Part 2

»Naa, gjorde du det. Ja, jeg véd nok, du er udsendt for at skyde mig, men det kan du alligevel ikke bære dig til at gjøre. Men nu følges vi ad hen i Faders Dyreskov, og der skyder vi et Raadyr. Saa tager vi Hjærtet af den, det ligner et Menneskehjærte, og det rejser du hjem med til Kongen, men jeg rejser bort herfra og kommer ikke mere tilbage.«

Det gik Skytten ind paa, og de tog Hjærtet ud af Raadyret, og han kom hjem med det. Prinsen rejste nu omkring i Landet og kom til sidst ind paa Vestkysten af England. Der kom han til at tjene hos en stor Grosserer og tjente hos ham i mange Aar.

Nu skal vi høre lidt om Prinsessen, der laa og sov. Hun vaagnede op om Morgenen, og da saa hun, hvordan alle hele hendes Klokker var bespændt med Regler, og hun kunde da ikke forstaa, hvordan det var gaaet til. Slottet havde før været forønsket, og derfor var det, hun laa og sov, men nu stod det i sin fulde Glands, som det før havde været. Hun kunde altsaa skjønne, at der var én Ting særdeles, der havde været der. Nu styrer hun sit Rige en Tid lang, som før det blev forønsket, men saa kommer Tiden, da hun føder en Søn. Ham lader hun oplære i det kongelige Væsen, og han bliver en 13, 14 Aar.

Saa tykte han, det var sært, han havde ingen Fader, og talte med hende om det flere Gange.

Ja, hun kjendte ikke hans Fader, siger hun.

I Skolen lod de ham det ogsaa høre saadan af og til, at han var uægte født. Endelig beslutter han sig til, han vil have hans Fader opsøgt. Han faar hans Moder til at udruste en Flaade, og nu vil han om at se, at han kan finde ham. De sejler saa og kommer til Frankrig, lægger sig ind der paa Reden og sender Bud op, at hun var Arabiens Dronning, der ønskede at komme til Taffels.

Saa laa dether Brød paa Bordet, og de skar allesammen af det, og der var endda lige meget igjen. Da siger Dronningen: »Det sidste jeg saa dether Brød, var det mit.«

»Ja, det er foræret os af en Prins i England,« siger Kongen, »men vi er pligtige at udlevere det, naar nogen kjendes ved det, og saa 10,000 Mand.«

Ja, Brødet brød hun sig ikke om, men Folkene vilde hun godt have. Saa kom de sejlende til Konstantinopel, der lagde de sig paa Reden og sendte Bud op, og saa kom de til Taffels.

De skjænkede Vin af en Flaske, og der var endda lige meget i den. Saa sagde Dronningen: »Det sidste jeg saa den Flaske, var den min.«

»Ja, den er foræret os af en Prins fra England,« sagde Kongen, »men paa den Maade, at hvis nogen kjendes ved den, saa skulde vi udlevere den og desuden 10,000 Mand til Hest.«

»Flasken maa I godt beholde,« sagde hun, »den bryder jeg mig ikke om, men Soldaterne vil jeg nok have.«

Hun fik dem, og saa sejlede hun videre, til de kom til Spanien. Der lægger de sig inde paa Reden, og saa sender de Bud op, at Dronningen i Arabien laa der ude og ønskede at blive budt til Taffels, om det kunde passe dem.

Ja, det var ikke sært, hun skulde være velkommen.

Saa blev hun og hendes Søn og Følge sat til Bords. Der hængte flere Sværd der inde paa Væggene, og hun saa paa dem. Saa siger hun: »Der hænger et Sværd, det sidste jeg saa det, var det mit.«

»Var det det?« siger Kongen, »ja, det er bleven mig foræret af en engelsk Prins, men paa det Vilkaar, at hvis der skulde komme nogen og kjendes ved det, saa skulde jeg udlevere det og saa desuden give ham 10,000 Mand.«

Ja, Sværdet brød hun sig ikke om, men Folkene vilde hun godt have, og saa fik hun dem jo og rejste videre.

Saa kom hun til Polen. Der kom hun ogsaa til Taffels, og saa fortalte Kongen om den engelske Prins, der havde været der, og om hans Brødre, som han havde udløst af Fangenskabet. Endelig spørger han, om hun ikke forlangte noget.

Jo, hun vilde nok have en Krigshær, og saa fik hun ogsaa der 10,000 Mand.

Endelig sejler hun til England. Hun gaar i Land og opslaar hendes Telt i Nærheden af Hovedstaden. Saa sender hun Bud ind til Kongen, om han havde ikke nogle Sønner, der havde rejst efter Livsens Vand til ham, for saa skulde de komme ud til hende.

Jo, der blev svaret jo, han havde to Sønner, Kristian og Frederik, og saa skal de jo ud og vise sig for hende. Først kommer Frederik. Hun havde belagt hele Vejen ind til Byen med rødt Skarlagen; men han turde ikke ride paa det og red saa ved Siden af. Da staar hun og ser paa, hvordan han kommer, og Sønnen staar ved Siden af hende.

»Er det min Fader?« siger han.

»Jeg véd det ikke,« svarer hun, »jeg kjender ham ikke.«

Da han nu fremstiller sig, siger hun: »Hvorledes har du været, da du var hos mig sidst?«

Det kunde han ikke svare til.

»Har du set mig før?« siger hun.

»Nej.«

»Ja, saa er her en Galge, du skal hænges op i, har du en Broder?«

Ja, han havde.

Saa blev der sendt Bud efter ham. Men ham gik det kort sagt lige saadan, for han vidste heller ingen Ting og kjendte hende ikke. Han blev altsaa ogsaa ophængt.

Nu blev der atter sendt Bud ind til Kongen, om han havde en Søn til.

Nej, han vidste i alt Fald ikke, hvor han var, og det var ogsaa én, som ikke var til noget.

Ja, han skulde skaffe ham, ellers lagde hun Staden og Riget øde.

Da hun nu havde saa stor en Krigsmagt med sig, turde han ikke staa imod, men bad om Henstand i fjorten Dage, og saa blev der sendt Bud ud efter ham alle Steder og opslaaet Plakater alle Vegne. Saa kommer Grossererens Husjomfru ind en Aften og siger, om det kunde ikke være deres Handelsbetjent, der blev lyst efter, for der kom aldrig Brev til ham, og han holdt sig altid for sig selv. Grossereren kalder ham ind til sig og spørger, om det er ikke Prins Vilhelm. Saa maatte han til at bekjende, hvem han var.

»Ja, du maa uopholdelig afsted,« sagde Grossereren, »for der bliver lyst efter dig.«

Nu troede han jo, hans Liv havde Ende. Men det kom ikke til at gaa saa galt til. Da han kommer til Hovedstaden, er Kongen saa glad ved ham, for nu var det jo den eneste, han havde, da de andre var blevne hængte i Galgen. Saa skal han ud at ride, for han skal jo ned at fremstille sig for den fremmede Dronning. Men han gjorde sig tradsig og vilde ikke ride derud. Anden Dagen beder hans Fader ham igjen om at tage derud. Nej, det gik lige saadan, han vilde ikke. Endelig tredje Dagen siger han, om de havde ikke hans gamle Mundering, han var i, da han kom hjem. Jo, den var paa Munderingskammeret. Saa blev den hentet, og han kom i den og kom op at ride. Saa red han derned, te Pjalterne af Skarlagenet stod op omkring Fødderne af Hesten. Dronningen stod uden for sit Telt og betragtede ham, og Drengen stod ved Siden af hende.

Saa siger han: »Er det ikke min Fader?«

»Jeg haaber det, men véd det ikke,« svarte hun.

Da han nu kom frem for hende, sagde hun: »Hvorledes var du, da du var hos mig sidst?«

»Ligesom jeg er her med Støvler og Sporer paa.«

»Kjender du mig da?«

»Jo, jeg gjør,« siger han.

»Det er rigtigt,« siger hun, »der er din Fader,« siger hun til Sønnen. »Du skal med mig hjem, og vi skal have hinanden. Dine Brødre hænger i Galgen der henne.« Saa fulgtes han med hende til Arabien, og de blev gift og lever godt der.

3. Per Degn og Præstens Moder.

Der boede en Mand her ude ved _Vind Skov_, og han hed egentlig _Søren Tandholm_. Af og til fik han en Arvepart, men det blev ikke kjendt paa ham, og han fik aldrig noget ud af det, for Pengene gik gjærne overstyr for ham. Endelig havde han igjen faaet en Arvepart, og den skulde nu anvendes til Handelen, havde han bestemt. Men han kjendte ikke stort til dether Handelsvæsen, det gjorde derimod en Svoger, han havde nede paa _Kasted_ Mark, der hed Johan, han kjendte Handelen til Gavns, og saa skulde de hjælpes ad. De bestemte dem saa til at være Gaaseprangere, og de begav dem paa Rejse ned norden for Randers for at kjøbe en Drøft Gjæs op.

Men da de kom til Randers, saa havde Søren Tandholm kast hans Penge hen. Saa maatte de gaa tilbage igjen og finder dem ogsaa tæt ved Galten Præstegaard. »Nu vil vi sali ikke længere,« sagde Søren, »vi har kast Pengene hen én Gang og kan gjøre det igjen.«

De gaar saa ind i _Galten_ Præstegaard for at spise en Bid Brød. Præsten spørger dem om, hvad de var for nogle Handelsmænd.

»Ja, vi er Gaaseprangere.«

»I véd vel ingen, der har fede Svin at sælge,« siger Præsten. »I kommer saa meget omkring.«

Jo, de vidste en Kjøbmand i Randers, der havde 24, og de var rigtig fede.

»Ja, det var jo rart, jeg fik det at vide,« siger Præsten, og han sender hans Avlskarl afsted til Randers for at kjøbe de 6 bedste, Kjøbmanden havde.

Dem kommer han saa ogsaa med. Saa var der en gammel Prygl der nede i Byen, de kaldte _Per Degn_, han ringede Klokken Morgen og Aften, og ham bliver der sendt Bud efter, han skal komme og hjælpe dem at faa dem slagtet, for han gik saadan og hjalp ved et og andet baade der og i Byen.

»Ja,« siger han Præsten, »det er nu godt nok, men naar vi faar nu det mange Flæsk, hvordan skal vi saa faa det saadan hængt op, at vi kan have det i Behold.«

»Ja vi kan hænge det i Vavenset,« siger Per Degn, »for saa kan a passe paa det, og se efter det Morgen og Aften, og saa kan I hente der oppe ved mig, naar I vil, og har Brug for det.«

Men det ene Svins Flæsk beholdt de hjemme i Præstegaarden, og saa blev de andre hængt op efter Per Degns Raad. Han var jo ikke saa tosset, for han tog af og til en god Skank hjem og solgte til andre, hvem der vilde kjøbe af ham.

Da Præsten var bleven færdig med det Svins Flæsk, saa var Per Degn ogsaa bleven færdig med de andre fem, og for nu at komme fra det paa en god Maade saa kravler han en Aften op paa Taget af Vavenset og river nogle Tagsten ned. Da nu Præsten sender Bud efter det andet Svin, for de skulde have noget mere Flæsk at bruge, saa foregiver han, at de er staallenes om Natten.

»Det var rart,« siger Præsten, »ja, vi maa have noget mere,« og saa sender han hans Karl afsted efter 6 til af de bedste, de havde i Randers.

De kom ogsaa, og Per Degn blev hent, den Gang de skulde slagtes, for han skulde jo hjælpe til med dether som sædvanlig. »De Svin skal ogsaa op i Vavenset og hænge,« siger Præsten, »lad os se, om de kan gaa den samme Vej.«

Præsten han havde en gammel Moder, og hun var bleven noget barnet, men havde lige godt faaet Mistanke til Per Degn, te han var noget Skyld i, de andre var bleven væk, og saa begynder hun at sludre om, te en kunde jo da nok tænke, det var Per Degn, der havde taget dem. Saa giver hun Præsten ind, hvordan han har at bære sig ad. »Du skal sige, at du skal til at gøre en Rejse til Kjøbenhavn. Men saa skal du stoppe mig i en stor Kiste, du har, og saa skal den ned til Per Degn og staa, til du kommer hjem igjen fra Rejsen.«

Saa blev det da saadan, te hun kom i Kisten, og Præsten havde givet hende Brød og Kjød og Flæsk og Ost med, for hun skulde jo ligge og leve godt. Saa bliver Kisten baaren ned til Per Degns at staa, og Per Degn han faar noget af det syvende Svin samlet hjem.

Men lige som han kommer med en god Skaldt og smider paa Bænken med de Ord: »Her er nu et godt Stykke af Præstens det syvende Svin,« saa begynder den gamle at præke op der inde i Kisten og sige: »Ja, a kunde jo nok tænke, te a behøvede ikke at ligge her for at faa det at vide;« hun var som sagt noget barnet.

Men Per Degn stod netop tæt ved, og han hører, det sludrer der inde i Kisten. Saa tager han en Hammer og Tang og vil brække den for at se, hvordan det hængte sammen. Da laa denher gamle Kjælling og gabte lige op opaa ham. Per Degn bliver arrig, og han tager en Kniv og skjærer Munden ud til begge Ører paa hende, og saa tager han den største Pølse, der var i Kisten, og stopper ned i Halsen af hende, saa han kvæler hende med det samme.

Den Gang Præsten han kommer nu hjem fra Kjøbenhavn, saa vil han have Kisten hent hjem, og det sker ogsaa. Da de lukker Kisten op, og han ser den Elendighed, saa siger han: »Aa Herregud, nu har det gamle Skind ikke kunnet se at bjærge sig, den Pølse er skreden for langt ned i Halsen af hende og har kvold hende.«

Der kommer nu Bud efter Per Degn, om han vilde ikke komme op i Præstegaarden, Præsten han vilde snakke med ham. »Hør, Peder,« siger han, »kan du ikke faa min Moder besørget af Vejen en Aftenstund, saadan og saadan er det gaaet til, og jeg er kjed af at kaste Muld paa hende.«

»Jo, det kan a vel nok,« siger Per Degn, og han faar hende stoppet i en Sæk, og saa rejser han af med hende. Sækken kyler han i en Krog inden Døren ved sig selv, og om Natten tager han hende og bærer hende op i Præstegaarden igjen. Nu havde de været ved at brygge den Dag, og saa sætter han hende paa Hovedet i Ukarret (det Kar, hvori Øllet staar og gjæres), og gaar nok saa frit hjem igjen.

Om Morgenen, da Pigerne de kommer ud og skal se til Øllet, da staar denher gamle Mo'r der, og Pigerne ind til Præsten og fortæller ham den Elendighed. Han kommer ud og ser, hvordan hun staar der, og saa siger han: »Aa Herregud, nu har hun været tørstig, og har ikke kunnet se at bjærge sig, saa er hun plumpet i Karret. Gaa ned og hent os Per Degn.«

Han kommer, og Præsten siger til ham, aldrig snarere han ser ham: »Hun er sku kommen igjen; du kommer til at skille mig ved hende endnu en Gang.«

»Ja, a kan jo nok faa hende af Vejen,« siger Per Degn, »men der skal Penge til.«

Dem faar han ogsaa. Saa spænder han for Præstens Vogn og tager hans bedste Heste, og saa kjører han til Randers med hende. Der kjører han op ad én Gade og ned ad en anden og kjørte, ligesom han vidste ikke, hvad han kjørte efter. Imeldergodtid gjør han Hold uden for en Skomagers Vinderer, og der sidder han paa Vognen og vinker og vinker ad Skomageren, han skal komme ud.

Ja, han kommer endelig, og saa var det da, te Per vilde have Maal af hans gamle Moder, hun skulde have et Par nye Sko nu paa hendes gamle Alder.

»Du kan værsgod og lade hende komme af,« siger Skomageren.

»Nej, det kan hun ikke, du kan nok tage Maal af hende paa Vognen.«

Saa maatte han ind efter hans Maal. Nu faldt det ham lidt ulejlig med at komme til Foden og faa Maal af den. »Let din Fod,« siger han til hende.

»Du maa tale lidt højt til hende,« siger Per Degn, der sidder omme paa Forsmækken, »for hun er noget tunghør.«

Skomageren blev vranten over det, te han kunde ikke ret komme afsted med at faa Maal opaa Foden, og saa tager han i den og giver et hurtigt Rip, te hun vælter ned paa Stenbroen.

Saa begynder Per Degn at huje og skrige og tage paa og siger: »Nu kan det være, hun har brækket baade Arme og Ben, hvordan er det dog, du staar og bærer dig ad med hende!« og han staar saa af og begynder at lette ved hende.

»Aa,« siger han, »tu hun er jo død.«

»Hvis, hvis, ti stille,« siger Skomageren.

»Nej, a vil,« som han kunde bande, »ikke tie, du har jo slaaet hende ihjel her paa Stedet.«

»Ti stille,« siger Skomageren, »a vil give dig 500 Daler, hvis du vil tie.«

Dem fik han, og saa vender han hjem efter. Der gik jo Kræmmere den Gang, og saa sidder der en Kræmmer i Vejgrøften og sover. Per Degn gjør Holdt, staar af og tager Posen fra Kræmmeren, gaar saa et Stykke hen og tager Krammet ud og vrider Kjællingen i den i Stedet. Posen stiller han op paa sin Plads igjen og saa kjører han hjem med Heste og Vogn.

Præsten spørger strags om, hvor hans gamle Moder er bleven af, men Per Degn svarer blot: »Ja, nu bliver hun nok henne.«

Det træffet nu hverken værre end bedre, te den Kræmmer kom fra Randers og gik efter Galten, og da han altid plejede at handle i Præstegaarden, saa vilde han jo ogsaa derind den Gang. Pigerne fik at se, te Kræmmeren kom ude paa Vejen, og de ind og fortæller Madammen dether. Nu havde Præsten lovet hende en ny Kjole, saa fage Kræmmeren kom, og hun blev nu saa lykkelig og glad over den nye Kjole, hun skulde have.

Aldrig saa saare han kom ind, saa siger hun: »Har du smukt Kjoletøj i Dag?«

»Udmærket,« siger Kræmmeren.

Saa skal han jo til at løse op for Posen. Nu var Kjællingen spændt saa haardt ned i den, te da han faar løst op for den, saa rækker hun op i en Fart med denher store Mund, og Kræmmeren bliver saa forskrækket, te han render ud fra baade Pose og Kjæp.

Præsten kommer jo strags til Stede, og da han faar Øje paa, hvordan det har sig, saa siger han: »Da er det ogsaa strængt med det gamle Skind, nu maa de saa mænd bære hende hertil, for det hun ikke kan gaa. Rend hen og hent Per Degn!«

»Hun er kommen igjen,« siger Præsten, lige saa snart han kommer.

»Ja, a tvivlte paa det,« siger han, »Pengene de slap for tidligt op.«

»Men véd du, hvad jeg tror,« siger Præsten, »jeg maa hellere tage den gamle Følhoppe og ride min Vej, det er vist den, hun vil hjem og se til, for den har været i Gaarden i saa mange Aar, og hun holdt saa meget af den, saa kan hun da blive fri for at komme tiere.«

»Ja, det kan godt være,« siger Per Degn.

Nu havde hun haft Føl det samme Aar, det havde Følhoppen, og saa tager Per en gammel Bøsse og fik bunden ved Siden paa Kjællingen, og saa fik han hende sat op paa Føllet og bunden fast paa den. Den Gang nu Præsten er kommen op at ride og kommen ud af Gaarden, saa løser Per Degn Føllet og lader det løbe bag efter. Det længtes jo efter Moderen, og Moderen efter Føllet. Øget vil ikke vel fra Byen, det kronniede efter Føllet, og Føllet vil hen til Moderen. Der var saadan en Stenmur paa begge Sider af Vejen op imellem Præstegaarden og Kirken, og der kommer Præsten til at se sig tilbage.

»Uha,« siger han, »der kommer hun og vil skyde mig.« Han basker jo paa det gamle Øg, og hun løb jo, hvad hun kunde, men Føllet kunde ligevalle løbe stærkere. Da han saa kommer om ved en stor Dam, saa var der ingen anden Udvej for ham end at ride derud, der troede han jo ikke, hun vovede at ride ud i. Men hun lige godt bag efter ham. Det gamle Øg kunde ikke holde ud at svømme med Præsten, og saa drond de begge to. Føllet kunde ikke sandse at svømme i Land, og den kunde da heller ikke bære den gamle, saa hun blev der ude og hele Redeligheden blev der, og saa er den Historie forbi.

Niels Rask, Mundelstrup.

4. Den æggelystne Præst.

Der var en Præst i _Voer_ for et hundrede Aar siden eller ogsaa to, han var bleven saa lysten i Pandekager, og hans Kone døjede saa forfærdelig for at skaffe alle de Æg, han kunde spise. Saa var der en gammel Kone, som gik noget der i Præstegaarden og hjalp til med et og andet, og hende snakkede Præstekonen med om det og klagede hendes Nød; hun kunde ikke tilfredsstille hendes Mand, om hun kunde ikke hjælpe hende?

»Ja, a véd det ikke, nu skal a se, hvad a kan gjøre.«

Om Søndagen, da Præsten var taget hen til Annexkirken, tager Konen sig for at møde ham noget Tag, før han kommer hjem til Præstegaarden, og siden hun var i Nærheden af ham, saa siger hun: »Aa-aa-aa, gaak, gaak, gaak!« og saa lagde hun et Æg i Stien. Hun gik et bitte Stykke igjen og saa satte hun sig og sagde: »Aa-aa-aa, gaak, gaak, gaak!« Da hun har rejst sig, ligger der igjen et Æg.

Naa, saa naaer Præsten hende: »Hvad er der ved det, Marie, I klager jer saadan? vil I ikke kjøre med hjem.«

»Nej, a har ikke Tid, a har lovet Fruen nogle Æg, I skulde have til jer Middagsmad, men a har ikke faaet dem gjort end.«

Saa bliver Præsten gal i Hovedet og siger lige saa hastig til Karlen: »Kjør!«

Da han kommer hjem, staar der en Pandekage paa Bordet, han skulde have til Middag. Han farer hen og lægger til den, te det stegler ud paa Gulvet baade Kage og Tallerken. Han vilde ikke have den Pandekage, der var lavet af de Æg, den lede Kjælling havde gjort, og fra den Tid af smagte han aldrig mere Æg.

Kristen Kristoffersen, Taars.

5. Et andet Sind.

Der var en Kone, der havde tre Sønner, og hun besad stor Rigdom. Saa tilbød hun dem, at hvilken af dem der vilde lade hende begrave ved _Troms Kirke_ i Norge, den skulde have alt det, der var efter hende. Men saa var der ingen af de to ældste, der vilde have med det at gjøre. Den yngste af dem gav hende derimod Løfte paa det, og den Gang hun saa ved Døden afgik, tog han det, der var, og lod hende begrave som andre Mennesker i den samme Kirkegaard som alle andre Egnens Folk. Saa siger Brødrene til ham, at han havde jo lovet Moderen at faa hende begravet ved Troms Kirke, og derfor havde han faaet hendes Midler, nu vilde de til at føre Sag med ham om Arven, for den gjorde de Fordring paa Part i.

»Ja,« siger han, »I faar ikke noget, for Sagen er den, at da hun var død, da fik hun et andet Sind.«

Jens Mark, Vogslev.

6. Moderens Formaning.

De Folk, der boede i Kjølhus i _Sønderholm_, de var saa grov fattige. Saa havde de en bitte Dreng, og da de skulde til at dø, havde de ikke noget at give ham til Arvepart. Men saa sagde hans Moder til ham: »Du skal huske paa, hver Gang Klokken ringer, at lægge dig paa dine Knæ og læse dit Fadervor, og naar du ser nogen le, saa maa du ogsaa le, og naar nogen græder, saa skal du ogsaa græde.«

Saa døde Forældrene, og nu stod han ene i Verden. Hans Fader havde raadet ham til at høre ned til Herskabet paa _Restrup_, om han kunde ikke faa Tjeneste der, og saa gik han derned.

Herremanden saa paa ham og sagde: »Du kan jo ingen Ting bestille, men jeg vil lige godt tage dig, da du staar alene og ingen Forældre har, du kan da gaa Ærender.«

Herremanden havde en Datter paa den samme Alder, og de var lige store, saa de gik da og spøgte sammen. Men han huskede, hvad hans Moder havde sagt; naar hun lo, saa lo han ogsaa, og han græd, naar hun græd. Det traf saadan en Dag, der var nogle af Pigerne, der slog nogle Legesager i Stykker for hende, og saa græd hun. Da græd han lige saa stærkt. Det gav Folkene paa Gaarden jo Agt paa.

Nu gik Tiden hen, til de blev voksne. Drengen han var godt lid af Herremanden, og han var villig og knøv. Men saa var der nogle, der sagde til Manden, te der maatte vist være Fejl ved det, Karlen gik nok og var bleven gode Venner med hans Datter. Det kunde han ikke lide, og han gik nu og passede dem op og kom ogsaa selv ind paa det. Saa vil han have ham væk. Han faar i Sinde at skrive et Brev ned til Møllerkarlen i Restrup Mølle, det var jo hans egen Mølle, og deri stod, at Overbringeren skulde kastes paa Møllen og males ihjel, for han vilde være gode Venner med hans Datter. Saa sender han Drengen afsted med det Brev, og han gaar med det en Morgen tidlig, aldrig saa snart han var kommen op.

Han gik nu nok saa villig, men da han var kommen lige uden Porten, saa ringer Kirkeklokken til Morgen i Sønderholm Kirke. Han falder strags ned paa sine Knæ og læser sit Fadervor.

Det fik Staldkarlen at se, og han render hen og giver ham nogle gode Lussinger: »Du skulde have, din dovne Slog, du giver dig saa gode Stunder til at forrette de Ærender, du har faaet at gaa med.«

Drengen stikker i at græde, og Karlen snapper selv Brevet og gaar med, for han vilde gjærne gjøre sig sleg for Herremanden. Den Gang han kommer nu ud til Møllen med Brevet, og de faar det læst, saa tog de ham og smed paa Møllen, og han blev malet ihjel med det samme. Drengen kommer daskende lidt efter, Brev havde han jo ikke at besørge nu, og han véd snart ikke, enten han skal gaa derhen, eller han ikke skal. Da kommer Herremanden selv for at se, hvordan det er gaaet, og han forundrer sig jo over at se ham. Saa spørger han ham ud, og Drengen fortæller, hvordan det er gaaet. Da han var falden paa Knæ, for det han hørte Kirkeklokken, var Staldkarlen kommen i det samme og havde slaaet ham og taget Brevet. Herremanden skynder sig nu ned til Møllen og hører der, hvordan det er gaaet med Karlen. Det bliver han jo baade ærgerlig og harmet over, da Karlen var svært til Maade for ham, men da saa Drengen fortæller ham, hvordan hans Moder havde paalagt ham, før hun døde, at lægge sig paa Knæ, naar Kirkeklokkerne ringede, saa kan han jo forstaa, at han er uskyldig i det hele, og han fik endnu mere Godhed for ham. Det var, ligesom han skulde frelses, og omsider indvilgede Herremanden ogsaa i at give ham Datteren til Ægte.

Juliane Marie Povlsdatter, Vogslev.

7. Prinsessen i Højen.