Part 28

Petrarcas Hjem.

Okkergule Bjerge hegner den snevre Dal ind. Man kommer til den fra et frodigt Landskab, fuldt af Vinmarker og tætbevoxet med Morbær- og Oliventræer. Rosenbuske i bugnende Flor og i glødende Farver langs Vejen, blomsterdryssende Akacier, og mellem dem aaben Udsigt til begge Sider over de grønneste Egne af Provence. Men saa nærmer man sig Bjergene; mellem to af de forreste, fremspringende Klippekamme spænder sig en pittoresk Akvædukt, under hvis høje Buer man ruller ind, Skrænterne bliver efterhaanden højere og stejlere paa begge Sider, de snevrer sig tættere, og tættere sammen, og lige foran lukkes Landskabet af en lodret, gigantisk Klippemur. Passagen ind under Akvædukten er ikke mere end en hundrede Alen bred, og fra hvert Punkt i den lille, sammenknebne Dal seer det derfor ogsaa ud, som man befandt sig i en fuldstændig lukket Kjedel mellem Bjergene. Fjeldmurene er vildt sønderrevne; paa Toppen af den laveste ligger Biskoppen af Cavillons middelalderlige Borg i Ruiner, men naar man staar paa et Sted, hvor man ikke kan se den, synes man at finde den igjen ogsaa paa alle de andre Tinder. En hel Kreds af Klippepynter har samme Former og samme graaliggule Farver som de forvittrede Borgruiner. Lidt længere nede kommer der store, glat afskaarne Flader med dybere gul Tone, undertiden schatteret helt over i det Rødligtbrune. Sydens Sol brænder paa dem og giver dem en blank, hemmelighedsfuld Guldglands, vilde Figentræer med deres store, fingrede Blade og de mørke Frugter springer ud af Klipperevnerne, selv paa de Steder, hvor man ikke seer en Fodsbred Jord, Skrænterne er bedækkede med Olivenplantager, der gror Cypresser og vilde Roser mellem de omkringstrøede Klippeblokke, hist og her kaster ogsaa et stort, enligstaaende Valnøddetræ Skygge over en romantisk Plet med Brombærranker mellem Buxbom- og Terpentinbuske, og øverst oppe vrimler det af forunderlige, mørke Huler inde i Bjerget. Men hvis det alene var nok til at skabe et Paradis for Digtere og Forelskede, vilde Verden være oversaaet med Millioner af paradisiske Steder. Det er en hel anden Ting, der gjør Vaucluses lille Klippedal baade skjøn og ejendommelig, det er noget Andet, der har begejstret Petrarca, og som siden hans Tid har lokket Tusinder og atter Tusinder af Tourister til

Le plus riant vallon qu'éclaire l'oeil du monde.

Ved Foden af den lodrette Klippemur, som lukker Dalen, udspringer der en Kilde, hvis Væsen endnu Ingen har kunnet forklare. Den kommer fra en Afgrund under Bjerget, en mørk, mysteriøs Grotte, hvis Bund Sonden ikke har formaaet at naa, og udsender fra dette uudgrundelige Dyb en Vandmasse, der beregnes til halvtredsindstyve tusind Litrer i Sekundet. Til visse Tider, naar Vandet staar lavt, kan en dristig Klattrer vove sig ned i Hullet under Bjerget og ved selve Afgrundens Aabning konstatere dens bundløse Dyb. I Regelen derimod naaer Vandet op til Midten af det aarhundredgamle Figentræ, som skyder ud fra Klippen, hvor Dalen ender; og breder sig der til et lille, stillestaaende Bassin med det vidunderligste mørkegrønne, klare Vand.

Det er dette Vand fra Bjergets Indre, der giver Vaucluses Dal dens Karakter og gjør den saa henrivende skjøn. Fra Bassinet vælter det sig i hvidskummende Smaakaskader ned over en smal, stærkt skraanende Flodseng af store, med tæt, brunt Mos som med et Fløjelstæppe betrukne Klippeblokke, og fortsætter saa i rivende Fart og i kaade Slyngninger, stadig afbrudt af smaa, sølvhvide Fald, sit Løb langs Bredder, der kun er smalle, men som dette herlige Vand har gjort til de vidunderligste i Verden.

Vinranker slynger sig over Stenene, smaa blanke Laurbærlunde lægger Skygge og drømmende Stilhed over grønne Løvpartier, lyse Mandeltræer sender deres dunede Frugter ud at sejle paa de hoppende Smaabølger, Hængepilen dypper, sine Grene i dem, som om den aldrig kunde drikke sig mæt, og Solblinkene, der gynger paa dem, har en Fart, saa Reflexet spiller igjen under Morbærtræernes Blade som hurtigt jagende, luftige Taagedampe. Nede i Vandet gror der en lysgrøn Plante med fint, takket Løv, som bøjer sig i den flygtende Rullen af Bølgerne og dækker Bunden med et Tæppe, der er friskt som Vandet selv, zart som unge Bukkarskud, gjennemsyret af Foraar, saa man faaer Lyst til at bære sig ad som Kvæget, der dukker hele Hovedet ned i Floden, for at svælge i disse grønne Planter. Skjæret af dem giver Vandet en Farve, saa det paa sine Steder blinker med Smaragdglands; hvor Platanen eller Valnøddetræet voxer saa tæt ved Bredden, at dets Skygge kan falde ud, bliver Tonen en Smule stærkere dyb, og ved Gjenspejlinger af det blaalige Figenløv, af Rosmarin- og Gyvelkrat eller af efeu- og mosbedækkede Klippeblokke bringes Farvevexlingen over selv til de dunkleste Nuancer. Men stadig er Vandet gjennemskinnende klart, som om man saae det under en Kuppel af slebet Krystal, Forellerne springer i det med Skjæl, der funkler af Glands, og man stikker Haanden i det med en Fornemmelse af, at hver Draabe, man tager op, kunde fattes sammen som Ædelsten til det dejligste Smykke.

Vauclusedalen er fra Akvædukten til det lukkende Bjerg, under hvilket Kilden fødes, knap nok en halv Mil lang, og Vandet mister derfor paa hele sit Løb gjennem den intet af Dybets Kjølighed. Det fylder den snevre Dal med en Duft af Friskhed, der bestandig holder Luften ren, saa selv den hede Vind fra Sahara ikke kan bære nogen Sygdom ind til dens lykkelige Beboere, og det gjør, endogsaa paa en Sommerdag, naar Solen fra en skyfri Himmel brænder med hele sin sydlandske Kraft, den nærmeste Bred ved Floden til det mest velsignede, kjølige Opholdssted, noget Menneske kan drømme sig. En Eftermiddag paa Græsskrænterne her med deres Tusinder af metalblanke Guldsmede og mangefarvede Sommerfugle, der sidder og slumrer paa de mørkrøde Valmuer, med deres Rosenhækker, som spejler sig i en stille Bugt af Floden, og hvor Nattergalene holder Væddesang timevis uden at trættes--en Eftermiddag ved dette vidunderlige Vand, og alle Ungdomsdrømme om Provence er gledne ind i et Virkelighedsbillede, hvis Skjønhed vil følge En Livet igjennem.

Men alligevel: den har ikke seet Petrarcas Dal, der kun har seet den i Solskinnets gyldne Glands. Blandingen af vild Storhed og romantisk Ynde, som er den ejendommelig, naaer sin højeste Virkning en varm Sommernat, naar Fuldmaaneskinnet vider de snevre Perspektiver ud, gjør de vilde Klipper dobbelt høje og dobbelt imponerende og glider med sine hemmelighedsfulde, bløde Skygger ind mellem Buskadset langs den summende Flod, fortættende Træernes Løv, forvandlende hver lille hvid Kaskade til et blinkende Væv af Guldfiligran og bredende over Alt sin næsten ængstelig drømmende Ro, saa at selv det fremadjagende Vand synes at sno sig ind mellem Breddens Bugter som et stille, blanksort Spejl. Naar Maanen endnu ikke er kommen helt op midt paa Himlen, skyder den lukkende Klippemur sig saaledes for, at den selv og Partiet nærmest omkring Kildebassinet ligger i Mørke. Man kan umuligt staa her ved Foden af dette sorte Bjerg, der i Nattedunkelheden synes at løfte sig saa højt i Vejret, at Himlen kommer til at ligge som et blaat Tag umiddelbart paa dets Top, her ved Kanten af dette hemmelighedsfulde Vand, hvis dumpe Rislen op fra Afgrunden man tydeligt kan høre--man kan umuligt staa her mellem dette Kaos af væltede, nøgne Klippeblokke uden at føle en Isnen gjennem alle Nerver, der næsten knuger En til Jorden af Rædsel. Men seer man saa nedefter over Dalen, forbi Skrænterne med de stille, sorte Cypresser og deres endnu sortere Skygger, der drager sig som lange Florsstriber over det i Maaneskinnet næsten sølvhvide Bjerg, lader man Blikket fra de takkede, med Grotter og Huller oversaaede Tinder, der ligner antike Amfitheatre i Ruiner, glide langs Smaakrattet paa Skraaningerne ned til den blanke Flod og dens tætbevoxede Bred--hvilket forunderlig blødt, med Drøm og mild erotisk Nattestemning mættet Landskab møder man da ikke i Stjernerne staar saa stille og klare paa den dybe Himmel, der titter frem mellem de høje Poplers Kroner, Maanestrimen falder ned over Hængepilens Løv og bliver, idet Vandet leger med Træets Grene, til en Guldregn af hoppende Blink, den skinner paa Laurbærbuskenes blanke Blade, saa de tusinde Reflexer hyller Stedet ind i en taageagtig Sky af gjennemsigtigt Sølvmor, og længst nede, ved den lille Landsby, der er voxet op paa begge Sider af Floden, falder dens Glands paa de sig langsomt drejende Møllehjul, saa at Vandet paa deres Skovle, idet det løftes op, funkler som et Hav af Diamanter.

Saaledes seer det Landskab ud, hvor Petrarca en halv Snes Aar igjennem har vandret Aften efter Aften og digtet Sonetterne til Laura. Man viser endnu umiddelbart nede ved Floden hans Hus og hans Have, en ganske lille Plet med aarhundredgamle Laurbærtræer og en Luft, som Tusinder af Roser og Jasminer mætter med næsten bedøvende Vellugt. Der er saamange Digteres Hjem, Verden freder om som hellige Relikvier, men som ikke har mindste Interesse, fordi de Intet fortæller om de Stemninger, der har paavirket Digteren. Her er det anderledes. Hver Fodsbred Jord, hvert Krat paa Klippeskrænten, hver Belysning over Floden er en Kommentar til Sonetdigterens Sange. De kunde være blevne til ogsaa uden nogen Laura, men de kunde aldrig være skrevne paa noget andet Sted end netop i denne snevre Dal mellem Provences Bjerge, i dette.

Vaucluse, heureux séjour, que sans enchantement, Ne peut voir nul poëte, et surtout nul amant.

Marseille.

Livet i Marseille er i Hovedtrækkene Livet i Paris om igjen. "Hvis Paris havde en Cannebiére, vilde det være et lille Marseille," siger Marseillaneren. Det er nu at tage Munden lovlig fuld. Den rettroende Muhamedaner tør paastaa, at der kun er een Gud, og at Muhamed er hans Profet. Men naar han, hvad nok ikke saa sjeldent skal hænde, rent springer Guden over og gjør den skjæggede Profet til ubetinget Numer Et, saa gaar den gode Muselmand for vidt i sin Beundring. Og saadan gjør Marseillaneren det ogsaa. At Paris er Byernes By, har han, selv naar han er stoltest af sin skjønne Stad, ikke Lov til at glemme. Paa den anden Side skal det saa indrømmes ham, at Marseille kommer lige bagefter.

Cannebiéren er i Virkeligheden en ganske mærkværdig Gade. Man spadserer ind i den med Forestillinger om noget Overordentligt. Alverden, hvem man har fortalt, at man vilde til Marseille, har i det næste Aandedræt fyldt En med Lovprisninger over den; omtrent saadant Noget, som de store Boulevarder er for Paris, tænker man sig. Og saa finder man næsten ikke engang en ordenlig Gade, men kun en Gadestump med knap en Snes Huse paa hver Side. Man læser paa Hjørnerne, man spørger sig for; jo det er ganske rigtigt: det er den vidtberømte Cannebiére. Der er saa uhyre Meget, man har tænkt sig stort, og som bliver forunderligt lille, naar man ser det selv. Ved Cannebiéren er Misforholdet imidlertid saa skrigende, at det er til at le himmelhøjt over. Men det Besynderlige ved Tingen er, at man alligevel slet ikke føler sig skuffet. Man driver frem og tilbage over det brede Fortovs Asfalt og kiger ind ad Pragtbutikernes Vinduer med en Fornemmelse af hyggeligt Velbefindende, som om man slet ikke var kommen til Verden for Andet end for at drive her; og naar man er træt, sætter man sig mellem Mylret udenfor de spejloverlæssede og med Lavrbærtræer og Springvande oversaaede Kæmpekaféer og bliver siddende der timevis uden at bestille Andet end at gjentage og gjentage til sin Nabo: "Her er rart, hvad!" Siden kjører man en Tour gjennem Byen. Pludselig drejer man om et Gadehjørne og ser saa for sig et Billede, der formelig giver Sæt gjennem En, saa fuldt er det af Liv, saa imponerende, saa festligt. Man rejser sig op i Vognen og spørger Kudsken, hvad det er. "Cannebiéren" lyder Svaret. Han har Ret; det er jo virkelig vor egen Cannebiére igjen. Og Marseillaneren har ogsaa Ret. Der er trods dens tyve Huse Noget over den Gadestump, som selv en stor By har Lov til at være stolt af. Hvordan det gaar til, er nemmere at føle end at forklare, men den smitter ubetvingeligt med godt Humør. Man har en Fornemmelse i den, som man trak Vejret lettere.

Den, der kjender Paris, kan tænke sig Grundtrækket i dens Fysiognomi: Boulevard des Italiens har været Mønster. De samme kolossale Udstillingsvinduer i et Stykke lige fra Gadefortovet op til første Sal med Alverdens Luxusartikler i det mest fristende Arrangement indenfor, den samme Overlæsning med Forgyldning og Spejle udenpaa Husene, Trottoiret fyldt med Kaféstole, hvide, brune og sorte Mennesker i alle Jordens Kostumer, Ekvipage paa Ekvipage rullende fløjlsblødt hen over Gadeasfalten. Kun Alléetræerne paa Fortovskanten mangler, Men Gaden bliver derved lysere og ligesom bredere; det Grønne har man nok af oppe ved den ene Ende, hvor Udsigten fortsættes i lige Linie gjennem stejlt stigende Alléer med mægtige Plataner, og som Tilgivt har man saa Noget, man intetsteds har i Paris: Skoven af Mastetoppe langs Kajen nede ved Gadens anden Ende. Der kommer fra de Skibe en velsignet Lugt af Tjære og en Sværm af Matroser, som tager det Blaserede ved Luxusgaden bort og bringer en sund, bred Naturlighed ind istedetfor. Pragten, hele det storstilede Præg er der endnu, men Overforfinelsen ikke. Arabere og Negere,

Lilleasiater og Kinesere kan passere forbi, saa galt de vil, uden at en Sjæl lægger Mærke til dem, men en Pariserlaps i Cannebiéren vilde Søfolkene udenfor Kaféerne ikke taale; han vilde være jaget væk med Grin og Brandere, inden han havde gjort to Skridt.

Og saa Solen. Hvor den skinner! Det er, ligesom alle de brune Afrikanere og alle de brogede Tæpper udenfor Husene rent har beruset den med Velbefindende. Her er hyggeligt og hjemligt, har den tænkt; her maa jeg indrette mig rigtig mageligt. Og saa klemmer den sig ind i Cannebiéren og straaler og brænder Burnusmændene lige i Ansigtet, saa de drypper af Sved. Jo, vi kan ogsaa skinne i det gamle Evropa, siger den, det skal I saamænd faa at føle.

Men der er forresten det at bemærke ved det, at Marseille i Grunden ikke er det gamle Evropa længer, eller i hvert Fald kun er det halvt. Man staar allerede med den ene Fod i Orienten. Mylret af fezklædte, pjaltede Lazzaroner og af brogetpyntede rige Østerlændinge, Frugtsælgerskerne med deres Orange-, Dadel- og Figenkurve paa Hovedet, de jødiske Vexellerere i deres aabne Boder paa Gadehjørnerne ved Siden af Skriveren, der sidder midt i Solskinnet under sin Paraply og fabrikerer Kjærlighedsbreve til de smukke, brungule Marseillepiger, den exempelløse Skidenhed i de gamle, sorte Gyder, Alting fortæller tydeligt nok, at man er paa Springet til at drage ind i den skjønne, dovne, brogede Verden, der hedder Østerland. Men Ingenting fortæller det dog saa højt som just de store, mangefarvede Tæppetage, ovenpaa hvilke Solen ligger og driver. De spænder sig ud fra hvert eneste Hus i Cannebiéren, umiddelbart ovenfor Stueetagernes Butiker, og de spænder sig ud, saa det kan forslaa. Vore Markiser, selv de allerstørste, er Svøbelsesbørn imod dem; de naaer over hele Fortovets Brede og lige ned til Fliserne, og deres tykke, uldne Tøjer pranger i alle mulige skrigende røde, blaa og gule Farvestriber. De Tæpper er det maaske, der allermest gjør Cannebiéren saa festlig og fornøjelig.

Forresten findes de igjen overalt i Byen; de og saa Støvlepudsernes og Blomstersælgerskernes Stader samt de store Dampskibsplakater hører til de mest ejendommelige Træk i Marseilles Gadefysiognomi. Ingen Marseillaner faar sit Skotøj børstet i Huset, selv paa de fornemste Hoteller nedlader det frie sydlandske Tyendefolk sig ikke til den Slags Beskjæftigelser. Men til Gjengjæld træffer man for hvert andet Skridt, man gaar i Gaderne, en elegant, magelig Lænestol, hvor man kan sætte sig hen i Mag og læse sin Avis, mens en hel lille Stab af Lazzaroner for nogle Sous "vernisserer", børster og pudser En fra Top til Taa. En Fjerdepart af Byens mandlige Befolkning lever af at børste Støvler, en Fjerdepart af dens unge Piger af at sidde i høje, blomsterfyldte Kiosker og binde Bouketter og byde dem ud til det altid kjøbelystne, forfængelige Marseillanerfolk. Ogsaa Mylren paa alle Torve og Pladser af disse brogede, prangende Blomsterstader liver forunderligt op og pynter med Farver og Fornøjelighed. Men det mest Uimodstaaelige for Mennesker fra de afsides Smaakroge af Verden er dog Dampskibsplakaterne, hvis kæmpestore Bogstaver springer Øjet imøde, hvor det seer hen. Den ene inviterer En til Afrika for en halvhundrede Francs eller mindre, den anden frister med Rejseruter over Suez til Indien og Kina, en tredie lokker til La Platastaterne og Brasilien, en fjerde præsenterer den dampende Parketbaad paa Vej til San Francisco og Yokohama. Og saaledes fremdeles i det Uendelige. Det er, ligesom alle Grændser var slettede ud, som om man havde faaet Vinger paa og med et Par Slag kunde komme, hvorhen man vilde. Man flyver i Tankerne, man svælger i Solskinnet, i Farveorgierne og i Kaféernes kølige Sorbetter, man fylder sine Næsebor med Tjærelugten og sine Lunger med Brisen, der kommer dansende dernede fra det store, blaa Hav for Enden af Gaden--jeg kjender ikke noget Sted i Verden, hvor man føler sig fjernere fra alle smaa Hverdagssorger, lettere, friere og gladere tilsinds end paa en Kaféstol i Marseilles Cannebiére.

Og saa er der det Udmærkede ved Tingen, at næsten hele Byen har Noget over sig af det Samme. Naturligvis ikke den ældste, uhyre svinske Del; men den er allerede kun lille og bliver mindre Aar for Aar. Derimod voxer de nye Kvarterer stadig baade i Størrelse og Rigdom. Marseille har ikke flere Indbyggere end Kjøbenhavu, og dog skulde man tro den en halv Snes Gange saa stor. Den ene Pragtgade klods op ad den anden paa alle Kanter, og hver af disse Gader fyldt af Verdensstadens Liv. En Færdsel, et Kjøb, et Salg som i selve Paris. Og en Luxus i Toilette, i Boutiker, i Ekvipager, der heller ikke paa nogen Maade er mindre. Der er nok af Millionerne i Marseille, og der er nok af Folk, som forstaar at bruge dem. Som de fleste Middelhavsbyer klattrer den fra Kysten stærkt stigende op ad Højdeskrænter. Det Parti af disse Gader, der ligger nærmest Centrum, er Handelskvarteret; men naar de begynder at stige, begynder samtidig Platanalléerne paa begge Sider af dem, Boutikerne forsvinder, og bag forgyldte Gitterlaager ser man det ene Palads rigere, den ene Have yppigere end den anden. Saadan paa alle Sider, men dog mest overdaadigt luxiøst i de Avenuer, der ender med "Pradoen", en lang Allée med stille Skovskjønhed, der taber sig ned mod Middelhavet. Paa Siderne af den ser man ind ikke i Villahaver, men i Slotsparker, anlagte efter Fantasier fra "Tusind og en Nat" med Orangelunde, fulde af gyldne Frugter, med kirketaarnshøje Palmer og alle Tropernes Pragtblomster, med Fontæner til Hundredetusinder og monumentale Bygninger af lutter Marmor. Orientens Vegetation og Orientens Rigdom, fattet ind i en Ramme, der er den skjønneste, jeg kjender: det vidunderlige blaa Middelhav. Det Hav er Marseilles Guldmine. Men det er mer endnu. Det er et Favntag, hvorfra Byen Morgen efter Morgen vaagner straaleride af Sundhed og Glæde, mættet med Livslyst, som den kun findes i det dejlige, solgyldne Syden.

Europas Paradis.

Aartusinder er gaaede, siden Paradisets Port lukkede sig for den syndige Menneskeslægt. Alverden har efter den Tid søgt og søgt den tabte Edens Have, og det kan ikke egentlig paastaas, at man har været i Forlegenhed for at finde den. Poeterne har opdaget den i Nord- og Syd, i Øst og Vest, saa omtrent paa hver Plet af den hele Klode. Før Jernbanerne kom, kunde det nu være en grumme herlig Ting med alle de mange Paradiser. Det var navnlig saa overmaade nemt og bekvemt. Enhver kunde sidde lykkelig i den Krog, hvor Vorherre havde sat ham, og dø salig i den Tro, at skjøn som den var ingen anden i den ganske Verden. Efterat Jorden imidlertid er svunden ind til ikke at være synderlig Andet end en pæn Park, hvis store Promenadegange idetmindste hver Person af Opdragelse maa have bevandret, gaar det ikke an længer uden videre at tro Poeterne paa deres Vers. _Il faut s'entendre_. Naar man under en Sommerferie paa fjorten Dage efterhaanden har besøgt diverse Snese Paradiser, kommer der uundgaaeligt et Øjeblik, da man tillader sig at bede om en Forklaring. Er der hundrede, saa er der ikke et, og er der et, saa er der ikke hundrede. Hvilket af hele denne Hob er det ægte, Skaberens Mesterstykke, Klodens Juvel, det enestaaende, uforlignelige Paradis paa Jorden?

Spørgsmaalet kunde være kildent nok, hvis Sagen ikke stillede sig saa heldigt, at det allerede var besvaret. Som Gudinderne i Idas Lund, har Alverdens digterbesungne Paradiser fremstillet sig til Skjønhedsprøve for en uhildet Dommer; de har vist deres Yndigheder, og han har rakt Æblet til den Værdigste. Dommen er inappellabel, thi den er fældet med ufejlbar Kompetence. Det er de Jordens Lykkelige, hvem intet Baand binder til en enkelt Plet, der kan flagre frit som Sommerfuglen fra Blomst til Blomst og dale ned og sætte sig til Hvile paa den, hvis Honning er sødest, det er dem, der har overtaget den dømmende Hyrdes Rolle. Land og Byer, Bjerge og Dale, Skove og Søer er dragne forbi deres Blik og har bejlet til Prisen; hvert stort og hvert lille Eden har salvet sig saa duftende og pyntet sig saa straalende, de kunde, til den store Kappestrid!, og Kjendelsen er bleven afsagt, Æblet er blevet rakt. Poeterne har fremtidig at sætte Sordiner paa deres Lyre. Deres lokale Paradiser er kun Paradiser med imiteret Etikette, mod hvilke de Behovhavende vares. Heldigvis er Kontrollen let; det ægte bærer fra Skaberens Haand et Mærke, som selv den mest vingede Digterlyrik ikke kan gjøre efter.

Det er en Plet af Jorden, hvor der er evig Sol og Sommer. Naar Folk andre Vegne kryber sammen i osende Kakkelovnskroge, traver omkring i Snesjap og faaer Snue og Bronchitis af den klamme Kulde og Spleen og Migræne af den graatunge Vinterhimmel, der hænger lavt over deres Hoveder, saa dækker man paa denne velsignede Plet sit Frokostbord under aabne Verandaers Hang af blomstrende Roser, man ligger i Hængekøjer under Palmetræer og tager Solbad, man gaar omkring i lette Klæder og lyse Farver og aander en Luft, af hvilken hvert Drag fylder Lungerne med Sundhed og Sindet med Ungdom og godt Humør. Saa langt Aaret er, staar Alting i Flor.

Lunden er altid grøn, Engen pynter sig ved Juletid til Fest med friske Violer, der gror modne Jordbær ved Grøftekanten i April, og store, favnehøje Nerier staar som Alléetræer og drysser deres Purpurblomster ned over Vejene. Naar en sjelden Gang Brisen, der puster ind fra det blaa Hav, bliver saa kaad, at den ryster en overmoden Appelsin til Jorden, saa kalder man det strax for Blæst og Storm, og dukker der paa den blanke Himmel en hvid Sky op, bag hvilken Solen kunde falde paa at forsvinde i fem Minutter, saa er det et Fænomen, over hvis Forfærdelighed hele Paradiset korser sig Maaneder i Træk. Klare, gyldne glide Dagene hen, saa stille, at man mærker det knap. Naturen ligger hvilende og nyder sin Pragt, sine glødende Farver, sin vellystsvangre Duft. Og Menneskene aander al denne Skjønhed ind og nyder som Naturen. Hver Bolig er et Velværets Tempel. Kunstens og Rigdommens Luxus har pyntet disse Villaer og Haver saaledes med deres Skatte, at man næppe længer veed, hvad der er vidunderligst, Vorherres eller Menneskenes Værk. Det er ikke Adams og Evas Paradis længer, det er det moderne Europas. Og det moderne Europa er adskilligt mere fordringsfuldt aabenbart, end vore første Forældre har været.