# Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr

## Part 5

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/fra-mindebo-jyske-folke-ventyr-46278/index.md

Ja, han kunde kjøre til den Stjærne, som vendte lige i Vester.

Ud paa Aftenen kom de til en Gaard, og den var dobbelt saa stor som den sidste. Nu havde hun jo tre Kareter med hendes egen, og Kusk og Tjener til dem alle tre. De hører efter, om de kan faa Natteherberg.

Jo, det kunde de godt faa, og saa faar de fra og kommer ind og faar noget at spise.

Som de nu sidder ved Bordet, siger hun, om de kunde ingen Æventyrer fortælle.

Nej, ikke saadan videre, men de tænkte nok, hun kunde, der havde rejst saa meget.

Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille Tilspørgen, og om de kunde svare hende paa den, vilde hun give dem 200 Daler og en Karet med fire for og Kusk og Tjener, men kunde de ikke, skulde de give hende lige saa meget, de maatte ikke fortryde paa, at hun saa bad om lige saa meget igjen.

Nej, det var ikke sært, Forslaget var godt nok, og de vilde gjærne høre hendes Spørgsmaal.

Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af Hænde.«

De spekulerede og blev ved med det til Midnat, og saa var det forbi, nu maatte de give hende, hvad hun skulde have.

Om Morgenen, da hun skulde rejse videre, sad der en bitte Dreng i Vuggen og var blind, og hun spørger, om det var deres.

Ja, paa en Maade, men i Grunden ikke, for de havde fundet ham nede ved Stranden, han var dreven i Land i en Begkiste, og begge hans Øjne var krattet ud og hængte langt nede paa Kinderne af ham. De havde nok sat dem ind, men han kunde ikke se med dem.

Saa spørger hun, om hun maatte ikke tage ham, i Fald hun kunde gjøre ham seende igjen.

Jo, det var ikke sært, de kunde ikke levere ham til nogen bedre.

Hun havde endnu saa meget af Taarerne i hendes Lommeklæde, at hun kunde vride nogle Dropper i Øjnene af ham, og den Gang hun fik det gjort, saa kunde Drengen se. Saa tog hun ham med, og nu havde hun alle hendes tre Børn, og de var friske og raske.

»Hvor skal vi nu kjøre hen?« siger Kusken.

»Ja, du skal kjøre lige tilbage igjen og ind i Kongens Gaard.«

Det gjør han, og Kongen kommer selv ud og tager imod dem. Da han ser alle de Kareter, nu var der jo fire i alt, og faar hans Dronning og Børn at se ogsaa, bliver han saa glad, at han kan ikke styre sig, men tager efter hende med alle Hænder og løfter hende af Vognen og faar hende ind.

Men hun siger nej, hun vil ikke ind, undtagen han vil gjøre ved hans Moder saadan, som hun havde gjort ved hendes Børn.

Nu fortalte hun, hvordan den gamle Dronning havde baaret sig ad, og han siger, at det vilde han nok, for hun havde ikke fortjent bedre. Saa siger han til en gammel Røgter, han havde, at han skulde gaa ind og lægge Reb paa og saa slæbe hende i det ned til Havet. Nu bliver den gamle Dronning klog paa, at det var den unge Dronning, der var kommen, og hun vil da ud og tage imod hende, men saa springer Røgteren til og lægger en Rendesnøre omkring Halsen af hende og slæber saa af med hende. Nu skulde han jo brække hendes Ben og Arme og kratte Øjnene ud paa hende, naar hun kom derned, og det gjorde han ogsaa. Til sidst skød han hende ud i Havet, og saa kravlede hun op paa en stor Sten der ude, og naar der kommer nogle Søfolk der forbi, saa sidder hun og haajer og vinker ad dem, de skal komme og tage hende med, men det gjør de jo ikke, og hun bliver siddende og sidder der endnu. Den unge Dronning derimod tager ind til Kongen igjen, hun viser ham Børnene, og han er glad ved at se dem, og saa lever de nok saa fornøjet sammen, og der skal være af den Kongefamilie endnu.

Larsine Kristine Jens-Kristiansdatter, Kvissel.

11. De tre Lærdomme.

Der var en Mand, der havde tre Døtre. Saa en Dag kom der en Mand kjørende i en fin Karet med fire for og vilde bejle til én af Døtrene. Han kunde faa hvad for én han vilde have af dem, og Enden paa det blev, at han fik den ældste, som hed _Maren_. Saa tog han hende med sig hjem, hun satte sig ved Siden af ham i Kareten, og de kjørte. Næste Aar kom der en Bejler igjen, og han fik den næste, som hed _Karen_. Akkurat lige saadan gik det med den tredje, der hed _Mette_, og nu var de altsaa forsørgede til Hobe. En skjønne Dag vilde den gamle hen og se til hans Døtre, og han kommer saa til den første. Da var det en Bjærgmand, hun var bleven gift med.

Hun var jo glad ved at se hendes Fader, og han skulde da have noget til Føden. Svigersønnen siger saa til Konen, om de skulde nu ikke have Bygsuppe. Han gik ud i Laden og løb Panden imod en Stolpe, te Blodet sprang ud af ham, og Konen skulde da holde et Fad under. Saa lavede hun Bygsuppe af det Blod. Den gamle Mand tykte, det var en skjøn Maade at lave Bygsuppe paa, og han vilde nok selv prøve den Kunst.

Saa vilde han hen til den anden. Da han kom der, skulde de have kogt Fisk til Middag. Han sagde til Konen om at komme med et Dejtrug, og saa sejlede han ud i en Dam, der var tæt ved. Konen var med, og saa spurgte han hende, om hans Øjne var røde.

Nej, og han fiskede videre. Saa spørger han anden Gang og endelig tredje Gang. Da siger hun ja, og saa dukker han ned og kommer op med Favnen fuld af Fisk. Det læsser han i Truget, og saa sejler han til Land. De fik nu Fisk at spise, og den gamle Mand tykte, det var en herlig Kunst.

Endelig rejser han hen til den tredje Datter. Han kommer lige i Mørkningen, og de skal have Lys tændt. Den unge Mand sagde til hans Kone om at hente en Glød. Den holdt han Fingrene til, og saa holdt han dem i Vejret, da var der tre Lys.

Det var ogsaa en skjøn Maade, tykte den gamle.

Endelig rejser han hjem igjen, og saa fortæller han Konen, at han havde lært noget godt ved Døtrene. »Nu vil vi have Bygsuppe i Dag«, siger han.

Hun gjør Kors for sig og siger: »Hvor vil vi faa Bygsuppe fra, det er alt for fint til os.«

»Ja, tag nu et Fad og følg med ud i Laden«, siger han.

Saa render han Panden imod en Stolpe, men det blev ikke til andet, da han rendte Bus, end at han fik en dygtig Bule og kom til at ligge i Sengen en Tid.

Da han var kommen sig, vilde han, de skulde have Fisk til Middag.

»Ja, hvor skal vi faa det fra?« siger Konen.

»Det bliver min Sag, skaf mig Dejtruget ned.«

Saa bærer de det ud i Møddingspytten, og han stiller saa der.

»Er mine Øjne røde?« siger han.

»Nej.«

Han spørger atter om det.

»Aa, Sludder, dine Øjne er ikke mere røde, end de var før.«

»Du skal sige ja, naar a spørger om det igjen.«

Saa spørger han for tredje Gang, og hun siger: »Ja, nu er de røde.« Han dukker da ned i Pytten, men kommer op uden Fisk. Det var han gnaven over.

Da det blev Aften, vilde de til at have Lys tændt. »Hvorhen skal vi faa det Lys fra?« siger Konen.

»Lad mig kuns om det«, siger han, »hent mig en Glød.«

Saa stak han tre Fingre til Gløden.

»Hvorfor gjør du det?« siger Konen.

»Jo, for saadan gjorde min Svigersøn.«

»Jammen du er jo ingen Bjærgmand.«

Han jager nu Fingrene til Gløden, men griber dem til sig igjen. »Kanske det er den fejle Haand«, siger han, og prøver saa med den ogsaa. Men det var lige nær, han fik Fingrene brændt og maatte ligge i Sengen en Tid.

»Hvad vil du befatte dig med saadanne Kunster for?« siger hun Konen.

»Jo, saadan gjorde min Svigersøn, ham Bjærgmanden.«

»Jammen du er jo ingen Bjærgmand.«

Nok er det, han fik ikke andet end Skam for al hans Lærdom.

Mette Sofie Larsen, Bindslev.

12. Ræven paa Fangst.

En Kone boede i Nærheden af en Skov, og hun havde en Hund, der stod bunden ved Huset, og saa en Kat. En Dag hun skulde til Kjøbstad, sagde hun til Katten: »Kan du nu passe godt paa de Pølser, der hænger i Skorstenen, at Ræven ikke skal tage dem.«

Jo, det skulde den nok, og den sprang op paa Skorstenen og sad og kikkede paa Pølserne, som hængte der oppe. Da den havde siddet lidt, saa tænkte den ved sig selv: »Det kan da ikke gjøre noget, a lugter til dem.« Den strækker sig saa langt, at den lige kan snuse til dem, men idet den saa rører ved dem, saa falder den ene ned. Ræven er lige i det samme ved Døren, og den springer til og snapper den. Katten bliver forskrækket over dether, og hvad den faar at gjøre, den ud og faar Hunden løst, og han sætter jo efter Ræven og naaer ham lige i det Øjeblik, da han springer ind i hans Hule, saa han altsaa blot faar snust til Halen af ham. Ræven blev saa forskrækket over den Fare, han havde været i, at han blev siddende i Hulen i tre Dage og turde ikke komme op.

Endelig kunde han ikke holde det ud længere, men maatte op for at faa noget til Føden. Da han kommer ind i Skoven, træffer han et gammelt Føløg, der gaar med sit Føl. »God Dag«, siger Ræven, »i Dag skal enten dit Føl dø, heller ogsaa a skal.«

»Ja«, siger det gamle Øg, »det er ikke saa farlig en Sag. Mit Føl det maa du godt faa, hvis du lige bare vil gjøre mig en Tjeneste først.«

Ja, hvad det da var? siger Ræven.

»Ja, a har traadt en Torn ind i min ene Bagfod, dersom du vil trække den ud, maa du faa Føllet.«

Naa, det gamle Øg letter Foden, og Ræven skal til at se efter, om han kan opdage, hvor den sidder. Men allerbedst, som han staar og kikker, saa giver hun et Hvin og sparker ham for Panden, saa han triller langt hen i Skoven. Han maa altsaa gaa hans Vej med en slunken Mave og er helt flov ved at komme saadan afsted.

Da han kommer noget længere ind i Skoven, da møder han der en So, der gik med en hel Flok smaa Grise. Saa siger Ræven: »God Dag, enten skal du dø, heller a skal, heller a vil ha' din' smaa Grise.«

»Mine smaa Grise maa du gjærne faa«, siger Soen, »men først maa du gjøre mig den Tjeneste at bide i mit højre Øre, ilav a synger en Salme.«

Ja, det vilde Ræven da nok. Han snapper i Øret paa Soen og bider godt fast. Hun giver sig til at skrige af fuld Hals, og alle Svin i Skoven de stimler sammen om at komme hende til Hjælp, og de havde nær ædt Ræven, saa det var med Nød og Næppe, han slap derfra med Livet.

Ræven havde intet faaet at æde endnu, og han var nær ved at omkomme af Sult. Saa tænker han ved sig selv: »Nu vil a gaa ned til Stranden og se, om a kan finde nogle døde Fisk, de kan da hverken slaa eller bide mig ihjel.« Da han nu gaar derned, møder han en Faareflok, og den gamle Vædder han kommer et langt Stykke bag efter, for han kunde ikke følge med.

Da Ræven faar Øje paa ham, saa tænker han: »Ham kunde a maaske faa Bugt med.« Efter at han nu først har sagt Goddag, saa siger han: »Enten skal du dø, heller ogsaa a skal.«

»Haa--aa«, siger Vædderen »a vil gjærne dø, a er saa gammel og stiv og kan ikke følge med Faarene længere. Hvis du nu vil gaa hen og sætte din Ende mod den Knold der, og saa gabe lige saa højt du kan, saa vil a løbe lige levende ind i dig.«

Ja, Ræven han sætter sig jo og spiler hans Gab op, og Vædderen han tager Rend til, ligesom han skulde til at bukkes med én. Saa kommer der et vældig stort Bø--ø, og saa farer han lige ind i Gabet paa Ræven og splitter ham ad, saa Ræven var død med det samme.

Men da Konen kom hjem fra Kjøbstaden og fik at høre, hvordan Katten havde passet paa Huset, saa blev hun fornærmet paa den, og den fik aldrig mere Lov til at have Opsigt med det.

Lærer Jørgen Nielsen, Romme. (Efter Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut).

13. Den dristige Skrædder.

Der boede en Skrædder ved Navn _Rasmus_, og en Smed, der hed _Mads_, i én og samme By. Skrædderen gik paa en Krykke og var meget stolt, som Skrædderne jo gjærne er. Nu var det meget Skik i den By, at Folk samledes om Aftenen ved Smeden og drøftede Dagens Tildragelser, og saa sad de jo og fortalte et og andet der, og der faldt ogsaa af og til mange store Ord. Saa var det en Aften, den ene gjorde sig til af, at han var saa dristig, og den anden var meget mere dristig. De var da kort sagt dristige til Hobe og fortalte meget om, hvad Karle de var. Smeden turde gaa op om Natten og slaa tre Slag paa Kirkedøren med hans Hammer, og Skrædderen sagde: det regnede han for ingen Ting, det var én af hans mindste Kunster, han turde tage hans Saks og gaa op i Kirken ved Midnatstid og give tre Klip i Alterdugen, uden at det skulde gjøre ham noget.

Der sad en Tjenestekarl inde imellem dem, det var saadan en lun Broder, og han tænkte: »Da skal a se, om a kan ikke kurere goden Skrædder«, og saa trækker han sig saa tilbage og rejser af hen til Skrædderens Hus.

Det blev nu bestemt i Forsamlingen, at Smeden og Skrædderen skulde gjøre deres Vovestykker Aftenen efter, og saa gik hver til sit.

Da Skrædderen kom hjem, skulde han til at have noget at spise, han kommer humpende paa hans Krykker og sætter sig til Bords. Han levede meget af Øllebrød, og hans Potte stod altid paa Bordet. Saa tager han fat paa Skeen og begynder at lange til dether Øllebrød. Men lige som han nu putter Skeen ned i Potten, giver den et Hop, og saa bliver Skrædderen jo lidt varm om Ørerne. Han langer nok en Gang til den, men den hopper igjen. Skrædderen er nu helt forskrækket, men prøver dog tredje Gang, da hopper den helt hen til Vinduet. Karlen havde nemlig gjemt sig udenfor og havde faaet en Strikke anbragt paa Potten, saa det var ham, der fik den til at hoppe, hver Gang han gav et Ryk. Nu smider Skrædderen baade Ske og det hele, og saa snapper han Krykkerne og humper hen til Smeden, der var lige ved at gaa i Seng. Det spøgte i hans Hus, sagde han, og han kunde ikke være i det.

»Du kommer til at følge med mig hjem«, siger han, »og se, hvordan det forholder sig.«

»Ja, det er vist ikke saa farligt«, siger Smeden, »te a behøver at følge med dig, du var saa meget Karl i Aften før.«

Men nok er det, Smeden maa med hjem. Men de kunde ingen Ting opdage, og alting var roligt.

»Ja, du husker jo nok«, siger Smeden, da han vil til at gaa, »te det er i Morgen Aften, vi skal til at op til Kirken.«

»Jo, det husker a nok, det skal være en smal Sag for mig at gjøre det.«

De gaar nu hver til sit og kommer i Seng, men da begynder det igjen med et forfærdeligt Spektakel ved Skrædderens. Da havde Karlen lavet en Rumlepotte, og det var med den, han gjorde Spektaklet. Skrædderen turde ikke være i Sengen, og han turde heller ikke gaa af den. Til sidst blev det ham dog for galt, han kunde og turde ikke blive der, snapper Klæderne under Armen og springer, som han er, om til Nabogaarden, hvor Manden hed Hans.

Den Gang han kommer i Porten, saa kommer Karlen: »Hvad, er det dig, Rasmus Skrædder! hvordan er det, du kommer her?«

Ja, han klager sig saa ynkelig, om han maatte da ikke ligge ved ham til Dag, det var saa og saa galt der hjemme med Spøgeri, og han turde da ikke ligge der.

»Nej, a har aldrig haft saadan en Halvandenben til at ligge ved mig, du kan gaa ind til Hans og faa en Seng at ligge i.«

Ja, han maa jo til det, og de var ogsaa saa naadige at lukke ham ind, og han faar en Seng, han kan ligge i til Dag.

Saa skulde Skrædderen have hans Davre om Morgenen, inden han gik hjem, og som han sidder og æder den, skal han jo til at fortælle hans Hændelser om Natten. Karlen sad helt rolig og hørte paa det.

Naa, saa gaar Tiden hen, og det bliver Aften. Da møder Skrædderen ved Smeden igjen, og de rejser af op til Kirken. Smeden gaar ind ad Vaabenhuset og slaar hans tre Slag paa Døren, og Skrædderen staar bagved. Da lukker Smeden Døren op og lader Skrædderen gaa ind, og derefter smækker han Døren i med saadant Knald, at det rystede hele Kirken. Skrædderen glemte helt baade Alterdug og Saks, for han besvimede og var helt bevidstløs, da de kom ind til ham, saa de maatte bære ham hjem.

Skrædder Kristen Sørensen, Lime.

14. Snedkerens Hævn.

Der boede en Snedker i en vis By, og han var ikke meget gudfrygtig af sig, hvorfor han aldrig gik i Kirke, og desaarsag fik han tit en lille Irettesættelse af Præsten. Det holdt Snedkeren ikke af, hvorfor han ved Lejlighed søgte at hævne sig paa ham. En Søndag, mens Folk sad i Kirken, da gik han op i Vaabenhuset og ombyttede alle Kvindfolkenes Træsko -- det var nemlig den Gang Skik, at Kvindfolkene satte deres Træsko i Vaabenhuset, førend de gik ind i Kirken -- saadan at der ikke var et eneste lige Par. Den Gang de kom saa ud af Kirken, blev der jo en syndig Forvirring, inden enhver fandt sine. Degnen, der havde staaet og hørt paa Striden en Tid, blev tilsidst utaalmodig og smed alle Træskoene uden for Kirken, saa kunde enhver der lede sine op.

En anden Gang gik Snedkeren over Kirkegaarden og saa to af Præstens Kalve gaa der inde. Han fik fat i den ene og førte den hen til Kirkeklokken, som hængte i et Stillads ude paa Kirkegaarden, og bandt Klokkestrængen til Kalvens Hale. Saa gik han sin Vej og lod den staa. Det var sent om Aftenen, og lidt efter, da nogle kom gaaende der forbi, hørte de Klokken klemte, og hver Gang den gav et Slag, gav den saadan en underlig Lyd i Tilgift. Naar Kalven vilde løbe, kom den til at trække i Klokkestrængen, og saa gav det et Klemt, men straks efter trak Klokken den tilbage, og den sagde: Bø! De Vejfarende løb nu hen til Præsten og fortalte ham, at Kirkeklokken var i Gang, og hver Gang den havde givet et Slag, kom der saadan en underlig Lyd. Præsten var gaaet i Seng, men kom nu op og fik en Del Folk med sig op paa Kirkegaarden for at se, hvad det kunde være. Da saa de, at det var Præstens Kalv, der var bunden der. Præsten anede straks, at det var Snedkeren, der havde været paa Spil.

En anden Gang, da Snedkeren kom over Kirkegaarden, fik han Præstens So lokket hen til Kirkedøren og lukkede den inde i Kirken. Derefter gik han hen og kaldte paa Præsten og sagde, at han endelig maatte komme op, for der var Spøgeri i Kirken. Præsten kom i Klæderne og fik fat i en hel Del bevæbnede Folk med forskjellige Redskaber, for han skulde jo op og mane dether Spøgeri ned. Da de kom til Kirkedøren, var der ingen, der vilde lukke op og gaa først ind. Endelig blev det bestemt, at Degnen skulde lukke op, og Præsten skulde saa holde sig tæt bag ved ham. Men idet han nu aabner Døren, springer Soen ud imellem Benene paa ham og farer afsted med ham. Degnen troede, det var den Slemme selv, og raabte til Præsten: »Faawal, Faae, mæ tow han da.« Soen løb hjem med Degnen og lagde ham paa Præstens Mødding.

Nu havde Præsten jo igjen Mening om, at det var Snedkeren, der var paa Spil, og han satte ham atter i Rette for hans Skarnsstykker. Saa tænkte han: »Nu maa a se at hævne mig, saa det kan batte noget.« Der laa en Mølle i Pastoratet, og han vidste, at Præsten tit kom i Besøg der. Der laa et Gangbræt over Aaen, og det skulde Præsten gaa over paa, naar han skulde ned til Møllen. Saa en Vinterdag havde Snedkeren faaet opspurgt, at Præsten vilde i Besøg, og han gaar da ned og saver Pælene over, som Brættet var lagt paa, men dog ikke helt, saa de lige kunde holde sig. Derefter gaar han hen bag et Træ og skjuler sig der for nu at blive Vidne til, hvordan det vilde gaa, naar Præsten kom. Han tænkte ingen Ting paa og spaserede midt ud paa Brættet, men da skred det ud i Aaen, og Præsten sad i Vand lige til Halsen og kunde ikke redde sig selv op. Da Snedkeren nu havde faaet ham anbragt der, kom han gaaende ad Vejen der forbi, ligesom tilfældigt, og udbrød: »I men kjære Hr. Pastor, hvordan er det dog, I sidder i det. Nu skal a skynde mig og løbe ind i Møllen og hente Hjælp, saadan at vi kan faa jer op.« Da han kom ind i Møllen, talte han dog ingen Ting om. Konen bød ham sidde ned og faa en Bid Mad, og da han var færdig med det, sagde han til hende: »A skal love for, vor Præst han sidder godt i det.«

»Hvordan det?« siger hun.

»Jo, da a kom gaaende med Vejen, da sad han ude i Aaen lige efter Halsen.« Nu fik Konen travlt og fik Folk sendt ud at hjælpe Præsten op. Først nu syntes Snedkeren, han havde faaet Hævn nok for alle de Irettesættelser, Præsten havde givet ham.

Snedkeren kom til sidst galt af Sted. Han var gaaet ud for at se paa, hvordan Rakkerne flaaede en Hest, og da de saa var færdige med at tage Skindet af, tog de og slog det over Hovedet paa Snedkeren. Fra den Tid maatte han finde sig i at blive regnet med til Rakkernes Lag. Det burde nu ogsaa hævnes, og da Rakkerne, der ogsaa var Skorstensfejere, en bestemt Dag skulde hen at rense Skorstenene paa en nærliggende Herregaard, og han fik det at vide, gik han derhen efter at have anskaffet sig et Pund Krudt. Da én af dem var kommen op i en Skorsten og næsten igjennem den, satte han Fyr til og hvistede saa Skorstensfejeren oven ud af den, saa han faldt ned i Graven, der var uden om Gaarden. Saadan gik han omkring til alle Skorstenene og fik efterhaanden gjort ved dem allesammen, saa de fik en god Dukkert hver.

Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut.

15. Røverslottet.

En Konge havde tre Sønner, og den ene af dem skulde være Konge efter ham, men den anden skulde have en stor Arvepart. Saa vilde han ud i Verden at se sig om, og han sagde, at han rejste for at træffe hans Lykke. Men han rejste vidt omkring og lod ikke til at kunne træffe den. En Formiddag kom han forbi et Slot, hvorpaa der stod med store Bogstaver: Drager du ind, er du ulykkelig, og drager du forbi, er du endnu mere ulykkelig. Saa beslutter han sig til at drage ind. Han red paa et Mulæsel, og da han kom indenfor Porten, kom der en stor rødskjægget Person og tog hans Æsel, og en anden rødskjægget Karl tog i ham selv og hyt ham ind for Hunden, ilag en tredje lukkede Porten for ham. Han formodede saa, de tre var Brødre, men de gjorde ikke noget hyggeligt Indtryk paa ham. De bød ham nu ind, og saa skulde han have noget at spise. Han fik Mad, og en Pige kom og vartede op ved Bordet. Saa da det var til Side, siger han, at nu maatte han helst se efter at komme afsted igjen.

Nej, han skulde vente at faa Middagsmad, de skulde have Suppe.

Ja, saa biede han saa længe. Men den Suppe lidd han ikke godt, for den var lavet paa ene Menneskefingre, der var skilt ad i hvert Led. Nu tykte han endnu mindre om at være der, men de blev ved at holde ham ved Snak, til det blev Aften, og saa maatte han lige godt til at blive der Natten over.

Han faar Aftensmad, og saa siger den ældste af Karlene: »Du kan godt faa et Kammer for dig selv at ligge i, og det kan du lukke af.«

Ja, det var godt nok, siger han.

Men han maatte intet Lys tage med sig. De fører ham derind, og saa kan han gaa i Seng, naar han vil. Nu gaar han og føler omkring, og saa støder han paa nogle døde Menneskekroppe. De hængte paa en Bjælke der inde fra den ene Ende af den til den anden. Han tager én af dem og lægger i Sengen med Natlue paa, og saa tager han en hel Del af de andre ned og smider sammen i en Dynge, kravler op paa den og slaar tre Fjæl op i Loftet. Derefter gaar han op og lægger sig der oppe en lidt.

Saa kom Røverne ind i Kammeret, og Mesteren for dem havde en Knippel, som han giver ham, der laa i Sengen, et Skrald med og sagde: »Der har du den, for det jeg tog dit Æsel.« Saa giver han Knippelen til den anden Røver, og han slog til ham i Sengen og sagde: »Den skal du have, for det jeg hyt dig ind for Hunden.« Saa fik den tredje Knippelen, og han gav det tredje Skrald med de Ord: »Den skal du have, for det jeg lukkede dig ind.« Nu skulde Pigen til at slaa, men hun kunde ikke. »Ja, saa kan jeg«, sagde Mesteren.

Da de nu var gaaet ud af Kammeret, kom Prinsen i Tanker om, at han vilde ikke være der til Dag, om der var Raad til. Han føler omkring paa Loftet og finder et Tov, og saa hænger han det fast i Vinduet og lader det gaa ned til Jorden. Det kunde nok naa, og han kommer saa ned i Tovet. Det var tæt ved Aaen, og nu svømmer han over den. Da stod han i en Ellebusk og var helt drivvaad. Men Røverne havde dog mærket Uraad, og de kommer ogsaa ned til Aaen. Mesteren siger, at han var nok rendt langs med Aaen, men de andre mente, at han var svømmet over til den anden Side. De fik dog ikke Mesteren til at tro det, og saa gik de ind igjen, uden at der blev gjort videre Undersøgelse.

Da Prinsen nu ikke mærkede dem længere, forsøgte han paa at komme langs med Aaen, og det varer saa ikke længe, inden han støder paa et andet Slot. Der boede en Konge, for i de Tider var der mange Smaakonger. Han mældte sig nu ved Staldmesteren om Morgenen og vilde have Tjeneste. Han bliver ogsaa antaget som Stalddreng, da den, de hidtil havde haft, var bleven syg.