheldig Ombrasning bragte ved samme Tid Admiralens Sind end yderligere i Bevægelse; en Underlæge, der ikke havde fattet Admiralens Ord, vedblev rolig at staae med sin Cigar i Munden, Ansigtet vendt imod Hytten, hvorfra den heftige Stemme havde ladet sig høre, og ikke istand til at give sin Harme Luft hverken ligeoverfor General Maison, hvis Ankomst havde oprørt hans Sind, eller for Skibscheferne, over hvis Manøvrer han ærgrede sig, syntes hele Admiralens Vrede med eet at gaae ud over den ulykkelige Doctor. „Jeg troer, at han seer paa mig!“ udbrød han med Heftighed; „han seer virkelig paa mig!“ fortsatte han med skingrende Stemme, og „Monsieur, rendez vous à la fosse aux lions!“ — Stedet, hvor Cadetter og Ligestillede holdes i Arrest — gjenlød derefter over hele Skibet. Endnu tredie Dagen efter var jeg nede i fosse aux lions at se til vor arresterede Doctor, og det forbittrede Udraab: „Je vois qu’il me regarde!“ har ofte senere i Tankerne gjenlydt for mine Øren.

Om Natten ankrede vi ved Panidgi inde i Kalamattabugten, og efterhaanden kom Convoiens Skibe tilankers omkring os. Stedet var udseet til Troppernes Landsætning, og næste Morgen begyndte Udskibningen. Ikkun Skibenes Fartøier havdes til Raadighed hertil, og den første Dag naaede man kun at sætte 3000 Mand iland. Tropperne vare ankomne til Morea med den Overbeviisning, at de kom til et forpestet Land, de betraadte altsaa Kysten, veludrustede med Advarsler om ikke at nærme sig nogen Græker, ikke at udsætte sig for vaade Fødder, ikke at spise Frugt, kort, med Formaninger af enhver Art for at undgaae de Farer, som man i alle Retninger forestillede sig at være omgiven af; endnu i Fartøierne anbefalede Compagnicheferne deres Underhavende den størst mulige Forsigtighed, og heelt overraskede bleve de ved at see vore Folk springe i Vandet til op over Lænderne, give sig af med de enkelte Grækere, der havde indfundet sig for at falbyde Varer, og med stor Begjerlighed nyde baade Viindruer og Vandmeloner, som de havde tilforhandlet sig. Soldaternes Forsigtighedsregler holdt ikke længe Stand, ligesaalidt som saameget Andet, der, ifølge vore Matrosers Mening, ikke vilde have været muligt for Andre end „troupiers“ at finde paa.

Tropperne leirede sig paa en Høi, tæt ved den lille Flod Nisib’s Udløb, og den næste Dag blev den øvrige Styrke landsat. Mærkeligt var det, at denne Division ankom til Morea uden Skyts og saa at sige aldeles uden Munition, der først indtraf med den næste Transport nogle faa Dage senere. Havde der viist sig nogen Fjende, vilde Troppernes Stilling ikke have været uden Fare. Ikke Andre end de faa handlende Grækere kom imidlertid tilsyne; men ikkedestomindre læstes senere i de franske Aviser om den Begeistring, hvormed de franske Soldater vare blevne modtagne ved deres Landstigning paa den classiske Jord. Man læste om det imponerende Skue, de afgave ligeoverfor det jublende Folk, om Skjønheden af den Kyst, som de havde betraadt, hvilket derefter blev skildret med levende Farver — i Virkeligheden indskrænkede denne feeagtige Kyst sig til en lav, sandet Strandbred med nogle enkelte lauriers-rose (Nerium) — „et c’est ainsi que l’on écrit l’histoire!“

Efter nogen Tids Forløb ankom den anden store Convoi med Tropper, og Styrken blev herved bragt op til henved 12,000 Mand, blandt hvilke et Regiment Cavalleri. Eiheller til at bringe Hestene i Land havde vi andre Midler end vore Baade; Hestenes Landsætning fra disse var vanskelig, og man foretrak derfor at fire Hestene i Vandet, at gjøre dem fast agter til Fartøjet og saaledes at bugsere dem svømmende ind til Kysten. Mange druknede under denne Svømmetour. Ogsaa mig tilfaldt der et Fartøi, som skulde føre Heste iland; belært af Erfaringen og for at undgaae, at Hestens Hoved kunde komme under Vand, lod jeg Hovedet med Næseborene opefter binde fast til Fartøiets Reling, hvorefter vi med fire eller sex Heste langs Siden forsigtig roede ind imod Strandbredden. Almindelig viste Hestene sig flinke, naar de paa denne Maade naaede Land; men jeg tilstaaer, at enkelte gave stærk Anledning til Bekymring, naar de ved Ankomsten til Kysten ubevægelige og med alle fire Been udstrakte maatte hales op langs det fladt opgaaende Sand. Rytteren kom da til, kjælede for sin Hest, tiltalte den, dreiede paa Halen, og pludselig foer Dyret op, satte i strakt Galop hen langs Strandbredden, fulgt af Mængdens Raab og Bifaldsyttringer. Mulig har min Methode ikke været kunstmæssig, men vist er det, at ikke nogen Hest druknede under min Behandling.

Forhandlinger med Ibrahim Pascha.

Efterretningen om den ægyptiske Convois Nærmelse, der skulde føre Ibrahim-Paschas Styrke tilbage til Alexandrien, bragte „_Conquérant_“ fra Kalamattabugten ind til Navarino. Ved Convoiens Ankomst blev jeg sendt ombord til den Commanderende, der førte sit Flag ombord i en udmærket smuk 60-Kanons Fregat, bygget i Livorno. Jeg blev behandlet med Udmærkelse, Soldatesquen, henved 100 Mand i hvide Munderinger, halvsnevre Underklæder og Baret paa Hovedet, stod opstillet for at gjøre Honneurs, og med Capitano-Bey røg jeg en Pibe, magelig hvilende paa en af Kahyttens Divaner. Der blev budt mig en Miniaturkop fortrinlig Mokka-Kaffe, baaren frem i et Guldbæger, besat med Perler, og herpaa vendte jeg tilbage til „_Conquérant_“ vistnok ikke stort klogere af min Samtale med den høitstaaende ægyptiske Officeer, om Besøget end ikke havde havt ringe Interesse for mig.

Forholdet imellem det franske Armeecorps og Tyrkerne, der stode i den nærliggende Fæstning Koron, var af en særegen Beskaffenhed. Efter Navarino-Slaget maatte Franskmænd og Tyrker betragte hinanden som Fjender; men paa den anden Side var ingen Krigserklæring bleven udstedt, og under den eiendommelige Stilling, som fulgte heraf, kunde en uventet Tilfældighed fremkalde et Sammenstød, der efter al Rimelighed paany vilde medføre Fjendtligheders Udbrud. Naturligviis vilde Intet have været kjærere end dette for de franske Tropper, der vare komne til Morea med Forventning om at skulle vinde baade Laurbær og Decorationer, og, da man saagodtsom daglig søgte at give Tyrkerne Anledning til Angreb, maatte Spændingen naturligviis med hver Dag tiltage. Under disse Omstændigheder var det derfor en Selvfølge, at man med levende Interesse imødesaae Resultatet af en Sammenkomst, der var berammet at skulle finde Sted ombord hos den engelske Commanderende imellem Ibrahim-Pascha — som i den Anledning var vendt tilbage fra Patras til Navarino — den Høistcommanderende for det franske Armeecorps, General Maison, samt Admiralerne Malcolm og Rigny. Det kunde forudsees, at denne Conference vilde faae en afgjørende Indflydelse paa de franske Troppers Optræden ligeoverfor den ægyptiske Occupationshær, ligesom og paa Frankrigs Forhold til Grækenland i det Hele, og som Følge heraf følte man sig ømfindtlig berørt ved, at en Sammenkomst, der stod i saa nær Forbindelse med Frankrigs Interesser, skulde finde Sted ombord i det engelske Admiralskib.

Aftenen før den til Mødet fastsatte Dag havde jeg Første-Vagt. Admiralens Adjutant, Le Ray, forblev længere paa Dækket end sædvanlig, seent paa Aftenen blev det meldt, at et tyrkisk Fartøi nærmede sig, og efter Le Ray’s Anviisning blev der gjort Anstalt til at modtage Fartøiet med usædvanlige Høflighedsbeviser, og ombord traadte tre Tyrker, der bleve førte ind til Admiralen. Længe varede Besøget. Med synlig Forekommenhed bleve Tyrkerne ved Midnat atter ledsagede til Faldrebet, og der blev rettet Anmodning til mig om ikke at tale om det natlige Besøg. En af Tyrkerne var Ibrahim-Pascha, der kom for at forhandle med Admiral Rigny om de forskjellige Spørgsmaal, som kunde forudsees at ville blive Gjenstand for Forhandling den næste Dag under den med Spænding imødeseete fælles Sammenkomst.

Denne Conference varede fra Klokken otte om Morgenen til ud paa Eftermiddagen. Ibrahim klagede over den udfordrende Maade, paa hvilken man optraadte ligeoverfor hans Tropper: man kjendte den ringe Mandstugt, der herskede iblandt disse, ligeoverfor en fjendtlig Armee vilde man selv i den bedst disciplinerede Hær vanskelig kunne forhindre et enkelt Skud fra at falde, hvormeget mindre da fra hans Tropper, og et saadant Skud vilde kunne medføre uberegnelige Følger. Han erklærede sig forøvrigt villig til at forlade Morea med de ægyptiske Tropper, dog kun paa egne Skibe eller paa saadanne, som vare fragtede af den ægyptiske Regjering; men han erklærede samtidig dermed, at han ikke kunde raade over Fæstningerne Navarino, Koron, Modon og Patras, paa hvilke Storherrens Flag vaiede, og som vare besatte af tyrkiske Tropper.

Dette sidste Punct havde nær bragt Forhandlingerne til at strande. Ibrahim var imidlertid urokkelig. Heller vilde han falde ved disse Fæstningers Forsvar end godvillig overgive dem; med Ære vilde han forlade Morea, og i denne Beslutning stod han fast, uanseet alle Forestillinger og Indvendinger.

Ved at see hen til de Besætningers Beskaffenhed, som skulde forblive tilbage i de omhandlede Fæstninger, kom man tilsidst overeens om dette Punct, og øieblikkelig blev en Corvet afsendt til det franske Hovedqvarteer for at forebygge Fjendtligheders Udbrud, om saadanne ikke allerede vare indtraadte.

Forhør over græske Slaver.

Ved Midten af September begyndte de ægyptiske Troppers Indskibning. Atter her maatte vi udføre det meste Arbeide, og uafbrudt Patrouillering, saalænge Mørket stod paa, gjorde Tjenesten endnu strengere. Man frygtede for, at græske Slaver i Smug skulde blive førte bort om Natten, og enhver Baad, der rørte sig, blev bragt ombord til den Commanderende. Med Lammeskind i Tollegangene listede vi os omkring, og ved den mindste Bevægelse paa Rheden opstod et uventet Røre, idet useete Fartøier fra andre Skibe, som lydløst snege sig frem, med eet fore løs henimod det Sted, hvorfra Lyden hørtes. Oftest viste det sig da, at det var et af vore egne Fartøier, man havde været saa heldig at opjage; dog jævnlig bleve ogsaa Fartøier fra Zante eller Korfu opbragte, der istedenfor at smugle Grækere bort førte Faar ind for at udbyde dem tilsalg; disse vare da høist velkomne Ladninger for Flaadens Mandskaber.

Denne Frygt for, at græske Fanger skulde blive bortførte som Slaver, spillede overhovedet en stor Rolle ved denne Tid. Til Ibrahim var der blevet stillet den Fordring, at ingen Græker skulde kunne medtages til Ægypten, uden ifølge eget, utrykkelig udtalt Ønske; frit og uhindret skulde enhver Græker kunne tage sin Bestemmelse, og, for at dette skulde kunne opnaaes, maatte Valget nødvendigviis foregaae i Overværelse af Vidner, henhørende til de forskjellige Nationer, som havde Interesse i Spørgsmaalets Afgjørelse. En Art Commission blev i dette Øiemed dannet; den var ikke alene talrig, men egen i sit Slags og bestod af en Drogman eller Tolk af hver Nation, tre Skibschefer og endeel Lieutenanter; og selv præsiderede Ibrahim i egen Person i denne Forsamling. Blandt Lieutenanterne var jeg bleven beordret til Medlem tilligemed en anden af Flagskibets Officerer. Møderne afholdtes i et faldefærdigt Træskuur paa en Skrænt nær Strandbredden, tæt nordenfor Navarino, og med Møie var Localets Møblement blevet bragt op til tre Stole med defecte Been, en Slags Divan og nogle Tæpper. Paa disse sade eller laae Commissionens Medlemmer, oftest rygende af en lang Chibuk, idet de heri stadig fulgte Paschaens Exempel. Forretningernes Førelse fandt Sted i de mest forskjelligartede Tungemaal; der taltes Tyrkisk, Fransk, Arabisk, Engelsk og Græsk imellem hinanden, ofte paa engang, og uden Undtagelse var der ingen af de Tilstedeværende, der tilfulde forstod mere end en ubetydelig Deel af, hvad der i denne høist blandede Samling blev forhandlet.