# Fra det moderne Frankrig ## Part 5 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/fra-det-moderne-frankrig-9843/index.md Hovedbestanddelen af det kvindelige Selskab er af den sletteste Art, og de fleste af Dragterne ere ligesaa smagløse som dekolleterede. Det er nemlig ikke længer Fashion for Fruentimmerne at være i Kostume. Hvad de mandlige Gjæster angaar, falder det end ikke en parisisk Urtekræmmersvend ind at klæde sig ud. De mandlige Masker er lejede allesammen uden Undtagelse. Skal de tilmed dandse, betales der dem forhøjet Taxt, og de sørger saa ogsaa for at maskere deres Ansigt, saa Ingen kjender dem i deres nedværdigende Bestilling. At dandse paa Operaballerne for sin Fornøjelse er rent ud forhistorisk, I de tre Timer, Dandsemusikken varer, springer de Ulykkelige, der er dømte til dette Trællearbejde i Kankan-Attituder omkring i den store Sal og giver med deres halvnøgne Dandserinder Forestillinger for dem, det kan more at se paa disse lascive Scener. Men det er ikke Mange. Hovedparten foretrækker at betragte Operaballerne som en Slags Promenadekoncert. Med sin Klaphat under Armen driver man frem og tilbage i første Etages Couloirer, hvor Gungl spiller umiddelbart over Hovedtrappen, og kjeder sig med Anstand. Det mest overfyldte Sted er den store Foyer, til hvilken Adgangen ganske karakteristisk er forbudt Enhver, der er i Kostume. I Rotunden ved Siden af er der en Buffet, hvor et Vinglas fuldt af Øl koster en Franc; denne Buffets Priser er maaske, naar Alt kommer til Alt, det mest Aparte ved den "enestaaende" Karnevalsfest. Karnevalslystigheden begynder først, naar Ballet ender. Pariserne er et for ceremonielt Folkefærd til at kunne more sig i Stuer; den gode Tone paalægger dem Hundreder og atter Hundreder af minutiøse Hensyn, som gjør dem stramme og stive inden fire Vægge. Udenfor derimod giver man Konveniensen en god Dag. De samme Herrer, som i Operaens elegante Lokaler end ikke af de mest overgivne Dandserhytmer kunde falde paa at lade sig forstyrre i deres langsomme, slæbende, blaserede Promenademarche, er øjeblikkelig, saasnart de kommer ud paa Gaden, med til at dandse en Kvadrille midt paa Fortovet. Boulevardkaféerne har de Nætter, der er Operabal, aabent lige til Morgenstunden, og ligesaa dræbende kjedsommeligt der har været paa Ballet, ligesaa livligt er der paa Kaféerne. Man gjør i det Hele taget det parisiske Gadekarneval Uret. Det skal være død ud, paastaar man. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man det ikke længer, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks Liv. Paris' Hjerte har flyttet sig med Aarene: det slaar i helt andre Kvarterer nu end i Studenternes. Særligt "Mardi gras" er for den parisiske Arbejderbefolkning og for Smaaborgerne maaske Aarets største Festdag. Før den lange Fastetid, der i mange Familier overholdes med en vis Strenghed, gaar fire "fede" Dage, paa hvilke man ifølge Traditionen skal sætte Maven istand til at kunne staa imod de efterfølgende Savn. Tirsdagen, den sidste af dem, gjør Alverden det saa grundigt som muligt. De Smaafamilier, som paa denne Dag spiser deres Middag hjemme, kan tælles. Alt, hvad der existerer af Restavrationer, Vinknejper, Kaféer og lignende Steder, som i en snever Vending ogsaa kan servere Spisevarer, er til den Grad overfyldte, at der maa staas i Queue i halve Timer, før der kan opnaas en Plads ved et Bord. Jo længere man kommer ud mod Yderkanten af Paris, desto galere er det. Oppe i Montmartre kan man en saadan Mardi gras finde Smaarestaurationer, hvor selve Kjøkkenet tages til Hjælp, og hvor der serveres Gjæsterne ved improviserede Borde, lavede af Vinkasser, store Kogekjedler og Sligt. Thi hele Familien slæbes med paa Spisekvarteret, fra den gamle Bedstemoder, der knap kan rokke afsted, til Skjødebarnet paa et halvt Aar og derunder. Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstæder, saa man knap kan danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes der de atten Timer af Døgnet, uden at man nogensinde faar Sol eller Himmel at se. Man kan da tænke sig, hvilken Fest det maa være for saadanne Væsener en enkelt Gang at komme ud. Og naar man kjender en Smule til, hvilket naturligt, selv af al mulig Modgang uopslideligt godt Humor der er karakteristisk for det egenlige Pariserfolk, kan man ogsaa nok tænke sig, hvordan de maa more sig. Tummelen, Snakken, Latteren oversvømmer de smaa, til daglig Brug tomme Restavrationer i Paris' Yderkanter med et Liv, saa broget, saa animeret, at det spotter al Beskrivelse. Efter Middagen gaar man naturligvis ikke hjem; Lystigheden fortsættes ved Kafébordene udenfor paa Gaden, senere hen paa Aftenen under spadserende Driven langs Boulevarderne, der fra den ene til den anden Ende er et uoverskueligt Folkemarked, saa tæt proppet, at det paa sine Steder er rent umuligt at trænge sig gjennem Menneskestrømmen. Paa de "store" Boulevarder er Trængselen i Aarenes Løb bleven mindre, men samtidig er den voxet paa de ydre. Til dem er nemlig nu Hovedparten af Maskerne fortrukne, siden de pæne Folk blev for blaserede til længere at tage Del i Løjerne. Men Karnevalslivet har næppe tabt derved. Maskerne er blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt mere oplagte til at slaa Gjækken løs. Rundt omkring paa Gadehjørnerne improviseres der til Musik af en Mundharmonika eller ganske simpelt til Akkompagnement af en overgiven Gadevise de vildeste Kvadriller, der naturligvis kun voxe i Overstadighed, efterhaanden som Grupperne flokkes om de Dandsende og opmuntrer dem med lystige Tilraab og Vittigheder. Snart er det en hel Flok Klodocher, der skrigende og horntudende stormer ned over Boulevarden og faar de smaa Arbejdersker til at flygte tilside under høje Hvin, snart en flagpyntet Kreaturvogn, paa hvilken Karrikaturer af forskjellige politiske Personligheder bliver trukne i Triumf af lystige Ungersvende, der har faaet sig lejet et Dyrehoved og er ganske overordenlig fornøjede med sig selv, snart endelig lange Kompagnier af Maskerede med en eller anden hornblæsende Forening i Spidsen. At Lystigheden af og til slaar en Smule ud i Kaadhed, følger af sig selv, men Alverden er glad og fornøjet og morer sig virkelig; det forsoner dermed. Naar det lakker henad Midnat til, begynder Indvandringen i Ballokalerne langs de ydre Boulevarder--der findes et for hvert hundrede Skridt. Til daglig Brug er disse Lokaler nærmest besøgte af et Publikum af endnu værre Art end det, der kommer i Bullier, og om muligt endnu mere blottet for muntert, naturligt Folkeliv end dette sidste Sted, der daglig bereder saamange paa Traditionen stolende Fremmede de allerstørste Skuffelser. Nu derimod stiller Sagen sig anderledes. Krapylet er ogsaa da med i den broget kostumerede Mængde, men det er ikke eneherskende. Smaa skikkelige Portner- og Haandværkerdøttre kommer i de guddommeligst kejtede Forklædninger, ledsagede af den hele Familie, Vuggebørnene medindbefattede, med Øjne, der straaler af Dandselyst, og med kirsebærrøde Trikotben, der ikke kan blive kjede af den saa uvante Motion. Man skulde tro sig milevidt borte fra Paris, midt inde i Hjertet af den uskyldigste kluntede Landsby. Det hele Paris er paa Benene den egenlig store Karnevalsnat. Ogsaa det fornemme Paris; men det bliver paa sin egen Grund og fejrer der disse Tusind og én Nats Fester, om hvis overdaadige Æventyrpragt der af og til naaer Rygter til de smaa, fjerne Kroge af Verden, hvor man slaar Hænderne sammen og korser sig over, hvor Aviserne dog kan lyve. Aviserne lyver imidlertid ikke; Overdaadigheden fra hine Tider, da Kleopatra løste Perlerne op til Drikkevand, begynder virkelig at vende tilbage i det moderne Athen. Millionfyrsterne fra hele Verden har bestandig havt Passion for at forbause Paris med deres Overdaadighed, og da Paris er noget vanskelig til at lade sig forbause, maa de efterhaanden tage deres Tilflugt til større og større Extravagancer. De orientalske Nabober er i saa Henseende længst dethroniserede af Amerikanerne. Der fortælles saaledes blandt Andet om en Karnevalsfest i Mackayhotellet vis-à-vis Triumfbuen, hvor man unægtelig kom Kleopatraskikkene ganske nær. Familien Mackay hører hjemme hinsides Atlanterhavet og skal have sin exempelløse Rigdom fra Sølvminer derovre. Der er ingen Ende paa dem, hedder det; i hvert Fald er der ingen Ende paa Millionærfamiliens Luxus. Hotellet var ikke stort nok til at rumme de Gjæster, man vilde indbyde. Men det generede ikke Naboben. Som en ny Aladdin lod han i et Par Nætter, ved Hjælp af Hundreder af Arbejdere og nogle hundrede tusinde Francs, et Dandsepalais rejse sig paa hans Haveplads, ikke en interimistisk Sal, men et virkeligt Palais med røde Fløjls Vægge, Spejlglas, Marmor og Guld overalt, med indlagt Parketgulv og Sligt. I dette Palais serverede han sine fem hundrede Gjæster friske Jordbær, forskrevne fra Alverdens Sollande, Stører fra Rusland, Fuglereder fra Indien og Vildsvineskinke fra Ungarns Skove. Og ikke nok dermed; efter Bordets Overraskelser bragte Kotillonen en ny, om muligt endnu større. Istedetfor den ordinære Papirspynt indeholdt Knallerterne pragtfulde Silkebælter, Skærf, Tørklæder o.s.v., alle forsynede med et ægte Smykke, hvorpaa det amerikanske Vaaben var ciseleret, en lille Kotillonsfinesse, der havde kostet Hr. Mackay halvandet hundrede tusinde Francs. Han havde den Tilfredsstillelse, at hans Fest berømmedes som den rigeste under Aarets Karneval. Men han skal tage sig iagt; der er Adskillige, som er lige i Hælene paa ham. Jordbærrene og Kotillonen bragte ham Sejren; næste Gang vil imidlertid en eller anden Konkurrent søge at overtrumfe dem, og Hr. Mackay maa saa finde paa nye Overraskelser, hvis hans Renommé ikke skal gaa fløjten. Heldigvis for ham har han de uudtømmelige Miner; de er snart absolut nødvendige, naar man vil føre Hus i Paris. De primitive Tider, da man nøjedes med en Smule Aandrighed i de fornemme Kredses Selskaber, de er forbi for længe siden. Hos Republikens Præsident. Hr. Jules Grévy er en rar, stilfærdig Præsident, der ikke beskjæftiger Verden altfor forfærdeligt med sin Personlighed. Ministerierne komme og gaa. Freycinet afløses af Ferry, og Ferry af Gambetta, og Gambetta igjen af Freycinet og Ferry; Hr. Grévy lader dem ganske roligt skifte. Han gaar paa Jagt med sine Venner i Provindsen og spiller Billard med sine Venner i Paris, og naar engang imellem en Avis, der vil give sig ud for at være inspireret af ham, tillægger ham en decideret Mening om Sagerne, saa kan man være ganske sikker paa, at den Dagen efter bliver nødt til at dementere sig selv. For en Republik, der gjør saa meget Spektakel som den franske kan der ikke tænkes nogen mere hensigtsmæssig Præsident. Hans Ro bøder en Smule paa Uroen ellers. Var han som de Andre, vilde der ikke være til at leve i Frankrig for bare Politik. Hele Aaret rundt er der i Grunden kun tre Gange Hr. Grévy virkelig beskjæftiger Pariserne. Det er, naar han giver sine tre store Elyséeballer. Kunde han følge sit Hjertes Drift, strøg han ganske sikkert ogsaa dem. Men det--veed han--vilde Pariserne aldrig tilgive ham, og som en klog Mand finder han sig da i at ofre paa deres Passioners Alter. Han trækker det sørgelige Øjeblik ud saa længe som muligt, men henimod Midten af Februar begynder Aviserne saa smaat at raillere over Stilheden i Elysée; det er saa nødvendigt, at der gjøres Noget. Grévy kalder sin Overkok til sig og underretter ham om, at der maa kjøbes ind til det første Bal. Præsidenten for den franske Republik og Præsidenten for Kjøkkenet i Elyséepalæet have ogsaa ellers--paastaar man--hver Morgen deres regelmæssige Sammenkomster; men det er kun under Balforberedelserne, at disse huslige Konferencer udstrække sig til Timer. Kjøkkenchefen forlader dem med stolt løftet Pande i Bevidstheden om den Ærbødighed, hvormed Leverandørerne vil modtage ham, naar han kommer og gjør sine exceptionelle Bestillinger; Statschefen gaar fra dem tankefuld og med Skyer paa sin Pande. Han kan i det Hele taget ikke lide det Exceptionelle og allermindst den exceptionelle Luxus; Han finder det langt fornuftigere at anbringe sine Penge i Huse paa Boulevard Malesherbes end i Spise- og Drikkevarer, og han veed af sørgelig Erfaring, at et Elyséebal koster mange Penge. Naar Præsidenten lader spille op til Dands i sit Palais, kan han nemlig ikke, som naar han gifter sin Datter bort, indskrænke sig til at invitere Familierne Grévy og Wilson med samt nogle ganske enkelte gode Venner af Huset. Hele Paris gjør Fordring paa at modtage Indbydelser, hele den Part af Provinserne og af Udlandet, som tilfældigvis opholder sig i Byen, mener at have om muligt endnu større Berettigelse til at stille samme Fordring. Saa saare Rygtet om, at Ballet nærmer sig, kommer ud i Staden, bestormes Præsidentskabets Sekretariat med Anmodninger i massevis om Billetter. Selv et Theater i Vælten, der er ifærd med at bringe et nyt Stykke af Sardou eller Dumas paa Scenen, kan ikke være mere plaget. Alverden kjender et Municipalraadsmedlem eller en Deputeret, der maa gaa i Ilden for dem ved denne Lejlighed. De har Allesammen deres alenlange Lister, og saa indflydelsesrige Personer er det i en Republik grumme vanskeligt at afslaa Noget. Legationerne paa deres Side ser sig ligeledes nødsagede til at stille store Krav. Hele Kolonien danner Queue udenfor Gesandtskabshotellet for at skrive sig paa Listen, og selvfølgelig betragter hver Enkelt det som en personlig Fornærmelse af Gesandten, naar hans Begjæring ikke tages til Følge. Det bliver paa denne Maade Hundredetusinder, der vil med til Grévys Bal; en halv Snes Tusinde af dem i det Allermindste kan man paa ingensomhelst Maade undgaa at tage med. Der føjes af Teltdug store Tilbygninger til Palæet, alle de til daglig Brug ubeboede Sale støves af og befries for deres Møbelovertræk, de Tusinder af Messing-Moderatørlamper, hvormed Huset ved en saadan Fest belyses fra øverst til nederst, poleres og fyldes, der bliver lejet Planter og Blomster til at dekorere med hos alle Parises Gartnere, Municipalgardisterne tilhest kommanderes til Tjeneste for at holde de nærmeste Gader ryddelige, og Vognene begynder saa paa den højtidelige Aften at rulle ind i Gaarden. Man er i Republik. Det ceremonielle Reglement fra Kejserdømmets Dage, der gjorde en Vogn uden Numer obligatorisk for Enhver, som indfandt sig til Hove, existerer ikke længer. Man kan komme i Droske eller tilfods ganske efter eget Behag. Adgang nægtes Ingen, som er i Selskabsdragt og præsterer et Invitationskort. Men det maa han ogsaa af med, og det er for Mange en stor Skuffelse. Det saae saa imponerende ud: en kæmpemæssig Karton af hvidt Glacépapir, hvorpaa i smagfuld Snirkelskrift læstes: "Præsidenten for Republiken og Fru Jules Grévy udbede sig Æren af Hr. N. N.'s behagelige Nærværelse i Elyséepalæet den og den Dag", og nedenunder paa Foden den lille Bemærkning "on dansera". Paa en Visitkortskaal vilde det have gjort mageløs Effekt. Men Kontrollen ved Indgangen er yderst streng. Man har adopteret det samme System som i Parisertheatrene. Tre Herrer i kjole og hvide Halstørklæder sidde ved et stort Skrivebord og attrapere enhver Indtrædende med Anmodningen "votre carte, Monsieur". Der rives et Hjørne af den smukke Glacékarton, og naar man vil ind efter at have givet sit Overtøj til Opbevaring i et af de uhyre Skabe paa begge Sider af Entréen, maa ogsaa selve Kortet afleveres til Lakajen, der vogter Adgangen til den forreste Sal. Udgangsbillet kan ikke faas. Er man een Gang inde, maa man blive der, til man er træt og mæt af Herligheden. Stundom kan det endogsaa hænde, at man maa blive der længere, end man selv skjøtter om. For at forebygge Trængsel, paastaa Nogle, Andre mene af faderlig Omsorg hos Præsidenten, for at hans Gjæster skal faa Alting at se, er der nemlig ved Elyséeballerne foreskrevet Selskabet en permanent Rotationsbevægelse. I den forreste Sal, hvor Præsidenten og Fru Grévy tage imod særlige Honoratiores, samt i de umiddelbart tilstødende, hvor Corps diplomatique opholder sig, er det for det almindelige Publikum ikke tilladt at blive staaende. Standser man et Øjeblik, har man strax en sortklædt Lakaj med Sølvkjæde om Halsen paa Siden af sig og bliver i en dæmpet, men meget bestemt Tone anmodet om at passere videre. I de mindre hellige Lokaler er det tilladt at blive, hvis man skjøtter om det, men det er ikke tilladt at vende om og gaa tilbage til den Sal, fra hvilken man er kommen. Op ad Dørstolperne staar der, fra Ballet begynder, til det ender, plantet to høje, haandfaste, violette Lakajer i Drabantattitude og med Muskler som Saint-Marceau's Harlekin. Deres udstrakte Fod spærrer Døren. Vil Nogen fremad, trækkes Læggen i den hvide Silkestrømpe ærbødig ind, men for den, der vil tilbage til det forladte Paradis, spærrer den Passagen, og fra Cerberus'ens Mund lyder der et ubønhørligt "on ne passe pas". Hele Palæet, Stue, første og anden Etage med dets labyrinthiske Virvar af Sale, Trappegange og Korridorer maa vandres igjennem og Vandringen begyndes forfra igjen, før man kan komme til det Sted, man engang har forladt. Kun fire Sale i Midten danner en Undtagelse: to, i hvilke der danses, en, hvor man i uendelig Trængsel slaas om at komme til Buffeten, og en, pyntet med Palmer og bredbladede Planter, som er bestemt til Hvilested for de dansende Damer. Mellem dem har man Lov til at vandre, som man lyster. Det er ganske heldigt. En Kavaleer, der mellem Dansene ønskede at skaffe sin Dame et Glas Is, vilde, hvis han skulde gjøre den ellers foreskrevne Rotationsbevægelse, blive nødt til at absentere sig for et Tidsrum af mindst et Par Timer. Han kan bruge Tid nok, før han faaer banet sig frem mellem Rækkerne, der stadig staar opstillede ved Buffeten. Forøvrigt er det saa viselig indrettet, at dette lille Komplex af Sale, hvor man har Tilladelse til at bevæge sig frit, ogsaa er det eneste Sted i hele Palæet, hvor det er fornøjeligt at være. Toiletterne opholde sig ikke der; Trængselen er altfor umaadelig, til at de kan gjøre sig gjældende. Men Toiletter behøver man i Paris heller ikke at gaa paa Elyséebal for at beundre. Hvad der derimod træffes i dets Dansesale, det er netop det Sjeldneste, der ses i den store Seinestad: unge Piger uden Toiletter, i en simpel hvid Kjole, men med Foraarsroser paa de usminkede Kinder, med store, forundrede Øjne og Ansigter, der straaler af Henrykkelse over at være paa Bal, Fænomenet er overraskende, men det er ikke uforklarligt. Ved Siden af de sextusind Indbydelseskort, der udstedes til Kreti og Pleti fra Paris og Provinserne, de to tusind, som Amerikanere og Englændere erobre, samt det halvandet Tusind, der gives til andre Udlændinge, indbydes der ogsaa nogle Hundrede Personer af Hr. og Fru Grévys private Omgangskreds, det vil sige af det ægte parisiske Bourgeoisi. Det er til daglig Brug ikke med i Verdensstadens Rummel og Tummel, og det stiller fremfor Alt ikke sine Koner og Døtre til Parade mellem store Kokotter og smaa Boulevardløver. Men for Præsidenten har det saa megen Estime, at det ved hans Baller undtagelsesvis blander sig mellem den mylrende Skare. Dets Døtre møder med Balkortet ved Viftesnoren og med Sextenaarsglæde ved at danse, de skriver de unge engagerende Officerers Navne op paa Kortet med en Alvor, som var det Fredstraktater, de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det Livet, og med Studsen standser Udlændingene og Boulevardpublikummet. De har saa tidt forsvoret, at Dramaforfatternes Ingenuefigurer findes andetsteds end i Digternes egen Fantasi; her begynder der at dukke en Anelse op hos dem om, at disse henrivende unge Væsener virkelig er tro Kopier efter Naturen. De faar et Indblik i et Paris, som de ikke kjender, men som de dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar Alt kom til Alt, lønnede sig bedst at stifte Bekjendtskab med. Det er formelig, som om Luften i Balsalen blev renset af al den sunde Ungdom. Ellers er der Svedebadstemperatur og Pestatmosfære af Lampeos og sammenpakket Menneskemylr allevegne. Man gisper og stønner, Hovedet værker, Tindingerne banker i Feber, før Rotationsbevægelsen er tilende, og man atter kan trække Vejret i de forreste Sale.