Part 7

"Og han havde Ret, han havde Ret," hulkede Niels og smed sig paa Jorden og krøb hen til Stolen.

"Jeg har stjaalet. Aah Fa'r, kan du tilgive mig. Fa'r, Fa'r."

Den kæmpestore Bondes Hænder rystede om Stolens Arme, mens han sad og stirrede ned paa Sønnen, der laa for hans Fødder og tryglede med Blikket som en Hund. Saa strøg han med rystende Haand gennem Sønnens Haar.

"Stakkels Niels."

"Fa'r, Fa'r, kan du tilgi' mig, kan du, Fa'r?"

"Stakkels, stakkels Niels. Om jeg kan tilgi' dig. Hvad har du stjaalet?"

"Faar, Faar. -- Og Bonden saa det. -- Og har sagt det i Bygden. -- Jeg ved ikke, hvordan det gik til, det kom over mig saadan pludseligt. Som da jeg var nærved at dræbe Karlen."

Niels laa paa Knæ foran Fa'ren som et Barn og græd ud med Ansigtet i hans Skød. Og Fa'ren sad og strøg ham med rystende Haand gennem Haaret. Saa rettede han sig i Stolen og talte igen; og nu var hans Stemme rolig.

"Stakkels, stakkels Niels. At det skulde gaa dig saadan. -- Hører du, Niels. Hører du. Jeg har ogsaa stjaalet."

"Har du, Fa'r?" Niels saa forbavset op. Men Fa'ren saa ham fast i Øjnene og nikkede.

"Ja, jeg har. Da jeg var ung som du. Men jeg slap godt fra det. Kan hænde, du har arvet det. Kan det ikke trøste dig."

Niels laa og stirrede op med klare, forbavsede Øjne. Men han vidste, Fa'ren aldrig løj.

"Var det -- var det ogsaa Faar?"

"Ja," sagde Fa'ren, "det var ogsaa Faar."

Tidlig næste Morgen kom den stærke, selvsikre Bonde fra Sund gaaende ned til Stranden, hvor Folk havde travlt med at flænse de fangede Hvaler.

Ved Siden af ham gik hans eneste Søn, der, som Gud og Hvermand vidste, Dagen før var grebet i Faaretyveri oppe i Fjældet over Bygden. Han gik lige hen til Bonden, der havde grebet hans Søn.

"Kan jeg faa tale med dig, Hans Joensen?" spurgte han og saa ned. Det saa næsten ud, som var det ham selv, der var grebet i Tyveri.

"Det var godt, du kom nu," sagde Hans Joensen og satte Hænderne i Siden; "jeg var ellers paa Vej til Sysselmanden for at melde din Søn."

Hvad der blev talt de to Bønder imellem, fik ingen at vide. Men Hans Joensen opgav sit Klagemaal over Sønnen og gned sig i Hænderne.

Maanedsdagen efter fulgte Bonden fra Sund sin Søn til Damperen. Han skulde rejse til det store Land mod Vest for at begynde et nyt Liv. -- --

* * * * *

Tiden gik. Bonden fra Sund var bleven graa, og hans brede Ryg havde bøjet sig. Han var bleven gammel i de to Aar, der var gaaet, siden Sønnen rejste. Sjælden kom han udenfor sine Enemærker. Men hver Gang Postdamperen kom til Øen, gik han den fire Mil lange Vej over Fjældet for selv at hente Posten, og der var altid Brev med til ham fra Sønnen. Saa snart han havde faaet Posten, begav han sig saa hurtig som muligt paa Hjemvejen. Folk havde undertiden set ham sidde oppe i Fjældet og læse Sønnens Brev.

Hvad der stod i disse Breve fik ingen at vide; thi han talte grumme lidt med Folk og aldrig om Sønnen, og der var ingen, der vovede at spørge. Men saa meget sivede dog ud i Bygden, at det gik Sønnen godt derovre i det nye Land.

En Dag i Begyndelsen af den anden Vinter efter Sønnens Afrejse bragte Posten som sædvanlig et Brev fra Sønnen.

Det var et langt Brev, og det lød saaledes:

Kære Far.

Tak for alt godt, du har gjort mig, og tak for alt det, du har været for mig siden min Bortrejse. Du har altid været en god og kærlig Fader imod mig, men siden da er du blevet tusindfold mer.

Aldrig et Sekund har jeg glemt, hvorledes du tog min Brøde over paa dine stærke Skuldre, saa jeg kunde begynde Livet igen som et nyt Menneske. Det var ikke din Skyld, at det gik, som det gik; men det er vel saadan, at et Menneske aldrig kan faa rettet det, han engang har kroget i sit Liv.

Først beder jeg dig tilgive mig, at jeg har bedraget dig og løjet for dig i mine forrige Breve. Det var ikke sandt, hvad jeg skrev, at jeg havde det godt, og at det gik fremad. Jeg havde det ondt.

Men det skal du vide, jeg begyndte mit Liv herovre med nyt Mod. Jeg havde Lyst til Livet, og jeg havde Mod til at leve det. Jeg saa Vejen foran mig og troede, den var aaben for mig som for alle andre. Hvad der var sket, syntes mig en ond, trist Drøm; men at denne Drøm havde Krav paa mig ind i Fremtiden, faldt mig aldrig ind. Jeg var jo en anden nu. Jeg vilde blive et godt og dygtigt Menneske. Jeg vilde rydde Fortiden ud af mit Liv og slette den Sorg, jeg havde gjort dig.

Til at begynde med gik alt godt. For hver Dag der gik, syntes Verden mig klarere og lysere, og for hver Dag slog jeg dybere og stærkere Rødder i denne Verden. Jeg havde dræbt Fortiden bag mig og arbejdede mig opad. Og som min Styrke voksede, svandt min Brøde bort.

Nu og da kunde det dukke op igen, det, der var bagved, men det kunde ikke naa frem, for mit Livsmod holdt det nede. I enlige Timer kunde mine Tanker for et Øjeblik dvæle derved med en underlig mild Sørgmodighed. Da kunde jeg smile medlidende af mig selv saaledes, som jeg havde været; men saa skød jeg det atter bort langt ud i Fortiden, hvor det hørte hjemme. Jeg havde jo været syg den Gang, hvad kom det mig da ved nu, jeg var rask og sund. Jeg ved ikke, om jeg kom for let over det. Jeg ved ikke, om der i det hele taget er nogen Mening i vort Liv. Og jeg forstaar ikke, at min gode Vilje til at blive et sundt og godt Menneske ikke var mere værd, end at den skulde trampes sønder af dumme og tankeløse Mennesker.

Hvorledes det kom ud herovre, at jeg havde stjaalet, ved jeg ikke, og jeg har aldrig eftersporet det. Jeg mærkede ikke, hvorledes der lidt efter lidt aabnede sig en Kløft mellem mig og de andre, mærkede ikke deres Gaaen af Vejen og Skumlerier i Krogene, før jeg en Dag fik Ordet Tyv slynget i Ansigtet. Men da saa jeg med frygtelig Klarhed hele mit Liv, alt mit Arbejde ødelagt, og jeg følte, at nu var det slut altsammen.

Men det var ikke Tyvsmærket, der pinte mig mest, det var Fortiden, som jeg havde tiet ihjel, og som mit Livsmod og min Vilje havde holdt nede. Det var den, der nu sprængte alle Baand og kastede sig over mig og sønderflængede min Sjæl. I samme Nu, jeg hørte Ordet Tyv, var det som om Jorden svandt bort under mine Fødder, og jeg følte atter, som første Gang jeg hørte Ordet, at jeg var Tyv.

Jeg kunde være bleven et godt Menneske, og det bedrøver mig for din Skyld, at jeg ikke naaede at blive det. Men fra det Øjeblik, jeg atter hørte Ordet Tyv, var Fremtiden lukket for mig, og jeg maatte se tilbage, stirre mig blind paa det bagved. Dage og Nætter tumlede jeg med det, og jeg led mere, end noget Menneske kan tænke sig. Det, der før havde staaet for mig som en ond Drøm, steg frem, groede op for mig som en grusom, hjærteløs Sandhed, jeg ikke kunde komme om ved, ikke kunde ryste af mig. Jeg havde drømt mig bort fra det virkelige Liv, og nu var Drømmen slut.

Hvor jeg led, især den første Tid. Jeg følte, hvorledes Fortvivlelsen tog mig mer og mer. Havde jeg ikke haft dig, var jeg bleven Selvmorder allerede den Gang, men jeg kunde ikke dynge den Sorg paa de øvrige.

Senere blev jeg roligere. Jeg lærte at se paa det, der nu skete, som en retfærdig Straf, jeg skulde lide. Og samtidig begyndte der at dæmre som et Haab bag Fortvivlelsen. Jeg forstod, syntes jeg, at jeg skulde og maatte igennem dette, thi først da kunde jeg naa det, jeg stræbte efter.

Og atter begyndte jeg at kæmpe. Atter gik jeg ud blandt andre Mennesker, rolig stillede jeg mig som Skive for deres Spot. Og da de saa min Ro, blev de dristigere, skamløsere i deres Haan. Jeg bar det, thi jeg forstod, at dette vilde høre op, og det hørte op.

Men jeg var kommen til at foragte disse dumme, uforstandige Mennesker. Og jeg saa, at jeg aldrig kunde blive en af deres og aldrig vilde blive det. Men jeg forstod samtidig, at disse Mennesker trods alt ikke var onde, de var tankeløse og dumme, dumme. Var jeg ren, vilde jeg staa op og belære dem, som man lærer Børn. Og jeg skulde tvinge dem til at høre mig og forstaa mig, for jeg havde Ret og var dem overlegen. Men nu. Nu var mit Liv spildt, jeg havde intet mere at leve for og intet at stræbe efter.

Da dukkede Dødstanken atter op i mig; men langsommere, kraftigere, mere grundmuret end før. Men for din Skyld vilde jeg ikke dø. Jeg vilde over dette; det maatte svinde og synke tilbage i Mørket som før.

Jeg stred og stred, thi nu var det Kamp for Livet. Men hver Gang, jeg naaede op, blev jeg stødt tilbage. Saa blev jeg træt. Til Slut kunde jeg ikke mer udholde denne Kamp, om Dagen med de andre, om Natten med mig selv. Den prægede mig, gjorde mig sær. Det var Kainsmærket, der brændte sig fast paa min Pande. Jeg lærte at forstaa de andre trods deres Dumhed, lærte at give dem Ret trods deres Forvorpenhed. Hele, hele Skylden gled over paa mine Skuldre, og da følte jeg, at jeg ikke evnede at bære den. Jeg havde gravet mig saa dybt ned i min Brøde, at jeg aldrig, aldrig nogensinde kunde bjærge mig op igen. Den aad sig ind i min Sjæl og prægede mig mer og mer. Min Tanke blev syg, min Aand svækkedes.

Da følte jeg, at jeg havde stridt Kampen til Ende og maatte dø, inden det blev for sent, inden jeg helt gik til Grunde.

Kære Far, tak for alt, hvad du har gjort for mig; det er din Skyld, jeg fik kæmpe saalænge, at jeg ikke behøvede at dræbe mig i et Anfald af Fortvivlelse, men kan dræbe mig nu med rolig Samvittighed, fordi jeg ser, mit Liv er spildt og aldrig kan blive nogen til Gavn. Det er din Skyld, jeg fik Lov at leve, til jeg naaede saa højt, som mit Liv kunde naa. Fra nu af kan det kun gaa nedad med mig, maaske til Vanvid eller Forvorpenhed. Derfor gør jeg nu Ende paa mit Liv.

Kære Far, tilgiv mig al den Sorg, jeg har gjort dig, og tilgiv mig, at jeg nu søger Døden. Naar du har læst dette Brev, vil du kunne forstaa, at jeg ikke kan leve.

Jeg skilles fra Livet uden Bitterhed og i fuld Forstaaelse med min Samvittighed. Jeg har kun den ene Bøn: Tilgiv mig, Far.

Din Søn Niels.

Nogle Dage efter mødtes Bonden fra Sund og Hans Joensen hos Købmanden inde i Byen.

Der var stuvende fuldt af Folk i Butikken. Nogle hang hen over den lange Disk, andre sad paa Bænken udenfor Butikken. Der blev snakket, røget og drukket Øl.

Bonden fra Sund sad i en Krog og saa ud over Mylderet. Der var sket en stor Forandring med ham i det sidste Par Dage; han var begyndt at gaa ud og blande sig mellem andre Mennesker. Men alligevel var han ikke den samme som før Historien med Sønnen, der var en sær Højtidelighed over alt, hvad han gjorde.

Han sad med Fødderne trukket op under Stolen og den svære Krop ludende forover. Albuerne støttede mod Knæerne, og Hagen hvilede i Haandfladerne. Han sad og fulgte det, der skete foran ham med aarvaagne Øjne, som vilde han indprente sig selv de mindste Enkeltheder.

Der blev snakket meget, og der blev drukket meget, og jo mer der blev drukket, jo højere gik Snakken. Og en af dem, der drak mest og snakkede højest, var Hans Joensen. Han var kendelig fuld i Dag. Hvorledes det gik til, var der ingen, der rigtig vidste. Men pludselig standsede al Snakken i Butikken, og der blev dødsstille. Hans Joensen havde i sin Fuldskab kaldt Bonden fra Sund for Tyv.

Kæmpen blev siddende urokkelig paa sin Stol. Ikke en Muskel fortrak sig i hans haarde Ansigt. Han sad og stirrede lige ud i Luften, som om intet var sket, lige forbi Mandslingen, der stod og skrævede og fyldte op foran ham.

Saa skar Mandslingens pibende Stemme gennem Stilheden.

"Tyv."

Kæmpen løftede langsomt sin svære Krop, saa han sad oprejst i Stolen. Saa skød han Albuen ind over Disken, lænede Hovedet mod Haanden og saa paa Mandslingen, der stadig stod og skrævede.

Der var ingen Vrede i det Blik, men det var et underligt Blik, og det tvang Hans Joensen et Par Skridt tilbage, saa han traadte dem, der stod bagved, over Tæerne.

"Av for Satan."

"Han fægter nok med Hælene."

"Og med Kæften," lød det fra Klyngen bagved.

Hans Joensen var bleven ildrød i Hovedet.

"Tyv," raabte han for tredie Gang.

Kæmpen paa Stolen rørte sig ikke, blev bare ved at se paa ham med samme rolige Blik som før. Men fra Klyngen bagved rejste der sig en vred Mumlen, der blev højere og højere, stærkere og stærkere. De begyndte at knubse Mandslingen i Ryggen og Siderne. Et Øjeblik til, og han vilde være til Latter, drukne i Grin.

Da strakte han Haanden ud og pegede paa Manden i Stolen.

"Spørg ham selv," skreg han. "Spørg ham selv, siger jeg, om det ikke er sandt. Har jeg ikke hørt ham i sin Søns Nærværelse kalde sig selv for Tyv."

Klyngen bagved begyndte at bølge raadvild.

Men da rejste Kæmpen sig med et Sæt, saa Stolen væltede bagover. Saa ret som et Lys stod han i sin hele Højde foran Klyngen og lod sit Blik glide fra Mand til Mand. Og der var ikke en eneste, der ikke følte sig som en Dreng under det Blik. Saa saa han ned paa Mandslingen. Hans Joensen forsøgte at retirere baglænds bort, men Klyngen lukkede sig som en Mur bag ham.

"Naar jeg nu gir dig en Dragt Prygl, lille Hans Joensen," sagde Kæmpen, "saa maa du ikke tro, det er fordi du kalder mig for Tyv, for det er det ikke. Men jeg gør det som Minde om min Søn, og saa fordi du trænger til det. Det kunde jo være, det kunde gøre dig lidt mere spag.

Men først skal du vide en Ting, og det er, at det, en Far gør for at redde sin Søn, er mere værd end at blive traadt paa af saadan et lille Fjols som dig.

Og saa skal du vide en Ting til, og det maa I alle sammen høre, det er, at min Søn Niels trods alt naaede det, du aldrig naar, at blive et godt Menneske.

Jeg har endnu aldrig lagt Haand paa en voksen Mand, men jeg har til Tider banket Børn, naar de trængte til det. Nu faar vi se, om jeg kan endnu."

Et Øjeblik efter laa Hans Joensen oppe paa Disken og sprællede og hylede, medens Bonden fra Sund grundigt og samvittighedsfuldt bearbejdede hans blottede Bag med et Sæberis.

Siden den Dag saa man meget lidt til Hans Joensen. Men Bonden fra Sund gik omkring, som om intet var sket.

Næste Gang Postdamperen kom, mødte Bonden som sædvanlig for at hente sin Post. Men denne Gang var der kun Avisen.

Postmesteren gjorde en Bemærkning om Brevet. Det var første Gang, det udeblev siden Sønnens Bortrejse. Men Bonden rystede kun paa Hovedet, smilte tungt og stak stiltiende Avisen til sig. Saa trykkede han Postmesterens Haand til Afsked og skyndte sig hjemad.

Men han naaede ikke hjem. To Dage efter fandt man hans Lig ved Stranden nedenfor Fjældet. Paa Hjemvejen var han gledet ud og styrtet ned.

I Avisen i hans Lomme fandtes en kort Notits, der meldte, at Sønnen var faldet overbord fra en Lystdamper og druknet.

INDHOLD

Side

LIPPEN 6

BRYLLUP 33

MAGTESLØS 81

NIELS 115

KNUD HJORTØ

SYNER

Kr. 3.00

"Det kan ikke nægtes, at man af store Partier af Bogen føler sig stærkt fængslet." (Nationaltidende)

HJEMME FRA EGNEN

Kr. 3.00

"'Hjemme fra Egnen' er en Bog, der er skrevet med den Lidenskab, der betinger al god Kunst." (Politiken)

STØV OG STJERNER

Kr. 3.00

"Fuld af Skønhed og Sorg, af Visdom og Taabelighed; det er en forvirret og fortryllende Bog -- 'Støv og Stjerner'." (Samfundet)

"Kun en født Poet, en virkelig Skribent af Rang, skriver en saadan Bog." (Nationaltidende)

KRAFT

Kr. 3.75

"Kraft" er en kærnesund Bog, svulmende af Styrke og Tro paa de Værdier, som Fremtiden skal leve paa og som fører ud af Dekadencen." (Nordjylland)

FOLK

Kr. 4.50

"De Læsere, som interesserer sig for Udviklingen baade i stort og smaat, godt og ondt, skal læse denne Bog." (Dannebrog)

TO VERDENER

Kr. 3.50

"Bland de yngre danska författarna synes mig Knud Hjortø höra till de interessantaste. Hans käcka och friska naturell, kraftiga fantasi och energiska stil göra honom till en sympatisk och fängslande berättare." (Dagens Nyheter)

DET SCHUBOTHESKE FORLAG