Part 6

Et Hoved dukkede frem over Æggen og spejdede ned, saa svang en høj, kraftig bygget Karl sig ud over Fjældet. Et Øjeblik hang hans Legeme ned over Fjældvæggen, saa fandt hans Fod Støtte paa en fremspringende Knold, han satte fra med Hænder og Fødder og faldt ned paa den smalle Skraaning nedenunder. Det var et dybt Fald; men saa smidigt og blødt faldt han, at Faaret nedenunder intet mærkede. Niels trak forsigtigt Lemmerne op under sig og stirrede ned.

Fire Alen under ham stod et Faar og græssede paa en Afsats, der saa ud, som om den svævede i Luften. En halv Snes Favne længere nede kom Fjældvæggen atter til Syne som en stejl Skraaning, der skød sig frem og tegnede sig med takket graa Profil mod Havet, der laa og blinkede 400 Fod længere nede.

Niels laa og stirrede paa Faaret, og han følte, hvorledes hans Lemmer spændtes som Staalfjedre. Om han vovede Springet derned og kastede sig over Faaret, vilde hans venstre Fod kunne finde Støtte mod den store, fremspringende Sten yderst paa Afsatsen, den saa ud, som den var sikker nok.

Men hvorfor! hvorfor vilde han gøre det? Hvorfor vilde han kaste sig over Faaret dernede og støde Kniven i Struben paa det. Det var jo meningsløst Vanvid. Det var atter at give efter for de vilde Drifter, der vilde rive ham med sig i Afgrunden. Han, en rig Mands Søn, ligge her og stjæle Faar. Nej, han vilde ikke, han vilde ikke give efter.

I samme Nu, han havde fattet denne Beslutning, slappedes hans Lemmer, og han blev grebet af en knugende Kraftløshed. Han følte, at han ikke var i Stand til at røre en Fod eller rejse sig, hans Hjærne blev uklar, det var, som skulde han svimle ud over Afgrunden. Han smed sig over Stenen, hans Hænder knugede om den. Nej, han vilde ikke give sig.

Med lukkede Øjne laa han og stønnede over Stenen. At han ogsaa altid blev grebet af dette Vanvid, der lammede og knugede ham, til han gav efter. Men i Dag vilde han ikke lade sig hundse af meningsløse Drifter.

Længe laa han over Stenen og stred: Tyv! skældte han sig selv, Morder! Hund! -- Men det hjalp ikke. Gid han kunde rejse sig og kravle op igen, hvorfra han kom; men han kunde ikke røre sig, evnede det ikke. Og skønt hans Øjne var lukkede, traadte Faaret dernede pludselig ganske klart og skarpt frem for hans Blik. Ja, han syntes endog, han kunde høre det bevæge sig og slide i Græsset.

Selvfølgelig var det Indbildning, maaske havde det hørt ham og var flygtet.

I samme Nu laa han bøjet ud over Fjældet og stirrede ned. Hans Legeme var atter spændt, og hans Hjærne klar. Han maatte lægge voldelig Haand paa sin Vilje for at hindre Springet.

Atter lukkede han Øjnene og knugede Hænderne om Stenen i stille Kamp. Atter følte han Kraftløsheden fra før falde over sig, atter blev hans Hjærne sløv og uklar. Han følte Fjældet svingle og glide under sig, i næste Nu styrtede han i Afgrunden. -- Da følte han, at det ikke nyttede at stride imod. Han maatte give efter denne ene Gang endnu; men det skulde ogsaa blive den sidste.

I samme Nu fløj han gennem Luften ned paa Afsatsen. Hans venstre Fod traf rigtig Stenen, og med sin fulde Vægt faldt han over Faaret og væltede det. Et Øjeblik kæmpede det under ham, saa fik han Kniven frem og jog den i Dyrets Hals.

Blodet rislede ud over Stenene. Der gik et Par Kuldegysninger gennem Faaret, dets Legeme knugedes sammen under ham, Øjnene brast; det var dødt.

Længe laa Niels over det døde Faar og stirrede ned i Havet der dybt, dybt nede. Hans Hjærne og hans Legeme var saa slappet efter Springet og den korte Kamp med Faaret, at han helt havde glemt det, der var sket. Først da hans Fod begyndte at smerte, vaagnede han af sin Døs.

Han rejste sig og stirrede ned paa Faaret, der laa dødt for hans Fødder med brustne Øjne og Kniven gennem Struben.

Aah Herregud! saa var det dog sandt, at han var sprunget herned og havde dræbt det, sandt, at han havde givet efter igen, havde stjaalet igen. Hans Øjne blev fugtige, mens han stod og stirrede ned paa det dræbte Faar. Aah Herregud, hvor var det dog sørgeligt alt, alt sammen.

Men Død og Pine. Det gjaldt nok om at komme herfra med Faaret i en Fart og faa det skjult.

Hans Hjærne var atter klar som før, og hans Energi vaagen. Han rev Kniven ud af Saaret og tørrede den omhyggeligt af i Ulden paa Faarets Hals. Saa stak han den i Skeden med et Smæld, fik Faaret paa Nakken og begyndte Opstigningen.

Det var livsfarligt at stige op ad den stejle Fjældvæg med Faaret; men han kantede sig frem ad Omveje. Da han naaede op paa Fjældskrænten, fra hvilken han havde gjort Springet ned over Faaret, saa han op og fik Øje paa en lille, vissen Mandsling med spidst Hoved og plirende Rotteøjne; han sad bøjet fremover oppe paa Æggen med Benene dinglende ned over Fjældet og stirrede paa Niels.

Niels stod som groet fast til Klippen og stirrede paa Mandslingen deroppe. Hans Hjærte var som Is, og hans Hjærne hvirvlede rundt som et susende Hjul.

Saa var det da sket, det han havde frygtet saa længe; grebet, grebet paa fersk Gerning. Et Øjeblik tøvede han og saa ned over Fjældet under sig, saa satte han Foden frem og begyndte at kravle det sidste lodrette Stykke op.

Mandslingen deroppe blev siddende, til Niels havde faaet Tag i Stenene paa Æggen, saa rejste han sig og retirerede forsigtigt et Stykke ind paa Fjældet, medens Niels smed Faaret op over Fjældkanten og langsomt fulgte efter.

"Naa, saa det er dig, der stjæler mine Faar," sagde Mandslingen. Han havde begge Hænder dybt i Bukselommerne og skrævede med de korte, spinkle Ben.

"Ja, jeg har forresten længe tænkt mig det."

Den høje, kraftige Karl stod dukket foran ham med Armene hængende slapt langs Siden. Han stod og stirrede som bedøvet ned i Græsset foran sig, evnede ikke at tænke en Tanke. Stadig hvirvlede det rundt i hans Hoved: Opdaget, du er opdaget. Aah Herregud, du er opdaget.

"Tyv, du er, Tyv!" skreg Mandslingen hidsig.

Der gik som et Stød gennem Karlen. Aldrig havde han tænkt sig det at blive kaldt Tyv. Men Manden havde jo Ret. Hans Hjærne begyndte igen at arbejde, febrilsk, planløst; det var, som om det frygtelige Ord gav ham Evne til atter at tænke.

"Tyv," gentog Mandslingen, "Tyv."

Han havde set Ordet svide den anden som et Piskeslag.

Karlen traadte et Skridt fremad. Han havde hævet Hovedet en Kende og stirrede nu mod Jorden lidt foran Mandslingen.

Om han nu kastede sig over Manden der og slyngede ham ud over Æggen ned i Havet. Aldrig, aldrig vilde noget Menneske faa at vide, at han var Tyv.

Han vidste, at den Mand vilde sprede det rundt i Bygden. I Morgen vilde de alle vide det, og saa havde han mistet alt. Og Mandslingen der, den lille rige, dumstolte Bonde, der ikke gjorde andet end ondt, hvor han kom, ingen vilde savne ham. Bare et Spring fremad og et Spark ud over Fjældkanten, og han var frelst.

Langsomt hævede han Hovedet helt op og stirrede paa Rotteansigtet foran sig med et fortænkt, forpint Blik.

"Godt var det da, jeg gik efter dig i Dag og fik Vished. Din Tyveknægt."

Niels hørte ikke Ordene, men han saa Mandslingens Læber bevæge sig ivrigt forarget. Og der trak næsten som et Smil op bag hans fortænkte Ansigt.

Om han ikke næsten følte Medlidenhed med denne lille, dumme Mand, der stod der og skrævede og kaldte ham Tyveknægt lige op i hans aabne Øjne. Denne lille, dumme Mand, der stod som groet fast til Fjældet, og som ikke anede, han stod paa Gravens Rand, ikke anede, at han var dødsens i samme Øjeblik bare et eneste Baand slappedes i hans Modstanders Hjærne. Men Baandet holdt; han var sikker nok paa sit Liv, han stod jo der som groet op af Fjældet, groet op af Samfundet under dem. Det var ham, der havde Ret, det var ham, der ejede Jorden og det hele, og det var Niels, der var fremmed og havde Uret. Han ejede intet af det altsammen. Det var ham, der skulde vige.

Og alligevel havde han ikke helt Uret. Det var hans Hjærne, der var syg, der ikke var som de andres. Han havde Ret paa sin Vis, som de andre havde Ret paa deres. Men dræbte han Manden der, dræbte han mere end ham. Han kunde ikke klare det, der holdt ham tilbage; men han kunde ikke dræbe ham.

Han vilde tale, forklare sig, men kunde ikke.

"Kom ikke med Udflugter," sagde Mandslingen og hævede Haanden i Vejret. "Sagen er klar nok."

Da følte Karlen, at der skød en stærk Harme op i ham, et Slags Raseri mod denne lille, dumme Mand, der intet forstod, og som stod der saa sikker i sin Uvidenhed. Det var nok bedst at skræmme ham, det kunde dog gaa galt.

Niels gjorde et langt Skridt frem imod ham og standsede saa.

I samme Nu var Mandslingens Sikkerhed veget for Forfærdelse. Han holdt Hænderne afværgende frem for sig og veg baglænds ind over Fjældet.

"Tyv, Tyv!" raabte han endnu en Gang. Saa vendte han sig og løb hurtigt ned mod Bygden.

Niels stod og saa efter ham, mens han løb. Endnu var der Tid. Endnu kunde han indhente ham. Endnu var ikke alt tabt. Han følte, at Manden dernede løb med hans Fremtid, hans Lykke, hans Liv. Men han kunde ikke flytte en Fod for at løbe efter ham; thi hvad saa, selv om han indhentede ham, vilde han dog lade ham løbe igen.

Der sneg sig en underlig højtidelig Følelse over ham, mens han stod og saa paa Mandslingen, der løb dernede. Det var hans Terning i Livets Spil, der trillede af Sted ned over Fjældet. Hvert Skridt han tog dernede, var som et Chiffer i den Dom, der om lidt skulde fældes. Saa forsvandt Mandslingen bag Bakken.

Saa, nu var det for sent.

Med en tung Stønnen kastede han sig ned, hvor han stod. Det var ham umuligt at tænke paa andet end Manden dernede. Nu havde han vel naaet Bygden, nu passerede han det første Hus og smed det ind ad Døren hans gode Navn og Rygte. Han laa og fulgte Manden paa hans Vandring, saa det saa tydeligt for sine Øjne, hvorledes han gik frem midt igennem Bygden, slæbende hans gode Navn og Rygte efter sig i Støvet. Og Folkene kom ud af Husene og snakkede, mens Rygtet spredtes. I Dag vidste hele Bygden det. Og i Morgen vidste hans Far det. -- -- -- -- -- --

Der kom en ung Mand løbende ned over Fjældet. Han løb i stærk Fart. Huen svingede han i Haanden, det lange, røde Haar bølgede og flakkede om hans Hoved som Ildsluer, og hans Ansigt var rødt og glinsende af Filipenser og Varme.

Da han fik Øje paa Niels, løb han henimod ham.

"Grind, Grind!" raabte han og gestikulerede ivrigt med Armene, med hele Kroppen undtagen netop Benene, der løb.

"Der er Grind i Fjorden, Niels."

Men Niels hørte ham ikke. Han var sprunget op og stod og stirrede ned over Bakken, der hvor Mandslingen var forsvundet.

I Morgen vidste hans Far det. Det var slaaet ned i ham som et Lyn, som en Helvedesbrand. Hans Ansigt var blegt, hans Øjne vilde, og hans Læber blødte.

At han dog ikke havde sparket den Slyngel ud over Fjældet. At han dog havde ladet ham løbe, skønt han var i hans Magt. Havde han ham nu foran sig, han vilde styrte sig over ham, slaa ham til Jorden, mishandle ham og smide ham ned i Havet som den Pjalt, han var. -- Og nu, nu var det for sent. Og i Morgen vidste hans Far, hans gamle, prægtige Far, at han var Tyv.

"Hvad fejler du?" spurgte den rødhaarede. Han stod og rystede Niels i Skulderen og saa helt befippet ud.

Niels saa et Øjeblik op i Vennens runde Ansigt, saa sænkede han Øjnene.

"Er du syg?" spurgte den rødhaarede.

Niels bed Tænderne sammen og nikkede.

"Men nu har du det bedre, ikke sandt?" blev den anden ved. Det var tydeligt, at Vennens Sygdom kom ham ubelejligt.

Niels bed Tænderne endnu haardere sammen og nikkede igen for at føje ham.

"Niels, der er Grind i Fjorden," raabte den rødhaarede ivrigt og betaget som før. "Hører du, der er Grind i Fjorden." Og før Niels kunde besinde sig, havde han sat ham i Fart ned over Fjældet.

Den fugtige Grund sivede og svuppede under deres Fødder, og Lufttrykket peb dem om Ørerne. Det var, som om Luften og det hurtige Løb atter bragte Fart og Friskhed i Niels' Blod.

Nede bag Bakken standsede de. Dalen havde aabnet sig for dem som Indersiden af en stor Gryde; de kunde se Fjældene hele Fjorden rundt.

"Se, se," raabte den rødhaarede og pegede ud over Fjorden, hvor Hvalerne og Baadene kom drivende som et Mylder af smaa, sorte Prikker.

"Det er en stor Grind," raabte han og slugte Billedet derude paa Fjorden med sine lyse, spillende Øjne.

"Nej, se nu, se nu!"

Men Niels var rystet i Lave, saa snart Farten standsede. Han stod og stirrede ned over Skraaningen, hvor Bygdens første Huse tittede op.

"Jeg bryder mig ikke om at se," sagde han. Og saa haabløst lød det, at Vennen studsede midt i sin Glæde og vendte sig imod ham.

Niels følte Vennens Blik hvile forskende paa sit Ansigt. Han kunde ikke udholde denne Stirren, den sved ham helt ind i Hjærnen.

"Jeg skal sige dig, jeg har stjaalet."

"Stjaalet, hvad siger du. Har du stjaalet," raabte Vennen forfærdet.

Niels nikkede tungt.

"Er det sandt?" spurgte Vennen sagte, som slagen af Rædsel, "nej, det er umuligt," aandede han op, "du vil bare narre mig."

"Det er sandt. Jeg har stjaalet," gentog Niels tungt og tonløst som før.

"Ja men, hvorfor i Herrens Navn da," buste Vennen ud. "Hvad har du stjaalet?"

"Faar," sagde Niels kort og plumpt.

Vennen stirrede et Øjeblik paa ham, som var han en svimlende Afgrund, der havde aabnet sig for hans Fødder.

"Det er skrækkeligt, det er forfærdeligt," sagde han og tog Vennen i Skulderen. "Hvordan kom du dog til det?"

Niels rystede modvillig hans Haand af sin Skulder og gav sig til at drive bort fra Stedet, planløst som et surmulende Barn.

Vennen stod en Stund og saa efter ham, halvt medlidende, halvt bange, det var jo aabenbart sandt. Saa kom han i Tanker om Grinden, og hans Ansigt klarede op.

"Kom nu, kom nu," sagde han travlt og begyndte at gaa nedad mod Bygden. "Vi maa ned og fortælle Nyheden dernede, de har endnu ikke set Hvalerne. Saa kan vi tale om det andet undervejs."

Niels fulgte viljeløs med.

"Sig mig, hvordan gik det dog til?" spurgte Vennen atter. Stemmen lød som hos en Mand, der har været ved at drukne og nu atter føler fast Grund under Fødderne.

Niels svarede ikke. Saa blev der ikke talt flere Ord undervejs, men stadig gik den rødhaarede og skottede til sin Nabo med den halvt medlidende, halvt bange Mine fra før.

De nærmede sig hurtig de forreste Huse i Bygden. Saa begyndte Niels at sagtne Farten.

"Det er skrækkeligt for Far," sagde han pludselig og standsede. Graaden pressede ham op i Halsen, og han begyndte at græde med pludselige snappende Hulk som et Barn.

"Saa, saa," sagde Vennen, halvt raadvild, halvt overlegen, "tag dig nu sammen, du maa se at komme over det."

"Ja du, du kan sagt..." hulkede Niels, "men jeg. Aah, hvor det er frygteligt for min stakkels, gamle Far."

"Saa, saa, kom nu bare," blev Vennen ved, "det kan ikke gaa, du staar her og flæber, saadan et stort, voksent Mandfolk."

Lidt efter passerede de gennem den Klynge Huse, der dannede Byens Fortrop.

"Grind, Grind!" raabte den rødhaarede og svingede med Huen. Men ikke et Menneske viste sig, ikke en Lyd hørtes fra Husene.

"Det er underligt. Saa maa de alligevel have set Hvalerne," sagde den rødhaarede, "men vi stod ogsaa saa længe og snakkede."

Straks efter drejede Vejen, saa de kunde se ned over Bygden.

Det myldrede og vrimlede dernede som i en stor Myretue, og der steg en forvirret Larm og Raaben op til dem. Mænd, Kvinder og Børn for frem og tilbage mellem Husene og Stranden med Hvalspyd, Olietøj og lignende, og nede ved Stranden myldrede og summede det om Baadene, der blev satte i Vandet og bemandede; et Par laa allerede fuldt lastede med Mænd og flød ude paa Vandet. Og ude paa Fjorden kom Baadene drivende indover med Hvalerne.

Det var et stolt Syn. Først kom de 300 Hvaler, der holdt sig i en Klump og pustede og snøftede og ikke vidste, til hvad Side de skulde vende sig. Og bag dem kom Baadene i en stor Halvkreds, der rakte over Bugten fra Bred til Bred. Nogle af Baadene var smaa med kun tre eller fire Mand; det var de Baade, der havde ligget ude paa Fiskeri. Men de, der efterhaanden var stødte til fra Bygderne op langs Fjorden, var store og bemandede med 10-12 Mand. De lange Hvalspyd stak op for og agter i Baadene, saa de lignede Vikingeskibe, og oppe i Masten paa den forreste Baad hang et Par Oliebukser som Flag; det var den, der først havde opdaget Grinden.

"Hurra! Hurra!" raabte Mændene derude i Baadene og svingede med Aarer, Spyd og Huer. "Hurra! Hurra!" raabte Mængden inde paa Land. Det var, som om Baadene vendte hjem efter en stor Sejr.

Hvorledes de kom ned gennem Bygden og ned til Baadene, vidste Niels ikke. Men pludselig saa han den rødhaarede springe ned i en Baad, og i Baaden sad Mandslingen fra før og kiggede op paa ham med sine smaa nysgerrige Rotteøjne.

Niels behøvede kun at kaste et Blik paa Folkene i Baaden for at se, at de vidste alt.

"Kom nu," raabte den rødhaarede. Han stod dernede i Baaden og strakte Hænderne op mod Niels. "Kom nu, for Fanden."

"Ja, jeg ved egentlig ikke," sagde en ung, høj Bonde, der stod støttet til sit Hvalspyd længere fremme i Baaden, "jeg ved egentlig ikke," gentog han og saa spørgende rundt paa Mændene, "om vi kan være flere hernede."

Der blev en Pavse, en lang, dødsstille Pavse; alle stirrede op paa Niels.

"Lad ham kun komme med," sagde Rotten og slog overbærende ud med Haanden, "det gør ikke saa nøje med et Faar i Slagtetiden."

Der blev let dernede, en tør, forstaaende Latter. Niels oversaa i et Nu de haanligt smilende Ansigter og den rødhaaredes brede, dumme Fjæs. Saa blev han bagfra stødt ned i Baaden, og Mændene satte fra.

Inderst inde i Fjorden var Hvalerne samlede som en Flok Faar i en Fold. De bagerste pressede paa de forreste, og de forreste pressede tilbage paa Flokken bagved. De sorte Snuder dukkede op og ned, sprøjtende og pustende, og de sorte, glinsende Sider gned knitrende imod hinanden.

Baadene laa i en Halvkreds bag Flokken og ventede, medens Mændene rettede Spydbladene og sleb de lange, spidse Hvalknive. Det havde de ikke haft Tid til, før de kom af Sted.

Der var nu næsten helt stille. Baadene laa med Aarerne hvilende i Vandet, medens Mændene gjorde alt klart til Drabet, og inde paa Land stod Tilskuerne i spændt Forventning. Den eneste Lyd, der hørtes, var Hvalernes Snøften og Pusten og Hvalformændenes Raab og Kommanderen. De stod forude i deres Baade, der strøg frem og tilbage bag Baadrækken med de lange Flag slæbende efter sig i Vandet. Og deres Raab krydsede hinanden, medens de gav Ordrer og Kontraordrer til højre og venstre og raabte om Kap. Der var saa mange af dem, derfor maatte de raabe saa højt. Men der var ingen, der hørte paa dem. Man ventede kun paa, at de skulde faa skraalt og skreget sig saa hæse, at de ikke kunde mere; thi før blev det alligevel ikke til noget.

Endelig begyndte Drabet.

Alle Baadene roede frem. Spydene haglede ned over de bagerste Hvaler, og Mændene hylede og skreg, saa Fjældene skjalv.

Et Øjeblik følte de forreste Hvaler Stødet af Flokken, der for imod dem. Saa jog hele Grinden mod Land, rivende Vandet med sig i en mægtig Bølge. Det klaskede og slog mod Klippen af Vand og Hvalkroppe. Saa rislede og sivede Vandet tilbage ned i Bugten. Men da Vandet faldt, laa hele Bredden dækket af strandede Hvaler.

Der var et Virvar af Baade, Mænd og Hvaler, og et Myrderi. Der blev myrdet oppe paa Land, og der blev myrdet ude i Vandet. Hele Bugten var rød af Blod. Og Hvalerne laa og vred sig og piskede i deres Dødskamp det blodfyldte Vand til Skum.

Inde paa Land kæmpede Mændene med de strandede Hvaler, og ude i Bugten roede Baadene rundt, medens Mændene stak og huggede til alle Sider ned mellem Hvalerne.

Den Baad, Niels var i, var kommen tæt ind til Land. Niels stod stadig oprejst midt i Baaden, som da han blev stødt ned i den. En eller anden havde givet ham et Hvalspyd i Haanden; men han brugte det ikke. Det var, som om Virvaret omkring ham havde dysset hans Sanser i Søvn. Saa skete der noget, der fik ham vækket.

Den høje, unge Bonde, der havde modsat sig, at han kom med i Baaden, havde faaet hugget en Söknarkrog[9] fast i Hovedet paa en stor Hval. Nu kom han springende gennem Baaden for at kaste Linen ind til Mændene i Land.

[9] Meget stor og svær Jernkrog, fastgjort til en lang Line; bruges ved Grindefangst.

I Forbifarten stødte han mod Niels og brugte Mund.

"Hvad Satan staar du der og glor efter, Fjols."

Niels var vaagnet saa meget op ved Stødet, at han lige netop forstod, der blev talt til ham.

"Hvad siger du?" spurgte han.

Det var et simpelt Spørgsmaal, men den anden, der nu havde kastet Linen i Land og atter havde vendt sig, opfattede det som en Protest.

"Tyveknægt," spyttede han ham ind i Ansigtet. I det samme sprang han ud over Rælingen.

Det sidste Ord havde gjort Niels lysvaagen. Det sved ham, som da han hørte det første Gang. Alt Blod var steget ham til Hovedet, og med Spydet hævet stod han og stirrede ned i Vandet, hvor Hvalen og Manden kæmpede. Mændene inde i Land holdt Hvalen fast med Linen, medens Karlen stod i Vand til midt paa Brystet og flænsede i Dyrets Nakke med sin Kniv.

Niels følte, hvorledes hans Arm spændtes som en Fjeder, uvilkaarlig havde Spydet rettet Spidsen mod Manden dernede. Saa spændt var Musklerne i hans Arm, at de smertede.

Et Øjeblik stod han saadan. Han saa kun Manden dernede utydeligt som gennem en Taage af Blod. Det svimlede for ham, og han følte, han maatte kaste. Men i det samme, han lukkede Øjnene for ikke at se det, der nu vilde ske, var det, som greb en Haand i Spydstagen og holdt den fast.

Han vendte sig, men der var ingen. Folkene i Baaden havde alle travlt med at hugge efter Hvalerne omkring Baaden. Da saa han atter paa Manden dernede i Vandet, nu saa han ham klart og skarpt. Taagen var veget fra hans Øjne. Han saa, hvad det var, han havde været i Færd med at gøre, og gysende kastede han Spydet langt ud over Vandet, sprang ud af Baaden og vadede i Land.

"Hvor skal du hen?" hørte han en Stemme raabe. Han standsede og saa den rødhaarede, der stod derude i Baaden og saa efter ham. Saa gik han videre op over Fjældet, hjemad.

De to Mil op over Fjældet og ned igen paa den anden Side gik han som i en Døs. Bonden, der satte ham over Fjorden, troede, han var gal. Saa gik han videre. Først oppe paa Fjældet over Hjemmebygden standsede han. En Stund stod han og stirrede paa Gaarden dernede, saa begyndte han Nedstigningen. Aldrig havde han tænkt sig, at nogen Gang kunde være saa tung at gaa.

Fa'ren sad i Krogen ved Arnen, da Sønnen traadte ind, vaad og rystende af Kulde.

"Jeg troede, du var i Grind, Niels," sagde Fa'ren og saa op.

"Det var jeg ogsaa," svarede Sønnen og viste paa sine vaade Klæder.

"Gaa ind og skift Tøj, min Dreng."

"Nej, Fa'r, jeg har noget at tale med dig om først."

Niels lod sig falde tungt ned paa Bænken. Fa'ren sad og saa paa ham, syntes knap, han kendte ham igen, træt og elendig saa han ud, og Ansigtstrækkene var saa underlig forvredne.

Hans Ansigt blev graat og hans Øjne bange, mens han sad og stirrede paa Sønnen.

"Hvorfor gik du?" spurgte han.

"Jeg gik, Fa'r, fordi jeg var lige ved at myrde et Menneske."

"Myrde!" Fa'ren for halvt op af Stolen og satte sig tungt tilbage.

Sønnen nikkede. Han sad og stirrede ind i Ilden, turde ikke se op paa Fa'ren.

"Fortæl."

"Det var midt under Drabet. En Karl kom til at støde til mig, jeg stod ham i Vejen; og saa kaldte han mig noget stygt, spyttede mig et stygt Ord i Ansigtet. Da for alt Blodet mig til Hovedet, Spydet vendte sig i min Haand, saa Bladet pegte mod ham; jeg troede ikke, jeg kunde holde det, lukkede allerede Øjnene for ikke at se det, der vilde ske. Da var det, som en stærk Haand greb min Arm og holdt den tilbage, og med et blev jeg rolig, saa, hvad det var, jeg var i Færd med at gøre. -- Saa kastede jeg Spydet fra mig og gik herhjem."

Fa'ren sad og stirrede paa Sønnen, og det var, som sank han sammen i Stolen.

"Hvad sagde den Mand?" spurgte han sagte.

"Tyv. Tyveknægt," jamrede Niels; han ligesom spyttede Ordene ud i Graad.

Fa'ren var knækket helt sammen henne i Stolen. Hans Ansigt var askegraat og ligesom dødt, der var kun Liv i Øjnene, der stirrede paa Sønnen.