Part 7

Ligesom et ungt Fyrstebarn, der har været holdt fangen og nu lige fra Fængslets Mulm og Fangevogterens barske Omgang af et jublende Folk løftes op paa Tronen, faar Magtens og Ærens Guldring trykket fast paa sine Lokker og ser Alt smile sig ærbødigt i Møde, ser Alt bøje sig og anerkjende dets Herskerret, saaledes var ogsaa hun fra sit stille Kammer traadt ud i Verden, og Alle havde hyldet og smigret hende som havde hun været en Dronning, Alle havde smilende bøjet sig for hendes Skjønheds Magt.

Der er en Blomst, der kaldes for Perlehyacinth, som den er blaa, saaledes var hendes Øjne i Farve, men de var som den trillende Dugdraabe i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i Skygge. De kunde sænkes saa blyt som en sød Tone, der dør, og løfte sig saa kjækt som en Fanfare. Vemodigt -- ja, naar Dagen kommer, saa ruste Stjernerne med et sløret skjælvende Skjær, saadan var hendes Blik, naar det var vemodigt. Det kunde hvile saa smilende fortroligt, og da blev det mangen En, som naar det i Drømme fjernt, men indtrængende kalder paa Ens Navn, men naar det mørknedes i Sorg, haabløst og vaandefuldt, var det som hørtes der Blodsdraaber dryppe.

Det var det Indtryk, hun gjorde, og hun vidste det, men kun halvvejs, havde hun vidst det helt og havde hun været ældre, end hun var, maaske hun da vilde være bleven som til Sten ved sin egen Skjønhed og have betragtet sig selv som et sjelden kosteligt Klenodie, der kun skulde holdes blankt og rigt indfattet, for at det kunde blive Alles Begjær, og da koldt og roligt have ladet sig beundre. Men det var nu ikke saa. Hendes Skjønhed var saameget ældre end hun selv, og hun havde saa pludselig lært dens Magt at kjende, at det varede længe før hendes Væsen med Ro og Sikkerhed kunde støtte sig til den og lade sig bære frem af den; tvertimod, hun gjorde sig megen Umag for at behage, blev ikke lidet coquet og meget pyntesyg, og hendes Øre inddrak begjærligt hvert smigrende Ord, som hendes Øje de beundrende Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit Hjærte.

Hun var nu sytten Aar og idag var det Søndag, den første Søndag efter Fredsslutningen. Om Formiddagen havde hun været til Takkegudstjeneste og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en Eftermiddagstour med Fru Rigitze.

Den hele By var den Dag halvt som i Oprør, for Portene var jo først ved Fredsslutningen blevne lukkede op igjen, efter at have været stængede i samfulde toogtyve Maaneder. Alle maatte nu derfor ud at se, hvor Forstaden havde staaet, hvor Fjenden havde ligget og hvor Vore havde kæmpet; man maatte ind i Løbegrave og op paa Brystværn; der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved Skandsekurvene; der havde _den_ staaet og der var _den_ falden, hin havde rykket frem hist og var bleven omringet her, og Alting derude var mærkværdigt, fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes Kul, til det gjennemskudte gamle Plankeværk og de solblegede Horsepander, og der var en Fortællen og Forklaren, en Formoden og Debatteren, opad Volde og nedad Skandser, opad Vægge og nedad Stolper.

Gert Pyper og hele hans Familie spanked omkring der og han stamped vel hundrede Gange paa Jorden og syntes for det Meste, det lød saa synderlig hult, og hans trivelige Ægtemage trak ham angst i Ærmet og bad ham ikke være altfor forvoven, men Mester Gert tramped lige haardt endda. Den voksne Søn viste sin lille Fæstemø, hvor det var at han var posteret den Nat, de skød Hul i hans Dyffels Kavaj, og hvor Rokkedrejerens Søn blev skudt Hovedet af; medens de smaa Børn græd over, at de ikke maatte beholde den Bøssekugle, de havde funden, fordi der kunde være Forgift ved den, som Erik Lauritzen sagde, thi han var da ogsaa derude og gik og stak i den halvraadne Halm, hvor Barakkerne havde staaet, eftersom han mindedes en Historie om en Soldat, der blev hængt for Magdeborg, og under hvis Hovedgjærde syv af hans Kammerater fandt saamange Penge, at de deserterede da Plyndringen af Staden skulde til at gaa for sig.

Ja, der var ret en Gaaen og Kommen, de grønne Marker og hvidgraa Veje var prikkende sorte af Folk, der gik og betragtede de dem velbekjendte Steder saa nøje og opmærksomt, som om det var en nyopdaget Verden eller et aldrig før kjendt Ejland, der lige var skudt op fra Havsens Bund, og der var Mange, som ved at se Egnen ligge saa fri og aaben, Mark bag Mark og Eng bag Eng, blev grebne af en pludselig Vandrelyst og blev ved at gaa og gaa, ligesom beruste af Rummets Vidde, Rummets grændseløse Vidde. Men udpaa Eftermiddagen, henad Nadvertid, vendte dog de Fleste deres Skridt mod Byen og søgte hen til Nørrekvarter, til Petri Kirkegaard og de omliggende store Haver, thi det var saa Skik fra gammel Tid, at man de Sommersøndage efter Aftensang spadserede der og drog frisk Luft i de grønne Træers Skygge. Den Gang nu Fjenden lagde sig foran Voldene, var den Skik falden bort af sig selv og Kirkegaarden havde været tom de Helligdage som de Søgne, men idag var den bleven tagen op igjen, og gjennem begge Indgangene ud til Nørregade myldrede det ind med Folk; Adel og Borger, Ringe og Høje, Alle saa havde de mindedes Petri Kirkegaards bredkronede Linde.

Mellem grønne Tuer og paa brede Ligsten laa Borgerfolk i muntre Klynger, Mand og Kone, Børn og Bekjendte, og nød deres Aftenkost; Læredrengen stod bagved og gumled fornøjet paa det lækre Søndagsbrød, mens han ventede paa Kurven. Smaabørn trippede med Hænderne fulde af Levninger hen til de forsultne Tiggerunger oppe ved Muren, videbegjærlige Drenge stavede sig igjennem de lange Gravskrifter og Fatter lytted beundrende til, mens Mutter og Pigebørnene mønstred de Spadserendes Dragter; thi i de brede Gange gik de fornemme Folk frem og tilbage, de kom lidt senere end de andre og spiste enten hjemme eller paa Trakteurstederne i Haverne bagved.

Det var stive Fruer og fine Jomfruer, gamle Raadmænd og unge Officerer, brede Herremænd og fremmede Residenter. Her gik den rørige graa Hans Nansen, smilende til alle Sider, mens han lemped sine Skridt efter den gamle, hovedrige Villem Fiuren og lyttede til hans pibende Røst; der kom Corfitz Trolle og den stive Otto Krag, her stod Fru Ide Daa med de dejlige Øjne og talte med gamle Axel Urup med det evige Smil og de store Tænder, mens hans krumpne Hustru, Fru Sidsel Grubbe tripped langsomt afsted med Søster Rigitze og den utaalmodige Marie, og der var Gersdorf og der var Schack, og der var Thuresen med hans hørgule Manke og Peder Retz med hans spanske Lader og spanske Dragt.

Ulrik Frederik var der ogsaa, han var i Følge med Niels Rosenkrands, den kjække Oberstlieutenant med det franske Væsen og de livlige Gebærder.

De mødte Fru Rigitze og de Andre. Ulrik Frederik hilser koldt og fornemt og vil gaa forbi, thi siden Skilsmissen fra Sofie Urne bærer han Nag til Fru Rigitze, hvem han, som en af Dronningens varmeste Tilhængere, mistænker for at have havt en Finger med i Spillet; men Rosenkrands standser og Axel Urup beder dem nu saa venligt spise til Aften med i Johan Adolfs Have, at det var vanskeligt at slippe, og de gaa begge to med.

Lidt efter sidder da hele Selskabet i det murede Lysthus og tager for sig af de landlige Retter, som Urtegaardsmanden havde at opvarte med.

«Er det sandt, skal En tro,» spurgte Fru Ide Daa, «at de svenske Officiers skal havt saa særdeles angenemme Manerer med de sjællandske Jomfruer, at de hobetalsvis er rejset med dem ud af Land og Rige?»

«Ja allenfals,» svarede Fru Sidsel Grubbe, «er det da tilforladelig nok med den Skarns Kvinde til Jomfru Dyre.»

«Af hvad for Dyrer er det?» spurgte Fru Rigitze.

«De Skaanelands Dyrer, du veed, hjærte Søster, dem der er saa lyse i Haarlød, de er i Svogerskab med de Powitzer alle tilsammen. Hun, der forløb Landet, hun var Datter af Henning Dyre til Vester-Neergaard, ham der fik Sidonie, den ældste af Ove Powitzes og hun tog nok med sig baade i Daase og Pose af hendes Faders, baade Lagner og Bolstre og Sølvtøj og rede Pengestykker.»

«Ja,» smilede Axel Urup, «stor Elskov drager stort Læs.»

«Jo -- at forstaa --» bekræftede Oluf Daa, han slog altid ud med den venstre Haand, naar han talte, «Elskov -- at forstaa -- den er -- den er stærk.»

«El--skov,» sagde Rosenkrands og strøg sirligt sit Mundskjæg med Bagen af den lille Finger, «er som Her--kules udi Fruentimmersdragt, af Lader er den mild og charmant og ser ud som idel Veg--hed og Tam--hed, men ligegodt har den i sig Kra--ft og Listighed nok til at føre igjennem de tolv herku--liske Prøver tilhobe.»

«Ja,» afbrød Fru Ide Daa ham, «Jomfru Dyres Elskov alene lader se, den kunde helt vel med den ene af de Herkules-Prøver, for den rensed Kister og Skrine ud for hvad der var i dem, ligesaavel som han rensed Urias, eller hvad han hed, hans Stald, I veed.»

«Jeg mener heller'», sagde Ulrik Frederik, henvendt til Marie Grubbe, «at Elskov er som naar man er falden i Søvn udi en Ørk og vaagner op i en skjøn og angenem Lustpark; thi saadan Dyd har Elskov, at den helt omvandler Menneskens Sind, saa det, der før syntes En gold og øde, det skinner En nu i Øjnene som idel Lystighed og Pragt; men hvad for Tanker har vel I om Elskov, skjønne Jomfru Marie?»

«Jeg?» spurgte hun, «jeg holder Elskov for at være lig en Demant, for ligesom Demanten er skjøn og prægtig at se til, saadan er og Elskov skjøn og liflig, og ligesom Demanten er giftig for den, der nedsvælger den, saaledes er ogsaa Elskov en Slags Forgiftighed eller skadelig Rasenheds Sot for den, der bliver beladt dermed, aldenstund En da skal gjøre sin Jugement efter de synderlige Fagter, En antræffer hos amoureuse Personer, og efter den remarkable Discours, de føre.»

«Ja,» hviskede Ulrik Frederik galant, «Kjærten kan sagte tale Raison til den arme Flue, som forvirres af dens Glindsenhed!»

«Jo saamænd kan du have Ret, Marie,» begyndte Axel Urup og holdt op igjen for at smile og nikke over til hende, «jo, jo, det er nok til Troende, at Elskov er kuns Forgift, der kommer i Blodet, for hvor skulde ellers kloge Folk med Mirakkel-Absud eller Wunder-Dekokt kunne indgive koldsindige Personer den mest brændendes Passion?»

«Ih nej, fy da!» udbrød Fru Sidsel, «snak da aldrig om saadan gruelig Ugudeligheds Værk -- og paa en Søndag!»

«Hjærte Sidse,» svarede han, «derudi er min Tro ingen Synd, tværtimod ... nej ... nej ... Holder vel I det for en Synd, min Hr. Oberst Gyldenleu? -- Nej? -- nej vist intet; taler intet ogsaa den hellige Skrift om Troldkvinder og onde Besværgelser! Jo den gjør, gjør den. Nej, hvad jeg vilde sagt, alle vores Affekter, mener jeg, de har deres Bo og Sæde udi Blodet, for bliver En hidsig, kan En da intet føle Blodet rusle op igjennem sig og svømme En baade for Øjne og Øren? og bliver En bradt forfærdet, er det da intet ret ligesom Blodet sank En neder i Benene og blev helt svalt med det Samme? skulde det, tror I, være for Intet at Sorrig er bleg og blodløs, men Glæde rød som en Rose? Ingenledes, siger jeg, ingen -- ingenledes! alle Menneskens Affekter de forvoldes af en vis Blodets Tilstand og Beskaffelse; og nu da Elskov! den kommer først naar Blodet ved sytten--atten Aars Omskiftning af Varme og Kuld er bleven moden i Aarerne, da tager det paa at gjæres ret som en god Druevin; for Elskov det er en Gjæring udi Blodet; det trænger og blærer sig op, det sætter Varme og tager paa Vej saa ingen Menneske ret er sig selv saalænge det staar paa, men sidenhen saa klarnes det af som anden gjærendes Stof og bliver mere sagte og blid, mindre hed og bespændt. Ja, der er endnu en Lighed med Vin det har, for retsom den ædelig' Vin hvert Aar giver sig til at bruse og skumme og vil som til at gjæres, naar den Foraarstid kommer, der Drueranken staar i Blomst, saaledes bliver ogsaa alle Menneskers Sind, selv de Gamles, en kort Tid om Foraaret mere end ellers genegen til Elskov og det har deri sin rette Grund, at Blodet aldrig ret kan forglemme den Gjæringens Tid i Livsens Foraar og nu ihukommer den, hvergang Aarsens Foraar vender tilbages og forsøger at gjæres igjen.»

«Jo Blodet,» indrømmede Oluf Daa, «at forstaa -- Blodet, det er -- det -- at forstaa det er en subtilig Materie nok -- at forstaa.»

«Ja det er saa,» nikkede Fru Regitze, «ja, alting virker ind paa Blodet, baade Sol og Maane og tilstundendes ondt Vejrligt, det er saa vist som det var prentet.»

«Ligesaadan andre Menneskers Tanker,» tilføjede Fru Ide, «jeg veed det fra min ældste Søster, vi laa i Seng sammen og hver Nat, ret som hendes Øjne var faldne til, begyndte hun paa at sukke og at stride med Arme og Ben, ligesom hun vilde rejse sig og gaa en Steds hen, hvor de kaldte paa hende, og det kom af det, at hendes Fæstemand, som var i Holland, han var saa grim til at længes og laa tænkte paa hende Nat med Dag, saa hun aldrig havde en rolig Time eller ret var ved Helbred al den Tid; mindes I ikke ogsaa hjærte Fru Sidsel hvor krank og elendig hendes Øjesyn var indtil Jørgen Bilde kom hjem igjen?»

«Om jeg gjør! var det at tale om! -- den kjære Sjæl! men saa blomstred' hun ogsaa op som nogen Rosensknop at se til. -- Herre Gud hendes første Barselseng ....» og saa hviskede hun videre om den.

Rosenkrands vendte sig nu til Axel Urup, «Formener I da vel,» sagde han, «at en Elixire d'am--our er som en gjæ--rendes Materie, der bliver Blodet isprængt og derved kommer det til at ra--se, saa takler det hel vel til en Aventure, den salig Herre Ulrik Christian fortalte mig en Gang vi fulgtes op til Volden. Det var til Ant--werpen i Hotellerie des trois bro-chets, hvor han havde sit Logemente at det passerte. Om Mor--genen havde han i Messen faaet Øje paa en skjøn--ne, skjønne Jomfru -- og hun hav--de seet helt mildt til ham, men den hele Dag havde han in--tet havt hende i Tan--ker. Saa kommer han ud paa Af--tenen ind paa sit Kam--mer, og da ligger der en Ro--se paa Hovedgjærdet af hans Se--ng, og han tager Ro--sen og lugter ti--l den, og i samme Minute staar den skjønne Jomfrues Af--billede li--vagtigen for hans Øje som va--r det kontrafejet af paa Væggen li--gehos og den hef--tigste Forlæng--sel opstod hos ham efter samme Jom--fru saa plud--seligen og stærk at han sag--de, han kunde have skre--get i vilden Sky af Smerte, ja ha--n ble--v som hel vild og furieus, saa han strøg u--d af Huset og løb jamrendes op ad en Ga--de nedad en an--den, ret som han var be--hekset og han vid--ste ikke af sig selv; det var som noget dro--g og dro--g og det brændte som Ild i ham og saadan blev han ved at løbe til den lyse Morgen.»

Saaledes taltes de endnu længe ved, og Solen gik ned inden de skiltes ad og gik hjem ad de skumrende Gader.

Ulrik Frederik havde hele Tiden været meget tavs og næsten ganske holdt sig udenfor den almindelige Samtale, da han var bange for at man, dersom han sagde noget videre om Elskov, vilde opfatte det som personlige Erindringer og Indtryk fra hans Forhold til Sophie Urne; men han var forøvrigt heller ikke oplagt til at tale, og da han blev ene med Rosenkrands, svarede han saa kort og adspredt paa Alting, at denne snart blev kjed af ham og gik sin Vej.

Ulrik Frederik begav sig nu hjem; han havde den Gang Gemakker anvist paa Rosenborg, og da hans Tjener var ude, blev der ikke tændt Lys, og han sad alene og i Mørke i den store Stue til henad Midnat.

Han var i saadan en underlig, halvt bedrøvet, halvt anelsesfuld Stemning, saadan en letblundende Stemning, hvor det er som Sjælen villieløs driver nedad en langsomt glidende Strøm medens taageflygtige Billeder drage henover Breddens mørke Træer, og halve Tanker som store, svagtskinnende Bobler langsomt hæve sig op af den dunkle Flod, glide med -- glide med og briste. Efterklang af Samtalen var der, den brogede Stimmel paa Kirkegaarden, Marie Grubbes Smil, Fru Rigitze, Dronningen, Kongens Naade, Kongens Vrede dengang -- -- Maries Haandbevægelser, Sofie Urne, bleg og fjern -- endnu blegere, endnu fjernere, -- Rosen paa Hovedgjærdet og Marie Grubbes Stemme, Klangen af et enkelt Ord, Betoningen af det, -- han sad og lyttede efter det og hørte det igjen og igjen svinge sig hen gjennem Stilheden.

Han stod op og gik hen til Vinduet, aabnede det og lagde sig paa Albuerne udover den brede Karm: saa friskt som det var -- saa svalt og stille.

Den syrligtsøde Duft af dugkolde Roser, den friske Bitterhed af nysudfoldet Løv og krydret Vinduft fra blomstrende Løn bar hen imod ham derude fra. En fin, fin Støvregn duggede ned fra Himlen og bredte et blaanende, sitrende Mørke ud over Haven. Lærkens sorte Grene, Birkens slørede Løvhang og Bøgens buklende Krone stod som Skygger aanded hen paa en Baggrund af glidende Taage, mens Taksens klippede Toppe skød i Vejret som sorte Søjler af et Tempel, hvis Tag var falden.

Stille var der som dybt i en Grav, kun den ensformige Lyd af de fnuglette Regndraabers Fald var at høre som en næsten umærkelig, stadigt hendøende, stadigt begyndende Hvisken hist bag de vædeglindsende Stammer.

Saadan underlig Hvisken det var at lytte paa, saa vemodigt den lød! var det som de lette Vingeslag af gamle Minder, der i Flok drog forbi i det Fjerne? var det som sagte Raslen i tabte Illusioners visne Løv? -- Ak saa ene, saa sørgeligt alene og forladt! Ikke blandt alle de tusinde Hjærter, der trindtom banked i Nattens Stille eet Hjærte, der længtes imod ham ... Vidt over Jorden var spændt et Net af usynlige Traade, der bandt Sjæl til Sjæl, Traade stærkere end Livets, stærkere end Døden; men ingen i hele Nettet naaede hen til ham. Hjemløs, forladt! -- Forladt? -- Klang det derude som Bægre og Kys? blinked det derude som hvide Skuldre og mørke Blikke? lo det ikke lydt igjennem Natten? -- Hvadsaa! -- hellere Ensomhedens langsomt dryppende Bitterhed end hin giftigt vamle Sødme. O forbandet! jeg ryster dit Støv af mine Tanker, løjede Liv, Liv for Hunde .... for Blinde, for -- Stakler .... -- Som en Rose .... o Gud skjærm og bevar hende vel i den dybe Nat .... o, at være hendes Værn og Vagt at jævne hver en Sti og dække for hver en Vind .... saa skjøn .... lyttende lig et Barn .... -- som en Rose! ....

VIII.

Saa fejret som Marie Grubbe var, saa mærkede hun dog snart, at var hun end kommen ud af Børnestuen, i de rigtig Voksnes Lag var hun dog ikke helt optaget. Saadanne unge Jomfruer blev dog altid trods alle Komplimenter og Smigrerier holdt nede paa en egen, underordnet Plads i Selskabet; det fik de at føle i Hundrede af Smaating, der hver for sig var ubetydelig nok, men som tilsammen dog betød en Del. Først var nu Børnene altid saa ubehageligt familiære mod dem og befandt sig saa drilagtig godt i deres Selskab, ganske som de vare deres Lige. Og saa Tyendet; der var en tydelig Forskjel paa den Maade, paa hvilken den gamle Tjener tog mod en Frues eller en Jomfrues Kaabe, og en ganske lille Nuance i Pigens tjenstvillige Smil, efter som det var en gift eller ugift Dame, hun hjalp tilrette. Den kammeratlige Tone, som de pur unge Junkere tillod sig, var højst ubehagelig, og det ringe Indtryk som fornærmede Blikke og iskolde Afvisninger gjorde paa dem, var til at fortvivle over. Bedst gik det med de yngre Kavallerer, thi selv naar de ikke var forelskede i En, saa tog de dog de allersartede Hensyn og sagde En det Smukkeste de kunde finde paa med en gallant Ærbødighed i Miner og Lader, som hæved En i Ens egne Øjne, men der var rigtignok kjedeligt mange, som man kunde mærke paa at de mest gjorde det for Øvelsens Skyld. Af de ældre Herrer var der nogle, der kunde være ganske utaalelige med deres overdrevne Komplimenter og spøgende Cour, men Fruerne var dog de værste, især de unge nygifte; det halvt opmuntrende, halvt aandsfraværende Blik, den lette, nedladende Sidebøjning af Hovedet og det Smil, lidt spottende, lidt medlidende, hvormed de hørte paa En -- det var ikke til at udholde. Saa var der ogsaa Forholdet mellem de unge Jomfruer selv; det skulde da heller ikke hæve dem; der var ingen Sammenhold mellem dem, kunde den ene berede den anden en Ydmygelse saa gjorde den det, de ansaa egenlig hinanden for rene Børn og kunde slet ikke som de unge Fruer komme ud af ved at omgaaes hinanden værdigt og med alle mulige Tegn paa udvortes Agtelse at omgive sig selv med et Skjær af Værdighed. Det var i det Hele slet ingen misundelsesværdig Stilling, og det var derfor ganske naturligt at da Fru Rigitze lod falde nogle Ord til Marie om, at hun og hendes andre Frænder havde paatænkt en Forbindelse mellem hende og Ulrik Frederik, saa blev denne Meddelelse, uagtet Marie slet ikke havde tænkt paa at være indtaget i Ulrik Frederik, modtaget som et velkomment Budskab, der aabnede store Bredder af fornøjelige Udsigter, og da der nu videre udmaledes hende, hvor ærefuld og fordelagtig en saadan Forbindelse vilde være, hvorledes hun vilde blive optaget i den snevrere Hofkreds, i hvilken Pragt hun vilde blive holdt og hvilken slagen Vej til Ære og Højhed, der laa Ulrik Frederik aaben som Kongens naturlige Søn og hvad mere var, hans erklærede Yndling, medens hun selv i sit stille Sind tilføjede, hvor smuk han var, hvor høvisk og beleven og forelsket, saa syntes det hende næsten, at hendes Lykke var for stor, og hun blev ganske ængstelig ved Tanken om, at det dog endnu kun var Planer og løs Tale og løst Haab.

Men Fru Rigitze havde Grund at bygge paa; ikke alene havde Ulrik Frederik betroet hende sine Tanker og bedet hende være ham en god Talsmand hos Marie, men han havde ogsaa formaaet hende til at undersøge, hvorvidt det vilde være Dronningens og Kongens naadige Villie med, og de havde begge optaget det saare vel og givet deres Bifald, Kongen dog først efter nogen Betænkning.

Mellem Dronningen og Fru Rigitze, hendes fuldtro Veninde og meget betroede Dame, havde denne Forbindelse vistnok alt længere Tid været omtalt og bestemt, men Kongen lod sig foruden af Dronningens Overtalelser sikkert ogsaa bevæge af den Omstændighed at Marie Grubbe var saa rigt et Gifte, thi det var Kongen overhaands trangt med Penge, og vel havde Ulrik Frederik Vordingborg i Forlehning, men hans Pragtlyst og Overdaadighed lod ham altid i Mangel, og Kongen var jo saa den, der var nærmest til at afhjælpe den. Da Maries Moder, Fru Marie Juul jo var død, vilde hun saasnart hun var gift faa sin Mødrenearv, og hendes Fader Erik Grubbe, var paa den Tid Ejer af Tjele, Vinge, Gammelgaard, Bigum, Trinderup og Nørbek Hovedgaarde, foruden Strøgods trindt omkring, saa der efter ham var en god Arv i Vente, tilmed da han havde Ord for at være en skrap Husholder, der Ingenting forødte.

Alt var jo saaledes vel, Ulrik Frederik kunde trøstigt bejle, og otte Dage efter St. Hansdag blev de da saa højtideligt trolovede.

Ulrik Frederik var meget forelsket, men ikke paa en saadan stormende, urolig Maade som da Sofie Urne var hans Hjærtes Tanke. En drømmende, blidt bevæget, næsten tungsindig Elskov var det, ingen livsmodig, rødmusset, frisk.

Marie havde fortalt ham sin lidet lystelige Barndomshistorie, og han elskede, drømmende at udmale sig hendes unge Lidelser med det samme medlidsfulde, lystne Velbehag, som gjennemstrømmer den unge Munk, der i sin Fantasi ser den skjønne, hvide Martyrkvinde bløde mellem Tornehjulenes hvasse Pigge. Saa var der Tider, hvor han plagedes af mørke Anelser om at det ikke vilde blive ham forundt at beholde hende, men at en tidlig Død vilde rive hende ud af hans favnende Arme, og da kunde han fortvivlet tilsværge sig selv med dyre Eder, at han skulde bære hende paa Hænder og holde hvert giftigt Pust borte fra hende, at han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skjær ind i hendes unge Bryst og aldrig, aldrig volde hende Sorg.

Men der var ogsaa den Stund, hvor han hoverende jublede ved den Tanke, at al denne rige Skjønhed, hele denne forunderlige Sjæl var given ham i Vold som en død Mands Sjæl Vorherre, til at træde i Støvet om han vilde, til at opløfte naar han vilde, til at ydmyge, til at bøje.