Part 10

Ulrik Frederik stod bleg og støttede sig med Haandfladerne paa Frokostbordet, han skjælvede, saa Bordet rystede og Fadene klirrede mod hinanden. Frygt var ellers ikke blandt hans Egenskaber eller Mod blandt hans Mangler, men dette var kommet saa uanet, var saa vanvittig ubegribeligt, at han kun med Spøgelserædsel kunde tænke paa den Skikkelse, der laa livløs og stille paa Gulvet henne ved Vinduet. Burrhis Ord om Faren, der blinkede i en Kvindes Haand, klang for ham, han sank paa Knæ og bad; for al rimelig Sikkerhed, al forstandig Tryghed var vegen fra Jordelivet og al menneskelig Vished ogsaa, thi det var Himlen selv, der regjered, ukjendte Gejsters Indflydelse, der styred, overjordiske Magter og Tegn, der bestemte. Hvorfor skulde hun ellers ville dræbe ham, hvorfor, Gud, du Almægtigste, hvorfor, hvorfor? ... Fordi det skulde være. Skulde.

Næsten stjaalent tog han Kniven op, brækkede Bladet over og kastede Stumperne ind i den tomme Kamin.

Endnu rørte Marie sig ikke.

Hun var da ikke saaret? nej, Kniven var jo blank, og der var ingen Blod paa hendes Mansketter, men hun laa saa stille, dødsens stille; han ilede hen til hende og løftede hende op i sine Arme.

Marie sukkede, slog Øjnene op, saae stivt og dødt ud for sig, saae paa Ulrik Frederik, og hun slyngede sine Arme om ham, kyssede og kjærtegnede ham, men sagde ikke et Ord. Hun smilede vel saa lykkelig og glad, men der var en spørgende Angst i hendes Blik, hun saae henad Gulvet som om hun søgte Noget, greb saa pludselig Ulrik Frederik om Haandledet og følte paa hans Ærme, og da hun saae, at det var udrevet og Mansketten flænget, skreg hun i Forfærdelse.

«Saa gjorde jeg det dog,» raabte hun fortvivlet, «aa Gud i din højeste Himmel, bevar min Forstand, saa mindelig jeg beder! -- Men hvorfor spørger du intet?» sagde hun til Ulrik Frederik, «hvorfor slænger du mig intet fra dig som en forgiftig Eddersnog! Alligevel, Gud skal vide, jeg intet har Skyld eller Andel i, hvad jeg gjorde; det kom saadan paa mig, der var _det_, der tvang mig, jeg svær' dig min højeste Helgens Ed, der var _det_, der styred' min Haand; men du tror det intet, hvor kan du ogsaa?» og hun græd og jamred.

Men Ulrik Frederik troede hende ganske. Det var jo den fuldeste Bekræftelse af hans egne Tanker, og han trøstede hende med gode Ord og Kjærtegn, skjøndt han følte en hemmelig Rædsel for hende som den, der var et stakkels vanvittigt Redskab i arge Gejsters usalige Vold. Og han overvandt ikke denne Rædsel, uagtet Marie Dag for Dag opbød al en klog Kvindes Kløgt for at vinde hans Tillid. For havde hun hin første Morgen svoret i sit Hjærte, at Ulrik Frederik skulde faa Lov til at udfolde al sin Elskværdighed og bruge alt sit Taalmod for at vinde hende igjen, saa svor hendes Opførsel nu lige det Modsatte; hvert Blik var en Bøn, hvert Ord et ydmygt Løfte, og i tusinde Smaating, i Dragt og Lader, i snilde Overraskelser og sarte Hensyn tilstod hun ham, hver Time paa Dagen, sin inderlige, længselsfulde Kjærlighed, og havde hun kun havt Mindet om hin Formiddags Optrin at overvinde, da var Sejren ogsaa bleven hende vis.

Men større Fjender stod hendes Sag imod.

Ulrik Frederik var draget bort som fattig Prinds fra et Land, hvor den mægtige Adel ingenlunde betragtede en Konges uægte Børn som mere end sin Lige. Enevælden var endnu saa ung, og den Betragtning, at Kongen var en Mand, der kjøbte sin Magt ved at give sin Magt, saa saare gammel. Det Halvgudsskjær, der i senere Tider omstraalede den absolute Arveherre, om det end alt var tændt, det var dog endnu kun spagt og spædt og blændede Ingen, der ikke stod altfor nær.

Fra dette Land drog Ulrik Frederik til Phillip den Fjerdes Hær og Hof, og her blev han overvældet med Gaver og Æresbevisninger, udnævntes til Grand d'Espagne og behandledes paa lige Fod med Don Juan d'Austria, thi de Spanskes Konge lod sig det være magtpaaliggende, i hans Person at hylde Frederik den Tredie og ved overvættes Gavmildhed og Naade at udtrykke sin Tilfredshed med Regjeringsforandringen i Danmark og sin Anerkjendelse af Kong Frederiks sejerkronede Bestræbelser for at indtræde i de absolute Herskeres Række.

Løftet og beruset af al denne Hæder, som ganske forandrede hans Opfattelse af hans egen Betydning, saae Ulrik Frederik snart, at han havde handlet utilgivelig letsindigt i at gjøre en menig Adelsmands Datter til sin Gemalinde, og Tanker om at lade sin egen Ubesindighed gaa ud over hende, Tanker om at lade hende ophøje og om at lade sig skille fra hende, krydsede i broget Forvirring hinanden under hans Rejse hjem, og da nu den overtroiske Frygt for, at hans Liv var truet af hende, kom til, tog han den Beslutning, indtil han kunde skjønne, hvad der videre var at foretage, at behandle hende koldt og ceremonielt, og at afvise ethvert Forsøg paa at vække det gamle, idyliske Forhold tillive igjen.

Frederik den Tredie, der ingenlunde var nogen ufin Iagttager, opdagede snart, at Ulrik Frederik ikke var vel fornøjet med sit Ægteskab og forstod ogsaa helt vel Grunden, og han benyttede derfor enhver Lejlighed til at fremdrage og udmærke Marie Grubbe, og overvældede hende med Tegn paa Gunst og Naade, og troede paa denne Vis at kunne hæve hende i Ulrik Frederiks Øjne og Yndest, men det hjalp ikke, det bidrog kun til at skabe en Hær af aarvaagne og misundelige Fjender rundt om den Udkaarne.

* * *

Den Sommer, som saa ofte ellers, boede Kongefamilien paa Frederiksborg.

Ulrik Frederik og Marie tog ogsaa derud, thi de skulde hjælpe med til at udfinde og optænke alle mulige Festligheder og Optog, som i September og Oktober skulde gaa for sig, naar Churfyrsten af Sachsen kom for at trolove sig med Prindsesse Anna Sofie.

Foreløbig var Hofkredsen derude ganske lille, først i Slutningen af Avgust skulde den udvides, thi da skulde Prøverne paa Balletter og anden Lystbarhed begynde. Der var derfor meget stille, og de sled Tiden som de bedst kunde. Ulrik Frederik var næsten hver Dag paa lange Jagt- og Fisketoure, Kongen havde travlt med sit Drejelad og sit Laboratorium, som han havde ladet indrette i et af de smaa Taarne, og Dronningen og Prindsesserne baldyrede til den forestaaende Fest.

* * * * *

I den Allee, som fra Skoven fører op mod Laagen til lille Dyrehave, plejede Marie Grubbe at gaa sin Morgengang.

Hun var der ogsaa idag.

Højt oppe i Alleen lyste hendes kraprøde Robe skarpt mod den muldsorte Gang og det grønne Løv.

Langsomt kom hun nærmere.

Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke end en smal Perlelidse og en blinkende, sølvindfattet Solitaire paa den opkrammede Sideskygge, sad let paa det i tunge Lokker opsatte Haar. Robelivet sad stramt og glat, Ærmerne var snevre til ned imod Albuen, der blev de dybt opslidsede, hængende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder og forede med ansigtsfarvet Silke. En tætvævet Kniplingsbredde skjulte de nøgne Arme. Robeskjørtet, der bagtil slæbte en Smule, var paa Siderne højt ophæftet og faldt i rundede Folder kortelig af foran, og lod et sort og hvidt skraastribet Silkeskjørt tilsyne, saa langt, at Foden med de sortsviklede Strømper og perlespændte Sko netop kunde sees. I Haanden havde hun en Vifte af Svanefjer og Fjer af Ravne.

Tæt ved Laagen standsede hun, aandede i sin hule Haand og holdt den først for det ene, saa for det andet Øje, saa rev hun en Kvist af og lagde de kjølige Blade paa de hede Øjelaag, men det kunde alligevel sees, at hun havde grædt. Saa gik hun ind ad Laagen, op mod Slottet, vendte tilbage igjen og slog ind paa en Sidegang.

Neppe var hun forsvunden mellem de mørkegrønne Buksbomhække, før der oppe i Alleen viste sig et sælsomt, skrøbeligt Par: et Mandfolk, der gik langsomt og vaklende som En, der nys var kommen op af en haard Sygdom, støttede sig til et Fruentimmer i en gammeldags Stoffes Kaabe og med en stor, grøn Skjærm for Øjnene. Manden vilde gaa hurtigere til, end han ret vel kunde aarke, og Fruentimmeret holdt igjen og trippede smaaskjændende med.

«Naa, naa!» sagde hun, «bi at tage dine Ben med, du flyver jo til som et vindt Hjul i en skjæv Vej, kranke Lemmer skal krankelig bæres. Gaa nu stille! sagde hun ikke det, den kloge Kone i Lynge. Er det at stolpre afsted paa Ben, som der intet er mere Støtte og Stivelse i, end som i gammel Sime!»

«Herregud, da ogsaa for Ben det er!» klynkede den Syge og standsede, da Knæene rystede under ham, «nu er hun helt af Syne,» og han saae langeligt op imod Laagen, «helt af Syne! og der bliver ingen Lystfart i Dag, har Foureren sagt, og der er saa længe til imorgen!»

«Ja, ja, den Tid gaar nok, lille Daniel, og saa kan du hvile idag, saa er du saameget des stærkere imorgen, saa følger vi hende hele Skoven igjennem, fluks ned til Laagen, ja vi gjør, og nu gaar vi hjem, og saa skal du ligge paa den bløde Løjbænk og have et godt Krus Øl, og saa spiller vi Verkehring og saa kommer Reinholdt Vinskjænk, naar det høje Herskab har spiset af, og saa spørger du Nyt og vi faar os en god, trofast Lanter til Sol gaar i Bjerge, ja, vi gjør, lille Daniel, ja, vi gjør!»

«Ja, vi gjør, ja, vi gjør!» vrængede Daniel, «du med din Lanter og Spil og Verkehring! naar det brænder i min Hjærne som Løbebly og min Forstand er i vilden Vaade og -- hjælp mig hen til Vejkanten, at jeg kan sætte mig lidt -- saa, saa ... er jeg klog, Magnille? er jeg? -- jeg er galen som en Flue i en Flaske, hvad? Hille Kors og Sakrament! det er klog Mands Fart for en vanbaaren Vanbyrdig, ussel, ussel, rygbraaden Stakkarl, at æde sig op af højgalen Elskov til en Prindses Hustru, det er klogt, Magnille, at længes Øjnene ud af Hovedet efter hende, at gispe som en landsmidt Fisk efter at se kuns et Glimt af hendes Gestalt, at minde med sin Mund det Støv, hun har traadt, det er klogt, siger jeg! -- aa, var der intet de Drømme, Magnille, hvor hun bøjer sig over mig og lægger sin hvide Haand paa mit pinefulde Bryst eller ligger saa stille og aander saa sagte og er saa kold og forladt og har Ingen til at værge sig, uden som mig ... eller hvirvler forbi i et stakket Glimt, hvid, hvid som en nøgen Lilie! -- men det er nichtige Drømmer, Røg og Tant kuns og fattige Luftblaser.»

De gik igjen.

Ved Laagen standsede de.

Daniel støttede sig med Armene paa den og stirrede op imellem Hækkene.

«Derinde!» sagde han.

Stille og lys laa Dyrehaven med Sol i Luft og Sol i Løv. Kisel og Smaaskaar nede i Gangen kasted Lyset tilbage i dirrende Straalebundter, flyvende Edderkoppespind blinked gjennem Luften og tørre Knopblade dalede vrikkende ned fra Bøgenes Grene, mens højt oppe mod den blaa Himmel Slottets hvide Duer tumlede sig med Solguld over de hurtige Vinger.

Fra en fjern Luth klang en lystig Dandsemelodi dæmpet derned.

«Saadan en Nar!» mumlede Daniel. «Skulde En tro det, Magnille, at En, der har Indialands dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe og løbe efter Skjærver af malet Glas! Marie Grubbe og -- Karen Fiol! er _han_ klog? og nu tænker de, han jagter, tænker de, fordi han lader Vildtskytten skyde til sig og kommer hjem med Horsgummer og Tredækkere i Bundter og Par, og imens saa stimer og fjaser han nede i Lynge med en Kjøbemø, en Carnaille -- tvi, tvi, i Helvedes Hav for skidden Commerce! -- og han er saa iversyg paa den Majmaanedskilling, at han knap tør vende sine Øjne fra hende en Dag tilende, mens ...»

Det rasled i Løvet, og Marie Grubbe stod lige foran ham indenfor Laagen.

Dengang hun drejede af ned i Haven, var hun nemlig gaaet ned til Indhegningen, hvor Elsdyrene og de Esrom-Kameler nu holdtes, og var derfra søgt hen til et Lysthus, lige tæt op mod Laagen. Her havde hun hørt Daniels Ord til Magnille og nu:

«Hvem er I?» spurgte hun, «og var de sande, de Ord, I sagde?»

Daniel havde ondt ved at holde sig opret ved Laagen, saadan rystede han.

«Daniel Knopf, velbaarne Madame, den galne Daniel,» svarede han, «bryd Jer intet om hans Snak, det løber ham saadan af Tungen, Redt og Uredt mellem hinanden, Hjærneavner og Tungetærsken, Tungetærsken og intet Andet.»

«I lyver, Daniel.»

«Ja, ja, Herregud! vist lyver jeg saa, det er troligt nok, for her, velbaarne Madame,» og han pegede paa sin Pande, «her er det som en Jerusalems Forstyrrelse -- nej dig, Magnille, nej dig høvisk og sig den velbaarne Madame Gyldenleu, hvor galen jeg er bleven, -- vær intet undseendes! Herregud, vi har jo alle vores smaa Bræk og Skrøbeligheder! sig det kuns, Magnille, vi er jo ligegodt dog kuns saa galne, som Vorherre han gjør os.»

«Er han virkelig ret galen?» spurgte Marie Magnille.

Magnille dyppede sig forvirret, greb efter Maries Kjoleflig ind mellem Laagens Tremmer og kyssede paa den og saae ganske forskrækket ud: «Aa nej, nej, er han intet, Gud have Lov.»

«Hun er ogsaa ...» og Daniel slog med Haanden en Kreds i Luften, «vi passer paa hinanden, vi to Galne, saa vel vi kan, det er intet for det Bedste, men Herregud, Galne se, Galne gaa, ved fælles Hjælp de Graven naa, men der bliver intet ringet over dem, det maa intet være. Ellers Tak for god Efterspørgsel, mange Tak, mange Tak og Gud i Vold.»

«Bliv,» sagde Marie Grubbe, «I er intet mere galen, end I gjør Jer selv. I skal tale, Daniel; vil I, jeg skal tro saa laveligt om Jer, at I er Mellemmand mellem hende, I nævnte, og min Hr. Gemal? vil I det?»

«En stakkels, galen Mand,» klynkede Daniel og slog undskyldende ud med Haanden.

«Gud forlade Eder, Daniel, det er skjændigt Spil, I driver; jeg havde troet Eder saa meget, meget bedre!»

«Er det sandt, er det sandfærdigen sandt,» raabte han ivrig og hans Øjne lyste af Glæde, «saa er jeg klog igjen, spørg mig kuns, bare spørg!»

«Var de sande, de Ord ...»

«Som Evangelium, men ...»

«Er I vis derpaa? I fejler intet?»

Daniel smilte.

«Er ... han der idag?»

«Er han paa Jagt?»

«Ja.»

«Saa ja.»

«Hvad er --,» begyndte Marie igjen efter en lille Pavse, «hvad er hun for Slags Person, om I veed det?»

«Lille, velbaarne Madame, ret lille, rød og rund som et Løgæble, gesvadsig og munter, med leendes Mund og væver Tunge.»

«Men af hvad Folk er hun kommen?»

«For to Aar siden, eller halvtredie, var hun gift med en fransøsk Valet de chambre, som forløb Landet og lod hende blive siddendes, men hun sad intet ret længe, førend som hun, i Ledtog med en forgjældet Harpenist, satte ud for Paris og _der_ og til Bryssel har hun været, til hun kom her tillands igjen iaar ved Pindsedagstide. Hun har ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme Manerer, undtagen naar som er, at hun er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg haver.»

«Daniel,» sagde hun og standsede uvis.

«Daniel,» svarede denne med et fint Smil, «er Eder nu og evindelig saa tro som Eders højre Haand.»

«Vil I da være mig til Hjælp? -- Kan I komme over ... over en Vogn og en Agesvend, der er til at lide paa, saa fluks jeg giver Jer Varsel?»

«Ja, jeg kan, det kan jeg, en maadelig Time efter skal der holde en Vogn i Herman Blytækkers Vænge, op imod det gamle Fjælleskur. Lid I kuns paa det, velbaarne Madame.»

Marie stod et Øjeblik, som om hun betænkte sig. «Vi tales ved igjen,» sagde hun saa, nikkede venligt til Magnille og gik.

«Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille!» udbrød Daniel og stirrede henrykt opad Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. «Og saa ædelig stolt,» tilføjede han triumferende, «aa, hun vilde sparke mig bort, ret foragtendes sætte sin Hæl paa min Nakke og træde mig sagtelig ned i det ringeste Støv, om hun vidste, hvor djærvelig Daniel drømmer om hendes Person. -- Saa brændendes skjøn og herlig! det sved mig i Hjærtet for hende, hun maatte fortro sig til mig, til mig! nedbøje sin Stoltheds majestætiske Palme ... men der er Fryd i den Sentiment, Magnille, Himmerigs Fryd, Magnilleke!»

Saa stavrede de af med hinanden.

* * * * *

At Daniel og hans Søster var komne til Frederiksborg, var gaaet saaledes til: den arme Livsens Korthed havde efter Scenen i Statafkroen fattet en afsindig Kjærlighed til Marie Grubbe. En fattig, fantastisk Kjærlighed, der Intet haabede, fordrede eller ventede andet end golde Drømme. Ikke mere. Og den Smule Virkelighed, der krævedes til at farve Drømmene med et svagt Skjær af Liv, fandt han i rigt Maal ved nu og da at se hende saadan som Lejligheden faldt, glimtvis nærved eller dragende forbi i det Fjerne. Men da nu Gyldenløve rejste bort og Marie aldrig tog ud, da voksede hans Længsel og steg og steg, til den var ved at gjøre ham vanvittig, og kastede ham omsider paa Sygelejet.

Da han svækket og ødelagt rejste sig igjen, var Gyldenløve kommen hjem, og af en af Maries Piger, som han havde i sin Sold, erfarede han, at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke var det Bedste, og denne Efterretning gav hans umulige Lidenskab ny Næring og ny Vækst, Fantasteriets overnaturlig frodige Vækst. Inden han endnu havde forvundet sin Sygdom saameget, at han ret kunde staa og støtte, rejste Marie til Frederiksborg. Han maatte følge efter, bie kunde han ikke. Han sagde, han vilde tage til den kloge Kone i Lynge for at blive fuldstændig helbredet, og hans Søster Magnille skulde følge ham, saa kunde hun med det Samme faa Raad for sine daarlige Øjne. Det fandt Venner og Bekjendte rimeligt og afsted kjørte de Daniel og Magnille til Lynge. Her opdagede han Gyldenløves Forhold til Karen Fiol, og her fortroede han sig fuldstændig til Magnille, sagde hende sin besynderlige Elskov, sagde hende, at der for ham kun var Lys og Livsens Aande, hvor Marie Grubbe var, og besvor hende at følge ham til Frederiksborgby, for at han kunde være den nær, der saa ganske fyldte hans Hu.

Magnille føjede ham, de lejede sig ind i Frederiksborg og havde nu alt i mange Dage fra det Fjerne fulgt Marie Grubbe paa hendes ensomme Morgengange.

Og saa var det, de mødtes.

XI.

Et Par Dage efter ud paa Formiddagen var Ulrik Frederik i Lynge.

Han laa paa alle Fire ude i den lille Have foran Huset, hvor Karen Fiol boede, med en Krands af Roser i den ene Haand, medens han med den anden søgte, snart at lokke, snart at trække en lille, hvid Fruerhund frem under Hasselbuskene i Hjørnet.

«Boncoeur! petit petit Boncoeur! Boncoeur, kom saa da, din lille Skalk, aa, saa kom da, din Narrifas -- aa, dit Bæst, Boncoeur, lille Hund! -- forbandede, stædige Tingest ...»

Karen stod i Vinduet og lo.

Hunden kom ikke, og Ulrik Frederik lokkede og bandede.

"Amy des morceaux delicats,"

sang Karen og vinkede med en fyldt Vinpokal.

"Et de la debauche polie Viens noyer dans nos Vins Muscats Ta soif et ta melancolie!"

Hun var meget oprømt, meget hed, og somme af Sangens Toner gik højere, end de egenlig skulde.

Endelig fangede Ulrik Frederik Hunden.

Triumferende bar han den hen for Vinduet, trykkede den Rosenkrandsen ned over Ørerne og rakte den knælende op mod Karen.

«Adorable Venus, reine des coeurs, je vous prie accepter de ton humble esclave cet petit agneau innocente, couronné des fleurs ...»

I det Samme aabnede Marie Grubbe Havelaagen. Hun blev bleg, da hun saae Ulrik Frederik paa Knæ række en Rosenkrands, eller hvad det var, op mod det røde, leende Kvindfolk, og hun bukkede sig ned, tog en Sten og kastede den af al Magt efter hende, men den ramte paa Kanten af det aabne Vindu, saa Ruderne klirrende regnede ned paa Jorden.

Karen styrtede skrigende bort. Ulrik Frederik saa ængsteligt ind efter hende, tabte i Overraskelsen Hunden, men beholdt Krandsen, og stod nu forbavset, vred og forlegen og drejede den rundt mellem sine Hænder.

«Bi kuns, bi kuns,» raabte Marie, «jeg traf dig intet, men jeg skal nok, jeg skal nok,» og hun trak en lang, svær Staalnaal med rubinforsiret Hoved ud af sit Haar, den holdt hun saa op for sig som en Dolk og ilede i et underligt smaatrinet, næsten hoppende Løb op imod Huset; det var ligesom hun ikke kunde se, for hun løb ikke lige paa, men i sælsomme, usikre Bugter op efter Husets Dør.

Der standsede Ulrik Frederik hende.

«Gaa tilside,» sagde hun næsten klynkende, «du med din Krands.»

«Saadan En,» vedblev hun, medens hun vendte sig fra den ene Side til den anden for at smutte ind, og stadigt holdt Øjnene fæstede paa Døraabningen, «saadan En binder du Krandse til, Rosenkrandse, ja--a, her er du den kjælne Hyrde; har du intet en Skalmeje ogsaa? har du ingen Skalmeje?» gjentog hun og snappede i det Samme Krandsen ud af hans Hænder, kastede den paa Jorden og trampede paa den, «og en Hyrdestav, Amaryllis? med en Silkesløjfe?»

«Lad mig komme frem, siger jeg,» truede hun og løftede Naaledolken mod ham.

Han greb hende om begge Haandled og holde hende fast; «vil du stinge igjen?» sagde han skarpt.

Marie saae op paa ham.

«Ulrik Frederik,» sagde hun ganske sagte, «_jeg_ er din Hustru for Gud og Mennesker. Hvorfor elsker du mig intet mere? Følg med, lad hende derinde være den, hun er og følg med. Følg med, Ulrik Frederik, du veed intet, hvad brændendes Elsk jeg bær' til dig, hvor bitterligt jeg længes og sørger. Følg med, hører du, følg med!»

Ulrik Frederik svarede ikke, han bød hende Armen og fulgte hende ud af Haven, hen til hendes Vogn, der holdt ikke langt derfra. Han hjalp hende op, gik forom Hestene og saae paa Seletøjet, spændte et Spænde om og kaldte Kusken ned, som for at lade ham rette ved Koblerne, og hviskede saa til ham, da de stod der foran:

«Saasnart du er i Sædet saa kjør til, alt hvad Øgene strække kan, og stop aldrig et Minut, før I er hjemme, det siger jeg, og du kjender mig vel!»

Kusken var oppe, Ulrik Frederik tog i Siden af Vognen, som for at stige op ogsaa, Pidsken susede ned over Hestene, han sprang tilbage og Vognen foer afsted.

Et Øjeblik tænkte Marie paa at faa Kusken til at standse, paa at gribe Tøjlerne, paa at springe ud, men der kom en Afmagts Ro over hende med Et, og en uendelig dyb, navnløs Væmmelse, en kvalmende Lede, og hun blev siddende rolig og stille, stirrende ud for sig, uden at lægge Mærke til Vognens rasende Fart.

Og Ulrik Frederik var atter hos Karen Fiol.

* * * * *

Om Aftenen, da Ulrik Frederik vendte hjem, var han egenlig en lille Smule beklemt, ikke just ængstelig var han, men betaget af den Spænding, som lister sig over Folk, naar de har den bestemte Overbevisning, at de gaar en hel Række af Fortrædeligheder og Ubehageligheder imøde, og som ikke kan undgaaes, som man skal igjennem.

Marie havde naturligvis klaget til Kongen, og denne vilde nu gjøre ham kjedsommelige Bebrejdelser, som maatte høres til Ende; Marie vilde hylle sig i den krænkede Dydefuldheds majestætiske Tavshed, hvad han saa skulde gjøre sig den Ubelejlighed at ignorere. Stemningen deroppe vilde være yderst trykkende, Dronningen vilde se træt og lidende ud, fornemt lidende, og Hofdamerne, der Ingenting vidste, men Alting anede, vilde sidde tavse, nu og da sagte sukkende løfte deres Hoveder og se mildt bebrejdende paa ham med store, tilgivende Øjne, aa, han kjendte det Hele lige til den Glorie af højhjertet Trofasthed og heroisk Selvopoffrelse, hvormed Dronningens stakkels Kammerjunker vilde søge at omgive sit smalle Hoved, ved med komisk Modighed at stille sig ved hans, Ulrik Frederiks, Side, overvældende ham med Høflighed og ærbødigt trøstende Dumheder, medens hans smaa, vandblaa Øjne og hele hans spinkle Skikkelse, tydeligt som klare Ord, talte og sagde: se, alle vende ham Ryggen, men jeg ikke, med Fare for kongelig Vrede, for Dronningens Mishag, trøster jeg den Forladte! Jeg sætter mit trofaste Bryst mod ... aa, hvor han kjendte det godt, Altsammen, Alting, det Hele.

Han tog fejl.

Kongen modtog ham med et latinsk Sprichwort, hvad der var et ubedrageligt Kjendetegn paa, at han var glad stemt, og Marie rejste sig og gav ham Haanden som sædvanlig, lidt koldere maaske, lidt mere afmaalt, men ialtfald helt anderledes, end han havde ventet det.

Heller ikke da de blev alene, hentydede hun saameget som med et Ord til deres Møde i Lynge, og Ulrik Frederik undrede sig mistroisk derover; han vidste ikke ret, hvad Tanke han skulde gjøre sig om denne besynderlige Tavshed.

Han vilde næsten hellere, hun havde talt!

Skulde han lokke hende til at tale, takke hende, fordi hun havde tiet, give sig Anger og Bod i Vold og lege den Leg, at de bleve forsonede igjen?