# Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. Nedskrevet i 1877.

## Part 10

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/gamle-minder-fra-tjeneste-aarene-ombord-i-franske-skibe-1823-18-968c2f20/index.md

Ved vor Ankomst til Frankrig overraskedes vi paa en lidet behagelig Maade ved at erfare, med hvilken Kulde Efterretningen om Slaget ved Navarino var bleven modtagen af Regjeringskredsene saavel i Frankrig som i England. Med Harme læste vi i Aviserne, at Lord Wellington ved Modtagelsen af Efterretningen om vor Kamp havde betegnet denne Tildragelse som „an untoward accident“. Ogsaa hos den franske Regjering syntes en lignende Anskuelse at gjøre sig gjældende, og vist er det, at ved vor Ankomst til Toulon vare Forfremmelser og Decorationer kun enkeltviis og høist sparsomt blevne Officerer og Mandskab tildeel. Atter her synes imidlertid den offentlige Mening at være gaaet af med Seiren. Man nødsagedes til at erkjende, at Seiren ved Navarino var „un évènement glorieux“, og Forfremmelser og Hæderstegn udebleve da ikke længer. Til Skibscheferne regnede det med Ordener fra hver af de tre forbundne Magter: Admiral Rigny udnævntes til Viceadmiral, Mr. le Baron Milius forfremmedes til Contreadmiral, og ved Quarantainens Slutning indtraadte som Følge heraf en Forandring, der vistnok af Alle ombord blev hilset med uskrømtet Glæde: Mr. Milius fratraadte Commandoen af Skibet.

Den ægyptiske Fregat „Guerrière“.

Efter Kampen ved Navarino var det nødvendigt for „_Scipio_“ at faae en ny Krydsraa. Tømmermændene havde fuldt op at gjøre med at udbedre vore andre Havarier paa Skrog og Reisning, og Mr. Milius besluttede derfor at lade hente en Mærseraa fra en af de landsatte Fregatter, der kunde antages at ville være brugelig i det anførte Øiemed. En 60-Kanons Fregat laa paa Klipperne ved Øen Sphacterie; et Fartøi blev bevæbnet og gjort klart til at gaae derombord under Commando af Mr. Guézennec, lieutenant de vaisseau, og, da det forekom mig at kunne have Interesse at see det Indre af en tyrkisk Orlogsmand, erholdt jeg Chefens Tilladelse til at ledsage Guézennec paa denne Expedition.

Afstanden til det landsatte Skib var temmelig stor. Som vi nærmede os, kjendtes det at være Fregatten „_Guerrière_“, bygget i Marseille for Vice-Kongen af Ægyptens Regning. Paa de steilt nedgaaende Klipper laa Fregatten ikke mere end nogle enkelte Favne fra Land. Ad Faldrebet vare vi ikke istand til at komme op, og vi maatte derfor krybe ind ad en Kanonport paa Batteriet for at komme ombord. Hvilket Syn fremstillede sig her for os! Besætningen var flygtet iland til den tætved liggende Kyst; men de Saarede havde de ladet blive tilbage, og over Dynger af Faldne og Saarede maatte man bogstavelig bane sig Vei. Endogsaa Kahytten laa fuld af Døde. Sprungne Kanoner, lemlæstede Mennesker, Spor af Ild og Ødelæggelse i alle Retninger — forfærdeligt var Alt, hvorhen man end rettede Øiet.

Vi naaede op paa Dækket; Ødelæggelsen var her om muligt endnu større. Nogle Saarede forsøgte med Møie at krybe bort, da vi nærmede os; siden bade de os ved Tegn om noget Vand; dette var den eneste Vederkvægelse, vi vare istand til at yde dem. Om den Grad, i hvilken dette Skib var forskudt, kan man vanskelig gjøre sig nogen Forestilling. Siden var gjennemboret med store Huller, Dækket var i Ordets strengeste Betydning opfyldt, bedækket med et Lag af Splinter, af nedfaldet Gods og med Stumper af ødelagte Rundholter; væltede Carronader med sprængte Broge laae midtskibs, andre vare sprungne, og rundt om disse saaes Sporene af Jernstumper, der havde udbredt Død og Ødelæggelse til alle Sider. Ligesom paa Batteriet laae her Faldne og Saarede i forfærdelig Mængde imellem hverandre, saa at vi ansloge disses samlede Antal til ikke mindre end 200 Mand. Indtrykket var af den Beskaffenhed, at jeg aldrig vil kunne glemme det, og endnu 50 Aar efter, da jeg nedskriver dette, staaer det Hele for mig som et saa gruopvækkende Skue, at jeg kun modstræbende lader Tanken dvæle derved.

Den Pragt, hvormed Skibet var udstyret, tjente endyderligere til at fremhæve det Ødelæggelsesværk, der var gaaet for sig. Kanoner med polerede Nøddetræes Raperter, forsynede med smukt forarbeidede Ringebolte af Bronze som paa kostbare Meubler, Messing-Forsiringer og Prydelser i det Uendelige, kort, overalt en Luxus, der tydede hen paa Fregattens særegne Bestemmelse, nemlig som omtalt at stilles til Ibrahim-Paschas personlige Raadighed, saa at Skibet under det bevægede Felttog kunde ansees som hans egentlige Hjem.

Foremærseraa var snart sat i Vandet; man kappede Seilet fra, overskar Rakke og Dreiereb, derefter den ene Toplent, og Maalet for vor Sendelse var dermed opnaaet. Enkelte Folk af vor Besætning havde under dette Arbeide benyttet Leiligheden til at søge ned paa Banjerne, de vare rimeligviis her stødte paa Paschaens private Aflukker; thi op paa Dækket bragte de en Mængde Sager af betydeligt Værd, saasom guldbroderede Dragter, Pibe-Mundstykker af Rav med kostbar Emaille og dertil en Kumme af drevet Guld, sex eller otte Tommer i Gjennemsnit, der senere af Mr. Milius blev tilstillet Hertuginden af Angoulème. Endnu er jeg i Besiddelse af en af Ibrahim-Paschas ved denne Leilighed erobrede Dragter, ligesom ogsaa af en Pibe, der utvivlsomt maa have tilhørt Paschaen selv. Blandt en Mængde Vaaben, der fandtes spredte paa Dækket, bemægtigede jeg mig to Geværer — disse ere mine materielle Erindringer om Navarino. Geværerne, prydede med Halvmaanen og med Sølvbeslag, vare særlig smukt udstyrede, jeg forærede det ene til min Ven Lieutenant Suenson, men beklager kun, at dette ikke var i brugbar Stand, da en Kugle var gaaet tværs ind i Løbet.

Paa Batteriet agter sad en Tyrk, Benene overkors, lænet op imod Kahyts-Skoddet. Hans rige Paaklædning tydede paa, at han maatte have indtaget en høi Stilling ombord. Hans Saar gjorde det umuligt for ham at reise sig; men ligeoverfor os vedligeholdt han ikkedestomindre en stolt og ædel Holdning. Han var en smuk, yngre Mand. Vi tilbøde ham at tage ham med os i vort Fartøi, men ukjendte med hinandens Sprog vare vi vel næppe istand til at gjøre os forstaaelige. Ogsaa ham bragte vi Vand til at læske sig ved og forlode ham opfyldte af Medfølelse og Medlidenhed.

Fartøiet satte af med vor Raa paa Slæb. Vinden var frisket op til en stiv Kuling, og længe vare vi underveis, inden vi naaede „_Scipio_“. Et nedbrændt Skrog, der flød om i Bugten, saae vi drive paa Land i „_Guerrière_“’s umiddelbare Nærhed; rimeligviis er dette Skrog kommet til at tørne imod Fregatten, denne er derved bleven ført bort fra de Klipper, paa hvilke den hvilede, og et Øieblik efter saae vi den kæntre over ud fra Land og derefter forsvinde i Dybet. Næppe var jeg den Eneste, som blev rystet ved dette Syn. Vi havde jo bevæget os blandt de Saarede derombord, vi havde været Vidne til deres Jammer, og nylig havde vi jo forladt dem med den Forvisning, at den reddede Deel af Besætningen vilde afhente dem, saasnart Mulighed gaves; men nu vare vi altfor langt borte til at kunne yde dem Hjælp. Skibe, der laae ankrede i mindre Afstand, saae Saarede slæbe sig op i Vantene, altsom Skibet sank, saae dem udstrække deres Arme imod sig for at anraabe om Bistand; man forsøgte at komme dem tilhjælp, Fartøier ilede til, men for silde — Alle forsvandt de med Skibet, og ikke en Eneste blev reddet af de Ulykkelige, som befandt sig ombord.

Saaledes endte Fregatten „_Guerrière_“, et af de smukkeste Skibe, hvis Dæk jeg nogensinde har betraadt.

„Scipio“’s Mandskab.

Ved Ankomsten til Toulon maatte „_Scipio_“ i Dok. Lasten blev brudt, Alting blev taget ud af Skibet, og som Følge heraf bleve Folkene indqvarterede iland. Arbeidskraften viste sig imidlertid med hver Dag at blive mindre; flere og flere af Mandskabet mødte ikke ombord, og omsider tiltog Tallet af de Udeblivende i den Grad, at der var enkelte Dage, hvor af Skibets Besætning paa over 600 Mand ikke 90 mødte ved Morgen-Mønstringen. Man kunde næsten have været fristet til at troe, at Udeblivelserne fandt Sted efter en Slags regelmæssig Omgang; thi senere paa Dagen kom endeel tilstede, medens Andre forsvandt; men kun langsomt og trevent slæbte Skibets Arbeider sig fremad.

For at raade Bod paa dette Onde blev det befalet, at det hele Mandskab skulde forblive ombord om Natten, og de nødvendige Foranstaltninger bleve trufne i dette Øiemed; ligemeget hjalp det, Ondet vedblev at tiltage. Det er hændet, at der ved Aftenmønstring ikkun var 6, skriver sex, Mand af Besætningen ombord i Skibet. Hvorledes dette er gaaet til, da den eneste Udgang fra Værftet var igjennem Porten til Arsenalet, hvor Vagt og Betjente i Mængde forrettede Tjeneste, var og er mig vedblivende uforklarligt. En stor Deel af Arbeidet ombord maatte udføres af „forçats“, Galeislaver, lænkede to og to til hinanden, og hvis Mængde derfor aldrig blev opgivet efter deres Antal, men parviis. Man begjærede 50 Par og fik 100 Mand.

Denne Tilstand, en Følge af Interregnum i Commandoen og af den alt længe herskende Slappelse og Uorden ombord, kunde ikke vedvare. Saasnart som det lod sig gjøre, blev „_Scipio_“ udlagt paa Toulons Indre-Rhed, og her meente man, at Mandskabet uden Vanskelighed maatte kunne holdes ombord; men om Natten bemægtigede Folkene sig Skibets Fartøier og listede sig bort med disse, saa at man den paafølgende Dag maatte opsøge Fartøierne paa forskjellige Steder i Bugten. En lieutenant de vaisseau og nogle Cadetter skiftedes til at have Inspections-Vagt ombord. Min Tour kom altsaa ogsaa, og belært af, hvad der tidligere Nætter var foregaaet, forekom det mig at være en Ambitions-Sag at forhindre al Bortrømning, saalænge jeg var den Ansvarhavende for Skibet. Mod Aften lod jeg alle Fartøierne føre hen til Skibets Boier, det sidste Fartøi blev opheist under Jollebommene, og saaledes antog jeg at være fuldkommen sikkret. Ved at rundere, efterat Mørket var faldet paa, opdagede jeg imidlertid, heelt inde under Gillingen, en „rafiou“, lille Baad, hvis Hensigt øiensynlig maatte være at bringe Folk fra Skibet ud til vore i Afstand fortøiede Fartøier. Baadens Eier var ikke at finde, altsaa blev ogsaa rafiouen ført ud til Boierne, Laaringsfartøiet blev atter opheist, og til endyderligere Sikkerhed forblev jeg selv paa Dækket til henad Midnat. Det var de første Dage af Februar Maaned, Natten var bælgmørk, og en stiv Kuling havde sat Søen noget i Bevægelse. Da hørtes med eet Angestskrig og Raab om Hjælp nede fra Vandet, forude ved Skibets Boug. Man kom til med Lanterner, og man tænke sig min Forundring, da jeg opdagede en Slags Flaade, paa hvilken en halv Snees Mand af Besætningen havde til Hensigt at lade sig drive iland. Skaffeborde og Bænke havde de sat ud ad Bougporten og stablet disse ovenpaa hinanden, indtil de antoge, at Bærekraften var tilstrækkelig; de gave sig derefter paa Veien; men Søens Bevægelse havde bragt deres skrøbelige Flaade til at skilles ad, og med Møie fik vi dem frelst fra at drukne. Da Morgenen kom, laae vore Fartøier urørte ved Boierne, men den mistænkelige rafiou var forsvunden; noget videre om den blev aldrig senere oplyst.

Mr. Bougainville, capitaine de vaisseau, overtog ved denne Tid Commandoen af Skibet. Krigsretter bleve nedsatte, og en Mængde af Folkene blev idømt Kjølhaling, Tamp eller en i den franske Marine dengang gængse Straf, en Art Spidsrod, der i Lovsproget benævntes: „courrir la bouline“.

Denne Straf, egen i sin Slags, fortjener nærmere Omtale. En Leider eller Ende Tougværk blev strakt fra For til Agter paa Dækket; langs denne Leider vandrede en Kous, og til denne blev Delinqventen fastgjort. En Trommeslager blev stillet foran ham, to Mand under Gevær bagefter, og under Trommeslag blev Synderen ført frem og tilbage det idømte Antal Gange. Langsmed Touget eller Leideren var opstillet et bestemt Antal Folk paa hver Side, der med Seisinger skulde tildele Delinqventen Slag, altsom han i langsom Marche drog dem forbi. Man havde imidlertid tænkt sig, at enkelte af disse Slag kunde ramme den Paagjældendes Hoved, og at dette kunde medføre skadelige Følger; for at afværge dette havde Loven derfor bestemt, at en Kurv, i Form af en Tørvekurv, der naaede heelt ned til Skuldrene, skulde sættes over den Afstraffedes Hoved, og saaledes udstyret, med Trommeslageren foran, der angav Takten, og med de to Gefreidere, der sluttede Toget, drog nu Processionen forbi, og naturligt er det, at fast alle Slag bleve rettede imod Kurven, saa at den hele Straf blev en fuldstændig Komedie.

Eiheller Kjølhalingen havde det Afskrækkende ved sig, som man almindelig tillægger denne Straffemaade. Forbryderen blev nemlig, ifølge de gjældende Forskrifter, ingenlunde halet under Kjølen, men kun dyppet et vist Antal Gange i Vandet. Et svært Lod blev bundet Delinqventen om Benene, han blev heist op under Fokkeraaen, og det idømte Antal Gange blev Jollen, i hvilken han var opheist, kastet los, hvorefter den Dømte atter strax igjen blev opheist paa samme Side under Raaen, indtil det idømte Antal Gange af denne saakaldte Kjølhaling var præsteret. Sandsynligviis ere disse Straffe, af hvilke den første især altid var til stor Morskab for Mandskabet, forlængst afskaffede i den franske Marine; men saameget mere er der Anledning til at omtale dem netop her, hvor Erindringer om en svunden Tid ere Gjenstand for Omtale.

Mr. Bougainville var en elskværdig Personlighed, men han besad ikke den Kraft og endnu mindre den Udholdenhed, som vilde have været nødvendig for at raade Bod paa de Onder, der under Mr. Milius’ Commando havde fæstet Rod hos Mandskabet. Demoralisationen vedblev stadigen at tiltage, og, som alt tidligere berørt, blev Oprør og Straf den endelige Følge af, at Vægelsind og Svaghed vare blevne satte i Spidsen for et Mandskab, der tildeels var blevet udskrevet fra det Indre af Landet, og som kun lidet egnede sig til Livet ombord.

Capitain Bougainville.

Mr. le Baron de Bougainville, capitaine de vaisseau, var tiltalende og vindende ved sin Fremtræden og stod saaledes i skarp Modsætning til Baron Milius, hvem han afløste i Commandoen af Linieskibet „_Scipio_“. I en Salon maa Mr. de Bougainville have været indtagende. Han var vittig, belæst, „plein d’ésprit“ og af den Slags Franskmænd, der ved Forekommenhed og Elegance i Manerer gjøre et høist behageligt Indtryk. Skyggesiderne vare Magelighed og en høi Grad af Egoisme, hvilken sidste Egenskab han forøvrigt, som alt tidligere berørt, havde tilfælles med saagodtsom alle de franske Skibschefer, med hvilke jeg er kommen i Berøring. Ombord i Fregatten „_Thétis_“, som Capitain Bougainville førte under en Verdens-Omseiling, og som vi i sin Tid mødte inde i Sydhavet, blev der hver Aften trukket en Ende Toug tværs over Skandsen foran Mesansmasten, og agtenfor denne var det kun i høist paatrængende Tilfælde tilladt at komme, for ikke at forstyrre Chefens Søvn; Fregatten gik som Følge heraf jævnlig med Seilene paa Storreisningen forkeert indbraste om Natten. Ogsaa ombord i „_Scipio_“ forsøgte man at gjennemføre noget Tilsvarende; men man var her under Commando, og Admiralens Ordrer grebe ikke sjelden forstyrrende ind i Forholdsregler af denne Beskaffenhed.

Mr. Bougainville holdt af at more sig og fandt paa alt Muligt for at tilfredsstille denne Tilbøielighed. Vi blokerede Navarino, den ene Dag hengik som den anden, og Opjagningen af et Skib eller Meddelelser fra en forbiseilende Orlogsmand vare saagodtsom det Eneste, der fra Tid til anden afbrød den trættende Eensformighed. En Dag fik vi en Seiler i Sigte, som vi stode ned imod. Den viste sig at være en daarlig udhalt Brig, og paa Forespørgsel erfore vi, at den hørte hjemme i Marseille. Det næste Spørgsmaal gjaldt, hvorfra den kom. „Que nous venons d’Alessandrie“ var Svaret, udtalt i provençalsk Dialekt. „Hvormange Dages Reise?“ „Soixanté jours!“ Man tænke sig to Maaneder for at naae hen til Morea; det var næsten forbausende. „Vous n’avez donc rien de nouveau en fait de politique?“ praiede Chefen. — „Qué dité?“ blev der spurgt fra Briggen; Chefen gjentog sit Spørgsmaal i forkortet Form, og ombord i Briggen hørte vi Skipperen kalde paa Mr. Bonasse, rimeligviis Styrmandens Navn, for at sige, at han strax skulde bringe Papirerne op paa Dækket. Ivrig gav han sig iværk med at gjennemblade disse; naturligviis troede vi, at han søgte efter nogle gamle Aviser, indtil han som Svar paa vor Chefs Spørgsmaal tilraabte os: „N’a des pôts en terré, n’a des pôts en fer, mais des pôts-litiques, n’en a pas du tout.“ Dette var altfor morsomt. Mr. Bougainville spurgte paany og fik Skipperen til at gjentage Forklaringen om Ladningens Indhold. Mr. Bougainville jublede, vi Andre vare færdige ved at briste af Latter, og med et „à la bonne heure!“ blev det Briggen tilladt uforstyrret at fortsætte sin videre Reise til Hjemstedet. Har denne varet endnu 40 Dage, som da „_Scipio_“ nyligen vendte hjem fra Morea til Toulon, vil Skipperen i intet Tilfælde kunne have gjort sig til af nogen hurtig Overfart.

Mr. Bougainville kjedede sig. Paa Blocade-Stationen laae vi samlede med endeel Skibe, blandt hvilke det engelske Linieskib „_Ocean_“, og en Dag spiste Chefen for Corvetten „_Victorieuse_“, Capitain Lasusse, ombord. Alt ved Middag havde man seet Fregatten „_Fleur de Lys_“, Capitain, senere Viceadmiral Lalande, komme op Syd fra; Brisen var imidlertid svag, og først henad Aften lykkedes det „_Fleur de Lys_“ at naae hen i Nærheden af os. Det var blevet aldeles Stille, Mørket var faldet paa, og i Aftendæmringen laae de forskjellige Skibe hinanden saa nær, at man endog fra Tid til anden kunde høre tale fra det ene Skib til det andet. I al Magelighed nøde Mr. Bougainville og Mr. Lasusse deres Cigar paa Hytten, da der blev varskoet for et Fartøi, som man antog maatte komme fra „_Fleur de Lys_“. Pludselig fik Mr. Bougainville et Indfald: i Raaber anraabte han Fartøiet paa Engelsk: „Boat ahoy!“ I Fartøiet holdt man paa Aarerne, og en Stemme, som man kunde kjende at være Capitain Lalande’s, fremkom med Undskyldning i Anledning af den skete Feiltagelse, da han havde staaet i den Formening, at det var Linieskibet „_Scipio_“, han roede hen imod. Paa Engelsk blev han viist hen til det andet Linieskib; han roede nu hen imod dette og blev der atter anraabt med: „Boat ahoy!“ Vi hørte nu en Samtale blive ført imellem Capitain Lalande og den engelske vagthavende Officeer, hvis Resultat blev Overbeviisningen om, at Skibet, han var ved, virkelig var „_Ocean_“, og at Skibet, ved hvilket han havde været, var „_Scipio_“. Capitain Bougainville fandt alt dette i høi Grad fornøieligt; han fandt den Stilling pikant, i hvilken Capitain Lalande var bleven bragt ved hans Praieraab, han lo hjertelig over alle de Undskyldninger, vi kunde høre, at Capitain Lalande henvendte til „_Ocean_“, da han paany satte sin Cours hen imod os, og morede sig kostelig over det Hele — men Glæden fik en brat Ende, da Capitain Lalande, forbittret i høieste Grad, traadte ombord. Hans første Udbrud var, at enten maatte man være fuld eller gal ombord i dette Skib. En Udfordring paafulgte, og næppe vilde disse „udmærkede Løier“ være endte paa nogen fredelig Maade, dersom ikke Capitain Lasusse og andre franske Skibschefer vare traadte mæglende imellem.

Snart kom der ogsaa andre Grunde til, der, Capitain Bougainville’s lette Sind uagtet, maatte vække Alvor og Bekymring hos ham som Skibschef. Under et længere Ophold i Poros, ligeoverfor Athen, var en ondartet Feber udbrudt ombord. Uagtet alle anvendte Midler greb den mere og mere om sig, og snart vare begge Skibets Batterier optagne af Syge. Henved 200 Mand bleve efterhaanden angrebne, Dødelighed begyndte at indfinde sig i foruroligende Grad, og Admiralen fandt det under disse Omstændigheder nødvendigt, at Skibet blev sendt tilbage til Frankrig. Jeg beredte mig altsaa paa Hjemrejsen, og efter henved fem Aars Tjeneste ombord i franske Skibe havde jeg alt besluttet ved Ankomsten til Toulon at sige den franske Marine Farvel og vende tilbage til mit Fædreland. Da overraskedes jeg ved, igjennem min Chef, at modtage Tilbud fra Admiral Rigny om at træde over paa Linieskibet „_Conquérant_“, hvorombord Admiralens Flag nylig var blevet heist. Et saadant Tilbud kunde ikke andet end være i høieste Grad smigrende for mig. Hjemreisen til Danmark blev opgiven, og under Modon sagde jeg Farvel til „_Scipio_“, som umiddelbart derefter styrede Cours imod Toulon.

Afskeden fra dette Skib var mig ikke tung, paa eet Glandspunct nær havde Uheld fulgt „_Scipio_“ under dets hele Togt, og Mindet om det Aar, som jeg tilbragte derombord, vil altid staae for mig med mørke og afskrækkende Farver.

Overgang til „Conquérant“.

Mit Indtog ombord i „_Conquérant_“ skeete igjennem en Kanonport paa underste Batteri. Mit Gods blev langet ombord, og jeg fandt mig henflyttet til et Skib, der alt længe havde opvakt min Beundring. Endnu staaer Erindringen levende for mig om det Øieblik, da jeg betraadte dette Skib: det forekom mig, at jeg aandede i en anden Atmosphære, Alt omkring mig tydede paa Orden, Disciplin og Velvillie, jeg følte mig som et andet Menneske, en Art Begeistring kom over mig, og sikkert maa Glæde og Tilfredshed have været at læse i mit Ansigt, da jeg paa Hytten fremstillede mig for den commanderende Admiral.

Le chevalier Henry de Rigny, Vice-Admiral, var dengang i en Alder af omtrent 45 Aar. Lidt under Middelhøide af Væxt, med et uanseligt Udvortes, var han simpel og naturlig i sin Optræden; ulig Franskmændene i Almindelighed skyede han til daglig Brug den Glands og de Former, med hvilke franske Admiraler pleiede at omgive sig; dog fremgik det strax af hans gjennemtrængende Blik og af hans kløgtige Ansigtstræk, blandt hvilke den spidse Næse var fremtrædende, at man i ham ikke havde med nogen almindelig Mand at gjøre. Et listigt Udtryk, forenet med en høi Grad af Ro, var udbredt over ham; men, blev hans Sind først sat i Bevægelse, blev han opfarende, hensynsløs, og hans Heftighed kjendte da undertiden ingen Grændse. Indsmigrende i høi Grad, naar han vilde behage, var Admiral Rigny bestemt, naar han vilde sætte noget igjennem, vedholdende i sine Planer og uden Frygt for at paatage sig stort Ansvar. Med disse Egenskaber forenede han en sjelden Fiinhed og Tact, og han var saaledes vel skikket til at varetage sit Lands Interesser i Levanten under denne Periode, da forstyrrede Forhold i enhver Retning frembøde sig i rigeligt Maal. Man blev saaledes ved denne Tid Vidne til det Særsyn, at Russerne bekrigede Tyrkerne i det Sorte Hav, hvor de indtoge Varna, medens de søndenfor Dardanellerne optraadte paa den fredeligste Maade af Verden og som Venner viste deres Flag i de vigtigste tyrkiske Havne; England saae man, i Modstrid med dets Traditioner, optræde fjendtlig imod Tyrkiet, og, hvad Politiken angaaer, syntes saaledes Alt at være vendt op og ned paa i disse Egne.