# Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr

## Part 7

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/fra-mindebo-jyske-folke-ventyr-46278/index.md

Den gamle Mand bød endda til at ville arbejde med, hvis han kunde faa et bitte Stykke Mad, men Povl sagde: »Nej, saadan en gammel Mand ser ikke ud til at kunne arbejde.« Han fik altsaa ikke noget, og den gamle maatte gaa igjen. Men saa varede det ikke længe, inden hans Madpose slap op, og han fik intet Skib færdigt. Straffen blev saa udført paa ham, som Kongen havde bestemt, og saa kunde han rejse med det.

Ja, saa blev Per konfirmeret, og saa skulde han ud i Verden. Ham gik det akkurat lige saadan som den anden, og han fik ogsaa en Øl skaaren af sin Bug og sin Bag, og saa blev der strøet Salt og hede Emmer i.

Saa kom Turen til Esben Naasvis, nu var han bleven konfirmeret. Faderen var saa bange for ham, da han drog afsted, og gav ham saa meget gode Formaninger med paa Vejen. Han rejste med et frit Mod og sagde, at han skulde nok skikke sig godt i Verden.

Da han kom om ved Kongeslottet, stod Kongen udenfor, og saa siger han: hvad han rejste efter?

Ja, han vilde da helst have sig en Tjeneste.

Saa tilbød Kongen ham at blive, og han skulde ogsaa til at bygge Skibet, hvis han kunde det, skulde han have hans Datter og det hele Kongerige.

Esben Naasvis tænkte mest paa Datteren, for hende havde han set og funden stor Behag i, men Riget brød han sig ikke stort om. Han kunde ogsaa snart forstaa, at han behagede hende. Saa skulde han til at ud i Skoven, og hun havde en rigtig god Madpose til ham og ønskede ham Velsignelse paa Rejsen, for hun vilde gjærne, det skulde gaa ham godt. Saa rejste han af.

Nu havde han ikke nænnet til at spise synderlig hjemme ved Faderen, og han var sulten og satte sig straks til at løse for Madposen. Da kommer den gamle fattige Mand ogsaa til ham. Om han maatte ikke faa et bitte Stykke med?

»Jo, a har en stor Madpose«, sagde Esben, »den kan nok slaa til til os begge.«

Saa spiste de begge to med god Appetit, og da det var til Side, hjalp den gamle ham at arbejde. Det var Esben godt tilpas med, for han havde taget sig et Arbejde paa, som han ikke kjendte det mindste til; han var saa ung og havde aldrig givet sig af med at være Skibstømmermand. Naar Esben forhuggede noget, saa var den gamle til Rede og rettede det. Det varede ikke længe, inden Skibet var færdigt, og de saa nu efter at faa Ende paa Madposen. Saa siger den gamle: »Naar du sejler nu hjem, kommer du nok til nogle paa Vejen, som du kan bruge og maa tage med.«

Ja, saa sagde han den gamle Farvel og rejste af. Lidt efter kommer han omkring ved én, der staar og nager i et Kjødben. »Hvad staar du og nager der i det Ben for?«

»Jo, for a kan aldrig faa Kjød nok«, siger han.

»Kom du saa og sid paa med mig.«

Længere hen kom han til én, der stod og sugede i en Øltap. »Hvad staar du og suger i den Tap for?«

»Det gjør a, for a kan aldrig faa Øl nok.«

»Kom saa og sid op med mig.«

Da han nu var kommen op, sejlede de videre. Saa kom de til én, der stod med hans ene Fod i hans Haand. »Hvad staar du der med din Fod i din Haand for?«

»Jo, for a kan rende til Verdens Ende fra en halv Time før Solen gaar ned, og til den er nede, og endda komme tilbage, før den er helt nede.«

»Kom du saa og sid op.«

Længere henne kom han til én, der stod og bankede i Jorden med en stor Nødde. »Hvad staar du der og banker i Jorden for?«

»A kan banke saadan, de kan høre det til Verdens Ende.«

»Kom du og sid paa med mig.«

Endelig kom han til én, der laa og luttede hen ad Jorden med et Par lange Ører. »Hvad ligger du der og lutter efter?« siger Esben.

»Jo, a kan høre hvert Ord, der bliver sagt, helt til Verdens Ende.«

»Kom du og sid paa med mig.«

Saa sejlede han, til han kom ind paa Slottet, og Skibet gik lige godt over Bakker som over Dale, og over Land som Vand. Saa gaar han ind og mælder sig for Kongen, at nu var han der med Skibet. Kongen og Dronningen og Datteren kom nu ud og skulde se paa det Skib, og det gik lige godt over alt. Saa blev der Sorg paa Kongen, nu skulde han jo til at miste hans Kongerige. Men saa finder han paa at forhale Tiden for Brylluppet og sætte ham noget for, som han ikke kunde udføre, og maaske komme af med Livet ved, saa var han skilt ved ham.

Først sætter han ham til at spise tolv Tønder Kjød paa én Gang. »Efter det strænge Arbejde er du bleven alt for mager«, siger han, »du skal have lidt at styrke dig paa.«

Han faar saa Kjødet og rejser af med det hen til det bitte Hus, hvor han havde de Folk, han havde faaet op med at sejle. Da han var kommen sejlende til Slottet, satte han dem nemlig ind i et bitte Hus og forseglede Døren, for at han kunde have dem der, naar han skulde have godt af dem. Han taler saa til den, der aldrig kunde faa Kjød nok, og beder ham hjælpe sig, for han begyndte at vente efter Bryllupsdagen.

Jo, det var han saa meget villig til, og de andre vilde ogsaa godt hjælpe ham. Det var nogle gode Hjælpere, han der havde faaet, for den første Mand han spiste en Tønde Kjød lige saa hastig, som alle de andre var om én.

Det varede nu ikke mange Dage, inden det Kjød var fortæret. Saa gaar han op paa Slottet og mælder, at nu var han færdig med det. Saa siger Kongen: »Du er ikke fed nok endnu. Nu skal du først drikke 12 Tønder godt Øl, inden du skal have Bryllup.«

Han rejser af med Øllet ned til det bitte Hus og beder ham, der var saa god til drikke, om at hjælpe sig. Han var villig nok til det, og de andre hjalp til, og saa varede det kun nogle faa Dage, inden det var til Side.

Saa mældte han sig igjen ved Kongen. Ja, det var godt nok, men Kongen havde nu faaet noget mere spekuleret ud.

Nu skulde han gaa til Verdens Ende og hente en Kjedel Tevand, der skulde bruges til Brylluppet, og det skulde han komme tilbage med, inden Solen gik ned, ellers fik han ikke Datteren. Da var Solen ikke uden en halv Time i Vejret.

Nu begyndte Esben at blive forknyt med sig selv. Men han kom jo i Tanker om ham, der var saa god til at rende, og saa skyndte han sig hen til det bitte Hus og forklarede ham Sagens Lejlighed. Den Gang han fik Besked, afsted lod han klø. »Naar Solen ikke er uden en halv Time i Vejret, saa kan den jo snart søkke.« Tiden gik, og den halve Time var snart omme, og der var ingen Ting at se endnu. Da beder han ham, der var saa god til at banke, om han vilde ikke have bunket, for at den anden skulde stræbe at løbe og komme igjen, da det var nu nærved Tiden. Jo, han banker, men der kommer ingen. Saa beder han Lutteren, om han vilde nu ikke have lagt sig ned og luttet efter, om Renderen var kommen til Verdens Ende, for Solen var da saa lidt i Vejret, og det var ikke fri, han var noget ængstelig nu. Jo, han lægger sig og siger: »Han har været der og faaet Tevandet, og det varer ikke mange Minutter, inden vi har ham.« Imens de snakkede om ham, saa havde de ham ogsaa paa Pletten, og Esben Naasvis var glad og skyndte sig afsted med Tevandet op til Kongen.

Saa var alt godt, og nu blev Brylluppet holdt, Kongen kunde indse, at han ikke kunde faa nogen villere Svigersøn. Der blev saa travlt med at lave paa det Gilde og byde sammen til det, og a blev ogsaa bøjen. De foræret mig en Boksnæse og en Papirsforkel og et Par Glassko, og saa bad de mig, om a vilde ikke gaa dem til Haande paa Bryllupsdagen. A har nu altid været saa villig og gik og hjalp med at vende Stegene og røre i Potter og Pander. Men saa vilde Ilden brænde vel stærkt, og de bad da, om a vilde ikke rende ud og hente et Par vaade Tørv, at det skulde ikke brænde slet saa stærkt. Da a stod og vendte Stegene, da breddes min Boksnæse, og da a fik de vaade Tørv i mit Forkel, saa gik det i Stykker. Da a saa gik og stampede i Stenbroen, gik mine Glassko i Stykker. Se saa var det til Side med alle de Dele, a var bleven foræret. Snip snap snude, nu er mit Emter ude.

Marie Frederikke Schnevoigt, Tindbæk.

19. Hesten Blank.

For omtrent en 50 Aar siden levede der en Konge i Spanien, han var Enkemand, og saa blev han gift og fik en ung Hustru. En Dag gik hun ude i Skoven at forlyste sig, og da blev hun pludselig henreven af en Heks. Kongen havde saa en Karl, der tjente ham, og han lod hans Ord lyde med, at det ikke var umuligt at tilvejebringe Dronningen. Nogle Dage efter blev Kongens Søn ogsaa henreven af en Heks, det var én, han havde med den første Kone. Saa lod Karlen hans Ord lyde med, at han ogsaa kunde skaffe ham imod at faa en god Betaling. Hvorpaa det Rygte kommer for Kongen, og han skikker Bud til Karlen, han skulde komme ind, Kongen vilde snakke med ham.

Karlen kommer ogsaa ind, og Kongen spørger ham: »Mon det virkelig passer, at du har sagt, du kan skaffe min Kone og min Søn til Veje igjen?«

Han siger ja, det troede han nok, han kunde, men han vilde have otte Dages Respit og høre sig for, hvor Heksen hun boede. Saa bliver han lige godt lidt forskrækket for sig selv, han kunde nok indse, det var vel meget, han havde taget sig paa. Saa gik han en Dag ude i Skoven og græd.

I samme Lag kommer der en Heks til ham, og den siger: »Hvad græder du for, min Søn?«

Ja, han fortalte hende hele Omstændigheden fra først til sidst.

»Nu skal du gaa tilbage til Kongen«, siger hun, »og forlange tolv tusend Rigsdaler, for Vejen er lang og besværlig. Du skal ogsaa forlange tolv Spænd Heste og en Kusk til hvert Spænd. Dernæst forlanger du tolv Køer eller Stude, og de skal slagtes og hugges i Stykker og Stumper, i Fjerdinger og Halvfjerdinger, ligesom du kan. Skindene skal være paa den ene Vogn, og dem maa du ikke røre undervejs, dem skal du have med til Afstedet. Heksen hun bor sønden for Solen og norden for Vinden og vesten for det babyloniske Taarn, og naar du saa kommer paa en halv Mil nær hendes Hjem, saa udviser hun Ulve, Bjørne og alle glubendes Dyr for at fange og fortære dig, men saa skal du have det Kjød at smide ud, saa de kan have det at ro dem ved i Sted for dig. Naar du saa kommer til Heksen, og du forlanger Dronningen og Sønnen, saa vil hun først se, om du kan nogen Ting fra den sorte Skole. Saa omvandler hun Prinsen til en Hest, og du skal da finde ham imellem 25 andre Heste. Men du skal ikke tage nogen af de pæne Heste, du skal tage den allergrimmeste, der er, for det er Sønnen. Saa omvandler hun Dronningen til en Hvedekage, og hende skal du finde imellem en hel Del andre. Du tager blot den midterste, og saa tager du din Kniv og forestiller, ligesom du vil skjære Kagen over. Saa giver hun sig til Kjende, og du har da fundet dem begge to.«

Nu lader vi det bero ved det, og saa lader vi det komme tilbage igjen til Kongen. Karlen kommer saa ind til ham og siger, at nu vil han begive sig paa Rejsen, men den er lang og besværlig, og han maa have tolv tusend Daler i Rejsepenge, og saa maa han have tolv Spænd Heste og en Karl og Kusk for hvert Spænd. »Dernæst skal jeg have tolv Køer eller Stude, lige meget hvilke det er.«

Alle disse Dele faar han, og saa slagter han Studene og hugger dem i Stumper, lægger dem og Huderne paa Vognen og kommer til Kjøren. Han fortsætter Rejsen i lang Tid. De kjører og kjører den evige Kjøren, men omsider kommer de til de Dyr, der var sendt ud for at fange ham. Nu skulde Hestene løbe alt hvad de kunde, og han og Karlene vilde smide ud af Kjødet. De glubende Dyr var der i hundredevis, og han bad Karlene smide ud af Vognene saa stærkt som de kunde, det ene Stykke efter det andet. Siden han nu kommer over den halve Mil, saa kjører han i Fred og Ro, og omsider naaer han da til Heksens Bopæl.

Han bad om at komme hende ved Tale. Hun kom ogsaa straks, og han spurgte, om det var muligt, hun vilde udlevere den Dronning og den Kongesøn med det gode, ellers skulde han sætte hende en Ring i Næsen, hun kunde ikke rode af sig i tre Aar.

Hun svarte, te hun vilde ikke lige straks, han skulde tjene dem først. »Nu omvandler jeg Sønnen til en Hest, og saa finder du ham allerførst«, hvorpaa hun udviste ham 25 smukke Heste i Stalden, og saa skulde han gjætte, hvilken af dem der var Sønnen.

Han staar og ser lidt paa dem. »Saadanne smukke Heste, som her er«, siger han, »dem kan jeg ikke bruge, for kommer jeg paa Ryggen af dem, saa førend jeg véd, saa rider jeg paa Papir. Men her staar et gammelt graat Mulæsel, det maa jeg have.«

»Det passer rigtig«, siger hun, »for det var netop Sønnen. Jeg vil endnu en Gang se, om du har lært noget i den sorte Skole.«

Det mente han nok.

»Nu i Morgen omvandler jeg Dronningen til et Hvedebrød, og saa maa du gjætte, hvilket det er.«

Dagen efter bliver der stilt saa mange Hvedebrød an for ham, te det var rasendes, og nu skulde han gjætte, hvilket af dem der var Dronningen. »Jeg vil tage nærmest for Haanden«, svarer han, »jeg tager den midterste Kage«, hvorpaa han tog hans Lommekniv og vilde skjære den over.

Saa siger Dronningen: »Skjær mig ikke, for her er jeg.«

Nu har han altsaa fundet hende. Men saa siger Heksen: »Jeg har endnu en Ting, jeg vil prøve dig med, om du har lært noget ordentlig i den sorte Skole. Der gaar en vild Hest ude i Skoven. Kan du fange den, saa faar du Dronningen og Mulæselet med dig hjem.«

Nu var gode Raad dyre. Næste Morgen gaar Karlen ned i Stalden til Mulæselet og siger til det: »Dersom du nu var Kongens Søn, saa skulde du give mig et godt Raad, men da du er et Mulæsel, saa kan du jo ikke.«

Æselet svarer ham og siger: »Det kan jeg. Du skal grave et Hul ude i Skoven lige saa stort, som jeg er, og der skal du sætte mig i. Saa skal du tage alle de Huder, som du har med dig, og dem skal du lægge ovenpaa mig. Saa skal du kjøbe tolv Tønder Hesteskosøm og strø ovenpaa Huderne, og endelig lidt Muld ovenpaa. Men naar du har put mig i Graven, saa tager du Bidselet af mig, og det skal du staa med tæt ved Graven og ringle med. Den vilde Hest vil da komme lige saa rasendes og slaa Fødderne ned over Hullet. Men for at den ikke skal træde mig ihjel, er det du lægger Huderne og Sømmene ovenpaa. Saa staar den ganske stille, og saa kan du lægge Bidselet paa den. Du kan da komme op paa den, og saa rider du paa den hen til Heksen. Du skal blive ved at lade mig være et Mulæsel, indtil vi kommer hjem. Saa skal du nok faa Besked paa, hvorledes du kan frelse mig, saa jeg kan blive en Kongesøn igjen.«

Han gjorde, som Mulæselet havde sagt, gravede Hullet og satte den ned i det. Dernæst lagde han alle Huderne ovenpaa Ryggen af det, og saa strøede han Hesteskosømmene ovenpaa igjen og endelig lidt Muld for at dække det hele. Men Bidselet havde han jo taget af, og saa stod han tæt ved Hullet og ringlede med det. Da kom Hesten farende, den hed _Blank_ og var saa rasende, at den kunde høres en Mil væk. Som han nu stod der allerbedst, var Hesten der, den kom i saadan Galop og stod med en Fart helt stille paa Mulæselets Ryg. Men den var sukken igjennem alle Sømmene og stod paa de bare Huder. Saa lagde han Bidselet paa Blank og satte sig op paa den. Men i Forvejen havde han lejet Folk til at kaste Mulæselet op igjen.

Saa red han, og Æselet gik bag efter som et Føl. Nu kom han tilbage til Heksen og spurgte hende, om hun havde mere at sætte ham for, for nu med det første vilde han sætte hende noget for.

»Nej«, svarte hun, »jeg tør ikke have mere med dig at bestille, for du er langt klogere end jeg; den Hest har jeg aldrig kunnet fange.«

Altsaa er han nu færdig til Hjemrejsen, hvorpaa han kjøber sig 24 Stude, og dem slagter han. Huderne solgte han, for dem havde han ingen Brug for, men Kjødet beholdt han, og det hug han i Smaastumper, for nu vidste han af Erfaring, at Vejen var lang og meget farlig. Da han kom til Grændserne, hvor de Uhyrer opholdt sig, saa straks han betraad Pladsen, saa havde han dem i hundrede- og tusendvis, Ulve og Bjørne og glubende Dyr. Han kjørte rask til og befalede Karlene at smide ud saa stærkt de kunde. De smed ét Stykke efter et andet, saa længe der var noget tilbage, men da det hele var smidt ud, og de endnu havde et lille Stykke Vej tilbage, raabte han til de andre Kuske, at de skulde slippe Heste og Vogne og komme hen paa hans Vogn og kjøre med ham. De kom ogsaa og kjørte paa den ene Vogn, og Ulvene og Bjørnene tog til Takke med Hestene, der blev tilbage. Paa den Maade reddede de dem da godt over Grændsen, og saa kjørte de hjem.

Da de kom i Kongens Skov, saa vilde de hvile dem en lille Tid, og Karlen og Dronningen de lagde dem ved Siden af hinanden; men han tog hans Sværd og lagde det imellem sig og Dronningen. I den samme Tid kom der en Rejsendes forbi, og han kjendte Dronningen og Karlen. Saa løb han straks op til Kongen og fortalte, at han havde set dem ligge til Hobe ude i Skoven. Kongen gik straks ud i Skoven med ham, der havde set dem. De laa og sov lige godt. Saa vækker Kongen Karlen og siger til ham: »Det var min Mening at slaa dig ihjel, men da jeg ser, at du har lagt dit Sværd imellem jer, og at du altsaa er uskyldig, vil jeg spare dit Liv. Jeg ser nok, at du har skaffet min Dronning til Veje, men hvor er min Søn?«

»Den skal jeg skaffe dig i Morgen«, siger Karlen.

Saa tog Kongen sin Dronning ved Armen og rejste hjem.

Om Morgenen efter siger Mulæselet til Karlen: »Du skal nu skjære mit Hoved af og vende det om, saa det kommer til at vende til modsat Side, og saa sætte det til igjen.«

Han skar ogsaa Hovedet af og vendte det omkring, saa Munden kom til at sidde tilbage, og saa snart han havde sat den til Kroppen, saa stod der den dejligste Kongesøn, nogen har set, hvorpaa Karlen rejste op med ham til Kongen og spurgte ham, om det ikke var hans Søn.

»Jo«, svarte Kongen, »det er netop ham, og nu skal du faa alt, hvad du begjærer, for din Ulejlighed.«

Siden lever de i Flor og Herlighed, og Kongen og Dronningen holdt Bryllup paany med stor Glæde.

Roland Peder Andreassen, Slotved Fattiggaard.

20. Dug, Faar og Kølle.

Der var to Brødre et Sted, den ene var rigtig fattig, og den anden var rig. Den fattige Mand havde Kone og mange Børn, og han trængte ikke sjælden til Hjælp. Hans Broder maatte jo tit hjælpe ham i en snæver Vending, men han var ogsaa slem til at benytte sig af ham og sende Bud til ham om at komme og hjælpe sig med et og andet. Naar han saa var færdig til at tage hjem om Aftenen, sagde de der oppe: ja, nu skulde han have saa mange Tak, og det var den Betaling, han fik. Det kunde de ikke vel leve af, og Konen blev især noget kjed af at høre det alle Tider.

En Dag kom der Bud, at han skulde komme og hjælpe dem at slagte en stor So, og saa siger hun til Manden: »Du skal ikke saadan gaa for ene Tak; naar du er færdig og skal afsted, skal du sige, om du ikke maa faa Svinehovedet til Jul.«

»Det faar a vel ikke«, siger han, »men a kan jo sagt sige det.«

Nu gik det saadan, at de sagde Tak, ligesom de plejede, og saa sagde han det om Svinehovedet.

»Ja, tu tag det saa og rejs til Helvede med det«, sagde Broderen.

Den Gang han kommer hjem, bliver Konen saa glad. »Der kan du se, det hjalp, nu har vi noget til Jul.«

»Ja, hvad kan det hjælpe, a skal jo til Helvede med det.«

Konen tykte, det var rent galt, at han skulde tøde en Dag med den Tur, og maaske én Dag ikke kunde gjøre det. Men Manden vilde afsted.

Han kommer saa afsted tidlig om Morgenen.

Da han nu kommer næsten derned til Helvede, stod der en gammel Mand og savede Brænde. Han sagde: »Hvor skal du hen med det Svinehoved?«

Ja, saa fortalte han, te han skulde til Helvede med det, hans Broder havde sendt ham derned.

»Ja, du skal ikke kere dig efter, hvad din Broder siger. Naar du nu kommer ind, spørger Ham selv dig vel om, hvad du skal have for det Svinehoved. Saa skal du svare, te det har du ikke tænkt paa at faa noget for, men du vil gjærne have den gamle skidne _Dug_, der ligger uden for Døren. Naar du saa faar den og siger: Bred Dug, staar der de fineste Retter paa den, og saa kan du leve lige saa godt som de kongelige.«

Naa, saa kom han ind til Ham selv, og han spurgte ham om, hvad han skulde have for Svinehovedet.

»Det kan a vel ikke faa noget for«, siger han, »men a vil gjærne have den gamle skidne Dug, der ligger uden for Døren.«

»Ja tu, saa tag den, men den har ellers ikke slaaet dig paa Mund, der har lært dig det.«

Saa rejste han af hjem ad med hans Dug. Han kom om ved en stor Gaard, og der boede en rig Kone. Hende gik han ind til og sad og hvilte sig lidt. Saa spørger Konen ham om, hvor langt han havde været henne.

Ja, han havde været i Helvede.

»Hvordan kan det være, du gaar med den gamle skidne Dug?«

Ja, saa fortæller han, hvordan han havde faaet den.

»Aa, det var da en rar Dug. Det bliver for sildig for dig, bitte Mand, at komme til dit Hjem i Aften, du kan godt blive her og komme til at ligge i vort Gjæstekammer.«

Det sagde han Tak for, han kunde ogsaa nok indse, det vilde blive for sildig at komme hjem. Hun beværter ham nu godt, og saa følger hun ham til Sengs. Han var saa forsigtig at tage Dugen med, og han lagde den ved Fødderne af Sengen. Den Gang han var falden i Søvn, saa kom Værtinden listende ind med en anden skiden Dug, og den lagde hun i Steden for den, han havde.

Om Morgenen, da han kom op, blev han godt beværtet igjen, og saa rejste han af med hans Dug. Paa Vejen kom han om ved et Fald pæne grønne Agre, og han breder Dugen og vil til at holde Maaltid. Men den laa lige saa slatte, og der vilde ikke til at komme Mad paa den. Da han nu mærker, at den Dug ingen Ting duer til, saa vender han om og gaar tilbage.

Saa kommer han igjen om ved den Mand, der stod og savede Brænde. »Det hjalp ikke med den Dug«, siger han, »der blev ingen Mad sat paa den.«

»Saa har du vist ladet dig narre. Men du kan jo gaa ind til Ham selv og faa den byttet. Naar du kommer ind, saa spørger han: hvad du skal have for den Dug. Saa skal du sige, at du kan vel ikke faa noget for den, men vil da gjærne have det _sorte Faar_, der staar bunden inde i Stuen et Stykke fra Døren. Naar du vrider i Halen af det Faar, saa gjør den Penge, lige saa mange du ønsker, og den bliver ved, saa længe du vrider.«

Naa, saa kommer han ind og siger, at han vil gjærne af med Dugen.

»Hvad skal du have for den?« siger Ham selv.

»Ja, a kan vel ikke faa noget for den, men a vilde da gjærne have det sorte Faar, der staar bunden her inde.«

»Tu tag det, men den har ikke slaaet dig paa Mund, der har lært dig det.«

Han rejste nu derfra med det sorte Faar.

Paa Hjemvejen kom han forbi den samme Gaard. Han tykte, at det var bedst at hvile sig lidt, og tænkte ogsaa paa at blive der om Natten.

Konen kom nok saa sleg imod ham og sagde: »A tykker, du kommer med et sort Faar, har du faaet det for Dugen.«

»Ja, a har.«

»Det var da sært, du vilde gjøre den Handel.«

»Jo, det var ikke sært, for det Faar kan gjøre Penge, og den bliver ved det, saa længe en vrider den i Halen.«

»Aa, det bliver for sildig for dig at komme hjem i Aften, du kan godt ligge i vort Gjæstekammer i Nat.«

Ja, det var saa meget godt, og da han gik i Seng, bandt han Faaret ved Sengestolpen og bestemte sig til, at han vilde passe ret godt paa det. Men han var træt og faldt snart i Søvn. Værtinden kom saa listende ind paa Hosefødder med et andet sort Faar og byttede dem om.

Da han kom op om Morgenen, fik han noget at leve af, og saa drog han af hjem ad med hans Faar. Da han var kommen et Stykke hen, vilde han til at prøve Faaret. Han begyndte at vride i Halen, men det blev med hende som med andre Faar og ikke et Haar bedre.

Det kunde ikke hjælpe at komme hjem med det, kunde han nok forstaa, og saa giver han sig paa Vej tilbage til Helvede. Da han nu kommer til Manden, siger han: »Naa, du har nok ladet dig narre igjen.«

Ja, han havde prøvet det, og det kunde ikke gjøre Penge.

»Naar du nu kommer ned til Ham selv, og han spørger som sædvanlig, hvad du skal have for det Faar, saa skal du sige, at det har du ikke tænkt at faa noget for, men du vil gjærne have den _Kølle_, der staar i en Krog der inde. Naar du siger: Spring, Kølle! saa slaar den alle dine Uvenner ihjel, og den hjælper dig til at faa de andre Ting igjen.«

Naa, saa kommer han ind og tilbyder Faaret. Ham selv spørger om, hvad han skal have for det.

»Ja, a har ikke tænkt paa at faa noget for det, men a vilde gjærne have den Kølle, der staar henne i den Krog.«

»Den kan du godt faa, men den har ikke slaaet dig paa Munden, der har givet dig det ind.«