# Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede

## Part 8

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/fru-marie-grubbe-interieurer-fra-det-syttende-aarhundrede-44275/index.md

At saadanne Tanker som denne kunde blive vakt hos ham, deri havde nu Marie tildels selv Skyld; thi hendes Elskov, om hun da elskede, var af en sælsom stolt og overmodig Natur. Det vilde kun være et dunkelt og halvsandt Billede, naar der sagdes, at hendes Kjærlighed til den afdøde Ulrik Christian havde været som en Indsø, pidsket, jaget og tumlet af Stormen, medens hendes Kjærlighed til Ulrik Frederik var at ligne ved den samme Sø ved Aftenstide, naar Vejret havde bedaget, spejlblank, kold og klar, og uden anden Bevægelse end Skumboblernes Bristen inde blandt Breddens dunkle Siv. Og dog vilde det paa en Maade være ret grebet, ikke blot i det, at hun var kold og rolig mod ham, men endnu mere deri, at alle de brogede, myldrende Drømme og Livstanker, som hin første Lidenskab havde havt i Følge, de blegnede og luftedes bort i denne sidste Følelses magtløse Magsvejr.

Hun elskede jo nok Ulrik Frederik, men var det ikke mere fordi han var som den magiske Vaand, der slog Portene ind til Livets Herlighed og Pragt aabne for hende, og var det ikke mest Pragten, hun egenlig elskede?

Det kunde se ud undertiden som det var ikke saa. Naar hun i Skumringen sad paa hans Skjød og, akkompagnerende sig selv, sang smaa franske Arier for ham om Daphnis og Amaryllis, og da imellem standsede, og medens hun skjødesløst lod Fingrene lege med Citharens Strænge, lænede sit Hoved mod hans Skulder, da havde hun saa søde og elskovsvarme Ord for hans ventende Øre, at ingen ret Elskov har dem sødere, og der var kjælne Taarer i hendes Øjne, som kun Kjærlighedens milde Uro dugger frem -- og dog -- kunde det ikke være at hun i Længsel, paa en svunden Følelses Minder byggede en Stemning op, der skjærmet af det milde Mørke, næret af det blussende Blod og de bløde Toner, narrede hende selv og gjorde ham lykkelig? For var det blot jomfruelig Blyhed, der ved Dagens Lys gjorde hende karrig paa Elskovsord, og utaalmodig ved Kjærtegn; eller var det blot Pigefrygt for at synes saa pigesvag, der lagde hende Spot i Øje og Haan paa Læbe, saa mangen en Gang, naar han bad om et Kys eller med Elskovseder vilde lokke det Ord fra hendes Mund, som alle Elskere saa gjerne høre; hvoraf kom det da, at hun tidt og ofte, naar hun var alene og hendes Fantasi var bleven træt af for tusinde Gange at udmale sig Fremtidens Herlighed, kunde stirre saa haabløst og fortabt ud for sig, og føle sig saa uendelig ensom og forladt?

* * *

Lidt over Middag sidst i August, red Ulrik Frederik og Marie, som saa ofte før, henad den sandede Vej langs Sundet udenfor Østerport.

Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen i Spejl over Vandet, tordenblaa Skyer rullede bort i det Fjerne.

Saa rask som Vejen tillod red de frem, baade de og Lakejen i hans lange, karmoisinrøde Skjødefrakke. Forbi Haverne red de, hvor de grønne Æbler lyste frem mellem de mørke Blade, forbi de udspændte Bundgarn, paa hvis Traade endnu de blinkende Regndraaber hang, Kongens Fiskerhus forbi, med det røde Tegltag, og gjennem Limsyderens Gaard, hvor Røgen stod lige som en Støtte ud af Skorstenen. De spøgte og lo, smilte og lo og jog afsted.

Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red gjennem Skoven lige efter Overdrup, hvorfra det saa i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod Overdrupsøens[5] blanke Vandflade.

[5] Overdrupsø nu = Ordrupmose.

Store, ludende Bøge spejlede her deres grønne Løvtag i den klare Sø og saftigt Mosegræs og blegrøde Vandrølliker dannede en bred og broget Bræmme i Skjællet, hvor Skraaningen, der var brun af vissent Løv, faldt af mod Vandet. Oppe i Luften, under Bladhangets Skjærm, hvor en Lysstribe skjød ned gjennem det svale Halvmørke, hvirvlede Myggene i lydløs Dands; en rød Sommerfugl lyste der et Øjeblik, saa fløj den ud i Solskjæret ud over Søen, hvor staalblaa Guldsmedde blinkede blankt gjennem Luften og jagende Gjedder drog hurtig glidende Bølgelinier hen over Fladen. Fra en Gaard bag Krattet lød Hønsenes Kaglen derned, og paa den anden Side Søen kurrede Skovduerne under Dyrehavens kuplede Bøge.

De holdt Hestene an og lod dem langsomt pjadske ud i Vandet for at skylle de støvede Koder og læske deres Tørst. Marie holdt lidt længere ude i Vandet end Ulrik Frederik, med Tøjlerne slappe, for at Hoppen frit kunde bøje sit Hoved; i Haanden havde hun en lang Bøgegren, hvis Blade hun, et for et, rev af og lod falde ned i det nu smaat skvulpende Vand.

«Jeg tror, vi faar Torden,» sagde hun og fulgte opmærksomt et svagt Vindpust, der ved sin hvirvlende Bevægelse frembragte runde, mørktkrusede Pletter ude over Søen.

«Lad os saa vende,» raadede Ulrik Frederik.

«Ikke for Guld,» svarede hun og drev pludselig sin Hest i Land.

I Skridtgang red de nu Søen rundt hen til Vejen og ind i Storskoven.

«Jeg gad vist,» sagde Marie, da hun atter følte Skovfriskheden paa sin Kind og længe i lange Drag havde indaandet dens Kjølighed, «jeg gad vidst,» længer kom hun ikke, men saae med straalende Blikke op i det grønne Løv.

«Hvad gad du vidst, min Hjærte?»

«Jo, om Skovluft intet kan gjøre kloge Folk galne. -- Aa, for de mange Gange jeg har løbet i Lindum Skov og holdt ved med at løbe længere og længere ind i det Aller-tykkeste og tætteste. Jeg var saa ellevild af Lystighed og sang af fuld Hals og gik og gik, rykked' Blomster op og kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, naar de fløj op, indtil jeg saa lige med Et blev saa underlig skræmt og sky, -- aa, jeg blev saa beklemt og ulykkelig, og for hver en Gren, der knaged', foer det i mig, og min egen Røst, den var jeg næsten mere bange for end for alting Andet. Er aldrig det hændt dig?»

Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte hun at synge i vilden Sky:

"Jeg ganger mig i Skoven fro, Hvor Ælm og Abild gro, Og smykker der med Roser to Vel mine Silkesko. For en Dands, For en Dands, For en Tralala, For de røde, røde Bær paa den Hybengren!"

og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten og hun lo og jubled og sprængte afsted, alt hvad Hesten bære kunde, henad en smal Skovsti, hvor Grenene fejede hen over hende, og hendes Øjne funklede og Kinderne brændte, hun hørte ikke paa Ulrik Frederiks Raaben, Pidsken hvinede ned og afsted stod det med slappe Tøjler -- Skummet sad i Flager paa hendes flagrende Skjørt, den bløde Skovjord haglede op om Hestens Sider og hun lo og hug med Pidsken i de høje Bregner.

Med Eet ligesom løftede Lyset sig fra Blad og Gren og flygted for et regntungt Mørke. Buskene raslede ikke, Hovslaget hørtes ikke: hun red frem over en lang Skovslette. Til begge Sider: Skovens Træer som en tung, mørk Ringmur; over hende: truende sort Himmel med jagende, graaflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blaasorte, taagebegrændsede Flade. Hun strammede Tøjlerne og det udmattede Dyr standsede villigt. I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede op imod hende og holdt snart ved hendes Side.

I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat, regnvædet Forhæng en Byge skraat henover Sundet; et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmed som skummende Bølger i de fjerne Trætoppe. Store, flade Hagl raslede ned over dem i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, stænkede bort fra Hestenes Manke og sprang og trilled omkring i Græsset, som myldred de op af Jorden.

For at komme i Ly, red de ind imellem Træerne, søgte ned mod Stranden og holdt snart udenfor «Stataf-Kroens» lave Døre.

En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede Kromand viste dem ind i sin Storstue, hvor der, som han sagde, allerede var en Fremmed inde.

Det var Livsens Korthed, og han rejste sig straks for de Indtrædende og tilbød med et ydmygt Buk at rømme Stuen for det høje Herskab, men Ulrik Frederik bød ham huldsaligt at blive.

«I skal blive, Mand,» sagde han, «og muntre os op i dette fortrædelige Herrens Vejr. Du skal vide, min Hjærte,» og han vendte sig mod Marie, «at denne uanseelige Dværgemand er den vidtberømte Komediantenspiller og Ølstue-Hans-Wurst, Daniel Knopf, vel drillet i alle frie Kunster, saasom Dobbel, Fægtning, Drik, Fastnachtgalenskab og deslige, ellers agtbar og ærlig Kjøbmand i den gode Stad Kjøbenhavn.»

Daniel hørte kun halvt denne Lovprisning, saa optaget var han af at betragte Marie Grubbe og af at formulere nogle ret artige Lykønskningsord, men da Ulrik Frederik nu med et drøjt Slag paa han brede Ryg vakte ham, blussede hans Ansigt op af Harme og Undseelse og han vendte sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme og sagde med sit koldeste Smil: «vi er vist intet nok drukne, Hr. Oberst.»

Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og raabte: «o, din Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes Karl nu lade mig staa til Skamme som en usselig Pralere, der intet har Dokumenter at belægge sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi, for al den Del! er det Ret? har jeg intet de Snese Gange berømmet din Kunstfærdighed for denne ædelige Jomfru, saa hun tiere end tidt har ytret den største Forlængsel efter at se og høre dine vidtomspurgte Vidunderlighedskunster! I kan jo sagte agere lidt den blinde Cornelis Fuglefænger og hans fløjtende Fugle eller lege den Puds med den kranke Hane og den skrukke Høne!»

Marie tog nu ogsaa Ordet og sagde smilende, at det var som Oberst Gyldenleu sagde, at hun tidt og ofte havde længtes at erfare, hvad for Tidkort, hvad for fin og særdeles Skjæmt det var, der kunde holde de unge Cavalliers fast paa smudsige Ølkipper halve Dage og hele Nætter i Rad, og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille hendes Længsel og ikke lade sig for længe bede.

Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel hans ringe Pudserier mere vare skikkede til at give ørhovede Cavalliers en bekvemme Lejlighed til at brøle og stime endnu højere, end til saadan fin og skjøn Jomfru at amusere, saa vilde han dog fluks begynde, for at det aldrig skulde siges, at ham nogen Tid var noget af hendes skjønne Velbaarenhed befalet eller ombedet, uden han jo det havde paa Stand exequeret og udført.

«Se nu!» sagde han med et helt andet Stemmelag og slængte sig ved Bordet med Albuerne ud til Siden, «nu er jeg en hel Forsamling af Eders Fæstemands velbaarne Kjendinger og synderligt gode Venner.»

Han tog en Hoben Sølvdalere op af en Lomme, lagde dem paa Bordet, strøg Haaret ned i Øjnene og lod sin Underlæbe hænge dorskt ned.

«Dæ'len smelte mig!» drævede han og slog raslende med Pengene som det var Terninger, «er jeg intet velbaaren Erik Kaases ældste Søn for Ingenting! Hvad? vil din Skarnædere gjø' mig ubetroet? Ti slog jeg, Helved fortære mig, ti, saa det klingred'. Kan din Fæhund se? siger jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenøjenskarl, kan du? Eller skal jeg aabne din Bælg med min Stingendal, saa din Lever og Lunge kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nøvt du er!»

Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:

«Høder du?» hvæsede han med nordskaansk Accent, «vet din Dræksjung hvem du høder? Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din ...»

«Nej, nej,» sagde han med sin rigtige Stemme, «det er sagte vel stor Lystighed at fange an med; nej, nu!» og han satte sig ned, støttede Hænderne helt ude paa Knæene som for at undgaa sin Mave, gjorde sig tyk og pluskjæbet og fløjtede med rolig Betænksomhed, altfor langsomt, Visen om Roselil og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede forelsket med Øjnene og raabte kjælent:

«Poppegøj--e! lille Poppegøj--e,» fløjtede igjen, men havde nu Vanskelighed ved samtidigt at trække Munden op til et indsmigrende Smil. «Lille Sukkerdukke!» raabte han saa, «lille Honningsnut! om til mig, lille Nus, om til mig! labe Vin, den lille Katunge? labe sød, sød Vin af lille Krus?»

Atter skiftede han Mæle, han lagde sig frem i Stolen, plirede med det ene Øje og redte med krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjæg.

«Bliv nu her,» sagde han lokkende, «bliv nu her, skjøn Karen, aldrig skal jeg forlade dig og du maa heller aldrig forlade mig,» og hans Stemme blev graadrusten, «vi vil aldrigen forlade hinanden, min leve, leve Hjærte, aldrig i Verden. -- Gods og Guld og Ære og Ædeligheds Berømmelse og dyrebare Slægteblod! væk, bander jeg, væk! det er mig som Drank det og Bærmevalle. -- Fine Jomfruer og Fruer! væk, siger jeg, du er mig hundrede Himmelhøjder bedre end som de, den Dejligheds Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold og Mærke, de! -- skulde de være bedre for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa! det røde Mærke paa din hvide Skulder, som Mester Anders har brændt med sit røde Jern, det er Adelstegn det, -- jeg spier paa mit Skjold for at kysse det Mærke, det gjør jeg, det regner jeg Skjold for -- ja. For er der i hele Sjællands Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er? spørger jeg -- er der? -- nej, der er ikke, ikke en Stump af en!»

«Det -- det -- det er Løgn at forstaa,» raabte han med ny Røst, sprang op og gestikulerede henover Bordet, «min Fru Ide, at forstaa -- din Hjadderkop -- hun har Skabning, du, at forstaa -- Lemmer -- hun har Lemmer, siger jeg, din Rakkesvands ...»

Her vilde Daniel lade sig falde tilbage paa Stolen, men da Ulrik Frederik i det samme rev den bort, faldt han og trillede henad Gulvet. Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang hurtig op, rakte begge sine Hænder ud som for at hjælpe Daniel op. Den Lille greb halvt liggende, halvt knælende Haanden og stirrede paa hende med et saa taknemmelighedsfuldt og hengivent Blik, at hun længe ikke kunde glemme det.

Saa red de hjem, og der var Ingen af dem, der tænkte paa, at dette tilfældige Møde i «Statafkroen» skulde række længere end det havde rakt.

IX.

Den Rigsforsamling, der lige som Høsten var bragt tilende, tog sin Begyndelse i Kjøbenhavn, førte jo en Mængde af Landets Adel til Byen, alle begjærlige efter at værne om deres Rettigheder, men ogsaa betænkte paa at forlyste sig ovenpaa Sommerens Travlhed. Heller ikke var det dem imod at gjøre Forsøg paa at blænde den siden Krigen temmelig højttalende, kjøbenhavnske Befolkning ved deres Pragt og Rigdom og derved give den en liden Mindelse om at Skjællet mellem Landets gode Mænd og den ufri Hob endnu stod støt og trygt, trods kongelige Privilegier, trods borgerlig Vaabendaad og Sejersglands og trods Kræmmerkisternes ynglende Dukater.

Af rigtklædte Adelsmænd og Fruer vrimlede da Gaderne, af skrammererede Adelstjenere og adelige Heste med sølvspændt Seletøj og brogede Vaabendækner. Og der blev en Gjæstereren _og_ Beværten i alle Byens Adelsgaarde -- til sent ud paa Natten klang Fiolen fra de oplyste Sale ud over Byen og fortalte de blundende Borgere at Landets bedste Blod varmede sig der i statelig Dands over tavlede Gulv og ved skummende Vin i arvede Pokaler.

Alt dette gik Marie Grubbe forbi; hende var der Ingen, der bød til Gjæst, thi dels mentes der at endel af de Grubber, paa Grund af deres Forbindelse med Kongehuset, stod mere paa dettes end paa Standens Side og dels hadede den gode gamle Adel oprigtigt den i de senere Aartier temmelig talrige Overadel, der dannedes af Kongernes naturlige Børn og deres Nærmeste. Marie blev da saaledes af en dobbelt Grund forbigaaet, og Hoffet, der under hele Rigsforsamlingen levede meget indgetogen, bød hende ingen Erstatning.

I Begyndelsen faldt dette hende vel lidt haardt, men da det blev ved, vakte det snart hendes Sinds let vækkelige Trods og havde den saare naturlige Virkning tilfølge, at hun sluttede sig inderligere til Ulrik Frederik og kom til at holde mere af ham, fordi der, som det syntes hende, for hans Skyld blev gjort hende Uret; og denne hendes Tilbøjelighed blev ved at vokse i Styrke, saa der, da de den sekstende December sekstenhundrede og treds i al Stilhed blev viede til hinanden, var de bedste Udsigter til et lykkeligt Samliv mellem hende og Rigens Jægermester, denne Tittel og Bestilling var nemlig Ulrik Frederiks Part af det sejrende Kongehuses Naadesbevisninger.

At Vielsen gik saa stille af, var ganske imod hvad der havde været paatænkt, for det havde længe været bestemt, at Kongen skulde gjøre deres Bryllup paa Slottet, ligesom Christian den Fjerde havde gjort Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i den sidste Time fik man Skrupler og mente, af Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermaal og Skilsmisse, at burde lade det blive som det saa blev.

* * * * *

De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk, og Tiden lider og Tiden løber og Alt er vel -- og Tiden mindsked Fart og Tiden krøb, for det er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander og Leonora har været sammen i et Halvtaarstid, saa er Aanden ikke altid over Leanders Kjærlighed, uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu stærkere og inderligere end i Trolovelsesdagene. Thi, medens hun er som de smaa Børn, der finder det gamle Æventyr nyt hvor tidt det end fortælles med de selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser og det selvsamme evige «Snip, snap, snude,» saa er Leander saa fordringsfuld, at han trættes, saasnart hans Følelse ikke længer gjør ham ny for sig selv. Saasnart han ikke længer er helt beruset, er han ogsaa i det Samme mer end ædru. Rusens svulmende lyse Overmod, der har givet ham en Halvguds Selvtillid og Tryghed, forlader ham, han ængstes, han tænker og fanger Tvivl. Han ser tilbage paa sin Lidenskabs urolige Levnetsløb, sukker sit Suk og gaber. Og han længes, han føler sig som En, der er kommen hjem efter en langvarig Fart i fremmede Lande og nu atter ser de saa inderlig velkjendte, saa lang Tid forglemte Steder liggende for sig, og alt mens han ser dem, tankeløst undrer sig over at han virkelig har været borte fra denne hjemlige Verdenspart saa længe.

I en saadan Stemning sad Ulrik Frederik en regnfuld Septemberdag.

Han havde havt sine Hunde inde at lege med, havde forsøgt paa at læse og havde spillet Daldøs[6] med Marie. Regnen skyllede ned, det var ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gaaet ind i sit Vaabenkammer, som han kaldte det, i den Tanke at pudse og efterse sine Skatte -- det var det just Vejr til -- og var saa kommen til at tænke paa en Kasse Vaaben, han havde faaet i Arv efter Ulrik Christian, havde ladet den bringe ned fra Loftet og sad nu og løftede Arven Stykke for Stykke.

[6] Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker og Tærninger.

Der var Pragtkaarder, blaaanløbne med Guldindlægning og sølvblanke med mat Gravering; der var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade, med lange, flammebugtede, med trekantede, naalespidse Blade; der var Toledoklinger, mange Toledoklinger, lette som Rør og bøjelige som Vidjer, med Fæster af Sølv og af Jaspisagat, af drevet Guld og af Guld med Karbunkler, og een iblandt dem, den havde kun Fæste af ætset Staal, den var stukken igjennem et lille Spændebaand af Silke, besyet i Roser og Ranker med røde Glasperler og grøn Floksilke. Enten var det et Armbaand, et simpelt Armbaand eller, som Ulrik Frederik troede, et Strømpebaand -- og Kaarden var stukket der igjennem.

Det er fra Spanien, tænkte Ulrik Frederik, for der havde den Afdøde været i ni Aar og tjent i Armeen. Ak ja, han skulde ogsaa have været i Fremmedtjeneste hos Carl Gustav, men saa kom Krigen, nu kom han vel aldrig ud at tumle sig, og han var dog knap treogtyve Aar. Altid leve her ved dette lille, kjedelige Hof, dobbelt kjedeligt nu da al Adelen holdt sig hjemme. -- Jage lidt, se lidt til sit Lehn, en Gang i Tiden, ved Kongens Naade, blive Gehejmestatsraad og Ridder, holde gode Miner med Prinds Christian og beholde sin Bestilling, nu og da bruges til en kjedsommelig Ambassade til Holland, blive gammel, faa Værk, dø og blive begravet i Frue Kirke, det var den glimrende Bane, der var ham afstukken. -- Nu krigedes de nede i Spanien, der var Hæder at vinde, Liv at leve -- der var Kaarden og Baandet fra. Nej -- han maatte tale med Kongen, det regnede endnu og der var langt til Frederiksborg, men det fik ikke hjælpe, vente kunde han ikke, det maatte afgjøres.

Kongen syntes godt om Forslaget. Imod Sædvane sagde han straks ja, til stor Forbavselse for Ulrik Frederik, der hele Vejen havde redet og for sig selv anført alt, alt det, der gjorde det vanskeligt, urimeligt, umuligt -- og nu sagde Kongen ja, til Jul kunde han rejse, til den Tid kunde nok de indledende Skridt være gjorte og den spanske Konges Svar være kommet.

Svaret kom da ogsaa allerede i Begyndelsen af December, men Ulrik Frederik kom dog først til at rejse noget hen i April; der var saa meget, der skulde gjøres forinden, Penge, der skulde skaffes, Folk, der skulde udrustes, Breve, der skulde skrives; men saa rejste han da.

Marie Grubbe var kun daarligt tilfreds med denne Spaniensrejse, og vel fik Fru Rigitze hende til at indse, at det var nødvendigt, at Ulrik Frederik rejste udenlands og vandt Hæder og Berømmelse for at Kongen ret kunde gjøre noget for ham; thi vistnok var hans Majestæt en absolut Herre, men han var desuagtet meget ømfindtlig for Folks Omtale og Adelsskabet var jo nu paa denne Tid saa forkert og vrangvilligt, at det visselig vilde lægge Alt, hvad Kongen foretog sig ud i den daarligste Mening -- men alligevel, Kvinder have nu en Gang en medfødt Frygt for al Sigen Farvel og her var meget at være bange for, thi selv om Marie kunde se bort fra Krigsfaren og den lange, farlige Rejse og trøste sig ved at der jo nok blev taget vel Vare paa en Konges Søn, saa kunde hun dog ikke Andet end ængstes for, at det Samliv, de saa vel havde begyndt, ved en maaske mer end aarelang Adskillelse kunde blive saaledes afbrudt, at det aldrig kom til at fortsættes som det var begyndt. Deres Kjærlighed var saa ny og saa lidet befæstet, og nu just som den var kommen i Vækst, skulde den skaanselløst udsættes for allehaande Umildhed og Fare; var det ikke ret at stile henimod at lægge den øde? -- og det havde hendes korte Ægtestand lært hende, at det Slags Ægteskab hun i sin Trolovelsesstand havde set an for saare let at føre, det hvor Mand og Kvinde gik hver sin egen Vej, det kunde kun være et Ulykkens Liv med idel Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu her gjort en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde det skulde komme saaledes indvortes, men det var at friste Lykken haardt at aabne Dør for saadan Skilsmisse.

Og saa var hun ogsaa meget skinsyg paa alt det lette, katolske Kvindepak dernede i Spaniens Riger og Lande.

* * *

Frederik den Tredie, der, som saamange andre Fyrster og Herrer dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten, havde medgivet Ulrik Frederik det Hverv, i Amsterdam at opsøge den berømte Guldmager, Italieneren Burrhi, forhøre om han ikke agtede sig til Danmark og underhaanden lade ham forstaa at saavel Kongen som den rige Christen Skeel til Sostrup vel kunde gjøre ham hans Umag betalt, hvis han vilde ulejlige sig did.

Da Ulrik Frederik derfor i Juni Maaned Toogtreds naaede den nævnte By, lod han sig ved Ole Borch, der da studerede her og var vel kjendt med Burrhi, føre hen til ham. Guldmageren, dengang lidt oppe i de Halvhundrede, var en Mand lidt under Middelhøjde med gode Anlæg til Fedme, let i Gang og Holdning, noget gulladen, med sort Haar og en smal Knebelsbart, runde Kinder, fyldig Hage, kroget, lidt plump Næse og smaa, blinkende Øjne, der vare omgivne af en utallig Mængde smaa og store Rynker, som i en Vifte gik ud fra Øjenkrogene og gav ham et paa en Gang fiffigt og godlidende Udseende.

Sort Fløjelsfrakke med store Opslag og florbetrukne Sølvknapper, sorte Knæbenklæder, sorte Silkestrømper og Sko med store, sorte Baandroser var hans Dragt. Han syntes at sætte Pris paa Kniplinger, thi han havde Kniplinger i Brystet og i Enderne af sin Halsklud og baade om Haandledene og fra Kanten af hans Knæbenklæder hang rige Kniplingsmansketter i tykke Folder. Hans Hænder var hvide, fede, buttede og smaa og saa overlæssede med sjelden plumpe Guldringe, at han ikke kunde faa Fingrene sammen. Endogsaa om Tommelfingrene havde han store, juvelblinkende Ringe. Saasnart han sad ned, gjemte han, uagtet det jo var Sommerdage, Hænderne i en stor Skindmuffe, for han frøs altid sine Hænder, som han sagde.