Part 21

Mens Millionen og de Fremmede breder deres Herredømme videre og videre ud over det moderne Paris, forvandler dets Fysiognomi og umærkeligt gjør det til en hel ny Stad, er der dog een Part af Byen, hvor denne Erobring synes at finde et Bolværk, som den ikke kan bryde, hvor de gamle Huse og Gader staar endnu, hvor Særpræg og Vaner, hvor Karakteren, som det hele Liv har; er saaledes, at den nuværende Generations Fædre og Bedstefædre vilde kjende sig igjen og føle sig hjemligt der, hvis de kunde staa op af Graven. Denne Part er den venstre Seinebreds Paris. Det begynder saa smaat at skrumpe ind ganske vist; det kan ikke vise noget Sidestykke til Quartier de l'Europe eller til den som af Aladdinsaander bebyggede Monceauslette, det inkorporerer ikke Dag for Dag bredere og bredere Bælter af Banlieuen, tvertimod, det er ligesom det visnede lidt i Kanten, de yderste Partier bliver folketommere, falder hist og her i Ruiner, glider over til at blive en Mellemting mellem Landsby og Stad. Men ikke desto mindre er det dog ogsaa af vore Dages Paris endnu stadig en saa væsentlig Del, at der maa regnes med det. Det er mere endnu. Det er som i den stolte katholske Kathedral det lille Kapel, der gjemmer Kisten med Helgenens Relikvier. Tinder og Taarne og Hvælvinger med deres Marmor og Guld og Lys og Billeder er kun byggede udenom dette Kapel. Til dets Forherligelse er den hele Pragt der; det er i Virkeligheden det, der har gjort Kirken stor, og det er stadig Sjælen i den, For dets Skyld kommer de rette Pilegrimme, ved det holder de sande Troende deres Andagt.

De gamle Kvarterer paa den venstre Seinebred gjemmer endnu Paris's egen særlige Individualitet, det, der har skjelnet denne forunderlige By fra alle andre og gjort den til, hvad den er. Millionærpaladserne har rejst sig, de Fremmede er komne, Verdenskaravanseraiets Stimmel og Glands er kommen, men det er som Kathedralen Altsammen kun voxet op, fordi der var Noget, som kunde bære et saadant Relief. Og dette hemmelighedsfulde, uhaandgribelige Noget fylder endnu Luften i de snevre Gader mellem Sorbonne og College de France, mellem Académie des beaux-arts og École polytechnique og den lange, lange Række af Videnskabens og Kunstens Højskoler, der klemmer sig sammen her paa en ganske lille Part af den store Bys Grund; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren, Boulevardieren, Kokotten og Alt, hvad der er i Slægt med dem, kan ikke trives i denne Luft, den ægte Pariser derimod er først rigtig i sit Element, naar han indaander den. Af Intelligensens Paris boer ni Tiendeparten paa den venstre Seinebred.

I Rue Gay-Lussac, en af dette Kvarters venligste og aabneste Gader, og i den Del af den, hvor Sol og Blomsterduft fra Luxembourghaven frit kan strømme ind, har det franske Akademis sidstvalgte Udødelige, Victor Cherbuliez, sit Hjem. Det er helt paa den anden Side Pantheon, han boer. Han siger nok selv, at det er af Hensyn til hans Sønner, der har deres Lyceer herude, men i Virkeligheden tager man dog næppe fejl ved at søge den egentlige Grund dybere. "Man har det ogsaa fredeligere her," føjer han til; "selv ved Gadestøjen er der noget Douce, saa den ikke generer, jeg har en Fornemmelse, som om jeg ikke vilde finde Ro til at arbejde, hvis jeg kom over paa den anden Bred." Det er just Sagen. Han er instinktmæssig rykket saa langt fra Millionens Paris, som han kunde komme; Feberen i dets Liv, de skrigende Toner i dets Larm, Guldets Raslen og Reklametrompeternes Skingren har skræmmet ham. Han er saa lidt i Slægt med Alt det, som Nogen kan være. Skjøndt født Genfer har ikke blot Loven givet ham parisisk Borgerret, hans Gjerning har gjort det før den og varigere end den. Men i Verdensstadens tumlende Offentlighed er han aldrig bleven nogen Person _en vue_, han hører ikke til den Slags Parisere _en évidence_, der samler Opløb, hvor de viser sig; den store Hob kjender ham ikke, han kan spise sin Frokost paa Café Caron, uden at Nogen i Lokalet veed, hvem han er, og lægger Mærke til ham. Han staar som Repræsentant for det Paris, som man ikke seer, og som ikke gjør Spræl, men som dog er Sjælen i den store By, for Intelligensens stille, arbejdende Paris paa den venstre Seinebred.

At trænge ind til en rigtig Pariser _en évidence_ er omtrent ligesaa vanskelig en Sag som at komme med til en Première. Han er paa sine Enemærker en Konge, der hyller sig i utilnærmelig Majestæt. Tjenestepersonalet har de strengeste Ordrer til at holde Alle paa Afstand. Lykkes det end undertiden ved Hjælp af nogle Francsstykker at passere Portneren, saa lader Forgemaklakajen sig dog ikke bestikke. Det nytter kun lidt at spørge ham, om hans Herre er tilstede. Han svarer kun med et medlidende Smil. Det er ham, der holder Forhør. Han gjør det uden Personsanseelse; selv en "Monsieur décoré", hvem der dog ellers allevegne i Paris bliver vist Hensyn, respekteres ikke. Først naar han har leveret Fyren med Silkelæggene tilfredsstillende Oplysninger om, hvad han hedder, og hvad han er, og hvad han vil, meddeles det ham naadigt, at Husets Herre tager imod mellem Elleve og Tolv den og den bestemte Dag i Ugen. Han har saa Tilladelse til at komme igjen og antichambrere. Paa den venstre Bred kjender man derimod ikke saadanne Formaliteter. "Hr. Cherbuliez," siger den gamle Portnerkone, "jo, det er her; Herren er lige kommen ind fra Landet. Anden Sal over Entresolen, Døren tilvenstre. Men De maa ringe lidt stærkt, for Pigen deroppe er noget døv." Hun er saa døv tidt, at det bliver Fruen, der lukker op. Man bedes vente et Øjeblik, mens hun underretter sin Mand om Besøget. Men maaske er han beskjæftiget, han maa paa ingen Maade lade sig forstyrre, man kan saa udmærket godt komme igjen paa en anden Tid, hvis det er mere belejligt. Man forstyrrer aldeles ikke, svarer hun venligt, det vil være hendes Mand en Fornøjelse at se En, han skal komme ligestrax. Man gaar da ind i Salonen. Det er en lille, hyggelig Stue med Mahognimøbler, Stil _premier empire_, Divantæppe, mange Blomster ved Vinduet, mange Malerier paa de mørkrøde Vægge, men uden nogensomhelst moderne parisisk Luxus, uden Elegance engang, en jævn, lidt gammeldags Salon, gjennemtrængt med den Parfume af pudset og skuret Renhed, som Værelser har, der staar til Stads og kun bliver brugte ved højtidelige Lejligheder. Efter nogle faa Minutters Forløb kommer den lille, venlige Frue tilbage og hilser fra hendes Mand, om man ikke vil følge med ind i hans egen Stue. Luften er en Smule klam, og der er lagt i Kaminen hos ham. Man synes næsten allerede, man mærker Varmen; det er en ganske anden Modtagelse, end man er vant til i Paris. Man har en Fornemmelse, som om man var mange Mile borte, i saadant Noget som en nordisk Præstegaard paa Landet.

Det er netop ogsaa Indtrykket, Cherbuliez' Arbejdsværelse gjør. Fuldstændig Studerekammerstil: en høj Pult, ved hvilken man skriver staaende, to store Lænestole med brunt Saffiansbetræk, en dito Sofa af gammeldags Snit og saa forresten kun Bogreoler. De er af ulige Størrelse og forskjellig Slags Træ, øjensynlig anskaffede efterhaanden som Bibliotheket voxede, men nu proppede fra øverst til nederst. Revuens orangegule Hefter ligger klemte ind allevegne, hvor der er mindste Plads over de staaende Rækker, men iøvrigt staar den hele Armee i snorlige Parade som et preussisk Regiment. Kun Uniformerne er noget brogede. Gamle Volumina i Læder og Folio skifter med smaa, kokette, røde Maroquinsbind; mellem lange Suiter af Klassikere i falmet Shirting skubber gule Calman-Levyske og blegblaa Dentu'ske Papirsrygge sig ind og drager moderne Striber. Der er i Virkeligheden Lidt af Alt i denne Samling, mest historiske Værker og Forfattere fra Encyklopedistperioden maaske, men forøvrigt hele den franske Litteratur, lige til de seneste Dage repræsenteret ved Alt, hvad den har af Fortræffeligt. Dertil tydske Filosofer, græske Poeter og politiske Brochurer i Mængde. Cherbuliez har i sin Ungdom studeret flere Aar ved tydske Universiteter, han er Sproget fuldkomment mægtig, og han har endnu Hegelianeren siddende i Blodet. Hvad Grækerne angaar, saa er de saa at sige hans Yndlingslekture. Han læser dem i Grundtexten, og han har for Vane at gjøre det hver Morgen, før han tager fat paa sit Arbejde. Det er i Athen, at han har "fundet sig selv", som man siger. Mellem Akropolis's Ruiner har han i Virkeligheden skrevet sit Debutarbejde "le cheval de Phidias", og paa Bunden af de Øjne, hvormed han seer paa Menneskene og paa Tilværelsen, ligger der stadig et Skjønhedsindtryk, som stammer derfra.

En halv Væg er tom for Reoler, og paa den hænger det Eneste, som pynter op i Stuen. Det er netop først og fremmest en Gjengivelse i Gibs af en Part af Parthenonskavalkaden, det Fragment, som har givet ham Inspirationen til "Phidias's Hest". Dernæst er det et Fotografi af den milesiske Venus, et Portræt.

Cherbuliez' Haandskrift.

Dante i hans Ungdom efter en Fresko, der for nogle Aar siden er opdaget i Florents, samt endelig i Glas og Ramme et Stykke gammelt, optrevlet, graaagtigt Lærred, en Rest af Tassos Skjorte, med en Haandskrift af Lamennais, der bekræfter Ægtheden. Endnu et Par enkelte Malerier, stemningsfulde Landskabsbilleder, paa Kaminen Portræter af hans Kone og Sønner og af Buloz, "Revue des deux monde"'s Stifter, en bred Solskinsstrime faldende ind fra Vinduet, og man har hele Værelset.

Ligefrem, fordringsløs, venlig som det er Cherbuliez selv. Ved det første Øjekast har han i sit Ydre noget stærkt udpræget Militærisk, det er Infanterikaptejn-Typen, som man kjender den fra de smaa franske Provindsbyer. Men saasnart han taler, gaar det bort. Det var kun Ansigtsformen, Overskægget og den store Imperial, det skyldtes; Øjnene forandrer Udtrykket fuldstændig. De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem, man mindes: det Hjertelige, næsten Bløde i dem, som dog, synes man, ved en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt. Disse Øjne giver Cherbuliez helt; han er, som de fortæller. Han hører ikke til Tidens nervøse, forpinte, sønderrevne Aander. Den vilde, trøstesløse Utilfredshed med Existensen, som præger Perioden, hvori vi lever, og som i hele Menneskeslægtens Historie maaske ikke har havt noget Sidestykke undtagen netop i den antike Verdens sidste Dage, ved det romerske Kejserriges Forfald, denne Utilfredshed finder ikke nogen Apostel i Cherbuliez. Han flygter ikke, som hans Kolleger paa den anden Side Rhinen gjør det i deres historiske Romaner, fra en Verden, der er dem uudholdelig, bort til helt andre Tider og helt andre Slægter, og han bærer sig heller ikke ad--hvad der tilsidst kommer ud paa det Samme--som hans Landsmand Zola med Disciple: giver det malcontente Hysteri Luft i en Fremstilling af Jorden som et Helvede, befolket af lutter Djævle. Han er for meget Franskmand til det. Han kan sin Schopenhauer og Hartmann paa Fingrene, men han har læst dem med samme Forsigtighed, med hvilken Lægen gaar til en Epidemipatient. Han har garderet sig med sin sunde romanske Optimisme, og han er ikke bleven smittet. Han skildrer de Mennesker, mellem hvilke han lever, ikke blot fordi den Digtform han har valgt til sin, Romanen, efter hans Mening aldrig kan faa blivende Værd undtagen som Gjenspejling af Forfatterens Tid, men ogsaa fordi disse Mennesker er ham meget interessante og med deres Fortrin og Fejl ganske sympathetiske. Han skildrer dem, som han seer dem, og det er hans Overbevisning, at de er, som han seer dem, det vil sige hverken helt Engle eller helt Djævle. Med Forkjærlighed vælger han just de mest sammensatte Naturer, i hvilke baade Godt og Ondt er oppe og strides om Overtaget. Han er i Fremstillingen af denne ægte menneskelige Kamp bestandig rolig og lidenskabsløs; han kan være ubøjelig haard, men han er først og fremmest uendelig human. Det absolut Hæsliges Berettigelse i Kunsten anerkjender han ikke, fordi han i Livet selv kun seer det som en Undtagelse; endog de sorteste af hans Figurer har deres sympathetiske Side. Meta Holdenis staar som et slaaende Exempel. Da hans Fortælling første Gang blev offentliggjort i Revuen, modtog han fra alle Sider Brev paa Brev, hvori man bad ham ikke lade denne unge Kvinde, om hvilken han havde forstaaet at samle saa megen Interesse, ende altfor trist, og med Revuens Udgiver var han nærved at brouillere i Anledning af Romanens Slutning. Buloz havde i den Grad forelsket sig i Meta, at han endogsaa en Stund gik omkring og drømte sig et Pendant til hende, der kunde blive hans Sekretær.

Som han sidder der og strammer den sorte, stukne Hjemmefrakke omkring sig og skyder de store Lænestole hen til Kaminilden, for at man skal sidde mere hyggeligt og passiare, er Cherbuliez netop den vindende, elskværdige Personlighed, man har forestillet sig efter hans Romaner. Han har rejst meget og seet Meget, han har læst og tænkt mere end de Fleste af hans Samtid. Valberts Artikler (det Pseudonym, hvorunder han skriver i Revuen) er der for at vise, med hvilken alsidig Sum af Kundskaber han sidder inde, og med hvilken moden, overlegen Klarhed han seer paa alle Fænomener i sin Tid. Mildere, mere overbærende i sine Domme, doucere og lempeligere i sin Maade at fremstille Alting paa, kan alligevel Ingen være end han. Han har i sin hele Form den soignerede Høflighed, den fine Delikatesse, som jo ifølge en ældre Generations Beretninger engang synes at have været typisk national hos Franskmændene, men som nu ogsaa i dette Land findes hos altfor Faa, og det er næsten, som om denne Høflighed, denne Delikatesse forbød ham at bruge et stærkt Udtryk, der kunde skurre i Samtalen, fremsætte en afgjørende Mening, som han ikke var sikker paa deltes af den, med hvem han taler. Man har undret sig over, at han, der dog ved de nævnte Valbertske Artikler har vist et Kjendskab til, en Forstaaelse af franske politiske og sociale Forhold, som Alle bøjer sig for, at han aldrig har søgt at komme til at spille nogen Rolle i det offentlige Liv. Man har undret sig, fordi man kun kjendte ham som Forfatter og ikke som Menneske. Han er den stille Studiets Mand; paa Politikens Arena, hvor der skal skubbes og puffes og skraales højt, vilde han føle sig som en Troubadourridder i Artillerikamp. Og saa har han desuden en vis Respekt for det hele moderne politiske Væsen. Han har i en af sine Romaner givet sit Syn paa Sagen. Siden Revolutionens definitive Sejr drives der efter hans Mening egentlig slet ikke Politik i Frankrig. De Revolutionære har som Program kun Agrarlove samt Afskaffelse af Staten og Vaabenmagten. For de andre Politikere, siger han, er det store Spørgsmaal kun et Spørgsmaal om Indflydelse, og hvem der skal udøve den. Enhver vil være en Allerhelvedes Fyr, det vil sige et Menneske, som man hører paa, naar han holder Taler, som man skynder sig at tilfredsstille, naar han forlanger Noget, og som skræmmer, naar han truer. Det republikanske Frankrig er en Armee; der har følt Trang til at fornye sine Kadrer: det er det, man kalder de nye sociale Lag, der skal frem. Monsieur Jourdoin efterabede Greverne og Marquierne og fandt sig yderst hædret ved at have dem tilbords; nutildags siger Monsieur Jourdoin til Seigneur Dorante: "Du er færdig, min Ven, gaa din Vej, for at jeg kan komme til."--Cherbuliez bryder sig ikke om "at komme til". Han befinder sig mange Gange bedre i sin Lænestol ved Kaminilden, end han vilde gjøre det paa en Ministertabouret, og er der Noget i denne Verden, som han kun kan se den sorte Side ved, saa er det Guldkalvsdyrkelsen. _"Non, certainement, je n'aime pas le million,"_ siger han, og der gaar gjennem de smaa Øjne et Glimt, som ikke har Spor af Blødt eller Venligt ved sig. Det supplerer Bekjendelsen og oversætter den i et mindre afdæmpet Sprog. Millionen er hans _bête noire_, med hele den Verden, der drejer sig om den, har han og vil han Ingenting have at bestille. Paa sin venstre Seinebred fører han med sin Hustru og sine Børn en stille, borgerlig, arbejdsom, fredsommelig Existens. Tidlig om Morgenen gaar han til sin Skrivepult, regelmæssigt, næsten paa Klokkeslet, som Kontoristen gaar paa sit Kontor. Han skriver sit bestemte Antal Timer, langsomt, formende, filende, glattende paa hver Sætning, til den er netop, som han vil have den. Det er ingen af Lidenskaber forpint og sønderreven Sjæl, der faar Luft i pludselige Improvisationer. Kjender han til Feber under Arbejdet, saa er det kun den, som selve Undfangelsen fører med sig, og dens Smerte har paa Bunden en uendelig Nydelse. Saaledes gaar hans Liv Dag efter Dag, og dette Liv giver ham den Ro og Tilfredshed, der er Alt, hvad han forlanger af Verden, den "grande tranquillité", der er Lykken for ham og hele den Race af Mennesker, for hvilken han staar som Repræsentant.

DE FREMMEDE I PARIS.

Paris's Fysiognomi vilde ikke være parisisk, ialfald ikke moderne parisisk, uden de Fremmede. De giver det paa ingen Maade de Træk, der udgjør dets virkelige Charme, dem, som man kommer til at holde mere af, jo nøjere Bekjendtskabet bliver, men de giver det mange af dem der springer mest i Øjnene. Det er ikke Pariseren, der gjør Gadelivets Kolorit broget. Han er selv en douce Fremtoning, hvis Stolthed er at være korrekt og at undgaa Spræl. Det er den tærnede Touristbritte og den dandypyntede Ibenholtsneger, det er Asiater og Afrikanere med Silkekaftaner og spraglede Burnus, med Diamantagraffer og blaa Saffiansstøvler, det er den kasserolrøde Indianer og den guldgule Indier, det er denne aldrig endende etnografiske Revue af Mennesker i alle Kulører og i alle Verdens Kustumer, der frembringer Boulevardbilledets Farveorgier. Og tildels paa samme Vis gaar det med Pariserlivet; Effektstaffagen og Effektscenerne i det, Alt det, der gjør mest skrigende Staahej, faaer sit Materiale for en væsentlig Part fra den store Fremmedlegion af Tapageur-Publikum, hvormed samtlige fem Verdensdele rekruterer Paris. Den er bleven en Prætorianerkohorte, som, samlet ved alle Midler af Verdensdronningen selv, nu har ranet Magten til sig og fører sig op som Herrer og skriver hende Love i hendes eget Slot.

Før Tredive, før Otte og Fyrre viste den Fremmede sig kun kometagtigt paa Pariserhimlen. Hvad han nu end var for en Slags Potentat eller Nabob, en exotisk Mærkværdighed var og blev han, der kom og saae og blev set paa med store Øjne og saa forsvandt igjen uden nogensinde at dukke klart frem af sin halvt eventyrlige Dunstkreds. Først da Revolutionsideerne begyndte at gaa deres Gang over Evropa, og da Reaktionens Offre fra alle Kanter vendte sig til det frie Frankrig for at finde Asyl, kom der en virkelig Fremmedkoloni i Paris. Man tog med aabne Arme mod de tilstrømmende Emigranter. Man tog imod dem som det, de i Virkeligheden var: Blomsten af det liberale Europas Intelligens, og man indrømmede dem en fremragende Plads i sit Samfund. De samlede store Kredse omkring sig; man hørte paa deres Taler og Foredrag, man lod sig belære og begejstre, og let tilbøjelig som man var til at passioneres, rejste man dem formelige Pjedestaler. Folk som Mizkiewitz og Kossuth blev Heroer, som kun Faa af Franskmændenes Egne naaede op i Højde med.

Fra den Tid har de Fremmede faaet Borgerret som et Element i Pariserlivet, og fra den Tid er de stadig komne til at spille en større og større Rolle i Paris. Men deres Type har unægtelig i Aarenes Løb undergaaet meget væsentlige Metamorfoser. Den chevalereske Polak og den idealistiske Tydsker er forsvundne med den Periode, for hvilken de stod som Repræsentanter; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har taget deres Plads i den moderne Million-Metropol, i det uhyre Verdenskaravanserai, hvortil Dampen og hvad der kom i dens Følge: Distancernes Forsvinden, den store Industri og de store Formuer i en Menneskealder har forvandlet Frankrigs Hovedstad.

Skjøndt Fremmed er Rastaqouairen en moderne Pariserfigur af reneste Vand; han er det i den Grad, at han er utænkelig, umulig noget andet Sted. Han kommer fra Egne af Verden, over hvilke der endnu ligger Slør af noget Halvdunkelt, Eventyrligt, fra Brasilien eller Peru, fra en eller anden sydamerikansk Republik, som man knap kjender af Navn, til Nød fra Portugal, Spanien eller Rumænien, helst fra et Sted med uudtaleligt Navn, der holder Spørgsmaalet om Nationalitet og Verdensdel i ubestemt Taage. Hans eget er ligesaa langt som imponerende. Det vrimler i det med Santa'er, med da'er og di'er og y'er, og det hænder aldrig, at der mangler en Marquis-, en Vicomte-, en Chevalier- eller endnu finere Titel foran det. Hans Bryst er bedækket med Stjerner, om hans Hals hænger der Ordensbaand i alle Regnbuens Farver. Hans Paaklædning er rig, men elegant, hans Holdning kavallermæssig, hans Optræden en Grandseigneurs. Ingen, der seer ham, kan være i Tvivl om, at han er et Væsen af Race. Den let broncerede Tone, som fjerne Landes Sol har givet hans Teint, og den fremmedklingende Dialekt i hans flydende Fransk forøger kun det Aparte og Distinguerede ved hans Person. Men hvad han mangler, det er netop det, der udmærkede hans Forgængere i Fyrrerne og Halvtredserne. Han er hverken nogen Ideernes Helt eller nogen Intelligensens Mand. I hans Hjerne er visse særlige Rastaqouairorganer blevne uforholdsmæssigt udviklede paa de andres Bekostning, og ved hans Fysiologi er der yderligere den store Mærkelighed, at han er kommen til Verden ganske uden Hjerte. Skulde det være Aand og Talent, Kundskaber eller blot Dyd og gode Sæder, der bestemte hans Plads ved Verdensdronningens Taffel, saa vilde han ikke engang komme til at sidde nederst, han vilde ikke engang faa Lov til at staa paa Trappen og fange Lugten op, man vilde anbringe ham saa langt borte som muligt i en Baggaard. Da hans Pretensioner nu imidlertid gaar ud paa ikke blot at være med til Gildet, men at bænkes til Højbords endogsaa, saa maa han kjøbe denne Ret paa anden Viis. Han er saa heldig, at de Valeurer, han kan byde som Betaling, i vore Dage har naaet en Kurs, der er svimlende høj.

Rastaqouairens Rolle i Pariserlivet er et Resultat af Reklame. De omtalte, særlig udviklede Hjerneorganer hos ham huser en Evne til at gjøre Opsigt, i hvilken han har sin Specialitet, sin Styrke, den eneste Mulighed for sin Position. Hele det Paris, der gjør Spektakel og springer i Øjnene, fylder han med sin Person. Han viser sig ostentativt overalt, hvor der er Lejlighed til at blive set, han kjører i Boulogneskoven med isabellafarvet Forspand, han holder de dyreste Maitresser og de extravaganteste Hoteller, han sprænger Klubbernes Spillebanker eller taber Hundredetusinder til dem paa en Aften, han holder mystiske Orgier paa de store Natterestaurationer, han laver sig romantiske Amouretter med racebeslægtede exotiske Prinsesser, og han sørger omhyggeligt for, at alle disse hans Bedrifter, tilbørlig stiliserede og forstørrede, bæres paa Rygtets Vinger ud til Alverden. Den Rubrik i Boulevardbladene, der fører Titelen _"Echo de Paris"_ har han efterhaanden fuldstændig erobret. Han har gjort det dels ved liberale Pengelaan til Journalisterne, dels ved store Dinerer og Løfter om Dekorationer fra de fjerne Hoffer, hvor han er altformaaende, dels endelig ved direkte Kjøb. Han har Maanedskonto med Bladet, og det beregner ham Omtalen af hans Extravagancer efter fast Taxt. Hans Navns Nævnelse i Forbindelse med en opsigtvækkende Premiere er kun en Forretning paa nogle Louisd'orer, sin Stald eller sine Elskerinders Toiletter kan han faa beskrevet for et Par hundrede Francs, men falder han undertiden paa at unde sig et Causerie, i hvilket man gjør ham--under let gjennemskuelige Chiffre naturligvis--til Helt i en Historie, hvorom "hele Paris" vil tale, maa han kjøbe denne Luxus med Tusender.