# Fra det moderne Frankrig

## Part 3

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/fra-det-moderne-frankrig-9843/index.md

Thi Pariserinden er ikke frivol. Højst har hun ved Siden af store borgerlige Dyder den Mangel: at være hverken synderlig dyb eller synderlig trofast i sin Kjærlighed. Det kommer nu for det Første af den omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Træffer hun en sjelden Gang det hende overlegne Væsen, som hun bestandig søger efter, saa er der næppe nogen Kvinde, der kan være saa hel og opoffrende i sin Kjærlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde være hendes Herre; hun gjør det, fordi han selv gjør sig til hendes Slave. Og dernæst skriver Løsheden i Kjærlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved den Institution, som skulde hellige og fæstne det. Ægteskabet er i Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det Øjeblik, da hun er giftefærdig, holdes den unge Pige strængt under Moderens eller Klosterpensionens bestandigt vaagende Øje. Alt, hvad der kan udvikle hende til Kvinde, fjærnes principmæssigt fra hende; hun skal være og vedbliver at være et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand, hvis Stilling byder Ækvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man arrangerer Partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit Samtykke. Vielsén følger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad Kjærlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast som Moder, men hun er det ikke som Ægtefælle. Hele hendes Liv gaar op i Børnene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig Intimitet. Han er og vedbliver at være hende en Fremmed; højst karakteristisk siger hun altid "De" til ham og sætter bestandig i Omtale det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig følt sig nøje knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun løst. Hun giver sig let hen; hun gjør det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun lægger ikke nogen overdreven Vægt derpaa. Hendes Sjæl er kun sjeldent med deri, og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan fristes til at gjøre, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder først og fremmest for Børnene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave, hvorpaa hun sætter al sin Energi ind.

Hun er i sin daglige Færd en god Økonom, og hun er alt andet end fornøjelsessyg. Det er i den jævne, borgerlige Pariserhusholdning Manden, der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver ved Hjemmet og Børnene. Naar hun et Par Sommersøndage kan tage paa Landet, helst med sin voxne Søn, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnød at gjøre det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klæde sig paa. Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjør det; Arbejdersken, der gaar barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden. Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsværk om Vinteren tager den lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men den er et Produkt først og fremmest af selve Omgivelserne, af den hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og Smagens Stad hjælper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsøg i andre Lande paa at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over sig, som det havde, naar han udførte det i Paris. Han glemte Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og det gjør Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres.

Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i den, og hun hører kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af dens Liv--elegant, forførerisk tillokkende i sin ydre Form, let til at lade sig rive med og ogsaa let til at slippe idag, hvad der tog hende fangen igaar. Men ved Siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en Smule for forelsket maaske i det Ubekjendte, men begejstret for Alt, hvad der er stort, og i Stand til at kunne voxe op i Højde med det, i Stand til i de betydningsfulde kritiske Øjeblikke at kunne blive den overlegne, heroiske Kvinde, for hvilken en Nation som den franske og en By som Paris har Behov.

VINTERLIV I PARIS.

Klimaet

Der gives Læger, som paastaa, at Paris til sine øvrige store og gode Egenskaber ogsaa føjer den: at besidde et ganske exceptionelt Klima. Særlige Højdeforhold, Dalstrøg, gjennem hvilke Søbrisen kan naa Byen, samt andre lignende gunstige Omstændigheder ved dens Beliggenhed gjør det let forklarligt, siger de. Det er muligt, at de har Ret; for Lægfolk er det vanskeligt at kontrollere deres Udsagns Rigtighed. Dødelighedsprocenten i Paris, sammenholdt med den i andre store Byer, taler i Favør af dem; Bronchitis-Epidemien og hele den Mylr af Vinterskrøbeligheder, hvorunder Pariserne lide, mere end nogen anden Hovedstadsbefolkning, synes derimod at gjøre deres Paastands Rigtighed endel betinget. Men hvad der ialfald er sikkert, det er, at Paris har et ganske ejendommeligt Vinterklima. Det er saa specielt, at det næsten ikke kan tænkes andetsteds, udpræget parisisk som Fiakrernes Kudske, som Arbejderskernes smaa lakerede Sko og kulørte Strømper, som Gadesælgernes Raab om Morgenen, som Alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den store Stads Fysiognomi.

Morsomt nok er tillige de Hovedtræk, der karakterisere den parisiske Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets væsentlige Særpræg. Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse. Men om Natten trækker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret. Man vil i første Øjeblik, naar man kommer udenfor Gadedøren, ikke tro sine egne Sanser. Man springer fra Fortovet ud paa Gaden i den Formening, at Varmen, som slaar En imøde, maa stige op fra et eller andet Kjælderkøkken, saa mættet kan Luften, være med lummer, unaturlig Hede. Den næste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stønner i Sommeroverfrakker, Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa Kaféernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er følgelig inderlig fornøjet. Man pynter sit Foraarstøjs Knaphuller med Violbuketterne fra Nizza, man kjører i Boulogneskoven med lidt Pelsværk paa, men i aaben Vogn, og man troer Vinteren skrinlagt for denne Gang. En skjønne Nat springer imidlertid Vinden atter om til Nord, og det er i en Haandevending forbi med det sydlandske Klima. Sneen drysser igjen, Sovekamrenes Vandkander har Is paa sig om Morgenen, Folk slaas om de opvarmede Drosker, Paris ligner en sibirisk By, skriver Aviserne.

Vinteren i Paris kan være alvorlig nok. Men det er ikke rigtig Alvor med den; den har ingen Stadighed paa sig. Og Pariserne tager den da heller ikke selv alvorlig. De ifører sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for saa at bære den støt til hen i April eller Maj, de kjender ikke til Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en, da man ikke gjør det. De leger med Vinteren, som den leger med dem. Naar det er koldt, binder de et Tørklæde om Halsen af Frygt for at blive hæse eller faa Snue; det Halvkomiske og Ildeklædende, der er ved den Slags Upasselighed, har de en overdreven Skræk for. Men egentlig garderede mod Kulden ser man kun de Færreste. De fryser med Anstand i Bevidstheden om, at det ikke er Andet end noget rent Forbigaaende. Naar der er Sne og Is, giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklæde har draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elysées' Træer ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne bryder sig i Concordefontænens Iskrystaller. Og den store Lediggængerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i Folies-Bergére. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den, ved at være noget Aparte, Noget, der ikke hører til. Klager man over, at den gjør Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det Altsammen borte imorgen tidlig."

Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten. Det kan til Trods for de kjære Indfødtes Rysten paa Hovedet sne baade otte og fjorten Dage i Træk i Paris. Det er sjeldent, men det kan dog arrivere. Og gjør det det, saa er man temmelig ilde faren med sin Behandling _en canaille_ af Vinteren. Der kommanderes en Armee paa en Snes tusind Mennesker ud for at rense Gaderne, og Kommunekassen anvender et Par Millioner til dette Arbejde, men det hjælper Altsammen Ingenting. Det er Leg med Skovlingen, Leg med Bortkjørselen, Leg med det Hele. Sneen spærrer Færdselen, Paris er den forfærdeligste Muddersø, der kan tænkes, lige til Regnen kommer. Først den kan gjøre rent, kun den er vant til det. I den Tid, Uføret staar paa, er Pariserne om en Hals med deres Fodtøj, som kun er beregnet paa blanke Asfaltfliser. Men drage sig Ubekvemmelighederne til Lære, det falder de aldrig paa.

Saalænge Kulden har varet, har de bundet Tørklædet om Halsen og slaaet Kraven op om Ørene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blæser den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtøj deres Cigaretter ude paa Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjører i Boulogneskoven i aaben Vogn og uden Pelsværk og ler, naar man fortæller dem, at det kan være akkurat ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig ind, at der spaserer Isbjørne omkring i Gaderne.

Ejendommeligt nok kjender de Sydlændinge, der er paa Besøg i Paris, Italienere, Spaniere, Orientalere, i Reglen ikke engang denne Forandring med den op- og nedslaaede Frakkekrave og med Halstørklædet. Man ser i ti Graders Frost en burnusklædt Fyr spasere ganske rolig og flegmatisk omkring i det samme Kostume som paa en solglødende Augustdag. Jo længere mod Syd, desto mere hærdede synes Folk at blive mod Kulden. Det er det samme Fænomen, som naar en Vestindianer kommer til Norden. Han taaler den første Vinter fortræffeligt, han har saa megen opsparet Varme i sig. Vi Nordboere derimod er kuldskjære, Vi finder os kun med Vanskelighed i Pariservinteren; vi fryser i Stuerne, hvor det flammende Favnestykke ser saa nydeligt ud, men kun indbilder os, at det varmer, og vi lider under disse evindelig springende Temperaturforandringer, under disse abrupte Overgange med kun en Nats Mellemrum fra isnende Vinter til varmt Foraar. Vi kan ikke taale Kulden, naar den endelig engang imellem gjør Forsøg paa at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente Uro i Vejret.

Man har set Vintere i Paris, i hvilke Pariserne har været ovenpaa, har gaaet omkring og badet sig i varmt December- og Januarsolskin og bildt sig ind, at de var i Monaco. Men det er Undtagelserne, Regelen er adskilligt mindre behagelig. Som oftest kan man tælle de Vinterdage, paa hvilke Vejret ikke er mættet med nervøs Feber, og dem ogsaa, da det ikke regner. I de fire Maaneder fra November til Slutningen af Februar bærer man sig ad som en klog Mand, naar man i Paris ikke gaar ud uden Paraply. Gjør man det, har man de allerstørste Chancer for at komme gjennemblødt hjem. I December og Januar kan det desværre kun altfor grumme ofte falde paa at øse sine otte og fyrretyve Timer i Træk, i November og Februar hører det til Regelen, at der vælter Skybrudsbyger ned hvert femte Minut paa Dagen. Og kommer der endelig ved Aftentid, en lille Smule Ro, saa er Taagen der strax. Henimod Slutningen af Vinteren er Alt saaledes gjennemtrængt af Fugtighed og Vanddampe, at den kan antage ligefrem fænomenale Dimensioner. Det passerer forholdsvis ofte, at Omnibusserne maa standse deres Ture flere Timer før reglementeret Tid, fordi de kjører vild, hvor Gaderne krydser hinanden, og man har endogsaa oplevet hele Døgn, da al Færdsel var spærret af Taagen. Hele Paris er da fyldt af en saa absolut uigjennemtrængelig Damp, at der paa hvert Gadehjøme maa opstilles Politibetjente med tændte Fakler for at hjælpe de Gaaende til at finde den rette Vej. Pariserne tager alle slige Ubekvemmeligheder uhyre let og uhyre elskværdig som sædvanlig; Paris er og bliver deres kjære Paris, hvor Alt med Djævels Vold og Magt skal være fortræffeligere end nogetsomhelst andet Sted i Verden. Og de Fremmede, der er komne til Paris for at befinde sig vel, er ligeledes særlig oplagte til at se Alting i Rosenskjær; det er nu engang Parolen, og med en til Alverden udstedt Parole har Sandheden svært ved at kæmpe. Derfor holder den gamle Overtro om, at Vinterklimaet i Paris er sundt og behageligt, sig stadig. I Virkeligheden kan man sætte et rødt Kors i Almanakken ved de Aar, da Vejret ikke bringer En til Fortvivlelse. Naar der er Tale om Klimaet, er det Vanvid at rejse til Paris de fire Maaneder, dens Vinter varer. Efteraaret og Foraaret, hele Forsommeren ogsaa til langt hen i Juli er henrivende, Vinteren derimod som oftest alt Andet end behagelig.

Velgjørenhedsballer.

Hvori Velgjørenheden bestaar, skal jeg ikke kunne sige. Der er Ingen, som har kunnet fortælle mig det. Pariserne bekymrer sig aldrig om at gaa tilbunds i den Slags Sager. Paa Hjørnet af Avenue de l'Opéra rejser der sig to høje, kolorerede Master med et stort Skjold i Flagindfatning. En Inskription paa dette Skjold oplyser om, at man mod Erlæggelsen af en Louis og under den Betingelse, at man er i Baltoilette, vil kunne blive admitteret til et "Grand bal de bienfaisance", som den førstkommende Løverdag gives i Hôtel Continental under Protektorat af Handelsstandens eller andre Stænders Damer. Endvidere fortæller Plakater, som er opslaaede i de til Ballokalet hørende Spillesale, at et Spil Kort koster fem Francs i Leje for en halv Time, hvilke fem Francs ere _"au profit de l'oeuvre"_. Det fremgaar heraf, baade at der er et "oeuvre", og at man gjør vel mod sine Medborgere ved at give Louis'er og Femfranker ud til Bedste for det. Videre Oplysning om Velgjørenhedens specielle Øjemed har Pariserne hverken Tid eller Trang til at forskaffe sig.

Hvad Ballet er, skal jeg derimod tillade mig at fortælle. Disse Velgjørenhedsballer spiller en ikke ringe Rolle i det parisiske Vinterliv. Fra Begyndelsen af December er der regelmæssig et af dem hver Lørdag, og intet af dem har under et Par tusind Deltagere, Et saadant Besøg taler tydeligt nok for deres Hensigtsmæssighed, selv om der ikke fandtes noget "oeuvre". De udfylder et Hul, de tilfredsstiller en Trang, Masser af Parisere og fremfor Alt det langt overvejende Flertal af de Fremmede vilde slet ikke faa danset uden dem hele Vinteren igjennem. Faubourg St. Germain er endnu saa omtrent en lukket Verden undtagen for dens Egne. Men det parisiske Bourgeoisi, det ægte, gamle, grundmurede Bourgeoisi, der har store Hoteller og Formuer, som er store nok til Baller, det er næsten endnu mere hermetisk lukket. Den officielle Verdens Soireer er aabne ganske vist, men Kredsen, som kan faa Adgang til dem, har dog altid sin Begrændsning, og saa kjeder man sig desuden saa gudsjammerligt paa dem, at Ingen gider komme der. Smaa, hyggelige, jævne Familieballer, som hos os, kjender Paris ikke. Kan man sidde ti Personer sammen i en almindelig Families Dagligstue, saa er det Højden; kan man betale Husleje, Husstand og Toiletter, saa er det ogsaa Højden i dette dyre Paris, hvor en Familie, der stiller mindste Fordringer til Livet, umuligt kan leve under ti, femten tusind Francs om Aaret. Til Baller bliver der paa ingen Maade Raad. Og hvem skulde man ogsaa indbyde? Enten er der ikke unge Piger i Huset, og saa kommer der ingen unge Mennesker, eller ogsaa er der unge Piger, og saa kommer der to eller tre. De kommer der fjorten Dage, til Forældrene uden at falde med Døren ind i Huset kan spørge dem, om de vil være Svigersønner. Vil de, saa har man ikke Behov for nye Ansigter; vil de ikke, saa faar de paa en høflig Maade Løbepas for at give Plads for Andre. Bekendtskabskredsen omfatter aldrig paa samme Tid mer end nogle ganske enkelte Ægteskabskandidater.

Det er derfor, Velgjørenhedsballerne virkelig gjør vel mod de danselystne Pariserbeboere. Alverden er admitteret for en Louis, og Alverden kommer der. Det vil sige ikke de, der har deres egne lukkede Baller; de bliver, forstaar sig, paa egen Grund. Og naturligvis heller ikke pæne unge Piger af pæne, dannede Familier. Men dem regner man ikke med i Paris; deres Existens foregaar i det Skjulte, der findes Parisere, som paastaar, at de aldrig har set dem. Men ellers kommer der en Smule af Alt paa disse Baller. Selskabet er broget som Blomsterfloret i en Gartnerbutik, ægte demokratisk, som det sig hør og bør i en ægte demokratisk Republik.

Det kan deles i tre Hovedgrupper: de Graadige, de Blaserede og Soupeuserne.

De Graadige kommer Klokken ni, naar Ballet begynder Klokken ti. De er fem i en Droske, og de fornemme Portierer ser ned paa dem med knusende Foragt: de veed ikke, de Stakler, at det altid i Paris, naar man er i Gala, koster ti Sous at faa sin Vogn lukket op. Den mandlige Part af dem har broderede Skjorter, krøllet Haar og hvide Handsker med Fingerspidser, i hvilke Fingrene ikke kan komme helt ned. Er de i Besiddelse af Klaphat, saa har den altid kulørt Foer, helst violet, men dog ogsaa af og til ceresa og spanskgrønt. Damerne excellerer i færdigsyede Atlaskes Nederdele fra "Printemps" til niogfyrretyve Francs og halvtreds. Af og til ser man dog ogsaa sytten-atten-aars Piger i hvidt Alpacca, næsten altid tre, fire i Følge med en gammel, graahaaret og frakkeklædt Papa. Søde Ansigter, tidt uden Sminke, store, glade Barneøjne, Halse, hvor Skulderbenet stikker frem, og Overkroppe, der dingler genert, som om de ikke sad rigtig fast endnu; de kunde være fortryllende, naar de bare ikke havde Mani for at trippe om paa røde Ben ligesom Storkene. Himlen maa vide, hvorfor de har forelsket sig i de røde Strømper.

Saa er der dem, der har røde Ansigter, røde Arme, Brudekjoler og Handsker af Nummer syv og en halv med en, højst to Knapper. Fremdeles Staklerne, hvis hele Pynteevne ikke er naaet videre end til Anbringelse af en Gren i Haaret og en Blomst i Brystet af den simple graa eller sorte uldne Kjole. De staar i aldeles umiddelbart Forhold til det mystiske "oeuvre", de andre har kun en fjernere Slægtskabsforbindelse med det, som har tilladt dem, ikke at komme gratis ind, men at faa Billetten til modereret Pris. Hele Kategorien er kommen for at more sig. Ballet er en Begivenhed for dem, den eneste maaske Aaret rundt, den, der drømmes om og spares op til Maaneder forud.

De føler sig næppe skuffede; noget saa Feagtigt har de aldrig kunnet drømme.

Hôtel Continental er paa disse Balaftener et veritabelt Eventyrslot. Tre mægtige Sale, der kan rumme to, tre hundrede Par hver, er viede til Dandsen. Marmorsøjler bærer Loftet med de brogede Rococcobilleder; Guld, Fløjl og Spejle overalt; for Vinduerne tykke Atlaskes Portierer i Farver, som var de vævede af Solskin; et Gulv saa blankt og glat, at de Tusinder af Gasblus spiller igjen paa det som Stjerner. Og allevegne omkring en Labyrinth af andre Sale, Gange, Korridorer dg overbyggede Verandaer, stadig med Spejlvægge, som multiplicerer deres Tal, saa man kan tilbringe en hel Nat uden at finde Rede i Virvaret. Tommetykke persiske Tæpper, pladskende Springvande i Krat af Palmer og Lavrbær og med elektrisk Lys paa sig, duftende Rosenbusketter, mandshøje Kameliatræer, Silke-Causeuser, Drapperier, en Atmosfære dirrende af Vellugt, Varme og fjern Musik. Nogle af disse Sale er rentud Delirier af Luxusfantasi. Der er en, som forestiller Vinterhave. Væggene er Espalier af slyngende Blomster, det høje, hvælvede blaa Loft en Nathimmel med Stjerner, Lyset falder som Maaneskin ned fra matte Krystalkupler, i hvilke Jablokoffs Blus Brænder, hele Salen er fuld af sjeldne, exotiske Planter og blankbladede Træer. Ved Siden af er man i Alhambra med dets glødende østerlandske Farver, dets mystiske Uendelighed af Buer, Piller og kalejdoskopagtige Dekorations-Kapricer. For begge Ender af den aabne Sal naturligvis Korridorvægge med Spejle fra Loft til Gulv, saa alle Linier glider ud og fortsætter sig i taaget, hemmelighedsfuld Fjernhed. En Belysning, der er studeret med Kunst for at faa den rette Nuance i Stemningen: Gassens varme Gulhed og den elektriske Kuppels fantastiske Skjær blandes sammen til en underlig, solmættet Eftermiddagstone, i hvilken de slanke, indigoblaa Smaapiller mellem Buerne faar en Intensitet i Farven, som Intet kan beskrive. Saa en Gallerisal med moderne Mesteres Billeder og mørkt resedafarvede Fløjlsdivaner, bag Dansesalene Buffeter med Champagnen i Krystalkaraffer, friske, glacerede Jordbær, mægtige Sølvopsatser, Kandelabrer og graahaarede gamle Tjenere med Knæbenklæder og Silkestrømper, Alting druknet i Luxus, Fornemhed og Pragt.

De Graadige gaar i Begyndelsen omkring og kigger paa det med store Øjne. De er fortumlede, de løber Panden mod Spejlvæggene i den Tro, at det er Døraabninger, de prøver det blanke Parketgulv som Glidebane, men de tør ikke danse paa det, skjøndt Orkestertonerne bruser og Lysten kribler dem i Fødderne. Saa kommer der imidlertid efterhaanden Mylr. Der kommer friskimporterede Yankeer med flirtationslystne amerikanske Misses, som ikke er bange for Nogetsomhelst, og som strax vil valse. De kan ikke til den franske Musik, de ler himmelhøjt selv over deres Kejtethed, og Latteren gjør Ende paa den generte Stivhed. De Graadige faar Mod. Et, to, tre Par begynder; der følger ti, der følger hundrede efter. I et Nu hvirvler de Allesammen afsted som paa Parole. Hvilken Ihærdighed, hvilket Alvor! Ingen Pavser, ingen Snakken ingen Smil engang. De danser som Gringoire spiser ved Taffelet for Kong Ludvig. Dørene til det drømte, forjættede Land er sprungne op; de svælger i Herligheden, de giver sig knap Tid til at trække Vejret engang af Frygt for, at de ikke skal faa nok.

Hvor de ser ned paa dem med Foragt, de Blaserede, der kommer Klokken Tolv. Aldrig før. Det vilde ikke være blaseret, og for dem er Livets højeste Opgave netop at være blaseret. De kommer langsomt slentrende, slæbende efter sig Foden med de lavhælede, lakerede Sko, som om de i Grunden fandt det under deres Værdighed at tage dem med. Overkroppen dingler ogsaa hos dem ligesom hos Alpaccafrøkenerne; men det er, fordi de er for trætte til at gide bære paa den. De kaster deres Peltsfrakke tilbage paa Skuldrene, lader de springende Garderobetjenere trække den af, smider en Tofranc i Vestiairetallerkenen til Tak, klemmer deres chamois Handsker fast i Klaphatten med det ulastelige sorte Foer og det broderede Navnetræk, stopper omhyggeligt Guldkjæden i Vestelommen, hvis den hænger frem--Gudbevares, de var ruinerede for Tid og Evighed, om man saae dem med Guldkjæde til Kjole--sætter Monoclen i det ene Øje, og driver saa en Runde gjennem Salene.

_Pas de femmes, mon cher!_ Selv om der fandtes Tusinder af de allerdejligste Pigebørn, vilde de uvægerligt sige det Samme. Væsener i Brude-, Alpacca- eller niogfyrretyve-Francs-Kjoler hører for dem ikke til Kvindeslægten, og de Andre med Toiletter, Sminke og nøgent Bryst er kun undtagelsesvis arriverede saa tidligt.