Part 9

Der var en forfærdelig klog Mand en Gang, og han kunde spaa noget ogsaa. Saa boede der en anden gammel Mand en lang Vej derfra, og alle hans Søskende var døde, han var endda den ældste af dem. Han beslutter sig da til at ville rejse hen til den kloge Mand for at faa at vide af ham, hvorfor han var bleven saa gammel mere end alle hans Brødre og Søstre, de havde endda været saa mange.

Da han nu gaar hen ad Landevejen, faar han Øje paa en Bivej, der kom og stak til, og der kommer et Fruentimmer gaaende med den. Hun kommer ind paa Landevejen og gaar ved den ene Side af den, men han gaar ved den anden Side. Saa gaar han over til hende og siger: »Hvor vil du hen, min Pige?«

»Hvad kommer det jer ved«, siger hun saa spids.

»Aa nej, saa mænd gjør det ikke«, siger han, »men da vi gaar ad én Vej, tykkes a, vi kunde gaa og snakke.«

Ja, hun brød sig ikke meget om Snak, siger hun.

Saa kunde det ogsaa være, mente han. De gaar en lidt, derher to, og siger aldrig et Ord. Saa kommer der en Stikvej igjen, og der skrider et Menneske hen ad den, han var en af de sorte. Da han naaer dem, siger han: »Hvor vil I to hen?«

»Ja«, siger Manden, »a vilde hen til en klog Mand, der bor her i Nærheden, og have at vide, hvorfor a er bleven saa gammel, nu er alle mine Søskende døde, og a var endda den ældste af dem. Hvor vil du hen?« siger den gamle til den sorte.

Ja, han vilde ogsaa hen til den Mand og have at vide, hvorfor han var bleven saa sort mere end andre Folk.

Saa kommer Pigen til Mælet og siger: »Ja tu, da vilde a og hen til den samme Mand og have at vide, hvorfor a er bleven saa tyk mere end andre Fruentimmer.« ~(Dette siges meget knibsk).~

Naa, ja saa fulgtes de ad, men de naaede ikke dertil inden om Aftenen, og da kunde de ingen Ting faa at vide af Manden, de maatte blive der til næste Morgen. Saa da det blev Dag, taler han til den gamle Mand og siger: »Vil du komme her ind!«

Ja, han kom ind i en stor pæn Stue, og der var et forfærdelig stort Spejl, der kunde naa fra Gulvet og til Loftet.

»Nu skal du staa forved det Spejl«, siger han, »og se, hvad der foregaar i det.«

Ja, det skulde han nok.

Saa gaar han bag ved Spejlet, det gjør Spaamanden, og saa kommer der fire store stærke Arbejdskarle der inde i Spejlet slæbende og bærende med noget Træ, og det giver de dem til at arbejde paa og hugger det til, saa der omsider bliver rejst en Galge af det. Den Gang Galgen er rejst, saa er der en Krog i Hammeren, og der gjør de et Stykke Reb fast med et Snæreøje paa, saadan at det hængte ned fra Krogen, og saa satte de en trebenet Stol neden under og gik deres Vej. Paa Stedet, de var gaaede, saa kom der et retten pænt ungt Menneske og sprang op paa Trebenet og slog Løkken om Halsen. Dernæst sparkede han til Trebenet, og saa hængte han. Saa kommer den kloge Mand ind ad Stuen til ham igjen og siger: »Hvad saa du nu i Spejlet?«

»Aa, Herre Gud! der saa a et ynkeligt Syn, a saa fire stærke Karle rejse en Galge der inde og binde et Stykke Reb op i den, og paa Stedet, de var gaaede, kom der et ret kjønt ungt Menneske og hængte sig.«

»Ja«, siger den kloge Mand, »det skulde du have gjort for ti Aar siden, saa havde du ikke blevet saa gammel.«

»Aa, Herre Gud! kunde I ikke sige mig andet, saa maatte a hellere have blevet hjemme, a vil hellere vente i ti Aar, end a vil tage mig saadan noget for.«

Saa kommer Pigen ind i Stuen, og nu skulde hun se, hvad der foregik i Spejlet. Manden gik bag ved det, og saa viste der sig en stor grøn Mark midt i Spejlet og noget Krat ved den ene Side, og noget Skov ved den anden. Saa kommer der en Jæger gaaende, og han havde en Flok Hunde med sig. De rejser en Hare der paa den grønne Mark, og som de nu løber og snøvser efter den, saa faar de den jaget ind i Krattet, og da de kommer der ind, saa jager de den ud og hen ad Skoven og faar den atter ud paa den grønne Mark, og saa atter ind i Skoven, men der blev den henne for dem.

Saa kommer den kloge Mand ind til hende og siger: »Naa, min Pige, hvad saa du der inde?«

»Aa, Skidt! a saa ikke andet end noget Narrestreger og noget Pjank, a saa en dejlig grøn Mark med Skov paa den ene Side og Krat paa den anden. Saa kom der en Jæger gaaende med hans Hunde, og de rejste en Hare, som de først jog ind i Krattet, og siden jog de den over ad Skoven, derfra ud paa den grønne Mark og saa atter ind i Skoven; der blev den henne.«

»Fik de den saa ikke?« sagde den gamle.

»Nej, de gjorde ikke.«

»Naa, lige saa ræd som den Hare var for Hundene, lige saa ræd skulde du have været for Karlene.«

»Ja, Skidt«, siger hun, »kunde I ikke sige mig andet, det vidste a selv.« ~(Siges meget spodsk).~

»Ja, naar du vidste det selv, saa var det unyttigt for dig at have rejst her hen og sat dine Penge til.«

»Ja, saa vil a sige jer Farvel, a skal ikke komme til jer mere.«

»Saa var det ... ja, hvem var det nu, den tredje var?« ~siger Fortælleren henvendt til dem, der sidder og lytter til hans Fortælling.~ -- »Det var den sorte!« ~siger Tilhørerne.~ »Naa, ham kan du puste i Enden, til han bliver hvid«, ~siger Fortælleren og giver Tilhørerne en lang Næse.~

Peder Stald, Holstebro.

28. Præstens Lig.

Der var en Møller et Sted, som havde saadan en pæn Kone. Saa havde han mærket, at Præsten havde faaet Snaagger til at gaa om til hende, og han siger da en Aften, som de sad og spiste deres Nadver, at han vilde ad By om anden Dagen; og Karlen skulde have hans Ridehoppe fodret og sadlet til Klokken fire om Morgenen.

»Hvor vil du da hen?« siger Konen.

Ja, han vilde hen at besøge hans Svoger, som boede mange Mil henne.

»Det er da sært, at du ikke har snakket om den Tur før«, siger Konen, »nu skal vi til at slagte i Morgen og har saa ondt ved at undvære dig.«

Ja, han havde da helt glemt at sige det, men Rejsen kunde ikke opsættes, og han skulde i hvert Fald afsted, hun maatte ikke vente ham hjem de første to tre Dage.

Næste Morgen rejser han ogsaa, og den samme Dag faar Konen Bud hen til Præsten, at hendes Mand var bortrejst og kom ikke hjem før om et Par Dage. Straks var Præsten til rede og kommer om til Konen, men de havde jo deres Slagten for. Konen trøster ham imidlertid med, at de snart er færdige, og han kan være saa god at sætte sig ind i Stuen paa en Stol imens. Naa, Præsten gaar ind og sætter sig paa en Stol forved den aabne Kakkelovn, men det varer for længe, og han falder i Søvn. Som han nu sidder der og snorksover, og hælder bag over paa Stolen, imens alle Folkene er inde i en Sidestue ved deher Kjødværker og gjør det i Stand, saa kommer Manden hjem, og efter at have bundet Ridehoppen uden Gaarden lister han hen til Dagligstuevinduet og ser Præsten, og der stod en Gryde Tælle ved Ilden og kogte. Altsaa gaar han lige saa stille ind og tager en Skaalfuld af denher koghede Tælle og hælder i Halsen af Præsten. Da det er nu gjort, saa han ud af Døren og ud til Ridehoppen, og saa i fuld Galop om for Døren.

Saa raaber Møllerkonen ind i Dagligstuen: »Præst, nu kommer Mølleren, nu kommer min Mand!« men han sov lige stiv. Mølleren kommer jo ind, og han beder God-aften og Velkommen, men Præsten svarer ikke, som rimeligt kunde være. Saa gaar han ind i Sidestuen til Folkene, og Konen tager godt imod ham, og hun faar en Pande Flæsk paa Ilden, at han kan faa en lækker Bid til Nadver. Saa er det han siger: »Hvordan kommer det sig, te Præsten er her i Aften?«

»Han er saa mænd kommen her ned og vilde sidde og holde Snak med dig«, siger Konen, »og a bad ham om at sætte sig ned, men ved det du ikke er hjemme, saa er han siddet og falden i Søvn.«

I det samme havde hun Maden færdig, og saa skulde de til at spise. Som de nu er ved at sætte dem til Bords, siger Konen: »Da tal til Præsten og lad ham komme ind og faa noget med!«

Men Pigen kunde ikke faa ham vaagen, og saa skulde Mølleren selv hen og tale. Han væltede Stolen med ham, men kunde lige godt ikke faa ham vaagen, og saa lod han ham ligge og gik ind og spiste det, han vilde. Da det var nu besørget, siger han: »A maa vel hellere bære Præsten hjem, det er ikke værd at have ham til at sidde her«, og saa tager han ham paa Nakken og rejser af.

En lidt derfra boede en Skomager, og han og Svenden var endnu oppe, de sad og syede, og Mesteren var ved at slaa Pinde i Støvlehæle. Mølleren havde stillet sig op imod Vinduet med Præsten, saadan at han vendte Ansigtet lige ind i Stuen, og saa kom han i Tanker om at lade ham staa der og gaar saa hjem igjen.

Saa siger Svenden: »Mester, der staar Præsten ude.«

»Ti stille, jeg ser ham nok!« og dermed slaar han lige ud af Vinduet med Hammeren og slaar ham for Panden, te han væltede baglænds over. Saa tager Svenden Ordet, da de havde siddet lidt, og siger: »Han bliver liggende.«

Det hører Skomagerkonen, og hun stikker i at tude og jamre, at hendes Mand havde slaaet Præsten ihjel, og nu blev de helt ulykkelige. »Det var ogsaa en sørgelig Ting, at du skulde gjøre dig gal for det, det kunde jo da ikke hindre os noget, om ogsaa Præsten stod op til vort Vindue.«

Saa siger Svenden: »Har du ikke en stor Sæk? saa skal a nok hjælpe dig af med den Elendighed.«

Jo, han havde én, der kunde tage tolv Skjæpper, og saa faar han den døde Præst i den og render af med ham ud fra Byen. Det frøs noget den samme Nat, og der kommer han daskende nær efter to Tyve, som havde været henne at stjæle, og hver løb med en Side Flæsk i deres Sæk. Saa mærkede de jo, han kom nærere og nærere, og han raaber dem an: »Kan I ikke vente efter mig, I Tyvepak!«

De bliver da saa fornumne, te de smed deres Sække og rendte hen og puttede dem et Sted. Da Svenden kom til Stedet, lægger han hans Sæk og tager den ene af deres, og saa han hjem ad igjen, nu var han skilt ved Præsten.

Da han nu kommer tilbage, siger Konen: »Blev du ham ledig?«

»Ja, a byttede ham hen og fik en Side Flæsk for ham.«

»Da Gud ha' Lov!« siger Konen, »en Side Flæsk er god at have til Vinter, vi har ikke noget ellers til Brødet.«

Ja, han tykte ogsaa, den var værd at tage, og derfor gjorde han den Handel, og de var alle sammen saa meget godt fornøjede med det.

Da nu de her to Tyve havde siddet lidt og kukkeluret, og al Ting blev ved at være roligt, gaar de tilbage igjen og finder godt nok begge deres Sække, de laa der begge to, ligesom de var skiltes ved dem, og saa tager de hver sin og lister af hjem. De sad begge to til Leje i ét Hus, og saa gik jo hver Mand ind til sin Kone med sin Sæk. Ved det de nu faar løst op for deres Sække, finder den ene Tyv Præsten i hans Pose, og han havde ikke agtet andet, end at det var en Side Flæsk, han gik med, men øjeblikkelig flyver han jo ind til den anden Mand og siger, hvordan det forhar sig, og han kan nu paa ingen Maade forstaa, hvordan Præsten er kommen i hans Pose. Men han maa jo selv have puttet ham i. Ja, et underligt Spil var det nu, hvordan den Præst kunde komme til at staa inde imellem den Gaardmands Flæskesider. Men nu var det om, hvordan de skulde blive ham ledig igjen, og de bliver da ens om, at de vilde prøve at blive skilt ved ham henne paa det samme Sted, hvor de havde faaet ham. Der hængte meget Kjød og Flæsk i det Kammer, og saa kunde de sagtens faa Præsten stukken ind imellem det. Men nu blev det jo for silde den Nat at komme afsted med ham, og saa maatte de vente til Aftenen efter.

De havde brækket en nedre Væg ned og var gaaet ind af, og den var ikke muret op endnu, da de kom slæbende med ham. Men uheldigvis havde Manden sat en Karl til Vagt der inden for med en Buløkse i Haanden, og ham tænkte de ikke paa, saa det havde nær gaaet dem galt. Det kom dem nok noget underligt for med den Væg, der endnu var i den samme Stilling. Den ene turde nu ikke gaa ind først, og den anden turde heller ikke. Saa bliver de ens om at putte Præsten ind først, og da Karlen, der stod Vagt, hører, at der er nogen i Hullet, saa slaar han til med Buløksen, og de andre, der var uden for, dem tog Pokker ved. Saa raaber han ind til Manden, at nu havde han slaaet én, og den havde vist faaet det, den havde godt af, for han hørte ikke noget til den. De kommer jo saa med Lys i Haanden og trækker Personen ind, og da er det Præsten.

»Kan nu nogen tro paa et eneste Menneske«, siger de, »siden Præsten ogsaa har været ude paa Professionen, han er vor næste Nabo, og vi véd, han trænger ikke til det. Saa er det jo ogsaa ham, der stjal vort Flæsk sidste Nat, siden han kjender Vejen og kommer i Nat igjen.«

Men nu var de jo lige godt kjede af, at de havde slaaet ham ihjel, og de maa til at finde paa et andet Raad. Præsten havde en lille Kariol at kjøre til Sogne i og saa en blind Hest, og der skikker de Bud om til Præstegaarden, at Præsten var inde hos dem og vilde kjøre ad By, saa de skulde skynde dem at sende Kjøretøjet derom. De sætter nu Præsten paa Vognen og viser den blinde Hest paa Vejen efter Vejle te'n. Den bliver ved ind ad Landevejen og kommer til Vejle saadan op ad Formiddagen, som der havde været Marked i Byen Dagen før. Deher Vesterbo-Pottemænd havde sat deres Potter uden for Fortovet og havde endnu ikke faaet dem samlet ind, og saa kjører Præsten først igjennem én Mands Potter, og der næst ved holdt en gammel Kone.

Saa siger hun: »Da véd a, Faa'r er ikke gal, Faa'r vil vel ikke kjøre os vore Kar i Stykker!« Men han kjørte lige godt ind i hendes ogsaa.

Saa bliver denher gamle Kone noget ivrig og springer hen og lægger ham én ved Hovedet, te han væltede baglænds ned af Agestolen. Naa, Præsten blev jo samlet op, og der samledes Folk til, og Enden paa det blev, at Konen kom i Forhør. Der var Vidner nok paa, at hun havde ikke givet ham andet end en Lussing med den bare Haand, og Hjernerne var endda slaaet ud af Hovedet paa ham, saa han maatte have faaet hans Død ved at falde haardt med Hovedet ned imod Brostenene eller Karrene. Men det var jo egentlig blot et Uheld, og Kjællingen kom ikke i saa svær megen Ulejlighed for det. Præsten blev jordet i Vejle, og der blev holdt en pæn lille Auktion over hans Befordring.

Se, saadan kan det gaa, naar en besøger en anden Mands Kone.

Povl Madsen, Gadbjærg.

29. Den kloge Dronning.

Der var en ung Konge i Østerrig, der var ugift. Nu bilder han sig selv ind, at han var et af de kjønneste unge Mennesker, der var til, og saa bestemte han med sig selv, at han vilde ikke giftes, uden han kunde faa et Fruentimmer, der var lige saa kjøn som han, og saa skulde hun tillige med være klog og dygtig i Musik. Han siger saa til én af hans Ministre, at han skulde rejse ud i Landet og opsøge ham et Kvindfolk til Dronning, der var saadan, som han ønskede det, og ven han kunde finde én med de Dyder, saa skulde han faa hans Ulejlighed godt betalt. Ministeren rejser nu ogsaa paa det Vilkaar.

Han kommer saa en Aften til en Skov, og der ser han et Lys lige udenfor Skovkanten. Han var naturligvis ridende, og saa rider han derhen, binder Hesten og gaar ind. Der sidder en gammelagtig Mand og Kone i Stuen, og saa beder han Godaften. Da han nu har sat sig ned, hører han saadan en fortræffelig Musik inde i en anden Stue, han havde aldrig hørt Magen til Musik.

»Det er dog dejligt at høre paa«, siger han til denher gamle Mand.

»Ja, det er vor Datter«, siger han, »hun sidder og forlyster sig saadan lidt i Mørkningen.«

Naa, saa spørger han, om han kunde ikke blive der om Natten, det var mørkt udenfor, og Vejen var ham ubekjendt.

»Jo«, siger han den gamle, »naar han vil være tilfreds med Lejligheden, som den kan blive, men a kan jo nok se, han er en fornem Herre.«

Jo, det vilde han gjærne være tilfreds med, og han tager til Takke. Saa faar de Hesten ind, og han faar lidt at leve af. Det var et Par galante gamle Folk, og de gjorde det for ham, saa godt de kunde.

Saa siger han, om det kunde ikke være ham tilladt at gaa ind i den anden Stue og staa og høre paa Musikken en lidt.

Jo, han kommer ogsaa derind, men hun sidder og passer hendes. Han ser paa hende og er straks enig med sig selv om, at det er den skjønneste Jomfru, han nogensinde har set. »Mon du skulde ikke her træffe det, du leder efter?« siger han til sig selv. Da han kommer ind igjen til den gamle, siger han: »Det er et dejligt Fruentimmer, jer Datter, hun ser overmaade godt ud.«

»Ja saa mænd«, siger den gamle, »hun ser ud, som Folk er flest.«

»Hun er vist nok ogsaa klog«, siger Ministeren.

»Ja, de skal være godt lært, der kan binde hende i Spørgsmaal«, siger Faderen, »det har hidtil ingen gjort.«

Naa, saa bliver der ikke snakket mere om det, og de kommer til Sengs. Næste Morgen, da han er kommen op, tager han Afsked og rejser øjeblikkelig hjem til Kongen.

»Nu tror a nok, a har truffet det, a skulde«, siger han til ham, »det er en Kvinde, som er saa over Maade skjøn, og hun er ogsaa udmærket til Musik, for det har a hørt.«

»Naa, det var saa de to Dele«, siger Kongen, »men saa var det Klogskaben.«

»Ja, hendes Fader sagde, at den skulde være godt lært, der kunde binde hende i Spørgsmaal.«

»Det skal prøves«, siger Kongen, og saa skriver han et Brev til hende, lægger et Kvintin Bomuld inden i det, og beder hende lave ham en Undertrøje og et Par Underbukser af det Bomuld. Kunde hun gjøre det, saa vilde han ægte hende. Det Brev bliver saa sendt over til hende.

»Hvad er der ved det?« siger Faderen.

Ja, saadan og saadan, Kongen havde skrevet til hende, at han vilde have hende til Dronning, hvis hun kunde arbejde det Bomuld til Trøje og Underbukser.

»Det kan du jo ikke«, siger Faderen.

Saa gaar hun ud i Haven og skjærer en Pind af Længelse som en Finger. Den lægger hun inden i et Brev til Kongen og skriver, at hvis han kan lave hende Spinderok og Garnvindel af det Stykke Træ, saa kunde hun og skaffe det andet. Da Kongen læser det, siger han: »Ja, hun er klog, for det ene kan ikke lade sig gjøre, og det andet kan heller ikke. Hun skal bedre prøves af.« Saa skriver han til hende igjen, at hun skal komme over at besøge ham; men hun skulde hverken komme Nat heller Dag, heller Midnat heller Middag, hverken maatte hun komme ridende, kjørende heller gangende, ikke heller være i Klæder heller naagen.

Da det Brev nu kommer over til hende, siger Faderen: »Naa, hvad skriver han nu?«

»Ja, dether er strængt«, siger hun, »a maa hverken komme ved Nat heller Dag, og hverken kjørende heller ridende heller gangende.«

»Det kan jo ikke lade sig gjøre.«

»Ja, vi maa finde paa Raad, nu skal du følge med mig, og vi har en gammel Vædder, den tager du med dig, og saa skal vi være der, i Lag Solen gaar ned. Da spænder du Vædderen for mig, og saa slæber den mig op paa Slottet. A tager et Fiskegarn om mig, og saa er a da ikke naagen.«

Naa, de kommer saa op for Slotsdøren, og Kongen kommer ud og tager imod hende. »Nu kommer a, ligesom a skulde«, siger hun.

»Du har vundet«, siger han, »nu beder jeg dig komme indenfor.«

Hun bliver saa fint paaklædt og ser nu saa grum ud. Der bliver saa anrettet til Brylluppet.

Da de nu er færdige med det, siger han: »Du er klog, det véd jeg, men nu vil jeg sige dig én Ting. I hvad Dom og Raad jeg giver ud, maa du ingen Ting sige til det, for ellers skal du rejse.« Det gik hun ind paa.

Der gik nu en længere Tid hen, men saa træffer det en Gang, at der kommer to Bønder kjørende til Stads, og den ene havde en Følhoppe for og den anden en Hest. Om Natten, da de var paa Hjemvejen, kommer de til et Værtshus og kjører ind i Stalden, og der foler den Mands Hoppe. Men da de kom ud til Befordringen, havde Føllet arbejdet sig hen og laa bag ved den anden Mands Hest. De kommer nu op at trættes om Føllet, den ene vilde tilegne sig det, og den anden vilde ogsaa.

»Mit Øg har folet, og saa er det mit«, siger den ene.

»Føllet er mit«, sagde den anden, »for det stod bag ved min Hest.«

»Det kan jo ikke være tænkeligt, at Hesten har faaet et Føl.«

»Ja, det er det samme, a tilegner mig nu Føllet.«

»Vi vil op til Kongen og have Sagen fremlagt for ham«, sagde saa den anden.

De gaar saa op til Kongen. »Vi er komne i Træde«, sagde de, »og beder Kongen dømme os imellem.«

»Hvad er det da?« siger han.

»Vi lagde Vognlag sammen, for vi skulde til Kjøbstad i Gaar; men da vi saa var kommen paa Hjemvejen i Aftes og kjørte ind i en Krostald, der fik det ene af vore Bæster et Føl. Han siger, at det er hans, og a siger det er mit, for da vi kom ud til dem, da stod Føllet ved min Hest.«

»Ja«, siger Kongen, »hvor Føllet ligger, den ejer det.«

Naa, saa tager han Føllet og beholder det. Men den anden Mand kunde ikke give det af sit Hoved, og der var jo endda for Resten ingen Raad nu, da Kongen havde dømt. Saa gaar han om til Dronningen en Dag, da Kongen ikke var hjemme, og hende fortæller han hele Redeligheden.

»Ja«, siger hun, »jeg kunde jo nok sige dig et Raad, men du maa ikke sige, det er mig, der har givet dig det, for saa skal jeg rejse væk.«

Nej, det skulde han da heller ikke.

»Nu gaar du ud paa Landevejen i Morgen tidlig og har to Mand med dig. Der kommer Kongen saa kjørende. Saa skal du have et Fiskegarn spændt tværs over Landevejen og gaar og pluser der foran Garnet. Naar Kongen ser det, siger han: I tossede Folk, tror I, I kan fange Fisk paa den tørre Landevej. Saa skal du tage til Orde og svare: Det kan ikke være mere umuligt, end at en Hest kan faa et Føl.«

Saa rejser Manden af med det, og han bærer sig ad, som Dronningen har sagt. Kongen kommer og faar dether Svar, og saa bliver han vred og siger til Kusken: »Vend straks om og kjør hjem.« Saa gaar han ind til Dronningen. »Hvad har du nu lavet«, siger han, »jeg fik et snært Svar af en Mand her ude paa Vejen, og det er kommet fra dig.«

Nej, hun havde ingen Ting sagt.

Saa gaar der Bud ud efter Bondemanden, og han kommer ind. Kongen siger saa til ham: »Det Svar, du gav mig, har du ikke taget af dig selv. Her staar et ladt Gevær, og her staar en lille Pose med saa meget som et Fjerdingkar Guldstykker. Nu kan du raade dig selv, hvad du vil helst, enten have det, der er i Posen, eller det, der er i Geværet, og du maa have et Kvarter at betænke dig i. Naar det er omme, maa du sige mig, hvem der har lært dig det Svar.«

Da Tiden var omme, var han jo i en grov Betryk, men han maa til at sige, at det havde Dronningen sagt.

Naa, saa kan han tage Posen. »Føllet er nu dit, og saa er det vel godt.« Derefter gaar Kongen ind til Dronningen, og han siger: »Ja, nu skal du jo rejse, for du har blandet dig i mine Sager.«

»Det er og det samme«, siger hun, »saa skal jeg rejse i Morgen, men maa jeg da ikke i Aften faa et Gjæstebud holdt med mine Venner til Afsked?«

Jo, det vilde han da ikke nægte hende.

Der blev nu mange budt sammen, og Kongen skulde da ogsaa komme til Stede. Saa fremtog hun tre Mænd og bad dem i al Stilhed om at faa Kongen beruset. Da de indbudne saa sad ved Maaltidet, sagde hun til ham: »Maa jeg tage med ud af Slottet det, jeg holder mest af?«

Jo, den Bøn vilde han ikke nægte hende.

Saa fortsætter de med Lystigheden, og Mændene gjør deres Bedste, saa Kongen bliver drukken. Da det bliver hen ad Morgenstunden, siger hun til dem, at de skal lægge Kongen ud i hendes Karet, og saa sætter hun sig ogsaa op og kjører nu hjem til hendes Faders lille Hus ved Skoven.

Endelig vaagner Kongen. »Hvor er jeg?« siger han, han kunde ikke straks finde sig til Rette i de simple Værelser. »Du er her ved mig«, siger Dronningen, »og jeg er hjemme hos mine Forældre. Det var dig, jeg ønskede mig ud af Slottet, for du er den, jeg holder mest af.«

»Du er mig for klog«, sagde Kongen, »du er klogere end jeg. Følg med mig hjem igjen, og saa kunde vi for den Sags Skyld gjærne bytte Klæder, og du blive Konge og antage Regjeringen, for det er du mest skikket til. For Fremtiden skal vi nok leve godt sammen, for nu skal du dømme i Sagerne, naar jeg ikke kan finde ud af dem.« Saa blev det saadan, og hun blev ved at være Dronning.

Niels Hansen Li, Vejen.

Efterskrift.