Part 22

Der er to Arter af denne moderne Type: de, der har Penge nok til at fylde i Rabaldermolokens Svælg, og de, der mangler det første Fornødne, Basis for den hele prangende Svindelbygning, Guldfundamentet, hvorpaa den hviler. Forskjellen har dog ikke Stort at sige; de Første vedbliver at føre deres larmende Karnevalstrain, til Døden gjør Ende paa det, de Sidstes Existens sprænges en Dag i en enorm Skandale, men saalænge det gaar, er det de samme Midler, hvormed der virkes, og de samme Maal, der stræbes henimod. Man rækker derfor ogsaa broderligt hinanden Haanden og tumler afsted i samlet Trup. Den Enes Kredit styrker den Andens, Glandsen, som man slaar sammen, bliver blændende, og den store Hob staar betagen, imponeret af det støjende Festbakkanal.

Ved Siden af Styrken, som dette indbyrdes Sammenhold giver, har Rastaqouairefamilien imidlertid ogsaa udenfor sin egen Kreds mægtige Allierede i det moderne Paris. Først og fremmest har den Vrimmelen af landflygtige Exmonarker. De giver kun grumme nødig Slip paa Fiktionen af endnu at føre et Hof, og skal de lave sig et, kan de ikke være nøjeregnende med, hvordan det sammensættes. De aabner da Portene paa vid Gab for Rastaqouairen, de skaber ham fast Grund under Foden, og de giver ham en Fernis til at smøre over sin Forlorenhed, saa han næsten kan gaa og gjælde for Mahogni.

Dernæst har han sin store Forbundsfælle: Amerikanermillionæren. Det er en Race, der er meget nær beslægtet med hans egen. Den har ikke hans prangende Navn, hans Ordener og hans personlige Distingverthed, men den har til Erstatning sine fabelagtige Miner hinsides Atlanterhavet. Der er over disse Miner en Flig af det samme mystiske Slør, som indhyller Rastaqouairens Land og Oprindelse; man kan ikke altid med absolut Vished sige, om Metalaarerne, hvoraf der øses eller er øst, just ligger i Bjerge, men Sølv og Guld kommer der under alle Betingelser ud af dem i saa overstrømmende Masse, at Amerikanermillionæren medlidende kan se ned paa Alt, hvad man i andre Lande har den Pretension at kalde Millionærer. Ved Siden af ham er de rene Lazzaroner; for dem er Millionen en Totalsumma, i HANS Finantsbetragtninger og i HANS Kasse er den simpelthen den til Grund liggende Enhed. Den er fremdeles for ham det eneste Solide i den ganske Existens, Hovedhjørnestenen, hvorpaa Verden hviler med Alt, hvad der i den befinder sig af Levende og Livløst. Om den har en Gud eller en Urcelle til Ophav, er Spindsfindigheder, der ikke kommer ham ved; han tager den, som den er, og han seer heller ikke ud over, hvad der kommer efter den. Han veed derimod, at den har en Axe, som den drejer sig om, og at denne Axe er en Guldbarre. Det veed han af Erfaring, og denne Viden resumerer for ham Alt, hvad man overhovedet har Behov at vide, alle Kundskaber, al Intelligens, al Spiritualitet, al Moral tilogmed. I hans Livsbetragtning er der ingen Slingren og Tvivl. Han anerkjender kun Millionen, han har Millionen, og han kjøber for den, hvad han forresten har Lyst til at have, det er simpelt og let, som at to og to er fire.

Hvad han vil have, er nu naturligvis det Samme, som alle skabte Væsener bevidst eller ubevidst vil have: Velvære først og fremmest, Anerkjendelse dernæst som den Største og Stærkeste, Herskerværdighed, Samfundsposition for at blive ved rent menneskelige Begreber. Men Velvære er der intet Sted i Verden, der kan byde ham i samme Omfang som Paris, og han veed ogsaa ganske vel, at Undtagelsesdiplomet som Numer Et ikke er komplet og i fuldstændig reglementeret Orden, før Seinemetropolen har sat Indsegl og Stempel paa det. Saa lader han da sit Guld ind og sejler over Vandet og kommer og kjøber. Trommerne gaar, og Trompeterne skingrer. Hejda, hit alle prima Varer, Alt, hvad der er dyrt, hvad der spræller og glimrer! Jo kostbarere, desto bedre! Det Eneste, det gjælder, er, at Verden faaer at vide, hvor rig han er, og at den taber Næse og Mund af Beundring over hans Rigdom. Der er en lille Historie fra sidste Vinter, som er uhyre karakteristisk, og som har det Fortrin at være sand ved Siden af. Ligeoverfor Triumfbuen boer der en af Amerikanermillionærerne. Fruen vil ikke for nogen Pris miste det Renommée, hun hidtil ubestridt har havt: at hun giver de flotteste Soiréer i Paris. Hun er desaarsag bestandig paa Jagt efter nye Extravagancer. Saa kastede hun en Dag sine Øjne paa Triumfbuen. Den laa lige for hendes Salonvinduer, hun regnede ud, at en straalende Illumination af den vilde gjøre mageløs Effekt som Overraskelse, naar man rejste sig fra Bordet. Tanken var ikke undfanget, før hun øjeblikkelig sendte sin Kammertjener til Municipalraadet med Forespørgsel om, hvad den Tingest, vilde koste at leje for en Aften. Hendes Forbauselse var stor, da Fyren kom tilbage med den Besked, at man ikke lejede den ud. Men forbløffe lod hun sig dog ikke, hun havde jo sine Miner, og hun skikkede derfor nyt Bud med den Hilsen, at man kunde sende hende Regning paa Monumentet, hun kjøbte det.

Hun har ikke faaet det, men baade hun og hele Rusen af Amerikanermillionærer har faaet nok alligevel til at fylde Paris med deres Glands. Rastaqouairen gjør umaadelige Anstrengelser for at kunne holde Skridt med dem i Boulogneskoven og ved Premiérerne, og halvvejs lykkes det ham endnu; han har, som sagt, noget medfødt Distingveret, der mangler dem, og som Hjælper ham. Men i een Henseende har de en uhyre Overlegenhed, de har deres Saloner. Rastaqouaireracen er væsentlig ugifte Herrer paa Jagt efter Partier, hos Amerikanermillionærerne træder det mandlige Element i Baggrunden, Fruen og de unge Døttre med deres enorme Medgifter bliver Numer Et. Som de med utrolig Hurtighed faaer lært sig en vis, om end noget kantet og støjende, saa dog yderst flot Pariserchiched, saaledes har de heller næppe sat Foden paa fransk Grund, før de er fortrolige med de vildeste Festfantasier, en fransk Hjerne nogensinde har undfanget. Og de sætter sig da strax i Fart for at føre Hus. Portene smækkes paa vid Gab for hvem der vil komme, man kjøber for fabelagtige Summer de berømteste Kunstnere og Virtuoser til at optræde, Bordluxus'en lokker de Gamle, de smukke, flirtationslystne Misser fanger Parises flotteste Kavallerer i deres Garn, deres Millioner udøver endogsaa Tiltrækningskraft paa adsillige Mødre fra Faubourgerne, som ved deres Sønners Partier maa være betænkte paa at faa det noget falmede Stamtræ forgyldt op. Kort sagt, Amerikanermillionærernes Saloner bliver Centret for Vinterlivets store Begivenheder, de eneste, der søges, de eneste, der tales om. De har _la note du jour_, de skaber Moden, de giver Tonen an. Og denne Tone er den samme som den, der skingrer ud af Rastaqouairens Rabalder, og den glider sammen, med den og løfter sig op i det store, moderne Credo og Nutids Te-deum, Hymnen til Millionen.

Saaledes er da i vore Dage den Rolle, den Fremmede spiller i Pariserlivet, en meget stor. Ham er det, der har sat Millionens Anvendelse som Maalestok for Menneskeværdet i System, og han har ved sin hele støjende Propaganda faaet denne Maalestok accepteret. Dog vel at mærke: ikke af den virkelige Elite, af det ægte Paris, Intelligensens lille men eneste sande Aristokrati. Dets Kredse lukker sig hermetisk af mod enhver Berøring med Rastaqouairer og Amerikanermillionærer; jo vildere Bakkanaldandsen omkring Guldkalven bliver, desto mere trækker det sig tilbage fra alle de Templer, hvor denne Kultus gaar for sig, og lever i Stilhed sit eget Liv videre, borte fra den larmende Offentlighed. Det er just paa dette Punkt, at man maa søge en ganske naturlig Forklaring af, hvad Udlændinge saa tidt bebrejder Pariserne: deres Utilgængelighed, Vanskeligheden ved at komme i nogetsomhelst nærmere Forhold til dem, den kinesiske Mur, de bygger op om deres Hjem.

Det er ganske rigtigt: den Fremmede, som ikke kan smide Millioner i Grams, kjøbe sig enhver Luxus, han faaer Lyst til, og dermed ogsaa den at pynte sin Salon op med Halen af "Tout-Paris", han kan risikere at komme til at gaa omkring som et Skrumpelskud, hvem Ingen bryder sig om, og som for den Sags Skyld gjerne kunde dumpe i Seinen og blive lagt paa "La Morgue", uden at nogen af "Vennerne" fra Gaden gad gjøre sig den Ulejlighed engang at gaa hen og se paa ham. Men naar man vil være billig og tage Sagerne, som de virkelig er, kan man saa bebrejde Pariserne det og kalde det Mangel paa Imødekommenhed og Gjæstfrihed? Alle gamle Beretninger gaar netop ud paa at skildre dem som det mest imødekommende og gjæstfri. Folkefærd; man har ingen Ret til at tvivle om disse Skildringers Paalidelighed, og Nationerne skifter ikke Natur, som Slangerne skifter Ham. Saalænge Pariseren dannede sine Forestillinger om Udlændingene efter de store Emigrantfigurer fra Fyrrerne og Halvtredserne, kunde han være og var han gjæstfri, men de to elskværdige moderne Typer, der nu staar som Repræsentanter for den Fremmede i Paris, de skal sandelig ikke friste ham til noget Bekjendtskab ud over det strengest nødvendige. Og foruden dem, hvilke andre Fremmede er det saa, der springer ham i Øjnene? Den uendelige Turisthær først og fremmest, med Citysnobberne som Hovedelement. Englændernes Hensynsløshed paa Rejse er stor allevegne, men der er ingen Steder, hvor den bliver saa skrigende grel som i det zirlige, formelle Paris. Intet respekterer de; det er formelig, som om de gjør sig en personlig Glæde af at sparke til alle Vedtægter og ligesom Barnet, der pladsker i Rendestenen, anser sig for desto større Allerhelvedeskarle, jo mere uopdragne de kan komme til at tage sig ud. Det store Publikum finder sig deri med et medlidende Smil og lader dem betale. Men forøger de for den tænkende og ræsonnerende Pariser ikke det ødiøse Skjær, hvori Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har stillet den Fremmede, saa afdæmper de det ganske sikkert heller ikke. Højst kan de blande det med en Nimbus af Latterlighed, naar de i deres kuriøse Kostumer og med deres røde Baedekere turer gjennem Gaderne og stiller sig op udenfor alle Monumentstakitter og glor og lader sig binde Historier paa Ærmet af den første den bedste Spasmager, der gaar forbi, eller naar de klumper sig sammen paa deres _four-in-hands_ og under en Cook-Førers Ægide gjør Turen Paris rundt i fireogtyve Timer og saa rejser hjem og bilder sig ind, at de kjender det Hele som deres Vestelomme.

Saa er der dernæst Tydskerne. I de første Aar efter Krigen holdt de sig forholdsvis roligt til deres store Exportationsforretninger i Kvarteret omkring Rue d'Hauteville, men det er ikke saaledes længere. De giver sig nu ogsaa af med Import, og det af en Art, som vanskeligt kan hue Pariserne. Under en Turnforenings uskyldige Maske har de lavet et stort Generalagentur for Paris's fredelige Annektering gjennem Masseanbringelse af unge Tydskere, som "Vaterlandet" ikke selv kan brødføde. Bedriften gaar strygende. Disse nye Emigranter har ikke blot oversvømmet Handels- og Bankhuse, man finder dem allevegne, selv hvor man mindst skulde vente det, i Ministerier og Bladkontorer endogsaa. Kolonien begynder desaarsag at løfte Hovedet igjen og saa smaat at føre sig op som Herrer allerede. "Der Wacht am Rhein" lyder lysteligt i de tydske Kaféer, og med overlegen Haan indbyder man endog Paris's bekjendteste Patrioter til at komme og høre paa den smukke Vise.

Heller ikke denne Part af Fremmedpublikummet skal stemme Pariserne gunstigt for det som Helhed. Føjer man yderligere dertil Hele Skaren af Industririddere, der fra alle Herrens Lande vælter sig som en Græshoppesværm over det moderne Paris, kan man saa undre sig over, at dets Befolkning, er en Smule paa sin Post, viser en vis Reservation mod de Fremmede? Man bebrejder Pariserne, at de er letsindige; de vilde uden en saadan Reservation være det grændseløst, utilgiveligt. Den er en Nødvendighed, fremtvungen af Forholdene i deres By, og man har ingen Ret til at beklage sig over den. Har de virkelige Garantier for, at den ikke behøves, saa er de strax rede til at lægge den af Kunstnernes Stilling viser det saa tydeligt, som ønskes kan. Det er ikke blot paa den aarlige Salon, at der indrømmes den store Koloni af udenlandske Malere lige Plads og lige Ret med de franske, de samme Udmærkelser og Belønninger som dem, i hele Pariserlivet gjøres der ingen Forskjel paa dem og paa Parisernes Egne. De taler et Sprog, der er universelt, de kan gjennem det bevise, at de fortjener Gjæstfrihed. Hvor han seer, at der er virkelig Fortjeneste, der er Pariseren saa redebon som Nogen, til at aabne alle Døre paa vid Gab for den og byde den velkommen. Den Fremmede, der har formaaet at trænge igjennem og gjøre sig gjældende i Paris, bliver i samme Øjeblik betragtet og behandlet som Pariser.

De Mange derimod, der aldrig gjør det, de store Flokke ikke mindst af studerende Ungdom, som Dag for Dag kommer i talrigere og talrigere Mængde fra alle Verdens Kanter, dem kan vel et Ophold i Paris stundom bringe Perioder, i hvilke en Følelse af Forladthed og Tristhed og Kulde tager dem fangen og faaer dem til at ønske sig langt bort fra Byen, der paa Afstand stod saa lokkende for dem som et Indbegreb af Alverdens Herligheder. Det Trøsterige ved Sagen er dog, at slige Perioder sjelden varer længe. Faa er tagne fra den forunderlige Stad ved Seinen uden at elske den højere, da de gik, end da de kom; Mange, Mange har den fængslet saa fast, at de aldrig blev i Stand til at rive sig løs. Det tyder dog vel sagtens paa, at den Fremmedes Stilling i Paris Alt i Alt maa være saa ganske taalelig. Tristhedsperioderne er kun sporadiske Anfald af Hjemve, og den Sot følger Mennesket, hvor det drager hen. Nordboen i alt Fald kunde rejse lige ind i Paradiset, den vilde finde ham der ogsaa. Men kommer den over ham, saa ligger der jo hist og her i Pariseroceanet Smaaøer, som, om de end ikke er Fædrelandets Jord, dog har et Par Spadefulde af den strøet paa sig. Der søger han hen. Han tyer til Kunstnernes Kreds paa _Hörnan<s._ eller til Haandværkerforeningen i _Café du Danemark_, hvis det er hans Verden, eller til Nordboernes fælles Hovedkvarter paa _Café de la Régence._ Han finder der Nordens Blade, han hører Hjemmets Sprog og seer Ansigter, som han kjender fra Hjemmet. Og mangler de sidste en enkelt Gang, saa har han dog i alt Fald sin fortræffelige Garcon August, som kan sige "Goddag--smukke Piger--jeg elsker Dig." Det er ham nok; det er, som han havde kysset Toldbodens Sten, og han kan sejle ud igjen, ud i det store Paris, der er som Havet, bestandig skiftende, bestandig nyt, bestandig hemmelighedsfuldt lokkende.

VRANGSIDEN AF PARIS.

Pauperismebæltet.

Som Krybet under den store Sten, saaledes samler Elendigheden sig i de store Byer. Den har været der bestandig, og den vil trods alle sociale Reformatorer blive ved at være der bestandig, indtil Kampen for Livet hører op, og Paradiset atter vender tilbage paa Jorden, Men man seer den ikke altid; det gaar med den som med Krybet under Stenen. Saalænge Stenen ligger rolig, dækket af gammelt Mos og omgroet med Græs og Blomster, tænker Ingen paa Krybet under den. Først naar den voldsomt rokkes og rykkes tilside, kommer hele den lyssky Verden, der har levet i Klamheden og Skyggen under den, frem og; vækker Afsky og Skræk.

Paris fik ved Kejserdømmets Fald et saadant voldsomt Ryk, og i de ti Aar siden da er det bleven efterfulgt, af Stød paa Stød. De har aabnet Øjet for, at den store Luxusstad gjemmer Andet end Glands og Pragt, de har bag det Paris, som leer og; straaler og blænder, røbet et, hvor Diamanterne erstattes af Taarer, og hvor den glade Livslyst viger Pladsen for lave Instinkter, for alle de onde Lidenskaber, der groer saa villigt i Læ af Fattigdom og Elendighed. Det er da gaaet, som det gaar ved Stenen, naar Krybet kommer frem. Man er bleven forskrækket; man er muligvis bleven det over Maade, men man er ikke bleven det uden Grund. Af alle store Byer er Paris ikke blot den mest glimrende og den rigeste, den er tillige den, der rummer den største Sum og de mest afskrækkende Former af menneskelig Usselhed.

Det var i gamle Dage London, der nød det triste Ry at have Forrangen i saa Henseende. Muligt har det engang været med Rette, men det er det i hvert Fald ikke længer. Velstanden er selv mellem de laveste Samfundslag langt mere udbredt i Paris end i London, men paa den anden Side er Trangen ogsaa større. Det nytter ikke, at Seinestadens Guldflod voxer og voxer, saa det snart ikke er muligt at finde Afløbskanaler for den mere; samtidig dermed vedbliver Procentantallet af dem, Samfundet maa understøtte, for at de ikke skal dø af Sult, at holde sig konstant. I London er det i Løbet af de sidste ti Aar sunket fra sex til tre, i Paris derimod er endnu som ved Kejserdømmets Fald af hundrede Beboere mellem syv og otte indskrevne paa den offentlige Velgjørenheds Lister. Det er denne Armee paa over halvandet hundrede tusinde Ulykkelige, der savner de første Betingelser for at kunne føre en menneskelig Tilværelse, som har gjort Kommunen mulig. De har Alt at vinde, men Intet at tabe, og enhver ny Rejsning vil derfor ogsaa finde dem slagfærdige paa Pletten. Naar da Gambetta har lovet at søge dem "selv i Dybet af deres Huler", har han kun aflagt et Løfte, som han vilde gjøre vel i engang at holde. Der findes i disse Huler baade meget ondt Ukrudt, som maa rykkes op, og enkelte gode Spirer, som sikkert kunde trives, naar der gaves dem af Luft og Lys, hvad de har Behov. Frankrig faar ingen Ro, før der i begge Henseender bliver gjort, hvad det er muligt at gjøre. At Kommunen og alle de Rødes Spektakler siden den maatte til, før man fik Øjet op for denne Vrangside af Paris, har iøvrigt paa en vis Maade sin ganske naturlige Grund. Man lægger under almindelige Forhold kun Mærke til det, man seer stadig omkring sig, og det Paris, der leer og glimrer, seer ikke Elendigheden. Den har, paastaas der, altid og i alle store Byer en centrifugal Tilbøjelighed. Baron Haussmanns Udluftninger af den gamle Seinestad har rakt Haanden til disse naturlige Dispositioner, og efterhaånden er da Pauperismen med samt hele dens uhyggelige Tilbehør rykket længere og længere bort fra det Paris, hvormed man til daglig Brug er vant til at regne. Den Fremmede kan Uger og Maaneder tumle sig i Luxusens Solglands uden nogensinde at se Elendigheden kaste en eneste Skygge over det brogede Virvar af leende og lokkende Billeder, der møder ham overalt. Hist og her i Nættet af travle Handelsgader, der straaler ud fra Børspladsen, er det ganske vist, naar man søger godt, endnu muligt at finde snevre, sorte, smudsige Gyder, hvor Pjalterne af den gamle Misère er bleven hængende. Men det er kun sjeldne Undtagelser, muddrede Draaber i et Hav af Krystal. Det rige Paris kan færdes roligt i sin Stad af Boulevarder og Avenuer uden Frygt for at rendes paa Ærmet af Elendigheden.

Til Gjengjæld har den rundt om Luxusens By draget et Bælte, hvor den er paa sin egen Grund, og hvor den hersker souverænt. Centrifugaltilbøjeligheden bliver ved; dette Bælte trækker sig længere og længere bort, men det breder sig samtidig. Hele det vidtstrakte Terræn mellem Fortifikationslinierne og de ydre Boulevarder er efterhaånden blevet erobret af Pauperismen, og den har de; paa de gamle Havers og Vinmarkers Plads, indstalleret et Fattig-Paris, der ingen Lighed, intet Fællesskab, ingen Berøringspunkter har med det rige. Sort og Hvidt er ikke mere forskjellige fra hinanden end de to Byer. Der ligger for Exempel ud ad Gobelinsfabrikken til, bag Boulevard de la Gare, Noget, som Folkevittigheden har døbt "Cité des Khroumirs", oprindelig en stor, ubebygget Tomt, hvor de fattigste Kludesamlere tilbringer deres Dag, sovende paa selve deres Dynger af alt Slags Affald, dels i Lerhytter uden Vinduer og Døre, dels, naar endogsaa Lejen af disse Hytter bliver dem for dyr, i gamle Menagerivogne, der er blevne for affældige til at kunne kjøre omkring længer paa de landlige Markeder. Kunde man tage denne "Cité des Khroumirs" med samt dens ynkelige Beboere, flytte dem ud i Akklimatationshaven og der vise den frem som noget Exotisk i Smag med Eskimoerne og Ildlandsfolkene, vilde hele Paris strømme derud og falde i Forbauselse og Forfærdelse over, til hvilken Degradation Menneskeslægten kan synke ned. Nu er de stakkels Kludesamlere alt Andet end generede af Nysgjerrige. Paa Place d'Italie, der kun ligger nogle faa hundrede Skridt fra Khroumirgyden, har jeg truffet Politibetjente, som end ikke kjendte dens Existens. De havde først for nylig faaet Stadion i Kvarteret, sagde de.

Naturligvis er Pauperismebæltets Fysiognomi ingenlunde saaledes allevegne. Tvertimod, det har som oftest endogsaa et ganske anstændigt Udseende, der meget vel kan skuffe en overfladisk Besøgende og give ham et Indtryk af forholdsvis antagelige Kaar. Franskmændene søger altid, saa længe det paa nogen Maade er muligt, at bevare det ydre Skin. Desuden er kun de færreste Kvarterer derude stærkt bebyggede endnu, man træffer mange Partier, der har en halvt landlig Karakter. Hist og her har smaa Rentierer, der havde Lyst til at sætte Foden paa egen Grund, men hvem Terrænet, i selve Paris blev for dyrt, kjøbt sig Jord og indrettet sig det ganske hyggeligt i Smaahuse med Tonneller, Poppelgrupper og Kjøkkenhaver. Disse grønne Smaakroge liver op, Kvartererne er hyppigt gjennemskaarne af brede, tætbeplantede Alleer, for Exempel den næsten milelange Pyrenæergade, som strækker sig gjennem hele Belleville, Menilmontant og Charonne, Udsigten over Paris er fra Højdepunkterne tidt særdeles smuk, og paa mere end et Sted kan da Pauperismebæltets. Ydre Habitus forekomme nok saa venlig. Det er dog kun som Kalken udenpaa Graven; Forraadnelsen ligger bagved. Først og fremmest har selve de grønne Alleer uhyggelig; meget tilfælles med hine Dekorationstæpper og Sætstykker, som i gamle Dage blev brugte til at give rejsende russiske Kejserinder en Idée om deres Land. Forvilder man sig ad en Sidegade bort fra Alleen og Husene, som stadser op langs den, dumper man kun altfor tidt ind i et Virvar dels af smalle, stinkende Stræder, dels af øde Tomter, oversaaede med Flaskeskaar, Møddinger og alskens Urenlighed. Her er nogen Tvivl om, hvor man befinder sig, ikke længer mulig. Pjalterne, der hænger ud af de ituslagne Ruder, Kludekræmmerboderne i hver anden, tredie Bygning, Udseendet af de Folk, der trænger sig om Værtshusenes Skjænkedisk for at drikke deres Absinth staaende, af Børnene, der ligger og fisker i Rendestenen, eller af de elendige gamle Kvinder, der fra smaa Bræddeskur, som samtidig agerer Kjøkken og Butik, sælger radikale Skillingsblade, obscøne Brochurer, muggent Hvedebrød og raadne Pærer,--Alt det taler mere end tydeligt nok. Man seer, hvor man er henne, man forstaar de uhyggelige Tal, der oplyser om, at i Pauperismebæltet gjennemsnitlig hver tiende Beboer er trængende i den Grad, at de maa nyde offentlig Understøttelse.