Part 3

Det var den første Rædsel -- Instinktets Rædsel. Over Middag var den forbi. Man var bleven kaldt til Voldene, havde arbejdet med Helligdagskræfter, havde seet Grøfter dybes og Brystværn højnes under sin Spade; Soldater vare trukne forbi, Haandværkssvende, Studenter og Adelstjenere holdt Vagt med alskens sære Vaaben, Kanoner var kjørt op, Kongen var reden over Volden og man vidste han vilde blive -- der var Rimelighed i Tingene, man blev rimelig selv.

* * * * *

Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagen sat Ild paa Forstaden udenfor Vesterport. Brandlugten drev ind over Staden og gjorde Folk urolige, og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit røde Skjær over Fruetaarns vejrgraa Mure og spillede i de gyldne Kugler paa Petri Kirkes Spir, hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke, gik der som et bange Suk gjennem den ganske By. Gjennem alle Gader, Gænger og Gyder lød det angst og beklemt: «Svenskerne, Svenskerne!» Drenge løb gjennem Staden og raabte det ud med skingrende Stemmer, Folk foer til Dørene og stirrede ængsteligt vesterud, Boderne lukkedes, Jernkræmmerne samlede skyndsomt deres Skrammel ind; det var som ventede de skikkelige Folk at Fjendens vældige Hær straks vilde skylle hen over Staden.

Langs Volden og i de tilstødende Gader var der sort af Folk, der stirrede efter Ilden; dog var der ogsaa mange samlede paa Steder, hvor man ikke kunde se noget til Branden, saaledes udfor Løngangen og Vandkunsten. Der var mange Ting paa Tale der: først og fremmest naar Svenskerne vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller først imorgen?

Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten, mente nu det vilde gaa an, straks de vare komne i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie efter?

Islandsk Kjøbmand, Erik Lauritzen omme fra Farvergade mente det var saa en vovsom Sag i Nat og Mørke at gribe en fremmed By an hvor En knap vidste hvad der var Landjord og hvad der var Vand.

«Vand!» sagde Gert Farver, «giveste Gud vi vidste selv kuns halv saa god Besked med vore Anstalter som Svensken han veed det! Tal aldrig om det! Han har sine Spioner, har han, der En mindst skulde tro det. Jo! -- det veed Borgermester og Raad ogsaa hjærtelig vel, for fra Morgenstunden af har Rodemestrene været rundt i alle Steder og Bebyggelser for at finde hans Spionerere frem; men lur ham om I kan! Svensken er habil, er han, synderlig i den Commerce; det er en naturlig Gave; jeg veed det jo fra mig selv -- det er vel nu en halv Snes Aar siden; jeg glemmer ham det aldrig af det Spøgelse ... Indigofarve ser I, hun gjør sort og hun gjør mørkeblaa og hun gjør mellemblaa, ene efter som Bejtsen er; det er Bejtsningen det kommer an paa. Skolde og rette Løddegryden til, det kan hver en Bursch, det er kuns Haandelag om at gjøre, men bejtse! -- retteligen -- det er en Kunstighed. Bejtser En for stærkt, saa brænder En Garnet eller Tøjet eller hvad det nu er, saa det gaar hen og skjørner i alle Traaderne, og bejtser En for knapt, saa kan Farven a--ldrigen holde, om En saa farvede med det allerdyrbarste Blaatræ. Se, derfor er Bejtsningen ogsaa en lukt Geheimniss, En intet lærer fra sig -- til Ens Søn nok, men aldrig til Gesellerne. Nej, ....»

«Javel Mester Gert», sagde Kjøbmanden, «vel saa, vel saa!»

«Naa,» fortsatte Farveren, «som jeg skulde fortælle, saa havde jeg en halv Snes Aar forleden en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde makke ud hvad det var for en Bejtse jeg brugte til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer af til Bejtsen for lukte Døre, var den Ting jo intet saa bekvem at gribe an. Hvad hitter mig saa det Skarnsmenneske paa I tror? Hør nu kuns! Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa Kunsten, de skjærer os baade Uld og Tvist, og desformedelst hænger vi immer det, der er flyet til Farvning op under Loftet i store Sejldugssækker. Faar han saa ikke det Djævels Gesindeken en af Drengerne til at klynge ham op i en de der Sækker og -- jeg kommer ind og vejer og blander og retter til og er halv ved at være til Ende med det, saa skikker det sig saa kunstigen at Krampen tager hans ene Ben der oppe i Sækken og han tager paa at stime og raabe jeg skulde forhjælpe ham ned ... og om jeg hjalp ham! -- Død og Verden! men det var og en ret Karnaillenstreg han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan er de tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem over et Dørtrin.»

«Nej, det har I saa Ret i; det er nogle grimme Folk de Svenske,» talte Erik Lauritzen, «Ingenting har de at sætte Tænder i naar de er hjemme, og kommer de saa en Gang udenværts, saa helmer de aldrig med Bælgen og Svælgen; de er ligesom Fattighusbørn er, de æder baade for nærværendes Sult og for kommendes og forbigangen tillige. Stjæle og rappe til sig, det kan de værre end Ravnefugle og Rakkerfolk; -- og saa morderiske de er! det er intet for Ingenting En siger: han har nemt til Kniven som svenske Lasse.»

«Og saa løsagtige!» faldt Farveren ind, «det skal jo aldrigen passere at Rakkeren pidsker en Kvind af By og En spørger sig for, hvad det mon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, at det er en svenska Dulle.»

«Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, og Dyrenes ogsaa. Svensken han er nu iblandt Folk, hvad Marekattern' er iblandt de uvittige Bæster; der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i hans Livsvædsker, at den naturlig' Fornumstighed, som Gud jo har beskjænket alle Mennesken' med, intet kan raade med hans arge Drifter og syndige Begjæringer.»

Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kjøbmanden fremsatte og sagde saa: «Rigtig, Erik Lauritzen, rigtig; Svensken er af en sær og synderlig Natur, anderlund end som andre Mennesker. Jeg kan immer lugte, naar der triner en udenlandsk Person ind til mig i min Bod, om han er en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken har saa en ram Lugt ved sig, som Geddebukker eller Fiskelud. Jeg har saa tidt havt mine egne Betænkninger ved den Ting, men det er som I lægger det ud, det er Dunster af hans hidsige og bestialske Vædsker, er det.»

«Det er da ingen Jærtegn,» henkastede en gammel Kone, der stod hos, «om Svensker og Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjør.»

«Aa, som hun snakker da, Mette Sennopskvind,» afbrød Farveren hende, «tror hun Svensken ikke er Kristenfolk?»

«I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver, om Jer det gefaller, men Finner og Hedninger og Troldkarle det har aldrig været Kristenfolk efter min Postillebog, og det er da saa sandt som Guld, at det gik saadan til i højsalig Kong Kristians Levetid, den Sinde Svensken laa i Jylland, at et helt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedst kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte fra hverandre som ene Varulver og andet Djævelskab og bissed tudendes omkring, alle Lunder og Moser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folk og Fæmon.»

«Men de søger da Kirke om Søndag, veed jeg, og har Præster og Degner ligesom vi har.»

«Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind! det søger Kirke det Djævelens Pak iligemaade som Hekser de far' til Aftensang naar den Lede holder St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er forgjorte er de og kugelfaste; paa dem bider hverken Lod eller Krud og de har et ondt Øjesyn de halve af dem, eller hvadfor tror I Smaapockern' har grasseret hver den Gang de Helvedes Kumpaner har havt deres forbandede Fødder her i Landet? Svar mig til paa det, Mester Farver! Svar mig til paa det, om I kan!»

Farveren skulde just til at svare, da Erik Lauritzen, som i nogen Tid havde staaet, og seet sig urolig omkring, udbrød: «Tys, tys, Gert Pyper, hvad er vel den for en Person, som tal' saa prækendes histhenne og Folken' staar saa digt omkring?»

De skyndte sig hen til Hoben og imens berettede Gert Farver, at han skjønnede det var en vis Jesper Kiim, som havde holdt Prædiken i Helliggejstes, men som han havde hørt vellærde Folk sige ikke var saa ret i sin Tro som det hans Salighed og gejstlige Karriere tjenligt var.

Det var en doggeagtig, lille Mand paa en tredive Aar med et langt, glat og sort Haar, bredt Ansigt, tyk, lille Næse, spillende, brune Øjne og røde Læber. Han stod oppe paa en Gadedørstrappe, gestikulerede stærkt og talte hurtigt og fyrigt, men temmelig tykt og læspende:

.... «I det seksogtyvende Kapitel,» sagde han, «skriver Evangelisten Matthæus 51-54 saalunde: Og se, een af dem, som vare med Jesu, rakte Haanden ud, og slog den ypperste Præstes Svend, og hug et Øre af hannem. Da sagde Jesus til hannem, stik dit Sværd i sin Sted. Thi hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Eller ment' du, at jeg ikke kunde bede min Fader, at han tilskikkede mig mere end tolv Skok Engle? Men hvorlunde skulde Skriften fuldkommes? Det skal Alt saa gaa til.»

«Ja, kjære Landsmænd! det skal Alt saa gaa til. -- Nu ligger uden denne Bys ringe Volde og svage Befæstning en almægtig Hob af velberuste Stridsmænd, og deres Konge og Krigsøverste haver opladt sin Mund og ladet udgaa Ordre og Befaling til dem, at de med Ild og Sværd, med Paarend og Belejring gjøre sig denne Stad og hvem som er deri, underdan og ganske deres egen.»

«Og de, som ere i Staden og se deres Velfart truet og deres Ruin umenneskeligen besluttet, de føre sig i Vaaben, de bringe Fyrmørsere og anden skadelig Krigsgeraad til Voldene og de tiltale sig selver, sigendes: bør det os ikke med brændendes Lue og blanke Sværde at gaa den Fredsforstyrrere paa Huden, som plat vil lægge os øde? hvortil haver vel Gud i Himlen opvakt Koradtsighed og Ufrygtagtighed i Mennesken's Bryst om ikke til slig en Fjende at modstaa og fordærve? Og som Peter den Apostle drage de deres Glavind og ville pludseligen afhugge Malcho hannem hans Øre. Men Jesus siger: stik dit Sværd i sin Sted, thi hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Vel maa dette lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges Ufornumftstighed og synes en Daarskab for den Hadefuldes useendes Blindhed. Men Ordet er ikke som en Lyd af en Trompete, blot at høre; -- ligervis som et Skiberum, der er ladet med mange gavnlige Ting, saaledes er Ordet ladet med Fornumstighed og Betænkning, thi Ordet er en Mening til Opfattelse og Forstændighed. Derfor lader os udgrandske Ordet og successive fremfinde, hvorlunde det retteligen bør udlægges. -- Af hvad Aarsage skal da Sværdet blive i sin Sted og den, der tager Sværdet omkomme med Sværd? Dette er for os at betænke udi trende Poster:»

«Denne er da den første Post, at Mennesket er en viselig og over al Maade herligen indrettet Mikrokosmos eller, som det kan udlægges: en Jordlille, en Verden baade af Godt og Ondt; thi er, som Jacob den Apostle siger, alene Tungen en Verden udaf Uret, hvormeget mere er da ikke det ganske Legem' en Verden! baade de begjærendes Øjne, de hastige Fødder og de gribendes Hænder; baade den umættelig' Bug, de bedendes Knæ og de vagtsomme Øren? Og er Legemet en Verden, hvormeget mere er da ikke vor dyr'bare og udødelig' Sjæl en Verden, ja, som en Have fuld af søde og bitre Urter, fuld af de onde Drifters glubendes Vilddyr og af Dydernes hvide Lam? Og er da den, som lægger en saadan Verden øde, at agte bedre end en Ildstiftere eller en Voldsmand eller en Marktyv? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide og udstaa.»

Det var nu bleven ganske mørkt og Folkeskaren omkring Prædikanten saaes kun som en stor, sort, sagte bevæget og stadig voksende Masse.

«Den anden Post er denne, at Mennesket er en Mikrotheos, det er: en Afspejlning eller Lignelse af Gud den Almægtigste. Og er den, der forgriber sig paa Guds Afbillede, ikke at agte slemmer' end den, der stjæl' Kirkens hellige Kar eller Klæder eller øver Vold mod et Kirkehus? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide og udstaa.»

«Den sidste og tredie Post er denne, at først haver Mennesket Pligter imod sin Gud og er skyldig for hannem ideligen at kæmpe og stride, iført et rent Levnets skinnendes blanke Rustning og omgjordet med Sandhedens skjærendes Glavind. Saadan berust falder det hannem til at stride, en Herrens Stridsmand, sønderrivendes Helvedes Strube og søndertrædendes Helvedes Bug. Derfor bør det os at lade den legemlig' Sværd blive i sin Sted, thi visseligen, vi have nok at bemøde os med den aandelig!»

Fra begge Ender af Gaden saaes nu og da Folk komme, der lyste sig hjem med smaa Haandlygter. Efterhaanden som de stødte paa Forsamlingen, stillede de sig op blandt de Yderste, saa der snart var dannet en bugtet Halvkreds af blinkende Smaalys, der sluktes og lyste op, alt som Folk bevægede sig, og nu og da løftedes ogsaa en Lygte i Vejret og lod sit Skjær flakke søgende om paa Husenes hvidtede Mure og mørke Ruder, indtil det fandt Hvile paa Prædikantens alvorlige Ansigt.

«Men hvorledes! tale I i Eders Hjærter, sigendes: skulle vi da overantvorde os selv, bunden paa Hænder og Fødder, til vor Fjende, til Trældommens og Fornedrelsens bitre Sørgestand? -- O! mine Elskelige, I tale ikke saa! thi da er I at regne som dem der men', at Jesus ikke kunde bede sin Fader at han tilskikkede hannem mere end tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishaab, knurrer ikke i Eders Hjærter mod Herrens Raadslagning og gjører ikke Eders Lever sort imod hans Vilje! Thi den, Herren vil nedslaa, den knuses, den Herren vil oprejse, lever i Tryghed. Og han er den, som haver mange Veje at føre os ud af Farlighedens Ørker og Vildnisse; eller kan han ikke vende Fjendens Hjærte, eller lod han ikke den Dødsengle gaa gjennem Sancheribs Lejr, eller have I forgjæt' det røde Havs svælgende Vande eller Kong Pharaos hastige Undergang? ...»

Her blev Jesper Kiim afbrudt.

Hoben havde hørt temmelig roligt paa ham; kun ude fra de yderste Rækker havde der nu og da lydt en dæmpet, truende Mumlen. Saa var det Mette Sennopskvindes skarpe Røst skingrede ind imod ham: «Hu, din Helvedesgast! vil du tie den sorte Hund du er! -- hør intet paa ham, det er svenske Penge, der tal' udaf hans Mund.»

Der blev et Øjeblik ganske stille, men saa brød Larmen løs; Haansord, Eder og Forbandelser skyllede ned over ham. Han forsøgte at tale, men da blev Raabene endnu stærkere og de nærmest ved Trappen trængte truende op imod ham. En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der hele Tiden havde grædt under Talen, stak nu rasende efter ham med sin lange, sølvknappede Stok.

«Ned med ham!» raabtes der, «ned med ham! han skal kalde igjen hvad han har sagt, han skal tilstaa hvad han har faaet for at beføre os. Ned med ham! lad os faa ham her ned til Geständniss! vi skal nok plukke det ud af ham.»

«Han skal i Kjælderen, skal han,» raabte andre, «han skal i Raadstukjælderen. Lang ham ned! lang ham ned!»

Et Par stærke Karle havde allerede Tag i ham. Den Ulykkelige klamrede sig fast til Trappens Trærækværk; saa spændte de baade det og ham ned paa Gaden, ned blandt Mængden. Han blev modtaget med Spark og Næveslag. Kærlinger rev ham i Haar og Klæder, saa smaa Drenge, der stode med deres Fader i Haanden og saae til, hoppede af Fornøjelse.

«Lad Mette komme frem!» raabtes der bagved, «gaa tilside; tilside! Mette skal tage ham i Forhør.»

Mette kom frem. «Vil han tage sin Djævels-Præk i sig igjen? vil han Mester Lurifas?»

«Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer' end som Mennesken', som skreven staar.»

«Skal En det!» sagde Mette og tog sin Trætøffel af og truede ham med, «men Mennesken' har Trætøfler, har de, og du est en Satans Soldknægt og intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg, saa din Hjærne skal sidde paa Muren næst herved;» og hun slog ham med Tøffelen.

«Forsynd Jer intet, Mette!» stønnede Magisteren.

«Saa skal da ogsaa den Slemme!» hvinede hun.

«Tys, tys,» raabtes der, «var Jer, var Jer, og stim ikke saa, her kommer Gyldenløv', Generallieutenanten!»

En høj Skikkelse red forbi.

«Længe leve Gyldenløv'! den tapre Gyldenløv',» brølede Hoben.

Der svingedes med Hatte og Huer og Raabene vilde aldrig faa Ende. Saa red Skikkelsen bort ad Volden.

Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst tilhest og tilfods, Ulrik Christian Gyldenløve, Kongens Halvbroder.

Mængden spredtes, der blev færre og færre, snart kun nogle faa.

«Det er ligegodt kurieus nok,» sagde Gert Farver, «her slaar vi Hovedet i Bræk paa den, som tal' om Fredelighed og raaber os hæse for den, som mest er Skyld i Krigen.»

«Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold og en ønskelig Godnat,» sagde Kjøbmanden afbrydende og skyndte sig fra ham.

«Han tænker paa Mettes Tøffel,» mumlede Farveren; saa gik ogsaa han.

Henne paa Trappen sad Jesper Kiim alene tilbage og holdt paa sit værkende Hoved, og oppe paa Volden gik Vagterne langsomt frem og tilbage, stirrende ud over det mørke Land, hvor Alt var stille, ganske stille, skjøndt Tusinder af Fjender laa derude.

IV.

Gulrøde Lysflager skjøde op over den havgraa Taagebanke i Horizonten og de tændte Luften over sig saa den brændte i en mild, rosengylden Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere og blegere, op til en lang, smal Sky, tog fat i dens bølgede Rand, gjorde den glødende, gylden, blændende. Over Kallebodstrand var der lyst af violet og rødligt Gjenskin fra Solhjørnets Skyer. Duggen tindrede paa Vestervolds høje Græs og Spurvene kvidrede paa Tagene bagved og i Haverne foran, saa at Luften stod i eet skjælvende Skinger. Fra Haverne drev en let, fin Damp i smalle Striber, og Træerne bøjede langsomt de frugttunge Grene for Luftningen ude fra Sundet.

Et langtrukkent, tre Gange gjentaget Hornsignal lød fra Vesterport og blev besvaret fra de andre Byhjørner. De ensomme Vagter langs ad Volden begyndte at gaa livligere frem og tilbage paa deres Poster, rystede Kapperne og rettede ved deres Hovedtøj: nu kom jo Afløsningen.

Ude paa Bastionen nærmest nord for Vesterport, stod Ulrik Frederik Gyldenløve og saae paa de hvide Maager, der i sejlende Flugt strøg op og ned over Voldgravens blanke Vandflade.

Flygtige og lette, snart matte og taageagtige, snart farverigt stærke, brandlevende og klare jog hans tyveaarige Minder forbi hans Sjæl. De kom i Duft af stærke Roser og Duft af friske, grønne Skove, de kom i Klang af Jægerhallo, til Gigers Lyd og i Brus af knitrende Silke. Barndomslivet dernede i den holstenske By med de røde Tage drog fjernt, men solbelyst forbi: han saae sin Moders, Fru Margrethe Pappens høje Skikkelse, hendes sorte Psalmebog og hvide Hænder; den fregnede Kammerpige med de tynde Ankler saae han og den bulne Fægtemester med det rødblaa Ansigt og de skjæve Ben. Gottorps Have drog forbi og Engene med de friske Høstakke nede ved Fjorden og der stod Jægerens kluntede Heinrich, der kunde gale som en Hane og slaa saa mageløst Smut. Kirken kom med sit sære Halvmørke, sit stønnende Orgel, med Kapellets hemmelighedsfulde Jerngitter og den magre Kristus, der havde den røde Fane i Haanden.

Fra Vesterport lød der atter et Hornsignal, og Sollyset brød frem i det samme, skarpt og varmt og forjog alle Taager og disede Toner.

Saa var der Jagten, hvor han skød sin første Hjort og gamle von Dettmer tegned ham i Panden med Dyrets Blod, mens de stakkede Jægerdrenge blæste vildsomt skrattende Fanfarer. Saa var der Bouketten til Slotsfogedens Malene og den alvorlige Scene med Hovmesteren, og saa var der Udenlandsrejsen med den første Duel i den dugfriske Morgen, med Anettes Kaskader af klingrende Latter, med Ballet hos Kurfyrsten og den ensomme Tour uden Byens Porte, da hans Hoved værked af den første Rus. Saa kom der en gylden Taage med Klang af Bægre og Duft af Vin, og der var Lieschen og der var Lotte og der var Marthas hvide Nakke og Adelaides runde Arme. Endelig Rejsen til Kjøbenhavn, hans kongelige Faders naadige Modtagelse, Dagenes travlt kjedsommelige Hofliv og vilde Nætter, hvor Vinen strømmed og Kysset rased, afbrudt af pragtfulde Jagtfesters lystige Larm og natlige Stevnemøders ømme Hvisken i Ibstrups Have eller Hillerødslottets gyldne Sale.

Men langt klarere end Alt dette saae han Sofie Urnes brændende sorte Øjne, langt mere betagen mindedes han lyttende hendes vellystigtbløde, dejlige Stemme, der dæmpet drog En som med hvide Arme og hævet flygted som en Fugl, der stiger og spotter En med kaade Triller, mens den flygter ....

En Raslen nede i Voldskræntens Buske vakte ham af hans Drømme.

«Wer da!» raabte han.

«Det er kuns Daniel, Hr. Gyldenleu, Daniel Knopf,» svaredes der og en lille, værkbruden Mand kom frem af Buskene og bukkede.

«Hvad! er det Livsens Korthed? hvad tusind Syger gjør han der?»

Manden saae trist ned for sig.

«Daniel, Daniel!» sagde Ulrik Frederik og smilede, «han er intet gaaet uskadt ud af «den gloendes Ovn» i Nat, den tydske Brygger har nok fyret ham for strengt.»

Den Værkbrudne gav sig til at kravle op ad Voldskrænten. Daniel Knopf, ogsaa paa Grund af sin Statur kaldet Livsens Korthed, var en rig Storkjøbmand paa nogle og tyve Aar, og var lige saa bekjendt for sin Rigdom som for sin skarpe Tunge og sin Fægtekunst. Han omgikkes meget med den unge Adel, det vil sige med en bestemt Kreds, der var bekjendt under Navn af «le cercle des mourants», som navnlig bestod af de yngre Mænd, der stod Hoffet nærmest. Ulrik Frederik var Sjælen i denne Kreds, som var mere livslysten end intelligent, mere berygtet end afholdt, men egenlig ligesaa beundret og misundt som berygtet.

Halvt som Hovmester, halvt som Hofnar levede Daniel med disse Mennesker. Han færdedes ikke med dem paa alfar Gade eller i adelige Huse, men i Fægteboden, i Vinhuse og paa Herberger var han dem ganske uundværlig. Ingen kunde tale saa videnskabeligt om Boldtspil og Hundedressur eller saa salvelsesfuldt om Finter og Parader. Ingen kjendte Vin som han. Han havde dybsindige Theorier om Terningspil og Elskovskunst og kunde tale langt og lærdt om det Forkastelige ved at krydse det indenlandske Stod med Salzburgerheste. Han havde endelig Anekdoter om Alt, og hvad der imponerede de andre unge Mennesker overordenligt, han havde bestemte Meninger om Alt.

Saa var han i høj Grad føjelig og tjenstvillig, glemte aldrig Forskjellen mellem sig og Adelen og havde et saa vidunderlig latterligt Udseende, naar de i Kaadhed eller Drukkenskab stafferede ham ud paa en eller anden urimelig Maner. Han lod sig hundse og skjælde ud, uden at blive vred, og var i det Hele taget saa godmodig, at han mangen en Gang gav sig selv til Pris, naar han derved kunde standse en Samtale, der begyndte at faa en farlig Vending for Freden i Laget.

Det var da ogsaa dette, der gjorde det muligt for ham at omgaaes disse Folk og han _maatte_ omgaaes dem; for ham, den vanføre Borgerlige, var Adelen Halvguder, kun de levede, kun deres Frimurersprog var menneskelig Tale, over deres Tilværelse laa der en Dag af Lys og et Hav af Duft, medens de andre Stænder sled Livet hen i farvefattigt Mulm og oset Luft. Han forbandede det, at han var borgerlig født, som en langt større Ulykke end hans Vanførhed og græmmede sig derover, naar han var ene, med en Bitterhed og Heftighed, der kom Vanviddet temmelig nær.

«Naa Daniel,» sagde Ulrik Frederik, da den Lille var kommen op til ham, «det har intet været nogen ringe Taage, der har været for hans Øjne inat, siden han har sejlet sig fast her paa Vestervold, eller stod Luttendranken saa overhaands højt i Kvæld, siden jeg træffer ham an her, liggendes tryg og tør som Noæh Ark paa den Bjerg Ararat?»

«Prinds af Canarien, I taler i Vildelse, om I tror jeg var i Lag sammen med Eder inat!»

«Men hvad tusind Pokker er det da med ham?» raabte Ulrik Frederik utaalmodigt.

«Hr. Gyldenleu,» svarede Daniel alvorligt og saae op paa ham med Taarer i Øjnene, «jeg er en elendig Menneske.»

«Han er en Kræmmerhund er han! Er det en Sildeskude han er bange for at Svensken han skal tage? Eller ynker han sig for der vil blive Stilstand i hans Handel og mener hans Safran vil tabe Kraften og Muggen falde i hans Pebber og Paradiskorn. Styversjæl han er! Som der intet var andet for en god Borgere at tage sig nær end om hans sølle Kram gaar Satan i Vold, nu det tegner til Fald baade for Konge og Rige!»

«Hr. Gyldenleu!»

«Aa, gaa han Helved i Vold med hans Begrædelser!»