Part 9

Det er da ogsaa først netop under de sidste Aars røde Agitation, at den socialistiske Bevægelse kan siges at have faaet nogen Vind i Sejlene. Der er naturligvis her kun Tale om den Socialisme, der hviler paa en økonomisk Basis og har økonomiske Maal for Øje. Lige siden Saint-Simons og Proudhons Tider har Samfundets herskende Klasser stadig frembragt dels enkeltstaaende Fantaster, hvis Doktriner ikke fandt nogen Tilslutning hos Folket, dels politiske Agitatorer, som søgte at blande socialistiske Fraser med ind i de Lokkemidler, de satte ud for Hoben, som de vilde lede. Men den egentlige, økonomiske Socialisme er hidtil ikke naaet ned til Folkets inderste Grund, den har lige til den allerseneste Tid ikke været nogen Kræftskade paa det franske Samfund. Selv Kommuneopstanden i 1871 var i Virkeligheden et politisk Fænomen, fremkaldt ved rent exceptionelle Forhold og uden Forbindelse med en Udvikling før eller senere. Først efter den almindelige Amnesti begynder de socialistiske Tendenser at stikke Hovedet frem. De Rødes Ledere søger en Formel for deres Agitation, og de finder i det sociale Spørgsmaal den eneste, paa Basis af hvilken de har Mulighed for at faa Arbejderne med til en revolutionær Bevægelse. Under Meetingsperioden fremtræder den socialistiske Centralkomitee i Paris med Benoît Malon og Jules Guesde i Spidsen og udfolder, beskyttet af den ubegrændsede Tale- og Skrivefrihed, en overordentlig energisk Virksomhed. Den faaer i Bladet "Le Citoyen" sit eget Organ, samtidig med at ogsaa Malon gjennem Artikler i Rocheforts "L'Intransigeant" søger at bearbejde de Samfundslag, hvorfra Proselyter nærmest kunde ventes. Disse Artikler, der oprindelig kun var fremkomne rent sporadisk, bliver til Slutning, da de Intransigente indser Nødvendigheden af at slutte sig tæt til det nyopdukkende Parti, daglige, og samtidig bearbejdes Arbejderbefolkningen ved et Utal af smaa billige, populære Piècer og ved Foredrag i det Uendelige. Theorierne, der prædikes, er simpelthen Carl Marx' Kollektivisme, men de fremstilles med fransk Talent til Popularisering, og den franske Arbejder, der har et naturligt Hang til kun at passionere sig for, hvad han virkelig veed, hvad er, opdager hurtigt, at Kollektivismen netop er det, der giver hans vage revolutionære Trang et fast Program. Allerede paa den socialistiske Verdenskongres i Chur i Slutningen af 81 kunde den franske Delegerede Joffrin henvise til, at hans Parti, der ved Kommunalvalgene i Begyndelsen af Aaret kun havde talt 65,000 Tilhængere, ved Valgene til Deputeretkammeret i September var mødte med en Styrke af 106,000. Om nogle Aar vilde de, tilføjede han, efter hans Overbevisning være en Million og udgjøre "et Parti, mod hvilket Bourgeoisiet og Anarkisterne vilde kæmpe lige forgjæves". Om han end har taget Munden lovlig fuld, saa vil hans Profetier dog næppe blive gjort rent til Skamme. Socialismen er i Opkomst i Frankrig; den er ikke blot den eneste røde Bevægelse, der virkelig er at frygte fremtidig, men den er tillige den, der efterhaanden vil samle alle revolutionære Tendenser om sin Fane. Det er ikke alene, fordi dens Ledelse med Centralkomiteen i Spidsen er omhyggelig organiseret, og fordi den i Modsætning til de andre røde Partier fremtræder med et bestemt Program. Man faaer ingen Sæd til at voxe og trives i en Jordbund, som nu engang ikke egner sig for den. Men Ulykken er, at de oprindelig i Frankrig ugunstige Betingelser for en socialistisk Bevægelses Udbredelse i de sidste Aar har undergaaet saa væsentlige Modifikationer, at et socialt Spørgsmaal virkelig er opstaaet, paa Basis af hvilket der kan rejses en Agitation. Kornhøsten er i flere Aar slaaet fejl, Phyloxeraen har ødelagt Vinmarkerne, og forskjellige andre Omstændigheder har yderligere bidraget til at fremkalde en gjennemgaaende Stigning paa alle Livsfornødenheder. Selv om den franske Vindyrkning ikke har faaet sit Banesaar ved den ulykkelige Epidemi, som har hjemsøgt Vinhaverne, vil der dog altid gaa Aartier, før Skaden kan være udbedret. Desuden maa der tages med i Betragtning det mærkelige økonomiske Fænomen, der endnu aldrig har slaaet fejl: at de ved forbigaaende uheldige Forhold i Vejret drevne Priser ikke synker, selv efterat Aarsagen, som fremkaldte Stigningen, er fjernet. Men samtidig med, at saaledes Dyrheden paa Alt er tiltagen og ikke kan ventes at ville forsvinde igjen, stiger ligeledes mere og mere den franske Arbejders Behov. Han er endnu betydelig heldigere stillet end sine Kaldsfæller i England og Tyskland; det rent materielle Udkomme kan han stadig faa uden Besvær. Det bliver ham imidlertid, efterhaanden som hans Intelligens udvikles, mindre og mindre tilstrækkeligt. Med den stadig voxende Følelse af Menneskeværdighed, med Nedrivningen af de selskabelige Skranker, med de tiltagende Bestræbelser for at gjøre selv den mest Ubemidlede delagtig i Videnskabens Resultater og aabne ham vid Adgang til de Kunstskatte, Civilisationen har sammenhobet, med alt det voxer ogsaa Arbejderens Trang til Noget ud over det for Livets Ophold absolut Nødvendige, han faar en Sans for Nydelse, et Behov for Komfort og Luxus, som han hidtil har manglet, men som mere og mere energisk kræver Tilfredsstillelse.

Den stadige Stigen af Arbejdslønnen, hvori et saadant Krav havner, har hidtil været mulig i Frankrig. Siden Begyndelsen af Treserne har den franske Industri taget et umaadeligt Opsving. De da afsluttede Handelstraktater, som slog Frihandelssystemet fast, gav den et mægtigt Stød fremad; Dampens Udvikling af Kommunikationsmidlerne og af Produktionsmethoderne, Nødvendigheden af at gjøre den engelske Industri Konkurrence paa selve fransk Grund i Forbindelse med forskjellige tilstødende gunstige Omstændigheder bidrog til at gjøre dette Opsving endnu stærkere; hele det sidste Tiaar af Kejserdømmet var en industriel Guldalder for Frankrig. Krigen medførte vel en uundgaaelig Stilstandsperiode paa et Par Aar, men den gav saa langtfra noget dødbringende Stød, at Fremgangen endogsaa fortsattes under Republiken, indtil den endelig henimod Slutningen af Halvfjerdserne naaede sit Kulminationspunkt. Denne Industriens Floreren frembød Betingelserne for, at ogsaa Arbejdernes stigende Fordringer kunde tilfredsstilles. Men Fremtiden vil i saa Henseende rumme Vanskeligheder, som Fortiden ikke har kjendt. Samtidig med, at Livsfornødenhederne bestandig bliver dyrere og dyrere, og at Livsbehovet hos den arbejdende Klasse bliver større og større, vil der rejse sig en saa godt som uovervindelig Hindring for, at Arbejdslønnen yderligere kan forøges. Denne Hindring er den Konkurrence, som de Forenede Stater i Amerika efterhaanden byder Europa paa alle Handelsomraader. Paa Kornmarkedet er den allerede stærkt fremtraadt. De uhyre Landstrækninger derovre af jomfruelig Jord, hvis Frodighed gjør det muligt for en Kolonist med sine egne Hænder at kultivere et ti Gange saa stort Areal som en fransk Agerdyrker, har bragt Korn i Handelen, der i Hâvres Havn kan sælges billigere end det, som kommer fra Normandiet. For mangfoldige Industriers Vedkommende har den nye Verden en ligesaa uendelig Rigdom af Materiale og en ligesaa billig Arbejdskraft. Den har end yderligere enorme Driftskapitaler og et Virksomhedsinitiativ, der lader de europæiske Industridrivende langt tilbage. Kampen, som den har aabnet paa Kornmarkedet, er den i Færd med at gjennemføre paa saa godt som alle Industriens Omraader; denne Kamp vil udvilde sig videre og videre, og det gamle Europa vil her faa en ganske overordentlig farlig Konkurrent. Priserne vil trykkes, Arbejdslønnen vil trykkes med dem.

Forholdt det sig nu som i gamle Dage, at de store industrielle Foretagender var i Hænderne paa Enkeltmand, vilde Sagen maaske endda ikke være saa betænkelig. Disse private Industridrivende vilde indse Faren for dem selv ved ikke at imødekomme deres Arbejdere saa meget, som det paa nogen Maade lod sig gjøre, de vilde finde sig i at lide nogle hundrede Francs Tab om Dagen for dog at kunne stikke et ganske smukt aarligt Udbytte i deres egen Lomme, de vilde sige sig selv, at om man end giver Afkald paa at tjene Millioner, for at Ens Medmennesker ogsaa kan leve som Mennesker, saa er Hundredetusinder heller ikke at foragte. Men en saadan, af Humanitets- eller Klogskabshensyn dikteret Imødekommen mod den arbejdende Klasse er ikke længere mulig. Thi de Tider er forbi, da den store Industri var i Hænderne paa Privatpersoner; det er nu saa godt som overalt i Frankrig Aktieselskaber, der har overtaget Driften, det vil sige et uforsonligt Administrationsraad, der ikke giver sig af med Humanitetshensyn, og hvis Klogskabshensyn udelukkende munder ud i, at Udbyttet kan blive saa stort som muligt, for at Aktierne kan stige og Aktionærernes stadig videre og videre gaaende Fordringer om Renter af deres Penge kan tilfredsstilles. Med andre Ord: man befinder sig overfor den skarpt tilspidsede, rent abstrakte og uforsonlige Kamp mellem Kapital og Arbejde.

Delvis er de her antydede Forhold endnu kun i Færd med at forme sig i Frankrig, men Udviklingen af dem kommer med Nødvendighed og synes i ethvert Tilfælde saare vanskelig at standse. Det er i Sammenstødet af dem, at den socalistiske Centralkomite i Paris vil finde den Jordbund for sin Udsæd, som hidtil har manglet, men som Omstændighederne synes hurtig at skulle opdyrke for den. Og jo flere Proselyter den hverver mellem selve Arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionære Politikere blive for at gaa dens Ærinde og derved om muligt fremkalde de rørte Vande, hvori de kan komme til at fiske. Med deres Hjælp gaar Alting grumme hurtig i Frankrig. I Tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i et uoverskueligt Tidsrum være i Stand til at holde den socialistiske Bevægelse nede ved administrative Forholdsregler. Man udsteder Love mod Socialisterne, man erklærer Belejringstilstand, man undertrykker Blade, arresterer og dømmer Partiførerne. I England har Demokratiet gjennem Aarhundreder bøjet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Stød udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, før det atter kunde løsgjøre sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt. Det vilde aldrig have kunnet finde sig i at lade et Spørgsmaal som for Exempel det irske trække ud i over firsindstyve Aar. Saa saare Spørgsmaalet har rejst sig tilstrækkelig pointeret til, at det fordrer en Afgjørelse, taaler man ikke, at denne skydes ud. Dertil kommer yderligere det, at man har Lov til fuldstændig frit at diskutere ikke blot Regeringsformens, men hele Samfundets Omvæltning og Sprængning saa bindegalt og i saa ophidsende Udtryk, som man lyster. Under saadanne Forhold kan et stort Samfundsspørgsmaal, naar det en Gang er stillet, ikke længe blive holdt in suspenso. Og der er da, tiltrods for Frankrigs oprindelig ringe Modtagelighed for den socialistiske Smitte, en overvejende Rimelighed for, at det alligevel vil blive den første Skueplads for dens Hovedengagement med det bestaaende Samfund. Det røde Paris har opdaget dette Hovedengagements Mulighed; det koncentrerer allerede og vil fremtidig yderligere koncentrere alle sine Kræfter paa Forberedelserne til det, for endelig, naar Kampens Tid er moden, at fremkalde Explosionen, saaledes som Paris under alle Revolutioner har gjort det. Det er en økonomisk, ingen politisk Omvæltning, der gaas imøde. Det sociale Spørgsmaal vil fremtidig være Indskriften paa de Rødes Banner. Det er deres Styrke. Kollektivismen er en vild, umulig Løsning paa Samtidens store Hovedspørgsmaal, men saalænge ingen anden er funden, er dens Doktriner de farligste, det røde Paris kunde bruge som Løftestang for sin Agitation.

PAA BØRSEN.

Lige ved Boulevarderne og heller ikke langt fra Paris's anden, store Hovedaare: Louvre- og Palais-Royalkvarteret, ligger Børspladsen. Den er Centrum for Byens Labyrinth af Gader, og den er Brændpunkt tillige for disse Gaders tumlende, mangfoldige Liv. Mudderen og Mylderet er der under bestandig Højtryk. Minut efter Minut ruller de fyldte Omnibusser ind paa Asfaltfliserne og sætter deres Menneskeladninger af. Men andre staar i tætte Klynger og venter paa at indtage de ledigblevne Pladser. Numrene raabes op. De, hvis Tour det er, trykker og skubber og slider sig frem gjennem Trængselen. Vognene proppes paany Med en Behændighed som Akrobaten, der dandser mellem Æg, vikler Kudsken sin kluntede Karosse ud af det sammenfiltrede Virvar, og det gaar saa atter i Galop til alle Kanter af Kæmpebyen. Saaledes bliver det ved hele Dagen igjennem til paa den anden Side Midnat endogsaa. En Hærskare af Avissælgere vandrer omkring og rækker paa lange Stænger deres Blade og Flyveskrifter op til Passagererne ovenpaa Vognene og raaber og raaber. _Voilà le crime de Boulevard Malesherbes! Voilà la France! la 2me edition! Faut voir le bombardement d'Alexandrie! Les dernières détailles! Voilà le scandale de l'Elysée! Voilà, la mort de Gambetta, dix centimes!_--en ustandselig, broget Blanding af Sandhed og Røverhistorier imellem hinanden, men mest det Sidste, de vildeste Sensationsfantasier, man kan finde paa for at pirre de blaserede Øren og faa Tosousstykkerne til at regne ned fra Imperialen. Overalt Travlhed, overalt jagende Mennesker, Stimmel og Larm.

Og dog kommer der en Tid paa Dagen, da hele denne Uro drukner næsten i en, som er endnu uendelig mange Gange vildere, og da alle disse hundredtungede Raab kun gjør Virkning som enkelte dæmpede Violinstrenge i et stort, fuldtbesat Orkester. Denne Tid er de Eftermiddagstimer, i hvilke Mammontemplet paa Midten af Pladsen samler sin Menighed, Saalænge Guldkalvens Kultus staar paa, er det ikke mere blot Verdensstadssummen, man hører, og Verdensstadsmylder, man seer omkring sig; det Hele er potenseret op til en Højde, draget ind i en dæmonisk Sfære, hvor menneskelige Begreber og menneskelige Betegnelser ikke længer strækker til.

Der findes i det moderne Paris ingen anden Kultus, der er saa udbredt som den, hvis Helligdom er Templet paa Børspladsen, ingen anden, der har saa fanatiske Tilhængere, og fremfor alt ingen, der er saa moderne som den. Dens Præster er ikke her en Kaste for sig af stive, tørre, forretningskolde Væsener, der Ingenting har med den toneangivende Stab af "la vie mondaines"'s Regimenter at bestille. Tvertimod. Man kan holde Revue over hele den Verden, der svømmer ovenpaa i Paris, der tumler sig i dens Nydelsessol og sætter Præg paa dens offentlige Liv; for hvert Hundrede vil man finde Halvfemsindstyve, hvis Valgsprog og Trosbekjendelse, hvis hele Tilværelses Indhold rummes i den ene Sætning: _je vais à la bourse_. Hvor let end Pengene tjenes i en By som Paris, saa gives de dog endnu lettere ud; hvor stor den Løn end er, der betales for mangt et Arbejde, saa er Luxus'ens Krav dog endnu større. Med en halvhundrede tusind Francs om Aaret kan et enligt Menneske kun akkurat lige knibe sig igjennem, naar han vil spille en Rolle i det "Tout Paris", der er med til Alt; hvor mange Hundrede-Tusinder en Families Budget skal raade over, for at den kan gjøre Figur i samme exklusive Verden, er aldeles uberegneligt. Men blot Halvtredsinstyve Tusind er allerede Renten af en Million, og Formuer paa en Million, de er sjeldne endogsaa i Paris. Paa den anden Side skal man være svært i Skuddet eller have en exceptionel Position, naar de Halvtreds skal tages ind som Vederlag for det, man udretter med sin Intelligens eller sit Arbejde. Saa er det da, at hele dette "Tout Paris" supplerer sin Kasse ved at "gaa paa Børsen". Har man en Smule Bekjendtskab, blot paa anden eller tredie Haand, til Matadorerne, som regerer der--og et saadant Bekjendtskab har de Allerfleste i disse Samfundslag--koster det under almindelige Forhold ikke synderligt Besvær at forøge den aarlige Indtægt med baade tyve og halvtreds og tidt med endnu mange flere Tusinder. Gaar man det moderne Pariserliv efter i Sømmene, vil man finde, at det er forbausende Mange, der forstaar denne snilde Kunst.

I hvert Fald er det aldeles utroligt Mange, der giver sig ud for at forstaa den. Den er Fashion for Tiden. I gamle Dage hørte man til de misundte og beundrede Medskabninger, naar man enten selv var et Stykke af en Poet, en Maler og Billedhugger, eller dog paa en eller anden Maade kunde regnes med til deres Kreds. Nutildags er det Finantsmændene, der staar paa Piedestal som Samfundets Halvguder. Det er dem, der samler Mængdens Opmærksomhed, hvor de viser sig, det er dem, man slaas om at have i sine Saloner, det er deres Gjøren og Laden, der fylder Boulevardbladenes Nyhedsspalter. Paa den moderne Pariser-Himmel er der Stjerner ogsaa, og det baade saa klare og skjønne, som der nogensinde har været. Men de gjør ikke nær saa meget Spræl som den store, guldrøde Børskomet med dens lange, lange Hale af mere eller mindre obskure Smaamillioner. For rigtigt at være med i "Tout Paris"'s Liv er det saa halvvejs nødvendigt at være med i den Hale. En Kavaller _comme il faut_ fra Firserne må "gaa paa Børsen". Har han ingen Trang eller Lyst til Finantsoperationer, maa han dog i hvert Fald lade, som han beskjæftiger sig med dem. Veed han ikke Besked om, hvorledes det er gaaet med Suez og Spanierne og Ottomanerne idag, og hvorledes der er Rimelighed for, at det vil gaa med dem imorgen, saa er han et Menneske uden Spor af Interesse, en Stakkel, der gaar omkring uden at forstaa sin Tid, og som denne Tids mere Oplyste selvfølgelig ikke tager med i Betragtning.

I tætte Strømme bevæger da umiddelbart efter Frokosttid de Andægtiges Skarer sig til Templet. Rue Montmartre, Rue Vivienne og Rue Richelieu er ikke til at passere. Vognfloden fylder dem, glider svagt fremad og gyder sig ud i Børspladshavet, men den faar stadig igjen Tilløb fra alle Kanter. Paa Pladsen rangerer Ekvipagerne sig op som Kavalleriregimenter og danner en uigjennemtrængelig Skjoldborg omkring den hellige Bygning. Klokken halv Et kommer Ypperstepræsterne, _le parquet_", de edsvorne, af Staten ansatte Vexelmæglere, hvis Antal aldrig maa overstige tyve, og som derfor ogsaa er saa lukrative Stillinger, at der tidt betales indtil en Million for et Agent-de-change-Patent. De første Kurser slaas op. I lange, febrilske Spring styrter de Kommende ud af Vognene, endnu før de er standsede, og farter op ad den høje Marmortrappe. Kun den skjønne Part af de Andægtige maa blive tilbage, de har ikke Adgang til Templet. Men til at sidde roligt hjemme har deres Troesiver, deres Feber, deres Lidenskab været altfor stor. De er fulgte med og stikker nu det lille Hoved med de spændte Ansigtstræk ud af Koupévihduet og sender forventningsfulde, urolige Øjekast op til den store Bygning, hvor deres Hjerte er med hvert eneste Slag, som det rummer, op til de smaa Tal, der staar paa Tavlen mellem Søjlerne, deres Sorgens og Glædens Evangelium, det eneste, de kjender. Larmen deroppe fra naaer fortumlende ned til dem, den kribler med hemmelighedsfuld berusende Magt gjennem hver Nerve og gjør det lille Hoved ørt, som Kjærligheden gjorde det i de unge Dage, de knap mindes længer. Den breder sig ud over dem, denne dæmoniske Larm, ud over Vognborgen, over Pladsen, over alle Gaderne rundtomkring. Den naaer helt op til Boulevarderne, fyldende Luften med Feber, dragende til sig, magnetisk forunderligt, overdøvende, hvor fjernt og dumpt den end klinger, selv de skarpeste, mest skrigende Stemmer tætved En. Den har over sig det Samme som Støjen af en stor, styrtende Fos inde mellem Bjergene. Den er uhyggelig, denne Støj, den klemmer for Brystet, den jager Svedperlerne frem paa Panden, men den lokker alligevel, den paaskynder Skridtene, den sluger i sin Tummel Alt, hvad man seer og hører og tænker.

Mellem Søjlekolonnaden, der løber rundt omkring Bygningen, og inde i selve Børshallen er det mere end Støj og Larm. Et Tordenbrag kunde rulle umiddelbart over Guldkalvtemplets Tag, det vilde ikke høres. Den umaadelige Sal er proppet af en Menneskestime, der staar saa tæt, at der ikke kan sættes en Fod mere paa Gulvets Mosaikfliser. Og Alle skriger de i Munden paa hinanden.--_Jai--qui est-ce qui a?--Je prends!--je vends!--Heu! combien?--Un et quart on fait!--Je prends de l'Omnibus!--Je vends du cinq!--Laissez le passage libre!_ tordner den høje Børsbetjent i sin statelige blaa Uniform, den Eneste i hele Mylderen, der intet Øjeblik mister sin kolde, værdige Ro. Men de Andre hører ham ikke. Med funklende Øjne og fægtende Arme, med hele Legemet i Fart søger de at arbejde sig frem i Trængselen. Oppe fra Galleriet, der løber rundt omkring Salen, seer det ud dernede som et vildt, sammenfiltret Haandgemæng, som en titanisk Kamp mellem Forrykte. Paa Trappen og i Kolonnaden kan Dagens Begivenheder endnu diskuteres med Ord og de store Nyheder, der indbringer Snese og Hundrede Tusinder, hviskes gode Venner i Øret i smaa, hemmelighedsfulde Sætninger, der alene forstaas af de Indviede. Men inde i Salen tales der kun med Gestus. Jo mere bevæget Markedet er, desto bredere bliver de. Paa de store Baissedage seer det ud, som Alverden vilde prygle hinanden. Man farer sammen med opspilet Mund, med udspredte Arme og med Haanden løftet som til Slag. I det næste Øjeblik synes den at skulle falde ned paa Gjenboens Kinder. Men det er kun en _Façon de parler_, en af Børssprogets mange mærkelige Terminusser. _C'est un Krach!_ raaber den ene Haand, _c'est un vol!_,' raaber den anden, og man forstaar hinanden.