Part 3

Der var en Konge, der hed _Lind_, og han havde en Søn. Saa var der en anden Konge, der hed _Find_, og han havde en Datter. Forøvrigt var de de bedste Venner af Verden, og det var Bestemmelsen imellem dem, at deres Børn skulde være et Par. Men som saa tit blev de Uvenner omsider, og saa maatte de unge hverken se eller høre hinanden. For at nu hans Datter ikke skulde faa Prinsen, lod Kong Lind en Høj udhule, og der inde lod han lave en Bygning til Datteren, og saa blev hun sat derned, og der blev givet hende Mad med til syv Aar. Naar de var omme, kunde hun vel ikke huske Prinsen mere, mente han. Saa blev Højen muret til, og ingen vidste nu af hende at sige. Kong Finds Søn rejste al Verdens Steder og søgte, men fandt ikke Prinsessen.

Det blev værre med Uenigheden imellem de gamle, og til sidst kom de i Krig med hinanden. I den Krig faldt de begge to, og da der ingen Arving var at finde til det ene Rige, blev Kong Finds Søn Arving til dem begge; der var jo ingen til at gjøre ham Kong Linds Rige stridigt, og saa lagde han dem sammen til ét. Han blev ved at lede efter Prinsessen, men saa opgav han Haabet og rejste ud og fandt sig en anden Brud. Han lidde hende rigtignok ikke ret, men nu skulde han jo have sig en Kone. Saa var de syv Aar til Ende, og Pigen der nede i Højen havde ingen Ting at leve af. I Førstningen havde hendes Fader ladet noget gaa ned igjennem et bitte Hul til hende, men det var hørt op, og nu led hun Mangel. Saa vidste hun ikke, hvad hun skulde gribe til, Højen var groet efter, og hun tænkte da paa at grave sig ud med hendes Hænder for at komme ud paa en Maade. Det var et møjsommeligt Arbejde, men endelig fik hun da saa meget Hul, at hun kunde række en Haand ud. Lige i det samme hængte der en Flagermus paa en Busk, og den fik hun fat i og vrikkede Hovedet af den og drak dens Blod, for hun var færdig at forsmægte. Kroppen trak hun helt ind til sig og tog saa Skindet af, spiste Kjødet, men gjemte Skindet til siden. Da hun nu havde gjort det, fik hun Kræfter til at arbejde videre og fik omsider brækket saa meget Hul, at hun kom ud af Højen.

Nu stod hun og saa sig om og vidste ikke, hvor hun skulde hen. Hun saa efter Hjemmet, men der stod kun nogle Mure tilbage, for under Krigen var der bleven stukken Ild paa Slottet, og saa var det brændt af. Nu samlede hun hendes Sager ud af Højen, og Skindet af Flagermusen spilede hun ud paa nogle Pinde der udenfor. Derpaa vandrede hun derfra ud i Verden. Hun gik lige forbi hendes Barndomshjem, og saa blev hun ved at gaa, indtil hun fik Øje paa Finds Slot. Det vilde hun nok se for at skjønne, hvorledes det stod til der. Da var de ved at lave til Bryllup paa Slottet, og hun gaar ind og tilbyder sin Tjeneste.

Ja, de spørger jo om, hvad hun kunde bestille, hun kunde vel ikke noget, mente de. En af Køkkenpigerne tog Ordet og sagde, at de kunde nok bruge hende i deher Dage, da de havde saa travlt. Ja, saa blev hun der og gik og gjorde, hvad hun kunde.

Hun gik nu og spurgte ud, og saa hørte hun, at Prinsen havde ledt efter hende i de mange Aar og først nu bestemt sig til at tage en Brud, saa han maatte nok holde af hende endnu. Hun vilde da se at finde en Lejlighed til at give sig til Kjende for ham.

Nu kom Bryllupsdagen. Det traf hverken værre eller bedre, end at Bruden skulde have en Lille, og det maatte Brudgommen jo ikke vide. Hun havde smaa Hænder og Fødder, og saa var hun kommen efter, at den nye Pige havde dem lige saa smaa. Der kom da Bud ned til hende fra Bruden Aftenen før, at hun skulde endelig komme op, hun vilde snakke med hende. Hun kommer ogsaa, og Meningen af det var da, at Pigen skulde klædes paa som Brud, for det var saa nær paa med den anden, at hun ikke ret vel kunde tage afsted. Hun fik Brudeklæderne at prøve, og alt passede grumme vel til hende, baade Sko og Klæder og det hele. Aftalen blev nu gjort imellem dem, og hun maatte aflægge Ed paa, at hun ikke skulde sige et Ord til ham, for at han ikke skulde mærke, der var en Fejl i Røsten. Hun skulde være sløret tæt til og saadan føres ned i Kirken, og naar hun kom tilbage, saa skulde hun ind og aflevere det hele igjen.

Da de nu skulde afsted paa selve Bryllupsdagen, var hun altsaa paaklædt i Brudens Sted, og saa blev hendes gamle Ridehest ført frem for Døren, som hun havde haft at ride paa der hjemme, og den var abildgraa. I det hun nu kommer uden for og skal til at paa den, siger hun: »Buk, Blak, du har tilforn for mig baade nejet og skrabt«. Saa faldt den paa Knæ med Forbenene, saa hun kunde staa op, for den var afrettet til at ride paa, og den kjendte hendes Røst og var vant til at gjøre, hvad hun sagde.

Brudgommen blev forbavset og kunde ikke forstaa dether. Han spørger hende om, hvad det var, hun sagde, men hun svarte ham aldrig et Ord.

Saa rider de og kommer forbi Kong Linds Slot. I det samme siger hun: »Her har tilforn været drukken baade Mjød og Vin, her roder nu baade Høns og Svin.« Han holder an igjen og spørger om, hvad det var, hun sagde, men hun svarte ikke.

Det var da helt forunderligt, tykte han, og nu holdt han sig ved Siden af hende, til de kom forbi Højen, som hun havde siddet i. Da siger hun: »Var det ikke for min store Nød, had' det ej blevet din Død«. Det var jo Flagermusen, hun mente, og dens Skind hængte der endnu og kunde sees fra Vejen.

Han spørger atter, men hun svarer ikke. Saa kommer de til Kirken og blev viet. Han sætter en Ring paa hendes Finger og tager hende i det samme ved Haanden og siger, at hun skulde her for Guds Alter love ham, at hun skulde levere ham den Ring, naar han forlangte den. Dertil maatte hun svare ja. Nu rider de hjem ad, men paa Vejen falder der aldrig et Ord.

Saa tidlig de kommer hjem, bliver hun kaldt ind for den anden, der laa i Sengen og var syg, og hun skulde gjøre hende Rede for al Ting. Hun spørger jo først, om hun havde ikke snakket.

Nej, hun havde ikke, men blot sagt ja til, at hun vilde levere ham Ringen selv.

»Den skal du fly mig«, siger hun.

Nej, det vilde hun ikke, for det havde hun lovet bestemt.

Ja, saa fik det være til Aften, men saa skulde hun af med den. Sagen var, at det blev mældt, at Kongen vilde komme ind for at snakke med hende, for det var blevet sagt for ham, at hun var upasselig, siden hun havde været i Kirke.

Saa vilde hun lige godt ikke have ham derind, men vilde staa op og klæde sig paa, og saa komme ind i Salen til ham. Hun gjør det ogsaa, og de kommer til Bords.

Da de nu kommer til at sidde, saa siger han: »Hvad var det, du sagde til den graa Hest, da vi skulde til at til Kirke?«

»Jeg sagde ingen Ting«, svarte hun.

»Jo, du sagde noget til den, og den faldt paa Knæ«.

»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, for hun har alle mine Ord i Gjemme i Dag.«

Hun gik ogsaa ud i Kjøkkenet til hende og var saa forbitret, kaldte hende til Side og sagde, at hun havde jo dristet sig til at tale med ham.

Nej, hun havde blot talt med Hesten og sagt til den: »Buk, Blak, du har tilforn for mig baade nejet og skrabt.«

Saa gaar Prinsessen ind og fortæller ham det.

Han svarer: »Det var da sært, det vækker saa gamle Minder hos mig, hvordan er du kommen efter at sige det?«

Ja, det var da saadan kommen hende for.

Nu tror hun, alt er godt, og spiser videre. Men saa siger han: »Hvad var det, du sagde, da vi kom forbi Kong Linds Slot?«

»Jeg sagde ingen Ting.«

»Jo vist gjorde du, du skal sige mig det.«

»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, for hun har alle mine Ord i Gjemme.«

Da hun nu kommer ud og faar hende kaldt til Side, skjælder hun dygtig ud og er helt forbitret. »Du har jo sagt noget til ham«, siger hun.

Nej, hun havde ikke, det var til sig selv, hun havde sagt det.

Ja, saa siger hun, hvad det er, og Bruden kommer ind og fortæller ham, at hun havde sagt: »Her har tilforn været drukken baade Mjød og Vin, her roder nu baade Høns og Svin.«

Han siger: »Det vækker sære Minder hos mig«, og sad og spekulerede paa, hvordan hun havde faaet de Ord i Munden.

Nu troede hun, det hele var i Orden, men saa sagde han igjen: »Hvad var det, du sagde, da vi red forbi Højen, og vi saa Flagermuseskindet udspilet paa Pindene?«

Ja, det havde hun glemt, hun kunde ikke mindes, hun havde sagt noget.

»Jo, jeg vil have det at vide.«

»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, hun har alle mine Ord i Gjemme.«

Hun er yderlig forbitret, da hun kommer ud til hende og skjænder paa hende, fordi hun atter har sagt noget til ham ved Højen.

»Nej, jeg sagde blot saadan for mig selv: Var det ikke for min store Nød, had' det ej blevet din Død.«

Naa, saa gaar hun ind og fortæller ham det. Han blev endnu mere forbavset og kunde ikke spekulere ud, hvordan de Ord var falden hende i Munden.

Derefter bliver Taffelet hævet, og nu er alting i god Behold. Om Aftenen, da de skal ind i Brudekammeret, siger han, om hun vilde nu give ham den Ring, hun havde faaet i Kirken i Dag.

Ja, den havde hun glemt at faa med sig derind.

»Hvordan kunde du dog glemme den?« siger han, »jeg bad dig jo om at give mig den, naar jeg forlangte den, og hvad kunde saa bevæge dig til at lægge den fra dig i Dag? Du maa give mig den.«

Ja, nu skulde hun hen til hendes Tærnelille, for hun havde alle hendes Sager i Gjemme. Hun gaar ud og er saa forbitret paa Pigen. Meningen var jo til Slutning, at hun vilde have Ringen.

»Nej, jeg vil selv overlevere den i hans Haand, for det har jeg svoret for Guds Alter.«

Bruden skjældte ud, og hun gav gode Ord, men lige nær kom hun. Omsider blev de enige om, at Pigen skulde gaa ind i Kammeret lige bag efter Bruden og tage om hende og saa give ham Ringen i Haanden, ilag Bruden slukkede Lyset.

Som sagt saa gjort, og de gaar. Pigen kommer bag efter og lister saa stille, hun kan, og saa rækker hun Haanden ud og skal give ham Ringen. »Har du den?« siger han til hende.

»Ja, jeg har«, og han rækker ud og vil tage den, men i Stedet for at tage fat paa Ringen saa tager han Haanden og holder ved den, og saa rykker han til og faar hende trukket frem. Nu viser det sig, at der er to, og da griber han fat i hende og gjør Allarm. Da der saa kommer Lys, ser han, at det er hans gamle Brud, han er viet til, han kan nok kjende hende, og saa bliver den anden jaget bort med Skam og Skjændsel. Saa blev der Glæde i Gaarde, og siden lever de godt med hinanden.

Johanne Svendsdatter, Ø.-Brønderslev.

8. Mit Ophold paa det forønskede Slot.

Min Fader var en gammel Husmand, der boede ude ved _Hurup_, og han drev det meget med Fiskeri. A var med ham ude hver Morgen og Aften at røgte Bundgarnet, for han var en fattig Mand og havde ikke andre til at hjælpe sig. Det var en Morgen tidlig, vi var ude at røgte, da kommer der et Fartøj, som er sort over det hele, og Sejl og alting var sort, og det styrede lige ind imod Garnet. Saa siger min Fader: »Læg da Aarerne til og lad os komme fra det, for de styrer jo lige ind imod os.«

A lagde jo ogsaa til, men vi var ikke komne fra Garnet, inden de var helt inde paa os. De holder saa an og siger: »Værsgod, vil I ikke om Bord?«

Jo, vi turde jo ikke sige nej, og vi kommer op. Da kommer Kapitainen hen til min Fader og siger: »Er det din Søn?«

»Ja, det er«, siger han.

»Vil du ikke sælge ham?«

»Nej, det vil a rigtignok ikke«, siger han, »for ham kan a ikke undvære, a er en fattig Mand og kan ikke holde Karl.«

»Aa«, siger Kapitainen, »naar du faar en god Betaling, saa sælger du ham nok, a vil give to hundrede Rigsdaler for ham.«

»Nej«, siger han.

»A vil give tre hundrede Rigsdaler.«

Saa gaar a hen til min Fader og siger: »Tag de 300 og lad ham faa mig, dem Penge kan I have godt af.«

Kapitainen lovede, a skulde faa det godt, ilag a var ved ham, og saa blev de akkorderet om det, og min Fader fik Pengene. A kom saa med Skibet, og det varede ikke mere en 1, 2, 3, 4, 5, saa kom vi til en Bro, og det var saa mørkt, te a kunde hverken høre eller se. Saa siger Kapitainen: »Nu gaar du her i Land.«

A maatte føle mig frem op langs noget Plankeværk, og Kapitainen sagde mig ikke nogen Besked om, hvor a skulde hen. Naa, a gaar jo og stager og stavrer omkring og kommer endelig til en stor Port. Den staar aaben, og a gaar derind og kommer først ind i ét Værelse og saa i et andet, og der var ingen Ting at opdage. Endelig kommer a ind i et Værelse, hvor der var dækket Bord, og a var sulten, saa a var godt tilfreds med det. Endelig er a mæt og gaar ind i et andet Værelse, hvor der er to opredte Senge. Der gaar a i den ene, men det var mig ikke muligt at falde i Søvn, for det var jo en sær Omstændighed, a var i. Omsider hører a én Dør gaa op og saa en anden i, og der blev saadan Maaslen. Saa kommer der et Fruentimmer ind til mig og klæder sig af og lægger sig i Sengen ved mig. Om Morgenen, da a vaagner, ligger der et pænt Sæt Klæder paa Stolen i Stedet for mine gamle Pjalter, og dem trak a uden videre i, der var jo ikke andre. Saa gik a og saa mig om paa Slottet næste Dag, og det bliver Aften, og Kvindfolket kom den Nat igjen. Hun sagde ikke noget, og a gjorde heller ikke, og det bliver atter Morgen. Varm Spise fik a hver Dag og ellers alt, hvad a behøvede.

Saa tredje Aften bestemmer a mig lige vel til at spørge hende til. »Hvad er det for et Fruentimmer, her ligger?« siger a.

Ja, hun var en Prinsesse, der var forønsket, og hun maatte aldrig se Lys, men maatte godt have et Karlmenneske til Selskab.

Naa, ja det var jo godt nok, og a var der i halvtredje Aar. Hun var god ved mig, og a havde ingen Nød, og vi blev da saadan ret godt kjendt med hinanden. Saa en Aften siger a, a vilde saa forfærdelig gjærne hjem og se til mine gamle Forældre.

»Det kan du og faa Lov til«, siger hun, »du kan gaa ned til Broen i Morgen, saa ligger Skibet der, og du sejler hjem og maa blive væk i tre Dage. Skibet bliver liggende og venter dig, men saa snart det løsner det første Skud, saa skal du gjøre dig færdig til at gaa. Naar det andet Skud bliver løsnet, skal du være ved Stranden, og ved det tredje Skud skal du være paa Skibet, ellers kommer du ikke tilbage.«

Om Morgenen, a vaagnede, da laa der et Sæt meget pænere Klæder paa Stolen, og der laa en Pung med mange Penge i. A trækker i Stadsen og tager Pungen, og saa rejser a af ned til Skibet. Saa snart a er kommen om Bord, saa sejler vi og kommer i Land i Hurup.

Skipperen siger til mig, da a gik fra Borde: »Nu maa du vide, at du siger dine Forældre Farvel, naar du hører det første Skud, og at du er ved Stranden, naar du hører det andet, saadan at du kan være om Bord, naar det tredje Skud bliver løsnet, for saa sejler vi.«

Naa, a kom hjem og kunde knap kjende det, for min Fader havde faaet Huset bygget op for de 300 Daler, og nu var det snart at se til som en hel Gaard. De var saa glade ved at se mig igjen, men det fik en anden Lyd, inden Udenden kom, og det maa a mi Sandhed lide under i deher Dage. De er jo nysgjerrige og spørger mig ud, og a fortæller jo, te a har det godt, men a kan aldrig faa hende at se. »Hun er vist kjøn«, siger a, »men vi maa aldrig have Lys paa Slottet og hun kommer ikke, inden det er mørkt.« Saa gav min Moder mig nogle Væger, a skulde trimle imellem Fingrene, naar hun laa i Sengen ved mig, og saa tænde Lys for at faa hende at se.

Tredjedagen kom saa det første Skud, og a sagde Farvel. Da det andet kom, sad a i Baaden og sejlede ud til Skibet, og da saa det tredje kom, var a om Bord. Nu sejlede a tilbage, og saa kom a i min gamle Stilling. Der var Mad nok til mig, og a kom i Seng, og hun kom og lagde sig. Endelig falder hun i Søvn, for a kan vel tænke, hun var træt, hun sad vel sagtens inde om Dagen og skulde løske en Trold. A tænder saa Lys og sidder og betragter hende paa alle Maader. Da falder en varm Tælledrip ned paa hendes Bryst, og saa vaagner hun og siger: »Du har jo tændt Lys, og jeg sagde dig endda, der maatte ikke komme Lys til mig, nu kan du ikke være her længere.«

Lyset bliver slukket, og a ligger og spekulerer. Endelig falder a i Søvn, og om Morgenen, a vaagner, da ligger mine gamle Pjalter der, og a maa jo i dem, men a døjede med det. Saa kommer a ind til Bordet, men nej, der var ingen Mad. Saa maa a ud og kommer ned til Broen, men der var intet Skib. A stak mig ud ved Plankeværket, og saa kommer a ud i noget Udørken og Skidt og gik der og vankede. Det var den mest øde Tid, a har haft i mine Dage.

Da a har gaaet saadan en to, tre Dage, kommer a til et Sted, hvor en Hund, en Falk og en Løve stod og sloges om en gammel Krikke, der var gaaet i Bløde der ude. A gik forbi og skottede efter dem. Men de havde set mig, og saa stod de og snakkede sammen. Løven siger: »Det var slemt, den Person ikke delte det imellem os.«

»A kan hente ham«, siger Hunden.

Han render hen og kalder paa mig, og a troede jo straks, de vilde splitte mig ad.

Han giver mig saa et Pons i Ryggen og siger: »Kom tilbage!«

»Hvad skal det blive til?« tænker a ved mig selv, men a maa jo med og sjokker efter ham som et fortabt Faar.

Da a er kommen derhen, siger Løven: »Hør, du kunde dele det Krikke viselig imellem os, saa vi skal ikke staa og slaas om det.«

Ja, a vidste jo ikke, hvad a skulde, og havde ikke noget at dele med. Saa fornemmer a i min Bukselomme og faar fat i en stor rusten Kniv, a havde haft til at bøde Garnene med, den havde jo ligget der længe nu, og begynder at flæske i dether Krikkekjød. Nogle Stumper smider a til Hunden, og Kropstykket og Benene faar Løven, og Hovedet faar Falken. De tykte, det var godt delt, og a dasker videre.

Saa siger Løven: »Det var skidt, den Dreng fik ikke en Belønning.«

»A skal snart hente ham«, siger Hunden.

Han kommer og giver mig igjen et Stød i Enden: »Kom med tilbage«, siger han.

A var ikke svar glad ved det, men a maatte jo med. »Nu er a mi Sandhed færdig for min Livstid«, tænker a ved mig selv.

»Du skal have en Belønning«, siger de til mig, »men vi har ingen Geldter.« »A vil ønske«, siger Løven, »du kan blive 15 Gange saa stærk, som a er, og kan gjøre dig til en Løve, naar du vil.« Hunden siger: »A vil ønske, du kan blive 15 Gange saa hurtig til at løbe som a, og gjøre dig til en Hund, naar du vil.« Falken siger: »A vil ønske, du kan komme til at flyve 15 Gange saa langt i ét Træk og 15 Gange saa udholdende som a, og gjøre dig til en Falk, naar du vil.«

A tænkte jo, det var noget Sludder, de stod der og vrøvlede op, og a dasker videre; men det var en odlet Gang der i den Udørken. »Aa, Herregud, kunde a nu have blevet en Falk og saa fløjet over til Slottet.« Straks saa fik a Vinger og blev til en Falk, og saa fløj a hen over Skoven og Slotshaven. Da saa a, hun sad der godt nok og løskede en Trold.

Saa lagde hun Mærke til mig og sagde: »Aa se, der sidder da en dejlig Fugl, maa a ikke have Lov til at bære den ind paa Slottet.«

Jo--o, det fik hun da Lov til.

Hun tager mig og bærer mig ind.

Saa ønsker a: »Gid a havde nu været Jens igjen«, og straks saa var a Menneske.

»Naa, det er dig«, siger hun, da hun ser, hvem det er, »men du maa ikke være her.«

Hun bar mig ud, og a maatte sidde paa Grene igjen.

Anden Dagen bar hun mig atter ind i Fugleskikkelse, og a gjorde mig til Menneske. »Naa, er det dig igjen, men du maa ikke være her paa nogen mulig Maade for Trolden.«

»Hvad bestaar egentlig den Trolds Styrke af?« siger a.

Det vidste hun ikke, men skulde nok faa det at vide af ham. »Du maa ikke være her paa Slottet, det véd du nok«, og saa bar hun mig ud igjen som en Falk, og a sad paa Grene til Dagen efter.

Da havde hun faaet det at vide. I Arabien var et Bjærg, og der var en Drage i det; inden i den var der en Ræv, og inde i den var en Falk, og inde i den et Æg, og hvis én kunde faa det Æg og slaa lige midt i hans Pande, saa var han død, men det var umuligt at faa det Æg, det vidste hun godt.

»A vil lige godt prøve det«, siger a, for a vidste, a havde en Styrke 15 Gange saa stor som en Løve. Saa laa a paa Slottet den Nat, og næste Morgen laa der lige godt pæne Klæder og Penge til, men ingen Ting andet. A skabte mig i Falk og fløj til Arabien.

Det varede en 14 Dage, og da a kom der til Kongeslottet, saa mældte a mig som Hjorde og vilde nok have Plads, og a fik det ogsaa. Dagen efter skal a ud med Faarene. Dragen skulde have syv fede Faar hver Dag, og ham, der hidtil havde været Hjorde, han kom med de syv Faar ud til mig. Saa siger a: »Hvor skal du hen med dem?«

»Dem skal Dragen have.«

»Aa, driv du hjem med dem igjen«, siger a, og det gjør han.

Saa kommer Dragen og vil have hans Faar.

»Nej, du kan godt nære dig til i Morgen«, siger a, »saa kan du faa fjorten«. Og det maatte han lade sig besige med.

Anden Dagen kommer a atter ud, og saa kommer den anden drivende med de 14 Faar. »Hvor skal du hen med dem?«

»Dem skal Dragen have.«

»Driv du kun hjem igjen«, siger a.

Saa kom Dragen, og han var sulten, men a sagde: »Du kommer til at bie til i Morgen, saa skal du faa 21.«

Ja, det maatte han finde sig i.

Tredje Dagen kommer han drivende med de 21 Faar. »Hvor skal du hen med dem?« siger a.

»Det er til Dragen.«

»Han skal ingen have.«

Saa kommer Dragen og er saa gal.

»Vil du have nogen Faar«, siger a, »saa kom herud.«

Saa skaber a mig til Løve, og Dragen faldt an paa mig, og saa blev der en stor Kamp. Endelig bliver han udmattet, og a blev ogsaa. Han sagde: »Ak havde a endda haft en Drik koldt Vand, saa skulde a have revet dig ihjel!« og saa siger a: »Havde a haft en Flaske Vin af Kongens allerbedste Vin, saa skulde a snart have gjort det af med dig.« Tjeneren, der var dreven der ud med Faarene, han hørte, hvad a sagde, og løb hjem efter Vinen og slog den i Halsen af mig. Saa rev a Dragen ihjel.

Nu blev der saadan Glæde i Kongens Gaard, for nu var de fri for at give de Faar til Dragen, og Kongen vilde haft mig til at faa hans Datter. Men a vilde ikke. A var der i 14 Dage, og der blev gjort stor Stads af mig, men saa fløj a tilbage til Slottet, der var forønsket. A lægger mig i Sengen, og Prinsessen hun kommer.

»Naa, du har saa været i Arabien«, siger hun.

»Ja a har.«

»Det er forfærdelig, saa skidt tilpas Trolden har været i de sidste otte Dage«, siger hun, »a kan ikke vide, hvad han fejler.«

Næste Morgen gaar a ud i Haven og ser mig om. Endelig kommer a saa vidt, te a faar Øje paa Trolden og Raad til at slaa ham Ægget i Panden. Saa var han død med det samme.

Nu var Slottet frelst, og det hele var frelst, og saa vilde Prinsessen nok have mig til Mand. Men Araberne var fortrydelige over, te a saadan var rømt fra dem, og de vilde saa føre Krig paa os. A gaar i Spidsen bestandig, for a var jo svært forvoven, og saa var der en Fæstning, a stod i, den tog de, og a blev taget til Fange og blev lagt i Bast og Baand. Endelig blev a løst ud af en Officer og sendt her hjem til Danmark, og siden har a ikke set noget til Slottet eller Prinsessen.

Teglbrænder Jens Kristensen, Gl.-Trudsholm.

9. Kikkert, Taske og Hest.

Der var en Hjøvremand, der passede alt Kræet for en Kjøbstad, og saa havde han en Søn til at hjælpe ham. Folkene i Byen drev dem ud til ham, og han tog saa imod dem, som Skik var i forrige Tider. Saa snakkede Folk med denher Dreng om, te de tykte, det var noget skidt noget, han gik saadan, han lærte jo ikke at bestille noget og blev aldrig andet end Hjøvredreng. Endelig beslutter han sig til at ville rejse fra Faderen og ud i Verden.

»A vil ikke være her længere, a vil ud og se mig om«, siger han til ham.

»Jammen det er galt, a kan ikke passe Kræet ene, saa kommer a til at give mit Kald op, og saa har a ikke noget at fortjene.«

Ja, det var nu det samme, »nu i Morgen rejser a«, siger Drengen, og det blev ogsaa saadan. Han tog Afsked med Faderen og rejste.

Han gik et langt Sæt og traf ikke at faa Arbejde. Endelig en Dag kommer han ind i saadan en forfærdelig stor Aførk med Bjærge og Dale og Buske og Krat. Der træffer han én, som gaar og vogter Faar i den Tørgi. Han spørger ham om, hvad han tog sig for.

»Det kan du jo se«, siger han, »a gaar og passer mine Faar.«

»Hvad er dit Navn?« siger Drengen.

»A har intet videre Navn, end a kaldes Bjærgmanden; men hvad er du for en én?«

Ja, han var en Dreng, der rejste om at faa Arbejde.

»Saa kan a bruge dig«, siger Bjærgmanden.

Drengen spurgte, om det var ikke for strængt.