# Fra det moderne Frankrig

## Part 4

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/fra-det-moderne-frankrig-9843/index.md

De Blaserede vender derfor haanligt Dansesalene og den hele Stueetage Ryggen. Ovenpaa er de grønne Borde, der hører de hjemme. De staar og ser lidt først paa Baccarat'en, faar saa mellem to Fingre klemt en Louis op af Vestelommen og lader den søvnigt dratte ned paa Bordet, som om det egentlig ogsaa æklede dem at have med det at bestille. Men her gaar Naturen over Optugtelsen. Naar de har tabt en ti, tyve, tredive Stykker, begynder der at komme Fut i de livstrætte Herrer. Spillet er for dem Absinthen, der strammer op. Naar de efter et Par Timers Forløb forlader det med helt fulde eller helt tomme Vestelommer, nogle tusind Francs rigere eller fattigere, er de medgjørlige ogsaa i Dansesalen. De foragter end ikke en Kvadrille, selv med Udsigt til i Myldret at blive traadt paa den slæbende Fod.

Men det forstaar sig, saa er rigtignok Soupeuserne komne. Det er igjen en tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden. Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Læber, Hals og Arme. Og den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den nøgne Buste skinner blinkende frisk, saa Øjet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grød, kredser de om de Nyankomne. Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser og polkerer og ler og løber de og vender Alting paa den anden Ende. Der er kommet nyt Liv i det Hele. Og først og fremmest i Restavrationen. Den har hidtil staaet øde og forladt med en enkelt trist Englænder hist og her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Soupér til en halv Flaske Medoc. Nu knalder Champagneflaskerne, nu fyldes Bordene, vittige Journalister holder Taler for Duchamel, for Jaluzot, for Mademoiselle Chose; og Mademoiselle Chose selv synger Kupletter af "Mascotte" og "le beau Nicolas" for at bevise, at hun er debuteer-fähig. Garconerne flyver, Vittighederne holder Festfyrværkeri, Latteren faar de Graadige i Dansesalen til at komme op og klumpe sig i Tilskuerklynger ved Dørene. Man slaar Bordene sammen. Prinsen betaler. Der er altid en Prins eller en Nabob paa Halvtreds. Og naar man ikke gider drikke hans Champagne længer og ryge hans Cigarer til halvanden Francs, saa laver man Kjæde og farter ned ad Trapperne og gjennem Dansesale og Alhambrahal og Vinterhave og Billedgalleri og Korridorer, og haler baade Graadige og Blaserede uden Personsanseelse med ind i den overgivne Tummel. I et Par Timer er Velgjørenhedsballet det mest Parisiske af Alt, hvad man kan tænke sig af Parisisk, broget som Boulevarden, solfornøjet som en Dag ved de store Løb. Det har Stil, det Bal, hvori saa det mystiske "oeuvre" stikker. Den, som har fundet paa det først, har været en Fyr, som forstod sit Paris.

Jule- og Nytaarstiden.

Julen i Paris er ikke Julen hos os. Men at Pariserne slet ikke skulde kjende Noget til Julen, det er dog ogsaa en Overdrivelse. Det holder en Jul paa sin Maneer, en, som passer til dets Liv, dets Vaner og Tilbøjeligheder. Den er ægte parisisk, fuld af karakteristiske Træk, der spejler Befolkningens inderste Væsen, fremfor Alt fuld af store Modsætninger, som de netop hører hjemme i Modsætningernes mærkelige Stad.

Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vægge forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glæde, de maa bære den ud i fri Luft, for at den skal kunne trække Vejret rigtig. Hjemmets Fest kan de ikke holde, de, hvis Sprog ikke engang har noget Ord for Hjemmet.

Inderligheden og Hjerteligheden, Alt det, der giver Julen dens Særpræg hos os, kjender man i Paris Intet til. Slægt og Venner gjør ikke lange Rejser for at være sammen, end ikke Julegaverne existerer. Først Nytaarsdag forærer Pariserne hinanden deres Presenter; det er som en Slags Kvittering for godt Forhold og stadig Forretningsforbindelse i Løbet af Aaret, paa samme Maade, som Urtekræmmerne hos os giver de Piger Chokoladekager, der har været flittige Kunder.

Men Alverden mærker alligevel, at det er jul. Paris skifter Fysiognomi; Byen forvandler sig imellem Jul og Nytaar til en gigantisk Markedsplads, det er netop dens ejendommelige Maade at holde Fest paa. Om Sommeren har hvert af de ydre Kvarterer og særlig hver af de tilstødende Smaalandsbyer, der halvt om halvt hører med til Paris, deres "féte foraine", paa den store Nationalfestdag faar den Lov til at brede sig over en halv Snes forskjellige Kvarterer af Staden, men i Juleugen erobrer den endogsaa Paris's Allerhelligste, de store Boulevarder. Hele den over en halv Mil lange Strækning fra Madeleinekirken til Bastille-pladsen er fyldt med Træboder. Paa det mest befærdede Strøg, Boulevard des Capucines, Boulevard des Italiens og Boulevard Montmartre, staar de saa tæt ligeoverfor de store Butikkers Udstillingsvinduer, at der kun akkurat lige ved Træerne er en snever Passage, gjennem hvilken man kan smutte fra Trottoiret ud paa Gaden. Og selv i denne Passage har i Reglen en fattig Stakkel, der ikke besad Kontanter nok til at leje sig en Bod hos Kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit Bord, hvorfra han under høje Raab priser sine Varer, i Reglen en eller anden ny Opfindelse: en Maskine til at skrælle Gulerødder med, en Plade til at sætte paa Stearinlysene, for at de ikke skal dryppe, et Værktøj, der paa samme Tid er Hammer, Ildtang, Proptrækker, Kniv og Fil, eller et nyt Slags Fyrtøj, paa hvilket Sælgerne søger at vække Opmærksomhed ved med hæs skrigende Stemme at præsentere det under Titulaturer som _"la mort des allumettes", "le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'éternité, dix centimes",_ o.s.v.

Halvparten omtrent af, hvad der sælges paa Boulevardernes Julemarked, er nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Længsel, som vi har det efter Julen. Længsel er atter et Begreb, for hvilket det franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Værksteder, i de flittige Arbejderhuse--og de existerer i Hobetal--stræbes og spekuleres og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for Øje. Den er den lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads for denne Industri. De storartede Nouveautémagasiner og lignende Forretninger holder den nede; Haandværkeren kan ikke etablere sig paa egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og være glad til, naar den vil give ham hans daglige Brød. Den lille Rente, Rygstødet for de kommende Aar, der spiller en saa væsentlig Rolle i enhver rigtig Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjælp. For en Bagatel lejer han sig en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Sønner og Døttre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive staaende endnu en Ugestid efter. Det gjælder da at finde paa Noget, som kan faa Afsætning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er Opfindsomheden selv. Man støder i disse Boder paa Hundreder af snilde Smaating, der røber hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og Nødvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Fællesnavnet "articles de Paris", har første Gang været udstillede i Juleboderne paa Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der er de flittigste Besøgende ved Juleboderne, aner gjennem de første, primitive Forsøg, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de sætter sig i Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de sørger for, at han kan fuldkommengjøre den, og naar saa den næste Decembermaaned kommer, sælges Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautémagasiner for siden at gjøre sin "tour du monde". Desværre, det er saa ikke længere den fattige Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjæftigelse Aaret igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brød har den sikret ham, og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til næste Julemarked har han atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge.

Der er, saalænge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en Trængsel uden Ende paa Boulevarden. Men værst bliver det naturligvis selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt ihjel ved at lade sig føre viljeløst med af Strømmen. Hastværk gjælder ikke. Paris har intet Hastværk i denne Tid; det handler og ser kun. Men der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver første og anden Juledag baade Matinéer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker, hvorpaa de parisiske Fornøjelsesetablissementer annoncerer og som er et af de ejendommeligeste Træk af Byens Gadefysiognomi, lokke med en uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kaféer og Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpræget Fornemmelse af, at man gjør ham Konkurrence paa den anden Side af Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit Landsted, men saalænge han driver Forretning, bukker og skraber han ud for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af Café Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kaféer, er Millionær, men hans Søn staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Noël Peters har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders Restauration i Arv, en af Paris' berømteste, gjorde han sig til Overgarçon i Lokalet. Størsteparten af Paris's Handlende hører til ganske den samme Race Mennesker.

Fattigmandsboderne vis-à-vis dem er kun en Stimulation for dem til at vise sig i al deres Glands og Herlighed. Naar man i Juleboden skriger sig hæs for at anbefale en Ærmeknap til to Sous, der er nikkeleret "ved Elektricitet", saa søger Juveleren ligeoverfor at drage Opmærksomheden bort fra dette Raab ved at sætte elektrisk Lys paa sine Diamantsmykker til tyve Tusind Francs. Naar en ivrig Batignollesmand med en Svada uden Ende lokker Publikum til at betragte hans Maskine til at udhule Roer, saa neutraliserer Potel paa den anden Side af Fortovet hans Veltalenhed med Pærer saa store som Græskar, Druer af Dimensioner som Aprikoser, friske Jordbær og Ferskener. Gjør en ung Blomsterpige med et Smil og fagre Ord Reklame for sine stuedrevne Resedaer og Nelliker, saa fylder den store Blomsterbutik sine Vinduer med Tusind og en Nats Flora, med Rosenbuketter til to Hundrede Francs og med favnehøje Orangetræer, der bugner af modne Frugter. Der er ikke nogen Tid paa Aaret, hvor Paris's Butikker udfolder en saadan Rigdom som i Juleugen. Den ene Part af Publikum kommer for af kigge paa dem, den anden for at kjøbe Nytaarsgaver. Det rige og det fattige Paris mødes i Stimmelen, føres nogle Minutter med af den samme Strøm og vender saa tilbage til Luxuspaladser eller Stuer, der er for fattige til at holde Ild i Kaminen. Julen samler dem Alle i Paris's Hjerte, paa de store Boulevarder.

Men det er forresten hele Byen, der er festklædt. De ydre Boulevarder og Pladser vrimler af Karusseller, af Gynger, af Gjøglere, der dandse paa Line indenfor en med Snor trukken Kreds, af Sonnambuler og Telte med Kæmpekvinder eller tohovede Kalve. Overalt Gadeliv, som man end ikke ser det i den skjønneste Forsommertid. Kulden, hvis den skulde komme, respekterer Pariserne ikke. Men det er iøvrig næsten, som den selv respekterede Boulevardmarkedet. Den kommer kun yderst sjelden, mens det staar paa. I Regelen er det stadig blaa Himmel og Solskin med flere Graders Varme.

Den glade Tid begynder Juleaften. Allerede da er der sort af Spadserende overalt, og de fleste af Boderne lukker op. Men det er en Antecipering. Først "Midnatsmessen" og den efterfølgende "Réveillon" ere i Grunden Festens Aabning. Midnatsmessen er en storartet Kirkekoncert, som kun Minoriteten af Parisere forsømmer. Alle Kirkerne er overfyldte; udenfor dem, der er bekjendte for at have de bedste Sangere, staar Publikum i Queue fra Klokken 8-9 for at komme ind. Særlig til Messen i Madeleinekirken, St. Roch og St. Augustin vil Alverden. Andagt kan der i den endeløse Trængsel ikke være Tale om; men Koncerten med dens glimrende Orgelmusik, dens Kor og dens Solonumre i komplet Operastil og sungne af komplette Operastemmer er det ganske vist nok Umagen værd at høre. I vor Julestemning vilde det Hele skurre stærkt, men til Parisernes Julefest er det en Ouverture, der passer.

Fra Kirken gaar Vejen til "Le Réveillon", det store Julemaaltid med dets obligatoriske Kalkuner. Der er dem, der holder det hjemme, men en Mængde har dog ogsaa arrangeret det paa Kaféer og Restaurationer. Disse er allesammen Julenat aabne til Morgenstunden, og fra dem allesammen lyder der Sang og lystig Tummel. Holdes der "Réveillon" paa orthodox Vis, maa Gildet ikke ende, før Solen er staaet op den næste Morgen. Det er den eneste Gang hele Aaret rundt, Pariserne har Forpligtelse til at drikke tæt. Til daglig Brug er de det sobreste Folkefærd, der existerer, men Julenat hører der en lille Perial til.

Saadan ser Julen ud i Paris. Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det trængselsfyldte, tumlende, straalende Paris længes Nordboen efter Hjemmet. Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Færdselen og Livet, som spænder hans Handlekraft, paa Kaféen, hvor der deklameres og diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans Øje spejder efter Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det uendelige Menneskehav.

Med al dens Tummel, alt dens brogede Boulevardliv er Juleugen imidlertid dog nærmest kun et Slags Ouverture til, hvad der skal komme bagefter. Alle de Motiver, som ligger i den, faar endnu rigere Udfoldning senere, det Pittoreske Nytaarsnat, det Hexesabbathagtige særlig paa den første Dag af det nyfødte Aar. Man kan ikke med Rette beskylde Pariserne for at de tager lunkent mod dette. Deres By er i straalende Gala, naar Midnatsklokkerne ringer det ind, alle Boulevarder tætpakkede af Mennesker, Alting i fuld Belysning. Ikke et eneste Udsalgsmagasin har lukket, i Konditor-, Blomster-, Legetøjs- og den Slags Boutikker stimier Publikum saaledes sammen for at gjøre Indkjøb af "Étrenner", at ikke engang et tripleret Sælgerpersonale kan tilfredsstille Begjæret. Alle Markedsbarakkerne sætter det bedste Ben foran for at tiltrække sig Opmærksomhed i den extraordinære Stund, da hver ægte Pariser er i Spendeerhumør, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes Munterhed søger at følge dens Flugt. Illuminationsgirandolerne, hvormed de Handlende har fundet paa at pynte deres Façade ogsaa til daglig Brug, de store, leende Klynger omkring mekaniske Legetøjsdyr, der hopper og kravler paa Fortouget, de futtende Petarder, hvormed man fra Vinduerne skyder det nye Aar ind, Alting sætter Liv og Lune i de drivende Menneskemasser. Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketrængsel og den øredøvende Støj hvælver sig en Himmel, stille, stjernebesat og maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften mættet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde vaagne med den gryende Sol!

Men Paris er Kontrasternes By; naar Nytaarsnattens Rus er sovet ud, kommer Nytaarsdagen efter. Den er i den gode Seinestad de forfærdeligste tolv Timer, man oplever hele Aaret rundt. For hvert Skridt, man gaar, er der en betlende Invalid, for hvert andet en Lirekasse og for hvert tredie et Væsen, der skal have Drikkepenge. Man bliver jaget, hidset, slidt i, flaaet, som om man var kommen ud, ikke for at spadsere i Januarforaars Solskin, men for bogstavelig at fungere som Bytte for en Parforce-Jagt. Nytaarsdagen i Paris er Tiggeriets Festdag. Skjøndt det under almindelige Forhold er principmæssigt forbudt, florerer det dog bestandig paa Gader og Boulevarder med en Frækhed, som om der slet ikke existerede Politi. Men hver første Januar kvæler det formelig Byen under sig. Alverden har paa denne Dag Lov at betle, saameget den lyster, og det er utroligt, hvilke Hærskarer, der benytter sig af Tilladelsen. Hele det uhyggelige Paris, der til daglig Brug fører en lyssky, underjordisk Tilværelse i Forstædernes smudsige Gyder, spyer sin Befolkning ud over Boulevarderne, Kajerne og de brede Seinebroer. De samler sig familievis med Alt, hvad der kan præsteres af affældige Oldinge, Spedalske og udmagrede Diebørn. Har Familien det normale Tilbehør af Lemmer, Øjne, Næse og Øren, saa søger man ved Kunst at supprimere Et og Andet for at gjøre Indtryk. Pariservagabonderne er rene Hexemestre, naar det gjælder at gjøre sig til Blinde eller Krøblinge for en Dags Tid. Jo mere Jammer og Elendighed, man kan vise frem, desto flere Sousstykker skraber man ind. Alle Saar og Skrøbeligheder blottes og stilles til Skue, de værste Pjalter, man kan støve op, er paa denne Dag de bedste, Paris's Gader bliver til uhyre Hospitalsgange, Luxusstaden ser ud, som var den sølet ned i al Orientens Smuds og Misère. De spædeste Børn vralter omkring og spærrer En Vejen med deres fremrakte Tallerkener, Fruentimmerne hyler og trækker Kjolen fra det kræftbefængte Bryst, de lamme Oldinge, Invaliderne uden Arme eller Ben hyler, Luften gjenlyder af Jamren og Klynken, og om kap dermed hviner Lirekasser, Fløjter, Sækkepiber, Violiner, Harper og andre Rædselsinstrumenter.

Fortumlet flygter man ind i en Kafé. Men ogsaa der finder man Tiggeriet, det har kun faaet andet Kostume paa. Garçonerne ere saa fri "at tilbyde deres lille Nytaarsgave", det vil sige en Cigar med kulørt Baand paa til Herrerne og en Appelsin eller et Kræmmerhus Bonbon til Damerne. Hvis man betragter denne Nytaarsgave som en Tak for de regelmæssig efter hver Konsumation i Aarets Løb erlagte Drikkepenge, tager man imidlertid højlig fejl. Den er kun en Invitation til Extraducør i Anledning af det nye Aar. Er man blot set en halv Snes Gange, udebliver Cigarerne og Appelsinerne aldrig. Og den langt overvejende Part af Pariserbeboerne har idetmindste en Snes Kaféer eller Restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig. Slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. Men det er i Paris Alverden, der skal have Nytaar: Brev-, Avis- og Pengepostbude, Frisørsvende, Handskejomfruer, Skræddertjenere, Theaterouvreuser og saa fremdeles i det Uendelige. Endogsaa Pigerne i Tobaksudsalgene have deres baandpyntede Tallerkener staaende paa Disken, altid omhyggelig fyldte med Fem- og Tifrancsstykker for at markere, at en Gentleman comme il faut ikke kan give mindre end en saadan Mønt. Det varer ved lige saa længe som Boulevardbarakkerne og længer endnu tidt. Før henimod Slutningen af Januar begynder Paris ikke at blive normal igjen.

Under Karnevalet,

"I overmorgen afholdes det næstsidste Operabal, der lover at blive ualmindeligt glimrende. De, der ønsker at deltage i denne enestaaende Karnevalsfest, maa derfor være om sig i Tide." Saaledes lød en Notits, som gik igjen, med nogle Variationer hist og her under samtlige Pariserblades Theaterrubrik. Jeg fulgte det enstemmige Raad, afleverede itide mit Tyvefrancsstykke i et Lokationsbureau, og da Midnatsklokken slog sine tolv Slag, styrede jeg gjennem Kredsen af beredne Gendarmer mine Skridt op mod det straalende illuminerede Académie nationale de musique, hvor den enestaaende Fest skulde til at tage sin Begyndelse. Maskerne kom, under Latter og Hvin fra de sammenstimlede Tilskuerskarer, hoppende ud af Hundreder af Drosker, de brogede Silkekjoler raslede op ad Vestibulens Marmortrapper, Tusinde Lysreflexer fra Guld og Spejle, en Luft mættet med Blomsterduft og Parfumer, brusende Dandserhytmer fra Gungls Orkester bølgede de Indtrædende imøde. Det saae ganske vist overordentlig lovende ud, og havde Enden været Begyndelsen lig, vilde man ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men desværre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med saa mange skjønne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand. Klokken Tolv har man Hastværk med at komme ind til al den feagtige Pragt, hvis første Indtryk vækker de allerstørste Forventninger, Klokken Tre, naar Olivier Metra og den ungarske Maëstro har løftet Taktstokken for sidste Gang, gaar man bort støvet og fortraadt, saa skuffet og slukøret som det er muligt.

Det kunde være ganske kuriøst at vide, om Operaballerne nogensinde har set ud, som Romanerne fortæller. En meget gammel Generation paastaar, at de i deres unge Dage har været baade morsomme og pikante. Men det er saa sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge. Man bliver en Smule skeptisk til Slutning, naar man ret tænker over de enorme Tilbageskridt, Verden paa alle Kanter maa have undergaaet siden hine paradisiske Tider. Faktisk er det, at disse "enestaaende Karnevalsfester" nu langtfra er enestaaende morsomme; deres væsentlige Pikanteri er ikke synderlig forskjelligt fra det, hvis daglige eller rettere natlige Skueplads er Boulevardtrottoirerne mellem Faubourg Montmartre og Café Americain. Endnu i Romaner fra Firserne findes der overgivne unge Damer af den fornemme Verden, som én Karnevalsnat gaar paa Eventyr i Operaen, og hvis røde Skuldersløjfer medfører saa mærkværdige Kombinationer, at de kan fylde hele to tykke Bind. I Virkeligheden derimod har kun yderst faa anstændige Damer--naar da undtages Udlændinge, for hvem Alt er tilladt, og som tillader sig Alt i Paris--sat deres Fod paa et Operabal i de sidste halvtredsindstyve Aar; ialfald har de kun gjort det af Nysgjerrighed og under Ledsagelse af deres Mænd.