# Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede ## Part 9 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/fru-marie-grubbe-interieurer-fra-det-syttende-aarhundrede-44275/index.md Den Stue, han førte Ulrik Frederik ind i, var stor og rummelig med Hvælvingsloft og smale spidsbuede Vinduer højt oppe paa Væggen. Et stort, rundt Bord stod midt paa Gulvet, omgivet af Træstole, paa hvis Sæder der laa bløde Hynder af rødt Silke med lange, tunge Kvaster i alle fire Hjørner. Bordskiven var indlagt med en stor Sølvplade, hvorpaa der i Niello var fremstillet de tolv Himmeltegn, Planeterne og de vigtigste Stjernebilleder. En Rad Strudsæg hang paa Snor ned fra Hvælvingens Midtroset. Gulvet var malet i graa og røde Tavl, og indenfor Døren var gamle Hestesko i Triangel indfældede i Gulvplankerne. Et stort Koraltræ stod under det ene Vindue, et mørkt, udskaaret Træskab med Messingbeslag under det andet. I en Krog var anbragt en Voksdukke i Legemsstørrelse, forestillende en Morian, og langs Væggen laa Blokke af Tinerts og Kobbermalm. Morianen havde et tørt Palmeblad i Haanden. Efter at de nu vare skikkede til Sæde og de første Høflighedsyttringer udvekslede, spurgte Ulrik Frederik -- de talte Fransk -- Burrhi om han ikke ogsaa vilde komme de Søgende i Danmarks Land til Hjælp med sin Visdom og Forfarenhed. Burrhi rystede paa Hovedet. «Jeg veed vel,» sagde han, «at den hemmelig' Kunst har fornemme og mægtige Dyrkere i Danmark, men jeg har nu underviset saa mange fyrstelige Herrer og Prælater, og har jeg end ikke altid set Utak og liden Skjønsomhed for min ventede Løn, saa har jeg dog mødt saa megen Vrangsindethed og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager mig en Skikkelse paa som Læremester for saa ophøjede Skolarer. Det er mig ikke vitterligt efter hvilken Regula eller Methode hans Majestæt Kongen af Danmark laborerer, saa mine Ord ingen Sigtelse mod ham kan have til Indhold, men jeg kan i al Gehejmhed bedyre, at jeg har antruffen Herrer af Rigens allerhøjeste Adel, ja salvede Fyrster og Arveherrer, der vare saa uvittige i deres Historia naturalis og Materia magica, at den gemeneste Marktskrigere ikke kan være mere bondeagtig overtroisk end som de var. De slaa endog deres Lid til det vidtudspredte, forsmædelige Landerygte, at det at lave Guld, det er som at lave en Dvaledrik eller Lægedomspillula; blot En har den rette Opskrift, saa mænges det tilhobe, sættes paa Ilden, en Formula udsiges, og saa skal Guldet være der. Saadant har Styverfængere og ignorantiske Personer udspredt -- dem Djævelen have! Kan de Folk dog intet forstaa, at dersom det saaledes gik an, da vilde Verden svømme udi Guld. Vel er det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode, saaledes bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af Materie kan luttres ud i Guldets Gestalt, men vi vilde dog blive oversvømmede. Nej, Guldmagerkunsten er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der maa en lykkelig Haand til, der maa være visse særdeles Constellationer og Conjunctioner forhaanden, om Guldet ret skal vælde. Intet alle Aaringer er Materien lige guldgivtig, nej, nej, betænker dog at det ingen ringe Destilatio eller Sublimatio er, men en Naturens Omskabelse, der skal gaa an. Ja, jeg tør sige, at der gaar en Sittring gjennem Naturgejsternes Pauluner hver den Gang en Del af det pure, tindrendes blanke Guld fries ud af Materia vilis's tusindaarige Omfavnelse!» «Men,» sagde Ulrik Frederik, «I forlade mig jeg spørger, men sætter En intet ved slige lønlige Kunster sin Sjæl udi Fare og Vaade?» «Nej, nej,» svarede Burrhi ivrigt, «hvor vil I tro! hvilken Mager var vel større en Salomo, hvis Segl, baade det store og det lille, vidunderligen er os bevaret den Dag idag vi lever? Hvo gav vel Mosem Trolddomsgave? Mon ikke Zebaoth, Stormenes Aand, den Forfærdelige?» og han trykkede Stenen i en af sine Ringe op til sine Læber. «Jo, jo,» vedblev han, «visselig have vi store Mørkets Navne og farlige Ord, ja gruelige Hemmeligheds-Tegn, der, hvis de bruges til det Onde, som mangfoldige Spaakvinder og Troldkarle og Lægmandsmedici gjøre, fluks lægger deres Paakalderes Sjæle i Gehennas Lænker. Men vi, vi paakalde dem ikkuns for at udfri den hellige Urmaterie af Støvs og jordisk Askes urene Besmittelse og Beblandelse; thi det _er_ Guldet; Guldet er den originale Begyndelsesmaterie, som det gaves at give Lys før Solen og Maanen blev indsat i Himlens Hvælvinger.» Saaledes talte de længe om Guldmagerkunsten og andre Lønvidenskaber, til Ulrik Frederik spurgte ham om han ved Hjælp af den lille Seddel, han for nogle Dage siden havde ladet ham tilskikke ved Ole Borch, havde stillet hans Horoskop. «I det Store,» sagde Burrhi, «kunde jeg vel nok sige Eder, hvad Eder er bestemt, men naar ikke Nativiteten stilles ret lige i den Time Barnet fødes, saa kommer intet alle Smaategn med og Resultatet bliver da kuns meget lidt at lide paa. Dog veed jeg noget. Ja ja,» vedblev han og strøg sig over Øjnene, «havde I været borgerlig født og i en Medikusses ringe Stilling, da havde jeg kun havt glade Ting at berette Eder; men nu vil Verden intet blive Eder fuldt saa let. Det er paa visse Maader meget at beklage, at Verdens Gang i de meste Tilfælde er saaledes, at en Haandværkeres Søn bliver og en Haandværkere, en Kjøbmands Søn en Kjøbmand, en Bondes Søn en Bonde og saaledes fort over det Hele, thi, Manges Ulykke har aleneste deri sin Grund, at de give sig hen i en anden Bestilling end den, Himmeltegnenes Stilling ved deres Fødsel anviser Dem. Om saaledes En, der er født i Begyndelsen af Vædderens Tegn, giver sig i Krigerstanden, da vil Intet lykkes for ham, og Saar og liden Forfremmelse og tidlig Død vil være ham vis, men om han tager sig til at arbejde med sine Hænder som Kunstsmed eller Stensnidere, vil Alting staa for ham som paa Pinde. En, der er født under Fiskenes Tegn, i den første Part, ham bør det at dyrke Jorden eller om han er rig, at skaffe sig meget Jordegods, den, som er født i sidste Part, maa søge sin Lykke paa Søen, enten det saa maa være som gemen Børtskippere eller som Admiral. Tyrens Tegn i første Part er for Krigsfolk, i sidste Part for Advokater, Tvillingerne som I er født under, er som jeg siger for Medici i første Part, og for Kjøbmænd i anden Part. -- Men lad mig nu se Eders Haand!» Ulrik Frederik rakte Haanden frem, Burrhi gik hen til Hestesko-Trianglen og strøg sine Sko henover dem, som en Linedandser stryger sine Saaler paa Harpiksbrædtet inden han gaar ud paa Tovet. Saa saae han i Haanden. «Ja,» sagde han, «Æres-Linien er hel og lang, ser jeg, og rækker saa vidt, den række kan, uden at naa til en Krone. Lykke-Stregen er mat paa nogen Tid, men bliver alt mere og mere klar. Der er Livsfuren, den ser hel ilde ud desværre, I maa tage Jer vel i Vare til I har naaet Syvogtyveaarsalderen, til da er Eders Liv haardt og hemmeligt truet, men saa bliver Linien klar og stærk helt op i høj Alderdom, men den skyder kun en Streg ud -- jo dog, der er alt en mindre hos -- ja, I vil faa Livsarvinger i tvende Kuld, det fejler intet, men faa i hvert.» Han slap Haanden. «Hør,» sagde han alvorligt, «der er Fare for Eder, men hvor den truer, det ser jeg intet, dog, aaben Krigsfare det er det ingenlunde; skulde det være Fald eller anden Rejsevaade, saa tag her disse trekantede Malakiter, de er af en særdeles Sort; ser I her, i denne Ring har jeg dem selv, de skytter godt mod Fald eller Styrtning fra Hest eller Vogn. Tag dem med, bær dem paa Jert blotte Bryst, eller om I lader dem sætte i en Ring, da tag Guldet ud bagved, for de maa røre, hvis de skal skjærme; og se her en Jaspissten, kan I se, der sidder i den som et Træes Lignelse, den er saare rar og fin, og god mod snigendes Vaabenstik og flydendes Forgift. Jeg beder Eder end en Gang, min dyrebare, unge Herre, I vogte Eder vel, især for Kvindfolk; jeg veed det intet sikkert, men der er Tegn, der tyder, at Faren blinker i et Kvindfolks Haand, men jeg veed det intet, det er intet vist, vogt Eder derfor ogsaa for arge Venner og skalkagtige Tjenere, for kolde Vande og for lange Nætter.» Ulrik Frederik tog venligt mod Gaverne og glemte ikke den følgende Dag at sende Guldmageren en kostbar Halskjæde til Tak for hans gode Raad og gode Værgestene. Herefter gik hans Rejse uden Standsning lige til Spanien. X. Der blev saa stille i Gaarden den Foraarsdag, da Hestenes Hovslag var døet bort i det Fjerne. Endnu stod alle Døre aabne efter Afskedsstundens Travlhed, endnu stod Bordet dækket, hvorved Ulrik Frederik havde spist, hans Salvet laa endnu ved hans Couvert, saaledes som han havde krammet den sammen, og fugtige Spor af hans store Ridestøvler var endnu synlige hele Gulvet over. Derhenne ved det store Pillespejl havde han trykket hende til sit Bryst, kysset og kysset hende til Farvel og søgt at trøste hende ved svorne Løfter om snarligt Gjensyn. Uvilkaarligt gik hun hen for Spejlet som for at se, om det ikke havde holdt hans Billede fast, saaledes som hun for et Øjeblik siden, indesluttet i hans Arme, havde set det. Hendes egen ensomme, forknytte Skikkelse, hendes blege, forgrædte Ansigt mødte hendes søgende Blik inde bag Spejlets glatte, blanke Flade. Porten blev lukket i dernede, Tjeneren tog af Bordet, og Nero, Passando, Rumor og Delphin, hans kjæreste Hunde, der havde været lukket inde, løb med ynkelig Piben, snusende til Sporene, rundt i Stuen. Hun vilde kalde dem hen til sig, men kunde ikke for Graad. Passando, den store, røde Rævemynde, kom hen til hende, hun knælede ned og klappede den og strøg den, men den logrede kun adspredt med Halen og saae hende med store Øjne lige op i Ansigtet og peb og peb. Hine første Dage, -- hvor dog Alt var tomt og trist, hvor langsomt Tiden randt, og hvor knugende tungt Ensomheden laa paa hende, og hvor Længslen saa imellem var skjærende skarp som Salt i en aaben Vunde. Ja, det var de første Dage, men da det saa ikke var nyt længer og blev ved at komme Altsammen, Mørket og Tomheden, Længslen og Sorgen, Dag for Dag, som et Snevejr, der falder Flok paa Flok, den ene langsomt dalende Flage efter den anden, da kom der en underlig Haabløshedens Sløvhed og Ro over hende, ja næsten som en Følelsesløshed, der sætter sig lunt tilrette i Sorgens Hygge. Og saa var det pludseligt igjen helt anderledes. Alle Nerver spændte i den højeste Pirrelighed, alle Aarer bankende af livstørstigt Blod og hendes Fantasi saa fuld som Ørkenens Luft af farverige Billeder og daarende Syner. I slige Dage følte hun sig som en Fange, der utaalmodigt ser sin Ungdomstid, Vaar paa Vaar, glide gold forbi, uden Blomster, mat og øde, stadigt svindende, aldrig kommende. Og det var hende som Tidens Sum blev talt hende til Time-Hvid for Time, og som hver af dem med Klokkeslagets Klang faldt klirrende ned for hendes Fødder og smulnedes og blev til Støv, og da kunde hun i kvalfuld Livslængsel vride sine Hænder og skrige som i Pine. Sjældent viste hun sig ved Hoffet eller hos sin Slægt, thi Etiketten fordrede, at hun holdt sig hjemme, og da hun kun var meget lidt stemt til at paaskjønne Besøg, ophørte disse snart, og hun var ganske overladt til sig selv. En lad Mathed blev snart Følgen af denne ensomme Grublen og Sørgen, og hele Dage og Nætter i Rad blev hun liggende tilsengs og søgte her at holde sig i en halv vaagende, halv slumrende Tilstand, der affødte æventyrlige Drømme, som i Klarhed langt overgik den sunde Søvns taagede Drømmebilleder, saa de næsten var som virkelige, og gav en kjærkommen Erstatning for det Liv, hun savnede. Dag for Dag blev hun mere og mere pirrelig, saa den mindste Larm voldte hende Smerte, og hun kunde faa de sælsomste Indfald og pludselige, vanvittige Ønsker, der næsten maatte vække Tvivl om hendes Forstand. Der var vel ogsaa kun et Straas Bredde mellem Vanviddet og denne sælsomme Lystenhed, som betog hende efter at udføre en eller anden fortvivlet Handling, blot for at udføre den, ikke fordi hun havde mindste Grund dertil, ja ikke en Gang rigtig ønskede det. Saaledes hændte det undertiden, naar hun stod ved det aabne Vindue, lænet til Vindueposten og saae ned i den stenlagte Gaard dybt under hende, at der foer igjennem hende en fristende Drift til at kaste sig derned, blot for at gjøre det. Men i det samme Nu havde hun i Fantasien gjort Springet, og hun følte den skjærende, kjølige Kildren, som Spring fra høje Steder frembringer og hun foer fra Vinduet ind i det Inderste af Stuen, rystende af Angst og med Billedet af sig selv, liggende blodig nede paa de haarde Sten, saa tydeligt for sig, at hun maatte gaa til Vinduet igjen og se ned, for at jage Billedet bort. Mindre farlig og af en lidt anden Natur var den Lyst hun følte, naar hun, hvad der stundom hændte, kom til at se paa sin blottede Arm, og næsten nysgjerrigt fulgte de blaa og dunkeltviolette Aarers Løb under den hvide Hud, den Lyst, hun da følte til at bide ned i dens hvide Runding, og hun fulgte virkelig sin Lyst og bed som et grumt lille Rovdyr Mærke paa Mærke, men saasnart det gjorde rigtig ondt, holdt hun straks op og gav sig til at kjæle for den stakkels mishandlede Arm. Til andre Tider kunde hun, bedst som hun sad, finde paa at gaa ind og klæde sig af, blot for at svøbe sig i et tykt, rødt Silketæppe og mærke det blanke Stofs kjøligt glatte Berøring eller for at lægge en iskold Staalklinge nedad sin blottede Ryg. Af saadanne Indfald havde hun mange. * * * * * Efter fjorten Maaneders Fraværelse vender saa Ulrik Frederik hjem. Det var en Julinat. Marie kunde ikke sove, hun laa og lyttede paa den langsomt pibende Sommernatsvind, urolig af alskens ængstende Tanker. De sidste otte Dage havde hun ventet Ulrik Frederik hver Time i Døgnet, ønskende hans Komme, frygtende hans Komme. Vilde Alting blive igjen som i gamle Dage, for fjorten Maaneder siden? -- det syntes hende nej det ene Øjeblik, ja det andet. Hun kunde nu ikke rigtig tilgive ham den Spaniensrejse, hun var bleven saa gammel i al den Tid, saa forsagt og stilfærdig, og nu kom han hjem, vant til Glands og Tummel, friskere og mere ungdommelig end før, og fandt hende bleg og falmet, tung i Sind -- tung i Gang, slet ikke den Gamle, og i det første Møde vilde han være saa fremmed og kjølig overfor hende og det vilde gjøre hende endnu mere forskræmt, og han vilde vende sig fra hende, men aldrig vilde hun vende sig fra ham, nej, nej, hun vilde vaage over ham som en Moder, og naar Verden gik ham imod, saa vilde han komme til hende, og hun vilde trøste ham og være ham saa god, savne for hans Skyld, lide og græde, gjøre Alt for hans Skyld. -- Saa syntes det hende igjen at saasnart hun saae ham, vilde Alt være som det var, jo, de stormede gjennem Stuen, som kaade Pager, stimede og støjede, og Væggene gav Gjenlyd af Latter og Jubel og Krogene hviskede med Kys --. Som hun tænkte sig det saadan, faldt hun i en let Blund og det larmed og legte ind i hendes Drømme, og da hun vaagnede, larmed det endnu, raske Fodtrin lød paa Trapperne, Porten slog op, Døre lukkedes, Vogne rumlede paa Gaden og Hestehove skrabede i Stenbroen. Det er ham! tænkte hun, sprang op, greb det store, stukne Sengetæppe, og svøbt i det som en Kaabe, ilede hun ind gjennem Værelserne. I Storstuen standsede hun, der stod en Bissepraas i en Træstage nede paa Gulvet og brændte, et Par af Lysene i Armstagerne var tændte, Tjeneren var løben fra disse Forberedelser af lutter Travlhed. Det talte derude. Det var Ulrik Frederiks Røst, hun skjælvede af Bevægelse. Døren gik op, og med Hat paa Hovedet og Kappe omkring sig stormede han ind, vilde gribe hende i sine Arme, men fik kun fat i hendes Haand, for hun foer tilbage, han saae saa fremmed ud, hun kjendte ikke hans Dragt, han var bleven saa brun og saa fyldig, og under Kappen var han i en sælsom Klædning, hun aldrig havde seet Mage til, det var den nye Mode med lang Vest og skindbræmmet Kjole, og den forandrede helt hans Figur og gjorde ham endnu mere ukjendelig. «Marie,» raabte han, «min hjærte Pige,» og han vred hende ind til sig, saa det værkede i hendes Haandled og hun vaandede sig af Smerte. Men han mærkede det ikke, han var temmelig drukken, thi Natten var ikke varm og de havde bedet godt i den sidste Kro. Det hjalp kun lidt Marie stred imod, han kyssede og klappede hende vildt og ubændigt. Endelig slap hun dog fra ham, og med blussende Kind og bølgende Barm flygtede hun ind i den nærmeste Stue; saa kom hun dog i Tanker om, at det maaske var en vel sælsom Velkomst og vendte tilbage. Ulrik Frederik stod paa samme Plet, helt forvirret, delt imellem Bestræbelsen for at faa sin omtaagede Forstand til at fatte, hvad der foregik, og Anstrængelsen for at hægte Hagekrogen i sin Kappe op, men hans Tanker og hans Hænder var lige hjælpeløse. Da nu Marie kom tilbage og friede ham for Kappen, kom han paa, at det Foregaaende nok skulde være Spøg og brast ud i en skogrende Latter, slog sig paa Laarene, vred og vendte sig, ravende som han var, truede skjælmsk ad Marie og lo fornøjet og godmodigt, havde aabenbart noget Spøgefuldt, han vilde sige, begyndte ogsaa paa det, men kunde ikke faa det frem, og sank endelig ganske opløst og lattergreben ned paa en Stol, stønnende og gispende af al den Leen, med et lykkeligt, bredt Smil over hele Ansigtet. Lidt efter lidt veg Smilet for et døsigt Alvor, saa rejste han sig op og gik i tavs, misfornøjet Majestæt frem og tilbage over Gulvet, stillede sig omsider op ved Kaminen, foran Marie, med den ene Arm i Siden, den anden støttet paa Gesimsen og saae overlegent -- stadig slynget af den stærke Rus -- ned paa hende. Han holdt nu en lang, usammenhængende Fuldmandstale om sin egen Storhed, om den Ære, der var viist ham udenlands, og om den store Lykke, det var for Marie som en menig Adelsmands Datter, at have til Gemal En, der om han havde villet, kunde have hjemført en Prindsesse af Blodet. Han gik derefter uden Grund over til at sige, at han vilde være Herre i sit Hus, og truede Marie, at hun skulde være saa lydig, saa lydig, han vilde ingen Raisonering høre paa, ikke et Kny, ikke eet; hvor højt han ogsaa havde hævet hende, saa blev hun dog altid hans Slave, hans lille Slave, lille, søde Slave, og nu blev han saa mild som en legende Los, græd og smiskede og trængte med hele en drukken Mands Ihærdighed ind paa hende med grove Kjærtegn og plumpe Elskovsord -- uundgaaelige, uafviselige. * * * * * Næste Dags Morgen vaagnede Marie længe før Ulrik Frederik. Det var næsten med Had, hun betragtede den sovende Skikkelse ved hendes Side. Hendes Haandled var hovnet op og var ganske ømt fra hans voldelige Velkomsthilsen igaaraftes. Der laa han med de kraftige Arme under den stærke, laadne Nakke; sorgløst, trodsigt, syntes det hende, aandede det brede Bryst, og der var et dorsk, mæt Smil paa de røde, fugtigt glindsende Læber. Hun blev bleg af Harme og rød af Undseelse, ved at se paa ham. Næsten fremmed for hende ved den lange Adskillelse, var han trængt ind, pukkende paa hendes Kjærlighed som sin Ret, overmodig vis paa hele hendes Sjæls Hengivenhed og Tilbøjelighed, som En er vis paa at finde sine Møbler staaende, hvor de stod, da En gik ud. Vis paa at være savnet, vis paa at Længsels Klager havde svunget sig fra hendes skjælvende Læber henimod ham i det Fjerne, vis paa at alle hendes Ønskers Maal var hans brede Favn --. Da Ulrik Frederik stod op, fandt han hende halvt siddende, halvt liggende paa en Løjbænk inde i den blaa Stue. Hun var bleg, Ansigtstrækkene slappe, Øjnene nedslagne, og den syge Haand laa mat ned i hendes Skjød, svøbt i et Kniplingslommetørklæde; han greb efter den, men hun rakte ham langsomt den venstre og heldte med et smerteligt Smil Hovedet tilbage. Ulrik Frederik kyssede smilende den fremrakte Haand, kom med nogle spøgefulde Bemærkninger om hans Tilstand igaaraftes og undskyldte sig med, at han, saalænge han var i Spanien, aldrig havde faaet en eneste god Rus, fordi Spanierne slet ingen Forstand havde paa at drikke, og han tilføjede, at naar han skulde være ærlig, saa drak han heller den uægte Alikant og Malagavin fra Johan Lehns Stue eller fra Bryhanskjælderen, end det ægte, søde Djævelskab, der vankede dernede. Marie tav. Frokostbordet stod dækket og Ulrik Frederik spurgte, om de ikke skulde spise. Marie skulde Ingenting have, hun bad ham undskylde, han maatte spise ene, hun havde ingen Madlyst, og hendes Haand gjorde saa ondt, han havde rent kvæstet den. Saa fik han da at vide, hvor skyldig han var, og han vilde endelig se den syge Haand og kysse den, men Marie skjulte den hurtigt i sin Kjoles Folder og saae paa ham, som han sagde, med et Blik som en Tigerinde, der forsvarer sit værgeløse Afkom. Han bad længe, men det hjalp ikke, saa satte han sig leende tilbords og spiste med en Appetit, der levende mishagede Marie. Roligt kunde han imidlertid ikke sidde, han maatte hvert Øjeblik løbe til Vinduet og se ud, for alle Gadens hjemlige Scener var ham saa nye og kurieuse, og han fik snart ved denne idelige Løben den halve Opdækning spredt rundt omkring i Stuen, hans Øl stod i det ene Vindue, Brødkniven laa i det andet, hans Serviet hang over Vasen paa den forgyldte Gueridon og en Kringle laa paa det lille Bord i Krogen. Endelig blev han færdig og satte sig hen ved Vinduet og sad længe og saae ud, snakkende til Marie, der henne fra sin Løjbænk kun svarede ham sjeldent eller slet ikke svarede. Omsider rejste hun sig og gik hen til Vinduet, hvor han sad. Hun sukkede og saae tungsindigt ud i Luften. Ulrik Frederik smilte og drejede med stor Ihærdighed sin Signetring rundt paa Fingeren. «Skal jeg puste paa den kranke Haand?» sagde han i en klagende, medlidende Tone. Marie rev Kniplingstørklædet af Haanden uden at sige et Ord og blev ved at se ud. «Den tager Kuld, den lille Stakkel,» sagde han og saae et Øjeblik op. Marie støttede, tilsyneladende tankeløst, den syge Haand mod Vindueskarmen og spillede med Fingrene, som paa et Klavikordium, frem og tilbage, ud af Solen og ind i Vinduespostens Skygge og ud af Skyggen og ind i Solen igjen, frem og tilbage. Ulrik Frederik saae med smilende Velbehag paa den smukke, blege Haand, der som et vevert, smidigt, lille Kattedyr leged og tumled i Karmen, krummed sig som til Spring, drejed og vendte sig, skød Ryg, tog Tilløb hen til Brødkniven, rullede med Skaftet, krøb tilbage, lagde sig fladt ned i Karmen, listed sig langsomt hen til Kniven igjen, snoede sig smidigt i Greb om Skaftet, løftede Bladet og lod det spille blankt i Solen, fløj saa op med Kniven ... I samme Nu lynede Kniven ned imod hans Bryst, men han værgede med Armen, og Klingen skar igjennem hans lange Kniplingsmansketter ned i Ærmet og han hugged den til Side ned paa Gulvet, sprang med et Forfærdelsesraab op, saa Stolen tumled tilbage, Altsammen i eet kort Sekund, ligesom med en eneste Bevægelse. Marie var dødbleg, hun klemte Hænderne op mod sit Bryst, hendes Blik var stivt og forfærdet, det stirrede hen paa den Plet, hvor Ulrik Frederik havde siddet, saa sænkede Øjelaagene sig, en skærende, død Latter trængte sig over hendes Læber, og hun sank om paa Gulvet, lydløst og ganske langsomt, som støttet af usynlige Hænder. Dengang hun legede med Kniven, havde hun pludselig lagt Mærke til, at Ulrik Frederiks Kniplingsskjorte stod aaben og blottede hans Bryst, og i samme Øjeblik var den meningsløse Drift opstaaet hos hende, at hugge det kolde, blinkende Blad ind i det hvide Bryst, og hun gjorde det; ikke fordi hun ønskede at dræbe eller blot at saare ham, maaske kun fordi Kniven var kold og Brystet varmt, eller mulig fordi hendes Haand var syg og svag og Brystet stærkt og sundt, men først og fremmest fordi hun ikke kunde lade være, fordi hendes Vilje ingen Magt havde over hendes Hjærne, eller hendes Hjærne ingen Magt over hendes Vilje.