Part 6

Nu skulde han hver Morgen vande Hestene ved Aaen, og det var tæt ved det Sted, hvor Røverne ogsaa vandede deres. Da kunde han se hans Æsel og var vis paa, at han fik det aldrig mere. Derover græd han. Det lagde Staldmesteren Mærke til, og han gik op til Kongen og mældte om den Dreng, der saadan græd hver eneste Morgen. Saa bliver Drengen selv ført derop og bliver forhørt. Nu fortæller han hele Omstændigheden for Kongen og alt det hele, hvordan det var gaaet ham der paa Røverslottet.

»Det kan jeg ikke forstaa«, siger Kongen, »de Folk der er mine bedste Venner. Men hvordan mener du, det kan bevises, hvad du her har fortalt?«

Det var nemt at bevise, siger Prinsen, »for jeg kan klæde mig ud som en Tiggerkjælling og kan gaa derover med en Kurv paa Armen, og saa gaar du imidlertid derover paa et lille Besøg og ser, hvordan det gaar mig.«

Ja, det gik Kongen ind paa. Tiggerkjællingen kom saa og bankede paa, og den ene rødskjæggede Karl kom og lukkede op, men huggede den straks i igjen, da han saa, hvem det var.

»Hvad gjør du det for?« siger Kongen, der var kommen først ind og var bleven vel modtagen.

»Aa, det var ikke andet end en Tiggerkjælling.«

»Lad hende komme ind«, siger Kongen, »hende kan vi faa mange Nyheder af.«

»Véd du noget nyt?« siger Kongen.

»Ja, det er ikke saa meget gammelt«, siger hun, »det sidste jeg var her, mist jeg mit Æsel.«

»Saa har du været her før«, siger Kongen.

»Ja, og det er Røvere, der bor her.«

»Hvad siger du! kan du bevise det?«

»Ja, jeg kan«, og saa begynder Røverne at vise Kongen omkring, for det forlangte han. Men saa var der et Kammer, de ikke kom ind i.

»Hvad er det for ét?« siger Kongen.

»Det er et Rustkammer.«

»Nej, det er netop det villeste Bevis for, at vi er i en Røverrede«, siger Prinsen.

De gaar saa derind, og da faar de de døde Kroppe at se, for det var netop det Værelse, han havde ligget i. »I er jo Røvere«, siger Kongen og er helt ivrig, og han griber med det samme hans Sabel og hugger Hovedet af Mesterrøveren, te det snurrede. Prinsen griber ogsaa hans Sabel og hugger Hovedet af den anden og den tredje.

»Hvad skal vi nu gjøre ved Pigen?« siger Kongen.

»Hende skal jeg ægte«, siger Prinsen, »for hun har intet ondt bedrevet og vilde ikke slaa til mig med Knippelen.«

»Saa vil jeg skjænke dig Slottet her at bo i.«

Kongens Folk maatte nu over at hjælpe dem at faa alle de Lig begravet, og saa blev der ordentlig ryddet op der inde. Der fandtes saadan Rigdom, at det var helt umaadeligt, og den skulde Prinsen ogsaa have. Saa holdt han Bryllup med Pigen i otte Nætter og Dage, og saa levede de i mange mange Aar paa det Slot og holdt godt Venskab med Kongen.

Jens Gudesen, Siem.

16. Flugten fra Trolden.

Der var en Mand, som havde mange Børn og døjede med at forsørge dem. Saa sagde den ældste, at han vilde ud i Verden at forsøge hans Lykke. Da han kommer ud paa Vejen, kommer han i Møde med en Mand, der siger: »Hvor vil du hen, min Dreng?«

Ja, han vilde hen og se, om han kunde faa sig en Tjeneste.

»Saa kan du komme til at tjene mig.«

»Ja, lige saa vel dig som en anden.«

Saa siger Manden: »Din Bestilling skal være at moge under en Bøl og saa fodre ham og en Hest. Hesten ham skal du give Hakkelse for Bagdelen og Ild i Krybben, men Bøllen ham kan du give for Næsen som et andet Høved.«

Drengen følger nu med ham hjem, og saa viser han ham omkring. Da han har faaet det at se, gaar Manden ud igjen, og Drengen gaar nu og ser paa Arbejdet. Han kunde ikke forstaa, hvordan han skulde faa alt det Mog ud, saa meget som der var, og han gav sig straks i Lag med det. Manden havde forbudt ham at komme sønden for Huset, der var noget, han ikke maatte se, og da han nu havde moget i flere Dage, og det næsten ikke kunde blive kjendt, saa tænkte han paa at rømme derfra, for der var jo ingen Udvej til at udføre hans Bestilling, tykte han.

»Men hvad mon der er sønden for Huset?« tænkte han, »det vil a dog have at se, inden a render.«

Han lister sig da derom, og saa ligger der to store Hunde, og der sidder en Jomfru og spinder.

Drengen bliver ræd for Hundene og hummer sig noget tilbage. »Kom du kuns nærmere«, siger Jomfruen, »og snak med mig. Hvant er du kommen her?«

Ja, han fortæller jo, hvordan det er gaaet til, og hvad han skal udføre.

»Det kan du slet ikke gjøre noget ved«, siger hun, »men vil du være tro, skal a hjælpe dig.«

Ja, det vilde han da.

Saa sætter hun de to Hunde hen at moge, og det varer kun et Øjeblik, saa er det Arbejde færdigt. Saa siger hun igjen: »Nu skal du gaa hen og fodre Hesten med Hakkelse for Næsen og Ild for Enden og saa fodre Bøllen, som du plejer. Saa gaar du ind og finder et Fyrjærn og en Kjæmmekam, og der ligger ogsaa en lille Gren, du skal have med, for de tre Dele kan være dig til stor Nytte, og dem putter du i din Lomme. Saa vil vi flygte begge to, men du maa bruge dig, for nu er det Tiden. Du lægger Bidsel og Saddel paa Hesten og trækker saa den ud.«

Han skynder sig ogsaa alt det han kan og finder Delene og trækker Hesten ud. De sætter dem saa begge to op og rider. Da de havde redet en bitte Krumme, saa siger Jomfruen: »Se dig tilbage, om du fornemmer ingen Ting til.«

Nej, han mærkede ikke noget.

Et Stød efter siger hun det samme igjen. »Mærker du ikke noget endnu?«

»Jo, nu kommer Trolden.«

»Pas saa paa, naar han kommer saa nær, at han vil tage efter Halen af Hesten, at du tager og smider den Kjæmmekam bag over dig.«

Han smed den ogsaa, og da blev der en Sandbanke bag ved dem saa stor og saa lang.

»Det var prægtigt«, siger Trolden vredt, »det skal du ikke have gjort for intet.« Han tilbage og henter den blaa Bøl, og den skraber sig saa gjennem Sandbanken.

Saa siger Jomfruen til ham igjen, at han skal se tilbage.

»Ja, nu er han lige bagved os.«

»Saa skal du smide Fyrstaalet bagved dig.«

Da han havde gjort det, var der den største Ild, saa Trolden paa ingen Maade kunde komme igjennem den. »Det skal du ikke have gjort for intet«, siger Trolden, »men det er der ingen Fare ved«, og han hentede den blaa Bøl, og den pissede i Ilden og slukkede den. Saa knøg Trolden igjennem som ingen Ting.

»Mærker du ikke noget?« siger Jomfruen.

»Nej«, siger han, og Hesten løb af al Kraft.

»Mærker du endnu ikke noget?« siger hun et Stød efter.

»Jo, nu kan a høre ham, nu er han ikke langt henne.«

»Pas nu paa at smide den Gren, naar han tager efter Halen af Hesten.«

Da han saa gjorde det og var kommen nær nok, smed Drengen Grenen ned for ham, og da blev der den største Skov, der var saa tæt og stor, te Trolden kunde aldeles ikke komme igjennem. Nu skulde han hjem efter den blaa Bøl, og han var jo arrig.

»Nu gjælder det om, at vi kan redde os«, siger Jomfruen, »vi har ikke langt til Kristenjord, men det varer heller ikke længe, inden han kommer igjen.«

»Ja ja«, siger Trolden, da han kom til Skoven, »a skal nok tage jer«, og han var gal i Hovedet. Han kommer snart igjennem, for Bøllen kunde gjøre ryddeligt, hvor den kom.

»Mærker du ikke noget?« siger Jomfruen til Drengen.

»Nej«, siger han, og Hesten løb af al Magt.

Lidt efter siger hun igjen: »Mærker du ikke noget endnu?«

»Jo, a tykkes, a hører ham.«

»Det bliver ikke mere, end vi kan redde os«, siger Jomfruen. Saa kommer de for en Grøft, og der springer Hesten over. Da kom den paa Kristenjord, og saa var de frelst, for der kunde Trolden ikke komme. Men han var saa nær, at han rykkede en Lok Haar af Halen paa Hesten, og saa siger han: »Havde du ikke været hos mig saa længe, saa havde du ikke kunnet gjøre mig det Spil.«

Nu stod de af Hesten og lagde dem lige saa trætte og faldt snart i Søvn. Da de vaagnede igjen og kom til dem selv, sagde Jomfruen: »Nu skal du hugge Hovedet af Hesten og sætte til hans R..«

Nej, det kunde han ikke gjøre, sagde Drengen, for det den havde været dem saa tro.

»Jo, du skal gjøre det, ellers hugger jeg dig ihjel«, siger Jomfruen.

Saa gjorde han det, og nu blev Hesten til det pæneste Mandfolk, en kunde se for sine Øjne. Det var en Prins, og han og Jomfruen var Søskende. Saa rejste de hjem til det Land, hvor de var fra, og Kongen deres Fader tog imod dem med stor Glæde. Trolden havde stjaalet dem fra ham for flere Aar siden, og saa havde han fortroldet Sønnen til en Hest. Nu blev Drengen gift med Søsteren, for det hun vilde have ham, han havde jo dog frelst dem, og saa fik Prinsen Riget at raade over efter hans Faders Død.

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.

17. Jomfru Nøggel.

Et Sted var der en Bro, som Folk ikke kunde komme over uden en Time før Solen stod op, og en Time efter at den var gaaet ned, for ellers kom der en Trold eller Bjærgmand op underneden Broen og tog dem, der kom og færdedes paa den.

Saa var der et Par Folk, som havde en Søn, og han var ude at tjene. En Gang vilde de hen at besøge ham og skulde over den Bro. Manden havde nok hørt, hvordan det forholdt sig der, men brød sig ikke om den gamle Snak, sagde han, og saa blev de for silde paa Færde og kom til Broen, efter at Solen var gaaet ned. Da han kom midt paa Broen, stod Hestene stille, og han kunde ikke piske dem af Stedet. Der kom nu en Trold op til dem og spurgte dem, hvad de holdt der efter.

Ja, Hestene vilde ikke gaa længere, siger han.

»Da kan jeg hjælpe dig, dersom du vil give mig det, der sidder næst ved din Kones Bryst.«

»Det kan a sagt gjøre«, siger Manden, »riv et Stykke af din Særk og smid ned til ham«, siger han til Konen.

Hun gjør det, men Stykket kom straks op igjen.

»Da skulde en vel ikke tro, det var ligefrem et Stykke Kjød«, siger Manden, »men saadan maa det være.«

Konen krympede sig ved det, men de kunde ikke blive holdende der. Hun skar et Stykke af og smed ned, men det kom ogsaa op igjen. Saa vidste de ikke, hvad de skulde; nu fik Trolden selv at sige dem, hvad det var.

Ja, det var hendes Foster, han vilde have, siger han, og det var en Dreng. Naar han var tolv Aar gammel, skulde de sende ham hen til denher Bro.

Det lovede de straks, for Manden troede ikke, det fik noget at betyde, og aldrig saa snart han havde sagt ja til det, saa kunde de kjøre. De kom hjem, og en Tid efter fødte Konen en Dreng. Nu kunde de nok forstaa, at det fik noget at betyde.

Da han blev tolv Aar, sendte de ham et Sted hen med en lille Bylt under Armen, saadan te han kunde komme over Broen.

Da han kom midt paa den, sank han ned og blev ved at synke længe, indtil han kom til en grøn Sti, og den fulgte han, til han kom til et lille Hus. Der gik han saa ned. I Kakkelovnskrogen sad en gammel Heks, han havde aldrig set saa grim en gammel Kjælling, og ved Bordet sad en bitte Pige, han havde aldrig set saa kjøn en bitte Pige. Hende tykte han straks saa godt om, og hun hed _Venete_. Han fik noget at spise, og saa skulde han i Seng.

Da han var kommen til Ro, hørte han nok, Bjærgmanden kom hjem, og han kom ind til ham om Morgenen, lav han laa i Sengen, og sagde: »Nu skal du staa op. Her er en Greb og en Skovl, du skal gaa ud og moge vor Faaresti, og den skal være ren inden i Aften, a kommer hjem.« Der havde været 100 Faar i den i 100 Aar, uden at den havde været moget, og dersom den ikke var i Stand til Aften, saa skulde han af med Livet.

Saa gik Bjærgmanden sin Vej, og Drengen tog Skovl og Greb og begyndte, men lige straks satte han sig paa Dørtrinet og græd, for han kunde jo forstaa, det Arbejde kunde han ikke udføre. Som han nu sad der, kom den lille Pige hen til ham og spurgte, hvad han græd for.

Saa fortæller han, hvad det var. »Der kom en Mand ind til mig og sagde, a skulde moge Faarestien inden Aften, og hvis a ikke blev færdig, skulde a miste mit Liv. Men a kan jo godt forstaa, a kan umulig blive færdig, for Stien har ikke været moget i hundrede Aar, og a er saa kjed af at komme af med Livet.«

»Vil du være mig tro og aldrig forlade mig, saa skal a nok hjælpe dig«, siger Venete, og saa tager hun Greben og begynder at moge. Da hun havde arbejdet en lille Tid, var alting, som det skulde være, og i god Orden, da Bjærgmanden kom hjem.

Han spurgte straks, om Faarestien var moget.

Hun siger ja, og da han nu fik at se, det var sandt, saa siger han: »Den slog dig ikke under Øret, der har lært dig det.«

Næste Morgen kom han hen til Sengen med en Hammer og en Sav og en Fil og sagde: »Her er nogle smaa Pinde, og dem skal du bygge en Lade af i Dag. Den skal være saa lang og saa vid, og den skal være færdig inden Aften, og har du den ikke bygget, naar a kommer hjem, skal du dø.«

Han satte sig og græd ligesom Dagen før, og Venete kom igjen hen til ham og sagde: »Hvad er der nu ved det med dig?«

Ja, saa fortalte han, te han skulde bygge en Lade af de Pinde, og det kunde han jo ikke.

»Vil du være mig tro og aldrig forlade mig«, sagde hun, »saa skal a hjælpe dig.«

Det lovede han, og saa tog hun Haandværkstøjet og huggede og savede en lille Tid, og straks stod Laden fiks og færdig.

Da Bjærgmanden kom hjem, sagde han: »A kan se, Laden staar der, og den har ikke slaaet dig under Øre, der har lært dig det.«

De kom saa i Seng, og næste Morgen kom Bjærgmanden igjen ind til Drengens Seng og sagde: »Her er et sort Faar, og det skal du vaske hvidt. Hvis du ikke gjør det, inden a kommer hjem, saa skal du af med Livet.«

Naa, han gav sig til at vaske paa Faaret, men det kunde lidt nytte, Dyret blev ved at være lige sort, og saa satte han sig og græd. Saa kom Venete og hjalp ham ligesom forhen, og han lovede at være hende tro og aldrig forlade hende.

»Nu skal vi afsted i Nat«, siger hun, »vi kan ikke være her længere, for det er ikke alene dig, men ogsaa mig, der skal dø, a er kommen her til paa en lignende Maade, men a har været her saa længe, te a har lært nogle af deres Kunster. Nu flygter vi, saa snart Bjærgmanden er kommen hjem, og naar du nu vil være mig tro, som du har lovet mig, saa skal a nok hjælpe dig.«

Da Bjærgmanden kom hjem, gik han straks hen til Faaret og saa efter, om det var bleven hvidt. »Har du selv gjort det?« siger han til Drengen.

Ja, han havde.

»Hm hm, den har ikke slaaet dig under Øre, der har lært dig det.«

Saa gik Bjærgmanden ind, og de kom i Seng allesammen. Men de unge sov jo ikke. Saa rejste Venete sig og skrev paa Ildstedet: Svit svat svie, svar, naar hun taler. Paa Kjøkkendøren skrev hun ligesaadan, og til sidst paa Sengestokken. Saa rendte de. Da de var komne noget hen, sagde hun: »A tør ikke se tilbage, men det skal du gjøre, ogsaa lige saa tit, for at se, om de ikke kommer efter os.«

Noget ud paa Natten vaagnede Bjærgkjællingen og sagde: »Jeg drømmer, jeg drømmer.«

»Hvad drømmer du?« siger Bjærgmanden.

»Jeg drømmer, te Venete er rendt bort med Knægten.«

»Kald paa hende da«, siger Bjærgmanden.

Saa kaldte hun: »Venete!«

»Ja, Mo'r!« svarede det paa Skorstenen.

»Der kan du høre, jeg kunde nok vide, Venete var her; lad mig nu have Ro.«

Hun ligger lidt igjen, saa siger hun: »Jeg drømmer, jeg drømmer.«

Han vaagner og siger: »Hvad drømmer du?«

»Jeg drømmer, te Venete er rendt væk med Knægten.«

Saa bliver han halvt ond, for hun havde jo spurgt, og Pigen havde svaret, men han siger jo alligevel: »Kald paa hende da.«

Hun siger: »Venete!« og det svarer: »Ja, Mo'r!« paa Kjøkkendøren.

»Lad mig nu have Ro til at sove«, siger han.

De falder da hen lidt igjen. Lidt efter begynder hun at klage sig over den Drømmen ligesom forhen. Da bliver han helt rasende og siger: »Saa kan du jo kalde paa hende da.«

Hun raaber: »Venete!«

»Ja, Mo'r, jeg er her jo«, sagde det lige ved dem. »Der kan du høre, hun er her«, siger Bjærgmanden arrig. Saa varer det atter en lille Tid, da begynder Bjærgkjællingen igjen at vrimpe og siger: »Jeg drømmer, jeg drømmer.« Da blev han for Alvor vred og vilde banke hende. »Nu vil jeg kalde«, siger han, »saa skal du se, hun er her godt nok. Venete!« raaber han, men det svarer ikke.

Nu kan det nok være, de kom af Sengen i en Fart, og saa satte de efter dem.

Drengen saa sig jævnlig tilbage, og saa siger han: »Nu er de lige tæt i Hælene paa os.«

Dertil svarte Venete: »Nu gjør a mig til en _Dam_, og saa skal du være en _And_, der sejler i Dammen.«

Saa kommer Bjærgmanden og hans Kone til Dammen. »Der er hun, der er han!« Men de kunde ikke komme til ham.

»Saa render vi hjem efter vort Asketrug og sejler ud efter ham.«

Da saa Bjærgfolkene var rejst, gjorde Venete sig til Menneske igjen, og de rendte det de kunde videre frem. Han saa sig tilbage: »Saa, nu er de her igjen.«

»Saa gjør a mig til et _Træ_, og du skal være en _Rose_, der sidder i Toppen.«

Da Bjærgfolkene kom til Træet, siger de: »Der sidder Rosen oppe i Træet. Nu maa a hjem efter min Saks, og klippe den af med«.

Saa løb de tilbage igjen, og straks var Venete og Knøsen igjen Mennesker og løb videre. Han saa tilbage og sagde: »Nu er de her straks igjen med Saksen.«

»Ja, saa gjør a mig til en _Kirke_, og saa skal du være en _Ugle_, der sidder oppe i Glamhullet.« Da Bjærgfolkene kom til Kirken, blev de saa fnysende vrede og fløj imod Kirken, saa de fløj ud til alle Sider som smaa Flintesten, og det er dem, vi har i deher Dage at skjære Fødderne paa.

Naa, saa var Venete og Knøsen dem kvit. Saa siger hun: »Nu skal du ikke kalde mig Venete længere nu skal du kalde mig _Jomfru Nøggel_, og saa skal du love mig, du aldrig vil kysse nogen, for hvis du gjør det, saa glemmer du mig.«

Det lovede han, og saa gik hun hen ved Siden af en Mose, hvor hendes Forældre boede, men han gik hjem til hans Faders og Moders Gaard. Da han nu kom hjem, saa kjendte hans Moder ham straks, og hun vilde kysse ham, for hun blev saa hjærtelig glad ved ham. Men han skubbede hende til Side og vilde ikke kysse hende. Han talte ikke om, hvorfor han saadan bar sig ad, men da han var kommen i Seng og falden i Søvn, gik Moderen hen og kyssede ham. Da han saa vaagnede, kunde han ikke huske Jomfru Nøggel længere.

Saa kom han op paa Herregaarden og fik en Forvalterplads. Nu rygtedes det, at den Pige der i Mosehuset hun var kommen hjem til hendes Moder, og hun var saa kjøn. Saa vilde Førstekarlen der paa Herregaarden ned og tale med denher unge Pige om Aftenen. De sad og talte sammen hele Aftenen, og da han havde rejst sig og gjorde sig færdig til at gaa hjem, sagde han: »A kunde for Resten gjærne faa Tid til at sidde lidt her endnu, om ogsaa det er over Sengetid.«

»Det maa du godt«, sagde hun, »men saa skal du gaa ud og sætte Stangen for Yderdøren.«

Ja, det var nemt at gjøre. Han gaar ud og tager Stangen og sætter for Døren.

Lige i det samme siger hun: »Der kan du staa ved den, og den ved dig til i Morgen, Solen kommer.«

Saa blev han staaende til Dag. Da han kom hjem, spurgte de ham, hvordan han havde haft det.

»Ja, saa udmærket«, siger han.

Næste Aften saa vilde Andenkarlen ned at prøve det, og de sad og snakkede til Sengeaften. Han vilde ogsaa blive der lidt endnu.

»Ja, det maa du godt«, siger hun, »men saa skal du tage Ildtangen og en Tørv og gaa ud og lægge Ilden her ude.«

Ja, det var han villig til, og saa stod han jo og makkede og makkede og kunde ikke faa Ilden lagt.

Saa sagde hun: »Der kan du staa ved den og den ved dig til i Morgen, Solen kommer.«

Han blev staaende, og da han kom, spurgte de ham, hvordan det var der nede i Mosehuset.

Aa, det var saa udmærket morsomt, og saa vilde Tredjekarlen derned den tredje Aften. Da det var bleven Sengeaften, skulde han jo til at hjem, men vilde nok blive der lidt endnu.

Ja, det kunde han gjærne, »men her har a en bitte Kalv, kan du gaa ud og faa den ind først.«

Ja, det var han villig til.

Men den var tvære og ikke saa nem at komme afsted med. »Nu kan du blive staaende ved den og den ved dig, til i Morgen, Solen kommer.« Hun havde sagt, han skulde have i Kalvens Hale, og saa skulde den nok selv vise Vej, og han havde ogsaa faaet fat i Halen. Saa løb den med ham, og han løb efter den til om Morgenen, Solen kom, saa kunde han gaa hjem.

Imidlertid var Forvalteren bleven forlovet med Datteren der paa Herregaarden, og saa skulde Brylluppet være. Der kom tre Vogne til at kjøre til Kirken, og hver af de tre Karle kom til at kjøre én. Da de saa kjørte over Mosen hen til Kirken, saa gik Stjærtenavlen itu paa den forreste Vogn. Saa siger Kusken, det var jo Førstekarlen: »A tror bestemt, den unge Pige i Mosehuset hun har en Stang, der kan passe, maa a ikke gaa hen og laane den?«

Jo, det maatte han jo gjærne, og han laante saa Stangen til hendes Yderdør. Den passede akkurat.

Saa kjørte de lidt igjen, da gik Seltræerne itu paa den næste Vogn. Saa siger Andenkarlen: »Derhenne i det bitte Hus der har de en Ildklemme, a er vis paa, den kan akkurat passe«; om han maatte ikke løbe hen og laane den?

Jo, det maatte han gjærne, og han fik den ogsaa.

Den passede akkurat, og saa kjørte de lidt igjen. Saa styrtede den ene Hest. »Det er vel saa sært at faa den for«, siger Tredjekarlen, »men der henne i det Hus har de en Kalv, den er a vis paa, Tøjet kan passe til, og den kan trække og er god til at rende? maa a ikke gaa hen og laane den?«

Jo, og han kommer derhen og vil laane Kalven. »Ja, det kan du godt«, siger Jomfruen, »men saa vil a med til Brylluppet, og vil ogsaa sidde ved Brudebordet. Naar I kommer tilbage, skal I holde og tage mig med.«

Han kom saa med Kalven, og den kom for og kunde godt trække. De kom nu til Kirken uden videre Uheld, og da de kjørte hjem, holdt de uden for Mosehuset, og hun kom med. Saa skulde de til Bordet at spise. Da de skulde have Eftermaden, tog hun en Sølvdaase op af hendes Lomme og tog to Hvedekjærner af den og lagde paa hendes Tallerken. Saa kom der en hvid Due ind ad Vinduet og fløj hen og tog begge Kjærner. Saa siger Jomfru Nøggel: »Glem nu ikke din lille Mage, ligesom Knøsen han glemte Jomfru Nøggel.«

Da hun sagde det Ord og nævnede hendes Navn, saa blev han saa underlig, for nu kunde han huske hende. »Hvordan kan det være, a har glemt dig?« siger han, »a kyssede ingen, da a kom hjem.«

»Nej, du vilde ikke kysse mig«, siger hans Moder saa, »men a kyssede dig, da du var falden i Søvn.«

Saa siger han: »Ja, hvad der er sket her i Dag, det skal vi have gjort om igjen. Hun hører mig til, og a hører hende til«, og saa fortalte de deres Livs Hændelser der over Borde. »Havde hun ikke været«, siger Knøsen til sidst, »saa havde a ikke været i Live her i Dag.« Forbindelsen blev nu hævet med Herremandens Datter, og saa drak Knøsen Bryllup med Jomfru Nøggel bag efter, og de lever saa godt.

Ane Katrine Bærtelsen, Lomborg.

18. De gode Hjælpere.

En Mand havde tre Sønner, og de hed _Povl_ og _Per_ og _Esben Naasvis_. Nu var han meget fattig og kunde ikke evne at holde dem hjemme længere, end til de blev konfirmerede, og da Povl var den ældste, saa skulde han først ud at tjene. Faderen gav ham mange gode Formaninger med paa Vejen, og saa rejste han af, men meget forknyt var han. Saa kommer han om ved et stort Kongeslot, og der gaar Kongen udenfor.

»Hvor skal du til at hen, min Søn?« siger Kongen.

»Ja, a skal hen og være mig om en Tjeneste.«

Saa spørger Kongen, om han ikke vil tjene ham.

»Jo, det vil a godt.«

Naa, saa skulde han med ham ind, og Kongen sætter ham da for, han skal gjøre et Skib, der kunde gaa baade paa Land og paa Vand, »og naar du kan gjøre det, saa skal du have min Datter og det halve Kongerige, men hvis du ikke kan, saa skal der skjæres en Øl baade af din Bug og af din Bag, og saa strøes Salt og hede Emmer i.«

Naa, saa skulde han til at ud i Skoven og faa sig noget Træ. Han faar en Madpose lavet til, og saa gaar han, og han begynder at save og hugger og tumler. Da han saadan har arbejdet en Tid, sætter han sig paa en Trærod og løser for Madposen. Da kommer der en gammel fattig Mand til ham, og det var ingen anden end Vorherre. Han sagde: »Vil du ikke give mig en Meldmad med dig eller blot et bitte halvt Stykke, for jeg er saa sulten.«

»Nej, a kan ikke undvære noget, for a har saa meget at bestille, a skal have et Skib gjort, der kan gaa baade paa Land og Vand, og hvis a ikke faar det lavet, saa er der sat mig saa haard en Straf for.«