# Fra det moderne Frankrig

## Part 26

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/fra-det-moderne-frankrig-9843/index.md

Lige til vort Aarhundrede, flere Aartier ind i det endogsaa, har Forholdet været saaledes. Det sydfranske Tungemaal, "det romanske Sprog", under hvilket Navn dets moderne Linguister samler de fra hinanden kun lidet forskjellige Dialekter, der tales i Provence, Languedoc samt de tilstødende Provinser af Spanien og Italien, har ikke havt nogen eneste Forfatter, det har ikke lydt fra nogen Prædikestol, det er ikke blevet hørt i nogen offentlig Forsamling. Men ikke desto mindre er det blevet ved at leve. Endnu den Dag idag tales det i Frankrig af over otte Millioner Mennesker, og naar man tager Dialekterne fra Katalonien og Ligurien med, vil dette Tal endogsaa kunne bringes op til tolv Millioner. I alle de sydlige Departementer, særlig i de gamle Provinser Provence og Languedoc, er det ikke blot Folkesprog i saa udelukkende Udstrækning, at mangfoldige Landboere maa gaa i Kirke uden at kunne forstaa et Ord af Præstens franske Tale, det benyttes endogsaa med Forkjærlighed af Byernes dannede Befolkning, det savner kun det officielle Stempel for i en Haandevending at være absolut eneherskende. Men dette officielle Stempel nægter man det; det maa kun faa Lov til vedblivende at føre sin tavse, beskedne Tilværelse som Bondedialekt.

Der er i dette Forhold noget Forvrængt, noget Unaturligt, som umulig kunde vedblive at bestaa upaatalt i en Tid, der netop paa ethvert Omraade fordrer Ret til Livet for Alle og Alt, som har Kraft til at leve. Den sejge Kjærlighed til Modersmaalet, der gjennem de lange Aarhundreder har fredet om det romanske Sprog, saa at det er gaaet ud af Vegeteringsperioden uden at have mistet det Mindste, hverken af sin Skjønhed eller af sin Livskraft, den har endelig i vore Dage givet sig Udslag i en kraftig Protest mod dette Sprogs Fornedrelse og en energisk Bestræbelse for at hæve det op igjen, om ikke til dets tidligere Glans, saa i hvert Fald dog til en jævnbyrdig Plads ved Siden af andre moderne Kultursprog.

Sjælen i denne Bevægelse er Troubadourernes Arvtagere i vor Tid, de saakaldte "Felibrer", et selvopfundet, saavidt jeg veed, fra den første By, hvor Digterkredsen samledes, taget Navn, der efterhaanden er gaaet over til at være ensbetydende med Begrebet Poet. I Troubadourernes skjønne Land er Troubadourernes Toner ganske vist stadig blevne hørte. Den provençalske Folkepoesis Kilder har aldrig rent ophørt at flyde, selv i den tørreste Paryktid. Men først i vore Dage er der blevet gjort Forsøg paa at iklæde denne Folkepoesi en Kunstliteraturs Dragt og derigjennem atter skaffe Folkesproget Anseelse og Rang. Istedetfor at gaa til Paris for at vinde Verdensry og Millioner er Provences og Languedocs Digtere blevne hjemme i deres Landsbyer, har sagt, hvad de havde at sige, paa deres eget Sprog, har sunget som Troubadourerne om deres dejlige Hjem og dets skjønne Kvinder, har givet Afkald paa Villaer og Slotte og paa Akademiets Lænestole og har fundet sig i beskedent at tjene deres Brød som Boghandlere, Bagere, Landmænd o.s.v., samtidig med at de digtede for Poesiens egen Skyld. Jasmin, en af de betydeligste Lyrikere, Frankrig har haft, levede og døde som Frisør i Agen; Réboal drev Bagerhaandværket i Nimes samtidig med at han skrev de uforlignelige Sange, der med Rette har skaffet ham Tilnavnet Provences Béranger. De er ganske vist derved personlig blevne mindre berømte, end de upaatvivlelig vilde være blevne, hvis de som deres Landsmænd Daudet og Zola havde valgt at skrive paa Fransk og i Poesiens Modeformer, men de har opnaaet at vække en Opmærksomhed for deres Sprog, der stiger Dag for Dag, og de har derved tilfredsstillet deres Hjertes dybeste og varmeste Trang. Tyskland har allerede to Tidsskrifter, som udelukkende beskjæftiger sig med romansk Sprog og Poesi; der holdes Forelæsninger herover ved tyske Universiteter, og den nye provençalske Poesis Hovedværker findes i gode, af virkelige Digtere besørgede tyske, italienske og engelske Oversættelser. I selve Frankrig har man ganske vist--maaske dels af Skinsyge, dels fordi Pariserbladene gjorde de provençalske Digtere forhadte gjennem Beskyldninger for separatistiske Tendenser--længe strittet imod og ikke rigtig villet yde den nye romanske Poesi sin Anerkjendelse. Men Akademiet har dog ikke kunnet undgaa at priskrone flere af dens mest fremragende Arbejder, og efterat Kritikere som Pontmartin og Merimée rent ud havde erklæret, at Provençaleren Mistral ubetinget hørte til vor Tids største Digtere, og at der maaske ikke siden Odysseen var skrevet et saa skjønt og klassisk Værk som hans episke Digtning "Mirèio" [*], er i ethvert Tilfælde denne Digter tagen til Indtægt af den franske Nationalstolthed, og den eneste Gang, han fra sin Landsby Maillane tog til Paris, var han Gjenstand for ligefrem stormende Ovationer, ligesom da ogsaa alle Frankrigs literære Notabiliteter stadig rejser ned til denne landlige Krog mellem Vaucluses Bjerge for at besøge ham og i Stilhed bringe ham en Hyldest, som han tager imod paa den elskværdigste og beskedneste Maade af Verden.

[Footnote *: Hans Hovedarbejde er "Mirèio", Navnet paa den unge provençalske Pige, der er Digtets Hovedperson. Ogsaa hans anden store episke Digtning "Calendou", hvor Handlingen ligeledes spiller i Provence, indtager imidlertid en ikke mindre høj Rang mellem moderne Digterværker. Af begge Arbejder findes forskjellige Oversættelser paa Fransk.]

Ikke faa af de andre provençalske Digtere, særlig Roumanille[1], og Aubanel[2], der begge lever som Boghandlere i Avignon, Felix Gras[3], der er Fredsdommer, og Anselm Mathieu[4], der ejer et Hotel sammesteds, samt William Bonaparte Wyse [5], der, skjønt født Englænder, ikke har kunnet fornægte Kjærligheden til sin Moders, Lutetia Bonapartes, Land og Sprog er paa gode Veje til ligeledes at opnaa rig Anerkjendelse ogsaa udenfor den sydfranske Befolkning, for hvem de nærmest skriver. Inden ret mange Aar vil maaske "Felibrene" være de Digtere, som fortrinsvis læses. Deres Sange er midt i Nutidens Blaserthed et rigt strømmende Kildevæld af frisk og umiddelbar Poesi.

Notes:

[1] "Les Oubreto" og andre Arbejder i Vers og Prosa.] [2] "La Mióugrano entre-duberto" og andre lyriske samt episke Digte.] [3] "Li Carbounié" samt flere større episke Digtninger.] [4] "La Farandoulo", lyriske Digte.] [5] "Li parpaioun bleu", lyriske Digte.]

De har foreløbig sluttet sig sammen i Foreninger, der ganske vist giver sig ud for at have en overvejende selskabelig Karakter, men som ved Siden deraf propaganderer stærkt for det, der paa alle Punkter er og bliver disse Felibrers Livssag: det romanske Sprog. Provence har sit felibristiske Selskab, Languedoc sit, begge med talrige Medlemmer og tællende mellem dem adskillige sydfranske Rigmænd og Notabiliteter, hvis Indflydelse maa bøde paa de tarvelige Vers, de skriver. Jævnlig samler disse Foreninger, der synes gjennemtrængte af en endnu stærkere prononceret broderlig Sammenholdsaand end nogetsomhelst Frimurerselskab, sig til et Slags Sangerfester i Troubadourstil, til hvilke hvert Medlem maa medbringe sit Bidrag af Poesi, og som ikke sjeldent har Prisbelønninger, uddelte af den skjønneste Kvindes Haand. Man drikker "Felibrernes Vin", den ædleste af alle, paastaar Digterne selv, og af hvilken et eneste lille Glas skal være nok til at fremkalde Begejstring; man lovpriser i Vers og Tale det skjønne Land, hvor man bor, og dets elskede Sprog, man roser hinandens Produkter og beruses af Vinen og Poesien og Lovtalerne. Men samtidig sætter disse Sammenkomster dog ogsaa en virkelig Frugt. De har allerede givet Initiativet til Oprettelsen af et Theater, som for kort Tid siden er blevet indviet i Montpellier, og paa hvilket der kun skal spilles Komedie i det romanske Sprog; de har skabt et Tidsskrift for at varetage dette Sprogs Interesser og undfanget Ideen til et stort Blad i Stil med _Paris-Murcie_ paa Romansk for at komme den romansktalende Broderstamme paa Balkanhalvøen til Hjælp, og de har, hvad der maaske er det vigtigste af Alt, affødt omfattende filologiske Studier med det Formaal at give Folkesproget faste videnskabelige Former og sammensmelte de forskjellige Dialekter til eet Skriftsprog med bestemte, almengyldige Regler. Mistral har endogsaa paabegyndt Udgivelsen af et kolossalt lexikografisk Arbejde, der skal blive et romansk Sidestykke til Littrés Værk.

Efterhaanden som nu denne oprindelig rent sproglige Bevægelse er voxet i Vejret, efterhaanden som den har vundet stærkere og stærkere Tilslutning hos de dannede Klasser og Sympathi hos det menige Folk, har den tillige optaget andre Elementer i sig og er lidt efter lidt bleven Grundlaget for en gjennemgaaende Konservatisme paa alle Punkter. Kjærligheden til det gamle Sprog puster yderligere til den nationale Selvfølelse, der iøvrigt for Sydfrankrigs Vedkommende altid har været stærkt udpræget og ofte nok historisk har givet sig Udslag i ligefrem fjendtlig Position mod Norden. Den bringer den naturlige Vedhængen ved Alt, hvad der er ejendommeligt for Hjemlandet, til Bevidsthed, og den omgiver de gamle Skikke, der har holdt sig paa Grund af Landets Fjernhed fra Hovedstaden, med et Skjær af noget Helligt, som der ikke maa røres ved, fordi det er et af Momenterne til at vise, at man er et særligt Folk, der har Ret til at have sit særlige Sprog; den holder fast paa Nationaldragten, og det i den Grad, at selv Kvinder fra Byerne, gifte med Mænd i fremtrædende Stillinger, stadig bevarer denne Dragt og ikke engang lægger den af, naar deres Mands Embedsstilling medfører en Flytning til andre Egne af Landet; den nærer i sin Beundring for den Tid, da det nationale Sprog var hædret og mægtigt, en dyb Kjærlighed til Alt, hvad der er gammelt og minder om den svundne Tid.

Bevægelsen har imidlertid ogsaa andre Følger. Idet Felibrene stiller sig som Bannerførere for deres Sprogs Ret, finder de den Literatur, der bliver deres naturlige Fjende, fordi det er dens Sprog, som holder deres eget nede, gjennemsyret af Tidens materialistiske og atheistiske Tendenser. Kampen er for dem baade saa haard og saa alvorlig, at den ganske naturlig paa alle Punkter fører dem over i den Lejr, der gjør skarpest Front mod deres Modstandere. Samtidig udvikler deres stille, afsides Tilværelse paa Landet, deres Hjemstavns lyse, glade, romantiske Natur, den Poesi, hvis Traditioner de tog i Arv, netop en anti-materialistisk og anti-atheistisk Livsanskuelse, der gaar som en rød Traad gjennem hele deres Digtning. Denne Livsanskuelse trænger fra den populære Poesi, der i ethvert Tilfælde er de lavere Klassers eneste aandelige Føde, ind i hele Befolkningen, optages i dens Bevidsthed, befæster den hos enhver Landbefolkning liggende Tilbøjelighed til Konservatisme og Religiøsitet og udbreder saaledes mere og mere sin stille, men sejge og udholdende Propaganda.

Det er Forklaringen paa den Konservatisme, som den Fremmede med Forbavselse møder nede i de røde Anarkisters Land. At en saa omfattende Bevægelse ikke tillige skulde gjenfindes paa det rent politiske Omraade, vilde være højst paafaldende. I Virkeligheden aabenbarer den sig da ogsaa paa det ikke mindre iøjnefaldende end paa alle andre. Det er til Syvende og sidst Statsmagten, der holder det Sprog nede, som disse Mennesker elsker og kæmper for, det er den, der staar som Repræsentant for alle de Ideer, der er dem forhadte, og daglig bliver det mere og mere, fordi de ægges og tirres af den sejrrige Regerings Tilhængere og Embedsmænd, og det ligger da i selve Tingenes Natur, at de gjør Front mod denne Statsmagt og efterhaanden overfører paa den al den intensive Forbitrelse, der følger med Kampen for en virkelig Livssag.

Trods al den Konservatisme, de saa ostentativt bærer til Skue, er de imidlertid Sydlændinge, deres Natur tillader dem ikke at slaa sig tiltaals med akkorderende Mellemformer, de maa helt ud i det Extreme, og de kommer da til at tilhøre det politiske System, der er den bestaaende Regerings absolut modsatte Pol. Naar undtages Nizza og Cannes med deres nærmeste omkringliggende Opland, to Byer, som i Grunden kun er et Slags Forstæder for Paris's elegante Verden, vil man i hele Syden næsten ikke finde en eneste Bonapartist. Derimod forbavses man ved det overordentlig store Antal Legitimister, som man træffer paa, og det tilmed Legitimister af det reneste Vand, haardnakkede Forsvarere af den hvide Fane med alt dens Tilbehør. Hver By har sin legitimistiske Klub og sin legitimistiske Café ved Siden af den radikale, ved hvert Skridt, man gaar, seer man Damer med lilieoversaaede Dragter, ja selv paa de Tørklæder, Bønderkonerne bærer over Hovedet, finder man den kongelige Blomst indvævet. Hvert lille Distrikt har sit legitimistiske Blad af saa udpræget Farve og med saa hvasse Artikler, at de næsten bliver barnlig naive, og hvert andet, tredie Menneske, man taler med, betragter Troskab mod Kongen og Kirken som en uundgaaelig Betingelse for at være et normalt og retskaffent Menneske. Sydfrankrig kan endogsaa opvise det Særsyn, at der er Smaabyer, hvis Kommunalraad er legitimistisk. Det maa man søge om selv i Vendée og Bretagne. I disse Egne vinder Republiken Terræn saa at sige Dag for Dag, og der kan næppe være Tvivl om, at "Kongen" nu tæller sine talrigste og troeste Tilhængere i Syden. Republikanerne er ganske vist ogsaa der i Majoriteten; de holder ved alle Midler Bevægelsen nede, de forbyder Legitimisternes Processioner, de lukker deres Kaféer og fører samtidig selv det store Ord saa højrøstet, at man paa Afstand kun lægger Mærke til dem. Men netop det er det, der gjør Modstanden indædt og udholdende.

Der kan maaske, naar man vil se Roden til hele denne Sagernes Tilstand i Kampen for det nationale Sprog, gjøres den Indvending, at der endogsaa mellem Forkæmperne for denne Sag, mellem Felibrerne, findes udprægede Radikale ved Siden af Legitimisterne. Et af de mest fremtrædende Medlemmer af Languedocs "Mantenencia" (Felibrerselskab), Xavier de Ricard, har saaledes, samtidig med, at han bortkastede sin Marquistitel og anvendte sin Formue i velgjørende Øjemed, stillet sig temmelig utilsløret paa Kommunens Side. Spørger man imidlertid de legitimistiske Felibrer om, hvorledes de kan gaa sammen med ham og lignende Røde, faar man det Svar, at begge Partier dog i sidste Instans kæmper imod den bestaaende Regering, og at Kampen for Sproget i ethvert Tilfælde er Hovedsagen. Forstaaelsen har dog maaske ogsaa et andet Motiv, om end dette for en Del endnu kun er ubevidst tilstede. De Røde vil omdanne Frankrig til et Forbund af Smaarepublikker, og Felibrernes Bevægelse gaar, saaledes som flere af deres Hovedledere utvetydig har tilstaaet, ud paa en Løsrivelse fra Paris, naar Sproget ikke paa anden Maade kan komme til sin Ret, i Forbindelse med en føderativ Tilslutning til Spaniens nordlige Provinser under en Bourbon. Der er her en Fare, som den franske Regering aabenbart ikke har rigtigt Syn paa. Det vilde være saare let at underminere hele denne antirepublikanske Strømning, naar man blot vilde gjøre lidt Indrømmelser paa det Punkt, der i hvert Fald for dens Førere er det ubetinget afgjørende. Nu er det i Gjenoprejsningen af det traditionelle Kongehof, disse moderne Troubadourer seer Frelse og ny Blomstring for deres kjære Sprog. De slutter sig ikke til Chambordprætendenten og hans Lillier af nogensomhelst anden Grund. Vilde Republiken give dem, hvad man venter af "Kongen", ganske simpelt fordi han er Republikens Modpol, vilde Regeringen vise en Smule Imødekommen mod den romanske Sprogbevægelse, lidt Interesse for Bevarelsen af den i ethvert Tilfælde skjønne og højt udviklede provencalske Dialekt, vilde den hurtigt forvandle sine Fjender dernede i Syden til Venner. Det moderne franske Sprog behøver ikke at være bange; det er ganske sikkert stærkt nok til at kunne taale Konkurrencen.

En sydfransk Pilgrimsfart.

Det var ganske tidligt om Morgenen, men allerede varmt, og man følte, at Solen, der lige var staaet op, ret snart vilde brænde med ægte sydlandsk Kraft. Der var ikke en Sky paa Himlen, ikke et Træ bevægede sine Blade; det var en af de i Rhonedalen saa sjeldne Dage, paa hvilke man ikke mærker mindste Spor af Nordenvinden eller af de hede, feberbefængte Pust, der kommer fra Sahara.

I det straalende Solskin gled en lille Dampbaad ned ad Floden, helt overfyldt med Mennesker. Hver eneste Krog paa Skibet var optagen; de, som ikke havde kunnet faa Plads paa Bænke, Kahytsluger, Tovruller og Kasser, havde lejret sig i lange Rækker paa Dækket, der var saa tæt besat, at man ikke kunde se den mindste Plet af det.

Det var et ejendommeligt Rejseselskab og en ejendommelig Rejse. Af Mandfolk var der kun faa ombord: et Par Turister, en halv Snes Gejstlige i deres sorte Talarer, nogle Krøblinge, en del Folk, som falbød Appelsiner, Brystsukker og Brød, og foruden dem knap nok en tyve, tredive Personer. Kvinderne derimod taltes i hundredevis, ligefra Matronen, hvis rystende Hænder knap kunde holde Rosenkrandsen, til ganske smaa Pigebørn. Smukke var baade Gamle og Unge næsten uden Undtagelse. Rhonemundingernes Departement, især Arles og Omegn, har ikke uden Grund Ord for at huse Frankrigs skjønneste Kvinder, Grækere Romere, Saracener og Gallere, der efterhaanden har hersket over disse dejlige Lande,--alle synes de formelig at have kappedes om at give Provences Kvinder de ejendommelige Skjønhedstræk i Arv, som udmærker deres Race. For Malere og Billedhuggere er her et uopdaget Kalifornien. Naar ved de store Tyrefægtninger eller andre lignende festlige Lejligheder Befolkningen samles, vil der mellem hundrede Kvinder findes en, som ikke er smuk, men over halvhundrede, hvis Skjønhed er fuldt værdig til at foreviges af den største Kunstner. Og Nationaldragten, som endnu bæres af Høje og Lave uden Forskjel, passer fortræffeligt til den herligt udviklede Buste, til den fine, lysbrune Teint og det kulsorte Haar. Den bestaar af en sort Kjole med folderigt Skjørt og stramt Liv, der fortil er aabent og garneret ned over Brystet med hvide Blonder eller Kniplinger, saa at idetmindste en trekantet Spids af Barmen lades blottet. Omkring Halsen er der et Par Perlesnore med et Kors og paa Hovedet en ganske lille, koket Hue over det sorte Haar, som er sat op i Form af en tilspidset Kegle med to bredt udgaaende Vinger længst nede, hvor det ligger fladt til Panden.

Kvinderne sad paa Dækket med deres Rosenkrandse om Livet og deres slidte Psalmebøger i Haanden, og medens Dampbaaden gled forbi la Camargues solbrændte Kyst, sang de i deres vidunderlig bløde Dialekt, af hvilken alle Konsonanter synes at være forsvundne, Egnens mærkelige Sange, disse Sange, der klinger lige sværmerisk, lige erotisk, hvad enten de lovpriser Madonna eller det dejlige Fædreland. Af og til lød ogsaa de bekjendte Pilgrimssange: "_O Dieu vainqueur, sauvez Rome et la France par votre sacré coeur,"_ og lignende. Men det var kun sporadisk; hurtigt vendte man igjen tilbage til Provences egne Kvad, til hvilke der da tidt paa staaende Fod improviseredes et Refrain, som gjentoges med stigende Begeistring efter hvert af de halvhundrede Vers, hvoraf disse Sange ofte bestaar. Paa hele den fem Timers Fart blev der sunget næsten uafbrudt. Kun faa og ganske korte Standsninger indtraadte, naar man fik Øje paa en Gruppe af slanke Pinier i Horisonten, eller naar man mellem la Camargues gigantiske, flade Moradser opdagede en Flok af de sorte Oxer, der lever i vild Naturtilstand paa den 72,000 Hektarer store, næsten helt udyrkede Ø mellem Rhonens to Arme, eller af de ligeledes frit omstrejfende smaa, hvide Heste, der tumler sig over la Camargues Stepper. Under en saadan Pause af Sangen ombord kunde man høre Nattergalens Triller inde fra Sølvpoplerne nærmest ved Bredden. De kviddrede af fulde Lunger, men de trak dog det korteste Straa i den forunderlige Sangerstrid. Naar Stemmerne fra Skibet tog fat igjen, var de stakkels Fugle overdøvede med det Samme.

Den forunderlige Jubel, det varme Sværmeri, som aandede ud af Sangene, havde ikke Noget tilfælles med nordisk Andagt. Melodierne var lette og hurtige, næsten livsglade, man fik Indtrykket af noget Lyst og Fornøjet, som lignede Nattergalens Frydesang over den dejlige Sommer. De fromme Helgeninder, der lovpristes i Sangene, var aabenbart gode Veninder, som ikke indgød mindste Følelse af Skræk. Sangen kunde endog pludselig afbrydes af en munter Samtale og en hjertelig Latter. Jo varmere Solen blev, desto gladere lød Melodien, og desto livligere og mere fortrolig blev ogsaa Stemningen ombord. Og saaledes vedblev man da at glide langsomt ned gjennem Solskinnet, ned ad den stille Flod med de sommerklædte Bredder. Tilsidst rejste Alle sig trods Kaptejnens Protest op fra deres Lejr paa Dækket for med Jubelraab og viftende Tørklæder at hilse en takket Taarntinde, der dukkede frem i Horisonten ved Kanten af en lang, blaa Stribe. Denne Stribe var Middelhavet, og den takkede Taarntinde, som hævede sig ved Bredden af det, var Kirken _Les Saintes-Maries-de-la-Mer,_ Maalet for Pilgrimsfarten.

Traditionen fortæller, at Maria Magdalena, Martha, Maria Jacobæi, gift med Kleophas, en Broder til Tømmermanden Joseph, Maria Salomi, Moder til Apostlene Jakob og Johannes, samt endvidere Lazarus, Maximin og flere andre Disciple efter Kristi Død, og da Forfølgelserne imod hans Tilhængere var begyndte, blev satte ud i et lille Fartøi uden Sejl, Aarer, Ror og Levnetsmidler og saaledes sendte ud paa Havet. Ombord var ligeledes Sarah, Maria Salomis Tjenestekvinde. Ført af Guds Haand kom Fartøjet uskadt til den yderste Pynt af Øen la Camargue, der tilhørte Marseillanerne og var beboet af deres Kolonister. Ved Ankomsten oprejste de hellige Marier et Alter til Guds Ære, og paa det Sted, hvor det skete, lige ved Havets Bred, lod Herren en Kilde med fersk Vand risle frem. Til Erindring om dette Vidunder byggedes der senere et beskedent Kapel. Her blev Maria Jacobæi og Maria Salomi tilbage, medens deres Ledsagere spredte sig rundt omkring for at forkynde Kristendommen ved Middelhavslandene. To Kvinder blev efter deres Død begravede i Kapellet, hvor der selvfølgelig nu skete de mærkværdigste Mirakler, som bevirkede, at der fra alle Egne fandt store Pilgrimsfarter Sted til deres Grav. Istedetfor det lille Kapel opførtes allerede før det sjette Aarhundrede en Kirke, der til Beskyttelse mod Sørøverne forsynedes med Fæstningsværker og endnu i det Væsentlige har bevaret sin antikke Skikkelse. Den hører til de mærkeligste Mindesmærker i det sydlige Frankrig fra den oldkristne Tid. Kong René lod den i det femtende Aarhundrede gjennemsøge for at finde Relikvierne, og da de kom for Dagens Lys, udbredte de en saa himmelsk Duft i Kirken, at Ingen kunde tvivle om, at det var de ægte. Paven stadfæstede da ogsaa, at de vare authentiske, og de nedlagdes derpaa i Kister af Cyprestræ, som hensattes i Kirkens Taarn. Under Revolutionen blev Kirken rigtignok fuldstændig udplyndret, men der forsikres, at den nidkjære Sognepræst forinden havde taget de hellige Relikvier ud af Kisterne, og da det franske Folk vendte tilbage til den katholske Religion, blev de lagte i nye Kister, som ganske lignede de ældre, hvorefter de igjen anbragtes paa deres tidligere Plads i Taarnet. Her findes de endnu, og den Dag idag valfarter ligesaa mange Mennesker til dem som for Aarhundreder siden.