Part 5

-- Hvis han nu allerede var død?

Hans Arm stivnede af Skræk, og han rev hastig Haanden til sig.

-- Død. Død.

Han sad og stirrede frem i Mørket, medens Stormen larmede, og Regnen sivede ned omkring ham.

-- Saadan skulde det gaa. Saadan skulde det være. Og han var Morderen og sad her ved Siden af ham, han havde myrdet.

-- Hvad var det, rørte han sig? Nej, det var kun Stormen, der ruskede og sled i Stenen, bag hvilken de sad.

Han lyttede og lyttede. Hvert Øjeblik for han sammen, skræmt af Stormens Hvin og Regnens Plasken og Siven; troede, det var Knøsen, der rørte sig, stønnede, sukkede. Til Slut kunde han ikke udholde det længer, han maatte have Vished.

Han samlede alt sit Mod, lænede sig frem over Knøsen og rørte ved ham.

Han gøs, da han rørte ved hans Legeme, men han tvang sig til at holde Haanden presset mod hans Bryst.

-- Var det Indbildning. Nej, Brystet steg og sank, men ganske, ganske svagt. Gud ske Lov, saa var han da ikke død endnu. Men hvor længe vilde det vare; hvis Hjælpen ikke snart kom, saa.

Hvor blev den Hjælp dog af. Den kunde have været her for længe siden, for lang, lang Tid siden. Hvor længe havde han siddet her, sikkert i Timevis. Men det var jo uforsvarligt at lade ham sidde her og vente ved Siden af en døende.

Han lyttede. Nej, der hørtes intet andet end Stormen og Regnen. Han stirrede ud i Mørket, men der var intet Lys at se.

-- Hvor blev dog Hjælpen af, hvor blev dog Hjælpen af. Og hvor det regnede.

Han strakte atter Haanden ud og rørte ved Knøsens Bryst. Det bevægede sig endnu op og ned, men svagere end før. Og Lemmerne var vist ved at stivne.

-- Store Gud, han sidder og dør for mig.

Og han blev pludselig greben af Skræk for at sidde her i Mørket ved Siden af en døende Mand. Naturmenneskets Rædsel for Døden kom over ham; og han klynkede som et Barn.

-- Hvad skal jeg dog gøre, hvad skal jeg dog gøre?

Og pludselig blev hans Frygt, at hans Kammerat var gaaet vild i Mørket, til Vished. Saa klart og pludselig slog Visheden ned over ham, at det blev lyst i Mørket omkring ham, og han saa tydeligt i Lyset sin Kammerat ligge næsegrus kastet til Jorden foran sig.

Da rejste han sig og raabte om Hjælp. Raabte og skreg ud i Mørket, som vilde han sprænge sine Lunger. Og han lyttede og spejdede ud i Mørket.

Og Haarene paa hans Hoved reiste sig. Han kunde mærke, hvorledes Knøsen ved hans Fødder ganske langsomt væltede sig over paa Siden og greb hans Ben og kneb det.

Han skreg.

Og greben af en panisk Rædsel styrtede han afsted, løb, løb ud i Mørket. Han gled og faldt og han løb til han atter faldt, bare løb og løb, løb som en gal, løb som for Livet. Han maatte bort, bort.

Da pludselig fortættedes Mørket foran ham, og han løb Panden imod. Han havde ikke Kræfter til at vige til Siden og løbe videre. Hans Hænder bare famlede over den glatte Flade og fik fat i en skarp Kant.

Og medens hans Hænder famlede op og ned ad den skarpe, lodrette Kant, gik det langsomt op for ham, at han stod ved en Mur, ved et Hus. Krumbøjet og stønnende famlede han sig frem over Væggen, til han traf et Vindue.

Han bankede paa Ruden, atter og atter, til han hørte, der kom Liv i Huset. Og da han hørte Skridt, bankede han endnu en Gang haardere end før og sank bevidstløs ned ved Væggen.

Hele Bygden var til Begravelse. Hele Bygden undtagen Thomas.

Han stod ved Gavlen af et af de yderste Huse i Bygden og stirrede frem mod Kirken. Sort og lille stod den midt i Sneen, der laa drysset i et tykt Lag ned over Fjældet helt ned til Fjordens blanke Flade. Og Sangen kneb sig ussel og fattig ud gennem Sprækkerne i de tjærede Trævægge.

Som Morgendug mit Liv hensvinder, Som Strømmen skynder Tiden sig, Maaske naar næste Dag oprinder, Den rinder ikke op for mig; O, hjælp mig Gud, at hver min Dag Maa bruges dig til Velbehag.

Gammel og affældig stod Kirken der i Sneen med lave Vægge og lave Ruder. Og øverst oppe paa Tagrygningen ludede det lille firkantede Skur, hvori Klokken hang, som en faldefærdig Skorsten.

Thomas rokkede frem og tilbage mod den tjærede Gavl, mens han stod og stirrede over mod Kirken.

Og Sangen sivede ud imod ham.

Hvor flygtig er al jordisk Gode, Selv Ungdom, Styrke, Munterhed. Maaske, naar vi det mindst formode, Til Død og Grav vi segne ned. O, lær mig alt at bruge saa, Som det, der snart skal Ende faa.

Hvor lød den fattig og grim den Sang, ynkelig og elendig. Og det var Menneskers Klage, Menneskers Sorg. Hvor elendig, hvor ussel, hvor fattig.

Nej, et Menneske skal sørge stille for sig selv. Eller klage og jamre, til Fjældene sprængtes, og hans eget Hjærte brast.

Men det er Løgn alt, alt sammen. Fjælde og Hjærter kan ikke briste. -- Det havde han følt. -- Ja, det havde han følt.

Sangen sivede og sivede ud imod ham.

Et er fornødent, dertil ene Du satte os paa Jorden her, I Tro og Sandhed dig at tjene Og vorde gode Mennesker; O lad den Dag, som svinder hen, Berede mig til Himmelen.

At de kunde synge saadan noget. At de kunde synge, -- synge og virkelig tro, at de sørgede. Hvor latterligt, hvor himmelraabende latterligt. De flæbte som Børn, gjorde de.

Aah, han kunde spytte paa denne trangbrystede Kirke, der stod der og peb som en gigtsyg Mus.

Han greb for sig mod Væggen med begge Hænder og stirrede ud over Fjorden, der laa kold og rolig derude bag Kirken. Og han stirrede op over Fjældene, der svulmede i stærke, faste Former under Sneen.

Han kunde se helt ind omkring det inderste af Fjorden, hvor de var gaaet. Og hist ovre paa den anden Side laa Bondegaarden, hvor de holdt Raad, inden de gik. For fire Dage siden havde han siddet derovre livskraftig og munter og slaaet i Bordet og spottet og haanet de andre. -- Og nu.

Hans Blik flakkede hjælpeløst rundt og rundt, som var han ved at drukne. Men hver Gang kom det tilbage og blev hængende ved Kirken, der stod og krøb sammen ved Foden af Fjældet og peb og klynkede af Sorg og Kulde.

Vær hos mig, Fader, Herre, Dommer, Du kender mine Dages Tal, At Livets Aften, naar den kommer, Mig uberedt ej finde skal; Og naar du kalder mig herfra, Forbarm dig, o forbarm dig da.

Det var den samme Sang som før, ussel og fattig. Men hvor sørgelig og højtidelig klang det ikke nu.

Det var, som Tonerne skar sig ud gennem Kirkens Væg og frem imod ham gennem den fine, klare Frostluft. De slyngede sig omkring ham, knugede ham og vilde tvinge ham i Knæ.

Nej. Han kunde ikke nøjes med Floskler og Godtkøbsforargelse over de andre. Hvad kom de andre ham ved. Han vidste jo, han havde Skylden. Han og han alene.

Hele Dagen havde han drukket. Drukket, saa han knap kunde se ud af Øjnene. Drukket, saa han ikke vidste, hvad der var op, og hvad der var ned. Men det hjalp ikke.

At han dog heller ikke kunde holde sig borte fra den Kirke. At han dog ikke gik langt, langt op i Fjældet og lagde sig der i Sneen med sin Sorg og sin Kæfer, langt, langt borte fra det altsammen. -- Men han kunde ikke, han var som tøjret til den lille, sorte Kirke.

Hvad mon Præsten nu sagde derinde? Han strakte Hovedet frem, som troede han, han kunde fange Præstens Ord. Det var naturligvis om ham, han talte. Og det var ham, som hørte han Præstens Stemme.

Thomas, sagde han. Thomas. Thomas. Thomas. Og for hver Gang, han nævnede Navnet, blev hans Stemme højere og skarpere, og han slog i Stolen, som han plejede, naar han var vred.

Thomas, sagde han. Thomas har hele Skylden. Thomas er Morderen. Det er ham, der har myrdet dem begge. Det er ham, ham.

Og hele Menigheden sad andægtig bøjet med Salmebøgerne i Skødet og lyttede til og nikkede og tænkte. Ja, det er Thomas. Det er ham, og ingen af os andre.

Han vred sig op imod Væggen.

Var den Præst dog ikke snart færdig. Var det dog ikke snart nok. Hvorfor skulde han pines saadan.

Og Præsten talte om Elias, talte om hans Enke og de 7 smaa Børn.

Og han talte om den unge Knøs, der var, bleven slæbt med, og som endnu levede, da Mændene fandt ham bag Stenen.

Og det var Thomas, der havde dræbt dem. Thomas, Thomas.

Atter hørte han Slagene i Prækestolen, og atter saa han de sænkede Ansigter lude frem over Salmebøgerne. Alle nikkede de og mumlede de: Thomas, Thomas.

Han greb for sig i Væggens Fjæl for ikke at falde. Sludder og Vrøvl, han stod jo fuld her ved Gavlen af Huset og kunde umulig høre, hvad Præsten sagde derinde i Kirken. Han kunde jo ikke høre en Lyd.

Men alligevel. Han saa det hele for sig; saa hele Kirken, saa Præsten oppe paa Prækestolen. Og Præsten blev ved at tale. Det var, som kunde han læse hans lønligste Tanker.

Og ikke alene lokkede han dem med ud i Mørket og Regnen. Nej, han spøgte og lo med dem, saa de glemte, hvor farligt det var, det de havde indladt sig paa, glemte det og gik Døden i Møde i Stedet for at vende om, mens det endnu var Tid.

Og saa var han en Pjalt. Da Knøsen blev træt og ikke kunde mere, standsede Elias for at hjælpe ham. Men Thomas lod, som om han intet mærkede og gik videre. Han var ræd som en Hund, ræd for dette der bagved.

Og havde han saa endda været en Mand og var bleven ved med at gaa. Da havde Elias vel opgivet at slæbe Knøsen med sig alene og var gaaet med Thomas og var bleven frelst. Og de var kommen til Bygden, Hjælpen var bleven sendt ud, og ogsaa Knøsen var bleven frelst. Var han bare vedbleven at gaa.

Havde han bare været saa meget Mand, at han var vedbleven at gaa, da havde de været frelste begge to. Men han var en Kujon. Han var bange for dette der bagved. Og alligevel havde han ikke Mod til at gaa videre, skønt han inderlig godt vidste, at det var det rigtige, det eneste rigtige.

Og havde han ikke ladet Elias gaa efter Hjælpen, Elias, der var gammel. -- Og havde han ikke siddet saa længe og maabet bag Stenen og ventet og ventet. Da havde han i det mindste frelst Knøsen og maaske ogsaa Elias.

Bare han havde gjort alt muligt andet end netop det, han gjorde, da havde de alle været i Live. Men nu.

Nu begyndte Sangen atter derinde. Tynd og trist kneb den sig ud af Kirken og hen imod ham.

Det var, som om Ordene svøbte sig om ham og stirrede ham op i Ansigtet. Og han kunde skelne Stemmerne i Sangen. De græd imod ham. De jamrede imod ham, og de truede ham. Og alle skreg de, det er ham, ham.

Han saa sig frygtsom omkring, om der var nogen, der lurede. Men han var ene, ene i hele Bygden, alle var jo i Kirken. Saa knyttede han Næven og rystede den truende mod Kirken.

Ja, de kunde sagtens spotte. De havde let ved at haane ham, som han stod der hjælpeløs og ene. Men det var ondt gjort, nederdrægtigt gjort.

Men han skulde hævne sig. Saa sandt han stod her, skulde han hævne sig. De skulde komme til at fortryde det alle som en.

Grusomt, grusomt vilde han hævne sig. Og han rasede og slog med knyttet Næve mod Væggen.

Saa gled der et Billede forbi ham. Han saa Elias' Enke, gammel og forslidt, som han havde mødt hende forleden. Og han saa Knøsens Far, stiv og alvorlig, ene og ukrænkelig i sin Sorg.

Og de Folk vilde han hævne sig paa. Han vilde hævne sig paa dem, der havde Retten. Det var jo dem, der skulde hævne sig paa ham.

Og hvorledes vilde han bære sig ad med at hævne sig, Pjalt som han var. Han kunde drikke, drikke og spekulere sig gal. Det kunde han, og det var det eneste.

Han krøb sammen bag Hjørnet, medens Følget gled ud af Kirken. En efter en dukkede de frem af Kirkedøren, alvorlige og sortklædte var de alle. Og han nævnede dem ved Navn, efterhaanden som de kom.

Saa kom Kisterne, de to Kister, og bagefter Præsten.

Han kunde ikke se dem mere. Men han stod og stirrede frem mod Kirkegavlen, bag hvilken de var forsvundet ind over Kirkegaarden.

Nu sænkede de Kisterne i Graven, Præsten forrettede Jordpaakastelsen, og saa vilde de atter dukke frem om Hjørnet og komme lige hen imod ham.

Han stod og stirrede frem for sig, stirrede og stirrede, kunde ikke rive sig løs, skønt han ikke for alt i Verden vilde have, at de skulde finde ham i den Forfatning, han var i. Han maatte se de Mennesker, maatte se dem i Ansigtet og trodse deres Dom.

Saa drejede den første omkring Kirkegavlen og kom lige frem imod ham. Det var Præsten. Thomas stod med sænket Hoved og lyttede til Skridtene, der kom nærmere og nærmere. Han turde ikke se op, og han kunde ikke røre sig til Flugt. Saa standsede Præsten foran ham.

"Jeg saa dig ikke i Kirken, Thomas. Jeg havde dog ventet at se netop dig. Du var jo den af os alle, der stod de to nærmest paa det sidste."

Præsten standsede lidt. Saa lagde han alvorlig til: "Det var jo saa at sige dig, der hørte deres sidste Suk."

Men Thomas stod stille mod Væggen. Han stod med sænket Hoved og mumlede ned for sig. Dette havde han ikke tænkt sig. Dette havde han ikke ventet. Saa mildt Præsten talte; og saa stod han her drukken, drukken. Aah, han vilde give Resten af sit Liv for at være ædru nu i dette Øjeblik.

Da strakte Præsten Haanden ud, lagde den paa hans Skulder og bøjede Hovedet frem imod ham.

"Hvad siger du?" spurgte han.

Men Thomas stod og mumlede som før. Han vilde give sit Liv for at vide, hvad han vidste nu, og være langt, langt borte.

Da først saa Præsten, at han var drukken. Han trak Haanden til sig, som havde han brændt den, og veg et Skridt tilbage.

"Du har drukket," sagde han, og det milde gled bort fra hans Ansigt. "Du er fuld," sagde han. Og Thomas syntes, han hørte Slagene i Stolen.

"Og det paa saadan en Dag. -- Svin."

Det gav et Sæt i Thomas. Det saa ud, som skulde han synke helt sammen, som hang han slapt ned over Væggen naglet fast af Præstens Blik.

Men da rettede hans sammensunkne Skikkelse sig i Vejret med et Sæt.

"Hvorfor kalder du mig Svin?" raabte han. "Lad mig i Fred, siger jeg. Er det da ikke nok, at jeg har Ligene at slæbe paa; thi Kisterne, I begravede, var tomme, tomme, siger jeg. Ved I da ikke, skal jeg da selv sige jer, at det er min Skyld altsammen. At jeg er Morder, Morder, Morder."

Da gik der som en Lysning over Præstens Ansigt, og hans Øjne mistede Brodden. Han traadte et Skridt nærmere og strakte atter Haanden ud mod Skikkelsen foran sig.

Men Thomas veg til Side for ham.

"Med hvad Ret kalder du mig Svin," skreg han. "Med hvad Ret kalder du mig Svin. Kald mig Morder, om du vil. Men Svin, det taaler jeg ikke. Hører du. Svin, det taaler jeg ikke."

Aarerne stod spændt og svulne paa hans Pande, hans Ansigt dirrede, hans Mund savlede, og Stemmen skælvede, saa han knap kunde faa Ordene frem.

"Gaa, gaa," skreg han.

Og uvilkaarlig veg Præsten tilbage.

"Gaa, gaa," hylede han. Det var, som skulde han styrte om i Krampe.

Da vendte Præsten sig og gik skamfuld bort.

Men da Thomas saa Præstens Ryg, var det ham, som en sort Mur taarnede sig op foran ham og spærrede hele Verden. Og han strakte Næven ud og truede den i afmægtig Rasen.

"Svin," hylede han. Og han blev ved: "Svin, Svin."

Saa brast det for ham, han knækkede sammen og sank ned ved Væggen.

Men mens han laa paa Jorden foran Huset, strakte han endnu de knyttede Næver op mod Begravelsesfolkene, der stod i Kreds omkring ham. Og han hylede som en rasende:

"Svin I er. Svin I er."

Men Stemmen blev svagere og svagere. Til Slut var den Klynken.

Da bøjede Mændene sig ned over ham, løftede ham op imellem sig og bar ham ind mellem Husene.

Og han hang imellem dem som et hjælpeløst Barn og tudskraalte, saa det kunde høres over hele Bygden.

* * * * *

NIELS

Havet laa og krøb som et stort, tungt Dyr. Det glitrede og funklede fra dets Overflade som fra tusinde Skæl. Og saa langt Øjet rakte, saas kun Vand, der gled langsomt og lydløst fremad.

Der var ganske stille derude. Nu og da røg en Fisk op gennem Havfladen. Det var et Blink og et Knæk, saa saas kun Ringen, der bredte sig længere og længere bort fra Stedet, langsomt vuggende op og ned. Og saa forsvandt ogsaa den.

Nede i Horisonten tumlede den ene Sky frem efter den anden, utidige som efter en lang Middagslur. De laa lidt og fik Søvnen gnedet af Øjnene, saa begyndte de at række og strække sig og kravlede højere og højere op paa Himlen. Og der øverst oppe laa en stor, tyk Sky, der slugte dem, efterhaanden som de kom.

Da den store Sky havde spist færdig, var den bleven uformelig tyk; den bredte og vendte sig, saa den næsten dækkede hele Himlen, lagde sig rigtig mageligt tilrette deroppe og faldt i Søvn.

Lige under den store Sky laa en Flok smaa Hvaler og drev. De sorte Hoveder dukkede op ved Siden af hinanden, og ned igen et efter et. Der var stadigvæk Hoveder, der dukkede op, og Hoveder, der dukkede ned, og saa nær klemte Hvalerne sig sammen, at deres Sider skrattede og gned mod hinanden med en underlig tør Knitren som af garvet Læder.

Der var over tusinde Hvaler, baade smaa og store. Der var Hvalmødre med deres ganske smaa Unger, der ikke var mere end 2 Alen lange, de holdt sig særlig i Midten af Flokken. Og i Spidsen svømmede en ældgammel Han paa 12 Alen. Det var den, der førte an, og hele Flokken fulgte den. Hver Gang den gamle Han fik Hovedet op over Vandet, saa den ud i Horisonten. Men den var helt ren, der var intet at se uden Havet, Himlen og den store, tykke Sky. Og med et veltilfreds Snøft gik den atter paa Hovedet ned i Vandet.

Et Øjeblik gled dens Ryg hen over Havet som et sort Skær, fra hvis Top Rygfinnen stak til Vejrs som en lang, sort Kniv, saa forsvandt ogsaa den. Men bag ved var der en Vrimmel af Snuder, der dukkede op og ned, Rygfinner, der gled fremover ved Siden af hinanden og forsvandt, og en skrattende, skrabende Lyd af Hvaler, der tørnede sammen og gned imod hinanden. Og hver Gang et Hoved dukkede op, lød der et langt, snøftende Pust, og en lille Sky steg til Vejrs og forenede sig med hundrede andre Smaaskyer, der hang og drev over Flokken som en Taage.

Det var et myldrende Virvar. Det var, som om Havet kogte i store, sorte Bobler og pustede og dampede som en stor Gryde.

Det er ingen Sag at gaa i Spidsen og føre an, naar det er sigtbart Vejr, og intet Land er at se hele Horisonten rundt. Den gamle Hval følte det som en Leg, og hele Flokken fulgte den, for alle kunde se, at der ikke var noget at være bange for. Men saa kom Taagen.

Havet blev mørkt og tungsindigt, og Himlen blev ogsaa mørk, og Skyen deroppe blev ligesom urolig. Og saa blev den gamle Hval ogsaa urolig. Og den spejdede ud mod Horisonten, hver Gang den kom op. For det var jo den, der havde Ansvaret for det hele.

Og da saa den, at Synskredsen gled frem over Havet derude og kom nærmere og nærmere. Og skønt den gamle Hval endnu ikke kunde se Taagen selv, vidste den, at det var den, der kom.

Kort efter gled Taagen frem over Havet som en dugget Rude, der naaede fra Horisont til Horisont. Og Ruden kom nærmere og nærmere og blev større og større. Tilsidst laa Hvalerne midt i Taagen som under en Dugklokke, der blev mindre og mindre og tættere og tættere.

Der er ingen, der kan lide Taagen, ikke engang Havet og Skyen, og de er dog dens nærmeste Familie til begge Sider. Skyen vender sig om paa Ryggen og glor lige op i Himlen, og Havet bliver endnu mere sørgmodigt og indesluttet, end det er i Forvejen, for Taagen er saa klam og trist.

Den gamle Han, der førte an, lod først som ingenting og svømmede roligt videre gennem Taagen, for den vidste jo, at der var frit Hav forude. Men Flokken bagved blev urolig. Hvalerne begyndte at dukke op og ned paa Kryds og tværs i alle Retninger og at puste ængsteligt.

Men Taagen blev tættere og tættere. Og da der var gaaet en Tid, mindskede den gamle Hval Farten. Det var slet ikke dens Hensigt at gøre det. Den vidste godt, det var klogest, hvis den vilde holde sammen paa Flokken bagved, at svømme løs og lade som ingenting. Men det kom lidt efter lidt ganske af sig selv. Og saa blev Flokken bagved endnu mere urolig.

Den gamle Hval dukkede op og ned og pustede voldsomt og lod, som om den skød en vældig Fart. Men den blev næsten paa samme Sted, for den vidste ikke sine levende Raad.

Det var endt med, at den helt var gaaet i Staa. Men saa mærkede den, at de yngre Hanner, der gik ved Siden af den, begyndte at smaaknubse hinanden og at stikke Hovederne sammen. Og den tog sig sammen og gik fremefter paa maa og faa, men saa langsomt, som den paa nogen Maade kunde være bekendt.

Den gloede lige ind i Taagen med sine halvblinde Øjne, der ikke saa andet end graat i graat, snøftede besindigt og med Værdighed og lod, som om den var helt rolig og kendte Vejen, skønt den var meget nervøs og ikke anede det mindste. Og det var, som om Flokken bagved blev roligere og atter fulgte efter saa nær som muligt i dens Kølvand.

Saaledes gik det fremefter i Taagen, Time efter Time. Og jo længere Tid der gik, jo hurtigere gik den gamle Hval fremefter, og jo roligere fulgte Flokken efter. For det gik jo godt, og naar det bare gaar godt, kan man vænne sig til alting, ogsaa til Taage.

Da var det, at en af de yngre Hanner, der svømmede ved Siden af den gamle, der førte an, saa en lang, sort Skygge glide forbi gennem Taagen forude. Men inden den fik set sig rigtig for, var Skyggen atter væk.

Den spekulerede lidt over Skyggen, den havde set, dukkede ned og op igen og atter ned og atter op. Saa vendte den brat af tilhøjre og gik tilbage. Og en Del af Flokken fulgte den, for selv om den ikke var den ældste Han, saa var den dog heller ingen Aarsunge. Og der var dem, der mente, at den gamle maaske alligevel var for gammel.

Den gamle Hval lod, som om den ikke mærkede noget og fortsatte roligt sin Kurs. Og den største Del af Flokken fulgte den.

Men havde den været oppe i rette Tid og set den sorte Skygge glide forbi forude, havde den betænkt sig, for det var en Baad, der havde hentet Doktoren og nu var paa Vej over Fjorden.

Doktoren laa tilbagelænet i Bagstavnen. Og da han ikke havde andet at bestille, laa han og saa ud over Fjorden ind i Taagen, thi det var Grindevejr og netop den rigtige Aarstid. Da løftede Taagen sig et Øjeblik, og inde under den saa han Hvalhovederne dukke op og ned.

"Grind!" raabte han.

Men Taagen sænkede sig atter. Og da Folkene i Baaden drejede Hovederne og saa efter, var der ingenting at se. Saa tænkte de, at Doktoren var et godt Fæ, men højt sagde de, at det havde været en Kastevind. Og det hjalp ikke, at Doktoren skældte og bandede. De gloede bare haardnakket op i Taagen over hans Hoved og trak til paa Aarerne, for den syge ventede; og var der Grind, var de vel Mænd for at se den.

Lidt efter passerede Hvalerne en Baad, der laa og fiskede ud for Land; dens mørke Omrids gled tæt forbi Flokken og forsvandt atter i Taagen.

Alle Hvalerne saa den Baad, og de blev nu for Alvor urolige. De pustede ængsteligt og dukkede op og ned i alle Retninger, medens de spredte sig mer og mer ud til Siderne. Men den gamle Hval fortsatte sin Kurs lige fremefter, for den vidste ikke, til hvad Side den skulde vende sig.

Saaledes laa Flokken en Tid og drev, mens den spredtes mere og mere. Saa kom der Liv i den, og den gik atter fremefter; thi Fiskerne i Baaden havde set Hvalerne, da de passerede forbi, var roet efter dem og drev dem nu fremad med Raab og Stenkast. Og Larmen voxede og voxede, thi andre Fiskerbaade kom til, og der blev fler og fler.

Taagen lettede, saa man kunde se ud over Havet. Til begge Sider saas Land som en mørk, utydelig Skygge, der tabte sig forude i Taagen. Og inde ved Strandkanten blussede Baalene frem, det ene efter det andet, og spredte Budskabet om Grinden fra Bygd til Bygd, fra Ø til Ø.

Taagen lettede mer og mer. Havet laa som en mørk Flade afgrænset af sorte Fjældsider, og Taagen klumpede sig sammen og rullede op ad Fjældene som tykke, graa Skyer. Baad efter Baad stødte fra Land paa begge Sider af Fjorden og sluttede sig til Baadeflokken, der langsomt drev af Sted op gennem Fjorden med Hvalerne.

Og Hvalerne lod sig drive som en Flok Faar. Den gamle Hval var stadig forrest, men den førte ikke længer an. Den sansede intet, den havde lukket Øjnene og lod sig støde og puffe af Sted af Flokken bagved. Men nu var det heller ikke længer den, der havde Ansvaret. -- -- -- --

* * * * *