Part 6

Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik, er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefærd end dem. Først henad Et kommer Ballets store Mærkværdighed, og til den maa man aldeles nødvendig være med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed. Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Trængsel viger tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling Militær. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har været saa meget mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Højtideligt paa Færde. Nu kommer den, høj og strunk og stram i sine lange Ridestøvler, hvide Benklæder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De Fremmede bilder sig et Øjeblik ind, at det er Præsidenten, der gjør ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjæster. Men Hr. Grévy er ikke saa pretentiøs. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de Kommende og trænger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie reserverede Værelser paa første Sal, ser man en ældre, graahaaret Herre gjøre Forsøg paa at arbejde sig gjennem den roterende Mængde. Det er Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside. Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de mandlige Balgjæster, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elysée-palæets Kjøkken, den kommer for at assistere. Mærkværdigheden, som skal gaa for sig, er Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjøkken og Champagne i Strømme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinær Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre aarlige Elyséeballer er de eneste, ved hvilke Gjæsterne bydes paa Souper. De faar den ganske vist kun efter noget Besvær, men de faar den dog. Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid et mystisk Ord, som gjør Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar man hvisker dem "Corps diplomatique" i Øret, trækker de Silkelæggene tilbage. Men overfor Gardisterne hjælper ingensomhelst Parlamenteren og ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie paa Operaen at høre, som de gjør det ved deres Theatres Billetkontorer, ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjøre Queue er bleven deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det længere. Med Mellemrum aabnes Soupersalonens Døre, og der slippes saa Mange ind, som den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dør, og en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjøkkenchefen Beværtningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har kun den Trøst, at de ved at staa opstillede saa længe har erhvervet sig større Chancer for at faa deres Overtøj end de, der er brudt op paa et tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elyséebal ligesaa beklædt, som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme derfra uden at være fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende Skjærsildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at Republikens Præsident og Fru Jules Grévy tre Gange om Aaret udbede sig deres tro Republikaneres Nærværelse til denne Fornøjelse, og Konveniensen fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Nærværelsen saa behagelig, at de sætter Himmel og Jord i Bevægelse for at opnaa den. Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjøre,

FORAAR I PARIS.

Den tyvende Marts skal ifølge den franske Almanak Foraaret begynde, og den tyvende Marts skal ifølge gammel Tradition det første Foraarstræ i Paris staa med grønne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og morsomt nok, som det hjemme i Kjøbenhavn er Holbergs Træ, saaledes er det her Molières, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietræ ligefor Indgangen til Théâtre français. Der staar det midt i Byens Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den første gyldne Solflod breder sig og svømmer ud over Boulevarderne gjør han en Afstikker til Træet paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Længselsfuldt kiger han op til de violetbrune Knopper og følger deres voxende Bugnen. Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det første dryssede, harpixfede Skjæl og ser det første grønne Blad deroppe titte frem, pjusket som en lille dunet Kylling, der lige kryber ud af Ægget, den Dag er hans store Fest. Thi med den begynder den herlige Tid, da hans kjære Paris Maaneder igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal være: den skjønneste Stad i Verden.

Samtidig med Molières Træ springer hele Paris ud i et Nu. Under Boulevardkaféernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa Trottoiret og leer op til det piplende Grønne og til det endeløse Tog derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elysées i Række ved Siden af Række, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind mellem de løvende Alléer. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis, Børnene løber og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa Karusselhestene eller staar og hviner af Glæde over Forestillingen paa Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet promenerer Dandyen sine Væddeløbere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk, de hvide Frugttræer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store, grønne Plæner, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol. Længere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar. Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrøjer paa og deres røde og blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og forsvinder bag Pynten under Hængepilens fantastisk-skjønne Hang af lysgrønt Løv. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den vidunderlige Luft og svælger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa Rad, lige til de store Juniløb er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne til den samme Herlighed og Fest.

Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sørger for, at det kan vise sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sødt Kjæledæggebarn, der dog trænger til rentvaskede Kinder og snehvid broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjøre sin Sødhed gjældende. Det gjør de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af Natur paa Præsenterbakke. Den trænger ikke til nogen Assistance, naar dens fulde Skjønhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere i en Skovskygges Ro, paa en duftende Kløvermark eller ved Aaløbet, der risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og drømme paa de røde Valmuer. Saalænge der derimod endnu ikke er hverken Romantik eller Skygge, men kun Søle og vissent Vinterløv under Skovtræerne, saalænge Kløvermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden højst en lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Færd med at smelte, saalænge har den kjære Natur dog maaske en Smule for meget Slægtskab med de mindre propre Smaaglutter, hvem Næsen løber paa. Man skal være Moder for at have Blik for deres Englelighed, og man skal være idetmindste et Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume.

Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa udmærket Dejligt ud deraf. Paa den første Foraarsdag er Alt komplet, Alt i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfødelsesfest, og Paris har Festens Dragt. Plænerne strækker sig grønne og tykke og bløde som Fløjl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det svulmende, fyldige Tæppe; der er ikke et drysset Knopskjæl, der har faaet Lov til at ligge og sætte Plet paa Vaarens jomfruelige Klædebon. Riven har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde være der; de gule, fjedrende Stole staar paa Række og Rad i Solskinnet som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og røde Ribes. Om den antike Søjlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge Ællinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa Laurbærbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladløv sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende, hvor den første Foraarsskjønhed bliver poleret og fredet om og sat i flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede Kjøreveje, med dets Fontæner, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen, og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief.

De Fremmede er himmelraabende uretfærdige mod den stakkels Boulogneskov. Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i Reglen aldrig faar den at se, før den er affloreret. Deres Indvandring i Paris begynder først, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain, baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjøbstadmarked. Den skal ses helst i Marts eller April, tilnød i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den gjennemtrukken med en Parfume af _Tout Paris_ koncentreret i Essens. Det er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og Lindeduft kan være berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men den er der Tusinder af Skove, som er fælles om. Boulogneskovens er der derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode.

Fra den Dag, da Foraarstræet ved Théâtre français staar i Knop, indtil Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertrængselen og Støvet paa den store Væddeløbsdag ved Longchamps har stænket Banalitet over de fornemme Alléer, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for hver ægte Pariser-existens. En Promenade der hører til. Man kan bedre undvære Desserten til sin Diner, end man kan undvære den. Men der er kun een bestemt Promenade, som gjælder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel kommer i Karosserne à la Louis quatorze med den vældige Fadding vuggende sig paa Kæmpefjedre og med de silkebestrømpede, stive Lakajer. Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid; Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i Baggrunden af deres lukkede Koupé, men udfordrende, brammende, med Rosenbuketter bag Hestens Øre og i Groomens Knaphul, stiller den store Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjønhed ud paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstævnet. Fremmedkolonierne følger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger fra alle Verdens Egne, der kommer en Sæson til Paris, for at Guldfloden, hvori de vælter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure Tilværelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem de blinkende Solbundtstraaler, ud til _le lac_. Der, ved Begyndelsen af den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille, strammes pludselig Tøjlerne, og hele Strømmen af Kjøretøjer ruller langsomt videre i Skridt. Man gjør _le tour_, den verdensberømte _tour du lac_. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Trængselen er for tæt, kjører man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovsøs Bred. Der er tre, fire, undertiden fem Rækker Vogne ved Siden af hinanden og ikke en Armlængdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjører selv, maa holde igjen, for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde. Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer _vis-à-vis_ hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig standsende, bevæger man sig fremad til Enden af Søen. Paa den anden Bred er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Allée, men denne anden Bred foragter man. Der er der ikke en eneste Vogn. _Le Tour_ gjælder kun den ene Side, den holder man sig til. Saasnart man er kommen til Enden, vender man, alle Vognene paa een og den samme Plet, og slentrer tilbage igjen, ind i Trængselen, langsomt nedad mod Svanehuset, for, naar man har naaet det, at begynde forfra paany. Det er deri, Promenaden bestaar. Man, sidder stram og strunk, pyntet og fornem. Et Toilette uden Smag, et Smil paa urette Sted, en Bevægelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem sætte Plet paa Ens gode Navn og Rygte.

Landskabet selv er som denne luxuøse Ramme omkring det. Det kunde males paa Bagtæppet i en Féeriedekoration uden at idealiseres. Alt er her, hvad der kan udtænkes af fortryllende fin og yndefuld Natur. En bestandig spejlblank Sø med vuggende Gondoler og sejlende Svaner, Smaaøer, der romantisk bryder Udsigterne i Pynter, hvor Guldregnen hænger ud, saa at dens Blomsterklaser kysser Vandet, Klippevildnis med Kaskader mellem Bregner og Efeu og blaarankede Clematis, fantastiske Broer og blomstrende Bosketter og bløde, grønne Engskrænter, hvor de hvide Sommerfugle leger Tagfat. Og saa rundt omkring de brede, fornemme Alléer og de sarte Akacielunde og de lange Plæner, der ligger saa rolig, som om de var vuggede i Drøm af Duften fra de store, gulblomstrede Buske, der hegner dem ind. Ovenover det Hele Solen, som ingen Skovtykning tager Varmen og Glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge Løv og tegner det igjen i Skyggerids paa Græsset nedenunder. Friskhed bestandig fra Vandbrusens vaskende Regn, ikke et Støvgran paa noget Blad, men smaa Draabeperler allevegne, der blinker i Solen som evig Foraarsdug over det fortryllede Land. Man kan saa tusinde Gange sige, at det er Kunst og ikke Natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. Det er Foraaret, der holder kongeligt Indtog med kongelig Pomp. Hele dets Hof er der paa Parade i Galapuds for at hylde dets Komme.

Saaledes ser Pariser-Foraaret ud ved Boulogneskovens Sø. Men det ser ud omtrent ligesaadan paa alle Kanter af den store Luxusby. Allevegne er der fine Lystslotte og pudsede Parker, Skrænter med Villahaver og ranke Alléer til at pynte paa det, allevegne rammer Seinens bløde Bugtninger det ind med Romantik, allevegne ligger Kæmpestaden i Baggrunden med Solglans paa de forgyldte Taarnspir. Foraaret er dejligt, hvor det saa slaar sine Øjne op i den hele Verden. Men det har et Særpræg her, som det intet andet Sted har. Det er badet i Pragt, gjennemsyret med Fest, hyllet i Elegancens skinnende Klæder. Det er parisisk fra Top til Taa.

I KAMMERET.

Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde været opfundet andetsteds, vilde Franskmændene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for deres Behov. De trænger til at høre og høres. Først i det talte Ord er Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats, at de har deres Styrke; først det talte Ord virker paa Sandserne, og de staar under Sandsernes Herredømme i al deres Færd.

Men havde Franskmændene gjort Opfindelsen, vilde der være kommen en hel anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at akklimatisere den, maattet læmpe den adskilligt. De har, om man saa vil, oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig, jævn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmændene kun ringe Sans. De er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven Kjød og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider uden Forskjel, den gjennemtrænger hele Nationens Liv. Anderledes derimod med Franskmændene. De kan i et givet Øjeblik passionere sig for en Regeringsform, men ogsaa kun et Øjeblik. Saasnart de har den, ønsker de, at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behøver at tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal sørge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har sin uhyre Udbredelse, klemmer, højst karakteristisk, de mest læste Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent for udelukkende at blive litterære. Politiken spiller kun en Rolle i Franskmændenes Liv, naar den gjør Spektakel, naar den byder Tilfredsstillelse for deres stadige Tørst efter Sensation. Det forklarer, hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversættes til fransk Behov. Den hedder i denne Oversættelse Tribunen, og den har i den undergaaet en fuldstændig Forvandling. Parlamentarismen i England er en Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil.

Den theatralske Iscenesættelse er det Første, der springer i Øjnene, naar man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds hæver de Deputeredes røde, magelige, højryggede Klædesbænke sig over hinanden, med saa stærk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet op til Rummets halve Højde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske Marmorsøjler med Broncekapitæler, der bærer Loftsplatfonden, hvor Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Søjler og byggede fuldstændig efter Mønster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjælp af Theaterkikkerter--og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa Amphitheater--tydeligt følge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil sige paa den mægtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den er en formelig Bygning med Etager, Trapper, tæppebelagte Afsatser, Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere. Øverst throner i sin gyldne Lænestol Kammerets Præsident, omgivet af Staben af Sekretærer og øvrige Embedsmænd. Paa Trapperne farter Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante Kjoledragt med Sølvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Bænke, og midt imellem, bag Talerstolens flatterende Brystværn, paa en Plads, der er saa stor som et almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele Salens Opmærksomhed paa sig.

Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der. Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme Øjeblik, han begynder at beskjæftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud. Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager ham til den med uophørlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle hans Længsler, Maalet for al hans Ærgjerrighed. Thi Tribunen fører i Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at lægge Evner for Dagen, der anbefaler til en højere, man tager sin Stilling med Storm i et langt Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale, og den næste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat bærer Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere, at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til Ministertabouretten, idet han sætter Foden paa Tribunens første Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme hænde ham, der er hændet Hundreder af hans Forgjængere? Han har altid Exempler fra de seneste Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik som en anden lille, brødløs Advokat omkring og holdt Taler ved Ølglasset og tog paa Borg paa Kaféerne, da han tilfældigvis kommer til at føre Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev Partifører, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de store Sejre vindes.