Part 27

For enhver troende fransk Katholik staar det nemlig uomstødelig fast, at de hellige Mariers Ben endnu bestandig er i Besiddelse af en vidundergjørende Kraft, der især gjør sig gjældende paa det lægevidenskabelige Omraade. Troen er bleven bestyrket ved en Begivenhed fra den nyere Tid. Det synes at være et Faktum, at et Barn, som var blevet bidt af en gal Hund og havde været sygt i flere Maaneder, kom sig igjen efter en Valfart til de hellige Mariers Ben. En Følge heraf er, at alle Troende, som molesteres af gale Hunde (og deres Antal er i Syd-Frankrig uhyggelig stort) begiver sig til den gamle Kirke paa la Camargues Pynt. Da Helgeninderne imidlertid ogsaa tager sig af alle andre Sygdomme, rekruteres Pilgrimskaravanen i det Hele taget af Vanføre og Lidende af enhver Art. Ogsaa Sunde rejser i stort Antal til Kirken; thi Kisterne har den beundringsværdige Egenskab, at alle Gjenstande, der bringes i Berøring med dem, kommer i Besiddelse af Relikviernes Amuletkraft, og enhver Familie ønsker naturligvis at have et saadant Universalmiddel i sit Hus. Paa en bestemt Dag af Aaret, den 25de Maj, hejses Kisterne ned fra Taarnet og bliver staaende i Kirkens Kor Natten over til den følgende Eftermiddag. Det gjælder altsaa om at benytte dette Døgn; thi naar Relikvierne igjen befinder sig paa deres Plads i Taarnet, kan Ingen faa Adgang til dem, førend der paany er forløbet et Aar. Befolkningen vaager paa det Strengeste over, at Helgenindernes Naade ikke misbruges. De gjør det saa strengt endogsaa, at da Ærkebiskoppen for nogle Aar siden kom til Kirken og forlangte, at Kisterne skulde hejses ned, gjorde Indbyggerne ligefrem Oprør og tvang ham med ladte Geværer til at afstaa fra sit Forlangende.

Til daglig Brug er _les Saintes-Maries-de-la-Mer_ en saa ubetydelig Landsby, som tænkes kan. Den har knap ottehundrede Indbyggere, af hvilke ovenikjøbet et Par hundrede stadig er borte paa Fiskeri. Den ligger tilmed næsten i en Ørken, idet hele den sydlige Del af la Camargue bestaar af udyrket og maaske uopdyrkelig Jord, og Fremmede besøger den kun yderst sjeldent, undtagen netop den 25de Maj. Paa denne Dag stiger dens Befolkning imidlertid pludselig til en halv Snes tusinde Mennesker. Ikke blot Rhonedampskibene, der i Anledning af Festen undtagelsesvis gjør Turen ned ad den lille Rhone, uagtet de hvert Øjeblik udsætter sig for at løbe paa Grund, bringer andægtige Gjæster i Masse til den gamle Kirke, men Vejen over la Camargue bedækkes af Hundreder af Vogne, under hvis Lærredssejl Selskaber af Slægtninge og Venner valfarter til Relikvierne. Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke mange i from Iver tilbagelægger Vejen tilfods trods den brændende Sol og gjennem usunde Sumpegne.

Paa de to Festdage, den 25de og 26de Maj, frembyder den lille Landsby da ogsaa et højst livligt Skue. Dens Torv er en eneste stor Bod med smaa Borde, hvor der sælges Rosenkranse, Bønnebøger og Krucifixer, Mairiets Mur er af en Handlende, der har villet udfolde alle sine Skatte for Publikum, fra øverst til nederst bedækket med Glansbilleder, forestillende de hellige Mariers vidunderlige Ankomst til La Camargues Kyst, de tre til fire Gader, Byen har, kan slet ikke passeres for Menneskeklynger, udenfor _Café de la Porte_, som paa en Gang er Byens eneste Kafé, Restauration og Hotel, sidder der ligesaa mange Gjæster som udenfor Kaféerne paa Paris's Boulevarder, og rundt omkring det Komplex af Huse, som udgjør den egentlige By, har der dannet sig en formelig Lejr af Vogne og Telte. Det er, som om man pludselig var bleven flyttet langt bort fra Civilisationen og befandt sig i en Karavane, der holdt Hvil ved en Oase i Sahara. De Fysionomier, som man ser, bestyrker En i Illusionen. Det vrimler af Zigeunere. Sarah, der frelstes sammen med de andre hellige Personer, er nemlig Zigeunernes Skytshelgeninde, og da hendes Ben ligeledes opbevares i Kirken, valfarter ogsaa Zigeunerne fra hele Frankrig til _Les Saintes-Maries-de-la-Mer._

En By med syvhundrede Indbyggere kan naturligvis ikke give Husly til titusinde Mennesker. Det forlanges imidlertid heller ikke; forsaavidt man ikke er saa andægtig, at man tilbringer Natten paa en Bænk i Kirken, sover man i Teltene, i Vognene, paa Sandet bag en Busk, paa Kirkens flade Tag, i Fiskerbaadene, eller hvor man ellers kan komme til. Husene forbeholdes udelukkende de Profane, der kommer som Nysgjerrige og ikke som Pilgrimme. Men de faar saa selvfølgelig ogsaa Lov til at betale denne Begunstigelse. _Saintes-Maries-de-la-Mer_ har den 25de Maj de dyreste Hoteller, der kan opdrives i Verden. Man maa betale fem og tyve Francs for et Loftskammer, hvis Properhed tilmed lader alt Muligt tilbage at ønske.

Udrustet til en Rejse, der for Adskilliges Vedkommende strækker sig over et Tidsrum af mere end en Uge, nemlig naar man vil være med til Hestevæddeløbene og Tyrefægtningerne, der afholdes i de nærmeste Dage efter Processionen, strømmer altsaa Pilgrimme fra hele det troende Sydfrankrig til _Les Saintes_, som Byen i daglig Tale kaldes. Klokken tre den 25de Maj begynder Kirkens Klokker at ringe, og Hovedceremonien, Nedsænkningen af de hellige Kister, finder da Sted. I from Iver har imidlertid allerede Mange strax efter deres Ankomst begivet sig til Kirken for at føje deres Voxlys til de mange hundrede, som allerede brænder til Mariernes Ære, og da der er al Udsigt til, at man vil komme til at staa udenfor under Ceremonien, naar man ikke i Tide sikkrer sig en Plads i Kirken, bliver Hovedmassen derinde med det Samme. Naar Ceremonien begynder, er den iøvrigt temmelig store Kirke propfuld af Mennesker. Den andægtige Forsamling har ikke ladet sig nøje med de Bænke, der saa tæt som muligt er anbragte i Skibet, Koret, omkring Hoved- og Sidealtrene, saavelsom paa de talrige og dybe Pulpiturer; man ser Kvinder og Børn oppe paa selve Alterbordene, paa Prædikestolen, paa Skriftestolens Tag, kort sagt overalt, hvor der er nogen Mulighed for, at et Menneske kan staa eller sidde. Selv Sognepræsten er nærved at opgive Ævret, da det gjælder om at finde en Kvadratfods Plads for vort lille Selskab af Fremmede. Da han endelig har faaet os klemte sammen oppe paa det øverste Pulpitur, viser det sig, at vi næppe kan trække Vejret der. Luften er aldeles forpestet af Voxlysenes Os, Røgelsen og Uddunstningerne fra de mange Mennesker. Der er ligefrem Fare paafærde. Men Præsten er snarraadig og redder vort Liv ved egenhændig at slaa et Par af de nærmeste Kirkeruder ud.

Psalmerne til Ære for de hellige Marier havde allerede lydt i flere Timer fra Tusinder af fromme Læber, som Begejstringen gjorde utrættelige selv i denne Dampbadstemperatur. Paa samme Tid som Kirkeuret slog tre, begyndte en Uendelighed af smaa Klokker at ringe oppe ved Hovedaltret. Hele Forsamlingen rejste sig, man hørte en dæmpet Mumlen og saae dette Menneskehav bevæge sig ligesom i en Storm, medens blinkende Gnister hoppede som Lygtemænd frem og tilbage mellem de sorte Hoveder. Et Øjeblik efter herskede der dog igjen fuldstændig Stilhed. Alle havde faaet det Voxlys tændt, som de holdt i Haanden, og Kirkehvælvingen forvandledes til et stort, mørkt Firmament, oversaaet med smaa guldgule, flimrende Stjerner. Røgelseskyerne blev bestandig tættere, der hørtes en hemmelighedsfuld Mumlen af fjern Messesang i Krypt og Sidekapeller, og de Andægtiges Extase tog bestandig til. Saa blev pludselig Jernlugen oppe i Loftet over Hovedalteret skudt fra; et Reb, der var skjult af Palmegrene og hvide Blomster, hejsedes ned. I det hang to gamle, røde Kister, bedækkede med Krandse af Evighedsblomster. Efterat de i nogle Minuter var blevne holdte svævende ovenover Hovedalterets Lyshav, for at Alle kunde se dem, sænkedes de langsomt ned i Midten af Koret. Idet de berørte Gulvet, gav den længe tilbageholdte Spænding sig Luft i et tusindstemmigt Jubelskrig, og Alle, som stod i Nærheden af Koret, styrtede frem imellem hinanden for at være de Første, dér berørte Relikvierne.

Alterklokkerne ringede, Præsterne messede, Smaabørnene hvinede af Fortvivlelse over Varmen, som var nær ved at kvæle dem, og Psalmesangen begyndte igjen, hurtigere, højere og vildere end nogensinde før.

Hvor længe dette Optrin varede ved, kan jeg ikke sige; man maatte selv være betagen af de Troendes potenserede Extase for at kunne udholde de fysiske Lidelser, et længere Ophold i Kirken medførte. At Stimmelen omkring Kisterne hverken standsede den Dag eller om Natten eller den følgende Formiddag, kan jeg dog konstatere. Alle maatte ind i Kirken; at røre ved Kisterne var jo Maalet for Rejsen. Børn, som var komne til Verden med en eller anden Skavank, blev lagte paa smaa Puder ovenpaa Kisterne og holdte der saa længe som det tillodes; thi der var stadig Andre, som skulde til. Enhver, som var hjemsøgt af en Lidelse, søgte at bringe den Del af Legemet, hvor Ondet havde sit Sæde, i Berøring med Relikvierne for at finde Lindring og Helbredelse. Masser af Helgenbilleder, Bønnebøger, Rosenkranse o.s.v. lagdes uafbrudt paa Kisterne for at blive indviede ved Berøringen.

Samtidig var Kirken fuld af Bedende, Syngende og Sovende. Man havde Puder med for at kunne lægge sig paa dem, naar Udmattelsen blev for stor. Mange af Pilgrimmene lagde nemlig den største Vægt paa at kunne blive i Kirken hele det hellige Døgn tilende. Andre var der dog imidlertid ogsaa, som ikke tog Sagen saa rigorøst. Pilgrimsfarten var for dem mindre en Bod end en Fest, under hvilken Andagten og Glæden, gik Haand i Haand. De drog omkring i Beværtningsteltene, spillede i de utallige Tombola'er, som er uadskillelige fra ethvert fransk Folkemarked, flokkede sig i Klynger ved Havets Bred og foretog Sejlture i Baade, hvorfra der lød muntre Sange. Derpaa aflagde de et nyt Besøg i Kirken, og efterat de en halv Times Tid havde lyttet til en af de Prædikener, som de tilstedeværende Gejstlige uafbrudt skiftedes til at holde, gik de igjen bort Arm i Arm for atter at søge Adspredelse. Mange Grupper vandrede længe omkring i den maanelyse Nat, førend de søgte Hvile i Teltene, og de tillod sig paa disse Spadsereture alleslags Løjer og Lystighed, Men saadan er nu engang den romanske Race. Man vilde tage meget fejl, hvis man tvivlede om, at Pilgrimsfarten ikke ogsaa havde en dyb religiøs Betydning for disse glade Mennesker.

Nedhejsningen af Kisterne er Festens Hovedpunkt. Men den følgende Dag havde dog ogsaa et højtideligt Præg. En kolossal Procession drog langs Middelhavets Kyst til det Sted, hvor de hellige Marier ifølge Traditionen gik iland. Med Koret i Spidsen og med brogede Kirkefaner, baarne af unge Piger, vandrede Pilgrimsskaren afsted. Kvinderne talte uafbrudt Perlerne i deres Rosenkrans, medens de bad, og Mændene gik med nylig plukkede hvide Lilier i Haanden. Solens Straaler faldt ned paa det lange Tog, medens det gik langs med det lysblaa uendelige Havs Bred, og hvide Maager, som fløj ind over Kysten, søgte af og til Hvile paa Fanerne. Der var baade Skjønhed og Højtidelighed i det Billede.

Hermed var imidlertid ogsaa Pilgrimsfarten væsentlig til Ende. De mest Andægtige overværede endnu Messen, under hvilken Kisterne atter hejsedes op paa deres Plads i Loftshvælvingen og kastede sig i det sidste Øjeblik over Relikvierne. Men Mange havde allerede strax efter Processionen sat sig i Bevægelse for over la Camargues sandede Veje at vende tilbage til Hjemmet og aflægge Beretning om de nye Mirakler, Helgeninderne havde gjort. For de Troende forefalder der adskillige hver 25de Maj. Sidste Gang var det især Sarah, som vandt Berømmelse ved at helbrede en Pukkelrygget. Han havde om Aftenen lagt sig til at sove ved hendes Kiste, og da han vaagnede om Morgenen, var han saa rank og lige, som noget Menneske kunde ønske at være det. Naar man spurgte de troende Kvinder, som med Begejstring fortalte denne Historie, om de havde set den Pukkelryggede, efterat han var bleven lige igjen, maatte de ganske vist tilstaa, at det havde de ikke. Men de var lige fuldt fast overbeviste om, at Miraklet havde fundet Sted.

Man veed, hvorledes det gaar. De troende Kvinder fortæller ved deres Hjemkomst om Vidunderet, Beretningen kommer i de smaa klerikale Blade, Landsbypræsterne lovpriser Sarah for hendes nye Undergjerninger, og Tusinder af Katholiker føler sig herved yderligere befæstede i deres Tro. Den unge franske Republik har aabnet en Kamp mod Klerikalismen. Den var nødvendig; intet Menneske, der virkelig hører vor Tid til, kan nære nogen Tvivl i saa Henseende. Men det er et stort Spørgsmaal, om den franske Regering ikke i Iveren for sin Sag gaar baade videre og med hurtigere Skridt, end det er klogt og hensigtsmæssigt. Den regner med de store Byer og ikke med de smaa Kroge ude paa Landet. Der sidder den troende Fanatisme endnu fast og sikkert i Sadlen. Den er Aarhundreders Værk, og det kan et Pennestrøg, et Regeringsdekret ikke udslette. For Sydfrankrigs Vedkommende lader det sig i ethvert Tilfælde med Sikkerhed sige, at flere Generationer vil gaa i Graven, før det lykkes at løsrive Massen af Befolkningen fra det Herredømme, som den katholske Gejstlighed udøver over den.

Oldtidslevninger i Provence.

Trubadurernes Land er glemt som Trubadurernes Sange. Turister fra Alverdens Egne oversvømmer hver Krog af Italien, men til Provence kommer ingen. Kun stille Forretningsfolk fylder dets fabelagtigt billige Hoteller, hvor man for et Par Kroner faar en _grand diner_ af første Rang og gratis saa meget Vin til, som man gider drikke; i dets gamle, mærkværdige Byers Gader er Manden med den røde Bædeker under Armen saa sjelden som en Grindehval i Øresund, og mellem dets Bjerges Mandel- og Oliventræer lever den glade, gulbrune Provencaler saa uforstyrret af angliserede og angliserende Rejsende, at han selv spiser Forellerne fra sine Vandfald og sælger sin Vin til en halv Snes Øre Litren. Det er for saa vidt prægtigt, det giver dette dejlige Land et Præg af Friskhed og Ejendommelighed, der gjør det dobbelt fortryllende; over de gængse Rejselande, der ere kjendte som Randers Handsker, og som hver londonsk Urtekræmmer besøger, hviler der saa grumme tidt, trods al deres Skjønhed, en Luft af noget Banalt, der støder fra. Men det er uforstaaeligt tillige: Provences Sol er ikke mindre varm og gylden end Italiens, dets Himmel ikke mindre blaa, dets Kvinder fuldt saa skjønne, og dets ædle Druer fuldt saa fyrige.

Man gaar til Italien, fordi det er den klassiske Jord, fordi der for hvert Skridt, man kommer frem, myldrer med Minder fra en Tid, der var saa stor, at selv vor grinende Skepticisme andægtigt bøjer Hovedet for den endnu. Men heller ikke i det Kapitel staar Provence tilbage. Folk veed det blot ikke, det er hele Sagen. Kolosssæums og Forum Romanums Ry er i Alles Munde, fordi Utallige har set dem og naturligvis, naar de kommer hjem fra Rejsen, skynder sig at fortælle Naboer og Gjenboer om, hvad de har set. Provences antike Theatre og Arenaer, dets Mausoleer og Arkader kjender Ingen. Men derfor er de der alligevel i ikke mindre overvældende Rigdom.

Gallien var det romerske Riges mest blomstrende og mest civiliserede Provins. Dets Kultur bredte sig her i en Fylde som i selve Rom; mange af dets Kejsere gjorde det til deres Yndlingsopholdsted, og meer end een af Galliens Byer hørte til de største og betydeligste i den antike Verden. Da Germanerne kom, fandt de her en Friskhed og Kraft endnu, der gjorde dem Kampen sværere end noget andet Sted. Men Hovedstaden var falden, Staten var opløst, den ene Provins kunde ikke holde sammen paa Riget, der allerede laa i Ruiner. Og saa druknede da ogsaa efterhaanden det gamle Galliens Kultur under Barbarstrømmen fra Øst. Dets Byer brændte, dets Kunstskatte forsvandt, man rev dets Marmormonumenter om for at bygge Borge og Fæstninger af dem. Helt ned gjennem Middelalderen løftede ingen Haand sig for at bevare, hvad der endnu kunde frelses, Provence blev stort og berømt igjen gjennem dets Kongehoffers Glands og dets Trubadurers Sange, Men for hvert Greb i Citheren, der kaldte til nye Turneringer og nye Kampe, sank Gruset tættere og højere om Levningerne fra en Tid, som Ingen forstod, og Ingen brød sig om. Hvad der i disse lange Aarhundreder er gaaet tabt, maa være uhyre, det, som vore Dages fredende Hænder har draget frem af den gamle romerske Verden, viser os tydeligt Provence som et af Centrerne for dens Storhed.

Særlig er Arles med Hensyn til Oldtidsminder et Rom _en miniature._ Det var det gamle Galliens Metropol; Kejser Constantin havde endog en Stund i Sinde at gjøre denne By til hele det romerske Riges Hovedstad, og for hvert Skridt gjennem dens sydlandske Gader møder man endnu Levninger fra den svundne Pragt. Man gaar gjennem en smudsig, snever Gyde og standser midt i den overrasket foran en antik Tempelportal, der nu danner Indgang til en Maskinudstilling. Man kommer i Land fra en Baad, der kaster sin Trosse om en afbrukken Marmorkolos; højere oppe ser man nogle gule, forvittrede og af Solen brændte Taarne og Arkader, det er Levningerne af Constantins Palads! Man spørger om Navnet paa den Café, hvor man sidder: Café du Forum, ser, at den lille firkantede, hyggelige, af store Plataner helt beskyggede Plads udenfor ligeledes bærer dette antike Navn paa Hjørnet, og opdager virkelig tæt ved Levninger af det gamle Forum: Granitsøjler med prægtige korinthiske Capitæler, Thermernes Facade o.s.v. Man spadserer langs Rhonekajen og støder snart paa Fragmenter af en romersk Bro over Floden, snart mellem de middelalderlige Fæstningsværker, der løbe rundt om hele Staden, paa Partier, hvor det endnu er Hadrians og Caligulas Fortifikationer, der ere bevarede: Porte og Taarne i Ruiner, mellem hvilke den aurelianske Vej førte ind i Byen. Eller man følger Strømmen af Arleserinder ud til den fornemste Promenade og befinder sig pludselig i en lang Avenue, hvor der paa begge Sider, klods op til hinanden, staar Hundreder af underlige store, smalle Granitkister med fire klodsede Fødder og Laag ovenpaa, som der sagtens behøves en halv Snes Mand for at løfte; de er gravne op paa Stedet selv, den moderne Allée drager sig hen over det gamle Champs-Elysées, paa Romernes Tid en uhyre Kirkegaard, hvor Notabiliteter fra hele Provence stedtes til Hvile. De smukkeste Marmorsarkophager er førte bort til Barberinimuseet i Rom, til Lyon, hvor man gjemmer Servilius Marcianus' Kiste, til Marseille, hvor man har Flavius Memorius og Cecilia Aprulas, eller til Museet i selve Arles; kun de Ubekjendte har faaet Lov til at blive staaende paa den gamle Plads, men Indtrykket af denne de Dødes gigantiske Gade er derfor ikke mindre ejendommeligt, ikke mindre imponerende.

Man kan, som sagt, ikke flytte Foden i Arles uden at falde over romerske Ruiner. Udgravningerne skrive sig ovenikjøbet næsten udelukkende fra dette Aarhundrede, og man er sikker paa at finde meget Mere endnu, naar man engang kommer til at rive de middelalderlige Bygninger ned, der har rejst sig over Levningerne fra den gamle Tid. Sikkert veed man saaledes, at der under Erkebispens Bolig findes det antike Prætorpalads. Men hvad man end finder, vil dog aabenbart ved Siden af den prægtige romanske Klosterkirke St. Trophime det romerske Theater og Arenaen vedblive at være Byens største Mærkværdigheder. Amphitheatret synes at være en hel Guldgrube for Antiqviteter; der er ingen Ende paa den Mylr af Marmorstatuer, Søjlekapitæler, Urner, Smykker, Mønter o.s.v., hvormed man herfra fylder Arles, Museum. Og derimellem nogle af de største Mesterværker; man har fra den romerske Tid, saaledes den berømte Venus fra Arles, der nu er flyttet til Louvregalleriet i Paris, samt et andet Venushoved, der maaske endogsaa i Skjønhed overgaar et hvilketsomhelst antikt Billedhuggerværk, men som desværre mangler Næsen. Mange af Frankrigs store Kunstnere har forsøgt at sætte en ny paa, men de har alle været den ubekjendte Mester underlegne og har opgivet Forsøget igjen.

Af Theatret selv har man endnu Tilskuerpladsen omtrent i dens Helhed, af Scenen derimod væsentlig kun to prægtige, kolossale Prosceniumspiller, hugne af hvidt Marmor og endnu kronede af Kapitælernes nederste Stykker. De giver en Idée om Scenens Pragt, men om selve dennes saavelsom Orkesterpladsens Udstrækning og Indretning er det vanskeligt gjennem de opbevarede Ruiner at danne sig nogen rigtig Forestilling. Til Gjengjæld ser man derimod den antike Arena saa fuldstændig, at den med en Smule Fantasi staar for En i hele sin overvældende Storhed.

Den er efter Colossæum i Rom den største, man har. Da man i 1825 begyndte Restaureringen, var det et helt Fattigkvarter af Arles, der maatte fjernes, og man brugte sex Aar for at rydde de to hundrede og tolv Huse bort, som i Aarhundreder havde ført en Parasittilværelse indenfor dens svære, beskyttende Mure. Nu staar den der fri for alt det Smaakrat, mere imponerende end nogen Kirkebygning, et Vidundermonument fra en Tid, overfor hvilken vi moderne Mennesker maa føle os som rene Dværge. Gjennem tresindstyve Porte kommer man ind til det underste hvælvede Galleri, fra hvilket ligeledes tresindstyve Stentrapper fører op til Tilskuerpladsens tre Etager, den underste for Hoffet og Senatorerne, den mellemste for Ridderne, den øverste med henved en Snes Sæderækker over hinanden for Folket. Paa Midten af den nederste, umiddelbart ved Ballustraden til Arenaen, findes Sæderne for Kejseren og hans Følge i komplet restaureret Stand, ligeoverfor Pladserne, der vare bestemte til Vestalinderne, og rundt omkring den hele Etage løber med tresindstyve Adgange og tresindstyve Balkoner det Foyergalleri, hvor den fornemme Verden udhvilede sig i Pauserne mellem Kampene. Arenaen selv indtager et Fladerum, hvis ene Diameter er henved femhundrede Fod, den anden omtrent halvfjerdehundrede; Amphitheatret kunde rumme over tredivetusind Tilskuere. Dets øverste Række er nu borte, men naar paa varme Sommersøndage Arles' og Omegns Befolkning strømmer sammen for at være Vidne til Tyrefægtningerne, der ligesaavel er Sydfrankrigs som Spaniens populære Hovedforlystelse, samler ofte endnu henved en Snes tusind Mennesker sig paa de gamle Stensæder. Skinner Solen da med sydlandsk gylden Glød ned fra en akvamarinblaa Himmel, medens de vidunderlig skjønne Arleserinder i deres maleriske Nationaldragter promenerer rundt mellem Udskjænkningsbordene paa den brede Afsats mellem de to nederste Etager, medens hele det uhyre Amphitheater er fyldt med Mennesker og Farver, og medens de vilde Camarguetyre nede paa Arenaen hidses og stikkes, hvilken uforlignelig Fest er da ikke en Time eller to tilbragte i denne Gjenopvækkelse af hele den store, antike Verden! Uforlignelig, men ikke enestaaende. Ogsaa det nærliggende Nîmes har ligesom Arles sin antike Arena, hvor der holdes Tyrefægtninger saa at sige hver Søndag om Sommeren. Den er ikke saa stor, Skjøndt der boede to tusind Mennesker i den, før den blev renset for sit middelalderlige Bykvarter, men den er bedre konserveret og restaureret. Man tænker endogsaa paa at sætte den ganske i samme Stand som paa Titus' og Domitians Tider. Nîmes er i det Hele taget efter Arles den paa Oldtidslevninger rigeste provençalske By. Fremfor Alt har den sit Maison-Carrée, den mest fuldstændige Bygning, paastaar man, som nogetsteds i Verden findes fra Romernes Dage. Det er i Grunden slet ikke nogen Ruin, kun Taget er fra vor Tid, det Hele er saa godt bevaret, at Huset benyttes til Malerisamling. Dets tredive kannelerede korinthiske Søjler staar endnu i hele deres Pragt. Hvilken Kunst og hvilke Proportioner! Ligeoverfor paa den anden Side Torvet har man bygget et moderne Theater i lignende Stil; det ser ud som en Hestestald, sammenlignet med dets antike Gjenbo. Og saa Dianatemplet, Ruinerne af Augustus' prægtige Marmorbade, Capitoliumslevningerne o.s.v. Heller ikke her er der nogen Ende paa Skattene. Og det er der ikke i hele Provence; hver By, hver Landsby har sine; midt inde mellem Bjergene findes der Rester af Akvædukter, Broer, Museer og Templer. Og til dette Land kommer ingen Rejsende!