Part 8

Han faar Køllen og rejser af. Paa Hjemvejen kommer han til Gaarden og gaar ind. »Hvad, a tykkes, du har faaet en Kølle«, siger hun, »hvad vil du have den til?«

»Ja, den er vel til at slaa med som andre Køller«, siger han, for han var jo bleven klogere nu.

Saa snakkede hun jo om, at han kunde godt blive der og ligge i deres Gjæstekammer. Det var han ogsaa godt tilfreds med. Da han var kommen i Seng, lod han til at være trængende til at sove, og han laa stille hen, som om han sov fast. Da kommer Konen listende og vil tage den. Men saa siger han: »Spring, Kølle!« og nu begynder den at gjennemtærske hende saa forfærdelig. Hun jamrer sig og siger, te hvis han vilde holde op med det, vilde hun give ham baade Faar og Dug igjen, som hun havde taget, og aldrig narre ham mere. Ja, saa sagde han: »Stat, Kølle!« og nu holdt den op.

Han fik nu alle hans tre Ting og drager af med dem. Da han var kommen til de pæne grønne Agre, satte han sig og lagde Dugen ned i Græsset. Aldrig saa snart han nu sagde: »Bred Dug«, saa stod der de dejligste Retter, og han sad som ved et kongeligt Taffel.

I det samme kom der nogle fine nogle kjørende. »Nej, sikken Bonde der sidder«, siger de, »og sikken Levemaade han sidder med.« Der staar én af Vognen og gaar hen til ham. »Da sidder du og har det godt«, siger han, »det var dog en dejlig Mad.«

Ja, da kunde han vise ham mere endnu, og saa begynder han at vride Faaret i Halen. Den gjør nu Penge alt det den kan, og dem, der sad i Vognen, de blev saa begjærlige, at de sprang ned og begyndte at samle i Vognen. Saa siger han til Køllen: »Spring, Kølle!« og nu begyndte den at slaa løs paa dem. Den slog først den ene og saa den anden ihjel, og de havde jo faaet Pengene læsset op, saa han behøvede blot at tage Faaret og Dugen med, og saa kjørte han hjem med Heste og Vogn til hans fattige Kone.

Da hun og Børnene saa ham, blev de svært glade. De kom ind og fik Dugen bredt, og saa spiste de; ja, Børnene havde aldrig faaet saadan Levemaade, de var som fødte paany.

Konen spurgte saa, om det Faar ogsaa var deres.

Ja, det var, og nu vilde han vise dem, hvad det duede til. Et af Børnene skulde løbe over til den rige Broder og laane en Skjæppe. Han kom med den, og den var noget aaben i Lugerne. Saa vred han Faaret i Halen, og Skjæppen blev fuld af Guldpenge. Da de hældte dem af, var der kommet en Skilling til at sidde inde imellem Staverne, men han vilde ikke pilke efter den, og saa bar de Skjæppen hjem.

Da den rige Mand saa den, sagde han: »Har I nu saa mange Penge, at I maaler dem i en Skjæppe?«

Ja, de gjorde.

»Hvor har I faaet dem fra?«

»I Helvede«, svarte Drengen.

Den rige Mand vilde nu over at se, om det var sandt. Han spørger om de havde faaet alt det for Svinehovedet.

Ja, de havde.

Da havde han lige slagtet en gammel Galt, og saa vilde han afsted med det Hoved derned. Han kommer ogsaa til Gang og træffer godt nok Manden, der stod og savede Brænde.

»Hvor vil du hen?« siger han.

»Det har a ikke glemt«, siger den rige Mand, han gav et kort Svar.

Da han nu kommer ind til den Slemme med Hovedet, spørger han ham, hvad han skal have for det. Ja, han vilde have en Dug, der kunde dække sig selv, og saa et Faar, der kunde gjøre Penge, og saa en Kølle.

»Naa, det er dig, der har narret mig mine Sager fra, saa skal du da og ske en Ulykke.« Han tog ham med ind i et Kammer, og der stod en blodig Hugknot og et Kar Blod. Nu hug han Hovedet af ham, og saadan Ende tog det med den rige Mand. Men de andre fattige Folk de lever fremdeles godt der hjemme.

Marie Frederikke Schnevoigt, Tindbæk.

21. Kjællingens gode Raad.

En svær fornem Herre var gift, men saa døde Konen fra ham, og han sad Enkemand en Tid. Saa friede han til en anden stor Herremands Datter, men hun vilde ikke have ham og sagde nej. Faderen vilde, at hun skulde have ham, for det han var saa rig, og han truede med, at hun skulde ingen Ting arve efter ham, hvis hun ikke vilde have ham. Saa siger hun: »Ja man gjør meget for Mads Skyld, sagde Jomfruen, hun skulde sove hos Herremanden«, og saa blev hun jo tvungen til det, og fik saa Gilde med ham.

Men hun skulde altid høre det Sprog: Ja, man maa gjøre meget for Mads Skyld, og slem var han ved hende. Saa træffer det en Dag, der var Selskab, at han siger det flere Gange, og alle Gjæsterne hørte det: »Ja, man maa gjøre meget for Mads Skyld«, sagde Jomfruen, hun skulde sove hos Herremanden. Hun tog sig det saa nær, at hun gik ud i Kjøkkenet og stod og græd.

Saa kommer der en gammel Kjælling ind i det samme og vil tigge. »Herregud, Madam, hvant er det, hun saadan græder for, hun er saa rig og har nok, og saadan gammel Stakkel som mig har ingen Ting andt end det, a kan tigge.«

»Jammen du kan have meget bedre end jeg«, siger Herremandens Kone.

»Maa a da spørge om Aarsagen til, at I saadan sørger.«

»Det kan du ingen Ting gjøre ved«, siger hun igjen.

»Ja, en kan jo aldrig vide, hvad saadan en gammel Kjælling kan udrette. Sig mig det.«

Ja, saa fortalte hun, hvordan hun skulde høre det alle Tider.

»Aa, det har ingen Nød«, siger Kjællingen, »det er der gode Raad for, giv dig kuns tilfreds.«

Saa var Herremanden og hans Gjæster taget ud paa Jagt, og det blev taaget og Aften. Han kom helt fra de andre, og som han har redet et stort Stykke, bliver han et Lys vaer. Han rider efter det og kommer til et bitte Hus. Der spørger han, om de kunde ikke vise ham Vej.

»Nej«, siger der en gammel Kjælling, »a kan lidt gaa og slet ikke rende. Men han kan blive her, til det bliver Dag, og han kan se.«

Ja, det var han nok nødt til, siger han, han kunde ingen Steder finde. Hun var saa fedtet og saa beskidt, denher gamle Kjælling, te han holdt ikke af at blive, og han var rigtig saa led ved hende. Men som sagt, han var nødt til at give sig til Taals.

Som han nu sidder der, bliver han saa meget pinendes tørstig. Saa siger han, om hun kunde ikke give ham en Taar at drikke, blot en Taar Vand.

»Jo, du kan saamænd«, siger hun, og hun gaar hen og kommer tilbage med et bitte Krus, der var saadan et Skaad i den ene Side af. Han tænker saa ved sig selv, han vil drikke af det Skaad, for paa det Sted drak Kjællingen vel ikke af Kruset.

Men da han saa havde drukket, siger hun: »Aa Herregud, Sønlil, tu du kunde nu endda passe at drikke af det Skaad, som a har alle Tider drukket af. Derfor er Skaaret netop blevet der. Det er saa min Sandten baade mit Drikkekrus og mit Pissekrus.«

Det var en rar Forklaring den at høre paa.

Da det blev hen imod Dag, saadan han kunde komme derfra, saa han efter at komme afsted, og glad var han ved at komme fra den gamle slemme fedtede Kjælling.

Da han var henfaer, rejser Kjællingen ogsaa af, og hun kommer hen til Herregaarden igjen og beder Goddag, for det var jo netop hende, der havde været der før. »Hør nu, Madam«, siger hun, »naar jer Mand nu lader jer høre det igjen, saa skal I svare og sige: Ja, man maa gjøre meget for Tørsts Skyld, sagde Herremanden, han drak af Kjællingen hendes Drikkekrus og Pissekrus.«

Madammen takker Kjællingen for det, og hun gaar.

Saa staar det hen, til der bliver Selskab igjen, da kommer Herremanden som sædvanlig med sit: Man gjør meget for Mads Skyld, sagde Jomfruen, hun skulde sove hos Herremanden. Saa tager hun Ordet og siger: »Ja saa mænd, man gjør ogsaa meget for Tørsts Skyld, sagde Herremanden, han drak af Kjællingen hendes Drikkekrus og Pissekrus«, og saa gik hun ud i Kjøkkenet.

Han sad og lydde noget paa dether, og saa gaar han ud i Kjøkkenet til hende og siger: »Hvad var det te du sagde?«

»Det véd du vel bedst selv, for du har vel erfaret det.«

Med det samme siger han: »Vil du love mig aldrig at lade mig det høre mere, saa skal a heller aldrig lade dig det høre mere.« Siden levede de ordentlig sammen.

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.

22. Ræven, der blev narret.

Gaarden _Hjortnæs_, der nu er Fæste til Børglum, har i sin Tid kun været et lille Hus. Der boede for mange Aar siden i Fristrup en Arbejdsmand, der hed _Kristen Helledi_. En Dag gik han ned for at fiske i Aaen der sønden for, og saa fangede han en _Sølvfisk_. Den tager han med sig hjem. I det han nu gaar forbi en lille Hytte, som Hyrderne brugte at sidde i om Sommeren, naar det var godt Vejr, eller naar de vilde være Skygge -- de havde nemlig mange Stude paa Gaarden den Gang, og dem skulde han jo passe -- da kommer der en Trold ud af Hytten, og han ser Sølvfisken og spørger ham, om han vil sælge den.

Ja, det kunde han godt; »hvad vil du give?« siger han.

»A vil give dig en _Høne_, der lægger et Æg for hvert Skridt, den tager.«

»Det var ikke saa gal en Handel«, tykte Kræn Helledi, og han faar Hønen, og den anden faar Fisken.

Det var nu om Søndagen, dether passerede, og om Mandagen, da Kristen skulde til Hove paa Børglum, fik han saa meget Æggemad med sig, baade kogte Æg og Æggekage, for Hønen havde lagt en dygtig Mængde Æg allerede, og Kristens Børn havde ogsaa faaet dem, de kunde æde. Der boede en Ræv i Bakken ovenfor Fristrup og østen for Klosteret, og han sad i hans Dør og saa, hvordan deher Børn de løb uden for og var saa fornøjede. Saa gik han ned til Konen og sagde: »Hvordan kan det være, dine Børn er saa godt tilpas i Dag?«

»Jo«, siger hun, »det er ikke saa sært, for vor Faaer han var i Gaar ude paa Fiskefangst, og saa fangede han en Sølvfisk; den byt han væk og fik en Høne for, der lægger et Æg for hvert Trin, den tager, derfor har vi faaet saa mange Æg, og dem kan Børnene godt lide.«

»Det var rart«, siger Ræven, »kunde jeg ikke laane den Høne lidt, jeg skulde have Fremmede én af Dagene.«

»Jo, det kan du godt«, siger hun, »nu har vi allerede en hel Del Æg, men du maa bringe os den snart igjen.«

Det lovede han, og saa rejste han af med Hønen.

Da Manden kom hjem om Aftenen, skjændte han paa Konen, for det hun saadan havde skilt sig ved den. Søndagen efter vil han atter ud paa Fangst i Klostergrøft, og da er han saa heldig at fange en _Fisk med Guldhale_. I det han nu gaar tilbage og kommer forbi den bitte Hytte, saa kommer Trolden ud igjen og vil bytte med ham. Nu vil han give ham en _Gris_, for hvert Trin den tog, faldt der en Side Flæsk fra den, og den Handel vilde Kristen nok gjøre.

Nu fik de Flæsk nok der hjemme, og Dagen efter fik han dygtig med Flæsk med sig paa Kloster til Hove. Ræven laa udenfor sin Dør og saa, hvordan Kristen Helledis Børn løb uden for Huset og var saa fornøjede og muntre. Saa gik han ned til Konen og spurgte hende om, hvordan det havde sig. Hun fortæller ham, hvordan en Gris de havde faaet, og han vil gjærne laane den af hende, saa skulde han nok snart komme tilbage med det hele.

Da Kræn Helledi kommer hjem og savner Grisen, maa Konen jo fortælle ham, hvordan det er gaaet, og han gaar saa og spekulerer lidt paa, hvordan han skal nu bære sig ad med Ræven. Der var ikke andet at gjøre, tykte han, end at gaa op og grave Ræven ud, og det kunde han jo og sagtens gjøre, men saa var han bange for, den skulde bide Hønen og Grisen ihjel, inden han fik Hold i det. Saa en Søndag Morgen tager han Spaden paa Nakken, og gaar øster ud igjennem Fristrup By op østen for Bakken, som Klosteret ligger paa, og saa gjennem Børglum By, til han staar lige nord for Rævens Bolig. Da lister han sig stille op over Bakken og kommer lige oven for Rævens Dør. Den laa lige uden for og slikkede Solskin, og saa jager Kristen Helledi til med Spaden og stikker den ned mellem Døren og Ræven, saa den kan ikke smutte ind igjen, men maa løbe sin Vej. Nu giver han sig til at grave sig ind i Bakken og finder Sagerne. Han tager baade Hønen og Grisen med hjem og har det nu godt.

Ejeren paa Klosteret fandt paa en Tid efter, at han skulde til Hjortnæs at bo, og saa byggede han sig der et Hus, for i de Tider kunde Herren jo jage Hovbønderne, hvorhen de vilde. Han begyndte at dyrke op af Heden, og der var nok af den, saa det til sidst blev til en stor Gaard. Det er fra den Mand, jeg stammer.

Lærer Hjortnæs, Brensted.

23. Det fundne Barn.

Der var en Præst, som havde meget for Vane at gaa ud paa Kirkegaarden om Aftenen, og Præstegaarden laa tæt ved Kirken, som den gjør saa mange Steder. Men hans Kone var ikke saa meget godt fornøjet med dette her, de levede ellers rart sammen og havde det saa godt, men den Nattegang var hun ikke glad ved. Saa træffer det en Aften, da han atter er paa Vej til Kirkegaarden, at han hører én staa og kaste med en Spade der ude. »Hvad mon det skal betyde?« tænkte han ved sig selv, og gaar saa hen for at se efter, hvordan det forholder sig, og hvem det er; men Personen mærker, at der kommer én, og saa render den sin Vej.

Præsten gaar hen til Stedet og finder, at der er kastet et lille Hul, og der staar en lille bitte Ligkiste ved Hullet. Han bliver saa sær ved det Syn, men bliver endnu mere forundret, da han faar Laaget op, for det var ikke smækket anderledes paa, end at det magelig kunde tages af. Der laa nemlig et levende Barn i Kisten. Præsten grunder over, hvordan det skal forstaaes, og tænker, at det maa være en Fejltagelse; men her var ikke Tid til lang Grunden, altsaa tager han Barnet med sig hjem for det første. Nu holdt han ikke af at aabenbare det for hans Kone, da han nok skjønnede, det var bedst, at den Sag gik af i Stilhed, og saa kom han heldigvis i Tanker om, at der boede en Kone ude paa Heden, som havde tjent ham, og hendes Mand var for nylig død, men hun havde et lille spædt Barn, der laa ved Brystet, og saa kunde han maaske faa hende til at føde dether op ogsaa. Han gaar saa derud den samme Nat, banker paa Døren og faar Konen i Tale. Ja, saadan og saadan forhavde det sig, her var et lille Barn, som han havde fundet ude paa Kirkegaarden, og nu havde han tænkt sig, at hun kunde tage imod det for gode Ord og Betaling. Men det gjaldt jo om at holde det hemmelig, og derfor maatte hun helst sige, at der var kommet en Pige fra en Kjøbstad til hende med det. Pigen var kommen galt afsted og skulde nok betale for Barnets Opdragelse, men det skulde være dulgt.

Konen lovede at tage sig af Barnet, og det blev Præsten glad over, han tog ned i hans Lomme og flyede hende nogle Penge, og saa var den Sag afgjort. Men Barnet havde saadan nogle kostbare Klæder paa sig, og dem beslutter de, at hun skal tage af og gjemme, og saa klæde det op som et fattigt Barn. Da den Aftale var gjort, og alting var til Side, gik Præsten hjem, og nu var det blevet Dag.

Da han kom ind, sad Konen og drak Kaffe og spiste Frokost. »Men hvor har du dog været den heleste Nat?« Ja, han vidste det snart ikke, han var gaaet ud i Marken i Aftes og var gaaet omkring saadan i Tanker, og saa var Tiden svunden hen for ham, saa han snart ikke vidste, hvor den var bleven af. Saa fik han en Kop Kaffe at varme sig paa, for han var baade forfrøssen og sølle og søvnig, og da Konen var saa venlig imod ham, vilde han ogsaa lyde hende i at gaa hen at sove.

Nu gik Præsten tit ud til det Kvindfolk paa Heden for at fly hende Penge og se til Barnet og høre til, hvad Folk sagde, og saadan, og de Besøg kunde hans Kone ikke ret forstaa sig paa, hun var ikke saa fri for at være noget sørgende over det, men turde heller ikke spørge ham om noget. Da en Tid faar gaaet, og Drengen er bleven stor, fortæller han hende noget om denher Pige fra Kjøbstaden, der havde sat et Barn af ved Konen paa Heden, og de havde jo selv kun en lille Pige, saa han vilde, at de skulde tage Drengen til dem, det kunde ikke gjøre dem det mindste, og det var en stor Almisse at gjøre imod Barnet. Konen sagde ja, og saa kom Drengen i Præstegaarden, men Præsten gjemte det Tøj af Barnets.

Drengen blev lært godt op og kom som voksen til en Herregaard der i Sognet for at være Skytte. En Dag sagde Præstekonen, at hun syntes, det var sært, der kom ikke nogen Frier til deres Datter.

»Aa«, siger Præsten, »det kan ogsaa være det samme, for hun er forlovet.«

»Er hun forlovet?« siger Konen, »da har jeg aldrig mærket til noget, sig mig endelig, hvem det er.«

Ja, det var den lille Fyr, der nu var Skytte.

»Aa, hvad kan det hjælpe, vi kan ikke give vor Datter noget, og han har heller ikke noget.«

»Det skal du aldrig bekymre dig om«, siger han, »vi havde jo heller ikke noget, da vi kom sammen.«

En Dag kom Forvalteren paa Herregaarden kjørende til Præstegaarden med Herremandsenken i Besøg. Som de nu sad og snakkede, sagde hun, at hendes Ærende da egentlig var at faa Præsten til at hjælpe sig med at sætte nogle Papirer op. Nu var hun hen paa Alderen og havde haft saa megen Sorg, derfor mente hun, det var paa Tiden at faa bestemt, hvem der skulde arve hende, og nu vilde hun da have Forvalteren det hele tilskrevet, for han var hendes Mands Broder og havde været hos hende i mange Aar.

Saa vilde Præsten vide, hvad særdeles Sorg hun da havde haft.

Ja, han vidste jo nok, at hendes Mand var død, og saa en Maaned efter fødte hun noget til Verden, som var saadan en Waanfar, det havde Forvalteren sagt, og han havde sørget for at faa det af Vejen.

»Da har jeg intet saadant Barn kastet Muld paa«, siger Præsten.

Nej, det vidste hun nok, Forvalteren havde sagt, at hun kunde ikke taale at faa det at se, og derfor havde han kastet det hen i al Stilhed paa Kirkegaarden, og hun troede ham jo godt nok, for det var hendes Mands Broder.

»Ja, det var ingen Waanfar«, siger Præsten, og saa render han ind efter hans Kirkebog og slaar op i den; der kunde hun se, at det var et levende Barn, der var født paa den Tid og fundet paa Kirkegaarden.

Om han kunde gjøre noget Bevis for, at det var hendes? siger hun.

»Ja, det tænker jeg«, og saa springer han ind efter det kostbare Tøj, som Barnet havde paa sig: om hun kunde kjende det?

»Ja«, siger hun, »det kan jeg kjende, for jeg har vædt det med mine grædende Taarer, ilav min Mand døde, da sad jeg og syede paa det. Men hvor er Barnet?«

Ja, for Øjeblikket vidste han det ikke, det kunde være muligt, han kunde være i Præstegaarden, for det var ikke saa sjælden, han kom der. Præsten render nu ud i Haven og træffer ham godt nok der ude, han og Datteren gik og spaserede med hinanden. Saa kommer han ind med ham og siger, at her var hendes Søn. De farer i hinandens Favn, og hendes Kinder, der før var bleghvide, blev nu blusrøde, og der blev stor Glæde. Saa blev Forvalteren kaldt ind, og Enken sagde, at han skulde pakke sig øjeblikkelig, hun vilde ikke mere se ham for sine Øjne, for hun kunde jo godt forstaa, hvifor han havde saadan baaret sig ad.

Den Gang alt det var nu gaaet for sig, fik Præstekonen først Sagens Sammenhæng at vide. Hun tager da Ordet og fortæller om, hvor tit hun havde været sørgmodig og nedslagen, for det hendes Mand havde gaaet ud til den Kone, og nu vilde hun ikke længere dølge den Sorg, hun saadan havde haft, for nu var det hele jo blevet vendt om til Glæde. Da Besøget var endt, kjørte Sønnen hjem med Moderen i Steden for Forvalteren, og nu skulde han ikke være Skytte længere. Om en Tid bliver han saa gift med Præstens Datter, og paa den Maade fik hun et bedre Gifte, end Præstekonen havde tænkt, for de blev straks Ejere af Herregaarden og levede godt med hinanden.

Ane Sofie Lavridsdatter, Øster-Bording.

24. Det glemte Løsen.

En Mand gik inde i Skoven med en Sæk og vilde samle Spaan. Da han havde faaet nogle i den, hørte han under Jorden i en Høj tæt ved Siden af sig en Stemme, der sagde: »Bjærgehimmel, luk op!« Saa aabnede Højen sig, og en lille skjægget Pusling kom ud og gik længere ind i Skoven. Lidt efter gik Manden hen til Højen og sagde lige saadan, som han havde hørt: »Bjærgehimmel, luk op!« Jo, ganske rigtig, saa aabnede Højen sig, og han gik ind og fandt saa mange Guld- og Sølvgjenstande. Saa gaar han ud igjen, hælder den Smule Spaaner af Sækken, som han har samlet, og kommer saa meget Guld og Sølv i den, han kan bære. Dernæst gaar han ud og siger: »Bjærgehimmel, luk i!« Da lukkede Højen sig, og han gik ud.

Saa kunde han ikke bare sig for at fortælle en anden fattig Mand, hvordan han var kommen afsted, og han vilde da prøve, om han kunde gjøre lige saa god en Træfning. Altsaa tager han en Sæk og gaar ud til den samme Høj. Da han har ventet noget, er han ogsaa heldig nok til at høre Bjærgmanden inde i Højen sige: »Bjærgehimmel, luk op!« og da han nu er gaaet ud, kommer Manden med sin Sæk, men for at ingen skulde overraske ham, mens han var der inde, saa var det første, han gjorde, at sige: »Bjærgehimmel, luk i!« Nu fyldte han saa meget i Sækken, som han kunde omtrent bære, og saa skulde han jo til at ud igjen, men han havde glemt, hvad han skulde sige, og da Bjærgmanden kom tilbage igjen, stod han bag ved Døren og sagde: »Bjærge, bjærge, bjærge!« mere kunde han ikke huske.

Saa sagde Bjærgmanden: »Naa, det er dig, der har været her og har stjaalet mit Guld og mit Sølv, da skal du aldrig komme til at stjæle hverken fra mig eller nogen mere.« Saa slog han ham ihjel.

P. Andersen Bjerregaard, Brandstrup.

25. De tre Ønsker.

Den Gang Vorherre og Sankt Peder de vandrede paa Jorden, da var de en Gang blevne baade sultne og tørstige. Saa kom de ind til en gammel Kone og bad om en Krumme at æde og drikke; og hun gav dem ogsaa det bedste, hun havde, det var jo ikke saa meget, for hun havde det fattigt og tarveligt. Da de skulde saa gaa igjen, siger de, at de havde ikke noget at give hende for det, men hun maatte faa tre Ønsker. De tænkte nu, hun vilde bede om Guds Rige for det første, men det tænkte Konen ikke paa.

Hun vidste nu aldrig, hvad hun skulde finde paa at bede om. Endelig kom hun i Tanker om, at hun havde noget Hør, der var saa stakket at spinde, og saa ønsker hun, at det maa blive langt. Dernæst havde hun noget Brændsel, der var saa slemt at faa i Stykker, og saa ønsker hun, at hvad hun slog paa, det maatte straks gaa i Sønder. Endelig mindedes hun, at hun havde saa langt at gaa efter Vand, og saa ønskede hun, at de to sorte Kander, hun havde at hente Vand i, de maatte selv kunne daske til Kjelden efter Vand og blive fyldt, naar hun sagde til dem, at de skulde gaa.

Naa, saa havde hun jo hendes tre Ønsker. Saa vilde hun til at prøve dem, og først skulde det saa prøves med Kanderne. Deher to sorte nogle pikkede ogsaa af, og hun tykte jo, det saa saa morsomt, og i det samme rækker hun Hænderne i Vejret, saadan i hendes Glæde, og slaar saa ned med dem paa hendes Laar. De gaar øjeblikkelig i Stykker, og hun falder om paa Stedet, hvor hun staar, og kan hverken støde eller gaa. Som hun nu laa der, blev hun saa elendig i Sind, og hendes Næse blev snattet. Saa vilde hun snyde den med Fingrene og tørre det af paa hendes Skjørt, men da bliver Næsen saa lang, og hun rykker den helt derom. Saadan gik det hende med hendes Ønsker, og hun ligger der nok den Dag i Dag.

Byriel Jensen, Grynderup.

26. Det stærke Øl.

To fattige Folk kom sammen og fik en Hedeparcel ind til en Landevej. Saa siger Konen til Manden: »Skulde vi ikke have lidt Øludsalg, saadan vi kunde tjene et Par Skilling?«

Jo, han tykte godt nok om det, og saa kjøbte han tre Oksehoveder, og hun bryggede tre Slags Øl af én Skjæppe Malt. Den ene kaldte hun Rusendal, den anden Mellemspir og den tredje Slyk-atter.

Saa en Dag kommer der en Rejsendes ad Vejen og kommer ind og vil kjøbe et Glas Øl. Da var Konen ene inde, og hun siger jo, hvad for Øl han vil have.

Ja, saa forlanger han et Glas Mellemspir. Det smagte jo ikke af andet end Vand, og han bliver saa gal, te han slaar Glasset imod Gulvet og render ud af Døren uden at betale. Konen gaar saa ud til Manden og siger, te deres Øl var meget for stærk, for der var kommen én ind og havde faaet af Mellemspir, og han blev saa rusendes, at han løb ud af Døren og slog Glasset i Gulvet; de kom til at have noget mere Vand i Øllet.

Saa kjøbte han tre Oksehoveder til, og saa fik de seks Tønder Øl. Men nu vilde ingen kjøbe det, og de havde da nok deres hele Levetid.

Niels Kr. Graversen, Karsbæk, Lem.

27. Syner i Spejlet.